GymDanmark kan være med til at nedsætte skadesrisikoen i konkurrencegymnastik!

Transkript

1 Som opfølgning på Gymnasten nr.39, omhandlende konsekvenser af GymDanmarks reglementer og manglende træneruddannelse, vil denne artikel sætte fokus på det dokumenterede, stigende antal idrætsskader, der ses i TeamGym og Powertumbling og på, hvilken rolle forbundet har i den forbindelse. For at kunne igangsætte succesfulde tiltag for at forebygge skader i konkurrencegymnastik, er det nødvendigt at kende omfanget, typerne og alvorlighedsgraden af skaderne, samt mekanismerne bag disse skader. Der findes på nuværende tidspunkt en del videnskabelige studier med fokus på de hyppigste idrætsskader i springgymnastik, herunder konkurrencegymnastik, hvor studierne entydigt viser, at det hyppigst er ankel-, knæ- og rygskader, der opstår hos såvel børn/unge som voksne. I et stort forskningsprojekt om børns sundhed, herunder idrætsskader hos 1300 skolebørn fra 6-15 år i Svendborg, var konklusionen at den eneste betydende risikofaktor for traumatiske knæskader, så som forstuvninger og slag, var børn, der deltog i springgymnastik, inklusive TeamGym og Powertumbling. Disse børn havde dobbelt så stor risiko for traumatiske knæskader sammenlignet med børn, der deltog i ni andre populære idrætsgrene, inklusive fodbold og håndbold. Yderligere risikofaktor for både akutte og overbelastnings-knæskader var deltagelse i springgymnastik mere end to gange om ugen. Ligeledes var springgymnastik, ud over ridning, den eneste betydende faktor for traumatiske rygskader blandt de 10 mest populære idrætsgrene hos børn i Danmark. I sportsspecifikke studier af årige TeamGymnaster fra de nordiske lande fandt man, at skaderne primært var lokaliseret til anklen i form af ledbånds- og bruskskader (26 skader per 1000 timers sportsdeltagelse), lænderyggen i form af muskelforstrækninger og ledbåndsskader, samt ledbåndsskader i knæleddet, herunder forreste korsbåndsskader. Størstedelen (op til 84%) af skaderne opstod i landingsfasen, dernæst i afsæt og tilløb. Bemærkelsesværdigt er det, at størstedelen af skaderne opstod i slutningen af træningen, hvor gymnasterne typisk er udtrættede, og også i forbindelse med indøvelse af nye spring. Skader i springgymnastik er altså et kendt og alvorligt problem med stor omkostningsmæssig betydning for såvel den enkelte gymnast som for forening og samfund. At få en skade, og dermed ikke at kunne deltage aktivt på holdet, har store konsekvenser for gymnasten, for foreningen og for idrætten. Det kræver viden, disciplin og motivation at komme tilbage fra en alvorlig skade og det kræver, at træneren har den fornødne viden til at hjælpe gymnasten, og/eller at der er tilknyttet sundhedsuddannede til foreningen. Hvis ikke træneren har viden eller overblikket i forbindelse med træningen til at gennemføre en genoptrænende indsats, risikerer man at tabe gymnasten, forstået således at der er risiko for at gymnasten aldrig kommer helt tilbage til oprindeligt fysisk udgangspunkt og/eller vælger at stoppe. Denne tendens ses tydeligt hos de årige gymnaster, der med den fysiologiske udvikling og dermed forøgede muskelstyrke, kropsmasse og stadigt mere avancerede spring er mere udsatte for skader, hvilket også kan være medvirkende forklaring til det større drop out af foreningsidrætten hos denne 1

2 aldersgruppe. For gymnasten er der meget på spil, når der opstår en skade. Mange børn og unge opbygger en stærk identitet gennem gymnastikken og ikke mindst gennem netværket af kammerater på holdet. Når gymnasten mister adgang til fællesskabet i springsalen udfordres gymnasten på sin identitet og det fællesskab han/hun har på holdet. Det er derfor vigtigt som træner at forstå gymnastens udfordring og indsætte initiativer, der holder mulighederne for fortsat deltagelse åbne. Skadesomfanget, typerne, alvorlighedsgarden og konsekvenserne er således kendte og vel dokumenterede, og for at kunne igangsætte succesfulde, skadesforebyggende tiltag er det næste skridt at identificere mulige risikofaktorer for skader. Der findes mange indefra og udefrakommende faktorer, der tilsammen har betydning for risikoen for skader, men der, hvor fokus må ligge i det skadesforebyggende arbejde, er på de faktorer, der er umiddelbare og modificerbare. For lidt fokus på fysisk træning, som nævnt i Gymnasten nr.39, kan ikke alene forklare det høje antal af skader, der ses i en hastigt voksende og populær idrætsgren men hvad kan så? Som illustreret i modellen er der mange faktorer og påvirkninger rundt om den enkelte gymnast, der gensidigt og i forskellig grad har betydning for den enkelte gymnasts risiko for skader. I det inderste lag findes de indefra kommende faktorer, så som mentale forhold hos gymnasten, hvilke er yderst vigtige i skadesforebyggende øjemed, men som ikke vil blive omtalt i det følgende. I forhold til eksterne faktorer, der har betydning for skadesrisiko, vil vi i det følgende berøre de ydre rammer, trænerne, fysisk træning og kapacitet og ikke mindst forbundet med de eksisterende reglementer. 2

3 De ydre rammer omhandler faciliteter og udstyr for i kraft af spring med landing i springgrave og ikke mindst med udviklingen af afsætsredskaberne, er mulighederne for at blive bedre blevet markant større med tiden. Det er altså blevet nemmere for træneren at opfylde gymnastens ønsker om fortsat udvikling. Kravet om denne udvikling tydeliggøres i en undersøgelse om børns gymnastikvaner fra 2014, hvor blev der spurgt til, hvad der kunne få gymnasten til at stoppe med denne idræt og hele 40% ville stoppe, hvis ikke de blev bedre. Desværre har de muligheder, de ydre rammer skaber, en bagside i form af eksempelvis større krav og skadesrisiko, og hvis ikke træneren har forståelse for den enkeltes springniveau og fysiske kapacitet, kan der skabes en uligevægt, der udsætter gymnasten for en øget risiko for skader. Uddannelse af trænere i forhold til springteknik, modtagelse og skadesforebyggende tiltag kan være mangelfuld, da rekrutteringen af trænere i mange foreninger sker gennem egne rækker - og derfor er baseret på mesterlære uden nødvendigvis en formel instruktøruddannelse. Der er som sådan ingenting i vejen med mesterlære, men det er vigtigt at huske, at man ofte ikke bliver meget bedre end den man står på skuldrene af. Hvis der skal være et solidt fundament for mesterlære er det vigtigt, at der andre i foreningen, der har formel uddannelse og viden om teknik og forebyggende tiltag - og at man er åben for forandring og klar til at ville udvikle sig. Spørgsmålet er i den forbindelse både, om træneren har den fornødne uddannelse og viden, men også om man besidder den autoritet og tager det ansvar, der skal til, for at nægte en gymnast at lave et nyt spring til træning, opvisning eller konkurrence, hvis gymnasten ikke mestrer og kan håndtere springet på forskelligt underlag - i såvel springgrav som nedspringsmåtte. Det er en hårfin balancekunst at ville gymnasten udviklingen og samtidig skulle sige og holde fast i at gymnasten ikke er klar. Fysisk træning og kapacitet arbejdes der tydeligvis en del med rundt omkring i foreningerne, hvilket er en positiv udvikling. Der kunne måske argumenteres for, at tung styrketræning kunne kompensere for problemerne ved landingen, men det er ikke nok at træne styrke og stabilitet isoleret også sammenhængen, her landingerne, som disse egenskaber skal bruges i, skal trænes og øves. At lande er en motorisk færdighed, der også skal læres på det underlag, der gives til opvisningen eller som krav i konkurrence. Landinger skal indøves fra tidlig start i karrieren og gentages igen og igen via forskellige læringsformer. Fokus for træneren skal dels være på teknik i landingen, dels på at være opmærksom på udtrætning, f.eks. i slutningen af træning og/eller konkurrence og dels ved indøvelse af nye spring. Forbundet spiller en vigtig rolle i alle aspekter af ovenstående. Det er GymDanmarks opfattelse, som nævnt i Gymnasten nr.39, at ansvaret for uddannelse og tilegnelse af viden, herunder om forhold, der er afgørende for skader, ligger hos den enkelte forening og hos trænerne selv. Udtalelsen virker paradoksal, når konsekvenserne for den enkelte gymnast direkte påvirker GymDanmarks eget prestigehold, der deltager til EM. At forbundet har mulighed for at deltage aktivt i skadesforebyggelse er tydeligt og en væsentlig mulighed for dette er gennem reglementet. 3

4 På nuværende tidspunkt er der krav om at lande med strakt eller tæt på strakt (0-30 grader) hofte efter et spring (TeamGym Code of Points ), ellers risikerer man en straf på op til 0.3 point per gymnast. Der er dermed meget at miste for et konkurrencehold - faktisk er det 6x3x0.3+6x3x0.3 = 10.8 point. Sammenholdes dette krav med, at landing med strakt hofte gør det biomekanisk vanskeligt at bøje i knæene samtidigt, så er det ikke svært at se den potentielle skadessituation. Al forskning viser, at absorberingen af landingen skal ske ved at bøje i ankel, knæ og hofte, så musklerne aktivt kan stabilisere leddene, nedsætte belastningen på leddene og dermed minimere risikoen for skader, hyppigst set i ankler, knæ og lænderyg. Landing på strakt knæ er eksempelvis en kendt risikofaktor for skader på det forreste korsbånd i knæet, ligesom landing med knæene mod hinanden ( kalveknæ ) også er det. Kvindelige gymnaster har en større risiko for disse skader, da det kvindelige bækken er bredere end mænds og dette kan have betydning for knæenes position, hvorfor fokus på landingen med let bøjede knæ med mere end 30 graders knæbøjning - i lige linje med fødderne er afgørende. Forreste korsbåndsskader i knæet er blot et eksempel på en alvorlig og omkostningsfuld skade, hyppigt set ved mange konkurrencer og dokumenteret adskillige gange, også i Gymnasten. En ændring af reglerne fra strakt eller næsten strakt hofte og knæ (0-30 grader) til landing over 30 grader, eller med fratrækning af point for strakt hofte og/eller knæ, er nemt at gennemføre og vil bevirke at trænerne retter træning ind efter disse regler og dermed indøver biomekanisk fordelagtige landingsmønstre med gymnasterne. På Idrætsmedicinsk klinik, Sygehus Lillebælt, ser man mange springgymnaster med alvorlige skader, herunder knæskader. Ortopædkirurg, professor Niels Wedderkopp udtaler: Konsekvenserne af korsbåndsskader i knæet er større end mange ved - således er det kun ca. 50% af de, der pådrager sig en skade, som kommer tilbage til sport på nogenlunde samme niveau som før skaden. Det er ikke udsædvanligt at man får en følgeskade når man får en skade, så som menisk og bruskskader. Meniskskaden medfører tidlig slidgigt og bruskskaden er akut slidgigt som i et stort antal tilfælde betyder man er ikke længere kan dyrke vægtbærende sport (gymnastik, fodbold, håndbold osv.) for altid! Der er således tungtvejende grunde til at overveje træningen hos gymnaster, samt ændre reglerne for landing efter spring, da reglerne er direkte skadesfremkaldende - risikoen for skade og/eller rygproblemer er simpelthen for store! I forhold til træneruddannelse kan GymDanmark gøre krav på, at elitetrænere som minimum skal have et SMT3 eller diplomtræner kursus. Hvis man som forbund ønsker et højt bundniveau for træneren i seniorrækken giver det mulighed for at mesterlære videre til de andre hold i foreningen, inklusive et skadesforebyggende aspekt. Vi bifalder landstrænerne Dorthe Camilla Jensens og Kasper Frederiksens forslag om at lade os inspirere af det svenske reglement vi skal turde tålmodigheden og ikke forcere svære spring med potentiel skadesrisiko til følge. Skadesforebyggende arbejde er komplekst, men GymDanmark har konkrete muligheder for at påvirke udviklingen - og hermed gymnasternes muligheder og ve og vel. Med en høj frekvens af alvorlige skader med store omkostninger, herunder et faldende medlemstal i de stigende aldersgrupper, er det oplagt at GymDanmark tager ansvar. 4

5 Jan Brønd, Ph.d. studerende, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet Tina Junge, Ph.d., Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet Niels Wedderkopp, Klinisk professor, Ortopædkirurg, Idrætsklinikken, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sygehus Lillebælt Vejle-Middelfart 5