LPD AVISEN. LANDSFORENINGEN & af Patientrådgivere e Bistandsværger i Danmark. August 2007 Nr. 67

Transkript

1 LPD AVISEN August 2007 Nr. 67 FAGLIG TALT: Svar til patientrådgiver fra Statsforvaltningen Sjælland. Svar til patientrådgiver fra Sundheds- og Indenrigsministeriet DEBAT: Indlæg om beskyttelsesfiksering SYNSPUNKT: Stadig manglende kendskab til den nye psykiatrilov VÆRD AT VIDE: Nye kørselstakster Honorarsatser pr. 1/ ISSN LANDSFORENINGEN & af Patientrådgivere e Bistandsværger i Danmark 1 LPD avisen

2 LPD AVISEN LPD-avisen er udgivet af Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark Så er den nye redaktion foreløbig på plads. Det bliver med formanden Ole Kølle som ansvarshavende redaktør og tidligere formand og nuværende medlem af bestyrelsen Jan Labusz som redaktionsmedlem. Ad hoc. redaktionelle medlemmer vil blive inddraget efter behov. Vi glæder os meget til arbejdet og er godt klar over, at det er en stor mundfuld. Lederen... Forsiden: Illustrationen er af afdøde Flora Heilmann Redaktion: Formand Ole Kølle Redaktionsmedarbejder: Bestyrelsesmedlem Jan Labusz. Ad. hoc-medlemmer efter behov Ansvarlig i forhold til medieansvarsloven: Ole Kølle Bladets ledende artikler produceres af LPD. Indholdet af andre artikler dækker ikke nødvendigvis LPD s holdninger Layout og tryk: Isager Bogtryk Bladet udkommer: Ca. 4 5 gange årligt og trykkes i et oplag på ca stk. Næste materiale-deadline 15. august 2007 Redaktion og ekspedition: Ole Kølle, Sundbrovej 31, 5700 Svendborg, Tlf , Fax: [email protected] Så kære patientrådgivere, bistandsværger og øvrige læsere af LPD-avisen, uden Jeres indlæg fra dagligdagen, vil det være vanskeligt at gøre avisen mere levende. Vi vil prøve at følge med på al det lovgivningsmæssige, det politiske, pressen, og hvem, der ellers beskæftiger sig med dette meget spændende område. Nye heste og nyt format. Noget skulle der jo ske. Dog er det utroligt at se, hvor meget, der er forandret, siden den nuværende ansvarshavende redaktør lavede LPD-avis nr. 1 og trykkede dette på en kopimaskine ( hvilket også skete med de næste 6-7 numre ), hvorefter bladene blev hæftet sammen. Med det nye format håber bestyrelsen, at mange flere vil komme med debatindlæg ( også meget gerne personaler, pårørende, klienter m. fl. ), gode billeder, muntre oplevelser fra en hverdag, der bestemt ikke altid er munter. Som det kan læses i dette nummer, vil redaktionen fremover kommentere diverse svar og afgørelser, så I altid kan vide, hvad LPD s holdning er til en given sag. Vi vil også kaste nogle bolde i luften, som vi håber kan skabe debat. ( Hvad kunne eksempelvis være LPD s holdning til, at flere og flere psykisk syge begår kriminalitet? ). På nogle områder vil vi prøve at alliere os med andre, der har samme holdninger som LPD. Vi vil også prøve at rette blikket mod det nordiske (nogen har jo været glade for en tur til Finland) og se, om vi kan lære noget af vores nordiske brødre. Senere kommer turen til Europa. Husk nu, kære læsere, at uden jeres indlæg bliver avisen kun halvlevende. Meld jer under fanerne, kom ud af busken og fat griflen. Ingen sag er for lille for LPD avisen. Redaktionen hjælper gerne med al det tekniske, formuleringer m.v., men ser gerne, at alle indslag modtages elektronisk på filer. Artikler til bladet bedes sendt på wordfil til redaktionens adresse. Vel mødt til en ny LPD avis i et nyt format. På redaktionens vegne Ole Kølle Ansvarshavende redaktør Bestyrelsen i LPD: Ole Kølle formand Sundbrovej Svendborg [email protected] tlf / fax Henry Sørensen, næstformand Solholmsvej 17, 4520 Svinninge [email protected] tlf fax Per Møller Christensen kasserer Grebjerg Aabybro [email protected] tlf Mogens Michaelsen medlem Guldborgvej Guldborg [email protected] tlf / fax Jan Labusz medlem Chr. Hansensvej Holbæk [email protected] tlf / Niels Jørgen Schou medlem Thunøgade 1D 8000 Århus C [email protected] tlf / Dorte Sørensen medlem Fabriciusvej Ålborg SØ. [email protected] tlf Suppleanter og revisor Eva Krogh 1. suppleant Nyvej Allerød [email protected] tlf Frank Hansen 2. suppleant Bagsværd Hovedgade 182, 2. th 2880 Bagsværd [email protected] tlf Ida Kamp Revisor Ketilsvej Bagsværd tlf Gitte Lillelund Revisor suppleant Vedelsgade 22, 1 th 4180 Sorø 2 LPD avisen

3 I N D H O L D Kort nyt... Landsmødet i Hornstrup, referat... 4 Ny direktør for Sundhedsstyrelsen Nye politikredse Værd at vide... Vederlag til bistandsværger pr. 1. april Straffeattestregler fra Politiet Klip fra AG grønlandsposten Årsberetning for Patientklagenævnet Synspunkt... Patients tilbagetrækning af klage mod at tvangsindlæggelse ophæves af behandlende overlæge Politiet mere end samfundets skraldemænd Beskyttelsesfiksering og døraflåsning Stigning i antallet af psykisk syge der begår kriminalitet Faglig talt... Fortolkning fra Statsadvokaten Sjælland vedrørende beskikkelse af patientrådgiver for frihedsberøvede på psykiatriske afdelinger... 6 Brug af husordener på de enkelte afdelinger... 7 Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Svar fra overlæge vedrørende patientrådgivers klage (Se artikel om»patientrådgivers oplevelse af annullering af klage«) Referat af Ole Andersen Min mening / debat... Unge psykisk syge på kontanthjælp får hævet satsen Projekt om reducering af tvang i psykiatrien Visitering af bistandsværge og medbringelse af mobiltelefon på afdelingen Annullering af patientklage Udlevering af materiale i forbindelse med beskikkelsen som bistandsværge LPD AVISEN Reflektioner gennem forløbet af første LPD-avis med ny redaktion ISSN LPD AVISEN & GE LANDSFORENINGEN af Patientrådgivere e Bistandsværger i Danmark KORT NYT: Medicinoversigt inden for mest bruge psykofarmica FAGLIG TALT: Svar til patientrådgiver fra Statsforvaltningen Sjælland. Svar til patientrådgiver fra Sundheds- og Indenrigsministeriet DEBAT: Indlæg om beskyttelsesfiksering SYNSPUNKT: Stadig manglende kendskab til den nye psykiatrilov VÆRD AT VIDE: Nye kørselstakster Honorarsatser pr. 1/ Juli 2007 Nr. 100 LPD-avisen udkommer nu i et nyt og mere spændende format end tidligere, hvor det mere har drejet sig om tørt lovstof. Indholdet er for fremtiden tænkt at dække flere facetter, herunder interviews, dækning af møder, konferencer, fotos kombineret med aktuelt og nyudgivet lovstof. Hidtil har Isager Bogtryk, Svendborg reklameret i avisen og et rejseselskab har lige ledes haft reklame. Flere firmaer får nu mulighed for at reklamere i vores avis dog vil der være en grænse for, hvad vi vil reklamere for. Alle er dog velkomne til at henvende sig, hvorefter vi tager reklamen op og aftaler nærmere. I dette nummer vil der ikke være indsat girokort. Det har tidligere været vanskeligt at se hvem, som har betalt via de indsatte girokort i LPD-avisen. Har det fx været en samboende, har vi ikke kunnet se den reelle indbetaler. Derfor bedes vores medlemmer betale deres medlemskontingent på det tilsendte girokort, der er personligt udsendt t il medlemmet. Der er stadig mulighed for at donere pengegaver til LPD og blot støtte økonomisk med et frit beløb. Det gøres ved at indbetale til vores netbank SPAR NORD BANK Regnr.: 9190 Kontonr.: Ved udgivelsen af første nummer af avisen har redaktionen erfaret, at tidsforbruget har været kolossalt til udarbejdelsen, da vi skulle starte på bar grund og kun havde erfaringen fra tidligere deltagelse i andre og mindre blade. Redaktionen bor på henholdsvis Sjælland og Fyn, hvorfor der har været anvendt ca. 200 timer på udarbejdelsen af dette nummer. Dette timetal forventes dog nedsat, når vi er kommet ind i rutinen, som vi allerede nu føler til en vis grad, samt får mulighed for at arbejde via internettet, som kan erstatte en del mødetimer. For at nedsætte timetallet er det meget nødvendigt, at vi modtager indlæg fra jer elektronisk på fil og gerne i word-format for at minimere tiden til indskrivning, omskrivning, indscanning m.v. Når man har fuldtidsarbejde, patienter at passe og samtidig skal bruge så mange timer på at lave avis, med hvad dertil hører, i sin fritid og ikke får en betaling for det, som står i rimeligt forhold til indsatsen, i vores øjne så indgår det i vores overvejelser, om dette bliver både det første og sidste nummer i vores regi. Vi forventer en rimelig betaling, set med vores øjne, for vores arbejde og afventer svar fra ministeriet desangående, hvor udspillet indtil nu har været en timebetaling på ca. 180 kr. for to mand før skat. Der er bevilget i alt 150 timer til hele året til udgivelsen for to mand til 4 5 numre. Heraf har vi til det første nummer anvendt 200 timer! Enhver kan regne ud, hvad timebetalingen for dette nummer har været! I relation hertil er det vigtigt for den nye redaktion at modtage respons på det første nummer med hensyn til evt. justeringer hvad angår, layout, indhold, form m.v.. 3 LPD avisen

4 Kort nyt... Referat Landsmødets generalforsamling d. 31. marts - 1. april 2007 på Hornstrupcenteret Velkomst ved formanden Ole Kølle. Paul Mødekjær dirigent. Eva Krogh referent. Generalforsamlingen er rettidigt indkaldt og godkendes. I. Formandens beretning Der skal forhandles om temadage, LPD-avis osv. med ministeriet. Drøftes kurser og pilotprojekt I forbindelse med den nye lovgivning 1. januar 2007 ønskes tilbagemelding fra patientrådgivere og bistandsværger om, hvordan den nye lovgivning fungerer i praksis, og hvordan patienterne reagerer på den.. Statsamterne er nedlagt og overtaget af regioner. Vi vil tilbyde de nye regioner at deltage i møder, så hver især præsenterer sig for hinanden. Vi har et godt samarbejde med 71 udvalget og Retsudvalget. Bestyrelsen takkes. Økonomi: Vi skal have møde med ministeriet om ny økonomisk styring. Håndbogen: Patientrådgivernes og bistandsværgernes håndbog bliver slået sammen, der kommer måske en ny håndbog i starten af Pressen skal bruges mere efterhånden. LPD får henvendelse fra pressen. Vi skal gøre foreningen og LPD-avisen kendte, og LPD skal også afspejle patienternes synspunkter/vilkår. Ole Kølle er foreløbig ansvarshavende redaktør for LPD-avisen som afløser for Tommy. Der opfordres til, at medlemmerne forsyner avisen med oplevelser hentet ude i hverdagen. Ny bestyrelse vælges. Styrke samarbejde med nordiske lande. Samt overbringe en hilsen fra Færøerne. Ønske Liselotte Nilas tillykke med statsadvokatjobbet. Visionsdebatten tages op. Drøftelse af formandens beretning Spørgsmål, svar og tolkning kommer i næste LPD nr. II. Skal redaktøren fortsat arbejde gratis? Ingen svar fået endnu. - Hvordan er bistandsværgernes forhold i de nye regio- 4 LPD avisen

5 ner? De nedlagte statsamter er samlet i 5 statsforvaltninger. Der kan stadig være lokalcentre. Regioner har overtaget bistandsværgelisterne. Statsforvaltningerne er ansættende myndigheder for bistandsværger. - Vi har håndbog, men internetdelen mangler? Det tages op i bestyrelsen. III. Visioner Vi servicerer uanset medlemsskab.- Hvordan gør vi os mere synlige i hverdagen? - Vi må selv sætte fokus på Psykiatrien. - Skal fremtidig kursusvirksomhed afspejle fremtiden? - Specifikke områder efterlyses. - Skal vi nærme os en fagforening eller ej? Hvis fagforening falder alle tilskud væk. Hvis det ikke er et fuldtidsjob, kan vi ikke få en fagforening. - IV. Kommentarer til formandens visionsberetning Der skal arbejdes med hjemmeside, regionalt og lokalt TV samt brug af aviser. I forbindelse med forslaget om fagforening, skal det måske være et tillidshverv i stedet for job. Måske finde en eksisterende fagforening, der kan rumme os, hvem ligner os mest, og som vi kan hægte os på. - Det foreslås, at kun dem, der betaler kontingent skal kunne trække på servicen. - Ministeriet arbejder på ny bistandsværgeordning - bekendtgørelsen vil blive sendt til høring i landsforeningen. Per foreslår et uændret kontingent i 2007 og 2008 nemlig 300 kr. - Birte Noack: Det skal være dette års budget, vi fremlægger, vi kan ikke springe 1 år over. Tommy Andersen anbefaler Madsens Foreningsret, bog til hjælp for regnskabet. Vi skal vedtage budget for Indtægter - eks. annonce - skal figurere i budgettet. - Ministeriet betaler en del af puljen. Alle indtægter og udgifter bør figurere i regnskaberne.- Der kan godt stå som bemærkning, at vi har fået x antal kr. af ministeriet til kursus. Budget for LPD 2008 godkendes på det foreliggende grundlag. VI Behandling af indkomne forslag Birte Noack og Tommy Andersen udnævnes til æresmedlemmer af foreningen som tak for 17 års medlemsskab af bestyrelsen. Hyldest, gaver og applaus til de to fra forsamlingen. VII Konstituering af bestyrelsen Valg af bestyrelse: Jan Labusz, Henry Sørensen, Dorthe Sørensen og Niels Jørgen Schou er valgt. Tommy Andersen og Birte Noack ønsker ikke genvalg. Debatten godkendes. Kassererens beretning Regnskabet v. Birte Noack. Godkendes. V Valg af suppleanter: Eva Krogh (1. suppleant) og Frank Hansen (2. suppleant) er valgt. Revisor: Ida Kramp Revisor-suppleant: Gitte Lillelund. Budgettet v. Per Møller Christensen. Der takkes for god ro og orden Paul Mødekjær Eva Krogh LPD s bestyrelse på spanden før landsmødet 2006 Siddende fra venstre: Per Møller Christensen, Tommy Andersen, Birthe Noack, Henry Sørensen, Jan Labusz og Mogens Michaelsen. Ole Kølle og Jan Labusz 5 LPD avisen 5 LPD avisen

6 Fagligt talt... Fortolkning fra Statsforvaltningen Sjælland vedrørende beskikkelse af patientrådgiver for frihedsberøvede på psykiatriske afdelinger Statsforvaltningen Sjælland For så vidt angår Deres bemærkninger i øvrigt, kan det det oplyses: Efter psykiatrilovens 24 skal der beskikkes en patientrådgiver ved anvendelse af tvang i henhold til loven. Be skikkelsen bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør. Efter bekendtgørelse om patientrådgivere 3 skal en patientrådgiver dog ikke beskikkes for en patient, der i forve jen har en bistandsværge. En frihedsberøvelse på psykia trisk afdeling efter straffelovens bestemmelser berettiger patienten til en bistandsværge, men ikke til en patientråd giver. Såfremt en sådan frihedsberøvet patient ikke har en bistandsværge, kan det komme på tale at beskikke en patientrådgiver, hvis patienten udsættes for anden tvang ef ter psykiatri loven. Denne beskikkelse vil i så fald bortfalde samtidig med, at den pågældende tvangsforanstaltning bringes til ophør. Efter psykiatrilovens 26, stk. 2 har den patientrådgiver, der er beskikket, ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med patienten. Udgangspunktet må efter vores opfattelse således være, at patientrådgive ren har ret til at aflægge besøg hos patienten alene. Be stemmelsen udelukker imidlertid ikke, at der kan være særlige grunde, der gør det nødvendigt at gøre indskrænk ninger i denne ret. Der kan henvises til Lov om frihedsbe røvelse og anden tvang i psykiatrien med kommentarer af Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen, Jurist- og Økonom forbundets Forlag 1991, idet det bemærkes, at bestem melsen er uændret videreført siden 1989 loven. Klager over forhold i henhold til bestemmelsen kan ikke behandles af patientklagenævnet, men må rettes til afdelingens ledelse eller i sidste ende til sygehusmyndigheden. Helle Gravgaard Pedersen En af LPD s bestyrelsesmedlemmer har modtaget ovenstående svar fra Statsforvaltningen Sjælland. LPD s kommentarer til ovenstående: LPD er enige i kommentaren til ovenstående for så vidt angår udtalelsen om at en patient, der i forvejen har en bistandsværge ikke skal have en patientrådgiver. Der kan dog være geografiske årsager, der gør, at der må beskikkes en patientrådgiver. LPD er dog dybt uenige i udsagnet det kan komme på tale at beskikke en patientrådgiver, hvis patienten udsættes for anden tvang efter Psykiatriloven, i det vi mener, der SKAL beskikkes en patientrådgiver, hvis patienten udsættes for tvang og ikke har en bistandsværge i forvejen. LPD mener ligeledes, at hvis politiet har indstillet til dom efter 68 70, så bør patienten, af byretsdommeren, beskikkes en bistandsværge til hjælp under sagen på indstilling fra politiet, som behandler sagen. 6 LPD avisen

7 LPD vil, når dette nummer læses, have haft et møde med Rigspolitiet vedrørende problematikken, hvor vi indstiller til, at det fremsættes som lovforslag, som skal indeholde kravet om, at der skal beskikkes en bistandsværge, når politiet indstiller til en dom efter ovennævnte paragraffer. Retten til at besøge patienter uden overvågning af afdelingspersonale. Vedrørende fri og uhindret adgang til patienten er vi enige i Statsforvaltningens bemærkninger. Som et eksempel på et undtagelsestilfælde kan være en latent farlig patient, som er farlig for sine omgivelser, herunder patientrådgiveren/bistandsværgen. Det er selvfølgelig altid bistandsværgen/patientrådgiveren, der afgør, om det er særligt tilfælde eller ej! Kun i forbindelse med politiets efterforskning kan midlertidig besøgsforbud nedlægges af politiet, der direkte skal underrette bistandsværgen/patientrådgiveren om dette. Personalet på en afdeling kan således ikke udstyres med en beføjelse til at forbyde os at besøge vores patient. Fagligt talt... Brug af husordener på de enkelte afdelinger Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 8 MAJ 2007 Besvarelse af henvendelse vedrørende husordener Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved brev af 23. marts 2007 fra Justitsministeriet modtaget Deres brev af 19. februar 2007, hvori De stiller følgende spørgsmål: 1. Er de lokale Husordener gældende for bistandsværger, politi, advokater, præster og andet eksternt ansat personale, som lovmæssigt har adgang til retspsykiatriskel psykiatriske afdelinger? 2. i hvilket omfang kan psykiatriske afdelinger regulere hvad ansatte og andre tillidspersoner medbringer af personligt udstyr på afdelinger herunder f.eks. mobiltelefon. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan vejledende udtale følgende: Det skal indledningsvist bemærkes, at husordener, der fastlægger retningslinier for den sociale omgang m.v. i offentlige institutioner, herunder psykiatriske afdelinger, kan fastsættes uden specifik lovhjemmel. Det må således antages, at husordenregler har stiltiende hjemmel i den beslutning, hvorved institutionen er blevet oprettet, i såkaldte anstaltsanordninger. Disse regler kan efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse fastsættes for alle personer, der opholder sig på den psykiatriske afdeling, dvs. både for patienter, personale og andre, herunder bistandsværger og patientrådgivere. De regler, der fastsættes i en husorden, skal være saglige set i forhold til institutionen og dens virke, men derudover er det ikke muligt generelt at angive, hvilke forhold, der kan reguleres i en husorden. Dette skal bedømmes på baggrund af de konkrete forhold i den enkelte institution. Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse vil fastsættelse af regler vedrørende brug af f.eks. mobiltelefoner på en psy- 7 LPD avisen

8 kiatrisk afdeling efter omstændighederne kunne betragtes som saglig set i forhold til afdelingen og dens virke. I forbindelse med ændringerne af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven), som trådte i kraft den 1. januar 2007, er det blevet obligatorisk, at der på enhver psykiatrisk afdeling skal findes en skriftlig husorden, som er tilgængelig for patienterne. Disse regler i psykiatriloven vedrørende husordener tager ikke sigte på at etablere et hjemmelsgrundlag for indførelsen af husordener på de psykiatriske afdelinger, som jo, jf. det ovenfor anførte, kan indføres uden særskilt hjemmel, men derimod alene på at pålægge sygehusmyndigheden en pligt til at udforme skriftlige husordener, der skal gælde for patienternes udfoldelsesmuligheder under indlæggelsen. Det skal bemærkes, at indførelsen af denne pligt til at udforme husordenregler for patienterne ikke forhindrer, at en afdeling kan udarbejde husordener, der skal gælde generelt for de personer, som befinder sig på afdelingen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal afslutningsvist bemærke, at der med hjemmel i en husorden ikke kan fastsættes regler, der fraviger regler, fastsat i lovgivningen. En psykiatrisk afdeling vil således ikke med henvisning til en husorden kunne fravige f.eks. patientrådgivernes og bistandsværgernes adgang til at besøge patienterne i de tilfælde, hvor en sådan adgang er forudsat i lovgivningen. LPD s kommentarer til ovenstående: LPD ser med tilfredshed at svaret fra ministeriet fuldt ud understreger den holdning som LPD altid har givet udtryk for, nemlig, at bistandsværger og patientrådgivere har fri og uhindret adgang til patientbesøg på de enkelte afdelinger og at disse besøg foregår mellem patient og værge/rådgiver uden overværelse af personale med mindre meget specifikke grunde taler for noget andet og det er på værge/rådgivers ønske! Værge/rådgiver skal således ikke finde sig i at blive visiteret eller spurgt om de har ting på sig inden besøg hos patienten, idet vi er godkendte hos Statsforvaltningerne hvilket indebærer udvidet ren straffeattest. Dette indebærer selvfølgelig at man kun i meget specifikke tilfælde gør brug af sin mobiltelefon. Med venlig hilsen Sven Erik Bukholt Fagligt talt... Folketingets Retsudvalg Besvarelse af spørgsmål nr. 150 af 16. jan 07 Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Spørgsmål: Ministeren bedes kommentere vedlagte bilag fra Landsforeningen af Patientrådgi vere og Bistandsværger i Danmark modtaget i forbindelse med foreningens fore træde for Retsudvalget den Svar: 1. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet udtalelser fra Rigspolitiet og Inden rigs- og Sundhedsministeriet. De indhentede udtalelser refereres nedenfor i tilknytning til Ju stitsministeriets kommentarer til de enkelte 8 LPD avisen

9 emner. som berøres i henvendelsen fra Landsfor eningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (herefter LPD). 2. LPD rejser bl.a. spørgsmål om, hvor mange midler der kan afsættes til en redaktør for LPD-avisen. Justitsministeriet kan oplyse, at det som led i udmøntningen af satspuljen for 2007 er besluttet. varigt at afsætte kr. årligt til informations- og uddannelses aktiviteter for bistandsvær ger. Midlerne skal primært anvendes til afholdelse af kurser for bistandsværgerne, men også til bl.a. dækning af udgifter i forbindelse med udgivelse af informationsmateriale, nyhedsbreve mv., som udsendes til bistandsværgerne. Informations- og uddannelsesaktiviteterne forestås af henholdsvis LPD og Det Grønlandske Hus. Ordningen administreres af Justitsministeriet, som meddeler støtte efter konkret ansøgning. Det er Justitsministeriets opfattelse, at det ligger inden for rammerne at yde støtte til antagelse af en redaktør for LPDavisen. Justitsministeriet har modtaget en række ansøgninger fra både LPD og Det Grønlandske Hus om bevilling af midler fra satspuljen til blandt andet indkøb af materiel og forskellige aktivite ter. På den baggrund, og da der som nævnt er afsat kr. årligt til uddannelses- og informationsaktiviteter for bistandsværger, har Justitsministeriet telefonisk mere generelt drøftet midlernes mest hensigtsmæssige anvendelse med LPD og Det Grønlandske Hus. Justitsministeriet vil snarest muligt tage stilling til LPDs ansøgning om midler fra satspuljen til en redaktør. 3. LPD ønsker, at grundbeløbene for patientrådgivere og bistandsværger forhøjes væsentligt for at kunne fastholde og tiltrække bistandsværger. Foreningen anfører samtidig, at der fortsat skal gælde samme satser for såvel patientrådgivere som bistandsværger. Det følger af bistandsværgebekendtgørelsens (*l*) 18, stk. 1, at vedkommende politikreds udbeta ler et fast vederlag (for tiden kr.) til en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en sigtet eller tiltalt under straffesagens behand ling. Til en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er be skikket for en dømt, udbetaler vedkommende politikreds et årligt grundbeløb (for tiden kr.). Herudover udbetales der et supplerende vederlag (for tiden kr.) til bistandsværgen for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen er indlagt på psykiatrisk sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende, jf. bekendtgørelsens 18, stk. 2. Vederlaget til bistandsværger, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, reguleres årligt pr. 1. april med den til enhver tid gældende reguleringsprocent for ansatte i regioner og kommuner, jf. bistandsværgebekendtgørelsens 18, stk. 5. Justitsministeriet er ikke bekendt med, at der generelt er vanskeligheder med at finde egnede kandidater, der er villige til at lade sig beskikke som bistandsværger. Justitsministeriet skal dog bemærke, at ministeriet for tiden overvejer spørgsmålet om en eventuel ændring af bistandsværgebekendtgørelsen, og problemstillingen om grundbeløbenes størrelse vil blive inddraget i den forbindelse. 4. LPD ønsker endvidere en fortolkning af, hvornår en klient i henhold til bistandsværgebe kendtgørelsen må anses for indlagt på institution eller egen bolig. Justitsministeriet forstår henvendelsen således, at den vedrører spørgsmålet om udbetaling af vederlag. Justitsministeriet kan oplyse, at det er en betingelse for at udbetale det supplerende vederlag efter bekendtgørelsens 18, stk. 2, 2. pkt., at den dømte er indlagt på psykiatrisk syge hus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende i henhold til dommen. Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at det er et krav efter bestemmelsen, at den dømte er indlagt, anbragt eller lignende. Disse ord skal fortolkes i sammenhæng med straffelovens 68-70, dvs. at bekendtgørelsens 18, stk. 2, 2. pkt., omfatter de anbringelsesforanstaltninger, der er nævnt i straffelovens Det er endvidere fastsat i bestemmelsen, at det supplerende vederlag skal udbetales for hver påbegyndte 3. måned. Bestemmelsen skal derfor forstås således, at vederlaget skal udbetales for hver påbegyndt 3-måneders periode, hvor den pågældende er indlagt mv. i henhold til dommen, og at dette beløb forfalder ved begyndelsen af 3-måneders perioden. En eller flere kortvarige indlæggelser mv. inden for en periode på 3 måneder vil således medføre, at der for perioden skal udbetales et supplerende vederlag. Det fremgår endelig af bistandsværgebekendtgørelsens 13, stk. 1, at et sygehus/en sygehus afdeling, en institution eller en anstalt mv., som modtager en person, der har en bistandsværge beskikket, snarest skal underrette bistandsværgen, når den pågældende påbegynder et ophold på stedet. Sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen eller anstalten mv. skal ligeledes under rette bistandsværgen ved afslutningen af den pågældendes ophold på stedet, jf. bistandsværge bekendtgørelsens 13, stk. 2. Det vil således fremgå af det pågældende anbringelsessteds meddelelser til bistandsværgen, hvornår den sigtede, tiltalte eller dømte er indlagt, anbragt eller lignende i henhold til dommen. LPD har endvidere anført, at mange henvendelser om denne problemstilling ikke er blevet be svaret af Justitsministeriet. Justitsministeriet har gennemgået sine sagslister med 9 LPD avisen

10 henblik på at finde eventuelle ubesvarede henvendelser fra LPD om vederlagsspørgsmål. Justitsministeriet har ikke ved denne gennemgang fundet ubesvarede henvendelser. Justitsministeriet hører imid lertid gerne fra LPD, hvilke ubesvarede henvendelser det måtte dreje sig om. 5. LPD rejser spørgsmålet, hvorfor bistandsværgerne ikke får tilkendt et vederlag for at delta ge i retsmøder. LPD spørger endvidere, hvordan bistandsværgerne sikres ret til betalt overnat ning i forbindelse med deltagelse i retsmøder eller møder med advokat og klient i de situatio ner, hvor afstanden er stor for bistandsværgen. *1* Bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger med senere ændring. Det fremgår af bistandsværgebekendtgørelsens 19, stk. 1, at vederlagene - ud over honorar for bistandsværgens arbejde i forbindelse med besøg, retsmøder, klagesager mv. - tillige dæk ker de udgifter, der er forbundet med hvervet, herunder udgifter til telefon mv. Det følger så ledes af bistandsværgebekendtgørelsens ordlyd, at honorar for deltagelse i retsmøder er inde holdt i det vederlag, der udbetales til bistandsværgen, ligesom vederlaget dækker andre udgifter forbundet med hvervet, herunder udgifter til overnatning. Der henvises endvidere til Justitsministeriets besvarelse af 22. december 2006 af spørgsmål nr. 71 og 72 fra Folketingets Retsudvalg, hvori ministeriet oplyste, at ministeriet for tiden overve jer spørgsmålet om en eventuel ændring af bistandsværgebekendtgørelsen, og problemstillingen om dækning af udgifter forbundet med overnatning vil blive inddraget i den forbindelse. 6. LPD anfører, at det er et problem, at dommeren kan - men ikke har pligt til at - beskikke en bistandsværge før det første retsmøde i sagen. Det fremgår af straffelovens 71, stk. 1, at der forud for dommen kan ske beskikkelse af en bistandsværge, hvis der kan blive tale om at dømme en tiltalt til anbringelse eller forvaring efter reglerne i straffelovens 68-70, mens der efter straffelovens 71, stk. 2, skal ske be skikkelse af en bistandsværge, hvis den tiltalte dømmes til anbringelse som nævnt i stk. 1, eller hvis afgørelsen giver mulighed herfor. Reglerne om værgebeskikkelse blev ændret ved lov nr. 320 af 13. juni Det fremgår af forarbejderne til loven, at reglerne om værgebeskikkelse foreslås opretholdt med visse ændrin ger. Desuden anføres det til 71, at der gøres en sondring mellem beskikkelse før dommen og obligatorisk beskikkelse efter dommen, når denne lyder på anbringelse i institution. Der henvi ses i bemærkningerne til lovforslaget til Straffelovrådets betænkning nr. 667 om de strafferetli ge sær- foranstaltninger. Som begrundelse for forslaget om sondringen mellem fakultativ beskikkelse før dommen og obligatorisk beskikkelse efter dommen anføres det i betænkningen, at det efter Straffelovrådets opfattelse før dommen er tilstrækkeligt, at der er en mulighed for værgebeskikkelse, bl.a. fordi det kan forudsættes, at tiltaltes interesser på dette stadium af sa gen i almindelighed vil blive varetaget af forsvareren. Derimod finder Straffelovrådet det rig tigt, at der ved eller efter en dom til institutionsophold skal beskikkes den pågældende en bi standsværge, hvis hovedopgave er at drage omsorg for, at den tidsubestemte foranstaltning ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Justitsministeriet finder, at disse hensyn fortsat gør sig gældende. Justitsministeriet skal i øvrigt henlede opmærksomheden på, at ministeriet ved cirkulæreskri velse af 25. januar 1996 til politiet og anklagemyndigheden har indskærpet, at i alle sager, hvor der kan blive tale om dom til anbringelse, bør den sigtede eller tiltaltes behov for at få: en bistandsværge beskikket nøje vurderes. I tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte under straffe sagens behandling anbringes på psykiatrisk afdeling i henhold til retskendelse, bør spørgsmålet om beskikkelse af bistandsværge i almindelighed rejses over for retten. Det bemærkes, at Rigspolitiet i sit bidrag til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 136 fra Folketingets Retsudvalg har tilkendegivet, at de vil tage initiativ til en drøftelse med LPD om politiets generelle administration af de gældende regler. 7. LPD ønsker endvidere oplysning om, hvorledes det sikres, at bistandsværgen har fri og uhindret adgang til sin klient, idet der visse steder er lokale husordener, der forhindrer bistandsværgens adgang. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i den forbindelse oplyst følgende: Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan oplyse, at det i forbindelse med ændringer ne af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven), som trådte i kraft den 1. januar 2007, er blevet obligatorisk, at der på enhver psykiatrisk afdeling skal findes en skriftlig husorden, som er tilgængelig for patienterne. Husordenen skal indeholde generelle regler om patienternes udfoldelsesmuligheder under indlæggelsen, f.eks. regler om adgangen til at telefonere, regler om rygning i afdelingen, besøgsforhold, overvåget besøg m.v., samt om konsekvenserne af, at husordenen ikke overholdes. Formålet med indførelsen af obligatoriske skriftlige husordener på psykiatriske af delinger er at etablere klare og synlige retningslinier for den sociale omgang m. v. på afdelingerne på områder, hvor dette ikke følger af lovgivning m. v. Der kan der imod ikke med hjemmel i husordenen fastsættes regler, der fraviger 10 LPD avisen

11 regler, fastsat i lovgivningen. En psykiatrisk afdeling vil således ikke med henvisning til en husor den kunne fravige f.eks. patientrådgivernes og bistandsværgernes adgang til at be søge patienterne i de tilfælde, hvor en sådan adgang er forudsat i lovgivningen. 8. LPD ønsker, at politiet i forbindelse med indhentelse af udtalelser oplyser klientens folkere gisteradresse og eventuelle andre opholdsadresser. Rigspolitiet har i den forbindelse udtalt følgende: Rigspolitiet vil i den anledning henlede politikredsenes opmærksomhed på, at de aktuelle oplysninger om klientens adresse og eventuelt andre kendte opholdsteder bør fremgå af politiets anmodning om en udtalelse vedrørende klienten. Det skal tilføjes, at bistandsværgerne til enhver tid kan rette henvendelse til politiet med anmodning om adresseoplysninger vedrørende deres klienter. 9. LPD har yderligere anført, at surrogatfængslede ikke beskikkes en patientrådgiver og heller ikke får lov til at benytte deres bistandsværge under indlæggelsen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i den forbindelse udtalt følgende: Spørgsmålet om, i hvilket omfang, der skal beskikkes en patientrådgiver i forbin delse med anvendelsen af tvang i psykiatrien, er reguleret i psykiatriloven. Det fremgår således af 24 i psykiatriloven, at der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangs be handling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anven delse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærm ning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter 18 e, stk. 1, nr. 2, samt aflåsning af patienterne på Sikringsafdelingen under Psyki atrisk Center, Sygehus Vestsjælland. Det følger af 42 i psykiatriloven, at justitsministeren fastsætter regler om, i hvil ket omfang reglerne i psykiatriloven finder tilsvarende anvendelse på personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i strafferetsplejens former. Denne bemyndigelse er udmøntet i bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse, hvoraf det bl.a. fremgår, at lovens om patientråd givere kun gælder i tilfælde, hvor den pågældende ikke har en bistandsværge efter straffelovens 71. En psykiatrisk afdeling vil ikke lovligt kunne fravige reglerne vedrørende patient rådgivere og bistandsværger, herunder reglerne vedrørende beskikkelse, adgangen ti1 at besøge patienten m. v. 10. LPD har endvidere spurgt, om det kan være rimeligt, at personer, som indlægges til men talobservation, vilkårligt fratages sin patientrådgiver eller slet ikke beskikkes en patientrådgiver. Der henvises til besvarelsen af punkt Endelig anfører LPD, at der bør ske en ændring af reglerne om prøvelse af farlighedsde kreter, idet anklagemyndigheden kræver sikkerhed, selvom klienten har gennemført mange udgange uden problemer, ligesom proceduren i forbindelse med udgangsansøgninger er tids krævende. Efter psykiatrilovens (*2*) 40, stk. 1, kan justitsministeren i ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, bestemme, at en person som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i Sikrings afdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland (farlighedsdekret). Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der er truffet afgørelse, indbringe sagen for retten. Et farlighedsdekret kan administrativt kun ophæves af justitsministeren, jf. psykiatrilovens 41, stk. 1. En begæring om ophævelse af et farlighedsdekret kan fremsættes af overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen. En begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når der er forløbet 2 måneder efter rettens prøvel se af farlighedsdekretet. Afslag på ophævelse af farlighedsdekretet forelægges på begæring for retten. Det følger endvidere af psykiatrilovens 41, stk. 2, at hvis en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen om ophævelse af farlighedsdekretet er blevet afslået af justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet 2 måneder efter ju stitsministerens afgørelse. Hvis justitsministerens afslag har været forelagt for retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse. Justitsministeriet kan for så vidt angår ministeriets sagsbehandling oplyse, at når patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen fremsætter begæring om ophævelse af et farlighedsde kret, anmoder Justitsministeriet Sikringsafdelingen om at indhente patientens samtykke til, at Justitsministeriet til brug for sagens behandling kan indhente personlige oplysninger om patien ten fra andre myndigheder, samt at sagen kan forelægges for Retslægerådet og anklagemyn digheden. Såfremt patienten giver samtykke hertil, anmoder Justitsministeriet endvidere over lægen ved Sikringsafdelingen om en udtalelse, som efterfølgende forelægges for Retslægerådet og anklagemyndigheden. Hvis de 11 LPD avisen

12 indhentede oplysninger er til ugunst for patienten, foretager Justitsministeriet partshøring, inden ministeriet tager stilling til en eventuel ophævelse af far lighedsdekretet. Dette spørgsmål afgøres efter en konkret vurdering af samtlige oplysninger i sagen, herunder om patienten har været på udgange fra Sikringsafdelingen, og hvordan disse udgange er forløbet. Henset set til den yderst indgribende karakter, som et farlighedsdekret har, finder Justitsmini steriet imidlertid ikke anledning til at foreslå en ændring af bestemmelsen, så fristen på 2 må neder forlænges, da en sådan forlængelse ville udelukke en ophævelse af farlighedsdekretet i det tilfælde, hvor der i løbet af 2 måneder måtte være sket en væsentlig forbedring af den pågældendes tilstand. *2* Lovbekendtgørelse nr. 111 af 1. november 2006 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Fagligt talt... Spørgsmål rejst over for Folketingets Retudvalg og for 71-udvalget LPD s kommentar til svarene: Først Retsudvalget Justitsministeriet har nu taget stilling til midler vedrørende redaktøren af LPD-avisen. Ministeriet finder det rimeligt, at der kun afsættes kr. til udgivelsen af 4 numre, idet ministeriet mener, at der kun er tale om en layouter. LPD har tilbageskrevet ministeriet, at dette må bero på en misforståelse og forventer mindst, at der afsættes de ønskede kr., som er et lille beløb. Skulle forståelsen for arbejdet med LPD avisen ikke være til stede, vil LPD kraftigt overveje LPD avisens fremtid. Svar omkring vederlag til patientrådgivere og bistandsværger. Hertil svarer ministeriet, at det ikke er bekendt med, at der generelt skulle være vanskeligheder med at finde egnede kandidater. LPD har gang på gang fremført det meget uheldige i beskikkelsen af pårørendebistandsværger, samt den tilfældighed, hvormed mange af disse beskikkelser finder sted. (Læs andet sted i bladet historien fra kriminalforsorgen i det jyske). LPD ønsker i den forbindelse, at lovgivningen laves om, så politiet IKKE pr. automatik skal finde en pårørende. Dette synspunkt drøftedes også hos rigspolitiet ved mødet den 27. juni 2007 og fandt forståelse. Ligeledes har LPD peget på, at der sidder mange dømte, som ikke har en bistandsværge. LPD forventer at blive en væsentlig del af gruppen omkring udarbejdelsen af en ny bekendtgørelse for bistandsværger. Hvornår er en klient indlagt i henhold til bistandsværgebekendtgørelsen på en institution eller lignende? 12 LPD avisen

13 Der er desværre ikke noget nyt i svaret. Udbetalingen af det supplerende vederlag udbetales for hver PÅBEGYNDT 3. måned. Bemærk, at ministeriet udtaler, at en eller flere kortvarige indlæggelser inden for en 3- måneders periode, kun honoreres med et vederlag. Det havde været rart, om ministeriet havde eksemplificeret problematikken. Endvidere understreges det i svaret, at sygehuset, sygehusafdelingen, institutionen eller anstalten mv. SKAL underrette bistandsværgen ved afslutning af ophold. Ud fra disse undderretninger skulle det kunne ses, hvornår en indlæggelse har fundet sted. Problemet her er blot, at det utroligt ofte sker, at bistandsværgen ikke får den nødvendige besked. Reglen her er også, at der skal ske underretning til bistandsværgen fra både afgivende sted og modtagende sted. Ud over blot at påpege dette nok engang over for systemet, ville det være rart, at det kunne afstedkomme sanktioner af en eller anden art. Vederlag for deltagelse i retsmøder. Her henviser ministeriet blot til bekendtgørelsen, som jo er velkendt. Det er dog efterfølgende positivt, at problemet tages op ved en ændring af bistandsværgebekendtgørelsen. Et stort spørgsmål til udvalget var tidspunktet for beskikkelse af bistandsværge før det første retsmøde. I svaret henvises til lovgrundlaget samt til, at det må forventes, at forsvareren varetager den tiltaltes interesser. LPD har mange gange påpeget, at vi tit får meddelelse om, at en del forsvarere første gang møder deres klient umiddelbart før første retsmøde. På denne baggrund og for at styrke den tiltaltes retssikkerhed har LPD ønsket en skærpelse af muligheden for beskikkelse før dom.dette store spørgsmål blev også drøftet med Rigspolitiet den 27. juni og der vil herfra komme en vejledning om ovenstående. Spørgsmålet om fri og uhindret ret til at besøge vores klienter. Hertil svarer ministeriet, at der ikke med hjemmel i en husorden kan ændres på dette. LPD er tilfreds med, at der ikke kan fraviges patientrådgiverens eller bistandsværgens ret til frit og uhindret at besøge patienterne, hvor en sådan adgang er bestemt i lovgivningen. Spørgsmålet om folkeregisteradresse eller opholdsadresse. Her er det dejligt at se, at Rigspolitiet har samme opfattelse, som LPD, nemlig at bistandsværgerne til enhver tid kan rette henvendelse til politiet med anmodning om adresseoplysninger vedrørende deres klienter. Angående surrogatfængslede og beskikkelse af patientrådgiver eller bistandsværge. LPD er helt tilfreds med, at en indsat på en psykiatrisk afdeling, der opholder sig her efter en retsafgørelse, som er truffet i strafferetsplejens former, har krav på enten en patientrådgiver eller en bistandsværge. En psykiatrisk afdeling vil IKKE lovligt kunne fravige dette. Det samme gælder for personer, der er indlagt til mentalobservation. Angående prøvelse af farlighedsdekret ønskede LPD en forenkling af proceduren ved udgangsansøgning. Ministeriet henholder sig til gældende regler under henvisning til, at en evt. forlængelse af 2- måneders fristen kunne medføre, at en patient, der måtte være klar inden for 2- månedersfristen, ville få prøvelse unødig udsat. LPD arbejder videre med problematikken og prøver at finde forenklede gangbare løsninger, men mener dog, at de to måneder ikke gør den store forskel set i forhold til at en patient vil få lettere adgang til ophævelse af sit farlighedsdekret, hvor man nu kræver indtil flere udgange frem for at dette ikke er et krav. En god opførsel på afdelingen gennem adskillige måneder bør vægte lige så meget som udgange, og da der ikke specifikt er nævnt noget om udgange i lovgivningen bør der ske en ændring på dette område. 13 LPD avisen

14 Fagligt talt... Svar fra overlæge vedrørende patientrådgivers klage (Se artikel om»patientrådgivers oplevelse af annullering af klage«) Som lovet og til din orientering hermed svar fra ledende overlæge X på min klage til Psykiatriledelsen ved Psyk. Hosp., XXX over brud på procedureregler ved annullering af patientklage. Først følger en gengivelse af ledende overlæges svar til mig. Dernæst en gengivelse af skrivelse til afsnitssledelserne, som ovennævnte ledende overlæge har udsendt på foranledning af klagen. Alt i alt en efter min mening rimelig pos. respons. Spørgsmålet er imidlertid om klagen på sigt vil have effekt, hvilket tiden vil vise. X. s svar af 29/ : Vedr. klage over brud på procedureregler ved annullering af patientklage Kære patientrådgiver Y. Tak for din klageskrivelse vedr. ovenstående. Jeg er, som forløbet er beskrevet, enig i, at du ikke har været informeret og inddraget i tilstrækkeligt omfang vedr. patientens beslutning om at trække sin klage tilbage. Det beklager jeg. Jeg har på foranledning af din klage udsendt vedlagte skrivelse til afsnitsledelserne med oplysning om og præcisering af de gældende retningslinier for information af patientrådgiver i forbindelse med klagesager. Venlig hilsen X Ledende overlæge Vedr. information af patientrådgiverne i forbindelse med klagesager På baggrund af et konkret patientforløb og en heraf følgende klage fra patientrådgivers side finder jeg mig foranlediget til at præcisere følgende: I tilfælde af at en patient over for personalet i sengeafsnittet mundtligt og/eller skriftligt giver udtryk for at ville klage over et tvangsindgreb, har personalet herefter til opgave at videreformidle klagen ved som første skridt at informere og inddrage patientens patientrådgiver. I tilfælde af at en patient enten mundtligt og/eller skriftligt giver udtryk for, at ville trække sin klage tilbage, bør personalet af habilitetsgrunde kontakte patientens patientrådgiver med sigte på, at patientens endelige beslutning tages i samråd med denne. Venlig hilsen X Ledende overlæge LPD er yderst tilfreds med at den ledende overlæge har taget problematikken op vedrørende tilbagetrækning af klager og præciseret kommende procedurer i sådanne sager. LPD håber så at denne sag vil danne præcedens for andre hospitaler/institutioner således at patientrådgiveren/ bistandsværgen altid orienteres, når en patient på egen hånd vil trække en klage tilbage. X s skrivelse af 29/ til afsnitsledelserne: Afsnitsledelserne Afdeling Z her 14 LPD avisen

15 Fagligt talt... Referat Rigspolitiet afholdt den 27. juni 2007 møde med LPD I mødet deltog: LPD: Formand Ole Kølle Næstformand Henry Sørensen Bestyrelsesmedlem Jan Labusz Bestyrelsesmedlem Mogens Michaelsen Rigspolitiet: Vicepolitimester / Ole Andersen Baggrunden for mødet var bl.a., at Rigspolitiet i forbindelse med bidrag til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål fra Retsudvalget har tilkendegivet at ville tage initiativ til en drøftelse med LPD om politiets generelle administration af de gældende regler. På mødet drøftedes nedenstående emner. Rigspolitiet tilkendegav i forbindelse med mødet, at Rigspolitiet efterfølgende i relevant omfang vil søge gældende regler indskærpet over for politikredsene. 1. Tidspunktet for beskikkelse af bistandsværger 1.1. LPD anførte, at foreningen var af den opfattelse, at de gældende regler ikke bliver overholdt i visse tilfælde, herunder således at det forekommer, at der slet ikke beskikkes bistandsværger for domfældte. Reglerne er følgende: Det fremgår af straffelovens 71, stk. 1, at der forud for dommen kan ske beskikkelse af en bistandsværge, hvis der kan blive tale om at dømme en tiltalt til anbringelse eller forvaring efter reglerne i straffelovens 68-70, mens der efter straffelovens 71, stk. 2, skal ske beskikkelse af en bistandsværge, hvis den tiltalte dømmes til anbringelse som nævnt i stk. 1, eller hvis afgørelsen giver mulighed herfor. Kapitel 2 i bistandsværgebekendtgørelsen (Justits ministeriets bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 2002, som ændret ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr af 21. oktober 2004) fastsætter nærmere regler om bl.a. fremgangsmåden ved beskikkelse. Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsens 4, stk. 1, at Når politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en bistandsværge for en sigtet eller tiltalt, skal spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt, at den, der eventuelt beskikkes, får mulighed for at være til stede under sagens behandling. Af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 25. januar 1996 til politiet og anklagemyndigheden følger bl.a., at i alle sager, hvor der kan blive tale om dom til anbringelse, bør den sigtede eller tiltaltes behov for at få en bistandsværge nøje vurderes. I tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte under straffesagens behandling anbringes på psykiatrisk afdeling i henhold til retskendelse, bør spørgsmålet om beskikkelse af bistandsværge i almindelighed rejses over for retten. Spørgsmålet om beskikkelse er endvidere omtalt i Justitsministeriets besvarelser af retsudvalgsspørgsmål LPD oplyste, at det forholdsvis ofte forekommer, at der ikke sker afbeskikkelse, hvilket bl.a. medfører, at der fortsat udbetales vederlag. Reglerne er følgende: Beskikkelse bortfalder efter værgebekendtgørelsens 16 i følgende tilfælde: 15 LPD avisen

16 Stk. 1: Når en retssag ikke fører til dom til anbringelse. Stk. 2: Når den idømte foranstaltning endeligt ophæves. Stk. 3: Når værgen udskiftes med en anden værge. Ved Rigspolitiets rundskrivelse af 8. marts 1995 er politikredsene instrueret om at fremtage sager vedrørende aktuelle værgebeskikkelser hver 3. måned med henblik på eventuel anvisning af yderligere vederlag. I denne forbindelse skal det naturligvis påses, at beskikkelsen ikke er bortfaldet. Det skal endvidere påses, at bistandsadvokater bliver orienteret om ophøret af deres hverv LPD oplyste, at det forholdsvis ofte forekommer, at der i forbindelse med beskikkelse ikke er indhentet samtykke fra vedkommende, der beskikkes som værge, eller fra den sigtede/tiltalte/dømte. Reglerne er følgende: Værgebekendtgørelsens 5, stk. 3, foreskriver følgende: Forinden indstilling til retten vedrørende beskikkelsen sker, skal pågældende bistandsværge samt den sigtede, tiltalte eller dømte have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte indstilling. Politiet skal endvidere sikre sig, at bistandsværgen ikke er forhindret, f.eks. på grund af bortrejse, sygdom eller lignende. 2. Kørselsgodtgørelse LPD oplyste på mødet, at udbetaling af kørselsgodtgørelse ikke foregår ensartet i politikredsene, herunder således, at der i nogle politikredse udbetales godtgørelse efter høj takst. Reglerne er følgende: Efter værgebekendtgørelsen har bistandsværger krav på godtgørelse til befordring efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelsen ydes efter henvendelse til politiet. Ved rundskrivelse af 13. november 1996 har Rigspolitiet instrueret politikredsene om, at godtgørelse sker til lav takst (1,78 kr. pr. km pr. 1. januar 2007). Af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 156 af 9. januar 2006 fra Folketingets Retsudvalg fremgår endvidere følgende: Landsforeningen spørger desuden, hvorfor bistands værgerne ikke får højeste takst i kørselsgodtgørelse. Justitsministeriet bemærker hertil, at det følger af bistandsværgebekendtgørelsens 18, stk. 3, at bistandsværger, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en sigtet, en tiltalt eller dømt, har krav på godtgørelse til befordring efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelsen ydes efter henvendelse til politiet. Bistandsværger, som ikke er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, har krav på godtgørelse til befordring i forbindelse med deltagelse i retsmøder samt til indtil fem besøgsrejser årligt efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelse af de nævnte udgifter sker ligeledes ved henvendelse til politiet, jf. bistandsværgebekendtgørelsens 18, stk. 4. Reglerne om godtgørelse til befordring for ansatte i staten er nærmere reguleret i Finansministeriet, Personalestyrelsens cirkulære af 30. juni 2000 om tjenesterejseaftalen. Tjenesterejseaftalens kapitel 2 vedrører udgifter til transport. I aftalens 14 om privat transport er det bestemt, at for kørsel i privat bil eller på privat motorcykel udbetales godtgørelse pr. km. efter lav sats. Satsen fremgår af det til enhver tid gældende satsreguleringscirkulære. Af Personaleadministrativ Vejledning 2006 fremgår ligeledes, at hovedreglen er, at befordrings- godtgørelse for kørsel i privat bil udbetales efter lav sats. Ved denne godtgørelse ydes dækning for de variable udgifter, der er forbundet med at køre i bil, det vil sige benzin, dækslid, værditab og vedligeholdelse. Befordringsgodtgørelse efter høj sats forudsætter, at der fra tjenestestedet er udfærdiget en skriftlig kørselsbemyndigelse. En sådan bemyndigelse udfærdiges kun, hvis der med en stilling er forbundet regelmæssig kørsel af større omfang eller af speciel art. Det fremgår af Personaleadministrativ Vejledning 2006, at den høje sats er beregnet til ansatte, der forudsættes at stille bil til rådighed i forbindelse med deres arbejde, eller som efter tjenestestedets vurdering kun vanskeligt kan bestride dette, hvis de ikke kører i privat bil. Disse forudsætninger gør sig efter Justitsministeriets opfattelse ikke gældende i forbindelse med varetagelsen af hvervet som bistandsværge. 3. Beskikkelse af pårørende LPD oplyste, at foreningen generelt er betænkelig ved beskikkelse af pårørende som bistandsværger, hvilket bl.a. skyldes familiemedlemmers umiddelbare følelsesmæssige involvering. Foreningen ser derfor gerne en ændring af straffelovens 71 for så vidt angår sætningen så vidt mulig en person af hans nærmeste pårørende. LPD respekterer naturligvis den gældende lov, men fremsatte ønske om, at der i forbindelse med spørgsmål om beskikkelse ikke af myndighederne gås for aggressivt frem i forhold til at overtale familiemedlemmer til at blive beskikket som værger. Foreningen oplyste i denne forbindelse, at det forholdsvis ofte forekommer, at familiemedlemmer, der er beskikkede som bistandsværger, ønsker at hvervet overtages af en professionel. LPD fremsatte endvidere ønske om, at familiemedlemmer, der beskikkes som bistandsværger, orienteres af politiet om foreningen - eventuelt i form af henvisning til foreningens hjemmeside, I henhold til bistandsværgebekendtgørelsen 5 skal politiet bistå retten 16 LPD avisen

17 med at finde en person, der kan beskikkes som bistandsværge. Den sigtede/tiltalte/dømte skal i den forbindelse indledningsvis spørges, om der er en bestemt person, som han ønsker at få beskikket. Hvis den sigtede/tiltalte/dømte ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende, eller ingen af de pågældende er villige eller egnede til at blive beskikkede, skal politiet indstille en person fra fortegnelsen over bistandsværger. Det må således antages, at der består en vis forpligtigelse for politiet til at forespørge familiemedlemmer om deres villighed til beskikkelse, men at der samtidigt af politiet også skal tages hensyn til vedkommende familiemedlems egnethed. Ingen bør presses til accept af hvervet, særligt ikke i tilfælde, hvor der er formodning om, at vedkommende ikke reelt er villig til at påtage sig de forpligtelser, der er en følge af beskikkelse som bistandsværge. 4. Udbetaling af vederlag til bistandsværger LPD fremsatte på mødet bl.a. ønske om, at politiet selv tager initiativ til udbetaling af vederlag, således at værgen ikke selv skal fremsætte anmodning om betaling. Det er endvidere et stort problem, at politiet ikke i forbindelse med udbetalingen klart tilkendegiver, hvilken person og hvilken tidsperiode, den pågældende udbetaling vedrører. Rigspolitiet har ved rundskrivelse af 8. marts 1995 instrueret politikredsene om bl.a. følgende:... vederlag udbetales første gang, når politikredsen fra retten modtager meddelelse om beskikkelsen. Efterfølgende bør sager vedrørende den dømte fremtages hver 3. måned med henblik på eventuel anvisning af yderligere vederlag. Det er således politikredsene, der af egen drift skal påse udbetaling af vederlag. 5. Underretning af bistandsværgen om aktuelt opholdssted LPD oplyste på mødet, at det er et ofte forekommende problem, at bistandsværger ikke er orienteret om, hvor den sigtede/tiltalte/dømte aktuelt har ophold. Den pligtmæssige orientering fra sygehuse, institutioner mv. i henhold til bistandsværgebekendtgørelsens 13 bliver ofte ikke iagttaget. LPD har derfor ønske om, at politiet i forbindelse med skriftlige henvendelser til bistandsværgen angiver det for politiet seneste oplyste opholdssted, f.eks. i forbindelse med tilsigelse til retsmøder. Rigspolitiet oplyste i denne forbindelse, at det bl.a. af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 150 af 16. januar 2007 fra Folketingets Retsudvalg fremgår, at Rigspolitiet har tilkendegivet, at bistandsværger til enhver tid kan rette henvendelse til politiet med anmodning om adresseoplysninger vedrørende deres klienter. 6. Kontaktinformationer til politikredsene 17 LPD avisen

18 Rigspolitiet orienterede om politireformen. I den forbindelse udleveredes kontaktinformationer og et landkort visende de nye politikredse, ligesom der i øvrigt blev henvist til 7. Oplysninger, der bør tilgå bistandsværger LPD oplyste på mødet, at Justitsministeriets generelle Vejledning til bistands- og tilsynsværger fra 1977 er stærkt forældet. LPD tilkendegav at ville vende tilbage med oplysninger om, hvad der bør tilgå bistandsværger i forbindelse med konkrete beskikkelser. Af bistandsværgebekendtgørelsens kapitel 3 fremgår, hvilke beføjelser, der er tillagt bistandsværgen. Af 10, stk. 1, fremgår, at politiet skal holde bistandsværgen underrettet om, hvornår der afholdes retsmøder. Af 10, stk. 2, fremgår det, at Udskrifter af domme og kendelser angående den sigtede, tiltalte eller dømte skal på begæring udleveres til bistandsværgen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis taler herimod. Det fremgår endvidere af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål fra Retsudvalget, at ministeriet er i kontakt med foreningen i forbindelse med spørgsmål om finansiering af omkostninger ved udarbejdelse af informationsmateriale m.v. 8. Tolke LPD forespurgte, hvorvidt bistandsværger kunne henvise institutioner mv. til at rette henvendelse til Rigspolitiet med anmodning om bistand, når det ikke var muligt for institutionen at fremskaffe en tolk, hvilket er et problem af stigende omfang, særligt i forhold til mere (efter danske forhold) sjældne sprog. Rigspolitiets tolkeoversigt er til tjenestebrug. Oplysninger fra tolkeoversigten må ikke videregives i henhold til de interne tjenesteinstrukser, som er fastsat for politiets tolkeoversigt. Politiet kan således ikke bistå i denne sammenhæng. Af retsbøger mv. vil det imidlertid fremgå, hvilken tolk, der er gjort brug af i forbindelse med bl.a. retsmøder. 9. Advokater som bistandsværger LPD oplyste, at foreningen generelt var betænkelig ved, at advokater blev beskikket som bistandsværger. Rigspolitiet henviste til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 68 af 20. november 2006 fra Folketingets Retsudvalg, der er gengivet nedenfor: Spørgsmål: Kan en advokat efter gældende regler også fungere som klientens bistandsværge, og hvad er i givet fald ministerens kommentar? Svar: Det følger af bistandsværgebekendtgørelsens 5, stk. 1, at politiet skal bistå retten med at finde en person, der kan beskikkes som bistandsværge. Hvis den sigtede, tiltalte eller dømte ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende, eller ingen af de pågældende er villige eller egnede til at blive beskikket, skal politiet indstille den bistandsværge, der på fortegnelsen over bistandsværger står for tur til at blive beskikket. For så vidt angår de bistandsværger, der er optaget på statsamternes fortegnelser over bistandsværger gælder, at de antages blandt de ansøgere, der må anses for særligt egnede til at udføre de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og undervisningssektoren, jf. bistandsværgebekendtgørelsens 1, stk. 3. I henhold til bistandsværgebekendtgørelsens 1, stk. 4, kan eller bør en række personer ikke antages som bistandsværger. Personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, institution for personer med vidtgående psykiske handicap mv., må ikke antages som bistandsværger med virke for personer på samme sygehus eller afdeling eller på samme institution mv. Det samme gælder for personer, der i øvrigt har med driften eller administrationen af det pågældende psykiatriske sygehus eller afdeling eller pågældende institution mv. at gøre. Ansatte i anklagemyndigheden, politiet og kriminalforsorgen bør endvidere ikke antages som bistandsværger. Advokater er ikke opregnet blandt de persongrupper, som efter bekendtgørelsen ikke bør antages som bistandsværger, og det vil derfor være muligt for en advokat at ansøge statsamtet om optagelse på fortegnelsen over bistandsværger, jf. bistandsværgebekendtgørelsens 1, stk. 1. Justitsministeriet er ikke bekendt med, at beskikkelse af advokater som bistandsværger har givet anledning til problemer i praksis, og på denne baggrund giver spørgsmålet ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger. 10. Årlige møder LPD fremsatte ønske om afholdelse af årlige møder med Rigspolitiet. Rigspolitiet gav tilsagn om sådanne møder. Det aftaltes, at LPD vil vende tilbage over for Rigspolitiet om ca. 1 år med angivelse af temaer til drøftelse. 18 LPD avisen

19 Retsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 66 Offentligt 19 LPD avisen

20 Retsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 67 Offentligt 20 LPD avisen

21 Retsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 68 Offentligt 21 LPD avisen

22 Retsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 69 Offentligt 22 LPD avisen

23 Retsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 70 Offentligt 23 LPD avisen

24 Retsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 71 Offentligt 24 LPD avisen

25 Retsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 72 Offentligt 25 LPD avisen

26 Retsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 73 Offentligt 26 LPD avisen

27 Retsudvalget L Svar på Spørgsmål 105 Offentligt 27 LPD avisen

28 Retsudvalget, Sundhedsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 155 Offentligt Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Menneskeretsenheden Sagsnr.: Dok.: DBO40294 Besvarelse af spørgsmål nr. 155 af 9. januar 2006 fra Folketingets Retsudvalg. Spørgsmål: Svar: Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel: Psykisk syge straffes hårdere end andre for småforbrydelser, bragt i Politiken 4/ Artiklen bygger på Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Socialt Udsattes udredning nr. 4/2006 om brug af særforanstaltninger over for psykisk syge kriminelle i et menneskeretligt perspektiv. Udredningen blev offentliggjort den 5. januar I udredningen anføres det blandt andet, at der foreligger forskelsbehandling, når en psykisk syg idømmes en retsfølge i form af en særforanstaltning eventuelt ved indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, mens en ikke-psykisk syg idømmes en straf for samme kriminalitet. Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Socialt Udsatte lægger her til grund, at Der er tale om sammenlignelige grupper, idet såvel ikke-psykisk syge og psykisk syge, der begår kriminalitet, idømmes en retsfølge efter straffelovgivningen. (udredningen s. 13f, se også s. 166ff). Det anføres herefter, at forskelsbehandlingen dog er sagligt og rimeligt begrundet i forfølgelsen af det legitime formål, som består i at forebygge, at den pågældende begår nye forbrydelser, og i at sikre, at den pågældende får den rette psykiatriske behandling inden for et system, der er tilpasset psykisk syge. I udredningen bemærkes det endvidere, at anvendelse af særforanstaltninger kan være meget indgribende, fordi det kan indebære indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det vurderes derfor, at anvendelsen af særforanstaltninger ikke er proportional i forhold til formålet i sager om mild kriminalitet, hvor retten ville idømme en bøde, såfremt den pågældende ikke var psykisk syg, og at anvendelse af særforanstaltninger i disse sager således er i strid med det menneskeretlige diskriminationsforbud indeholdt i bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 og FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder artikel LPD avisen

29 Retsudvalget, Sundhedsudvalget REU alm. del - Svar på Spørgsmål 156 Offentligt Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Kontor: Civilkontoret Sagsnr.: Dok.: STC40096 Besvarelse af spørgsmål nr. 156 af 9. januar 2006 fra Folketingets Retsudvalg. Spørgsmål: Svar: Ministeren bedes kommentere vedlagte henvendelse fra bistandsværgerne for så vidt angår spørgsmål på Justitsministeriets område. 1. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Foreningen af Politimestre i Danmark og Rigspolitichefen. Justitsministeriet har desuden indhentet en udtalelse fra Politidirektøren i København, som har henholdt sig til det af Foreningen af Politimestre i Danmark anførte. De indhentede udtalelser refereres nedenfor i tilknytning til Justitsministeriets kommentarer til de enkelte emner, som berøres i henvendelsen til Folketingets Retsudvalg. 2. Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (LPD) anfører i sin henvendelse bl.a., at honoraret til bistandsværger beskikket for henholdsvis hjemmeboende og institutionsanbragte dømte bør være det samme, da det er samme arbejde, der udføres af bistandsværgen. Justitsministeriet kan oplyse, at ifølge 18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger med senere ændring (herefter bistandsværgebekendtgørelsen), udbetaler vedkommende politikreds kr. (1.272 kr. pr. april 2005) i vederlag til en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en sigtet eller tiltalt under straffesagens behandling. Til en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en dømt, udbetaler vedkommende politikreds i årligt et grundbeløb på kr. (1.695 kr. pr. april 2005). Herudover udbetales i vederlag til bistandsværgen kr. (1.272 kr. pr. april 2005) for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen er indlagt på psykiatrisk sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende, jf. bekendtgørelsens 18, stk. 2. Baggrunden for at bistandsværgen er berettiget til et yderligere vederlag, når den dømte i henhold til dommen er indlagt på psykiatrisk sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller 29 LPD avisen

30 Værd at vide... Vederlag til bistandsværger pr. 1. april 2007 Justitsministeriet har den 30. marts 2007 til samtlige politikredse udsendt følgende: Vederlag til bistandsværger Efter 18 i bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger udbetales der vederlag til bistandsværger, som er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for henholdsvis en sigtet eller tiltalt under straffesagens behandling og en dømt. Ved bekendtgørelse nr af 21. oktober 2004 om ændring af bekendtgørelse om bistandsværger blev der indsat en ny bestemmelse i bekendtgørelsen, der har til formål at regulere størrelsen af vederlaget til bistandsværger. Det fremgår således af 18, stk. 5, at beløbene i 18, stk. l og 2 (grundbeløb pr. 1. april 2000) reguleres årligt pr. 1. april med den på dette tidspunkt gældende reguleringsprocent for ansatte i amter og kommuner. Justitsministeriet skal i den anledning meddele, at reguleringsprocenten for kommunalt ansatte pr. 1. april 2007 udgør 16,0535%. De i bekendtgørelsens 18, stk. 1, og stk. 2,2. pkt., nævnte beløb udgør således pr. 1. april kr., og det i 18, stk. 2, 1. pkt., nævnte beløb udgør pr. 1. april kr. Altså det tidligere beløb på 1200 kr. udgør nu: Det tidligere beløb på 1600 kr. udgør nu: Transportgodtgørelse pr. 1. januar 2007.: Biler og motorcykler 1313 kr kr. 14 Almindelig godkendt kørsel : 1,78 kr. pr. kilometer 15 Kørsel i henhold til bemyndigelse Indtil km i et kalenderår: Ud over km i et kalenderår: 3,35 kr. pr. km 1,78 kr. pr. km 30 LPD avisen

31 Værd at vide... Straffeattest-regler Politiet J.nr.: / NIK bilag DATAAFDELINGEN, Kriminalregisteret Postboks Hvidovre, Telefon: Telefax: De har ved brev af 16. februar 2007 anmodet Rigspolitichefen om at få tilsendt en kort, samlet redegørelse for de regler, der gælder for straffeattester for personer, der er idømt en foranstaltning efter straffelovens De ønsker samtidig oplyst om det er muligt at søge dispensation til at få udstedt en ren straffeattest før tid. Reglerne for registrering og sletning af oplysninger i Kriminalregisteret, samt videregivelse af disse, er anført i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) som ændret ved bekendtgørelse nr. 782 af 12. august 2005, bekendtgørelse nr af 13. oktober 2006 og bekendtgørelse nr af 12. december Til Deres orientering vedlægges bekendtgørelsen med tilhørende bilag. Der vedlægges endvidere en folder, der på en nem og overskuelig måde viser, hvor længe de forskellige afgørelsestyper udskrives på en privat og offentlig straffeattest. Reglerne for udstedelse af en straffeattest til privat brug er anført i bekendtgørelsens 11. Det fremgår af 11, stk. 1 nr. 1, og nr. 2, at tiltalefrafald og bødestraffe medtages indtil der er forløbet 2 år fra den endelig afgørelse. Andre afgørelser medtages indtil der er forløbet 3 år fra den endelig afgørelse jf. 11, stk. 1, nr. 3. Hvis den, som afgørelsen vedrører, har været indsat til afsoning, medtages afgørelsen dog, hvis der ikke er forløbet 5 år fra den endelige løsladelse. Foranstaltninger efter straffelovens medtages ikke, hvis der er forløbet 5 år fra retsfølgens endelige ophævelse jf. 11 stk. 2, nr. 4. Som det fremgår af ovenstående, så vil en dom med foranstaltninger efter straffelovens for overtrædelse af straffeloven og lovgivningen om euforiserende stoffer fremgå af en straffeattest til privat brug indtil der er forløbet 5 år fra foranstaltningens endelige ophævelse. Rigspolitichefen kan efter ansøgning fra den registrerede i særlige tilfælde meddele dispensation fra de i 11, stk. 2 og 3 anførte tidsfrister, jf. 11, stk. 5. En ansøgning om dispensation i henhold til denne bestemmelse fremsendes til: Kriminalregisteret Postboks 93, 2650 Hvidovre 31 LPD avisen

32 Værd at vide... Bistandsværger har utålelige forhold Klip fra AG - Grønlandsposten: Af Christian Schultz-Lorentzen Rapport tegner kritisabelt billede af bistandsværgernes arbejdsvilkår med de mere end halvt hundrede domfældte grønlændere anbragt i danske anstalter. KØBENHAVN - Det er ikke kun de frihedsberøvede grønlændere, dømt til tvangsanbringelse på ubestemt tid i anstalter i Danmark - der lider under den nuværende retstilstand. Også bistandsværgerne, som varetager en række kontaktfunktioner for domfældte, surrogatfængslede, mentalobservanter og tvangsindlagte - er i alvorlig klemme.»at hverve og fastholde grønlandske værger - i et hverv som er ganske tidskrævende og udfordrende og hvor mødet med klienterne får stor menneskelig og personlig betydning og konsekvens - er blevet stadigt mere vanskeligt. Det store ansvar, som påhviler værgerne, bliver værdsat, men ikke anerkendt økonomisk. Dette har betydet, at det dels er vanskeligt at rekruttere værger og endnu vanskeligere at fastholde dem ved hvervet«. Sådan lyder det blandt andet i en rapport fra Det Grønlandske Hus i København, som varetager ansvaret for bistandsværgefunktionen. Konsekvenserne er helt håndgribelige: Helt nødvendige»mange værger stopper efter få år, fordi hvervet griber om sig. Nogle fordi de flytter tilbage til Grønland. Enkelte stopper på grund af nyt arbejde i en anden region eller på grund af sygdom. Andre finder, at manglende anerkendelse på alle områder i hvervet, spiller en stor rolle for drivkraften i deres engagement. Når der mest er modgang bliver nogle magtesløse og vælger at frasige hvervet. I sidste ende kan ustabile og fagligt utilstrækkeligt påklædte bistandsværger bringe anbragte i en mere usikker position og omvendt er værgernes tilstede- værelse for de anbragte fuldkommen nødvendig«. Rapporten indgår som en del af arbejdet i en arbejdsgruppe under Hjemmestyret, der i øjeblikket kulegraver hele bistandsværgefunktionen i både Danmark og Grønland, og som i næste måned ventes at holde sit sidste møde i Nuuk. Det Grønlandske Hus 28 bistands-, tilsyns- og omsorgsværger havde i 2006 kontakten til 56 grønlændere anbragt på anstalter i Danmark. Bistandsværgernes primære opgave er blandt andet at påse, at den tidsubestemte foranstaltning ikke strækker sig ud over det nødvendige. Herudover er der en række mere omsorgsprægede opgaver for at sikre en vis grad af grønlandsk kontakt. Ringe økonomi Det stigende antal grønlandsk dømte og et tilsvarende stigende antal forskellige værger har også belastet Det Grønlandske Hus økonomi, der sidste år modtog kroner i tilskud fra Hjemmestyret til honorarer, omsorgsudgifter, Kørselsgodtgørelse, løn og administration. Manglen på tilstrækkelig og kontinuerlig uddannelse, supervision af værgekorpset, og at hvervet er dårligt økonomisk honoreret, bør ændres, da det har betydning for den enkelte værges interesse for hvervet.»det er vigtigt for fastholdelse af et professionelt værgenetværk at tilbyde respekt om ansættelsesforhold. Det gælder også spørgsmål om goder, der som en selvfølgelighed ydes til andre lønmodtagere: feriegodtgørelse, ATP og sikring i forbindelse med sygdom«.»et der regler for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med tilkald, f.eks. til retsmøder? Reguleres honorarsatser - og efter hvilke regler? Hvem har ansvaret for at forhandle gode vilkår for værger og sørge for, at de rar opfyldt de helt basale rettigheder i relation til deres aflønning og virke?«32 LPD avisen

33 »For bistandsværgeadministrationen kan det være utrygt og vanskeligt at rådgive værger om ansættelses- og lønforhold, som der ikke findes entydige og klare regler for«, hedder det i rapporten. Det fremgår af rapporten, at Justitsministeriet har afvist en bevilling af supervision til bistandsværger, som ofte er uden professionel baggrund, og samtidig skal påtage sig stadig større og flere opgaver. Selvom Den Grønlandske Retsvæsenskommission anbefaler, at man hjemtager de grupper, der er anbragt i Danmark, mangler forudsætningerne for at realisere et sådan initiativ inden for overskuelig fremtid. Derfor vil der stadig være anbragte i Danmark og dermed bistandsværger i Danmark i en del år endnu. Det Grønlandske Hus håber med sin rapport at få en afklaring af forholdene for bistandsværgerne i Danmark. Samtidig dannede bistandsværgerne sidste år deres egen forening Nukik, ligesom Huset er indgået i et samarbejde med vejledningsafdelingen under Landsdommerembedet i Grønland om opbygning af en fælles hjemmeside. Det forberedende arbejde er afsluttet - men der mangler økonomi til den endelige udformning. Værd at vide... Grønlandske bistandsværger i Danmark Justitsministeriets vejledning af 17. juni 1998 I starten af 1990 erne havde LPD store problemer med grønlandske patienter, der blev overført til Danmark (Vordingborg). Hvilken lov gjaldt for dem? Landsforeningen fik efter nogen tid såvel Justitsministeriet som Grønlands Hjemmestyre til at erkende, at en grønlandsk psykiatrisk patient indlagt i Danmark hørte under den danske lovgivning, specielt den danske psykiatrilov. Men på forespørgsel fra justitsministeriet fremsendte LPD i 1998 forslag til en bistandsværgeordning i Grønland, et forslag, der stort set fulgte de danske regler med nødvendige ændringer (b. a. hensyn til de geografiske forhold i Grønland). Dette medførte udsendelse af Justitsministeriets vejledning af 17. juni 1998 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov. 1. Efter kriminalloven skal der i en række situationer beskikkes en bistandsværge for personer, som er frihedsberøvede eller idømt tilsyn. Denne vejledning gælder for bistandsvær- ger, som er beskikket i henhold til den grønlandske kriminallov, uanset om den dømte er anbragt i Grønland eller i Danmark. Vejledningen gælder således ikke for bistandsværger beskikket i henhold til den danske straffelov. 2. Reglerne om bistandsværger findes i kriminalloven for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 13. februar 1979, som ændret senest ved l i lov nr. 476 af 12. juni Beskikkelse af bistandsværger 3. Kriminalloven foreskriver, at der skal beskikkes en bistandsværge for Enhver, a. der er dømt til anbringelse på ubestemt tid i anstalt i Grønland, jf. 102, stk. 2, b. der på grund af psykisk abnormitet eller af sikkerhedsmæssige grunde er dømt til anbringelse på ubestemt tid i en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark, jf. 102, stk. 3, 33 LPD avisen

34 c. der på grund af psykisk abnormitet er dømt til anbringelse på ubestemt tid på hospital eller anden institution, om fornødent i Danmark, i henhold til 113, stk. 1, 1. pkt., d. der på grund af psykisk abnormitet er idømt anden indgribende foranstaltning på ubestemt tid efter 113, stk. 1,2. pkt., herunder forsorg efter reglerne i 94-98, e. der på grund af alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder i medfør af 104, stk. 1, overføres fra anstalt til hospital eller egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, om fornødent i Danmark, f. der i medfør af 104, stk. 2, på grund af psykisk abnormitet eller af sikkerhedsmæssige grunde overføres til hospital, om fornødent i Danmark, eller psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark. 4. Politiet i Grønland skal efter endelig dom bistå den ret, der har pådømt sagen i 1. instans (kredsretten eller - hvis sagen er pådømt af Grønlands Landsret i 1. instans - landsretten) med at finde en person, der kan beskikkes som bistandsværge. 5. Som bistandsværge skal så vidt muligt beskikkes en af den dømtes nærmeste pårørende. For så vidt angår personer, der i medfør af kriminalloven dømmes til anbringelse i dansk psykiatrisk ledet anstalt (Anstalten ved Herstedvester) eller psykiatrisk hospital (Amtshospitalet i Vordingborg eller i særlige tilfælde Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland) eller anden institution m.v. eller dømmes til at undergive sig anden indgribende foranstaltning på ubestemt tid i Danmark, er det en forudsætning, at bistandsværgen bor i Danmark. For så vidt angår personer, der i medfør af kriminalloven er dømt til anbringelse i anstalt i Danmark, og som administrativt overføres til anstalt i Grønland, er det en forudsætning, at der beskikkes en bistandsværge, der bor i Grønland. I tilfælde af administrativ tilbageførsel til Danmark er det en forudsætning, at der beskikkes en bistandsværge, der bor i Danmark Hvis den dømte ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende, eller ingen af de pågældende er villige eller egnede til eller på grund af bopælsforholdene ikke har mulighed for at blive beskikket, skal politiet indstille en bistandsværge, om fornødent efter henvendelse til de sociale myndigheder. For så vidt angår domfældte, der er anbragt eller undergivet anden indgribende foranstaltning i Danmark, anmoder politiet Grønlændernes Hus i København (Kalaallit Illuutaat) om over for politiet at indstille en egnet bistandsværge. 6. Såfremt der på grund af den påtænkte bistandsværges beskæftigelse eller lignende, herunder f.eks. som sagsbehandler i socialforvaltningen for den pågældende eller som ansat på den anstalt, hvor den pågældende er anbragt, foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om vedkommendes egnethed til at varetage netop denne dømte s interesser på behørig måde, indstilles en anden. Ansatte i anklagemyndigheden, politiet eller kriminalforsorgen bør ikke antages som bistandsværger. Forinden der sker indstilling til retten vedrørende beskikkelsen, skal den pågældende bistandsværge samt den dømte have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte indstilling. Politiet/ Grønlændernes Hus i København skal endvidere sikre sig, at bistandsværgen ikke er forhindret, f. eks. på grund af bortrejse, sygdom eller lignende. Bistandsværgen kan afslå at lade sig indstille til beskikkelse, hvis den pågældende allerede er beskikket for andre dømte. 7. Politiet indbringer herefter sagen for den ret, der har truffet afgørelse i sagen i 1. instans, jf. pkt. 4, med indstilling om beskikkelse af bistandsværgen. Retten fremsender retsbogsudskrift samt kopi af værgebeskikkelse direkte til den dømtes bisidder, politiet, Kriminalforsorgen i Grønland, bistandsværgen, en eventuel tidligere bistandsværge beskikket for den pågældende samt det pågældende hospital eller den pågældende anstalt/institution, der orienterer den dømte om beskikkelsen. Ved beskikkelse af bistandsværger i Danmark sendes retsbogsudskrift samt kopi af værgebeskikkelse endvidere til Grønlændernes Hus i København. 8. En begæring fra den dømte om at fa en allerede beskikket bistandsværge udskiftet med en anden fremsættes over for politiet, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Bistandsværgens opgaver og beføjelser 9. Bistandsværgen skal så vidt muligt handle i samråd med den dømte. 10. Det er enhver bistandsværges opgave at holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet i anstalten, på hospitalet, eller i institutionen og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt, jf. pkt. 11, at rådgive og vejlede den dømte om klageadgang, herunder i henhold til sindssygeloven, samt om muligheden for at søge prøveløsladelse eller en idømt foranstaltning ændret eller ophævet. Bistandsværgen skal endvidere bistå den pågældende med at udforme eventuelle klageskrivelser og anmodninger om prøveløsladelse og foranstaltningsændring eller -ophævelse, samt yde bistand ved behandlingen af disse sager, og at - så vidt der er muligt - besøge den dømte snarest muligt efter beskikkelsen og til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Besøg skal i øvrigt finde sted efter behov og under hensyntagen til bistandsværgens adgang til at få dækket sine befordringsudgifter, jf. pkt. 20. I de tilfælde, hvor den dømte er anbragt i Danmark, er det endvidere bistandsværgens opgave, at besøge den dømte mindst en gang månedligt, at være den pågældende be- 34 LPD avisen

35 hjælpelig med at opretholde en tilfredsstillende kommunikation til den dømte s pårørende i Grønland, og at være opmærksom på den dømte ved fødselsdage, jul m.v. 11. De nærmere regler om bistandsværgens mulighed for at fremsendte begæring om prøveløsladelse og foranstaltningsændring eller -ophævelse mv. er følgende: a. Ved dom til anbringelse på ubestemt tid i anstalt i Grønland efter kriminallovens 102, stk. 2, har bistandsværgen mulighed for at fremsætte begæring om løsladelse, endeligt eller på prøve, efter kriminallovens 108, stk. 2. Begæring herom kan fremsættes over for politiet på et hvilket som helst tidspunkt efter dommen, hvorefter politiet har pligt til snarest muligt at indbringe spørgsmålet for retten. Tager retten ikke begæringen til følge, kan spørgsmålet ikke forlanges indbragt for retten, før der er forløbet 1 år fra afgørelsen. b. Ved dom til anbringelse på ubestemt tid i en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark efter kriminallovens 102, stk. 3, kan bistandsværgen ved henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen som led i et udslusningsforløb - begære den dømte overført til en anstalt i Grønland, jf. kriminallovens 102, stk. 4. Bistandsværgen kan endvidere på et hvilket som helst tidspunkt efter dommen begære spørgsmålet om ændring af foranstaltningen indbragt for retten Tages begæringen ikke til følge, er fristen for en ny prøvelse af spørgsmålet et halvt år fra afgørelsen, jf. kriminallovens 104, stk. 4, jf. 102, stk. 3. Bistandsværgen har endelig mulighed for at fremsætte begæring om løsladelse, endelig eller på prøve, efter reglerne i kriminallovens 108, stk. 2. c. Ved dom til anbringelse på hospital eller anden institution i henhold til kriminallovens 13, stk. 1, 1. pkt.. kan bistandsværgen på et hvilket som helst tidspunkt efter dommen begære foranstaltningen ophævet eller ændret. Tages begæringen ikke til følge af retten, er fristen for en ny prøvelse af spørgsmålet 1 år fra afgørelsen. d. Ved dom om anden indgribende foranstaltning i henhold til kriminallovens 113, stk. 1,2. pkt., kan bistandsværgen på et hvilket som helst tidspunkt efter dommen begære foranstaltningen ophævet eller ændret. Tages begæringen ikke til følge af retten, er fristen for en ny prøvelse af spørgsmålet l år fra afgørelsen. e. Efter overførsel af den dømte fra anstalt til hospital eller egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, om fornødent i Danmark, jf. kriminallovens 104, stk. 1, samt efter overførsel af psykisk abnorme lovovertrædere til hospital, om fornødent i Danmark, eller til en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark, jf. kriminallovens 104, stk. 2, kan bistandsværgen ved henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen - som led i et udslusningsforløb begære den dømte overført til en anstalt i Grønland, jf., kriminallovens 102, stk. 4. Bistandsværgen kan endvidere på et hvilket som helst tidspunkt fremsætte begæring om ændring af foranstaltningen. Såfremt begæringen ikke tages til følge, er fristen for fremsættelse af en ny begæring et halvt år fra afgørelsen, jf. kriminallovens 104, stk. 4. Bistandsværgen har endvidere mulighed for at fremsætte begæring om løsladelse, endeligt eller på prøve, efter reglerne i kriminallovens 108, stk I alle tilfælde skal politiet af egen drift fremsætte begæring om prøveløsladelse, respektivt foranstaltningsændring eller -ophævelse senest 3 år efter dom og derefter hvert andet år. Ved genindsættelse dog senest 2 år efter genindsættelsen og derefter hvert andet år jf. kriminallovens 108, stk. 3. I sådanne tilfælde giver retten meddelelse til den anstalt mv., hvor domfældte er anbragt, om tid og sted for de forestående retlige skridt. 13. Bistandsværger har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med den dømte, medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis måtte tale derimod. 14. Retten skal holde bistandsværgen underrettet om, hvornår der afholdes retsmøder vedrørende den dømte, herunder retsmøder med henblik på beskikkelse af en ny bistandsværge. Udskrifter af domme og kendelser angående den dømte skal på begæring udleveres til bistandsværgen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis måtte tale derimod. 15. Landsrettens vejledningsafdeling skal efter anmodning i fornødent omfang og under hensyn til den grønlandske retsplejelovs bestemmelser orientere bistandsværgen om sagen og om bistandsværgens rettigheder og pligter. 16. En anstalt, et hospital eller en institution mv., som modtager en person, der har en bistandsværge beskikket, skal snarest underrette bistandsværgen, når den pågældende påbegynder et ophold på stedet. Personalet i anstalten, på hospitalet eller institutionen mv. skal endvidere give bistandsværgen enhver oplysning, som er nødvendig, for at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til den dømte, må heller ikke gives til bistandsværgen. Bistandsværgen har ret til at gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen vedrørende den dømte, som den pågældende er beskikket for, i det omfang en sådan protokol findes. Bistandsværgen har endvidere ret til at gøre sig bekendt med indholdet af den dømtes journal, herunder behandlingsplan, i det omfang, en sådan findes, såfremt den pågældende selv ville have adgang hertil, og såfremt den pågældende meddeler samtykke til, at bistandsværgen rar adgang til journalen. Anstalten, hospitalet eller institutionen m.v. skal underrette 35 LPD avisen

36 bistandsværgen ved afslutningen af den dømtes ophold på stedet. 17. Der påhviler bistandsværgen tavshedspligt. Beskikkelsernes ophør mv. 18. Beskikkelsen som bistandsværge for en dømt bortfalder, når den idømte foranstaltning endeligt ophæves. Beskikkelsen som bistandsværge bortfalder endvidere, hvis den beskikkede bistandsværge udskiftes med en anden. Såfremt beskikkelsen som bistandsværge bortfalder, bistår bistandsværgen dog den dømte i forbindelse med klager, som var iværksat på tidspunktet for beskikkelsens bortfald. 19. Retten kan fratage en bistandsværge hvervet, hvis den pågældende groft tilsidesætter de pligter, der følger af hvervet, eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet. En sådan afgørelse medfører, at nye beskikkelser af den pågældende ikke kan finde sted. Vederlag til bistandsværger 20. Vederlag til bistandsværger i Grønland udbetales af Politimesteren i Grønland. Vederlag til bistandsværger i Danmark udbetales af Grønlændernes Hus i København, der administrerer bistandsværgeordningen i Danmark på vegne af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Der udbetales i årligt grundbeløb kr. til en bistandsværge, der ikke er en af den dømtes nærmeste pårørende. Herudover udbetales i vederlag til bistandsværgen kr. for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen er anbragt i anstalt, hospital eller anden institution mv. De nævnte beløb dækker ud over honorar for bistandsværgens arbejde i forbindelse med besøg, retsmøder, klagesager m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med hvervet, herunder udgifter til telefon m.v. Om befordringsgodtgørelse for bistandsværger i Danmark gælder særlige regler, jf. nedenfor. I ganske særlige tilfælde kan Politimesteren i Grønland i Grønlændernes Hus i København under hensyn til arbejdets omfang forhøje eller nedsætte de nævnte beløb. Bistandsværger i Danmark, der ikke er en af den dømtes nærmeste pårørende, har krav på godtgørelse til befordring efter de for ansatte i staten gældende regler (lav takst). Bistandsværger i Danmark, der er en af den dømtes nærmeste pårørende, har krav på godtgørelse til befordring af udgifterne til højst tolv besøgsrejser årligt efter de for ansatte i staten gældende regler (lav takst). Godtgørelse af de nævnte udgifter sker ved henvendelse til Grønlænderns Hus i København. LPD s kommentarer til: Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov LPD havde før udsendelse af vejledningen fremsendt et forslag til denne, og på mange punkter er vort forslag blevet imødeset. Formålet var at få en vejledning, der på de fleste punkter var analog med den tilsvarende danske vejledning (bekendtgørelse nr. 32). En gennemgang af de enkelte punkter i vejledningen viser dog, at ikke alle problemer er blevet løst - men døm selv. Ad. punkt 4 Der er ikke i Grønland åbnet mulighed for, at en beskikkelse kan finde sted før dom - dette er klart en svaghed set fra klientens side, også fordi det grønlandske retssystem er meget anderledes end det danske. Ad. punkt 5 en af den dømtes nærmeste pårørende. Dette er efter vor opfattelse om muligt mere uheldigt, end den tilsvarende praksis i Danmark ( bl.a. på grund af den geografiske større afstand mellem klient og pårørende ). om fornødent efter henvendelse til de sociale myndigheder. LPD opfatter dette som en tilsidesættelse af proceduren ved beskikkelsen af de bistandsværger, der er opført på amtets liste. Ad. punkt 10 i henhold til sindssygeloven. Er der her tale om Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien? Besøg skal i øvrigt finde sted efter behov og under hensyntagen til bistandsværgens adgang til at fa dækket sine befordringsudgifter, jf. punkt 20. Dette gælder vel kun bistandsværger beskikket i kredsen af nærmeste pårørende (max 12 besøgsrejser om året) - for ellers er der jo helt klare regler for besøg og kørselsgodtgørelser? besøge den dømte mindst en gang månedligt. Grønland har her - i modsætning til de danske bistandsværger - klart Denne vejledning afviger på mange punkter fra den danske bekendtgørelse, hvilket bedst ses af LPD s kommentarer til vejledningen: 36 LPD avisen

37 Værd at vide... Årsberetning 2006 Det psykiatriske patientklagenævn for Københavns Amt FORORD Hermed afgiver Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Københavns Overpræsidium sin beretning om nævnets virksomhed i 2006, jf. 39 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998). Årsberetningen er nævnets ottende og sidste årsberetning, da Københavns Overpræsidium pr. 1. januar 2007 er nedlagt. Beretningen er udarbejdet i overensstemmelse med Indenrigs- og Sundhedsministeriets retningslinier af 7. januar 2004 for udarbejdelse af årsberetninger for det psykiatriske patientklagenævn. Beretningen er udarbejdet i samarbejde med de psykiatriske afdelinger på Amager Hospital, Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet, samt Landsforeningen af Patientrådgivere & Bistandsværger i Danmark. Københavns Overpræsidium har varetaget sekretariatsopgaverne for Det Psykiatriske Patientklagenævn. Årsberetningen er opdelt i tre hovedafsnit: Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Københavns Overpræsidium. Afsnit II: Principielle problemstillinger mv. Afsnit III: Principielle afgørelser. AFSNIT I: DET PSYKIATRISKE PATIENTKLAGENÆVN VED KØBENHAVNS OVERPRÆSIDIUM 1. Patientklagenævnets sammensætning Nævnets formand er direktør Bente Flindt Sørensen, der den 1. juni 2006 afløste overpræsident Emil le Maire. Nævnets øvrige medlemmer er fhv. lægelig direktør Jørgen Valeur Rosenbeck-Hansen, der er beskikket af Indenrigs- og Sundhedsministeriet efter udtalelse fra Den Almindelige Danske Lægeforening, og støtte- og kontaktperson Anders Wildenschild, der den 1. december 2006 afløste psykolog Else Andersen. Anders Wildenschild er beskikket af Indenrigs- og Sundhedsministeriet efter udtalelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer. Suppleanter for Bente Flindt Sørensen er kommitteret Henning Lund-Sørensen, kontorchef Hanne Villumsen og kontorchef Jonna Waage. Suppleanter for Jørgen Valeur Rosenbeck-Hansen er afdelingslæge Grethe Auken og fhv. lægelig direktør, dr.med. Helge Worning. Suppleanter for Anders Wildenschild er cand. psyk. Arnfinn Thorsteinsson, samt projektkonsulent Janne Steen Kjærulff og stud.jur. Johnny Claes Starfild, der den 1. december 2006 afløste overassistent David Bonde Henriksen og cand.psyk. Maybritt Thomasen. Møderne fordeles på grund af det store mødeantal - mellem medlemmerne og suppleanterne. Det er således ikke kun i tilfælde af medlemmernes forfald, at suppleanterne deltager. Sekretærer for nævnet har været afdelingsleder Jytte Murphy og overassistent Kirsten Wolff. Fuldmægtig Birgitte Krohn Madsen har medvirket ved udarbejdelsen af årsberetningen. Endvidere har nævnet været betjent af overassistent Vinnie Svarter med stud.jur. Lise Fejerskov Sørensen som afløser. 2. Patientklagenævnets kompetenceområde og opgaver Det Psykiatriske Patientklagenævn behandler klager over tvangsforanstaltninger i forbindelse med indlæggelser på de psykiatriske afdelinger på Amager Hospital, Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet. 37 LPD avisen

38 Nævnet er første instans for klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beroligende medicin og beskyttelsesfiksering, jf. kap. 3-5 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. 3. Antal sager og antal afgørelser Indenrigs- og Sundhedsministeriet udsendte den 7. januar 2004 Retningslinier for udarbejdelse af årsberetninger for det psykiatriske patientklagenævn. Retningslinierne, der trådte i kraft fra og med beretningen for 2003, indeholder en afklaring af sagsbegrebet og afgørelsesbegrebet. En sag er defineret som en patients klage til patientklagenævnet, som skal optages som et punkt på nævnets dagsorden på et bestemt møde. Det gælder, uanset om klagen indeholder flere klagepunkter. Hvis en patient klager flere gange i løbet af året, vil der derimod blive tale om flere sager Antal indkomne sager % % % -årsregulering (ult.2004,2005, 2006) % 1 0% - 6 3% - antal tilbagekaldte sager % % % - antal afviste sager - 0 0% - 1 0% 0 0% - antal sager med realitetsafgørelse % % % Sagernes fordeling i 2006 på de fire hospitaler er følgende: Ialt Tilbagekaldte sager Realitetsbeh.sager Amager Hospital Bispebjerg Hospital Hvidovre Hospital Rigshospitalet I alt Med hensyn til tilbagekaldte sager skal det bemærkes, at der her ofte er tale om sager som først trækkes tilbage umiddelbart inden nævnsmødet, og hvor nævnet således allerede har brugt tid på udsendelse af sagerne og på sagsforberedelse. Det drejer sig i alle årene om mere end 10 % af samtlige indkomne sager. Der er således tale om et betydeligt antal tilbagekaldte sager, som også viser patienternes ambivalens. Nogle patienter vil gerne klage, men bliver hurtigt opgivende. Det er derfor vigtigt med et hurtigt fungerende og enkelt klagesystem, der fysisk kommer ud til den enkelte patient. En afgørelse er defineret som en godkendelse eller en tilsidesættelse af et tvangsindgreb. Patientklagenævnets vurdering af ét tvangsindgreb kan føre til, at der træffes to afgørelser vedrørende dette éne tvangsindgreb. Det typiske er, at en klage over ét indgreb medfører én afgørelse, men der kan eksempelvis være tilfælde, hvor nævnet vurderer, at iværksættelse af tvangsindgrebet kan godkendes, men ikke tvangsindgrebets opretholdelse, og i så fald vil klagen over ét indgreb statistisk føre til to afgørelser. Herved undgås registrering af delafgørelser i form af delvis godkendelse og delvis tilsidesættelse. Nedenfor er vist antallet af afgørelser i nævnet i de seneste år: Afgørelsernes fordeling på de fire hospitaler er følgende: Amager Hospital Bispebjerg Hospital Hvidovre Hospital Rigshospitalet I alt Sagsbehandlingstiden Patientklagenævnet skal efter psykiatrilovens 36, stk. 3, træffe afgørelse snarest muligt. Er der ikke truffet afgørelse inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal klageren underrettes om grunden hertil. Ved klager over tvangsbehandling skal nævnet træffe afgørelse inden 7 hverdage efter klagens modtagelse, hvis klagen er tillagt opsættende virkning. Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid har i 2006 været 7,8 dage. Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden udregnes automatisk af EDB-anlægget, således at sagsbehandlingstiden beregnes fra det tidspunkt, hvor sekretariatet modtager klagen, og indtil sekretariatet afsender afgørelsen til patienten. I sagsbehandlingstiden indgår således også lørdage, søndage og helligdage. Nedenfor er vist patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de seneste år: År Antal dage Møderne Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Københavns Overpræsidium har afholdt møder 2 gange om ugen: Hver tirsdag på to hospitaler og hver torsdag på de andre to hospitaler. Til tirsdagsmøderne er der frist for mødemateriale fra hospitalerne - herunder overlægens erklæring - fredagen før kl Til torsdagsmøderne er der frist for materiale fra hospitalerne mandagen før kl På disse frist-dage udsendes klage med bilag og mødeindkaldelse til nævnsmedlemmerne, patientrådgiverne samt de relevante hospitaler med henblik på, at hospitalet sørger for videregivelse til patienten og lægerne. Nævnet har flere gange i de sidste par år måttet indskærpe vigtigheden af, at hospitalerne straks efter modtagelse fra nævnets sekretariat videregiver mødematerialet til patienten. Som nævnt ovenfor arbejder nævnet af hensyn til, at patienterne hurtigst muligt kan få deres sag forelagt for nævnet - med nogle særdeles korte berammelsestider: Fra fredag til tirsdag og fra mandag til torsdag. Da patienten til nævnsmødet skal have haft lejlighed til at sætte sig ind 38 LPD avisen

39 i lægeerklæringen med bilag og eventuelt drøfte indholdet med sin patientrådgiver, er det nødvendigt, at hospitalet sikrer, at patienten hurtigt får materialet. Det kan i denne sammenhæng med tilfredshed noteres, at 2006 er forløbet stort set uden at nævnet har fundet anledning til på ny at indskærpe reglernes overholdelse. Alle møder er blevet afholdt på hospitalerne. Møderne finder sædvanligvis sted i et mødelokale på det pågældende hospital. Det hænder dog ret ofte, at patienter, især fra de lukkede afdelinger, ikke kan/vil give møde i mødelokalet. I så fald flyttes mødet til selve afdelingen. Der er afsat 30 minutter til hvert møde. Møderne kan dog have en længere varighed, især som følge af at patienterne kan have behov for mere indgående at redegøre for deres situation. Herved kan der, da der ofte er flere møder på to hospitaler, opstå forsinkelser i mødeafviklingen. I forhold til tidligere, hvor der kun var afsat 20 minutter til hvert møde, er forsinkelserne dog nu begrænset væsentligt, hvilket er blevet påskønnet fra hospitalernes og patientrådgivernes side. Patientklagenævnet har i 2006 afholdt 83 møder. Nedenfor er vist antallet af møder i de seneste tre år Deltagelsen i møderne Lægerne har i 2006 deltaget i 98 % af nævnsmøderne (i 2004: 100% og i 2005: 100%). Patienterne har i 2006 deltaget i 91 % af møderne (i 2004: 89% og i 2005: 95%). Det bemærkes, at mødedeltagelsesprocenten er udregnet som antallet af sager (med realitetsafgørelser), hvori den pågældende gruppe har deltaget, i forhold til det samlede antal sager (167). Eksempelvis har patienterne deltaget i 152 sager ud af de i alt 167 sager, der har været realitetsbehandlet i nævnet. På samme måde er udregnet mødedeltagelsesprocenten for patientrådgiverne (88%). Patientrådgiverne De fire hospitaler har tilknyttet ialt 26 patientrådgivere. Amager Hospital har tilknyttet 6 patientrådgivere, Bispebjerg Hospital 10 patientrådgivere, Hvidovre Hospital 5 patientrådgivere og Rigshospitalet 5 patientrådgivere. Der er ikke i lovgivningen regler om, hvilket antal patientrådgivere der skal være tilknyttet et hospital. Efter nævnets opfattelse må 5 patientrådgivere som udgangspunkt betragtes som det minimale antal pr. hospital, medmindre patientrådgiverne mener at kunne løfte opgaven med færre patientrådgivere og hospitalet ikke fremkommer med bemærkninger herimod. I nedenstående tabel er anført antallet af sager på hvert hospital, som patientrådgiverne har deltaget i, henholdsvis ikke har deltaget i. Deltaget Ikke deltaget Deltagelsesprocent Amager H Bispebjerg H Hvidovre H Rigshospitalet I alt/gsn.frav Som det fremgår, har der for patientrådgiverne ved alle fire hospitaler tilsammen været en pæn stabil fremmødeprocent i perioden I gennemsnit er mødeprocenten omkring 85, hvilket må anses som meget tilfredsstillende under hensyn til de korte berammelsestider for nævnsmøderne, der igen hænger sammen med et ønske om at behandle patienternes klager, f.eks. over frihedsberøvelse, hurtigst muligt. Nævnet har igen i år med stor tilfredshed konstateret, at der på to af de fire hospitaler (Hvidovre Hospital og Rigshospitalet) er et fremmøde på 95 % og 93 %. Samtidig har nævnet med stor tilfredshed kunnet konstatere en væsentlig fremgang i fremmødeprocenten på Bispebjerg Hospital. I årsberetningen for 2005 påtalte nævnet at der i 2005 var sket et betydeligt fald i fremmødeprocenten på Bispebjerg Hospital. Ikke blot er denne udvikling vendt der er tale om en fremgang, der mere end udligner den tidligere tilbagegang. Dog må det oplyses, at der samtidig har været et markant fald (30%) i antallet af realitetsbehandlede sager på Bispebjerg Hospital. Nævnet vil ikke udelukke, at det på et tidpunkt iværksætter en undersøgelse af om der er en sammenhæng mellem disse forhold. Derimod må det desværre konstateres, at der for patientrådgiverne på Amager Hospital er sket et betydeligt fald i fremmødeprocenten. Dette er problematisk, fordi der er tale om en ikke uvæsentlig nedgang og fordi mødedeltagelsen på Amager Hospital dermed kommer under 85%. Patientklagenævnet har ligesom i tidligere år søgt at fremme og fastholde mødeprocenten blandt andet ved: 1. Årligt at synliggøre problemstillingen ved i nævnets årsberetning at oplyse mødeprocenten for hvert af de omtalte hospitaler. Dette vil eventuelt blive suppleret med særlige undersøgelser og initiativer. 2. Halvårligt at synliggøre problemstillingen ved at udsende statistikker for fremmøde-procenterne til patientrådgiverne. 3. Løbende at synliggøre problemstillingen ved i hver enkelt nævnsafgørelse at omtale, hvorvidt patientrådgiveren har været tilstede. 39 LPD avisen

40 7. Tvangsanvendelsen på de psykiatriske hospitaler Tvangsanvendelse på de psykiatriske hospitaler Antal indlagte Antal tvangsindgreb Antal År Amager Hospital Bispebjerg Hospital Voksen Indlagte Rigshospitalet Tvangsindlæggelse Tvangstilbageholdelse Tvangsmedicinering Tvangs- Fiksering Fysisk magt Beroligende Medicin Beskyttelses- Fiksering Bispebjerg Hospital Ungdom Hvidovre Hospital Note: Det bemærkes, at antallet af berørte patienter bortset fra antallet af indlagte er maksimumstal, jf. forrige tabel Note: Det bemærkes, at årsopgørelserne for tvangsindgrebene er baseret på sammenlægning af kvartalsopgørelser. Dette bevirker, at de patienter, der er indlagt i flere kvartaler, tæller med to eller flere gange. Årsopgørelserne er derfor udtryk for maksimumstal. De præcise tal foreligger først på et senere tidspunkt, når tallene er renset for dobbeltgængere. Patientklagenævnet har i brev af 9. januar 2007 anmodet hospitalerne om tal for tvangsanvendelse - for Bispebjerg Hospital, voksenpsykiatrisk afdeling desværre forgæves. Antal berørte personer Antal År Amager Hospital Indlagte Rigshospitalet Tvangs- Indlæggelse Tvangstilbageholdelse Tvangs- Medicinering Tvangs- Fiksering Fysisk magt Beroligende Medicin Beskyttelses- Fiksering Bispebjerg Hospital Voksen Bispebjerg Hospital Ungdom Hvidovre Hospital * (1847)* ? ? ( 125)* ( 165)* I alt Ialt 8. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten. Antal afgørelser Godkendelser Tvangsindlæggelse Tvangstilbageholdelse Tvangsbehandling Tvangsfiksering Fysisk magt Beroligende medicin Beskyttelsesfiksering I alt Tilsidesættelser Omgørelsesprocent Tvangsindlæggelse Tvangstilbageholdelse Tvangsbehandling Tvangsfiksering Fysisk magt Beroligende medicin Beskyttelsesfiksering I alt Det Psykiatriske Patientklagenævn tilsidesatte i 2006 ialt 26 af hospitalernes beslutninger om tvangsanvendelse. Antallet af tilsidesættelser de tre seneste år fremgår af nedenstående tabel. År Tilsidesættelser Omgørelsesprocenten var i %. Omgørelsesprocenterne for de tre seneste år fremgår af nedenstående tabel. År Tilsidesættelser I 2004 var 15 af de 316 afgørelser flertalsafgørelser, mens de øvrige 301 afgørelser blev truffet af et enigt nævn (95 % i enighed). I 2005 var 19 af de 342 afgørelser flertalsafgørelser, mens de resterende 323 afgørelser blev truffet af et enigt nævn (94 % i enighed). I 2006 var 8 af de 279 afgørelser flertalsafgørelser, mens de resterende 271 afgørelser blev truffet af et enigt nævn (97 % i enighed) 9. Klager over Patientklagenævnets afgørelser I 2006 blev 69 af nævnets 279 afgørelser indbragt - for domstolene (44) eller påklaget til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn (25). Dette svarer til en ankeprocent på 25. Dermed har ankeprocenten stabiliseret sig i forhold til 2005, hvor den var (30), og den ligger nu - bortset fra på niveau med de forudgående år (i 2002 og 2003 henholdsvis 28 og 27). Ankeprocenten i 2006 er steget inden for tvangstilbageholdelse Antal afg. Antal anker Anke pct. Antal afg. Antal anker Anke pct. Antal afg. Antal anker Anke pct. Tvangsindlæggelse Tvangstilbageholdelse Tvangsbehandling Tvangsfiksering Fysisk magt Beroligende medicin Andet I alt LPD avisen

41 a. Anke til domstolene: Patientklagenævnets afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangstilbageførsel kan af patienten indbringes for domstolene. I 2006 har domstolene stadfæstet 23 af nævnets afgørelser. Ingen afgørelser er blevet tilsidesat. I 10 tilfælde blev sagen hævet af patienten. I 11 sager har retten endnu ikke truffet afgørelse. Nedenfor er vist udfaldet af ankesagerne i de seneste år: Stadfæstet Tilsidesat Frafaldet af patient b. Klage til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn: Patientklagenævnets afgørelser vedrørende tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beroligende medicin og beskyttelsesfiksering kan af patienten eller hospitalerne påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. I 2006 har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn stadfæstet 11 af nævnets afgørelser. 2 afgørelse er blevet tilsidesat. 3 klager er trukket tilbage af patienten. Endelig er 9 afgørelser påklaget, men endnu ikke afgjort af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Nedenfor er vist udfaldet af klagesagerne i de seneste år. 2004* 2005* 2006 Stadfæstet Delvist stadfæstet Tilsidesat Frafaldet Note* De anførte tal er de korrigerede tal for året, der tager højde for, at flere af nævnets afgørelser først blev afgjort af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn året efter. (Med hensyn til 2004-opgørelsen bemærkes, at 1 afgørelse, der er påklaget til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, endnu ikke er afgjort.) 10. Patientklagenævnets aktiviteter i øvrigt Patientklagenævnet har også i 2006 afholdt to møder med hospitalerne og Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger. Det første møde blev afholdt i april og drejede sig især om årsberetningen for Det andet møde, der fandt sted i oktober 2006, havde som tema en drøftelse af den forestående revision af psykiatriloven. Herudover var der en generel erfaringsudveksling. I årets løb har både Hvidovre Hospital og Rigshospitalet afholdt patientrådgivermøde med deltagelse af repræsentanter for Patientklagenævnet. Patientrådgiverne har her haft lejlighed til at drøfte spørgsmål med både hospitalet og nævnet, ligesom der har været en almindelig informationsudveksling. Nævnet har med tilfredshed konstateret, at Rigshospitalet igen i år har fulgt nævnets opfordring til år- ligt at indkalde til patientrådgivermøde. Nævnet håber, igen i år måske igen forgæves - at også Amager Hospital vil tage initiativ til at afholde patientrådgivermøde. Daværende formand for Patientklagenævnet Emil le Maire og fg. formand Henning Lund-Sørensen har i årets løb holdt foredrag på møder, i Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark i henholdsvis maj og november måned. FSNIT II: PRINCIPIELLE PROBLEMSTILLINGER M.V. 1. Referat af mødet den 8. december Referat af orienteringsmøde fredag den 8. december 2006 i den kommende Statsforvaltningen Hovedstaden de psykiatriske patientklagenævn Inviterede deltagere: nævnsmedlemmer og suppleanter, patientrådgivere og bistandsværger samt alle de psykiatriske hospitaler/psykiatriske Centre med tilknytning til De Psykiatriske Patientklagenævn i Statsamtet Frederiksborg, Statsamtet København og Københavns Overpræsidium samt Foreningen af bistandsværger og patientrådgivere i Danmark ved formand Ole Kølle. Dagsorden: 1. Velkomst ved direktør Bente Flindt Sørensen (BFS). 2. Oplæg om strukturreformens betydning for de psykiatriske patientklagenævn ved kommitteret Henning Lund-Sørensen (HL-S). 3. Oplæg om den nye psykiatrilov ved specialkonsulent Lene Christensen (LC), Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 4. Oplæg om Sundhedsvæsenets Patientklagenævns nyeste praksis ved Thomas Anker-Møller (T AM), Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Ad dagsordenens punkt 1: Velkomst ved direktør Bente Flindt Sørensen (BFS). BFS bød velkommen og udtrykte forventning om et fremtidigt samspil med respekt for de enkeltes roller samt et godt og konstruktivt samarbejde med ledetråd i det bedste for patienten. BFS henviste i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands og 71 udvalgets interesse for området. BFS redegjorde videre for de forandringer, der allerede er sket i Det/De Psykiatriske Patientklagenævn i forbindelse med Statsamterne Københavns, Frederiksborgs og Københavns Overpræsidiums sammenflytning den 1. september 2006 som konsekvens af beslutningen i 2004 om en strukturreform, og viste ved plancher bl.a., at 1/3 af landets ind- 41 LPD avisen

42 byggere bor i regionen. Vi har 35,5 % af de indlagte, og med hensyn til berørte af tvang er vi helt oppe på 42,3 %, hvilket siger noget om befolkningssammensætningen i hovedstaden i forhold til den øvrige del af landet. BFS gav udtryk for, at sammenlægningen skal benyttes til at hæve standarden til den højeste fællesnævner og finde den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af nævnets virksomhed. Ad dagsordenens punkt 2: Oplæg om strukturreformens betydning for de psykiatriske patientklagenævn ved kommitteret Henning Lund- Sørensen (HL-S). HL-S nævnte, at opgaverne i Det Psykiatriske Patientklagenævn i Bornholms Statsamt forbliver på Bornholm. Med hensyn til sammenlægningen af de øvrige patientklagenævn i regionen havde man allerede inden sammenflytningen opdaget forskelle i tilrettelæggelsen af arbejdsgange, herunder den måde møderne blev tilrettelagt på, så alene af den grund kunne arbejdet ikke videreføres som tidligere. Den nuværende mødeafholdelse og mødeforberedelse blev illustreret ved plancher, og HL-S pointerede vigtigheden af tilbagemeldinger fra hospitaler og patientrådgivere, så der løbende bliver tale om en konstruktiv erfaringsudveksling med henblik på at skabe de bedst mulige løsninger for alle involverede. Med hensyn til indsendelse af klagesager understregede HL-S, at sagerne helst skal indsendes på selve dagen for deadline, og deadline kl skal overholdes. Hvis hospitalerne ringer ind umiddelbart før deadline vedrørende en klagesag, der ønskes medtaget, så kan der ekstraordinært accepteres op til 1 times forsinkelse. HL-S opfordrede til, at lægeerklæringen nu blev fremsendt med e-post til Patientklagenævnet. Brev om sikker e-post adresse vil blive fremsendt til hospitalerne i begyndelsen af det nye år. Det er vigtigt, at der hele tiden er fokus på mødedeltagelsen for patientrådgivere. De to Statsamters og Overpræsidiets opgørelsesmetoder over mødedeltagelse for patienter og patientrådgivere har været forskellige, og de er derfor ikke direkte sammenlignelige. HL-S henviste i den relation til Rambøll Management, der i rapporten om psykiatrilovsundersøgelsen bl.a. har fundet, at fremmødeprocenten for patientrådgivere ikke er tilfredsstillende dette gjaldt dog ikke for Det Psykiatriske Patientklagenævn i Statsamtet København og i Overpræsidiet - samt til, at 71 udvalgets væsentligste kommentar til de første årsrapporter for De Psykiatriske Patientklagenævn havde været kritik af en generel lav mødeprocent for patientrådgiverne. Opmærksomheden skal derfor hele tiden rettes på initiativer til at forbedre mødedeltagelsen for patientrådgiverne, f.eks. ved at henlede opmærksomheden på denne problemstilling på et møde som dette, ved at erindre patientrådgivere, der udebliver uden at have meddelt afbud til et møde, om lovens ord om, at patientrådgiverne så vidt muligt skal give møde, ved udsendelse af en halvårlig statistik for det enkelte hospital og ved bemærkninger og statistik i årsrapporten. HL-S nævnte i den forbindelse et brev fra bistandsværge Fritz Rose vedrørende den uafklarede situation for bistandsværger i forbindelse med ændringerne i psykiatriloven. Brevet var videresendt til Justitsministeriet; men der foreligger endnu ikke noget endeligt svar fra ministeriet. Vi ved dog, at indstillinger om beskikkelse af bistandsværger skal sendes til politidirektøren i de nye politikredse. Vedrørende patientrådgivere er den nye bekendtgørelse udarbejdet, og der vil fortsat blive udarbejdet en liste over patientrådgivere med deres tilknytning til det enkelte hospital. Der blev fra nogle bistandsværgers side givet udtryk for stor utilfredshed med manglende viden om deres funktion, samt en utilstrækkelig kontakt mellem bistandsværger og de psykiatriske afdelinger, hvilket ofte medfører, at hospitalerne beskikker en patientrådgiver, selv om der er tale om en retslig patient, der har tilknyttet en bistandsværge. Man er således ikke altid på hospitalet opmærksom på retslige patienters specifikke rettigheder. Det blev oplyst fra sundhedspersonalets side, at beskikkelse af en patientrådgiver i stedet for en bistandsværge i konkrete situationer kan ske af hensyn til patienten, fordi patientrådgiverne normalt bor tæt på de psykiatriske hospitaler, mens de retslige patienters bistandsværger i mange tilfælde kan komme langsvejs fra, f. eks fordi de i sin tid er blevet beskikket, mens patienten opholdt sig i Jylland. Derfor er der ikke altid den kontakt til patienten, som er ønskværdig i indlæggelsessituationen. HL-S konkluderede, at hospitalerne i forbindelse med retslige patienter skal være opmærksom på, at, skal der tages kontakt til bistandsværgen. Det blev generelt understreget, at det ville være hensigtsmæssigt at både sundhedspersonalet og bistandsværger har et bedre kendskab til lovgivningen for så vidt angår rettigheder og pligter bistandsværger og hospitaler imellem. Der var stor debat og uenighed om de mest hensigtsmæssige tidspunkter for placering af patientklagenævnets møder på de enkelte afdelinger. Der kan være specifikke problemer i forhold til overlægernes fremmøde-muligheder, tidspunkter for patientrådgivernes muligheder for at forlade deres normale arbejde for at deltage i nævnsmøder og de rette tidspunkter for møderne set udfra en behandlingsmæssig synsvinkel. Uenighederne var yderlige præget af en uensartet praksis i forhold til mødetilrettelæggelsen i de tre sammenlagte nævn. Spørgsmålet om mødeafholdelsen, der nu for alles hospitalers vedkommende ligger om formiddagen, således at 1.ste møde er kl blev diskuteret, idet der blandt deltagerne var delte meninger om, hvorvidt den nuværende tilrettelæggelse er den bedste. 42 LPD avisen

43 BFS oplyste, at tidspunktet for nævnsmøderne med start kl er valgt for at efterkomme ministeriets råd om at placere møderne enten først eller sidst på dagen. Der er mange interesser, der skal varetages, og der er forståelse for, at der er problemer der, hvor mødetidspunktet er ændret fra om eftermiddagen til formiddagen. Drøftelsen havde givet mange input, der vil blive taget med i en evaluering, der eventuelt kunne finde sted om ca. 2 år. Ad dagsordenens punkt 3: Oplæg om den nye psykiatrilov ved specialkonsulent Lene Christensen (LC), Indenrigs- og Sundhedsministeriet. LC orienterede om revisionen af psykiatriloven og hovedpunkterne i den nye psykiatrilov, jf. den på mødet fremlagte oversigt. I det lovforberedende arbejde har der været mange modsatrettede interesser involveret med det resultat som fremgår af den lov, der træder kraft den 1ste januar Når loven praktiseres, må der ses på, om de påtænkte initiativer virker, og man må se på de tilbagemeldinger, der kommer. For forståelsen af loven er lovforslaget et godt udgangspunkt. Lovtilblivelsen har været en stor opgave, der bl.a. indeholdt en indledende høring af de forskellige interessegrupper, en uvildig undersøgelse ved Rambøll Management, en gennemgang af praksis og kontakter til Norge og Sverige. Hovedsigtet med lovforslaget har været at styrke retssikkerheden, reducere anvendelsen af tvang og at fastholde de svageste patienter i nødvendig behandling. Revisionen har indebåret omkring 30 ændringer i forhold til den hidtidige psykiatrilov, bl.a. er titlen på loven ændret, således at ordet frihedsberøvelse ikke indgår, og tvangsdefinitionen er blevet ændret og bragt i overensstemmelse med det øvrige sundhedsretlige område. Med ændringen i tvangsdefinitionen vil der også være tale om tvang ved anvendelse af foranstaltninger, selvom patienten ikke udtrykkeligt giver udtryk for klage, men alene udviser passivitet eller modvilje. Den ændrede definition kan således i sig selv indebære en registreret stigning i anvendelsen af tvang. Behovet for en skriftlig husorden er bragt ind i lovgivningen for på den måde at søge at eliminere den skjulte tvang. Når der således lægges generelle retningslinier frem, bliver de faste regler for at fungere på afdelingen klare. Der er indført pligt til udlevering af kopi af behandlingsplan til patienten patienten kan naturligvis frabede sig behandlingsplanen - og til at tilbyde eftersamtale(r) efter ophør af en tvangsforanstaltning. Det er tanken om, at når der tales om tingene, opnås en bedre forståelse af, hvad der er foregået. Med hensyn til begrebet personlig skærmning har der tidligere været forskellige snit/definitioner af, hvornår der var tale om, at sundhedspersonalet udførte deres arbejde og observerede patienten, og hvornår der var tale om en indgribende foranstaltning over for patienten. Der er nu lavet en juridisk definition af skærmning, som f.eks. ved selvmordsfare ( 18 c, nr. 1), hvor en patient ikke må lades alene på badeværelset. Når en patient er fulgt tæt i uafbrudt 24 timer eller derover er der tale om tvang, og dette kan der klages over, og der skal beskikkes en patientrådgiver. Dette uanset om tvangen er udøvet på en åben eller lukket afdeling, da psykiatriloven ikke tager stilling til dette spørgsmål. En psykiater anførte, at aflåsning af yderdøren for retslige patienter, som opholder sig på et åbent afsnit ikke protokolføres, da disse patienter ikke er frihedsberøvet i psykiatrilovens forstand. Denne problemstilling lovede LC at tage med tilbage til ministeriet. Loven indebærer ændringer i forbindelse med langvarige fikseringer - lægeligt tilsyn mindst 4 gange i døgnet, second opinion ved fikseringer ud over 48 timer, eftersamtaler, obligatorisk beskikkelse af patientrådgiver. Disse foranstaltninger har til hensigt at skabe en faglig drøftelse og er udtryk for et forsøg på at skabe fokus på de langvarige fikseringer, som man har haft i Danmark og i et vist omfang at komme dem til livs. Overflytning af ankeadgang fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn til retten er valgt, da det kan være vanskeligt i disse situationer at sige, hvornår der foreligger en frihedsberøvelse (grundlovens 71). Hvis overflytningen viser sig at være uhensigtsmæssigt, må spørgsmålet tages op igen. Nyt er også den indførte hjemmel ( 18 f) til personlig hygiejne - sigtet hermed er at undgå fare for smitte af andre patienter, lugtgener m.v. og til undersøgelse af post og partientstuer m.m. ( 19 a). Der skal foreligge en begrundet mistanke f.eks. om, at der er stoffer i et brev. Loven giver ikke mulighed for at et brev må læses af personalet, og heller ikke mulighed for undersøgelse efter faste rutiner. Der skal således foreligge en konkret mistanke i forhold til en konkret patient. På forespørgsel oplyste LC, at bestemmelserne om udskrivningsaftaler er flyttet til afsnittet om tvangsbehandling af rent lovtekniske grunde, og ikke indebærer ændringer i retstilstanden. Ad dagsordenens punkt 4: Oplæg om Sundhedsvæsenets Patientklagenævns nyeste praksis ved Thomas Anker-Møller (T A-M), Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. TA-M gennemgik med udgangspunkt i omdelt materiale Sundhedsvæsenets Patientklagenævns sammensætning og kompetence, samt fortalte om nævnets sagsbehandling med særlig vægt på tvangsbehandling. TA-M. nævnte, at klager over sundhedspersonalet adfærd i forbindelse med tvangsforanstaltninger kan behandles sammen med realitetsklagen, hvor sundhedspersonalet kan kritiseres. Nævnet foretager en fuld prøvelse af sagen. Med hensyn til klager over tvangsbehandling, hvor patienten har accepteret behandlingen i et stykke tid, er ud- 43 LPD avisen

44 gangspunktet at klagen skal tillægges opsættende virkning. Patienten kan ikke klage og samtidig indgå i en behandlingsalliance, hvor medicinen fortsat tages frivilligt indtil patientklagenævnets afgørelse foreligger. Hvis patienten ønsker at klage, skal der gives opsættende virkning. Hvis der klages flere gange over samme beslutning, gives klagen ikke opsættende virkning. Ved dosisøgning skal der også gives opsættende virkning, hvis den forøgede dosis ligger ud over, hvad der er godkendt af patientklagenævnet. Der benyttes normalt 1 sagkyndig konsulent i forbindelse med vurdering af klager over tvangsbehandling. I vanskelige sager benyttes 2 konsulenter. I sager, hvor det lokale psykiatriske patientklagenævn ikke har fundet, at patienten er sindssyg ( 5) har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hyppigst omstødt afgørelsen, idet konsulenten lægger sig meget op af overlægens vurdering. Med hensyn til valg af præparat og dosis skal der altid være tale om mindst indgribende foranstaltning. Hvis der foreligger tvivl, spørges de sagkyndige, hvad der er normalt at anvende i den givne situation. Nævnets holdning er, at man faktisk bør underkende en beslutning, hvis der er valgt en for lav dosis. I forbindelse med en verserende sag, hvor præparatet Leponex er anvendt, er det p.t. til vurdering, hvorvidt der også må tages blodprøver og EKG ved tvang. Mindst indgribende foranstaltninger forudsætter at behandlingen har været forberedt med en motivationstid på 1 til 2 uger. En passende betænkningstid regnes fra det tidspunkt, hvor patienten har modsat sig behandling. Det er ikke nødvendigt, at det noteres dagligt i journalen, at patienten er tilbudt medicin. Det er tilstrækkelig dokumentation, at der foreligger et fyldigt notat. For så vidt angår behandling med depotmedicin anerkender Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på grund af indhentet viden i dag i større omfang medicinering hermed, bl.a. ved svingdørspatienter, og hvor patienten ved tidligere indlæggelser har haft gavn af antipsykotisk medicin i depotform. For så vidt angår den nye bestemmelse i 12, stk. 3 vedrørende behandling med ECT omtalte TAM, at bestemmelsen var ønsket politisk, men der var en uoverensstemmelser mellem politikerne og virkeligheden omkring hensigtsmæssigheden i anvendelsen af ECT. *** BFS afrundede mødet, og takkede for den store interesse. Det er hensigten, at Statsforvaltningen Hovedstaden vil afholde tilsvarende møder ca. 1 gang om året, eventuelt i forbindelse med udgivelsen af årsrapporten for *** 2. Uddrag af udtalelse af 15. november 2006 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet vedrørende udkast til ændrede bekendtgørelse, cirkulære og vejledninger, som følge af den nye psykiatrilov. I skrivelse af 26. oktober 2006 anmodede Indenrigs- og Sundhedsministeriet om eventuelle bemærkninger til de medsendte udkast til bekendtgørelser og vejledninger. Høringsbrevet er bl.a. sendt til Foreningen af Statsamtmænd og til samtlige psykiatriske patientklagenævn. På vegne af ovennævnte fremsendes hermed et fælles svar. 1. Bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger. Ad 7: Statsamterne har kendskab til en ankesag, (jf. Overpræsidiets årsberetning 2002, side 33 pkt. 3.6) hvor Sundhedsvæsenets Patientklagenævn omgjorde det lokale nævn, der vurderede at patienten opfyldte kriterierne efter 7 og derfor var enig i, at hospitalet ikke havde givet klagen opsættende virkning jf. psykiatrilovens 32, stk. 3. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn var enig i, at patienten opfyldte kriterierne efter 7, men fandt at klagen burde være givet opsættende virkning. Det lokale nævn fortolkede 7 s formulering om alvorlig risiko, som en situation, der kunne sidestilles med psykiatrilovens 32, stk.3 om væsentlig fare. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn var ikke enig i denne fortolkning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævns fortolkning forekommer meget spidsfindig. Ud fra en praktisk synsvinkel forekommer det hensigtsmæssigt om 7 s formulering er identisk med psykiatrilovens 32, stk Bekendtgørelse om patientrådgivere. Ad 5, stk.1.: Det er statsamternes oplevelse, at bestemmelsen om, at patientrådgivere skal beskikkes efter tur er et tilbagevendende problem, idet der altid er patientrådgivere, der har en fornemmelse af at de bliver sprunget over. Måske kunne det overvejes, at hospitalerne hvert år til statsforvaltningen udarbejdede en oversigt over antallet af beskikkelser for hver enkelt patientrådgiver og en redegørelse for væsentlige afvigelser fra gennemsnittet. 3. Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn. Ad 3, stk. 2: Nogle statsforvaltninger har et påtrængende behov for at stedfortræderne kan fungere på lige fod med de ordinære nævnsmedlemmer. Efter ombudsmandens op- 44 LPD avisen

45 fattelse jf. Frederiksborg undersøgelsen er dette imidlertid ikke foreneligt med den givne formulering i stykke 2. Det er derfor nødvendigt at stk. 2 udgår og erstattes med eller en tilsvarende beskikket stedfortræder for et medlem. Følgende bekendtgørelser og vejledninger udstedes af Sundhedfsstyrelsen. 1. Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, husordener, tvangsfiksering, udskrivningsaftaler, koordinationsplaner og klagemuligheder m.v. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger. Ad pkt. 10, side 9 i.f.: Patientklagenævnene har forskellig praksis af fortolkningen af begrebet hurtigst muligt. Nogle nævn har accepteret, at lægerne må bruge 5 hverdage til at udarbejde en lægeerklæring. Måske ville det være formålstjenstligt med en mere præcis vejledende norm eller i hvert fald en maksimumsgrænse. 2. Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller samt registrering af anvendelse af udskrivningsaftaler og koordonationsplaner. Ad fiksering og anvendelse af remme: Regeringen har med den nye psykiatrilov bl.a. markeret ønsket om skærpet opmærksomhed omkring tvangsfiksering. I loven er indbygget forskellige tiltag til at sikre at bæltefikseringer ikke tidsmæssigt udtrækkes længere end nødvendigt. Patientklagenævnene hilser disse tiltag velkomne. Men desværre må det konstateres, at det i mange tilfælde ville være formålstjenstligt også at stramme op på efterlevelsen af mindstemiddelsprincippet i relation til bæltefikseringens iværksættelse. Det kunne således være nyttigt hvis tvangsprotokollen for tvangsfikseringer også rummede mulighed for/pligt til afkrydsning af hvilke foranstaltninger der havde været iværksat for at undgå tvangsfikseringen eksempelvis skærmning på stue beroligende indsprøjtning fastholden samtale og en åben rubrik til andre tiltag. Hermed ville hospitalspersonalets opmærksomhed blive skærpet omkring selve tvangsfikseringens iværksættelse. Det må medgives, at disse oplysninger næppe har den største interesse statistisk set. Men tvangsprotokollen indeholder allerede andre afkrydsninger af samme karakter. Eksempelvis er anførelsen af tidspunktet for overlægens tiltræden af et tvangsindgreb heller ikke interessant ud fra et statistisk synspunkt. Henset til patientklagenævnenes udtalte problemer med oplysningsniveauet i tvangsfikseringssagerne, ville det være nyttigt om ovennævnte forslag kunne gennemføres. Med venlig hilsen Bente Flindt Sørensen AFSNIT III: PRINCIPIELLE AFGØRELSER Afgørelserne gennemgås emnemæssigt i den rækkefølge, som fremgår af psykiatriloven, og er inddelt i 6 kategorier: tvangsindlæggelse tvangstilbageholdelse tvangsbehandling tvangsfiksering fysisk magtanvendelse beroligende middel med tvang andet Tvangsindlæggelse Vedr. Den modtagne læges optegnelse, som grundlag for indlæggelse. Nævnet ophævede tvangsindlæggelsen, idet nævnet fandt, at beskrivelsen af patienten i forbindelse med modtagelsen ikke kunne danne grundlag for at anse tilstanden som psykotisk eller ganske sidestillet hermed. Nævnet henviste i afgørelsen til ØLD af 26. september 2005, hvoraf det fremgår at betingelserne for tvangsindlæggelse i psykiatrilovens 5 ikke er opfyldt, hvis det ikke med tilstrækkelig klarhed fremgår af den modtagende læges journaloptegninger, at betingelserne for tvangsindlæggelsen er opfyldt. Tvangstilbageholdelse Vedr.: Psykosebegrebet. Nævnet godkendte en tvangstilbageholdelse. Nævnet henviste til, at det ville have været uforsvarligt at ophæve tvangstilbageholdelsen tidligere, uanset at patienten i journal og sygeplejekardex blev betegnet som apsykotisk. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at apsykotisk forstås som ikke produktivt psykotisk og overlægens oplysning om, at patientens stabilitet skulle vurderes over en længere tid henset til det alvorlige forudgående psykiske forløb. Der blev henvist til artiklen Psykosebegrebet af professor, overlæge dr.med. Villars Lunn, i Ugeskrift for Læger 1979, side 1265: Om de maniodepressive patienter gælder det som bekendt, at de i almindelighed kun periodisk befinder sig i en psykotisk tilstand betegnelsen maniodepressiv psykose er af den grund lidet hensigtsmæssig og bør erstattes med den manio-depressive sygdom eller lignende. Intervallært henhører disse patienter således principielt ikke til psykosekategorien. På den anden side vil man ud fra kendskabet til patienternes svært kompromitterede virkelighedstilpasning og realitetstestning i de manifeste faser være tilbøjelig til her at strække det kvantitative kriterium meget vidt, således at forstå at selv diskrete depressive eller maniske træk hos en sikkert manio-depressiv patient i forensisk henseende bør placere ham inden for psykosegruppen. Et ganske lignende syn vil man anlægge på den kronisk ski- 45 LPD avisen

46 zofrene patient, som under indflydelse af medikamentel behandling forekommer klinisk fuldt remitteret. Også her gælder det således, at blot ganske diskrete tegn på svigtende realitetstestning, specielt usikkerhed hvad angår vurderingen af egen tilstand, bør være tilstrækkelige til i forensisk henseende at henføre ham til psykosekategorien. Artiklen er omtalt i nævnets årsberetning for 2004 side 16. Nævnet fandt på den baggrund, at selv ganske svage tegn på svigtende realitetstestning bør være tilstrækkelige til at finde patienten omfattet af psykosebegrebet, når der er tale om en kronisk skizofren patient, der under indflydelse af medikamentel behandling forekommer klinisk remitteret. Vedr.: Tilstande, der ganske kan sidestilles med psykose. Nævnet godkendte ikke beslutning om tvangstilbageholdelse. Afgørelsen blev truffet af et flertal af nævnets medlemmer. Flertallet fandt at patienten ikke i sin anorektiske situation var til fare for sig selv i en sådan grad, at tilstanden kunne betragtes som sindssygelig. Flertallet fandt, at der på grundlag af de foreliggende oplysninger var en sådan usikkerhed om, hvorvidt patienten var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, at det ville være betænkeligt at fastslå dette. Et mindretal fandt, at det på tidspunktet for beslutningen om tvangstilbageholdelse ville have været uforsvarligt ikke at tilbageholde patienten med henblik på behandling, idet pågældende befandt sig i en tilstand, der ganske måtte ligestilles med sindssygdom, således at patienten måtte anses for at være til fare for sig selv, ligesom tilstanden måtte antages at kunne bedres betydeligt og afgørende ved behandling. Vedr.: Manglende efterlevelse af psykiatrilovens 4 a. Nævnet godkendte iværksættelsen af tvangstilbageholdelsen. Tvangstilbageholdelsen var på afgørelsestidspunktet ophørt, hvorfor der alene blev taget stilling til iværksættelsen. Nævnet udtalte kritik af, at overlægens stillingtagen til tvangstilbageholdelsen, der blev iværksat den 11. november 2006, først fandt sted den 14. november 2006 og således ikke i overensstemmelse med psykiatrilovens 4a in fine fandt sted snarest efter iværksættelse af tvangstilbageholdelsen. Tvangsbehandling Vedr.: Frivillig behandling etc. tvangsmæssig behandling. Nævnet godkendte beslutning om tvangsbehandling, selvom patienten oplyste gerne at ville tage medicinen frivilligt. Nævnet lagde imidlertid overlægens oplysning om at patienten aldrig tog hele den ordinerede medicin til grund. Overlægen oplyste supplerende, at patienten heller ikke havde taget sin medicin på nævnsmødedage sådan som patienten selv anførte. Nævnet fandt at patienten havde behov for kontinuerlig antipsykotisk behandling, hvilket pågældende ikke kunne leve op til, ligesom patienten i sin aktuelle tilstand ikke kunne antages at være i stand til at samarbejde om en ambulant behandling. Vedr.: Opsættende virkning. Nævnet godkendte tvangsbehandling, men kunne ikke godkende, at beslutningen om tvangsbehandling, der først var tillagt opsættende virkning, senere blev ændret og dermed ikke blev tillagt opsættende virkning. Patienten var på tidspunktet, hvor hospitalet ændrede beslutning til ikke længere at give klagen opsættende virkning, særdeles vred og aggressiv, opkørt, truende og gav udtryk for at ville angribe alle. Patienten fik på det grundlag akut beroligende medicin, men nævnet fandt, at der ikke samtidig hermed var grundlag for straks at iværksætte tvangsbehandlingen. Nævnet fandt, at der ikke var tale om en sådan nødsituation, at betingelserne i psykiatrilovens 32, stk. 3, var opfyldt. Der forelå således ikke en egentlig nødsituation, der kunne danne grundlag for iværksættelse, inden afgørelsen fra Patientklagenævnet. Nævnet henviste i denne forbindelse til, at beslutning om tvangsbehandling efterfulgt af en klage som alt overvejende hovedregel først kan iværksættes, når beslutningen herom er godkendt af det lokale nævn. Der kræves således en egentlig nødsituation, for at en psykiatrisk afdeling kan iværksætte tvangsbehandling, inden der foreligger en afgørelse fra Patientklagenævnet, jfr. Sundhedsvæsenets Patientklagenævns rapport om psykiatriske ankesager , side 30. Vedr.; Godkendelse uanset ingen motivation. Nævnet godkendte beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling fandtes efter omstændighederne at opfylde kravet om mindst indgribende foranstaltning, uanset at patienten ikke blev forsøgt motiveret for frivillig behandling forud for beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde vægt på, at patienten var betydeligt selvbeskadigende, udadreagerende og svært forpint som følge af tiltagende hørehallucinationer med pinefuldt og aggressivt indhold. Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten tvangsmæssigt måtte have ernæring med sonde, og at den pågældende patient i en længere periode havde modtaget Zyprexa mod sin vilje, og at patienten var fuldstændig afvisende overfor enhver form for medicin. Vedr.: Depot, der godkendes udfra konkret vurdering. Nævnet godkendte beslutning om tvangsbehandling med depot. Nævnet fandt efter en konkret vurdering, at tvangsbehandling med Trilafon i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på tidspunktet, hvor beslutning om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde vægt på, at patientens hverdag på tidspunktet var præget af angst for hele sin situation, herunder flytning og den tilbudte medicin, - og at pågældende var forpint heraf. Nævnet lagde endvidere vægt på, at depotbehandlingen ville blive så kort som muligt formentlig 1-2 gange med henblik på genoptagelse af den indtil 3 uger før gennemførte 46 LPD avisen

47 tabletbehandling. Nævnet tillagde det nogen betydning, at patienten havde været indlagt 40 gange, og at pågældende siden december 2004 havde fået etableret et fast værelse på Rigshospitalets lukkede afsnit med fri udgang for at hindre idelige flytninger. Det blev også tillagt nogen vægt, at Det Sociale Nævn havde givet tilladelse til, at patienten kunne anbringes på et opholdssted mod sin vilje jf. servicelovens 109e. Ud fra en samlet vurdering fandt nævnet, at den tidsbegrænsede, formålsbestemte og angstdæmpende depotforanstaltning måtte anses som mindst indgribende behandlingsform på det givne tidspunkt. Vedr.: Manglende motivation for det besluttede præparat. Nævnet godkendte ikke beslutning om tvangsbehandling. Patienten blev fundet psykotisk og behandlingskrævende, men patienten var ikke blevet motiveret for behandling med samme præparat, som overlægen traf beslutning om tvangsbehandling med. Nævnet fandt, at der ikke var tale om en situation, hvor præparatskifte undtagelsesvist (ex. oplysningen om bivirkninger eller oplysningen om en ændring i patientens tilstand) kunne accepteres, og fandt på den baggrund, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Vedr.: Kravet om at undladelse af behandling vil være uforsvarlig jf. 5 i psykiatriloven. Nævnet godkendte ikke beslutning om tvangsbehandling. Nævnet fandt at patienten var sindssyg eller i en tilstand der ganske måtte ligestilles hermed, men nævnet fandt imidlertid ikke, at undladelse af behandling af patienten ville være uforsvarlig henset til udsigten til helbredelse eller bedring af patientens tilstand. Nævnet lagde vægt på, at der var sket en klar bedring i patientens helbred og adfærd, efter beslutningen om tvangsbehandling var truffet. Afgørelsen drejede sig om en patient med anden etnisk herkomst end dansk og viser, at det for disse patienter kan være vanskeligt at foretage den rigtige vurdering. Nævnet havde 7 dage forinden ovennævnte afgørelse truffet afgørelsen om, at patienten opfyldte kriterierne for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Nævnet fandt imidlertid ikke, at der efter det oplyste var det fornødne grundlag for at fastslå, at tvangsbehandling var påkrævet nu, hvor patientens tilstand var markant ændret uden tilbagefald. Nævnet lagde vægt på overlægens udtalelse om, at der var sket en klar forbedring i patientens helbred og patientens ændrede adfærd siden beslutning om tvangsbehandling blev truffet, hvorefter patienten igen var begyndt at spise, at gå i bad og skifte tøj jævnligt samt nu havde social kontakt til en ligestillet medpatient. Nævnet fandt derfor ikke for tiden, at undladelse af behandling vil være uforsvarlig, fordi udsigten til, at patienten blev helbredt eller ville få en betydelig og afgørende bedring af sin tilstand, ellers ville blive væsentligt forringet. Tvangsfiksering Vedr.: Patient, der var til ulempe for medpatienter. Hospitalet foretog tvangsfiksering med henvisning til, at patienten var højtråbende og til gene for medpatienter. Nævnet fandt, at tvangsfiksering var sket med urette. Nævnet fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der var tale om forulempelse af medpatienter i et sådant omfang, at det ikke kunne have været afværget med mindre indgribende midler, f.eks. fastholden. Nævnet lagde vægt på, at hospitalet ikke havde godtgjort, at patienten kunne være indgivet beroligende medicin tvangsmæssigt, uden tvangsfiksering. Vedr.: Manglende oplysning om ophør for tvangsfiksering. Nævnet godkendte tvangsfikseringen. Nævnet fandt det beklageligt, at det ikke fremgik af tvangsprotokollen, hvornår tvangsfikseringen var ophørt. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviste sagen til fornyet behandling efter at det senere blev afklaret hvornår tvangsfikseringen ophørte. Vedr.: Manglende anvendelse af afværgeforanstaltning inden tvangsfiksering. Nævnet fandt, at tvangsfiksering var sket med urette. Nævnet lagde vægt på, at hospitalet ikke forinden iværksættelsen af bæltefikseringen forsøgte anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger, f.eks. anmodning til patienten om at gå til sin stue. Fysisk magtanvendelse Vedr.: Manglende anvendelse af afværgeforanstaltning inden anvendelse af fysisk magt. Nævnet godkendte ikke anvendelsen af fysisk magt, der fandtes foretaget med urette. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke ved det skriftlige materiale - lægejournal og sygeplejekardex - sås tilstrækkeligt godtgjort, at det forud for anvendelsen af fysisk magt var forsøgt at tale patienten til ro med henblik på at undgå anvendelse af fysisk magt. Indgrebet fandtes således ikke at opfylde kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet godkendte anvendelsen af fysisk magt. Afgørelsen blev truffet af et flertal af nævnets medlemmer. Flertallet fandt, at patientens tilstand var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at afværge, at pågældende udsatte sig selv eller andre for skade på legeme og helbred. Et mindretal fandt, at personalet ved sin kategoriske optræden var med til at tilspidse situationen, hvorfor mindretallet ikke kunne godkende indgrebet. Andet Vedr.: Kritik af sagsbehandlingstid Nævnet udtalte kritik af hospitalets lange sagsbehandlingstid af patientens klage af 1. november Nævnet modtog patientens klage den 29. november 2006 sammen med lægeerklæring af 23. november Nævnet henviste til vejl. nr, 203 af 8. december 1998, pkt. 9, hvorefter lægeerklæringen skal fremsendes hurtigst muligt. 47 LPD avisen

48 Vedr.: Et udskrivningsønske skal have en vis klarhed før der kan anses, at foreligge et egentligt udskrivningsønske. Patienten gjorde gældende, at der forelå en overtrædelse af psykiatrilovens 10, stk. 3, idet overlægen efter et udskrivningsønske snarest og senest inden 24 timer skal meddele patienten om denne kan udskrives. Nævnet var enig i den anførte fortolkning af psykiatriloven men fandt ikke, at der den pågældende dag havde været fremsat et egentligt udskrivningsønske, hvorfor der efter nævnets opfattelse ikke var sket en overtrædelse af psykiatrilovens 10, stk. 3. Kort nyt... Nye politikredse Kontaktinformation til de 12 politikredse samt til politiet i Grønland og på Færøerne Nordjyllands Politi Jyllandsgade Aalborg Tlf njyl@politldk Østjyllands Politi Ridders1ræde Amus C Tlf [email protected] Midt- og Vest jyllands Politi Nørreport Holstebro Tlf [email protected] Sydøstjyllands Politi Rådhustorvet Horsens Tlf [email protected] Syd- og Sønderjyllands Politi Kirkegade Esbjerg Tlf [email protected] Fyns Politi Hans Mules Gade Odense C Tlf [email protected] Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Parkvej Næstved Tlf [email protected] Nordsjællands Politi Prøvestensvej Helsingør Tlf [email protected] Københavns Vestegns Politi Birkelundsvej Albertslund Tlf [email protected] Københavns Politi Politigården 1567 København V. Tlf kbh@politldk Bornholms Politi Zahrtmannsvej Rønne Tlf [email protected] Færøernes Politi Smyrilsve9ur 20 Postboks 3018 FR 110 T61$havn Tlf. (+ 298) [email protected] Grønlands Politi P. H. Lundsteens Vej Nuuk Grønland Tlf. (+ 299) [email protected] Midt- og Vestsjællands Politi Komerups Vænge Roskilde TIf: [email protected] 48 LPD avisen

49 Min mening Debat... Lovforslag om at unge psykiske syge på kontanthjælp får hævet satsen Læserbrev af Nina U. Jørgensen Hej, mit navn er Nina, jeg er 22 år gammel og psykisk syg, jeg har I hele mit voksne liv været på kontanthjælp for unge udeboende under 25 år, det er omregnet til menneskelige termer ca ,- kr. om måneden efter skat. Og hvad kommer det her dig ved? - Jo, som andre nok allerede har informeret om, så arbejdes der lige nu, på et lovforslag for at unge psykisk syge, der ligesom jeg er på kontanthjælp, skal få hævet satsen, så den svarer til, hvad mennesker over 25 år på kontanthjælp får. Det er ca kr. mere om måneden. Men det her gode forslag, kommer ikke til at hjælpe mig, jeg lider nemlig ikke af en skizofren sindslidelse. Jeg er på samme tid, så glad for, at der nu endelig bliver gjort noget for de psykisk syge unge, og så harm over, at det der nu bliver gjort, ikke kommer til at hjælpe mig og andre i samme situation. Men jeg har fået nok! Jeg vil ikke sidde, med hænderne i skødet og vente på bureaukratiets endeløse magtkamp bliver overstået, eller afklaret, så handling kan følge, jeg vil se noget ske, nu! Det her er forkert, det er forkert at ignorere et uanet stort antal menneskers, daglige kamp for, - udover at overleve deres psykiske lidelser, en økonomisk overlevelse der i realiteten ikke eksisterer. Det er endnu mere forkert at lade vores regering bedømme hvilken lidelse der er værre end den anden. Og det burde være ulovligt at lovgive ud fra det! Men det er det nu en gang ikke Som jeg siger og mener af hele mit hjerte, så er jeg ovenud glad for, hvad der trods alt sker, men jeg mener, at der bør gøres opmærksom på, først og fremmest, at der er unge i identiske situationer, men med et andet diagnose nummer, som kunne få mindst lige så meget ud af, at blive omfattet af denne lov. Jeg er godt klar over at det, så sent i lovforslagets udvikling, nok ikke ændrer ved noget, men så kan vi da, - hvis vi kan få os samlet, om ikke andet bruge, at der er fokus på det fra politisk standpunkt nu til, - med mediernes hjælp, at fastholde de ministre, partier og eksperter, der har gået for dette lovforslag, til at komme på banen med noget andet, bedre, eller mere i denne retning. Jeg kan ikke gøre det her som min egen lille en mands hær (M/K), der er brug for opbakning, der er brug for mennesker med så meget erfaring som jeg er gammel og der er mest af alt brug for et stort sammenhold i bl.a. foreninger så vi med fælles stemme kan sige; God start, men hvad så med alle de andre?! Jeg er ikke et eller andet anarkistisk pigebarn, der vil vælte regeringen, men jeg vil på en god måde, kæmpe for, at skabe en opmærksomhed i medierne og befolkningen, for at kunne lægge et passivt pres på regeringen, så vi kan få mere af det gode, som et forslag som dette er. Jeg er blevet gjort opmærksom på ad flere kanaler at de fleste foreninger, kører deres egen politik på det her område, og jeg er ganske klar over, at der er så mange steder at tage fat før velfærdsstat også er et ord der dækker det psykiatriske og mentale Danmark, men jeg håber virkelig, at der er en måde, at kunne skabe en fælles interesse og måske endda, at kunne udvikle et samarbejde for en fælles sag. Jeg har startet en hjemmeside, der er uden tilknytning til nogen forening, med en masse meget tørt stof om lovforslaget, og ville gerne bruge netop den til at kunne informere alle der er berørt af psykisk sygdom, i alle former, aldersgrupper, og relationer om hvad der sker, for at rykke frem, mod et psykisk bedre Danmark, om hvordan man som individ, kan gøre noget aktivt for at fremme vores alles sag, og for at give alle foreninger, grupper og støtter, muligheden for at melde, ud så bredt som tænkeligt muligt, hvad de gør, hvad der sker, og hvor vi står. Jeg håber inderligt at mit initiativ kan bringe noget godt med sig og at der er andre, som dig? - der kan se potentiale i dette. LPD bringer gerne problematikken videre og opfordrer andre til at reagere på indslaget og rette kontakt til Nina. 49 LPD avisen

50 Min mening Debat... Tvang i psykiatrien Oplevelser fra et fordrag i Åbenrå vedrørende projekt om reducering af tvang i psykiatrien Læserbrev af Lars Jensen Galebevægelsen i Sønderjylland. 14. april Tvang i psykiatrien, dilemmaer Med dette emne gennemførte 4 erfarne psykiatriske sygeplejersker en foredragsaften i Nygade huset i Aabenraa. De 4 var Karen Thyrsting, Vejle; Jonna Johansen, Horsens; Janne Madsen, Haderslev og Susanne Kock fra Middelfart. Som tilhørere og interesserede debattører deltog Lise Duus fra LAP ( Landsforeningen M Psykiatribrugere ) i Vejle, Amalie fra Vejle samt undertegnede fra Galebevægelsen i Sønderjylland, der havde arrangeret mødet med økonomisk støtte fra Aabenraa kommune. De 4 fortalte om organiseringen af og gennemførelsen af et projekt, der skulle vise mulighederne for at reducere tvang i psykiatrien. Selve projektets gennemførelse såvel som de frembragte resultater kan siges at markere indled ningen til en oplysningstid med fremvækst af ytrings- og handlefrihed på et område, der tidligere har været kendetegnet ved politisk befuldmægtiget autoritært overlæge styre. Vigtigste elementer i projektet var at opnå dialog og tillidsbaserede aftaler med potentielt tvangs truede patienter, og hvor dialogen eller samtalen drejede sig om at opnå gensidig indsigt i patientens livshistorie frem for i sygehistorien og således opfatte og give udtryk for, at patienten er et selvstændigt individ frem for, som traditionelt, en syg person som personalet uden videre ved hvordan skal behandles uden at have været i dialog herom. Denne tilgang til patienter med psykiske problemer viste sig at være særdeles sundhedsbefor drende for både patienter og behandlere. Patienterne oplevede at blive mødt som rigtige mennesker og at fa analyseret deres problemer med ofte overraskende resultater, der kunne vise sig værdifulde i den videre behandling og til undgåelse af tvang. Samtale kan fremme forståelsen og kan mindske anledningen til voldshandlinger. Et særligt overraskende resultat af indførelsen af denne i almindelighed normale omgangsform var, at sygeplejerskerne oplevede det som en voldsom forbedring af deres arbejdsmiljø, at de nu ikke skulle udvise den tidligere praktiserede distance til patienterne. Dilemmaerne var velkendte. Samtale tager tid og koster lønkroner. Etableringen af tillidsforhold er risikabelt for personalets sikkerhed, for initiativet til at skabe tillid skal tages af personalet ved at vise tillid. Et formodet dilemma udeblev. Der var i projektforløbet ingen truende interesse fra lægeside mod projektmagernes kreativitet og arbejdssituation. Tværtimod blev der vist positiv interesse for projektet. De 4 opviste et engagement, der fortalte, at de havde oplevet noget stort, som burde udbredes til hele det psykiatriske etablissement. Hovedrapporten over projektet kan findes v.h.a. Google ved indtastning af praksy, men jeg må anbefale også at få projektet præsenteret live. 50 LPD avisen

51 Min mening Debat... Visitering og mobiltlf. Henvendelse vedr. visitering af bistandsværge og medbringelse af mobiltelefon på afdeling. Læserbrev af anonym bistandsværge Til Politimesteren i X-by den, 7/ Vedrørende mit erhverv som bistandsværge i X-by politikreds og for flere klienter for X-by Politi vil jeg gerne fremføre følgende klage over ikke at kunne bestride mit erhverv efter loven, som siger jeg har fri og uhindret adgang til mine patienter. Problemet er X-afdelingen, afd. Y, hvor jeg fredag den 3. oktober 2006 på afd. Y, xxxxxx, xxxxxx xxxx Y-by. blev nægtet adgang til min patient xxxxxxx xxxxxxx, cpr. xxxxxx-xxxx, hvis ikke jeg lagde min mobiltelefon fra mig på kontoret efter først at være forespurgt, om jeg havde mobiltelefon på mig. Jeg ønskede ikke at lade mig visitere eller lægge min mobiltelefon på kontoret, hvorefter patienten ikke fik sit lovede besøg. Jeg har bestridt mit erhverv som bistandsværge siden 1988 uden nogen form for klager og et godt samarbejde med politimyndighederne og ført tilsyn med mine bistandsværgeklienter, som jeg skulle jf. loven Finder nu at det kan være vanskeligt på afd. Y, hvis der indføres restriktioner. Har altid medbragt min mobiltelefon og faet opkald fra hospitaler og afdelinger, når jeg har været ude, også fra X-afdelingen og mens jeg har været på afdelingen. Det har ikke været et problem og er det ikke på alle andre afdelinger. Jeg har aldrig medbragt våben eller stoffer i afdelingen, så intet belæg for at forlange at telefonen skulle fratages mig. Har den altid på lydløs i afdelingen og telefonen generer ikke, mens jeg taler med klienter på arbejdet. Formoder heller ikke politiet skal lægge deres tjenestetelefon fra sig, når de kommer på afdelingen, idet de arbejder under samme betingelser med tavshedspligt og etik som jeg. På andre afdelinger har man vist mig en skrivelse fra ledelsen, som siger at ansatte på X-afdelingen ikke må anvende private mobiltelefoner i arbejdstiden, idet det var blevet for meget. Jeg er ikke ansat på X-afdelingen, men kommer udefra, hvorfor det ikke gælder mig som bistandsværge, hvilket andre afdelinger også siger. Efter min diskussion med afd. Y har en ansat ved navn Xxxxx, afd. Y sat en seddel op i terminalen om at alle bistandsværger og patientrådgiyere skal aflevere deres mobiltelefoner i terminalen i lighed med andre besøgende. Jeg er ikke at sammenligne med andre besøgende og mener det er helt forfejlet i lighed med min faglige forening LPD. Vil anmode om en udtalelse vedrørende denne problematik, hvor en afdeling ligger hindringer i vejen for at man lovligt kan udføre det hverv, som man er antaget af politimesteren til at udføre under strafansvar og tavshedspligtansvar. Skrivelsen er efterfølgende besvaret fra politimesteren med at den er sendt videre til pågældende afdeling. Overlægen har efterfølgende undskyldt over for bistandsværgen pr. telefon og erkendt, det var en fejl og at skrivelser om at patientrådgivere og bistandsværger skulle fratages deres mobiltelefoner var fjernet fra terminalen. I øvrigt ville politimesteren og patientrådgiveren modtage et skriftligt svar fra afdelingen. LPD er enige i at den enkelte patientrådgiver og bistandsværge har fri og uhindret adgang til sine patienter og ikke skal visiteres for medbragte effekter, da de ved ansættelsen skulle have ren straffeattest og i øvrigt arbejder under tavshedspligt. Efterfølgende har ministeriet også bekræftet fri og uhindret adgang til patienterne for bistandsværger og patientrådgivere. LPD mener dog at man bør undlade brug af mobiltelefon under samtaler med patienter med mindre, det er vigtige samtaler. 51 LPD avisen

52 Min mening Debat... Oplevelse af annullering af patientklage Læserbrev af anonym bistandsværge d. 15/ Vedr. klage over brud på procedureregler ved annullering af patientklage. Som patientrådgiver tillader jeg mig hermed at klage over et nyligt brud på de gældende procedure-regler vedr. annullering af en allerede udformet og afleveret patient-klage stilet til overlægen. Opmærksomheden henledes venligst på, at jeg to gange tidligere på møder mellem patientrådgivere og afdelingsledelsen, har efterlyst en mere konsekvent praksis m.h.t. at blive kontaktet af afd., hvis en patient ønsker at annullere en allerede effektueret klage. En af flere procedureregler, som afd. XX ikke har fulgt i nærværende sag vedr. klage over fiksering. Patientens navn og cpr. nr.: xxxxxxxxxxxxx. Hospital: Psyk. Hosp., Afd. yyyyyyyyyyy Beskikkelsesperiode: 13/05-11/ I nedenstående følger en nærmere specificeret og samlet redegørelse for sagens forskellige kritik- punkter. - Trods gentagne efterlysninger af klagen, oplyste afd. XX mig ikke om, hvor den befandt sig, da ingen vidste det. - Brud på telefonisk løfte afgivet d. 07/06-07 om at have svar parat på tidligere efterlysninger af klagen under besøg i afd. XX fredag formiddag d. 08/ (D.v.s. 11 dage efter aflevering af klagen i afd. d. 29/05-07). - Overlæge ØØs svar under ovennævnte besøg var en oplysning om aldrig at have hørt patienten ytre ønske om at ville klage. - Patientens skriftlige annullering af klagen (dateret 09/06-07) er ikke sket i samråd med/efter samtale med mig. Sidste og afsluttende besøg hos patienten fandt sted d. 13/ Ved telefonisk meddelelse fra afd. XX mand. d. 11/06-07 om ophævelse af beskikkelsen, fortsat intet initiativ til opfølgende oplysning om tidligere efterlysninger af klagen. Kun via egen afsluttende forespørgsel, fik jeg oplyst, at patienten havde annulleret klagen skriftligt. - Manglende fremsendelse af patientens skriftlige klage-annullering (dateret 09/06-07) i kopi. Via egen henvendelse til en sekretær (mand. d. 11/06-07), lykkedes det imidlertid at se klageannulleringen i patientens journal, som jeg herefter kopierede. Dateringen af patientens skriftlige klage-annullering (d. 09/06-07), giver anledning til spørgsmålet om, hvorfor afd. XX først forholdte sig til klagen 12 dage efter indgivelsen (d.29/05-07)? Til sammenligning kan nævnes udfærdigelse og aflevering af en anden samtidig patient-klage lige-ledes til afd. XX over tvangsindlæggelse og medicinering, dateret d. 04/06-07, altså 6 dage senere end ZZ s klage. I denne sag modtog jeg svarbrev fra Patientklagenævnet allerede 4 dage senere, d.v.s. d. 08/ Hvorfor denne forskel i ekspeditionstiden? Vi kan alle begå fejl, men omfanget og karakteren af de ovenfor beskrevne regelbrud er svær at ignorere og fremkalder derfor af hensyn til patienternes tarv en reaktion fra min side. Forhåbentlig med den konsekvens, at de nævnte procedure-regler fremover bedre kan overholdes. LPD bakker 100 % patientrådgiveren op i denne sag og er glade for, at vi har så energiske patientrådgivere ude i landet. I LPD er der kendskab til flere tilfælde, hvor klager syltes på afdelinger, ikke fremsendes i tide, ja undertiden slet ikke fremsendes. Vedrørende tilbagetrækning af klage er det en god procedure, at afdelingen kontakter patientrådgiveren/bistandsværgen for at oplyse om dette, således at der er mulighed for at kontakte patienten vedrørende forholdene i tilbagetrækningen. Husk, det er altid patientens ønske, der tæller, når der tages stilling til, om klage tilbagetrækkes eller ej. Patientrådgiveren bør kun afgøre dette egenrådigt, når patienten er i så dårlig en tilstand, at denne ikke selv kan tænke rationelt og så ellers råde og vejlede! Se i øvrigt anden artikel i dette nummer og kommentarer hertil! 52 LPD avisen

53 Min mening Debat... Problemer med udlevering af materiale i forbindelse med beskikkelsen som bistandsværge Brev fra ZZ-medarbejder i Kriminalforsorgen i det jyske skriver til formanden for LPD Jeg arbejder for Kriminalforsorgen i det jyske i XX by og har en ung mand i tilsyn, som er psykiatrisk behandlingsdømt. Meget tilfældigt og under selve domshandlingen, blev hans stedfader beskikket som bistandsværge. Stedfaderen er af udenlands herkomst og forstår ikke et ord dansk. Samtidig fik hans mor og stedfar (på dansk ) en del sider med tør lovstof, som de har meget svært ved at forstå, mig selv incl. Findes der nogle letforståelige pjecer eller foldere, som kan udleveres??? ZZ-medarbejder Formanden for LPD Ole Kølle svarer: Hej Tak for din mail. Beskikkelsen af stedfaderen som bistandsværge er i sig selv temmelig problematisk, idet vi i LPD oplever alt for tit, at pårørendebistandsværger kommer i klemme i systemet og vi fraråder på det kraftigste at beskikke pårørendebistandsværger. At stedfaderen i denne sag ikke engang forstår dansk og får alt lovstof udleveret på dansk gør jo kun sagen endnu mere grotesk. Jeg har, sammen med næstformanden og to bestyrelsesmedlemmer, været til møde med Rigspolitiet den 27. juni, hvor ovennævnte emne var et af mange temaer. Nu ved jeg jo ikke, hvad moderen og stedfaderen har fået udleveret af materiale? Hvis det er bekendtgørelsen om lov af bistandsværger, de har fået udleveret, så er det denne, som de skal forholde sig til. Der udleveres desværre somme tider noget gammelt lovstof (se efterfølgende eksempel udleveret for nylig af en politikreds til en bistandsværge ), så giv mig lige et præg om, hvilket de har fået udleveret, og jeg skal da kommentere på dette. Du er også meget velkommen til at ringe til mig på og jeg skal da give dig en hurtig forklaring på bistandsværgens opgave og hvilke forpligtigelser, der følger med jobbet. Jeg kan godt forstå, at moderen og stedfaderen synes, at det er en stor mundfuld. Selv vi gamle rotter i faget kommer jævnligt ud for situationer, som der ikke er taget højde for i lovgivningen. Stor LPD- hilsen, Ole Kølle, fmd. ZZ fra det jyske svarer tilbage: Jeg er helt enig i, at man ikke bør beskikke familie tæt på, men værgesystemet (der menes nok bistandsværgesystemet) her i det jyske bærer præg af tilfældigheder, hvis de behandlingsdømte overhovedet får beskikket en værge (bistandsværge ). Jeg skulle hilse og sige, at nævnte familie synes de har fået hjælp via Jeres hjemmeside. Slutkommentar fra LPD-formanden, Ole Kølle: Ovenstående er desværre nok et bevis på, at de kendsgerninger, som LPD mange gange har peget på overfor de politiske udvalg og myndigheder, desværre holder stik, nemlig, at der er mange dømte, som ikke har en bistandsværge. Dette kan vi i vores RETSSAMFUND ganske enkelt ikke være bekendt. LPD håber, at vi snart kan råbe politikerne op på dette område og få ændret tingenes tilstand. 53 LPD avisen

54 Synspunkt... Tvangsindlæggelser Eksempel på patients tilbagetrækning af klage mod at tvangsindlæggelse ophæves af behandlende overlæge Vedr.: Tvangsindlæggelser på det Psykiatriske hospital XXXXX I Xby. Jeg er beneficeret advokat ved Retten i Xby nu Retten i Yby. I den egenskab har jeg i en del år haft en række sager angående efterprøvelse af lovmedholdeligheden af tvangsindlæggelser på X Hospital i Xby. Jeg har i den forbindelse oplevet en praksis fra Hospitalets side, hvorefter en patient, som er tvangs tilbageholdt ønsker lovligheden af denne prøvet først ved Patientklagenævnet og senere ved Retten får stillet i udsigt at blive udskrevet, såfremt klagen over tvangstilbageholdelsen tilbagekaldes. Senest har jeg oplevet denne praksis i forbindelse med en sag, hvor en yngre mand tvangstilbagehol des, hvilket han klager over. Stillet i udsigt at tvangstilbageholdelsen ophører om 5 dage, trækker han klagen tilbage. På dagen, hvor han var stillet i udsigt at blive udskrevet, har jeg forstået, at der er uenighed blandt lægerne om det hensigtsmæssige i udskrivningen, så han tilbageholdes fortsat, hvilket giver anledning til en tvangsfiksering med bælte og fodremme. I Patientklagenævnet bliver tvangsforanstaltninger og tvangstilbageholdelse godkendt. Patienten ønsker klagen videreført og lovligheden prøvet i Retten. Undertegnede beskikkes og får under et besøg på Hospitalet af patienten beskrevet ovenanførte hændelsesforløb. Umiddelbart efter samtalen med patienten på Hospitalet får han på ny tilsagn om udskrivning mod at tilbagekalde klagen. Han forsøger at ringe til mig for at rådføre sig, men træffer mig ikke. Han bliver udskrevet og i en senere samtale meddeler han mig, at det var hans indtryk, at det var en betingelse, at han tilbagekaldte sagen, idet han ellers ikke mente, at han ville blive udskrevet. Jeg udtrykte naturligvis forståelse for, at han havde valgt at komme ud i friheden, og jeg besluttede i samråd med ham og patientrådgiveren at fastholde prøvelsen, herunder at få prøvet de særlige aspekter, som sagen gav anledning til. Dette meddelte jeg tillige i en telefonsamtale til den behandlende overlæge, som fastholdt overfor mig, at patienten ønskede prøvelsen tilbagekaldt. Efterfølgende blev sagen udsat til et senere retsmøde, hvor den pågældende overlæge ikke var i stand til at møde i Retten, men jeg fik efterfølgende en skriftlig tilkendegivelse fra patienten om, at han tilbagekaldte sine klager over begge tvangstilbageholdelser, som fandt sted under indlæggelsen. Jeg udtrykte naturligvis forståelse for, at han havde valgt at komme ud i friheden, og jeg besluttede i samråd med ham og patientrådgiveren at fastholde prøvelsen, herunder at få prøvet de særlige aspekter, som sagen gav anledning til. Dette meddelte jeg tillige i en telefonsamtale til den behandlende overlæge, som fastholdt overfor mig, at patienten ønskede prøvelsen tilbagekaldt. Efterfølgende blev sagen udsat til et senere retsmøde, hvor den pågældende overlæge ikke var i stand til at møde i Retten, men jeg fik efterfølgende en skriftlig tilkendegivelse fra patienten om, at han tilbagekaldte sine klager over begge tvangstilbageholdelser, som fandt sted under indlæggelsen. Som følge heraf har jeg helt trukket klagen tilbage, idet jeg naturligvis må følge patientens ønsker des angående. Jeg føler dog trang til at underrette udvalget om en i mine øjne besynderlig praksis, hvorefter man udfolder stærke bestræbelser på ved løfte til patienter om udskrivning at få tilbagekaldt patienternes ønske om prøvelse af lovmedholdeligheden af allerede foretagne tvangstilbageholdelser. 54 LPD avisen

55 Jeg kan oplyse, at patientrådgiveren i den pågældende sag XXXXX i Yby er orienteret om nærværende skrivelse, hvorimod jeg ikke har orienteret patienten eller Hospitalet. Med venlig hilsen Advokat XXXXXX. LPD har kendskab til flere lignende eksempler på ovenstående og afventer svaret fra -71-udvalget, som fik ovennævnte problematik til besvarelse den 13. marts Vi har eksempler på, at patientrådgivere i første omgang er blevet nægtet adgang til patienten, idet denne havde trukket sin klage tilbage. Da pågældende patientrådgiver kendte sine rettigheder og patienten lige så, fik han adgang til patienten, som oplyste, at han havde fået besked på at trække klagen tilbage. Da patientrådgiveren nu oplyste ham om, at det ikke var hverken hospitalets eller patientrådgiveren, der bestemte dette, men patienten selv ønskede at fastholde sin klage, som patientrådgiveren så skrev og indsendte. Tidligere diskussion vedrørende problematikken, hvornår er en klage tilbagetrukket er af overpræsidiet blevet tolket som, at en patient godt kan trække sin klage tilbage over for en overlæge eller personale. LPD ser det dog som mindre heldigt, at en patient skal stå alene over for en læge i en sådan situation og føle sig tvunget til at trække sin klage tilbage, hvorefter patientrådgiveren bliver ringet op og afbeskikket. En situation, hvor en læge/personale kan afværge en klage imod sig selv, mod at love noget til gengæld. LPD anbefaler derfor, at patientrådgiveren/bistandsværgen i tilfælde, hvor en klage er trukket tilbage over for personalet eller en læge, altid sikrer sig at tale personligt med sin patient, som skal bekræfte dette personligt over for patientrådgiveren, der oplyser sin patient om dennes rettigheder i dette tilfælde. Synspunkt... Skraldemænd Politiet er mere end samfundets skraldemænd i relation til konfrontationer med psykisk syge LPD har noteret sig at også politiet har problemer i henhold til behandlingen af psykisk syge, hvilket giver sig udtryk i en artikel fra formand i Politiforbundet Peter Ibsens artikel set i Politiforbundets blad. Fra artiklen Mere end samfundets skraldemænd. skriver han bl.a. følgende: Er peberspray virkelig løsningen på et voksende socialt og samfundsmæssigt problem? Skal samfundet i så fald også løse stigende arbejdsløshed med fængselsbyggeri, fordi vi derfor må forudse voksende kriminalitet. Nogle gange løser politikerne problemerne bagvendt eller tørrer dem slet og ret af på samfundets store renovationshold: politifolk, sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialarbejdere. I 1990erne begyndte der at ske noget mærkeligt. Folk smed køleskabe ned på gaden fra anden sal, de stak ild til sig selv og deres lejligheder og personale i butikker blev overfaldet af råbende og hidsige mennesker med mærkelige blikke i øjnene. Distriktspsykiatrien kunne næsten øjeblikkeligt aflæses af politiets døgnrapporter. Efter kl. 16 tikkede der bekymrede 55 LPD avisen

56 henvendelser ind fra borgere, som havde oplevet adfærd fra fremmede på gaden, i en nærliggende lejlighed eller på bænken ved børnenes legeplads. Ofte blot stakkels og harmløse mennesker men grænsen mellem ufarlig og pludselig vanvidseksplosion var hårfin og uberegnelig. Distriktspsykiatrien var en realitet. Politiet havde fået en ny opgave, samfundet et nyt problem! Mange hæftede sig dog ikke dengang ved problemet, forudså ikke omfanget eller forestillede sig, at det var andet end midlertidigt. Her en pæn årrække senere konstaterer Ibsen, at politiet er blevet meget klogere på det område. Men det på en grel baggrund. Problemet var ikke midlertidigt og er det stadig ikke. Det er vokset og vokset og fylder en meget stor del af politiets arbejdsportefølje. Antallet af kriminelle psykisk syge er eksploderet og intet tyder på, at det går den anden vej eller flader ud. Imidlertid er der år for år blevet skåret de forkerte steder i det psykiatriske behandlersystem så politiet i dag flere steder må rykke ud og redde ansatte for overfald. Danmark er i den heldige situation, at man ikke har oplevet drab på en politimand de seneste ti år! (Redaktionen: for nylig i juni skete et i Sverige, hvor en psykisk syg dræbte en svensk politimand med skud). I Danmark er politiet veluddannede og det danske samfund er relativt fredeligt. Men derudover har politiet været mirakuløst heldige, særligt i forhold til konfrontationerne med psykisk syge kriminelle. Dette illustreres af et eksempel fra Århus, hvor to yngre politifolk kort før påske i år skulle medvirke til en tvangsindlæggelse. Personen gemte sig bag en dør i sin lejlighed, og i selv samme øjeblik den ene af politifolkene greb fat i dørhåndtaget sprang den psykisk syge frem og stak ud efter ham og kollegaen med en kniv. Den ene blev ramt i låret mens den anden fik gennemboret de første femten sider i sin lommebog, som heldigvis lå i brystlommen. I denne sag var det millimeter og et mindre mirakel, som gjorde forskellen på dræbte politifolk og et relativt harmløst udfald af politiforretningen og den er langt fra enestående iflg. Peter Ibsen. Denne viden sidder i hovedet på alle politifolk HVER gang de er involveret i politiforretninger med psykisk syge mennesker. Politiet skal nu gribe ind i sådanne sager med psykisk syge langt mere end nødvendigt, fordi netværket under disse mennesker er så utilstrækkeligt, at der gribes ind for sent og på et tidspunkt, hvor de er til fare for sig selv eller andre. Det samme er udvekslingen af erfaringer og viden mellem de relevante myndigheder og socialvæsen. Konfrontationen med mennesker i affekt og uden for psykologisk rækkevidde er noget af det farligste og mest uberegnelige, politiet kan komme ud for. Det er denne konfrontation som politiet er ængstelige for og derfor undrer Peter Ibsen sig over, at samfundet lader det komme så let dertil, hvor konfrontationen er nødvendig. Distriktspsykiatrien er blot et af talrige eksempler på, at samfundet vælger at dumpe komplekse og sociale problemer hos det, der efterhånden ligner et offentligt renovationsarbejde. Lærere skal samle op, der hvor integrationen svigter, pædagoger skal være opdragere og overtage forældreansvaret, sygeplejersker, hjemmehjælpere og socialarbejdere skal samle op på systemer, der ikke hænger sammen, mens politiet skal tage sig af de psykisk syge og desperate mennesker. Hvad værre er, at man vælger i samme forbindelse at gøre dem ufarlige og ofte sætte dem i gabestokken, når noget går galt! Når samfundet trods alt hænger sammen og fungerer i dag, så skyldes det, at de offentligt ansatte inden for service, sundhed og tryghed ind til videre holder fundamentet stabilt men under stigende pres. Måske er det også iflg. Ibsen en af de væsentligste forklaringer på, at det ikke er lykkedes Fogh-regeringen at beskære den offentlige sektor, som man egentlig ønskede det! Man har gjort den svagere og mere skrabet, men uden et stort antal ansatte til at tage skraldet ville systemet bryde sammen. Meget bekosteligt ville regeringen stå med kolossale problemer, som den var nødt til at løse fra bunden af. Alt andet lige er det lettere at tørre problemet af på de instanser, man allerede råder over. Derfor er den offentlige sektor ikke blevet mindre den er blot blevet sat under voksende pres. En tendens der har præget de seneste 25 års politik, men hvor skruen har fået en ekstra drejning under den nuværende regering. Politisk er der åbenbart en tendens til at skubbe komplekse problemer fra sig. Ofte fordi, debatten i sidste instans kommer til at handle om at pålægge nogen ansvaret for det, der er gået galt. Det er den danske syge. Der skal pinedød placeres et ansvar frem for at gribe om problemets rod. Det er pædagogen og ikke forældrene, ligesom det er læreren og politimanden, som gøres ansvarlige. Til trods for, at de ofte først modtager problemet, der hvor det er pustet op til eksplosionsstørrelse! ER det rimeligt? Er det klogt? Med udgangspunkt i eksemplet med distriktspsykiatrien er det svært at placere aben! Der er mange skyldige, der er mange som er medvirkende til de sidste års laden stå til. Bortforklaringer er der også mange rimelige af. Derfor er problemet og de afledte virkninger blevet skubbet over på den faggruppe, som egentlig er yderste instans og derfor har ret til at tackle det med magtanvendelse. Man afventer eksplosionerne og møder dem under handlepligt og de magtbeføjelser, som politiet er udstyret med. Aben ligger hos politiet. Debatten vil komme til at omhandle hvorvidt politiet skal udstyres med peberspray, som er et mildere våben end tjenestepistolen. Om hvorvidt politiet har brugt eller misbrugt 56 LPD avisen

57 sin magt i forbindelse med konfrontationen. Ikke om at gribe til roden af problemet, at vi har et samfund, hvor flere og flere mennesker udsender ekstreme og uberegnelige nødråb, fordi de enten er ensomme eller kræver behandling. For Peter Ibsen at se tackles væksten af psykisk syge mennesker, der er kriminelle lige så bagvendt, som hvis man valgte at bygge flere fængsler for at imødegå stigende arbejdsløshed, hvor den afledte effekt måtte forventes at være større armod, spændinger og voksende kriminalitet. Ibsen mener det bliver en stadig mere udpræget tendens i samfundet. Man skubber problemer og ansvar hen på en stadig mere presset offentlig sektor. Der gøres meget lidt for samfundsmæssigt at minimere eller løse problemerne. Politifolk, sygeplejersker, lærere og pædagoger skal i stigende grad tage skraldet. Det skaber problemer, da det er uhensigtsmæssigt og belaster de ansatte i unødig grad. Det ændrer også synet og status i samfundet for disse faggrupper. Fra politisk side gøres der ikke meget for at belønne indsatsen eller hæve status og arbejdsglæde For Ibsen at se, er resultatet at den offentlige sektor og de ansattes bæredygtighed testes mere end klogt er. Såvel lærergerningen som politiarbejdet og behandlingen af syge og trængende mennesker bliver stadig mindre attraktiv. Hvervesegmentet risikerer at måtte sættes stadigt lavere. Med disse faggruppers tærskel er det som med klimaet Ibsen konstaterer en overophedning, hvor vi ved, der er en grænse, hvor der er risiko for TOTAL nedbrydning. Da den nøjagtige tærskel ikke kendes løber vi imidlertid risikoen og fortsætter med at øge belastningen. Peter Ibsen slutter af med at vi måske nok hellere burde løse de reelle problemer også i forhold til om offentlige ansatte blot skal ende som Statens og kommunernes skraldemænd. LPD har med interesse læst formanden i Politiforbundets artikel og har konstateret via pressen, at der jævnligt gennem de sidste år har været konfrontationer mellem politiet og psykisk syge mennesker. Alt for ofte er der ved disse konfrontationer anvendt skydevåben fra politiets side, hvilket har resulteret i skudepisoder med svært sårede psykisk syge og flere, der er afgået ved døden. Som nævnt i artiklen er det indtil nu ikke gået ud over danske politifolk, idet ingen er blevet dræbt i de sidste ti år. Dog er flere blevet såret under sådanne konfrontationer og ikke mindst på sjælen over at have dræbt et andet menneske. Situationen var dog meget tæt på i juni måned, idet en svensk politimand blev dræbt af skud fra en psykisk syg svensker i Sverige. LPD kunne ønske sig at danske politifolk fik en uddannelse i behandling af psykisk syge, således at man kunne minimere brugen af våben i disse optrappede situationer. Dette til gavn for politifolkene, deres familier, de psykisk syge og deres pårørende samt befolkningen i almindelighed. LPD hilser brugen af peberspray som magtmiddel hos politiet velkommen i den henseende. Da der bliver flere og flere psykisk syge i det retspsykiatriske system og der i negativ takt hermed nedlægges flere og flere sengepladser forudser LPD, at der vil komme langt flere situationer mellem politi og psykisk syge i fremtiden. Artikler om dette har kunnet læses i Jyllandsposten og Ekstra Bladet i årets første måneder. Ulykkelige situationer som bringer den enkelte politimand og den psykisk syge ud i svære efterfølgende psykiske problemer med efterfølgende behandlinger og samtaler. Problemer som også kan smitte af på pårørende til de implicerede og give, de der har overværet konfrontationen, traumer. Ofte er det helt unge betjente, der kommer ud for disse situationer og i et af tilfældene var det en politiskoleelev, som kom ud for at måtte afgive skud mod en psykisk syg, der havde en kniv på sig. En psykisk syg, som en af LPD s medlemmer er bistandsværge for. P.t. verserer der en sag i pressen, hvor en psykisk syg blev skudt i en 7-eleven forretning og hvor politiet tiltales i sagen for unødig magtanvendelse. En ulykkelig situation for alle parter. LPD vurderer at der i politiets konfrontationer med de psykisk syge ofte er kendskab til, hvem den psykisk syge er, idet de er kendt indenfor retspsykiatrien. Som regel er det en nabo eller en der kommer fast et sted, således at politiet nemt kan udfinde identiteten på vedkommende. Idet det er en kendt inden for retspsykiatrien, har vedkommende psykisk syge også en bistandsværge, idet en psykisk syg er tildelt en sådan efter loven, da man blev idømt fx en behandlingsdom ved byretten af dommeren. I et sådant tilfælde kunne man gøre brug af den psykisk syges bistandsværge! Bistandsværgen kunne være tilføjet i politiets system under pågældendes sag eller den psykisk syge direkte og vagthavende hos politiet eller HS (politiets telefonkommandocentral) kunne underrette pågældendes bistandsværge i situationen og gøre brug af bistandsværgens indgående kendskab til den psykisk syge, som bistandsværgen kender gennem besøg i dennes hjem, ved indlæggelser og retsmøder. Bistandsværgen kunne oplyse, om han mente, der var aktuel fare for, om den psykisk syge ville gøre alvor af sine trusler og eventuelle våben og være med til at forhindre, at der skulle trækkes våben. Der kunne være mulighed for at bistandsværgen talte telefonisk med den psykisk syge. Da bistandsværgen som oftest bor i nærheden af den behandlingsdomsdømte kunne bistandsværgen også have mulighed for, at komme til stedet og tale den psykisk syge til ro. Brugen af bistandsværgen på denne vis ville med stor sandsynlighed kunne forhindre at situationen blev optrappet, og at man derved kunne undgå sårede personer og måske dødelig udgang på en konfrontation til ingen verdens nytte og stor sorg for de implicerede. Tiden til at samle op på de berørte rent psykisk bagefter og sygemeldinger ville også kunne minimeres ved at anvende bistandsværgen. Ydermere kunne LPD tænke sig en bedre uddannelse for politiet med hensyn til omgang med psykisk syge. Der er set eksempler 57 LPD avisen

58 på at betjente, der er vant til omgangen med psykisk syge klarer situationer med psykisk syge nemt og elegant, idet de ved hvad det drejer sig om og hvordan de skal tiltales og behandles. Med hensyn til at kalde en bistandsværge ud akut må bistandsværgebekendtgørelsen laves om, og det vil LPD arbejde med fremover, når den nuværende bekendtgørelse skal tages op til revision, således at der bliver tale om et udrykningshonorar af en vis størrelse. LPD har også tanker omkring professionelle bistandsværger, der kun skal arbejde med bistandsværgejobbet til en fast grundløn med tillæg for patienter og være hjemmehørende i de enkelte politikredse med fast tilknytningssted og faste møder med erfaringsudveksling og mulighed for at hjælpe hinanden med diverse retsmøder m.v. Men mere om dette senere i særskilt artikel. Synspunkt... Beskyttelsesfiksering og døraflåsning på et psyko-gerontologisk afsnit Indlæg af Niels Jørgen Schou, redigeret af redaktionen. 17a, 18, 18a og 18c er væsentlige fornyelser i den nye psykiatrilov, der trådte i kraft 1. jan Som patientrådgiver på et psyko-gerontologisk afsnit på psykiatrisk hospital i Risskov, har den nye psykiatrilov givet mig et øget antal beskikkelser vedrørende beskyttelsesfikseringer og andre beskyttende foranstaltninger. Disse patienter skal efter den nye lov have beskikket en patientrådgiver, hvorimod det kun var efter ønske, der skulle beskikkes en patientrådgiver efter den gamle lov. Desværre hersker der stadig denne misforståelse på flere afdelinger, at man skal spørge patienten ved fiksering, om denne vil have en patientrådgiver eller bistandsværgen skal orienteres. Der benyttes stadig gamle ikke aktuelle skemaer/ beskikkelsespapirer, hvoraf det fremgår patienten ønsket patientrådgiver. Vi har med en gruppe mennesker at gøre, som det er svært at komme i kontakt med. De bliver i hverdagen stillet over for mange ting, som de skal forholde sig til (vil de være på afsnittet de skal forholde sig til en husorden osv.). Vi har at gøre med en gruppe mennesker, som er svært demente og som ikke forstår ret meget af, hvad der foregår rundt om dem. Der skal nu beskikkes en patientrådgiver både ved beskyttelsesfiksering og ved døraflåsning. Når politikerne har besluttet dette i den nye lovgivning, er det selvfølgelig ud fra patientens RETSSIKKERHED. Som ved alle lovgivninger, er der ting, der skal justeres hen ad vejen og dette vil nok også komme til at gælde ovennævnte område. Selv om mange af ovenstående gruppe ikke forstår, hvad en patientrådgiver er, formindsker det ikke vigtigheden af, at patientrådgiverne også kommer på disse afdelinger, så de kan få et indtryk af hverdagen her. God sygehusstandard skal jo finde sted alle vegne. Det ekstra arbejde, som personalet pålægges til skriverier og ekstra tilsyn, må jo føre til en nøje planlægning af personalearbejdet, men det er jo ikke noget, vi som patientrådgiver, skal forholde os til. Firetimersreglen vil også være gældende for beskyttelsesfiksering og den beskyttelsesfikserede vurderes løbende efter disse regler af overlægen/kontrollerende læge. Problematikken i beskyttelsesfikseringer af ældre demente er, at de tages ud af fikseringen der ophæves, når de skal sove til middag/ skal sove for natten m.v.. Skal patientrådgiveren så beskikkes på ny, når næste dag oprinder og der igen sker en beskyttelsesfiksering? På dette punkt er der ikke taget højde i den nye Psykiatrilov og der bør ske en justering! 58 LPD avisen

59 Min mening Debat... Stigning i antallet af psykisk syge der begår kriminalitet Denne overskrift har i længere tid kunnet læses i flere af de store aviser. Sidst skriver Jyllands-Posten ( Kim Hundevadt ), at psykisk syge mister sengepladser. Både Danske Regioner, Kriminalforsorgen og leder af Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik Peter Kramp betegner udviklingen som alarmerende og mener, at nedlæggelsen af sengepladser, så der i dag kun er voksensengepladser, er en meget uheldig udvikling. At der på 25 år er nedlagt ca sengepladser på de voksen psykiatriske afdelinger betragter LPD som noget nær en katastrofe. Ved indførelsen af distriktspsykiatrien i beg. af halvfemserne havde man jo nok troen på, at denne kunne erstatte mange sengepladser. Der er ikke tvivl om, at nogle sengepladser kunne erstattes, men det faktuelle antal, der er blevet nedlagt, er langt over,hvad der viser sig holdbart i det praktiske arbejde. Som bistandsværge møder vi ofte patienter, der ikke er færdigbehandlet i det psykiatriske system og derved netop har begået en kriminel handling, der får bistandsværgen på banen. Ovenstående situation er dybt ulykkelig og kan bl.a. undgås ved, at de psykisk syge får den behandling, som de har brug for i det tidsrum, som de har brug for den. Det opleves næsten som en stor udspringsvippe, hvor de patienter, der betragtes som mindst syge, står yderst på vippen og når der så kommer en ny patient, som er mere syg end den yderste, så får denne patient et bitte puf ud fra vippen (udskrives), men der er desværre ingen vand i bassinet eller spændt et sikkerhedsnet neden under, så den udskrevne kan samles op. Mange gange går det heldigvis godt, men det er uhyggeligt at se, hvor tit det går galt. Ikke alene begås der grov kriminalitet, men flere grupper i samfundet (politifolk, socialrådgivere,sygeplejersker, socialpædagoger, læger og plejepersonale )bliver i hverdagen udsat for trusler og vold, som forfølger dem i lang tid. Det er ganske urimeligt, at disse mennesker (og ganske givet flere grupper) skal have deres tilværelse ødelagt, fordi det psykiatriske behandlingssystem svigter. Tænk blot på alle de ulykkelige hændelser, som politifolk har været ude i, hvor der er blevet trukket våben. Jeg skal ikke her bedømme politifolkenes brug af våben, men blot konstatere, at der åbenbart har været en situation, hvor der er blevet trukket våben mod en psykisk syg. Det faktum, at der i dag alene er over 2000, der er dømt til psykiatrisk behandling efter at have begået en alvorlig kriminel handling, må et eller andet sted indikere, at der ikke foregår tilstrækkelig behandling i systemet. Når politifolk mener, at de er blevet skraldespand for et psykiatrisk behandlingssystem, der ikke virker,og at det flere steder er over halvdelen af de varetægtsfængslede, der har en psykiatrisk diagnose, så må politikerne meget snart handle på disse oplysninger. LPD ser frem til, at der skabes flere sengepladser og at der gives de behandlingstilbud, som de psykiatriske patienter har brug for, så disse ikke lukkes ud uden at være færdigbehandlet. Kære politikere, få nu afsat de nødvendige midler til det psykiatriske område. Sølle 20 mill. kr. nu og her rækker ikke langt, og at henlægge udsigten til flere midler til efterårets aftaler om brugen af Satsmidlerne er, set med LPD`s øjne, ikke at tage sagen alvorlig nok. Ole Kølle Fmd. LPD 59 LPD avisen

60 Returneres ved varig adresseændring B LPD AVISEN LPD Per Møller Christensen, Grebjerg 22, 9440 Aabybro Kort nyt... Ny direktør for Sundhedsstyrelsen I kølvandet på kommunalreformen har Sundhedsstyrelsen i april måned fået ny direktør, 46-årige Jesper Fisker. Den nye direktør er den første direktør, der ikke er læge, han kommer fra en stilling som Sundhedsdirektør i Københavns Kommune, tidligere Socialdirektør i Brøndby kommune og herefter Kommunaldirektør i Hillerød Kommune. De fem nye regioner skal nu drive sundhedsvæsenet, og samtidig bliver Sundhedsstyrelsens position styrket, idet den nu i langt højere grad skal godkende, overveje og kontrollere forholdene på landets sygehuse. Tidligere var den primære opgave at give lægelige anbefalinger. Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (LPD) ønsker den nye direktør tillykke med den ansvarsfulde post. 60 LPD avisen