Gennemgang af den danske samtrafikregulering. Morten Falch. CTI Working Paper, no. 73 Center for Tele-Information

Transkript

1 Gennemgang af den danske samtrafikregulering Morten Falch CTI Working Paper, no. 73 Center for Tele-Information

2 Gennemgang af den danske Samtrafikregulering Morten Falch 1

3 Forord Formålet med dette arbejdspapir er at give et overblik over den danske samtrafik regulering på teleområdet. Papiret gennemgår dels de generelle tekniske, økonomiske og markedsmæssige problemstillinger i forhold til samtrafik, dels den danske lovgivning på området. Papiret er primært tænkt som en introduktion til samtrafik, der kan anvendes til undervisningsbrug. Papiret er udarbejdet før den seneste sammenlægning af Statens Informationstjeneste og Telestyrelsen. Der henvises således til Telestyrelsen og ikke til IT- og Telestyrelsen, som den regulerende myndighed. 2

4 Indledning Regulering af konkurrencen har til formål at skabe rammerne for en effektiv konkurrence på teleområdet. Formålet har været et opbrud med den tidligere monopolstruktur og skabelsen af et konkurrencebaseret marked, der giver incitamenter til og understøtter innovationsprægede satsninger og investeringer hos en bred række af markedsaktører 1. Midlet til at opnå dette mål har været at skabe et regelsæt der gør det lettere for nye virksomheder at komme ind på det nye telemarked, og konkurrere på lige fod med TDC. Herudover, har man hjulpet de nye operatører på vej gennem en såkaldt asymmetrisk regulering, som giver operatører uden en betydende markedsandel mere lempelige vilkår. Konkurrencen indenfor telesektoren er, som enhver anden sektor, underlagt de almindelige konkurrenceregler. Herudover er der imidlertid også en række sektorspecifikke forhold, hvor det har været nødvendigt med en regulering for at sikre konkurrencen. Det drejer sig om regulering af adgangen til begrænsede ressourcer og reguleringen af samtrafik, som er emnet for dette arbejdspapir. Etablering af samtrafik er helt afgørende, for at et telemarked med flere operatører kan fungere, og reguleringen heraf anses for at være det vigtigste instrument til at sikre et konkurrencebaseret telemarked. Fastsættelsen af samtrafiktakster er helt afgørende for især de mindre operatørers konkurrencevilkår, idet udgifter til samtrafik nemt kan udgøre over halvdelen af de samlede omkostninger, og selv for større operatører udgør betaling af samtrafikafgifter omkring en tredjedel af omkostningerne. Det er derfor ikke overraskende, at regulering af samtrafiktakster er et af de vigtigste stridspunkter mellem TDC og de andre operatører. Vi vil først gennemgå de forskellige former for samtrafik. Herefter følger en gennemgang af hvordan adgangen til dem reguleres i Danmark. Dernæst følger en gennemgang af forskellige metoder for beregning af samtrafikpriser, og den danske regulering heraf. Endelig følger et afsnit om de tekniske vilkår for indgåelse af 3

5 samtrafikaftaler og Telestyrelsens rolle i den forbindelse. Gennemgangen er koncentreret om de samtrafikprodukter, der er relateret til den basale teleinfrastruktur og som er omfattet af den danske lovgivning. Aftaler mellem Internetleverandører om udveksling af trafik på Internettet er ikke omfattet af den danske samtrafiklovgivning. Det samme er tilfældet for problemstillinger relateret til broadcasting services. På et almindeligt marked vil prisdannelse under den fri konkurrence sikre, at priserne bliver de rigtige, således at de i afspejler omkostningerne. På markedet for samtrafikydelser er der imidlertid fire forhold, som komplicerer en sådan fri prisdannelse: 1) I udgangspunktet er der en operatør (den tidligere monopolist), der sidder på hele markedet. I Danmark var det TDC, der havde den position indtil der gradvist blev indført konkurrence på flere og flere områder. 2) Telemarkedet er karakteriseret ved store faste og meget lave variable omkostninger. Det betyder at det ofte er næsten gratis at tilslutte endnu en kunde eller at øge trafikken på nettet. 3) De samme faciliteter anvendes til at levere en lang række forskellige tjenester. Det betyder at der er store fællesomkostninger, som ikke på objektiv vis kan fordeles mellem de enkelte tjenester (eller de enkelte kunder). 4) En stor del af omkostningerne er relateret til såkaldte essentielle faciliteter eller flaskehalsressourcer. Det drejer sig om den infrastruktur fortrinsvis i accessnettet, som i dag ejes af TDC, og som det ikke vil være økonomisk rationelt at lade de andre operatører duplikere. Medens det første forhold må forventes at spille en aftagende rolle vil de tre andre faktorer gøre sig gældende i en længere periode. Former for samtrafik Samtrafik er trafik, der benytter sig af netfaciliteter fra flere forskellige operatører. Formålet med samtrafik kan dels være at muliggøre kommunikation mellem 1 Citeret fra Bemærkningerne til Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. 4

6 abonnenter, der er tilsluttet forskellige net (koblet samtrafik), dels at muliggøre at én operatør benytter dele af en anden operatørs infrastruktur. Koblet samtrafik Ved koblet samtrafik ledes den enkelte samtale gennem to eller flere operatørers net. Formålet kan enten være originering af opkald (hvis kunden ikke er direkte tilsluttet netudbyderens eget net), terminering (hvis kunden ønsker opkald til en kunde, der er tilsluttet et andet net) eller transit (hvis opkaldet en del af vejen ledes igennem et andet net). (se figur 1). Figur 1. Originering, terminering og transit i TDCs net A kalder til B Originering A TDC net Andet net B Terminering A Andet net TDC net B Transit A Andet net TDC net Andet net B Prisen for originering og terminering vil normalt afhænge af, hvordan sammenkoblingspunktet er placeret i forhold til kunden og dermed hvilke netfaciliteter der anvendes. Der skelnes generelt mellem tre forskellige former: Lokal samtrafik, hvor sammenkoblingen mellem de to net finder sted ved kundens lokalcentral, samtrafik i øvrigt, hvor sammenkobling sker indenfor samme 5

7 samtrafikområde (dvs. under samme transitcentral) eller samtrafik mellem samtrafikområderne. Uden etablering af mulighed for koblet samtrafik er det kun muligt at kommunikere med abonnenter, der bliver betjent af samme netudbyder. Før AT&T fik etableret et de facto monopol på telefoni i det mest af USA, var det derfor nødvendigt for virksomheder at være tilsluttet flere forskellige telefonselskaber for at kunne være sikker på at kunne ringe til alle sine kunder. I denne situation er det ikke særlig attraktiv at være tilsluttet et telefonselskab med kun få abonnenter, og AT&T kunne derfor drage fordel af manglende muligheder for samtrafik, hvilket var en af hovedårsagerne til at AT&T opnåede monopolstatus. Historien illustrerer en af de interessekonflikter, der også i dag gør sig gældende indenfor samtrafikområdet: Samtrafik har størst betydning for mindre og nyligt etablerede teleselskaber, medens en operatør med en dominerende markedsandel og fuldt udbygget teleinfrastruktur ofte vil være meget lidt interesseret i at sikre mulighed for samtrafik. Samtrafikaftaler er imidlertid ikke kun relevante på et konkurrencebaseret marked. Der var også behov for samtrafikaftaler mellem de tidligere regionale operatører, og gennemførelsen af international kommunikation er også helt afhængig af, at der er sket en sammenkobling af forskellige landes telenet. Her er der imidlertid ikke tale om aftaler, der indgås mellem konkurrerende virksomheder, og der er ikke de samme interessemodsætninger, idet alle parter har en fælles interesse i at samtrafik er mulig. International samtrafik er baseret på international accounting rates, hvor de involverede parter i princippet deler både omkostninger og udgifter. Principperne for disse aftaler, der indgås mellem de berørte lande er etableret i ITU regi. Dette system er etableret på et tidspunkt, hvor hvert land kun havde en international operatør, og systemet er kommet under et stigende pres, efterhånden som der er kommet mere konkurrence på markedet for international kommunikation. Foruden udveksling af trafik mellem forskellige udbydere, kan det være hensigtsmæssigt at muliggøre, at en udbyder kan gøre brug af dele af en anden 6

8 udbyders infrastruktur. Det kan f.eks. være abonnentlinier (rå kobber), transmission mellem to centraler. Herved bliver det muligt at kunne etablere sig som netudbyder uden at være i besiddelse af en egen fuldt udbygget infrastruktur fra starten. Hermed sænkes adgangsbarriererne, og det bliver lettere at etablere konkurrence. Dette hensyn er især vigtigt, når man i udgangspositionen kun har en udbyder og ønsker, at der hurtigst muligt etableres konkurrence mellem flere udbydere. Herudover kan man ved at sikre nye udbydere adgang til de eksisterende netfaciliteter begrænse unødvendig duplikering af investeringer i infrastruktur. Der er dog her tale om en hårfin balance: Det kan være hensigtsmæssigt at undgå samfundsøkonomisk spild ved at tvinge nye operatører i at investere i netfaciliteter på områder, hvor der allerede er fuldt tilstrækkelig kapacitet. På den anden side vil en alt for stram samtrafikregulering, der forhindrer at udbyderen kan få dækket de fulde omkostninger kunne hæmme investeringer i nye netfaciliteter. Reguleringen af samtrafik har indflydelse på hvilken form for konkurrence, der kan skabes. Jo flere muligheder der er for at leje infrastruktur fra en anden operatør, og jo mere favorable vilkårene er, des lavere vil adgangsbarriererne være for nye operatører. Til gengæld vil alt for favorable vilkår betyde, at de nye operatører vil være mere tilbageholdende med at investere i deres egen infrastruktur. Således vil favorable betingelser for leje af infrastruktur fremme en servicebaseret konkurrence, hvor flere operatører udbyder deres tjenester ved brug af den samme fysiske infrastruktur men på lang sigt hæmme en facilitetsbaseret konkurrence, hvor de forskellige udbydere primært udbyder deres tjenester ved brug af deres egen infrastruktur. En måde at håndtere dette problem på er, at der i en overgangsperiode opretholdes en stram samtrafikregulering, hvor der tilbydes de nye operatører forholdsvis attraktive vilkår for samtrafik, hvorefter der sker en gradvis deregulering af området, efterhånden som der kommer mere konkurrence på området. Det relative prisforhold mellem de enkelte samtrafikprodukter har ligeledes stor betydning for hvilke former for investeringer de nye operatører vil foretage. F.eks. vil en for lille forskel mellem priserne på lokal samtrafik og på samtrafik fra et andet 7

9 samtrafikområde betyde, at der for de nye operatører ikke vil være noget incitament til at investere i et landsdækkende overordnet net. Der er visse områder, hvor det også på lang sigt kan være svært at forestille sig at de nye operatører vil opbygge deres egen infrastruktur, og hvor det er mest hensigtsmæssigt, at alle udbydere benytter de samme faciliteter. Dette gælder først og fremmest i abonnentnettet, hvor de udgifter, der vil være forbundet med at etablere en alternativ kabelbaseret infrastruktur helt ud til de enkelte abonnenter, ofte vil være uforholdsmæssig høje i forhold til den potentielle omsætning. Denne type faciliteter betegnes som essentielle faciliteter (essential facilities) eller flaskehalsressourcer, hvis de er nødvendige for at tilbyde visse former for tjenester til kunderne. Flaskehalse kan også opstå i forbindelse med, at knappe ressourcer sætter en grænse for antallet af udbydere. Det gælder f.eks. på mobilområdet, hvor der f.eks. i GSM 900 båndet kun er plads til fire eller fem operatører. Medens det må forudses, at konkurrencen efterhånden kan overflødiggøre regulering af samtrafik på andre områder, vil regulering fortsat være nødvendig, når det gælder brug af flaskehalsressourcer til samtrafik. Der er allerede i dag fortalere for at samtrafikregulering skal begrænses til at omfatte flaskehalsressourcer. Man skal dog være opmærksom på, at flaskehalsressourcer ikke er et endegyldigt begreb men afhænger af teknologiudviklingen. Udviklingen af alternative infrastrukturer f.eks. i form af et trådløst abonnentnet (wireless local loop) eller via brug af el-nettet vil betyde, at der kan skabes konkurrence også i accessnettet, som herved vil ophøre med at være en flaskehalsressource. Et helt centralt punkt i reguleringen af samtrafik, er hvordan prisen for de forskellige ydelser skal beregnes. Herudover har det vist sig nødvendigt nøje at specificere de betingelser for selve den tekniske sammenkobling af de forskellige net, samt at definere præcise procedurer for indgåelsen af samtrafikaftaler (herunder tidsfrister m.m.). 8

10 International lovgivning WTO Regulering af samtrafik er omfattet af WTOs referencepapir om regulering. Referencepapiret er juridisk bindende for de lande (bl.a. Danmark), som har tilsluttet sig. WTO s regulering er dog meget overordnet. Ifølge aftalen skal det sikres, at muligheden samtrafik med alle større udbydere sikres alle steder i nettet, hvor det er teknisk muligt, og at gennemsigtighed i markedet sikres gennem offentliggørelse af samtrafikaftaler. EU EU har udstedt en lang række direktiver, der har betydning for netadgang og samtrafik 2. Disse regler er integreret og revideret i et direktivforslag forelagt af Kommissionen 12. juli Reglerne i direktivforslaget er i princippet teknologineutrale og omfatter derfor ikke blot de traditionelle telekommunikationsnet men også andre kommunikationsnet, herunder kabel-tv net. Grundet den hurtige udvikling på telemarkedet, indeholder forslaget vide rammer for, at der kan ske en løbende tilpasning af reguleringen til de aktuelle markedsforhold. F.eks. er der mulighed for at regulatørerne kan undtage visse områder for krav om samtrafik. En begrundelse herfor kan være konkurrencen nu er så udviklet at der ikke er grund til at pålægge markedsaktører med en stærk markedsposition specielle forpligtelser. Forslaget giver desuden mulighed for at stille krav om: Gennemskuelighed Ikke diskriminering Regnskabsmæssig adskillelse Adgang til anvendelse af specifikke netfaciliteter At priser for samtrafik skal være omkostningsægte 2 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne, 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelfonitjenesten og udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold og 92/44/EF af 5. juni 1992 med senere ændringer. 3 Forslag til Europaparlamentet og Europarådets direktiv om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter. KOM(2000) 384 endelig. 9

11 Adgangen til specifikke netfaciliteter knytter sig bl.a. til ubundtet adgang. Dvs. at der kan stilles krav om, at en ny udbyder skal kunne få adgang til en specifik netfacilitet hos en udbyder med en stærk markedsposition uden nødvendigvis at skulle betale for brug af andre netfaciliteter som udbyderen ikke er interesseret i. Denne betragtning er især relevant i abonnentnettet, der som nævnt er en afgørende flaskehalsressource, og der er lavet en særlig forordning der regulerer dette område 4. Det vigtigste er imidlertid at sikre adgang til det rå kobber den ubundtede adgang giver her adgang til den rå ubundtede kobberledning, som operatøren så selv kan komme sit eget udstyr på. Herved bliver det muligt at implementere nye faciliteter i nettet (f.eks. udstyr til ADSL), uden at operatøren selv behøver at råde alle dele af den anvendte infrastruktur. Ubundtet adgang har især haft relevans for nye udbydere, der ønsker helt eller delvist at overtage kundernes abonnementsforhold i stedet for blot at udbyde samtaler. I dette tilfælde kan udbyderne have en interesse i at overtage abonnentledningen uden tilknyttede koblingsfaciliteter på den lokale central (det rå kobber), for herved at undgå at skulle betale en afgift for koblet samtrafik (jf. figur 2). Ifølge forordningen skal det både være muligt at få ubundtet adgang til hele abonnentledningen og til de frekvenser, der ikke bruges til tale (delt adgang). Sidstnævnte muliggør at en operatør kan tilbyde datakommunikation f.eks. i form af ADSL uden nødvendigvis at overtage telefonabonnementet. Forordningen sikrer også den konkurrerende udbyder mulighed for at opstille sit eget udstyr i umiddelbar nærhed af samtrafikpunktet (samhusning). 4 Europaparlamentet og rådets forordning (EF) Nr. 2887/2000 af 18. december 2000 om ubundtet adgang til abonnentledninger (De Europæiske Fælleskabers Tidende

12 Figur 2. Fuld unbundling af abonnentlinie M D F TDC lokalcentral PSTN Forbindelse der bliver omdirigeret til anden operatørs net Anden operatørs lokalcentral PSTN Kilde: Inspireret af Intven: Telecommunications Regulation Handbook fig. 3.1 Figur 3. Delt adgang splitter M D F TDC lokalcentral PSTN ADSL modem DSL adgang Anden operatørs net Kilde: Inspireret af Intven: Telecommunications Regulation Handbook fig

13 Forordningen er lavet med det formål at sikre nye netudbydere adgang til de eksisterende kobberkabler, medens markedet for abonnentledninger i form af højkapacitet lyslederkabler til større kunder vurderes at udvikle sig på konkurrencevilkår. Derfor gælder forordningen i princippet kun metalabonnentledninger. Dansk lovgivning Definition af samtrafikprodukter Den nuværende danske samtrafiklovgivning er inkluderet i Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet 5. Loven specificerer meget nøje, hvilke samtrafikprodukter der er omfattet af lovgivningen, og en yderligere præcisering findes i de tilhørende bekendtgørelser 6. Der skelnes mellem fire forskellige former for samtrafikprodukter: 1) Udveksling af trafik 2) Leje af infrastruktur kapacitet 3) Tjenesteudbyderadgang 4) Fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.m i forbindelse med aftaler om samtrafikprodukter (samhusning). 7 Denne definition er ændret i forhold til den tidligere lov der var blevet vedtaget kun to år tidligere. Årsagen var at man ønskede en mere teknologineutral definition, hvor der tages udgangspunkt i tjenesterne og ikke i de underliggende net. Hertil kommer en række tvister mellem Tele Danmark og de andre operatører om, hvorvidt det rå kobber var omfattet. Teleklagenævnet udtalte den 18. maj 1998 at Teleklagenævnets flertal var af den opfattelse, at en adgang til "det rå kobber" i abonnentledningsnettet var et indgreb af en sådan karakter, at det måtte kræve en sikker lovhjemmel, hvilken ikke var til stede i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren m.v., der efter sin ordlyd alene 5 Lov nr. 418 af 31. maj Bekendtgørelse nr. 852 af 28. september 2001 om grundlæggende bærertjenester, tjenester og faciliteter og fysiske eller logiske samtrafikgrænseflader, der indgår i samtrafik produkter. Tjenesterudbyderadgang er endvidere specificeret i bekendtgørelse nr 570 af om samtrafik m.v. 7 Lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarkedet

14 omhandlede "infrastrukturkapacitet". 8 Det krævede derfor en lovændring at sikre de nye netudbydere adgang til det rå kobber. Fremtidige ændringer i definitionen af samtrafikprodukter vil ikke kræve en lovændring, idet loven giver ministeren bemyndigelse til både at fastsætte regler for andre samtrafikprodukter end de i loven nævnte eller at undtage visse af de nævnte samtrafikprodukter fra loven. Sidstnævnte vil ske, hvis det skønnes at der på et område er udviklet så meget konkurrence, at regulering er unødvendig. Den danske lovgivning skelner ikke mellem samtrafik i forbindelse med national og international kommunikation. Internationale operatører, der ønsker at kunne betjene danske kunder ved brug af en dansk teleudbyders net er således underlagt de samme regler som de operatører, der er udbydere i Danmark. Udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester svarer til koblet samtrafik og er defineret som: fysisk eller logisk sammenkobling af telenet mhp. at give slutbrugere hos en udbyder mulighed for at kommunikere med andre slutbrugere hos den samme udbyder eller med slutbrugere hos en anden udbyder eller mhp at give slutbrugere adgang til teletjenester, der udbydes af en anden udbyder. Dette omfatter de tre forskellige former for samtrafik omtalt ovenfor: originering, terminering og transit. Leje af infrastrukturkapacitet omfatter såvel leje af transmissionskapacitet (faste linier), leje af ubestykkede infrastrukturstrækninger, mellemformer mellem disse to typer og national roaming. Bekendtgørelsen omfatter en liste over de forskellige muligheder for båndbredde, for hvilke transmissionskapacitet kan lejes (jvnfr. boks 1). Leje af infrastrukturstrækninger omfatter både det rene transmissionselement og delt anvendelse, som omtalt i den ovennævnte EU forordning. I modsætning til denne forordning omfatter den danske lovgivning ikke blot adgang til det rå kobber men også til rå fibre og bit stream access. 8 Sekretariatet for Telebrugernævnet og Teleklagenævnet ( j.nr ) 13

15 Boks 1: Transmissionskapaciteter der skal tilbydes som samtrafikprodukter Analog: - 2- og 4-trådsforbindelser Digital: - 64 kbit/s V.35/V.36/X.21/G n*64 kbit/s ustruktureret V.35/V.36/X.21. Følgende n-værdier leveres: n=1, n=2, n=4, n=8 og n=16. - n*64 kbit/s struktureret G.704. Alle n-værdier (1-30) leveres. - 2 Mbit/s G Mbit/s G Mbit/s G Mbit/s G Mbit/s VC Mbit/s VC-4 Kilde: Bekendtgørelse nr 852 af 28. september 2001.Bekendtgørelse om hvilke grundlæggende bærertjenester, tjenester og faciliteter og fysiske eller logiske samtrafikgrænseflader, der indgår i samtrafikprodukter National roaming muliggør at mobiloperatører kan tilbyde deres kunder en landsdækkende service, uden at de fra starten er i besiddelse af en fuldt udbygget infrastruktur. Princippet er at i det øjeblik en kunde bevæger sig udenfor operatørens dækningsområde, vil terminalen automatisk kunne tilkobles til en anden operatørs sendenet. Det kræver blot at der er indgået en roaming aftale mellem de to operatører. Reguleringen af national roaming omfatter tilrådighedsstillelse af kapacitet samt administrative og dirigeringsmæssige rutiner m.v. (herunder trafikregistrering, umiddelbar videredirigering og kundetaksering). Tjenesteudbyderadgang omfatter engroskøb af eksisterende slutbrugerprodukter, der kan gensælges til slutbrugere. En tjenesteudbyderaftale muliggør at udbydere kan operere på det danske marked helt uden at være i besiddelse af egne netfaciliteter. En sådan tjenesteudbyders primære aktiviteter vil være at tage sig af alle former for kommunikation med kunderne (inklusiv regningsudskrivning og opkrævning), medens selve produktionen af teleydelser helt og aldeles overlades til en anden 14

16 operatør. På det danske marked tilbyder f.eks. Lærernes Indkøbscentral (LIC) en sådan tjeneste. Tjenesteudbyderadgang er imidlertid også relevant for operatører med egne netfaciliteter. En tjenesteudbyderaftale kan f.eks. være et alternativ til leje af det rå kobber, hvis en udbyder ønsker at overtage en kundes abonnement. Gensalg kan bestå af et standardabonnement for almindelig telefoni, ISDN eller mobiltelefoni og/eller gensalg af samtaleminutter og de mest almindelige teletjenester (viderestilling, A- nummervisning m.m.). Tjenesteudbyderadgang er ikke omfattet af EU's regulering af samtrafik. Til gengæld er tjenesteudbyderadgang i EU omfattet af direktivet om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold 9 I forbindelse med etablering af samtrafik vil det som regel være nødvendigt, at den nye operatør får mulighed for at opstille eget udstyr i umiddelbar tilknytning til de eksisterende faciliteter. Derfor skal de nye operatører i et vist omfang have adgang til at anvende operatøren med en stærk markedspositions lokaliteter. Samhusning er som udgangspunkt omfattet af samtrafiklovgivningen. Dog er fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v. og tilhørende bygninger m.v., der er en del af udnyttelsen af masten omfattet af masteloven. Rettigheder og pligter for nye og gamle operatører Loven giver alle udbydere af offentlige telenet eller tjenester ret og pligt til at forhandle sig frem til aftaler om udveksling af trafik ( 41). Bestemmelsen skal sikre at det for alle slutbrugere er muligt at blive forbundet til en hvilken som helst anden slutbruger, uanset hvilken udbyder de anvender. Forpligtelsen om udveksling af trafik gælder ikke blot netudbydere men også rene serviceudbydere, der ikke råder over egne netfaciliteter. På den anden side skal udbyderne være offentlige, hvilket i loven defineres som at de udbyder deres produkter til en ikke på forhånd afgrænset kreds af 9 Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar

17 slutbrugere. En virksomhed eller forening med egne telekommunikationsfaciliteter er således ikke omfattet, men enhver virksomhed, der på kommercielle vilkår betjener mere end en slutbruger eller en anden teleudbyder er omfattet. Selv om reglerne for indgåelse aftaler om udveksling af trafik gælder for alle offentlige netudbydere, er det kun udbydere med en stærk markedsposition, der omfattet en regulering af priserne for disse ydelser (jvnfr. afsnit om prissætningsmetoder nedenfor) Forpligtelsen til at indgå aftaler gælder kun for udveksling af trafik (pkt. 1 ovenfor) og ikke for de andre samtrafikprodukter. Dog gælder der for udbydere af offentlige mobilkommunikationsnet, at de skal imødekomme enhver rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af nationale roamingaftaler (internationale aftaler har de ikke pligt til indgå). For de resterende samtrafikprodukter gælder forpligtelserne kun for udbydere med en stærk markedsposition. Disse udbydere skal til gengæld efterkomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændringer af aftaler om samtrafik fra andre udbydere. En mindre operatør er således ikke forpligtet til at stille sin infrastruktur til rådighed for andre men kun til at udveksle trafik. Medens kravet om udveksling af samtrafik kan begrundes i et ønske om, at alle slutbrugere skal kunne kommunikere med hinanden, er formålet med leje af infrastruktur udelukkende begrundet i et ønske om at fremme konkurrencen i en situation, hvor udgangspunktet er at en operatør ejer hovedparten af infrastrukturen. Der er derfor gennemført en asymmetrisk regulering, der stiller særlige krav til den (eller de) operatører, der allerede er veletablerede på markedet. Som nævnt sænkes adgangsbarriererne for nye operatører ved at sikre dem adgang til at kunne supplere eventuelle egne netfaciliteter med leje af en anden udbyders eksisterende faciliteter. På den anden side vil et tilsvarende krav om, at de nye operatører også selv skal stille deres netfaciliteter til rådighed for andre, inden de har opnået en stærk markedsposition, ikke fremme konkurrencen snarere tværtimod. 16

18 Telestyrelsen kan dog pålægge en udbyder, der kontrollerer den eneste eksisterende adgang til en eller flere slutbrugere at give andre udbydere adgang til disse faciliteter gennem indgåelse af en aftale om samtrafik. Udbydere med en stærk markedsposition er kun forpligtet til at imødekomme rimelige anmodninger om indgåelse af samtrafikaftaler med andre udbydere af telenet eller teletjenester. Storkunder eller slutbrugere med specielle ønsker er ikke generelt omfattet af de rettigheder samtrafiklovgivningen giver. Hvad angår faste kredsløb mellem nettermineringspunkter kan slutbrugere dog kræve at leje dem på samtrafikvilkår dvs. til de samme omkostningsbaserede priser som udbydere af telenet betaler. Det betyder konkret at en slutbruger mod betaling af en forholdsvis høj tilslutningsafgift kan slippe med en lidt lavere takster 10. Samtrafikaftaler indgås på kommercielle vilkår, men for operatører med en stærk markedsposition gælder der særlige forpligtelser mht. priser og vilkår. Priserne på samtrafikprodukter skal være omkostningsbaserede (jvnfr. nedenstående afsnit om beregning af samtrafikpriser), og aftaler om samtrafik skal indgås på objektive, gennemsigtige og ikke diskriminerende vilkår. Dette sikres bla. Ved, at alle aftaler om samtrafik indgået med en udbyder med en stærk markedsposition er offentligt tilgængelige. Telestyrelsen har endvidere i standardtilbudsbekendtgørelsen faststat regler om hvilke standardtilbud de skal udarbejde. 11 Udbydere af offentlig mobilkommunikationsnet er underlagt de samme forpligtelser mht. samtrafikaftaler angående national roaming. Tabel 2. Giver en oversigt over operatørernes forpligtelser i forhold til de enkelte grupper af samtrafikprodukter. 10 Forskningsministeriets bkg. nr Bekendtgørelse om standardtilbud på samtrafikområdet. Bekendtgørelse 853 af

19 Tabel 2: Udbydere, aftagere og prismodeller for de forskellige samtrafikprodukter SAMTRAFIKPRODUKTER Forpligtede udbydere 12 ) Aftagere Nye udbydere Tjenesteudbydere Prisreguleringsmodel for smp-udbydere Koblet samtrafik Terminering Originering Overordnede netdele (backbone) Leje af infrastruktur, samhusning Accessnet (rå kobber) Alle Alle Smp-udbydere Smpudbydere Kombination af best practice og omkostningsbaseret i øjeblikket LRAIC efter udgangen af år 2002 Ingen prisregulering på mobilområdet Alle aktører undtagen Internetudbydere og rene infrastrukturudbydere Forvalgsbaserede udbydere og Internetudbydere Forvalgsbaserede udbydere, Internetudbydere og udbydere af mobilnet Best practice og omkostningsbaseret i øjeblikket. LRAIC efter udgangen af år 2002 Tjenesteudbyderaftaler Smp-udbydere Best practice og omkostningsbaseret. Måske LRAIC senere Standardtilbud på mindst 21% under den listepris der kræves af slutbrugeren*) Noter: Smp-udbyder = Udbyder med en stærk markedsposition. *) Denne regel gælder kun i konkrete tilfælde efter Telestyrelsens afgørelse efter en vurdering af konkurrenceforholdene og ikke på mobilområdet. De 21% har dannet udgangspunktet for de indgåede kommercielle aftaler Kilde: Efter inspiration fra Jakob Nørgaard Justesen: Investeringer i telekommunikation under nye reguleringsformer. CTI maj Et helt afgørende punkt i reguleringen af samtrafik er definitionen af begrebet en udbyder med en stærk markedsposition. Selvom det erkendes, at der ikke umiddelbart kan sættes lighedstegn mellem styrken af markedsposition og markedsandel, er det EU Kommissionens holdning, at en virksomhed skal have en markedsandel på mindst 25% for at kunne regnes for at have en stærk markedsposition. Som et led i tilpasningen af den sektorspecifikke teleregulering til den generelle markedsregulering, har Kommissionen foreslået at lade begrebet stærk markedsposition afløse af begrebet dominerende stilling, der anvendes i den generelle 12 På mobilnettet virker SONOFON, Mobilix og Telia også som udbydere af koblet samtrafik og tjenesteudbyderaftaler. 18

20 konkurrencelovgivning og som modsvarer en markedsandel på mindst 40-50% 13. Det er ikke på forhånd givet at dette vil betyde at færre udbydere vil blive omfattet, idet det kan være tilstrækkeligt at en udbyder har er dominerende markedsandel på et mindre geografisk delmarked. I den nuværende danske lovgivning har man valgt at anvende den lavest mulige grænse i dette spektrum, således at en udbyder med en markedsandel på over 25% anses for at have en stærk markedsposition. Ydermere giver loven hjemmel til at Telestyrelsen også kan betragte udbydere med en markedsandel på mindre en 25% som havende en stærk markedsposition. Når man definerer markedspositionen på baggrund af markedsandelen er det helt afgørende, hvordan man afgrænser det pågældende marked. En udbyder kan f.eks. godt være dominerende i et lokalområde uden at have en betydende markedsandel på landsplan. På den anden side kan det være rimeligt at lade et marked omfatte flere forskellige konkurrerende tjenester f.eks. fastnet- og mobilkommunikation. I den danske samtrafiklovgivning opereres med fire forskellige markeder: 1) Det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester. 2) Markedet for fastnettjenester 3) Markedet for mobilkommunikationstjenester 4) Det relevante marked for leje af infrastrukturkapacitet, herunder leje af faste kredsløb, fysiske infrastrukturstrækninger m.v. 14 Såfremt en udbyder har en markedsandel på over 25% på ét af de tre første markeder, vil udbyderen som udgangspunkt anses for at have en stærk markedsposition i forhold til udveksling af samtrafik, tjenesteudbyderadgang og samhusning. En udbyder vil imidlertid kun være forpligtet som udbyder med en stærk markedsposition mht. leje af infrastrukturkapacitet, såfremt udbyderen har en markedsandel på mindste 25% netop på dette marked. 13 Proposed New Regulatory Framework for Electronic Communications Networks and Services. Draft Guidelines on market analysis and the calculation of significant market power under Article 14 of the proposed Directive on a common regulatory framework for electronic communications networks and services. Brussels COM(2001) Bekendtgørelse om samtrafik m.v. 5 stk

21 I dag har TDC en markedsandel på over 25% på alle de fire markeder og er derfor i alle henseender en stærk markedsoperatør. Sonofon har en markedsandel på over 25% af markedet for mobilkommunikation og er derfor forpligtet til at give adgang til udveksling af samtrafik med Sonofons mobilnet, og i forbindelse hermed adgang til fælles udnyttelse af bygninger og centraludstyr m.v. Sonofon er imidlertid ikke forpligtet til at gøre dette til omkostningsrelaterede priser, idet der gælder særlige regler når man kun har smp på mobilmarkedet. 15 Medens markederne 1-3 som udgangspunkt er defineret som landsdækkende markeder, kan 4 også bruges for et lokalområde. Dvs at en operatør med en markedsandel på under 25% på landsplan kan pålægges pligter som operatør med en stærk markedsandel i et lokalområde, hvis markedsandelen i det pågældende område er over 25%. Den nuværende lov udvider begrebet stærk markedsposition i forhold til tidligere, hvor der ikke blev skelnet mellem markederne for mobil- og fastnettjenester, hvilket betød at Sonofon ikke havde en stærk markedsposition. Denne skelnen fandtes i det oprindelige forslag til 1998-loven, men lovforslaget blev på dette punkt underkendt af EU Kommissionen Senere har Kommissionen ændret holdning, hvilket har muliggjort at man i den nuværende lov har kunnet indføre den ønskede skelnen mellem markederne for mobil- og fastnettjenester. Kommissionen lægger endda nu på nogle punkter op til en strammere definition end den der er indført i den danske lovgivning, idet de anbefaler en anden målemetode. Medlemslandene må imidlertid selv fastlægge deres egen målemetode, da målemetoden ikke er angivet i direktiverne. Kommissionens vejledning anbefaler at tage udgangspunkt i et mere specifikt afgrænset marked for terminerende samtrafik og de enkelte udbyderes omsætning på dette marked. Dette ville øge sandsynligheden for at mobilselskaberne blev underkastet prisregulering på samtrafikprodukter, hvilket IT- og forskningsministeriet ikke anser for hensigtsmæssigt, idet der er en betydelig konkurrence på markedet for mobile tjenester Op.cit. 6 stk Jvnfr. bemærkningerne til Lov om konkurrence- og forbrugerforhold

22 Prissætningsmetoder for samtrafik Fastsættelsen af samtrafikpriser er som nævnt et af de helt centrale reguleringsproblemer indenfor samtrafikreguleringen. Ikke blot er samtrafikpriserne helt afgørende for konkurrencen på telemarkedet, men omkostningstrukturen betyder også, at det er særdeles kompliceret at fastsætte niveauet for den korrekte pris. Den teoretisk korrekte pris skal sende det rette signal til operatørerne mht fastsættelse af slutbrugerpriserne. Dvs at samtrafikpriserne ikke må virke forvridende, således at slutbrugerpriserne ikke afspejler de samfundsøkonomiske omkostninger. Endvidere skal samtrafikpriserne såvidt muligt stille alle operatører lige, således at den operatør der er mest effektiv til at levere en given tjeneste, også har de laveste omkostninger og er i stand til at tilbyde den laveste pris. For at opnå en sådan markedssituation, er det nødvendigt, at de enkelte operatører kan købe de enkelte samtrafikprodukter uafhængigt af hinanden, og at priserne er omkostningsbaserede. I et marked med en (eller to) dominerende operatører, der er veletablerede indenfor alle produktområder vil det først og fremmest være de mindre operatører, der køber samtrafikprodukter af den eller de dominerende operatører, der således har en interesse i at priserne er så høje som muligt. Som nævnt i indledningen udgør samtrafikomkostningerne op mod halvdelen af de samlede udgifter for en mindre operatør. Taksterne for samtrafik er derfor helt afgørende for mindre operatørers mulighed for at levere tjenester til en konkurrencedygtig pris, og der kan argumenteres for at der i en overgangsperiode tages specielle hensyn til nye operatører så de kan få fodfæste på markedet og være med til at sikre konkurrence på lang sigt. For at kunne beregne den korrekte pris for samtrafikprodukter er det nødvendigt at foretage en lang række valg mht. hvilken metode man vil anvende, og hvilke forudsætninger man vil gøre i beregningerne. Da det endelige resultat er helt afhængig 21

23 af disse forudsætninger, er der en vis grad af subjektivitet i beregningerne. Overordnet er det nødvendigt at foretage en række principielle valg på følgende områder: Er der overhovedet et behov for afregning af samtrafik? Det mest enkle er slet ikke at have nogen afregning af samtrafik og at lade de enkelte operatører stå for omkostningerne i deres eget net. Samtidig beholder den enkelte operatør hele indtægten fra deres egne kunder (sender keep all). Denne metode har den store fordel, at det ikke er nødvendigt at måle hvor meget og i hvilken retning der udveksles trafik. Systemet fungerer bedst, når der udveksles trafik mellem to operatører af sammenlignelig størrelse, og hvor man kan formode at der går nogenlunde lige meget trafik i begge retninger. Metoden anvendes for samtrafik mellem lokale operatører i USA og Canada og var oprindelig den mest anvendte model for afregning af trafik mellem Internetudbydere. Dette har dog efterhånden ændret sig. Nogle af de større Internetudbydere har i dag udviklet sig til at være infrastrukturudbydere for de mindre udbydere, som må betale for at få adgang til den overordnede infrastruktur. Omkostningsbaserede eller indtægtsbaserede priser For det første skal man tage stilling til om der skal tages udgangspunkt i slutbrugerpriserne eller i omkostningerne. Set fra den dominerende operatørs side, kan det være rimeligt at tage udgangspunkt i slutbrugerpriserne, specielt når der er tale om en ny udbyder der kun selv bidrager med en meget begrænset del af de nødvendige faciliteter. Når f.eks. en ren tjenesteudbyder overtager et eksisterende kundeforhold, vil den dominerende operatør miste en indtægt svarende til den genererede trafik. Samtidig hermed opnås en besparelse i forbindelse med regningsudskrivning og kundebehandling. Set fra den dominerende operatørs side vil det derfor være rimeligt at fastsætte samtrafikafgiften, som forskellen mellem den tabte indtjening og den opnåede besparelse. Den nye udbyder vil herefter være profitabel, hvis og kun hvis udbyderen er i stand til at udføre de funktioner, der overtages mere effektivt end den dominerende operatør. Metoden vil derfor i teorien kunne sikre, at de enkelte funktioner vil blive udført af den mest effektive operatør. 22

24 På den anden side hindrer metoden ikke at den dominerende operatør kan opnå en ekstraprofit på de områder, hvor der ikke er konkurrence, f.eks. udbud af fysiske netfaciliteter i accessnettet. Metoden er også vanskelig at anvende til prissætning af infrastrukturprodukter, idet disse kan bruges i produktionen af mange forskellige slutprodukter. Metoden bruges primært for prissætning af tjenesteudbyderadgang, bla. i USA. Indtægtsdeling bruges dog i visse udviklingslande (f.eks. Ghana, Thailand, Indonesien og Kina), hvor den nye operatør betaler en vis andel af sine indtægter i samtrafikafgift. Fordelen ved denne metode er i disse tilfælde at den er enkel, og at det ikke er nødvendigt at lave en forudgående omkostningsanalyse af det eksisterende. Marginale, inkrementale eller totale omkostninger Tages der udgangspunkt i omkostningerne, hvilket generelt er tilfældet når der ses bort fra tjenesteudbyderaftaler og internationale accounting rates, er det nødvendigt at fastlægge hvilke omkostninger der skal medregnes. Problemet er her, at det ikke er muligt at fastlægge en enentydig relation mellem omkostninger og de enkelte tjenester. En stor del af omkostningerne er faste, og der er mange omkostninger der er fælles for to eller flere tjenester. 23

25 Boks 2: Forskellige omkostningsbegreber Marginalomkostninger: De omkostninger der er forbundet med at producere yderligere en enhed af en given tjeneste. Inkrementale omkostninger: De ekstra omkostninger pr. enhed der er forbundet med at producere en given mængde af en given tjeneste. Direkte omkostninger: De omkostninger der direkte kan henføres til den pågældende aktivitet. Delte omkostninger: Omkostninger der vedrører en funktion der anvendes af to eller flere tjenester og derfor ikke umiddelbart kan henføres til en enkelt tjeneste. Fælles omkostninger: Omkostninger der vedrører aktiviteter, der ikke er relateret til en afgrænset gruppe af aktiviteter. Fuldt allokerede omkostninger: En fordeling af omkostninger på tjenester der inkluderer samtlige omkostninger inklusiv delte omkostninger og fælles omkostninger. Stand-alone omkostninger: Det vil koste at levere en given tjeneste uden at dele faciliteter med andre tjenester. Stand-alone omkostningerne udgør den pris, en ny operatør vil skulle betale for at opbygge egne faciliteter for en given tjeneste og angiver derfor, den maksimale pris den ny operatør vil betale for samtrafik. Tages der udgangspunkt i de marginale omkostninger, vil man nå frem til meget lave samtrafikafgifter, idet det i langt de fleste tilfælde vil være næsten gratis at tilslutte et ekstra abonnement eller at levere mere trafik. Tages der udgangspunkt i de inkrementale omkostninger gælder som hovedregel, at samtrafikafgifterne vil være højere jo større inkrementer der opereres med. Opereres der med et inkrement, der omfatter alle aktiviteter indenfor en enkelt tjeneste, kan alle direkte faste omkostninger medregnes. Omfatter inkrementet en gruppe af to eller flere tjenester, er der mulighed for yderligere at indregne omkostninger der deles af disse tjenester. Man kan også give operatøren mulighed for at fordele de totale omkostninger på de forskellige tjenester (fuldt allokerede omkostninger). Det vil i dette tilfælde være nødvendigt at opstille regler for hvordan de fælles omkostninger skal fordeles på de forskellige tjenester. 24

26 Boks 3: Inkrementer i danske LRAIC-modeller Core-inkrement infrastruktur i det overordnede net Access-inkrement infrastruktur i accessnettet Detail-inkrement omkostninger afholdt i forbindelse med markedsføring over for slutbrugere Internationalt inkrement - omkostninger til transmission mellem transitcentraler og internationale centraler Særtjeneste-inkrement omkostninger i forbindelse med opkald til gratisnumre og forskellige informationstjenester Mobil-inkrement omkostninger til basisstationer, basisstation controllere, mobilcentraler og transmissionforbindelser hørende til mobilnettet Herudover kan defineres inkrementer for andre tjenester Kort eller Lang sigt Valget af tidshorisont har også betydning for beregningen af samtrafikafgifter. En væsentlig del af omkostningerne i et telenet hidrører fra investering i kapitaludstyr, der kan anvendes i en årrække. Udgifter til finansiering heraf inkluderes kun i de langsigtede omkostninger. Anvendes som i Danmark en langsigtsbetragtning, er det nødvendigt at gøre antagelser om levetiderne for forskellige typer af udstyr og at fastlægge, hvordan udgifterne skal fordeles på de enkelte år. Endelig er det nødvendigt at værdisætte de eksisterende netfaciliteter. Eksisterende net vs. optimal teknologi Det eksisterende net er blevet opbygget gradvist gennem en længere årrække. Derfor er det ikke altid den nyeste teknologi, der anvendes i alle dele af nettet, og hertil kommer at selve den geografiske placering af de enkelte netfaciliteter ofte er dikteret af historiske omstændigheder. Alt i alt betyder det, at et optimalt designet net med nutidens teknologi vil se betydeligt anderledes ud, end det net der rent faktisk eksisterer i dag. Den dominerende operatør vil derfor typisk have omkostninger, der er højere end dem der kan opnås ved optimal drift, og spørgsmålet er derfor, om samtrafikafgifterne skal tage udgangspunkt i teoretisk beregnede omkostninger i et optimalt drevet net eller i de faktiske omkostninger. 25

27 Man kan argumentere for at de nye operatører ikke skal lide under de ekstraomkostninger, der skyldes at den dominerende operatørs net ikke er optimalt. På den anden side kan det virke urimeligt at tvinge den dominerende netudbyder til at stille faciliteter til rådighed for sine konkurrenter til en pris der er under kostprisen. Mere væsentligt er det imidlertid, at man ved at tage udgangspunkt i de faktisk afholdte omkostninger vil skabe en skæv incitamentsstruktur. Den dominerende netudbyder vil være mindre interesseret i at optimere sin drift af nettet, hvis der er mulighed for at vælte en del af omkostningerne over på de andre udbydere. EU anbefaler at anvende den såkaldte scorched network approach. Her tages der udgangspunkt i den dominerende udbyders overordnede netarktiktur, dog således at denne arkitektur skal optimeres ved brug af den til enhver tid tilgængelige teknologi. Begrundelsen for at tage udgangspunkt i den eksisterende overordnede netarkitektur er, at der i praksis ikke vil være meget økonomisk fornuft i at optimere nettet uden hensyn til den fysiske placeringen af de eksisterende faciliteter. Historiske eller fremadrettede omkostninger Det teoretisk mest korrekte er at anvende fremadrettede omkostninger. Dette er imidlertid langt mere ressourcekrævende, idet det kræver en detaljeret omkostningsanalyse for at kunne vurdere de fremtidige udgifter fordelt på aktiviteter. Data for de historiske omkostninger kan i vidt omfang læses ud af regnskaberne for den dominerende netudbyder. Valget mellem historiske og fremadrettede omkostninger hænger nøje sammen med det ovenstående valg mellem eksisterende net og den optimale teknologi, idet de historiske omkostninger kun findes for det eksisterende net. 26

28 Boks 4: LRAIC-metoden Long Run Average Incremental Cost (LRAIC) er EU kommissionens bud på hvordan samtrafikpriserne skal beregnes. LRAIC-metoden beregner de fremadrettede omkostninger på lang sigt. Et inkrement er her defineret som en hel tjeneste. LRAIC inkluderer derfor både de faste og variable omkostninger, der er forbundet med produktionen af en given tjeneste. Delte og fællesomkostninger er ikke inkluderet. I nogle lande tillades det dog at inkludere en mark-up til dækning af disse udgifter. FCC har udviklet et lignende begreb Total Element Long-Run Incremental Cost (TELRIC). Heri er inkluderet en delvis dækning af delte og fælles omkostninger. Bottom-up vs. Top-down Endelig skal der tages stilling til, om omkostningsanalysen skal baseres på en topdown eller en bottom-up model. En top-down model tager i sin rene form udgangspunkt i de faktiske omkostninger hos den dominerende netudbyder. Disse omkostninger fordeles herefter på de enkelte inkrementer. En bottom-up model tager udgangspunkt i, hvor meget det vil koste at opbygge et net, der kan udbyde de efterspurgte tjenester indenfor de enkelte inkrementer. Bottom-up modellen tager således udgangspunkt i de fremtidige omkostninger og er baseret på optimal anvendelse af eksisterende teknologier. De to metoder kan imidlertid tilnærmes hinanden. Således kan en top-down model korrigeres for udgifter der er forårsaget i inoptimal drift, medens der i en bottom-up model kan lægges visse bindinger på netarkitekturen, således at der tages hensyn til den nuværende fysiske placering af visse netfaciliteter. De to forskellige typer modeller har hver deres styrker og svagheder. Ved brug af en top-down model er sikret en vis overensstemmelse mellem de faktisk afholdte omkostninger og de beregnede værdier. Til gengæld kan modellen ikke bruges til at analysere hvorvidt de afholdte omkostninger er nødvendige eller skyldes ineffektiv drift. På den anden side vil en ren bottom-up model kunne give resultater, der enten ligger langt over eller langt under de faktisk afholdte udgifter. Og det kan være svært 27

29 at kontrollere, hvorvidt dette skyldes urealistiske forudsætninger, ineffektiv drift eller noget helt tredje. Den britiske regulator Oftel valgte i midten af 90 erne at lade udarbejde både en topdown og en bottom-up model, hvorefter der blev udarbejdet en såkaldt hybrid model, der inkorporerede træk fra begge modeller på basis af en harmonisering af modelantagelserne i de to modeller. Regulering af priser for samtrafik i Danmark Den danske lovgivning angiver fire forskellige prisfastsætningsmetoder: 1) Modificerede historiske omkostningers metode. 2) Bedste praksis metoderne. 3) Slutbrugerprisen korrigeret for sparede omkostninger. 4) Langsigtede gennemsnitlige differensomkostningers metode (LRAICmetoden). 17 Det er op til Forskningsministeren at fastlægge hvornår de enkelte metoder skal bringes i anvendelse. Der er dog indgået en politisk principaftale om at det er LRAICmetoden der skal anvendes til beregning af samtrafikpriser. Dette kræver imidlertid at der først laves en model til at foretage de nødvendige beregninger. Bekendtgørelsen fastlægger at udveksling af samtrafik og leje af infrastrukturkapacitet bliver reguleret vha. modificerede historiske omkostninger og bedst praksis. Dog således at bedste praksis metoderne er anvendt, hvis de priser, der fremkom ved brug af denne metode, var lavere, hvilket har været tilfældet i langt de fleste tilfælde. Tjenesteudbyderaftaler er reguleret i forhold til slutbrugerpriserne (metode 3). Samhusning reguleres på samme måde som de tjenester de er tilknyttet. 17 Lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarkedet 55. Prisberegningen er uddybet i Bekendtgørelse om samtrafik m.v. kapitel 4. 28