VEJLEDNING OM GENNEMFØRELSE AF ARTIKEL 11, 12, 16, 17, 18, 19 OG 20 I FORORDNING (EF) NR. 178/2002 OM DEN GENERELLE FØDEVARELOVGIVNING

Transkript

1 20. december 2004 VEJLEDNING OM GENNEMFØRELSE AF ARTIKEL 11, 12, 16, 17, 18, 19 OG 20 I FORORDNING (EF) NR. 178/2002 OM DEN GENERELLE FØDEVARELOVGIVNING KONKLUSIONERNE FRA DEN STÅENDE KOMITÉ FOR FØDEVAREKÆDEN OG DYRESUNDHED

2 INDHOLDSFORTEGNELSE 20. DECEMBER KONKLUSIONERNE FRA DEN STÅENDE KOMITÉ FOR FØDEVAREKÆDEN OG DYRESUNDHED 0 INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDLEDNING 3 I. ARTIKEL 17 5 ANSVARSFORDELING 5 I.1. BAGGRUND 6 I.2. FØLGER 6 I.3. BIDRAG/VIRKNING 7 I.3.1. KRAV OM GENEREL EFTERLEVELSE OG KONTROL 7 I.3.2. ANSVARSFORDELING 7 II. ARTIKEL 18 8 SPORBARHED 8 II.1. BAGGRUND 9 II.2. FØLGER 9 II.3. BIDRAG/VIRKNING 9 II.3.1. SPORBARHEDSKRAVETS ANVENDELSESOMRÅDE 10 i) Omfattede produkter 10 ii) Omfattede virksomheder 10 iii) Gyldighed for tredjelandes eksportører (i forbindelse med artikel 11) 11 II.3.2. GENNEMFØRELSE AF SPORBARHEDSKRAVET 11 i) Fødevarevirksomhedernes identifikation af leverandører og aftagere 11 ii) Intern sporbarhed 12 iii) Sporingssystemer fastsat i særlig lovgivning 12 iv) Oplysninger, som skal opbevares 13 v) Tidsforløb før oplysninger om sporbarhed er tilgængelige 14 vi) Opbevaringstid for de registrerede oplysninger 14 III. ARTIKEL

3 TILBAGETRÆKNING, TILBAGEKALDELSE OG MEDDELELSE 16 FORETAGET AF FØDEVAREVIRKSOMHEDER 16 III.2. FØLGER 17 III.3. BIDRAG/VIRKNING 18 III.3.1. ARTIKEL 19, STK i) Tilbagetrækningsforpligtelse 18 ii) Praktisk tilgang 19 iii) Meddelelser om tilbagetrækning til de kompetente myndigheder 21 iv) Metode til underretning af de kompetente myndigheder 21 v) Tilbagekaldelse og informering af forbrugerne 22 vi) Ansvar for anvendelse af artikel 19, stk III.3.2. ARTIKEL 19, STK III.3.3. ARTIKEL 19, STK III.3.4. ARTIKEL 19, STK III.3.5. MEDDELELSER TIL DET HURTIGE VARSLINGSSYSTEM FOR FØDEVARER OG FODER (RASFF) 24 IV. ARTIKEL TILBAGETRÆKNING, TILBAGEKALDELSE OG MEDDELELSE 26 FORETAGET AF FODERSTOFVIRKSOMHEDER 26 IV.2. FØLGER 27 IV.3.1. ARTIKEL 20, STK i) Tilbagetrækning og underretning af de kompetente myndigheder 27 ii) Destruktion 28 iii) Informering af brugere samt tilbagekaldelse 28 IV.3.2. ARTIKEL 20, STK. 2, 3 OG 4 29 BEMÆRKNINGERNE TIL ANVENDELSEN AF STK. 2, 3 OG 4, I ARTIKEL 19 GÆLDER MED DE NØDVENDIGE TILPASNINGER FOR ANVENDELSEN AF STK. 2, 3 OG 4 I ARTIKEL V. ARTIKEL IMPORT AF FØDEVARER OG FODER 30 VI. ARTIKEL EKSPORT AF FØDEVARER OG FODER 31 VI.3. ARTIKEL 12, STK

4 INDLEDNING Forordning (EF) nr. 178/ (i det følgende benævnt "forordningen") blev vedtaget den 28. januar Et af formålene med forordningen er at udforme fælles definitioner og fastsætte overordnede vejledende principper for og mål med fødevarelovgivningen for at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau. I forordningens kapitel II tilstræbes en harmonisering på fællesskabsplan af de generelle principper (artikel 5-10) og krav (artikel 14-21) i fødevarelovgivningen, som allerede findes i medlemsstaternes ret. I den forbindelse placeres disse krav og principper i en europæisk kontekst, og der indføres centrale definitioner, principper og krav for senere europæisk fødevarelovgivning. Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse har nedsat en uformel arbejdsgruppe bestående af eksperter fra medlemsstaterne for at undersøge og nå til enighed om en række spørgsmål vedrørende forordningens gennemførelse og fortolkning. Desuden har Kommissionen af hensyn til gennemsigtighed opfordret alle involverede parter til åbent at drøfte forordningens gennemførelse og anvendelse i fora, hvor medlemsstaterne kan konsulteres, og hvor forskellige socioøkonomiske interesser kan komme til udtryk. Til det formål har Kommissionen afholdt et møde med repræsentanter for medlemsstaterne, producenterne, handel og industri samt forbrugerne for at drøfte generelle spørgsmål vedrørende forordningens gennemførelse (afholdt den 19. april 2004). Det bør imidlertid bemærkes, at spørgsmål vedrørende manglende overholdelse af forordningen i de nationale lovgivninger ikke vil blive behandlet i denne forbindelse, men fortsat afgøres i overensstemmelse Kommissionens særlige procedurer herfor. Endelig har Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed på sit møde den 20. december 2004 vedtaget de i denne vejledning beskrevne konklusioner og fundet, at denne nyttige procedure bør fortsættes set i lyset af de erfaringer, som opnås gennem den fulde anvendelse af forordningen fra den 1. januar Disse konklusioner skal være bredt tilgængelige for de interesserede parter. Formålet med denne vejledning er at hjælpe alle aktører i fødevarekæden til at opnå en bedre forståelse for samt korrekt og ensartet anvendelse af forordningen. Vejledningen har imidlertid ingen formel retlig status, og i tilfælde af tvister vil det endelige ansvar for fortolkning af loven ligge hos Domstolen. Det skal desuden nævnes, at Kommissionen skriftligt har behandlet visse spørgsmål, som vedrører en bestemt kategori af fødevarevirksomheder 2. Følgende punkter behandles: 1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed. 2 Skriftlig forespørgsel E-2704/04 af Willi Piecyk om gennemførelsen af sporingsforskrifter for almennyttige organisationer. 3

5 Ansvarsfordeling (artikel 17) Sporbarhed (artikel 18) Tilbagetrækning, tilbagekaldelse og meddelelse om fødevarer og foder (artikel 19 og 20) i forbindelse med fødevare- og fodersikkerhedskrav (artikel 14 og 15) Import og eksport (artikel 11 og 12). * * * 4

6 I. ARTIKEL 17 ANSVARSFORDELING Artikel Ledere af fødevare- og foderstofvirksomheder sikrer, at de krav i fødevarelovgivningen, der er relevante for deres aktiviteter, er opfyldt for fødevarer og foder i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled i den virksomhed, som er under deres ledelse, og kontrollerer, at de pågældende krav overholdes. 2. Medlemsstaterne håndhæver fødevarelovgivningen samt overvåger og kontrollerer, at lederne af fødevare- og foderstofvirksomheder overholder de relevante krav i fødevarelovgivningen i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled. Til det formål opretholder medlemsstaterne et offentligt kontrolsystem samt andre aktiviteter, der efter omstændighederne er berettigede, herunder udsendelse af officielle meddelelser om fødevare- og fodersikkerhed og om eventuelle risici, samt overvågning af fødevare- og fodersikkerheden og andre overvågningsaktiviteter omfattende alle produktions-, tilvirkningsog distributionsled. Medlemsstaterne fastsætter også bestemmelser om, hvilke foranstaltninger og sanktioner der skal bringes i anvendelse i tilfælde af, at fødevare- og foderlovgivningen overtrædes. Foranstaltningerne og sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. 5

7 I.1. Baggrund Denne artikel opfylder det i hvidbogen om fødevaresikkerhed fastlagte mål om at definere den rolle, som de kompetente medlemsstatsmyndigheder og alle kategorier af aktører inden for fødevare- og foderkæden - derefter benævnt "fødevarekæden" - spiller (dvs. landmænd, producenter af fødevarer og foder, importører, mæglere, distributører, offentlige og private cateringvirksomheder osv.). Eftersom det er fødevarevirksomhederne 3, der har de bedste muligheder for at udarbejde et sikkert system til levering af fødevarer/foder og til at sikre, at de fødevarer og de foderstoffer, de leverer, er sikre, har de det primære retlige ansvar for at sikre overholdelse af fødevarelovgivningen 4 og i særdeleshed fødevaresikkerheden. I.2. Følger Artikel 17, stk. 1, pålægger fødevarevirksomhederne en forpligtelse til aktivt at deltage i gennemførelsen af fødevarelovgivningens krav ved at kontrollere, at de pågældende krav overholdes. Denne generelle forpligtelse er tæt forbundet med andre obligatoriske krav, som er fastlagt i særlig lovgivning (dvs. HACCP-gennemførelse på området for fødevarehygiejne). Således indebærer artikel 17, stk. 1, at virksomhederne har et ansvar for de aktiviteter, som er under deres kontrol i henhold til de klassiske regler om ansvar, ifølge hvilke enhver person er ansvarlig for ting og handlinger, som er under hans kontrol. I kraft af artiklen konsolideres dette krav i fællesskabsretten på fødevareområdet (ikke kun i forbindelse med lovgivning om fødevaresikkerheden, men også anden fødevarelovgivning), og forbyder således medlemsstaterne at opretholde eller indføre nationale retlige bestemmelser, som fritager en fødevarevirksomhed fra denne forpligtelse. Selv om de i artikel 17, stk. 1, fastlagte krav finder direkte anvendelse fra den 1. januar 2005, vil fødevarevirksomhederne i praksis være ansvarlige, hvis de overtræder et specifikt krav i fødevarelovgivningen (og som følge af bestemmelserne om civilretligt og strafferetligt ansvar i de enkelte medlemsstaters nationale retssystemer). Retsforfølgning i sager vedrørende produktansvar vil ikke blive baseret på artikel 17, men på et retsgrundlag, der skal findes i det nationale retssystem og i den specifikke lovgivning, som er overtrådt. I artikel 17, stk. 2, pålægges de kompetente myndigheder i medlemsstaterne en generel pligt til at overvåge og kontrollere, at fødevarelovgivningens krav er blevet tilstrækkeligt og effektivt håndhævet på alle niveauer i fødevarekæden. 3 I denne vejledning omfatter termen "fødevarevirksomhed" både fødevare- og foderstofvirksomheder. 4 I denne vejledning omfatter termen "fødevarelovgivning" både lovgivning om fødevarer og foderstoffer, og termen "fødevaresikkerhed" omfatter både fødevare- og foderstofsikkerhed. 6

8 I.3. Bidrag/virkning I.3.1. Krav om generel efterlevelse og kontrol Fra den 1. januar 2005 er denne bestemmelse et generelt krav, som gælder i alle medlemsstater og inden for alle områder af fødevarelovgivningen. En konsolidering af dette krav bør kunne fjerne uoverensstemmelser, som resulterer i handelshindringer og konkurrenceforvridning mellem fødevarevirksomheder. Der tages fuld højde for den grundlæggende rolle, som fødevarevirksomheden spiller, især hvad angår sikring af fødevaresikkerheden i forbindelse med jord-til-bordprincippet, som omfatter alle sektorer i fødevarekæden. I.3.2. Ansvarsfordeling Formålet med artikel 17 er: - at definere fødevarevirksomheders ansvarsområder og adskille disse fra medlemsstaternes ansvarsområder - at udvide princippet om, at det er fødevarevirksomhederne, der har det primære ansvar for at sikre, at fødevarelovgivningen og navnlig fødevaresikkerheden overholdes, til at omfatte alle områder af fødevarelovgivningen. Artiklen betyder ikke, at der indføres en fællesskabsordning, som fastlægger ansvarsfordelingen mellem de forskellige led i fødevarekæden. At afgøre de kendsgerninger og omstændigheder, som kan gøre en virksomhed strafferetligt ansvarlig og/eller civilretligt ansvarlig, er en kompliceret sag, som i høj grad afhænger af de forskellige nationale retssystemers opbygning. Det bør bemærkes, at enhver diskussion om ansvarsfordeling bør tage højde for, at samspillet mellem producenter, tilvirkere og distributører bliver stadig mere kompliceret. I mange tilfælde har primærproducenter kontraktlige forpligtelser over for tilvirkere eller distributører om overholdelse af specifikationer, som vedrører kvalitet og/eller sikkerhed. Distributørerne får i stigende grad fremstillet produkter med deres eget varemærke og spiller en vigtig rolle i udformningen af produktet. Denne nye situation bør give anledning til større fælles ansvarlighed i hele fødevarekæden, frem for spredte individuelle ansvar. Dog bør hvert led i fødevarekæden for så vidt angår dets egne specifikke aktiviteter træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre overholdelse af fødevarekravene og anvende HACCPlignende principper eller andre tilsvarende instrumenter. Såfremt det viser sig, at et produkt ikke overholder fødevarelovgivningens krav, bør ansvarligheden i hvert led i fødevarekæden gennemgås for at fastslå, hvorvidt de enkelte led har levet op til deres respektive ansvar. * * * 7

9 II. ARTIKEL 18 SPORBARHED Betragtning 28 Erfaringen viser, at det indre marked for fødevarer eller foder kan bringes i fare, hvis det er umuligt at spore fødevarer og foder. Det er derfor nødvendigt at indføre et omfattende sporingssystem inden for fødevare- og foderstofvirksomheder, således at der i tilfælde af fødevaresikkerhedsproblemer kan iværksættes målrettet og præcis tilbagetrækning fra markedet, eller således at forbrugerne eller de offentlige tilsynsførende kan informeres, hvorved man kan undgå eventuelle unødvendige og omfattende forstyrrelser. Betragtning 29 Det er nødvendigt at sikre, at en fødevare- eller foderstofvirksomhed, herunder en importør, i det mindste kan fastslå, hvilken virksomhed der har leveret den fødevare eller det foder, dyr eller stof, der måtte indgå i en fødevare eller et foder, således at sporbarheden i tilfælde af en undersøgelse er sikret i alle led. Artikel 3, nummer 15 "Sporbarhed": muligheden for at kunne spore og følge en fødevare, et foder, et dyr, der anvendes i fødevareproduktionen, eller et stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat en fødevare eller et foder gennem alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled Artikel Sporbarheden skal i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled sikres for fødevarer, foder og dyr, der anvendes i fødevareproduktionen, samt for ethvert andet stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat en fødevare eller et foder. 2. Ledere af fødevare- og foderstofvirksomheder skal være i stand til at identificere, hvorfra de har fået leveret en fødevare, et foder, et dyr, der anvendes i fødevareproduktionen, og ethvert stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat en fødevare eller et foder. Til det formål skal der etableres systemer og procedurer, hvorved sådanne oplysninger kan stilles til rådighed for de kompetente myndigheder på deres anmodning. 3. Ledere af fødevare- og foderstofvirksomheder skal etablere systemer og procedurer til identifikation af de øvrige virksomheder, hvortil deres produkter er leveret. Disse oplysninger stilles til rådighed for de kompetente myndigheder på deres anmodning. 4. En fødevare eller et foder, der markedsføres eller som kan forventes at blive markedsført i Fællesskabet, forsynes med en passende mærkning eller identifikation, der letter sporbarheden ved hjælp af relevant dokumentation eller information i overensstemmelse med de relevante krav i mere specifikke bestemmelser. 5. Bestemmelser, hvorefter de i denne artikel fastsatte krav skal finde anvendelse på bestemte sektorer, kan vedtages efter proceduren i artikel 58, stk. 2. 8

10 II.1. Baggrund Nylige fødevarekriser (vedrørende kogalskab og dioxin) har vist, at det er af afgørende betydning for forbrugernes sikkerhed, at man kan identificere foderstoffernes og fødevarernes oprindelse. Ved hjælp af sporing er det enklere at trække fødevarer tilbage fra markedet, ligesom det bliver muligt at give forbrugerne målrettede og præcise oplysninger om de implicerede produkter. Sporbarhed skaber ikke i sig selv sikre fødevarer. Det er et risikostyringsredskab, som anvendes, når et fødevaresikkerhedsproblem skal afgrænses. Sporbarhed bidrager til forskellige formål såsom fødevaresikkerhed, fair handel mellem virksomheder samt øget pålidelighed af de oplysninger, der gives til forbrugerne. Med forordningen indføres krav til sporbarhed især med henblik på opfyldelse af målet om at sikre fødevaresikkerheden og med henblik på at gøre det muligt af fjerne farlige fødevarer/foderstoffer fra markedet. Idéen med sporbarhed er at sikre, at der kan foretages målrettede og præcise tilbagetrækninger eller tilbagekaldelser, at der kan gives hensigtsmæssige oplysninger til forbrugerne og fødevarevirksomhederne, at tilsynsmyndighederne kan foretage risikovurdering, og at unødvendig forstyrrelse af handelen kan undgås. II.2. Følger I henhold til artikel 18 skal fødevarevirksomheder: - være i stand til at identificere fra hvem og til hvem et produkt er blevet leveret - have etableret systemer og procedurer, hvorved sådanne oplysninger kan stilles til rådighed for de kompetente myndigheder på deres anmodning. Kravet hviler på tilgangen "et skridt tilbage et skridt frem", som for ledere af fødevarevirksomheder indebærer, at - de skal råde over et system, der gør dem i stand til at identificere de direkte leverandører og de direkte aftagere af deres produkter - der skal etableres en "leverandør-produkt"-forbindelse (hvilke produkter er leveret af hvilke leverandører) - der skal etableres en "aftager-produkt"-forbindelse (hvilke produkter er leveret til hvilke aftagere). Dog behøver ledere af fødevarevirksomheder ikke identificere de direkte aftagere, når disse er de endelige forbrugere. II.3. Bidrag/virkning Selv om sporbarhed ikke er et nyt begreb i fødevarekæden, er det første gang, at der i en generel fællesskabsretsakt fastsættes en forpligtelse for alle fødevarevirksomheder til at identificere leverandører og direkte modtagere af deres fødevarer/foder. Således pålægger artikel 18 fødevarevirksomhederne en ny forpligtelse. Ordlyden i artikel 18 fokuserer i højere grad på mål og tilsigtede resultater end på, hvordan disse resultater skal opnås. 9

11 Uden at den berører specifikke krav, giver denne mere generelle tilgang industrien større fleksibilitet ved gennemførelsen af kravet og vil derfor sandsynligvis mindske overholdelsesomkostningerne. Det er imidlertid nødvendigt, at både fødevarevirksomheder og tilsynsmyndigheder påtager sig en aktiv rolle med at sikre en effektiv gennemførelse. Dette kan være forbundet med visse vanskeligheder, selv om formulering af praksisser for industrien vil kunne mindske problemet. II.3.1. Sporbarhedskravets anvendelsesområde i) Omfattede produkter Teksten til denne artikel og især formuleringen "ethvert stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat en fødevare eller et foder" skal ikke fortolkes som, at veterinærmedicinske præparater, plantebeskyttelsesmidler og kunstgødning kan være omfattet af kravet. Det skal bemærkes, at visse af disse produkter er omfattet af særlige forordninger eller direktiver, hvori der kan være fastsat endnu mere vidtgående sporbarhedskrav. De omfattede stoffer er dem, som er bestemt til, eller kan forventes at blive "tilsat" en fødevare eller et foder i forbindelse med fremstilling, tilberedning eller behandling heraf. Dette vil f.eks. omfatte alle typer fødevarer og fødevareingredienser, herunder korn, som tilsættes foder eller fødevarer. Men det udelukker korn, anvendt som frø til dyrkning. På samme måde er indpakningsmaterialer ikke en del af en fødevare som defineret i artikel 2 og er ikke omfattet af artikel 18 på trods af, at der eventuelt kan forekomme utilsigtet migration af materialets bestanddele til fødevaren. Sådanne indpakningsmaterialers sporbarhed i fødevarer er omfattet af specifikke bestemmelser, som blev vedtaget den 27. oktober Desuden skal den nye forordning (EF) nr. 852/2004 om fødevarehygiejne og den kommende forordning om foderhygiejne fra 1. januar 2006 sikre en forbindelse mellem fødevarer/foderstoffer og veterinærmedicinske præparater og plantebeskyttelsesmidler, hvorved dette hul vil blive lukket, idet landbrugere vil være forpligtet til at føre og opbevare registre over disse produkter. ii) Omfattede virksomheder Forordningens artikel 18 finder anvendelse på ledere af fødevarevirksomheder i alle led i fødevarekæden fra primærproduktion (dyr, der anvendes i fødevareproduktion) over forarbejdning af fødevarer/foder til distribution. Således er også velgørende 5 Forordning (EF) nr. 1935/2004 af 27. oktober 2004, EUT L 338 af , s

12 organisationer omfattet. Medlemsstaterne bør dog i forbindelse med håndhævelse og sanktioner tage hensyn til velgørende organisationers og donatorers særlige situation. I artikel 3, nummer 2 og 5, defineres en fødevarevirksomhed som "ethvert...foretagende, som udfører en hvilken som helst aktivitet, der indgår som et hvilket som helst led i produktionen, tilvirkningen eller distributionen af fødevarer/foder". Transport- og lagervirksomheder er i kraft af deres deltagelse i distributionen af fødevarer/foder omfattet af denne definition og skal overholde artikel 18. Såfremt transportleddet er integreret i fødevarevirksomheden, skal hele virksomheden overholde bestemmelsen i artikel 18. Transportenheden kan eventuelt nøjes med at føre register over produkter, som leveres til producenterne, idet andre enheder i virksomheden vil føre register over produkter, som modtages fra leverandørerne. Producenter af veterinærmedicinske præparater samt landbrugsinput (f.eks. frø) er ikke omfattet af kravene i artikel 18. iii) Gyldighed for tredjelandes eksportører (i forbindelse med artikel 11) Forordningens sporbarhedsbestemmelser har ingen eksterritorial virkning uden for EU Dette krav omfatter alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled i EU fra importtil detailleddet. Artikel 11 skal ikke fortolkes, som om sporbarhedskravet udvides til fødevarevirksomheder i tredjelande. Den indeholder et krav om, at fødevarer/foder, som indføres i Fællesskabet, overholder de relevante krav i EU's fødevarelovgivning. Eksportører i handelspartnerlande er ikke retligt forpligtet til at opfylde de sporbarhedskrav, som gælder inden for EU (undtagen i tilfælde, hvor der foreligger særlige bilaterale aftaler om visse følsomme sektorer, eller hvor der findes særlige krav i fællesskabslovgivningen, f.eks. inden for veterinærsektoren). Målsætningen med artikel 18 opfyldes i tilstrækkelig grad, fordi kravene udvides til at omfatte importøren. Eftersom EU-importøren skal være i stand til at identificere, hvem produktet blev eksporteret fra i tredjelandet, anses kravet i artikel 18 og dets formål for at være opfyldt. Det er almindelig praksis blandt visse fødevarevirksomheder i EU, at handelspartnere anmodes om at overholde sporbarhedskravene, endda ud over princippet "et skridt tilbage, et skridt frem". Det bør imidlertid bemærkes, at sådanne anmodninger er en del af fødevarevirksomhedens kontraktlige ordninger, og at der ikke er tale om krav, der er fastsat i forordningen. II.3.2. Gennemførelse af sporbarhedskravet i) Fødevarevirksomhedernes identifikation af leverandører og aftagere 11

13 - En fødevarevirksomhed skal være i stand til at identificere enhver "person", hvorfra den har modtaget sine fødevarer/råvarer. Denne person kan være en fysisk person (f.eks. en jæger eller en svampesamler) eller en juridisk person. Ifølge betragtning 29 skal en fødevarevirksomhed som minimum identificere den virksomhed, hvorfra fødevaren/foderet eller det stof, der måtte indgå heri, er leveret. - Det bør præciseres, at udtrykket "levering" ikke skal forstås som selve den fysiske levering af fødevaren/foderet eller dyr, der anvendes i fødevareproduktion (f.eks. den lastbilchauffør, som er ansat af en bestemt virksomhed). Angivelse af navnet på den person, som foretager den fysiske levering, tjener ikke bestemmelsens formål og ville ikke være tilstrækkeligt til at garantere sporbarhed i hele fødevarekæden. - En fødevarevirksomhed skal kun identificere den anden virksomhed (juridisk person), hvortil den leverer sine produkter (ikke de endelige forbrugere). Sporbarhedskravet finder også anvendelse i forbindelse med handel mellem detailvirksomheder som f.eks. en distributør og en restaurant. ii) Intern sporbarhed Som følge af artikel 18 skal fødevarevirksomhederne sikre et vist omfang af intern sporbarhed. Artikel 18 skal læses i sammenhæng med betragtning 28, hvori der henvises til et "omfattende sporingssystem inden for fødevare- og foderstofvirksomheder, således at der i tilfælde af fødevaresikkerhedsproblemer kan iværksættes målrettet og præcis tilbagetrækning fra markedet, hvorved man kan undgå eventuelle unødvendige og omfattende forstyrrelser". Et internt sporingssystem vil være en fordel for virksomheden, idet det bidrager til mere målrettede og præcise tilbagetrækninger. Fødevarevirksomhederne vil få færre omkostninger, fordi de opnår kortere tilbagetrækningstid og undgår unødvendige, omfattende forstyrrelser. Uden at dette berører de mere udførlige bestemmelser, er virksomhederne ikke forpligtet til at etablere en forbindelse (såkaldt intern sporbarhed) mellem indgående og udgående produkter. Der er heller ikke krav om, at der skal føres register for at angive, hvordan forsendelser opdeles og kombineres inden for en virksomhed for at skabe særlige produkter eller nye sendinger. Sammenfattende bør fødevarevirksomheder tilskyndes til at udvikle interne sporingssystemer, som er udformet i overensstemmelse med typen af virksomhedens aktiviteter (fødevareforarbejdning, lagervirksomhed, distribution osv.). Beslutningen om, hvor præcis den interne sporbarhed skal være, bør træffes af virksomheden og skal stå i et rimeligt forhold til fødevarevirksomhedens art og størrelse. iii) Sporingssystemer fastsat i særlig lovgivning Ud over særlig lovgivning, hvori der fastlægges sporbarhedsbestemmelser om fødevarer og foder gældende for visse sektorer/produkter i overensstemmelse med hensigten med artikel 18, findes en række specifikke bestemmelser vedrørende visse produkters kvalitetsstandarder. Disse bestemmelser, som ofte tjener til at sikre fair handel, vedrører bl.a. 12

14 produktidentifikation, fremsendelse af dokumenter, som ledsager transaktionerne, og registerføring. Ethvert andet system til identifikation af produkter, som eksisterer inden for rammerne af specifikke bestemmelser, kan anvendes til at opfylde det i artikel 18 angivne krav, for så vidt det gør det muligt af identificere leverandørerne og de direkte modtagere af produkterne i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled. Forordningens sporbarhedskrav er imidlertid generelle krav, hvorfor disse altid finder anvendelse. For at afgøre, hvorvidt sektorspecifikke sporbarhedsbestemmelser allerede opfylder kravene i artikel 18, vil det være nødvendigt at analysere disse bestemmelser omhyggeligt. iv) Oplysninger, som skal opbevares Artikel 18 indeholder ingen nærmere angivelse af, hvilke typer af oplysninger fødevare- og fodervirksomhederne skal opbevare. Afhængigt af det enkelte sporingssystems funktionalitet bør alle oplysninger, som er relevante for sporbarheden, opbevares. For at opfylde målet med artikel 18 anses det for nødvendigt, at følgende oplysninger registreres: Disse oplysninger kan inddeles i to kategorier afhængig af, hvor højt de prioriteres: - Den første kategori af oplysninger omfatter al information, som under alle omstændigheder skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder: o leverandørens navn og adresse, arten af de af ham leverede produkter o aftagerens navn og adresse, arten af de til ham leverede produkter o transaktions- eller leveringsdato. Registreringen af transaktions-/leveringsdatoen er et direkte resultat af registreringen af de to andre emner. Når den samme type produkt leveres til en fødevarevirksomhed adskillige gange, vil sporbarhedskravet ikke kunne overholdes blot ved at registrere leverandørens navn og produktets art. - Den anden kategori af oplysninger omfatter yderligere information, som det kraftigt anbefales at registrere: o vægt eller mængde o evt. serienummer o en mere detaljeret beskrivelse af produktet (færdigpakket produkt eller bulkprodukt, sortiment af frugt/grønt, råvare eller forarbejdet produkt.) De oplysninger, som skal registreres, skal vælges ud fra fødevarevirksomhedens aktivitet (virksomhedens art og størrelse) og sporingssystemets karakteristika. Tidligere tiders fødevarekriser har vist, at sporing af et produkts kommercielle bevægelser (gennem fakturaer på virksomhedsplan) ikke er tilstrækkeligt til at følge dets fysiske bevægelser. Derfor er det væsentligt, at den enkelte fødevare-/fodervirksomheds sporingssystem er udformet, så det kan følge produkternes fysiske bevægelser: anvendelse af 13

15 følgesedler (eller registrering af produktionsenhedernes adresse) ville sikre en mere effektiv sporbarhed. v) Tidsforløb før oplysninger om sporbarhed er tilgængelige Ifølge artikel 18 skal fødevare- og fodervirksomheder råde over systemer og procedurer, som sikrer, at deres produkter kan spores. Selv om artiklen ikke indeholder nærmere oplysninger om disse systemer, indebærer anvendelsen af termerne "systemer" og "procedurer" en struktureret mekanisme, som kan sikre de nødvendige oplysninger, såfremt de kompetente myndigheder anmoder herom. Det mest afgørende for, om man har et godt sporingssystem, som kan opfylde de i betragtning 28 beskrevne mål, er hvor lang tid, der går med at skaffe præcise oplysninger. En forsinkelse i fremskaffelsen af sådanne relevante oplysninger ville forhindre en hurtig reaktion i tilfælde af en krise. Minimumsoplysningerne, som tilhører den første kategori, som er defineret ovenfor, skal straks være tilgængelige for de kompetente myndigheder. Oplysninger tilhørende den anden kategori skal være tilgængelige så hurtigt som praktisk muligt og inden for en efter omstændighederne passende frist. vi) Opbevaringstid for de registrerede oplysninger Artikel 18 indeholder ingen minimumsperiode for opbevaring af de registrerede oplysninger. Overordnet skal handelsdokumenter normalt opbevares i en periode på fem år til skattemæssige formål. Denne femårige periode ville, såfremt den for sporbarhedsregistres vedkommende regnes fra fremstillings- eller leveringsdatoen 6, sandsynligvis opfylde målet i artikel 18. Imidlertid vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at tilpasse denne generelle regel: - For produkter 7 uden nærmere angivet holdbarhed gælder den generelle 5-års regel - For produkter med en holdbarhed på over 5 år bør registrene opbevares i en periode svarende til holdbarheden plus 6 måneder - for letfordærvelige varer, som har "sidste salgsdag" inden for mindre end 3 måneder, eller uden en nærmere angivet dato 8, og som er direkte bestemt til den endelige forbruger, bør registrene opbevares i en periode på 6 måneder efter fremstillings- eller leveringsdatoen. Endelig bør der tages højde for, at mange fødevarevirksomheder ud over sporbarhedsbestemmelserne i artikel 18 er underlagt mere specifikke krav med hensyn til 6 mere præcist for registre, som tilhører den første kategori af oplysninger, jf. stk. II, punkt 3. 7 Produkter som f.eks. vin. 8 Produkter som f.eks. frugt, grøntsager og upakkede produkter. 14

16 registerføring (hvilken type oplysninger, som skal opbevares, og i hvilken periode). De kompetente myndigheder bør sikre, at disse bestemmelser overholdes. * * * 15

17 III. ARTIKEL 19 TILBAGETRÆKNING, TILBAGEKALDELSE OG MEDDELELSE FORETAGET AF FØDEVAREVIRKSOMHEDER Artikel Hvis en leder af en fødevarevirksomhed antager eller har grund til at antage, at en fødevare, som virksomheden har importeret, produceret, tilvirket, forarbejdet eller distribueret, ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed og fødevaren ikke længere umiddelbart kontrolleres direkte af denne fødevarevirksomhed, træffer han straks forholdsregler med henblik på at trække den pågældende fødevare tilbage fra markedet og informerer de kompetente myndigheder herom. Hvis et produkt er nået ud til forbrugerne, skal lederen effektivt og præcist informere dem om baggrunden for, at varen trækkes tilbage, og skal om nødvendigt kalde varen tilbage fra forbrugere, som allerede er i besiddelse af den pågældende vare, såfremt andre foranstaltninger er utilstrækkelige til opnåelse af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau. 2. En leder af en fødevarevirksomhed med ansvar for detailhandel eller distributionsvirksomhed, som ikke har indflydelse på fødevarens indpakning, mærkning, sikkerhed eller integritet, skal inden for rammerne af sine aktiviteter træffe forholdsregler med henblik på at trække produkter, der ikke opfylder kravene til fødevaresikkerhed, tilbage fra markedet, ligesom han skal bidrage til fødevaresikkerheden ved at videregive de relevante oplysninger, der er nødvendige for at kunne spore en fødevare, som led i et samarbejde om forholdsregler truffet af producenter, tilvirkere, forarbejdere og/eller de kompetente myndigheder. 3. Lederen af en fødevarevirksomhed skal straks underrette de kompetente myndigheder, hvis han antager eller har grund til at antage, at en fødevare, virksomheden markedsfører, kan have sundhedsskadelig indvirkning på mennesker. Lederen underretter de kompetente myndigheder om de forholdsregler, der træffes for at afværge, at den endelige forbruger udsættes for risiko, og må ikke forhindre nogen i eller afskrække nogen fra i overensstemmelse med national ret og retspraksis at samarbejde med de kompetente myndigheder, hvis dette kan forebygge, reducere eller eliminere en risiko ved en fødevare. 4. Lederen af en fødevarevirksomhed samarbejder med de kompetente myndigheder om de forholdsregler, der træffes med henblik på at undgå eller mindske risiciene ved de fødevarer, virksomheden leverer eller har leveret. 16

18 III.1. Baggrund Formålet med forpligtelserne i artikel 19 er at mindske eller eliminere den risiko, der er forbundet med markedsføring af farlige fødevarer, og forebygge, mindske eller eliminere risikoen i forbindelse med markedsføring af fødevarer, som kan være sundhedsskadelige. Omfanget af fødevarevirksomhedernes forpligtelser i forhold til tilbagetrækning (eller tilbagekaldelse) og meddelelse om en usikker fødevare hænger sammen med de generelle sikkerhedskrav, som er fastsat i artikel 14 i forordning (EF) nr. 178/2002. For at sikre proportionalitet i de foranstaltninger, der træffes for at mindske eller eliminere en risiko, er det vigtigt at henvise til relevante kriterier for anvendelse af begrebet "farlige fødevarer", hvori det indskærpes, at tilbagetrækning og tilbagekaldelse kun skal anvendes, når en sådan umiddelbar foranstaltning er nødvendig for at eliminere en risiko. Det er et vigtigt element i markedstilsynet, at fødevarevirksomhederne underretter de kompetente myndigheder, idet sidstnævnte dermed får mulighed for at overvåge, hvorvidt fødevarevirksomheden har truffet passende foranstaltninger over for de risici, som en markedsført fødevare udgør, og om nødvendigt beordre eller træffe yderligere foranstaltninger for at undgå disse risici. III.2. Følger Artikel 19 pålægger fra den 1. januar 2005 fødevarevirksomhederne særlige forpligtelser til at trække en fødevare, som ikke overholder fødevaresikkerhedskravene, tilbage fra markedet og informere de kompetente myndigheder herom. Såfremt produktet er nået ud til forbrugerne, skal virksomheden informere forbrugerne herom og om nødvendigt kalde varen tilbage fra forbrugere, der allerede er i besiddelse af den pågældende vare. I henhold til artikel 19 skal virksomheder i fødevarekæden samarbejde om at garantere, at farlige fødevarer trækkes tilbage fra markedet. Artikel 19 pålægger fødevarevirksomheden en særlig forpligtelse til at underrette de kompetente myndigheder, hvis den antager eller har grund til at antage, at en fødevare, den markedsfører, kan have en sundhedsskadelig indvirkning på mennesker. Den medfører desuden, at fødevarevirksomheden har en generel forpligtelse til at samarbejde med de kompetente myndigheder om de forholdsregler, der træffes med henblik på at undgå eller mindske risiciene ved de fødevarer, virksomheden leverer eller har leveret. 17

19 III.3. Bidrag/virkning III.3.1. Artikel 19, stk. 1 i) Tilbagetrækningsforpligtelse Artikel 19, stk. 1, pålægger ledere af fødevarevirksomheder en særlig forpligtelse til at trække en fødevare, som ikke overholder fødevaresikkerhedskravene, tilbage fra markedet og informere de kompetente myndigheder herom. Der kan henvises til direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed, som indeholder følgende definition på tilbagekaldelse: "enhver foranstaltning med henblik på returnering af et farligt produkt, som producenten eller distributøren tidligere har leveret eller stillet til rådighed for forbrugeren". I forbindelse med artikel 19 skal det understreges, at: - tilbagetrækning fra markedet kan finde sted på alle led i fødevarekæden og ikke kun på det tidspunkt, hvor varen er i den endelige forbrugers besiddelse - forpligtelsen til at indberette tilbagetrækningen til de kompetente myndigheder er en følge af tilbagetrækningsforpligtelsen - forpligtelsen til at trække varer tilbage fra markedet finder anvendelse, når følgende to kumulative kriterier er opfyldt: Det første kriterium, som udløser tilbagetrækning: virksomheden anser den pågældende fødevare for ikke at være i overensstemmelse med kravene til fødevaresikkerhed I artikel 14 i forordning (EF) nr. 178/2002 beskrives den tilgang, der skal følges ved en sådan afgørelse. Stk. 2, 3, 4 og 5 indeholder de generelle kriterier, som der skal tages højde for ved afgørelsen af, om en fødevare er farlig - I henhold til artikel 14, stk. 2, skal fødevarer betragtes som farlige, hvis de anses for at være sundhedsskadelige eller uegnet til menneskeføde. - I henhold til artikel 14, stk. 3, skal der ved afgørelsen af, om en fødevare er farlig, tages hensyn til forbrugernes normale anvendelse af fødevaren på hvert produktions-, tilvirknings- og distributionsstadium og til de oplysninger, der er meddelt den enkelte forbruger 18

20 - I artikel 14, stk. 4 og 5, angives det, at der ved afgørelsen af, om en fødevare er sundhedsskadelig eller uegnet til menneskeføde, skal tages hensyn til visse kriterier. I artikel 14, stk. 7 og 9, præciseres det, at en fødevare, der overholder de specifikke fællesskabsbestemmelser om fødevaresikkerhed (eller, såfremt sådanne ikke findes, de specifikke nationale bestemmelser), skal anses for at være sikker. Endelig bekræfter formuleringen af artikel 14, stk. 8, selv om den er rettet mod de kompetente myndigheders aktiviteter, at virksomheden kan anse en fødevare for farlig, selv om den er i overensstemmelse med de gældende specifikke bestemmelser. Det andet kriterium, som udløser tilbagetrækning: fødevaren 9 er markedsført og kan ikke længere umiddelbart kontrolleres direkte af fødevarevirksomheden Dette kriterium skyldes formuleringen i artikel 19, stk. 1, "trække den pågældende fødevare tilbage fra markedet", hvilket indebærer, at fødevaren er blevet markedsført. Desuden er det angivet i artikel 19, stk. 1, at der kun skal foretages tilbagetrækning, når den pågældende fødevare ikke længere umiddelbart kontrolleres direkte af fødevarevirksomheden. Derfor omfatter den i artikel 19, stk. 1, omtalte tilbagetrækning ikke tilbagetrækningsforanstaltninger, som er truffet, før et produkt markedsføres. Desuden betegnes tilbagetrækning af fødevarer, som stadig er under virksomhedens umiddelbare kontrol, ikke som tilbagetrækning i den i artikel 19, stk. 1, anvendte betydning. Formuleringen "ikke længere umiddelbart kontrolleres direkte af denne fødevarevirksomhed" betoner, at når en leder af en fødevarevirksomhed har mulighed for ved egne midler at afhjælpe manglende overholdelse uden at skulle anmode om eller kræve hjælp fra andre virksomheder, finder de i artikel 19, stk. 1, angivne forpligtelser ikke anvendelse. De yderligere ord "denne fødevarevirksomhed" er vigtige. Det indebærer, at fødevaren f.eks. har forladt tilvirkningsleddet, og befinder sig hos en anden virksomhed (et nyt led i fødevarekæden). Anvendelsesområdet for den i artikel 19, stk. 1, definerede tilbagetrækning begrænser ikke anvendelsesområdet for den tilbagetrækning, som kan bestemmes af de kompetente myndigheder. De kompetente myndigheder kan kræve, at ledere af fødevarevirksomheder tilbagetrækker en fødevare, som er under deres umiddelbare kontrol, når sådanne forholdsregler er begrundede. Anvendelsesområdet for den i artikel 19, stk.1, definerede tilbagetrækning berører ikke fødevarevirksomheders juridiske pligt til i virksomheder, der er under deres ledelse, at sikre, at fødevarer overholder fødevarelovgivningens krav (f.eks. artikel 17, stk. 1, ovenfor). ii) Praktisk tilgang I forbindelse med den tilgang, som er fastlagt i artikel 14, er det nødvendigt at overveje to typer af tilfælde: 9 Jf. definitionen i artikel 2 i forordning (EF) nr. 178/