Transkript

1

2

3

4

5 Flådens sænkning

6

7 Søren Nørby FLÅDENS SÆNKNING 29. AUGUST 1943 REGION 2003

8 Søren Nørby Flådens sænkning 29. august 1943 Forlaget Region 2003 ISBN: Forlagsredaktion: Rasmus Dahlberg Tilrettelæggelse: Kasper Monty og Karen Christensen Kort: Tom Therkildsen Tryk: Narayana Press Bogbinder: Chr. Hendriksen Denne bog er udgivet i samarbejde med Orlogsmuseet. Forsidebillede: Søværnet Bagsidebillede: Jørgen S. Lorenzen Skibssilhuetterne er venligst stillet til rådighed af Walther Hagenau- Poulsen, Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS, Nyholm. Der må ikke citeres fra denne bog ud over kortfattede uddrag i forbindelse med anmeldelser uden nærmere aftale med forlaget. Forlaget Region Vestergade 15A, 1. sal 5000 Odense C Tlf Fax: [email protected] I-net:

9 Indhold Forord 7 Besættelsen i perspektiv af Jørgen H. Barfod 11 Den danske flåde Skibene på Holmen Ubådsbroerne 36 Værkstedsskibet Henrik Gerner 51 Minestrygerne Søbjørnen og Søulven 57 Minestrygeren Søhunden og mineskibene Sixtus og Kvintus 63 Bevogtningsfartøjerne Hvalrossen og Makrelen 67 Kystforsvarsskibet Peder Skram 74 Mineskibene Lindormen og Lossen 80 Mineskibene Laaland og Lougen 87 Minestrygerne MS. 4 og MS Bevogtningsfartøjerne Sælen og Nordkaperen 100 Skibene uden for Holmen Korsør og Nyborg 106 Artilleriskibet Niels Juel 113 Inspektionsskibene Hvidbjørnen og Ingolf 127 Bevogtningsfartøjet Havørnen 137 Skibene, der nåede Sverige MS. 1 / Shara 144 Havkatten 147 Efterspillet 153 Appendiks Døde og sårede i søværnet den 29. august Alfabetisk oversigt over de danske flådeenheders skæbne den 29. august Kildemateriale 164 Register 167

10

11 Forord For alle, der oplevede dagen, markerede den 29. august 1943 befolkningens endelige brud med den danske regerings samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt, der havde besat Danmark den 9. april Bruddet startede som et folkeoprør i starten af august med strejker og uroligheder og endte med samarbejdspolitikkens sammenbrud den 28. august, da tyskerne følte sig nødsaget til et stille et ultimatum til den danske regering. Regeringen svarede nej til kravene, hvorefter tyskerne forsøgte at sætte den danske hær og flåde ud af spillet. Det tyske skridt fik den danske flådes ledelse til at beordre skibene sænket, og denne markante beslutning gav genlyd i omverdenen og nåede sågar helt frem til forsiden af New York Times den 30. august I år er det 60 år siden, begivenhederne fandt sted, og der bliver hvert år længere og længere mellem øjenvidnerne fra dengang. Derfor er jubilæet værd at markere, ligesom flådens sænkning blev mindet og højtideligholdt på 50- årsdagen i Denne bog er ment som en billeddokumentering af begivenheden og viser hovedparten af skibene både før, i enkelte tilfælde under og især efter deres sænkning i de regnfulde morgentimer den 29. august Ud over de mange billeder, hvoraf en stor del ikke tidligere har været offentliggjort, søger bogen at redegøre for søværnets situation op til flådens sænkning. Bogen lader endvidere en række af øjenvidnerne til begivenhederne fortælle med egne ord om deres oplevelser den begivenhedsrige morgen både omkring flådens hovedbase på Holmen og i de forskellige havnebyer rundt om i Danmark, hvor søværnets skibe også kom under angreb fra tyskerne. Sluttelig omhandler bogen skæbnen for søværnet efter den 29. august og herunder især de tyske bestræbelser på at gøre de sænkede skibe brugbare igen. Det er desværre ikke muligt at kreditere alle fotograferne bag bogens billeder. Mange personer, der havde deres gang på Holmen og rundt om i de danske havne, benyttede efter flådens sænkning lejligheden til at fotografere de ødelagte eller erobrede skibe. Billederne er efterfølgende blevet reproduceret utallige gange, og det er i mange tilfælde ikke længere muligt at finde frem til den oprindelige fotograf. Hovedparten af de viste billeder fra Holmen blev dog taget af daværende math-elev Jørgen Strange Lorenzen. Han har skrevet følgende beretning om, hvordan han tog billederne:»jeg havde mit fotografiapparat et Retina IIa med, da jeg begyndte som math-elev på Holmen, på trods af at det var klart ulovligt. Da vi kom tilbage til kaserneskibet Fyen sent om eftermiddagen den 29. august, havde tyskerne allerede været om bord og gennemrodet vores ejendele i jagten på krigsbytte. Heldigvis havde de ikke fundet mit Forord 7

12 8

13 Bemærk den tyske vagtpost, som kigger ud under Makrelens skrog. (Jørgen S. Lorenzen) kamera, og i løbet af interneringstiden nåede jeg at tage lidt over 70 billeder af Holmen, de sænkede skibe og tyskernes bestræbelser på at bjerge dem. Der var mange tyske vagter på Holmen, og jeg blev opdaget et par gange, men på nær en enkelt gang var der vand imellem mig og den tyske vagtpost, og jeg var derfor i stand til at slippe væk. Et par gange havde jeg nogle af mine elevkammerater med som dækning for min fotografering. De gav mig en vis beskyttelse for de tyske vagter. Den ene gang, jeg oplevede at blive taget, havde jeg lige taget et billede af Makrelen ud gennem portåbningen i Planbygningen ved Mastekranen. Her mente jeg mig fri for opdagelse, men pludselig kom en tysk vagt og tog mig på fersk gerning. Jeg opdagede ham slet ikke, før han stod direkte bag mig, og jeg havde stadig kameraet oppe, da han greb mig. Den tyske soldat truede mig med alle dødsens ulykker, men lod mig gå med apparat og film, efter at jeg havde lovet bod og bedring. Jeg var noget rystet over min manglende opmærksomhed, men jeg fortsatte dog fotograferingen.«fotografierne fra begivenhederne den 29. august 1943 har siden fundet vej ind i arkiverne hos en række af landets museer, og jeg har haft stor glæde af arkiverne hos Frihedsmuseet, Orlogsmuseet samt Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS. Tak til dem. Derudover vil jeg takke Korsør Lokalhistoriske Museum, Jørgen Barfod, Svend S.v.F. Kieler, Jørgen Strange Lorenzen, Gunnar Olsen, Johnny Balsved samt Ove Nielsen. Søren Nørby Orlogsmuseet, marts 2003 Forord 9

14 10

15 Tyske soldater går i land ved Langelinie den 9. april 1940 fra transportskibet Hansestadt Danzig. (Frihedsmuseet) BESÆTTELSEN I PERSPEKTIV Af Jørgen H. Barfod, formand for Frihedskampens Veteraner Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 skrev denne dato ind i Danmarkshistorien. Besættelsen kom som et chok for alle, men det var meget forskelligt, hvorledes man tog imod chokket. Den indre politiske strid blev gemt væk for en stund, da de største politiske partier indgik i en samlingsregering med socialdemokraten Thorvald Stauning som statsminister. Det danske folk sluttede op bag kong Christian 10., der den 9. april udsendte en erklæring, hvori han fremhævede at:»under disse for vort fædreland så alvorlige forhold opfordrer jeg alle i by og på land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig optræden, da enhver uoverlagt handling eller ytring kan have de alvorligste følger.«folk kunne dog opfatte kongens ord forskelligt, for hvad var en korrekt og værdig optræden, når tyskerne stod i landet? Nogle opfattede ordene således, at det ville være mest værdigt at genere tyskerne så meget som muligt, og andre at man skulle følge regeringens ord. Den tyske fredsbesættelse gjorde det muligt at opretholde et beskåret dansk forsvar, der dog ikke skulle forsvare de danske grænser. Den opgave overtog den tyske værnemagt. I sommeren 1940 kom den nyudnævnte radikale udenrigsminister Erik Scavenius med en erklæring, der satte sindene i kog hos den del af befolkningen, der var mod den tyske besættelse. Han udtalte bl.a.:»ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland.«Det var en rød klud for næsen af de danskere, som ønskede aktivt at modarbejde Tyskland, men disse var endnu for uvante med illegalt arbejde til at slå igen. Dog kom de første småsabotager allerede i 1940, hvor også illegale blade og løbesedler begyndte at blive omdelt. I sommeren 1941 angreb Tyskland landets hidtidige allierede, Sovjetunionen. I Danmark førte det til internering af hovedparten af de danske kommunister, og samtidig gav regeringen tilladelse til, at danskere kunne melde sig til tysk krigstjeneste. Regeringen bøjede sig igen og igen for de tyske krav og udleverede bl.a. otte torpedobåde til tyskerne, og en række af de mest åbenmundede politikere blev frataget deres poster. Kort og godt bøjede man sig for at få alt til at glide så let som muligt, og kulminationen blev, at udenrigsminister Scavenius i november 1941 tog til Berlin, hvor han på Danmarks vegne underskrev Antikominternpagten, der var vendt imod Sovjetunionen og den internationale kommunisme. Underskrivelsen medførte store demonstrationer i København, hvor en delegation overrakte en protestskrivelse til kong Christian 10. Heri Besættelsen i perspektiv 11

16 12 Det tyske mineskib Linz blev den 28. juli 1943 sprængt af modstandsbevægelsen på Odense Stålskibsværft, hvorefter tyskerne satte bevæbnede vagter ved danske arbejdspladser. Det udløste strejker og oprør, der bredte sig til hele landet. (Frihedsmuseet)

17 stod bl.a. følgende:»deres Majestæt skal vide, at vi hellere vil dele kår med det norske folk end uden modstand lade Danmark bruge til formål, der står i dybeste modstrid med vor vilje til at leve i et frit folkestyret Danmark.«SITUATIONEN SPIDSER TIL I starten af 1942 fik den spirende danske modstandsbevægelse forbindelse med Storbritannien, og briterne begyndte at kaste bl.a. våben og uddannede sabotører ned med faldskærm over Danmark. Sabotørerne skulle hjælpe med at opbygge en egentlig dansk modstandsbevægelse. Samtidig var den konservative politiker John Christmas Møller i 1942 kommet til London for at understrege Danmarks ønske om at tilslutte sig de allieredes kamp, og rundt om på de store have var der tusindvis af danske søfolk, der sejlede for de allierede, ligesom adskillige danskere i udlandet havde meldt sig til de britiske eller andre allierede styrker. Modstandskampen havde dog fortsat ikke regeringens støtte, og den 2. september 1942 holdt statsminister Vilhelm Buhl (der var blevet statsminister ved Staunings død i maj samme år) en tale, hvori han advarede mod at lade sig lokke til at deltage i sabotagen. Han understregede, at regeringen aktivt ville bekæmpe enhver form for sabotage, og sagde bl.a.»vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke ved opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesse.«efterhånden tog antallet af sabotagehandlinger til, og i sommeren 1943 kulminerede det hele med strejker rundt om i forskellige byer og kraftig stigning i antallet af sabotageaktioner. Augustoprøret blev til sidst det tyske militær for meget, og den 28. august fremsatte den tyske gesandt et ultimatum til den danske regering. Her krævede han, at regeringen øjeblikkeligt indførte mødeforbud for mere end fem personer samt strejke-, forsamlings- og udgangsforbud og dødsstraf for sabotage. BRUDDET Da regeringen ikke ville gå med til at indføre dødsstraf, afviste den tyskernes krav. Det medførte, at tyskerne natten mellem den 28. og 29. august gik i aktion mod den danske hær og flåde. Regeringen ophørte samtidig med at fungere, og den 29. august 1943 blev således den mest betydningsfulde dato for Danmark under hele besættelsen. Tyskernes aktion kostede 18 danskere livet i hæren og syv i søværnet. Ansvaret for bruddet den 29. august var modstandsbevægelsens. Det understregede den tidligere forsvarsminister Alsing Andersen allerede den 2. september, da han udstedte en bandbulle mod»den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler. Derfor er ansvaret deres for den situation, som nu er opstået, og de skal fastholdes på deres ansvar for, at det inden krigen sluttede kom dertil, hvor vi i øjeblikket befinder os.«modstandsbevægelsen var dog tilfreds med, Besættelsen i perspektiv 13

18 Tyske soldater på vej ud af Danmark ved Krusaa kort efter befrielsen. (Jørgen S. Lorenzen) 14 at der endelig kom rene linier i stedet for de uldne, hvor man ikke vidste, om forordningerne var givet efter tysk ønske eller danske interesser. DEN VIDERE KAMP Sammenbruddet gjorde det klart for de allierede, hvor Danmark stod i kampen for demokratiet, og det blev slået yderligere fast, da tyskerne den 2. oktober søgte at internere alle danske jøder. Heldigvis blev planen røbet og de fleste jøder advaret, og i de følgende uger blev små jøder smuglet til Sverige. Tyskerne udsendte den 2. oktober en pressemeddelelse, hvori de slog fast, at nu, hvor jøderne»var blevet udskilt af det offentlige liv og hindret i at forgifte atmosfæren«, kunne man påbegynde frigivelsen af de internerede danske militærfolk. Dette ublu forsøg på at sammenkoble en befolkningsgruppes ulykke med skæbnen for de internerede fik straks viceadmiral Vedel og chefen for hæren, general Gørtz, til at protestere over for tyskerne. Protesten fik dog ringe effekt, og efter at undtagelsestilstanden blev ophævet den 6. oktober, begyndte tyskerne at frigive deres

19 danske fanger. Den sidste forlod interneringen den 19. oktober. Frigivelsen skulle dog vise sig at være en fejltagelse fra tyskernes side, da hovedparten af de frigivne danskere meldte sig under modstandsbevægelsens faner. Den videre modstandskamp blev hård med mange ofre på begge sider, og kampen gik også ud over civilbefolkningen. Det kunne ikke undgås ikke mindst da tyskerne anvendte terrormetoder. Mest kendt er mordet på digterpræsten Kaj Munk, der den 4. januar 1944 blev hentet i sit hjem og få timer senere myrdet. Kampen var først forbi den 4. maj 1945, da de tyske tropper i Danmark, Holland og i Nordtyskland overgav sig. Det var i de sidste år af besættelsen lykkedes danskerne at sikre sig en plads blandt de sejrende magter. Ingen tør tænke den tanke: Hvorledes ville Danmarks stilling have været, hvis samarbejdspolitikken var fortsat til den 5. maj 1945? 15 Besættelsen i perspektiv

20 16

21 Den minesprængte storebæltsfærge Christian IX ved Sprogø. (Danmarks Jernbanemuseum) DEN DANSKE FLÅDE Da 2. Verdenskrig brød ud den 1. september 1939, blev hovedparten af den danske flåde udrustet. Ligesom under 1. Verdenskrig blev søværnet pålagt at håndhæve den danske neutralitet, og der blev udlagt miner i de danske farvande. Dette indebar hektisk aktivitet for både søværnet og Orlogsværftet, da mange skibe hurtigt skulle gøres klar til afsejling. Dog var den sikringsstyrke, der blev formet i 1939, kun en skygge af det søværn, der havde forsvaret danske farvande under 1. Verdenskrig. I mellemkrigstiden havde også og måske især søværnet lidt under politikernes spareiver og den generelle afrustningspolitik. Søværnet rådede i foråret 1940 over to artilleriskibe, seks torpedobåde, fem bevogtningsfartøjer (ældre torpedobåde), ti ubåde, et mineskib, tre minefartøjer, fire minebåde, en minedepotbåd, ni minestrygere, fem inspektionsskibe, to opmålingsskibe samt et værkstedsskib for ubåde. Over halvdelen af disse fartøjer havde også været i tjeneste under 1. Verdenskrig, men de blev nu bemandet og var funktionsdygtige. Da den tyske hær overskred den danske grænse den 9. april 1940, fik flådens skibe, modsat enkelte af hærens enheder, ordre til ikke at kæmpe imod besættelsen. Det skabte stor forbitrelse blandt søværnets personel, men de mange opgaver, som flåden var pålagt, havde medført, at enhederne lå spredt rundt i de danske farvande. Var søværnet blevet pålagt at kæmpe, ville spredningen have besværliggjort et effektivt og sammenhængende forsvar. De tyske forsyningslinier til invasionstropperne i Norge var dog så udsatte, at selv et svagt dansk forsvar af de danske farvande kunne have givet tyskerne store problemer. Da Danmark og Tyskland, trods besættelsen, formelt set ikke var i krig, fik både hæren og søværnet lov at fortsætte som selvstændige værn. Enhver form for flyvning blev dog forbudt, og søværnet skulle udføre en række vigtige opgaver for den tyske besættelsesmagt. Allerede i midten af april 1940 begyndte britiske fly at nedkaste miner i danske farvande, og trods intern modstand blev søværnet pålagt at stå for minestrygning i dele heraf. I starten vægrede søværnet sig ved at skulle stryge ruten mellem Korsør og Nyborg, da den også blev brugt til transport af tysk krigsmateriel, men efter at tre storebæltsfærger var blevet minesprængt, gik søværnet med til at udføre strygningen. Resultatet blev, at søværnet strøg de øst-vestgående forbindelsesveje mellem Jylland og øerne, mens tyskerne skulle stryge de nord-sydgående ruter, der var af betydning for deres transport til og fra Norge. I begyndelsen af 1943 måtte søværnet dog bøje sig for tysk pres og gå med til også at stryge de nordsydgående ruter. Den danske flåde

22 Kutteren K.1 blev minesprængt den 19. september Den var flådens eneste tab ved minestrygning under 2. Verdenskrig. (Orlogsmuseet) 18 Derudover fik søværnet fra oktober 1940 ansvaret for den søværts del af kystbevogtningen mellem Danmark og Sverige, der skulle forhindre illegale rejser mellem de to lande. Søværnet stillede tre ældre bevogtningsfartøjer til rådighed for denne styrke, men da det ikke var nok, måtte man leje en række små kuttere. Som modydelse for den danske indsats fik søværnet lov til at fortsætte uddannelsen af nyt mandskab. De tyske krav var dog skrappe, og skibene måtte kun sejle i udvalgte farvande: Smålandsfarvandet, Isefjorden og, for ubådenes vedkommende, Mariager Fjord. Endvidere måtte kun kystbevogtningens skibe sejle om natten, og alle sejladser skulle meldes til de tyske myndigheder mindst 48 timer i forvejen. Orlogsværftet fortsatte arbejdet med bygning af nye skibe til flåden, og i 1940 og 1941 løb en række store minestrygere og -læggere af stablen på Holmen. Derudover fik man bygget ti små minestrygere i træ på en række private værfter. Disse skibe blev færdigmonteret på Orlogsværftet i 1941.

23 Søhestens stabelafløbning den 30. april (Orlogsmuseet) Den danske flåde

24 En torpedobåd af Glenten-klassen slæbes væk fra Holmen. (Orlogsmuseet) 20 UDLEVERINGEN AF TORPEDOBÅDENE Søværnet søgte loyalt at udføre den af regeringen pålagte ordre om samarbejde med den tyske besættelsesmagt, men det skabte stor vrede, da regeringen i foråret 1941 bøjede sig for et tysk krav om udlevering af otte af søværnets torpedobåde. Bådene blev slæbt bort fra Holmen den 5. februar De to ældste både leverede tyskerne hurtigt tilbage, da de var for små og forældede til tysk tjeneste, men de seks nyeste torpedobåde af Dragen- og Glenten-klassen tilbragte resten af krigen i tysk tjeneste. Bådene blev udleveret uden bevæbning, og som modydelse stillede tyskerne materialer til rådighed til bygning af seks nye torpedobåde. De nåede dog ikke at blive færdigbygget før krigens slutning, da man fra dansk side var bange for, at tyskerne i så fald ville overtage bådene. Da skibene forlod Holmen, gav kong Chris-

25 tian 10., der delte søværnets harme over udleveringen, ordre til, at Rigets Flag, der vajer fra Batteri Sixtus på Nyholm, skulle sættes på halv stang. Det sker normalt kun langfredag samt ved dødsfald i den kongelige familie. Udleveringen af torpedobådene var et ærestab for søværnets og meget ødelæggende for personellets moral, men trods utilfredsheden blev regeringens ordre om udlevering udført til punkt og prikke af søværnet. Udleveringen skete på et tidspunkt, hvor det så ud til, at Tyskland ville vinde krigen, og ingen i søværnet turde derfor tage ansvaret for en sænkning af torpedobådene et skridt, der kunne have fået hele samarbejdspolitikken til at bryde sammen. Søværnets ledelse blev dog enig om, at værnet ikke ville acceptere en lignende udlevering senere i krigen. VEDEL Kort tid efter at den nyudnævnte viceadmiral A.H. Vedel i september 1941 blev ny chef for søværnskommandoen, flådens øverste ledelse, begyndte man at planlægge, hvad man skulle gøre, hvis tyskerne forsøgte at tage den danske flåde. I sommeren 1942 gav Vedel ordre til, at søminevæsenet i al hemmelighed skulle begynde at producere sprængladninger til flådens skibe, så de hurtigt kunne sænkes. Rygterne om forberedelserne slap dog ud til offentligheden, og arbejdet måtte derfor sættes i bero i nogen tid. I løbet af foråret og sommeren 1943 lykkedes det imidlertid at udstyre samtlige skibe i aktiv tjeneste med sprængbomber, der blev placeret i chefens varetægt. I oktober 1942 blev alle danske tropper fjernet fra Jylland. Tyskerne var bange for, at den danske hær ville falde dem i ryggen, hvis de allierede skulle invadere Jylland. Søværnets minestrygere fik dog tilladelse til fortsat at anløbe de jyske havne syd for Ålborg. Det viser med al tydelighed, hvor stor betydning den danske minestrygning havde for tyskerne. Den 10. marts 1943 blev forholdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske flåde sat på en alvorlig prøve. En lille gruppe modstandsfolk havde held til at overtage kontrollen over minestrygeren Søridderen og fik den til at sejle dem til svensk farvand. Efter at modstandsfolkene og enkelte af besætningsmedlemmerne var gået i bådene og sejlet ind til den svenske kyst, returnerede Søridderen til Holmen. Ved nyheden om det skete reagerede søværnets ledelse voldsomt. Man ville både komme en tysk reaktion i forkøbet samt sikre, at andre af søværnets ansatte ikke fik lyst til at gentage modstandsfolkenes succes. Chefen på Søridderen, orlogskaptajn Prip, blev derfor afskediget fra søværnet efter en hurtig auditørsag. Hans fejl var, at han ikke aktivt havde forsøgt at generobre skibet fra modstandsfolkene. Samtidig blev hele besætningen udskiftet. Orlogskaptajn Prip blev dog efter befrielsen i 1945 rehabiliteret og genansat som kommandørkaptajn af reserven. I løbet af foråret og sommeren 1943 var viceadmiral Vedel på rundtur i landet for at holde personlige møder med søværnets skibschefer. Formålet var at sikre, at ingen var i tvivl om, hvordan de skulle reagere, hvis det skulle Den danske flåde

26 22 Viceadmiral Vedel (med hvid kasket) i selskab med kommandør Evers på dækket af inspektionsskibet Ingolf i sommeren (Sv. Kieler)

27 komme til åben konflikt med tyskerne. I forbindelse med Vedels fortrolige samtaler med sine officerskolleger udsendte søværnskommandoen den 30. maj 1943 en hemmelig forholdsordre til samtlige skibschefer i aktiv tjeneste. Heri blev det slået fast, at ethvert angreb på et dansk orlogsskib eller krav om udlevering af skibet og/eller dets materiel skulle imødegås med magt. Under ingen omstændigheder måtte skibene overgives, uden at officerer og besætning havde gjort deres yderste for enten at ødelægge skibet eller søge neutralt farvand. FORBEREDELSERNE Da situationen mellem besættelsesmagten og den danske befolkning tilspidsedes i juli og august 1943, søgte søværnet at minimere risikoen for, at flådens enheder eller mandskab skulle blive involveret. Skibene blev flyttet fra de byer, der var plaget af uro, og mandskabet blev indskærpet ikke at lade sig provokere af tyskerne. Samtidig tog søværnskommandoen sine forholdsregler mod et eventuelt tysk forsøg på at overtage flådens enheder. Allerede natten mellem den 27. og 28. august blev flådestationen på Holmen sat i alarmberedskab, da man frygtede et tysk angreb. Viceadmiral Vedel gav ordre til, at et sådan skulle mødes med modstand fra Holmens vagtkompagni. Samtidig havde kystflåden udvalgt, hvilke skibe der ved et tysk angreb skulle forsøge at slippe ud af Flådens Leje og til Sverige, og hvilke der skulle sænkes. Skibscheferne blev informeret om, at signalet for enten sænkning af flåden (»K N U«) eller afgåelse til Sverige (»A E K«) ville blive udsendt fra den gamle krydser Hekla, der lå oplagt i Flådens Leje. Vedel var klar over, at det ikke var realistisk at nå at sænke samtlige flådens skibe, men han indskærpede, at de egentlige krigsskibe skulle sænkes eller søge mod Sverige dels for at hindre tyskerne i at benytte de danske skibe, men også på grund af signalværdien over for både den danske befolkning og de allierede. Solen stod op den 28. august, uden at tyskerne havde angrebet, men stemningen forblev anspændt. Mens regeringen arbejdede på et svar på det tyske ultimatum, inddrog søværnskommandoen al landlov, og skibene begyndte at tage proviant og ammunition om bord og træffe forberedelser til hurtigt at kunne forlade havnen. Samtidig forsøgte man at fortsætte dagligdagen på Holmen, som om ingenting var i gære. Et sportsstævne, der var begyndt allerede om fredagen, fortsatte om lørdagen med deltagelse fra både søværnet og hæren. Stævnet blev dog afbrudt lidt over middag, da de deltagende soldater fra hæren blev kaldt tilbage til deres kaserner, og søværnets mandskab skulle i gang med at gøre skibene klar til hurtigt at kunne forlade Flådens Leje. Skibene fik ordre til at ligge på kort varsel, hvilket vil sige, at de skulle være klar til at afgå med kun 15 minutters varsel. POLITISK SAMRÅD Om eftermiddagen lørdag den 28. august havde forsvarsminister Brorsen og Vedel et samråd. Her gav Brorsen, der havde været forsvarsminister Den danske flåde

28 24 Holmen, sommeren Skibene ligger på næsten de samme steder som den 29. august. (Orlogsmuseet)

29 Søren Brorsen ( ). Forsvarsminister for Venstre , og (Folketingets bibliotek) (med ansvar for hhv. krigs- og marineministeriet) siden den 10. april 1940, ordre til, at der ikke måtte kæmpes imod de tyske troppers indtrængen på Holmen. Venstremanden Søren Brorsen mente, at Holmens område faldt ind under de paragraffer i ordningen fra den 9. april, der gav tyskerne ubegrænset adgang til de danske kystbefæstninger og hærens kaserner. Derudover anså han det for formålsløst at kæmpe mod den tyske overmagt og ville derfor undgå forgæves tab af danske liv. Han gav en lignende ordre til hæren. Brorsen mente ydermere, at flådens skibe på søen og i havne rundt om i landet også burde overgive sig uden kamp, men på dette punkt stod Vedel fast. Resultatet blev, at skibene uden for Holmen fik besked på, at nye ordrer fra søværnskommandoen skulle indhentes, hvis de blev udsat for angreb. I realiteten ville der næppe være tid til at indhente nye ordrer, hvorfor Vedel må have forventet, at hans officerer ville handle efter de ordrer, han havde givet tidligere om at sænke skibene eller søge svensk område. Resultatet af samrådet mellem Brorsen og Vedel blev, at søværnskommandoen udsendte ministerens nye ordre til enhederne på Holmen. Den lød:»besættelse af skibene på Holmen må efter regeringens bestemmelser ikke imødegås med magt.«søværnskommandoen valgte dog på egen hånd at tilføje følgende:»skibene kan efter omstændighederne sænkes.«samtidig blev officererne i Holmens vagtkompagni informeret om, at soldaterne i tilfælde af tysk angreb kun måtte skyde i selvforsvar. Vagtkompagniet gik derefter i gang med at opbygge en række passive spærringer af Holmens indfaldsveje, men de skyttehuller, der var blevet gravet natten før, blev ikke bemandet. ULTIMATUMMET UDLØBER På flådens hovedbase på Holmen i København befandt sig den 28. august større enheder, hvilket udgjorde langt hovedparten af den danske flåde. Kl blev alle udrustede skibe på Holmen underlagt kystflåden og alle enheder uden for Holmen underlagt søværnskommando- Den danske flåde

30 26 General von Hanneken, den tyske øverstkommanderende i Danmark den 29. august (Frihedsmuseet)

31 en. Et ensartet kommandoforhold skulle sikre, at alle skibene fik samme ordre. Det tyske ultimatum til regeringen udløb kl , hvorefter den tyske øverstkommanderende von Hanneken udsendte ordren»blitz Uhr«til de tyske tropper. Det var tegnet til, at den tyske operation, der havde fået kodenavnet Safari, skulle begynde næste morgen kl Tyskernes planlægning havde først og fremmest drejet sig om en afvæbning af den danske hær, og først sent i forløbet viste det sig nødvendigt også at slå til mod den danske flåde. Derfor var det tyske angreb på Holmen præget af både dårlig planlægning, og af at der kun var få tyske styrker til rådighed. Således regner man med, at den tyske styrke kun bestod af en uhomogen gruppe på ca. 500 mand, mens der på Holmen befandt sig nær ved danskere. Tyskerne vidste ikke, om de gik ud til åben kamp, eller om danskerne bare ville overgive sig, og de var derfor noget nervøse. Ydermere var langt hovedparten af de tyske soldater under uddannelse og uden nogen form for krigserfaring. Den tyske plan tog dog højde for styrkeforskellen: i tilfælde af modstand fra de danske styrker skulle denne knækkes ved hjælp af tyske fly og artillerienheder. Men havde tyskerne angrebet natten mellem den 27. og 28. august før Brorsen gav ordren til, at Holmen skulle overgives uden kamp kunne begivenhederne meget vel have fået et noget voldsommere forløb end det, der nu fulgte. SÆNK SKIBENE! Natten mellem den 28. og 29. august 1943 var regnfuld og mørk. Igennem det mest af natten blev havnen oplyst af tyske lysraketter og projektører, og de danske søfolk blev beordret til at»slange«(blunde fuldt påklædt) på deres banjer, så de hurtigt kunne være klar, hvis tyskerne skulle angribe. Kl ankom en tysk styrke til indgangen ved Prinsessegade. Tyskerne anmodede om at komme til at snakke med»der Kommandant«og blev lukket ind på Holmen. Samtidig skyndte de danske vagter sig at give besked til chefen for kystflåden, kommandør P. Ipsen. Kommandør Ipsen ringede straks videre og informerede Vedel, der befandt sig i Marineministeriet. Kl gav han ordren til, at flådens enheder på Holmen skulle sænkes. Samtidig blev flådens enheder uden for Holmen søgt kontaktet pr. radio med ordre om at søge svensk område eller sænke skibene. Da flåderadiostationen på Holmen siden den 9. april 1940 havde været under tysk kontrol, havde søværnskommandoen indrettet en hemmelig radiosender på loftet over Marineministeriet, og det var herfra, at signalet blev afsendt. Tre minutter senere blev signalet»k N U«afsendt til fartøjerne på Holmen. Det skete via en signallampe fra bevogtningsfartøjet Hvalrossen, der lå ved siden af kystflådens flydende hovedkvarter om bord på Peder Skram. Mens der blev ringet frem og tilbage mellem Marineministeriet og chefen for kystflåden, var tyskernes vej ind på Holmen blevet stoppet af en åben klapbro mellem Arsenaløen og Frederiks- Den danske flåde

32 28 Udsigt over Holmen efter flådens sænkning. (Frihedsmuseet)

33 holm. Da ingen kunne sænke broen, måtte tyskerne vende om og køre den lange vej uden om Holmen ad Refshalevej, hvilket tog dem små 15 minutter. I mellemtiden var danskerne gået i gang med at sænke deres skibe. Den første eksplosion lød kl , og allerede kl var alle skibene på nær bevogtningsfartøjerne Nordkaperen og Sælen sænket. Disse to enheder forsøgte at slippe ud af Flådens Leje, men måtte opgive, og de blev kl som de sidste skibe sænket. I alt blev 27 enheder sænket på Holmen. I mellemtiden var den tyske udsending, Korvettenkapitän Petersen, nået frem til chefen for flådestationen, kommandør A.E.V. Granjean, og havde overrakt et tysk ultimatum, som gik ud på, at flådestationen skulle overgive sig og tillade uhindret tysk indtrængen på området. Danskerne fik 30 minutter til at bøje sig, hvorefter området ville blive angrebet af de tyske styrker. Kl overgav flådestationen sig, og tyskerne meddelte derfor, at de kl ville påbegynde indrykning på området. To minutter før tidsfristen udløb, indfandt kommandør Ipsen sig hos Granjean og meddelte, at flåden var sænket. AFMARCH Efterhånden som skibene blev sænket, begav officerer og besætningsmedlemmer sig til Planbygningen ved Mastekranen. Her indfandt kommandør Ipsen sig lidt efter Han holdt en kort tale og sluttede af med at udråbe et leve:»den danske flåde er sænket med ære, længe leve den danske flåde.«ipsens tale blev mødt med et spontant trefoldigt hurra fra de tilstedeværende besætninger. Derefter blev alle beordret til at aflevere eventuelle håndvåben, og snart lå der en større dynge pistoler og geværer på gulvet. Mandskabet på kaserneskibet Fyen havde dog nået at smide samtlige skibets ca. 600 geværer over rælingen, inden man gik fra borde. Tyskerne indfandt sig i Planbygningen og beordrede danskerne til, under tysk vagt, at marchere væk fra området omkring Mastekranen. Klokken var nu blevet hen ad kvart over fem om morgenen, og dagen var begyndt at lysne. Danskerne nåede dog kun få meter, førend de kom under beskydning. Et tysk fartøj, der var sejlet ind i Flådens Leje, åbnede ild mod bygningerne på Nyholm. Tyskerne hævdede efterfølgende, at det var danskerne, der havde skudt først. Set i lyset af, at brandene om bord på eksempelvis Henrik Gerner og Søulven fik ammunitionen i kanonerne om bord til at gå af, er det ikke usandsynligt, at tyskerne har fået det fejlagtige indtryk, at der blev skudt på dem fra de mennesketomme skibe. Sikkert er det dog, at ingen af de danske søofficerer eller besætningsmedlemmer skød mod tyskerne. Resultatet blev, at en større ildkamp opstod, dog kun med tyskere, der skød på tyskere. De ubevæbnede danskere blev fanget i krydsilden, hvilket kostede to døde og to sårede. Tyskernes forvirrede beskydning af deres egne kostede dem én dræbt og syv sårede. Efter at skydningen var indstillet, blev marchen genoptaget. Først gik turen ned til Holmens personelkontor, hvor alle måtte aflevere gasmasker, lommeknive, stålhjelme samt eventuelle Den danske flåde

34 30 våben. Derefter blev søværnets officerer samlet i flådestationens kontorbygninger, mens de menige og de underordnede befalingsmænd marcherede ud til den tyske luftmarinestation på Margretheholm, hvor de forblev, indtil de ved 15- tiden blev kommanderet tilbage til Holmen og interneret. TYSKERNES SYN PÅ BEGIVENHEDERNE Klokken om morgenen den 29. august havde tyske styrker indfundet sig i Marineministeriet, hvor de tog bl.a. viceadmiral Vedel i forvaring. To timer senere blev Vedel bragt til det tyske flådehovedkvarter på Hotel Phønix. Her mødte han den tyske admiral Wurmbach, der var øverstkommanderende for de tyske flådestyrker i Danmark. Ved mødet udtalte Wurmbach»Wir haben beide unsere Pflicht getan«(vi har begge gjort vores pligt), hvilket kun kan ses som en anerkendelse af, at han i samme situation ville have handlet som den danske flådes ledelse og søgt at sænke skibene. Der er ingen tvivl om, at den tyske flåde helst havde været Operation Safari foruden. Tabet af de danske minestrygere var et hårdt slag for den tyske Kriegsmarine, der nu måtte i gang med at finde skibe og mandskab, der kunne overtage strygningen i de danske farvande. Samtidig blev sænkningen af flådens skibe bemærket verden rundt, og den bidrog væsentligt til at forbedre Danmarks image hos de allierede. BJERGNINGEN AF DE SÆNKEDE SKIBE Tyskerne krævede til at begynde med, at Orlogsværftet skulle stå for bjergningen af de sænkede skibe. Deres begrundelse var, at skibene fortsat var dansk ejendom, og at det kun var brugsretten, der ville overgå til tyskerne. Fra dansk side nægtede man at udføre arbejdet, men efter samtale med viceadmiral Vedel besluttede man at komme tyskerne i møde ved at udlevere tegningerne til de sænkede skibe. Men man fastholdt, at tyskerne selv måtte hæve skibene. Tyskerne gik hurtigt i gang med arbejdet. Først foregik det ved hjælp af to mindre bjergningsskibe fra Kiel, der kunne bringe de skibe, der kun var sænket gennem åbning af søventiler, flot. Til de skibe, der var sænket ved sprængning, fik tyskerne sejlet en stor flydekran fra Hamburg til København. Kranen, der hed Schwimmkran I/38, men blev kaldt»der Lange Hendrik«, ankom den 3. oktober 1943, og da den først var på plads, kom der fart over bestræbelserne. Efter at de danske skibe var blevet hævet, blev de bugseret over til det nærliggende Burmeister & Wain-værft. Tyskerne søgte at overtale værftet til at stå for reparationen af skibene, men det undslog værftets ledelse sig. Skibene måtte derfor enten slæbes til Tyskland for reparation eller efterlades ubrugelige på Holmen. I alt endte 15 af de 32 sænkede skibe i en eller anden form for aktiv tjeneste i den tyske flåde. Den tyske flydekran»der Lange Hendrik«ankommer til Holmen. (Jørgen S. Lorenzen)

35 Den danske flåde

36

37 Skematisk oversigt over Holmen med angivelse af de sænkede enheders placering den 29. august SKIBENE PÅ HOLMEN Næste side: Holmen, ca (Orlogsmuseet) Holmen i København, der fra 1692 til 1993 fungerede som den danske flådes hovedbase, er en fællesbetegnelse for et område, der dækker fem kunstige øer i udkanten af Københavns Havn. Her lå også Orlogsværftet, der byggede og vedligeholdt flådens skibe, og som i hele perioden var en af Københavns største arbejdspladser. Samtidig var Holmen hjemsted for både kongeskibet og en række af søværnets uddannelsesinstitutioner, bl.a. Søværnets Officersskole. Flådens område bestod af Nyholm, Frederiksholm, Dokøen, Arsenaløen samt luftmarinestationen, der lå på det, der i dag hedder Margretheholm. Øerne var indbyrdes forbundet af en række broer, og der var kun adgang til området via Prinsessegade og Refshalevej. Foran Holmen lå Flådens Leje et afspærret område af Københavns Havn, hvor flådens skibe lå fortøjet, når de ikke var på togt. 1. Kystforsvarsskibet Peder Skram 2. Varmebåd nr Bevogtningsfartøjet Hvalrossen 4. Bevogtningsfartøjet Makrelen 5. Kaserneskibet Fyen 6. Mineskibet Laaland 7. Mineskibet Lougen 8. Minestrygeren Søulven 9. Opmålingsskibet Hejmdal 10. Logiskibet Hekla 11. Ubåden Bellona 12. Ubåden Rota 13. Ubåden Havmanden 14. Ubåden Havhesten 15. Ubåden Daphne 16. Ubåden Flora 17. Ubåden Dryaden 18. Ubåden Havkalen 19. Værkstedsskibet Henrik Gerner 20. Mineskibet Lindormen 21. Minestrygeren Skagerrak 22. Minestrygeren Søhunden 23. Mineskibet Kvintus 24. Mineskibet Sixtus 25. Mineskibet Lossen 26. Minestrygeren MS Minestrygeren MS Minestrygeren Søbjørnen 29. Oliebåd nr Ubåden Havfruen i Flydedok nr Bevogtningsfartøjet Narhvalen i Flydedok nr Minestrygeren MS Bevogtningsfartøjet Sælen 34. Bevogtningsfartøjet Nordkaperen Skibene på Holmen 33

38 34

39 Skibene på Holmen 35

40 Ubådsbroerne 36 Den danske flåde fik sin første ubåd allerede i 1909, og den nye skibstype forblev højt prioriteret helt frem til 2. Verdenskrigs udbrud. Under 1. Verdenskrig deltog ubådene i flådens sikringsstyrke, og i mellemkrigsperioden fortsatte opbygningen af værnet. I perioden blev der bygget tre både af C-klassen, og de blev fulgt af to enheder af D-klassen. Det betød, at søværnet i 1926 rådede over hele 16 ubåde i tjeneste. Dette højdepunkt varede dog kun små seks måneder, før de ældre enheder af B-klassen begyndte at blive udfaset. Ved krigsudbruddet i september 1939 rådede søværnet over 11 ubåde, med en tolvte under bygning. To af ubådene var under eller afventede eftersyn, og to var oplagt, men resten blev udrustet og indgik i Sikringsstyrken. Mens de ældre både af C- og D-klassen blev stationeret i Øresund, fik de tre nye enheder af H-klassen sammen med 1. eskadre base i Århus. Her befandt de sig stadig den 9. april Efter besættelsen blev samtlige ubåde overflyttet til Holmen og oplagt her. I 1941 fik ubådene lov at fortsætte uddannelse af mandskab. I den første tid måtte ubådene dog kun foretage prøvedykning inde i Flådens Leje, men efterhånden blev kravene lempet, og søværnet fik lov til to gange om året at sende tre ubåde én af hver klasse på togt i enten Mariager Fjord eller Isefjorden. I Isefjorden kunne ubådene både øve artilleri- og torpedoangreb, men pga. Isefjordens lave vand var Mariager Fjord mere velegnet til egentlige dykkeøvelser. Da tyskerne i begyndelsen af 1943 krævede al dansk militær væk fra Jylland, måtte ubådene dog søge til et nyt øvelsesområde i Smålandsfarvandet. Den 29. august 1943 lå alle flådens 12 ubåde dog på Holmen. Fem var under kommando, fire var oplagt eller til eftersyn, mens de tre ældste var udrangeret og lå som flydende oliedepoter.

41 Skibene på Holmen 37 De sænkede ubåde fotograferet fra Langeliniesiden. Yderst til højre ses Henrik Gerner. (Frihedsmuseet)

42 Bellona 38 C2 Bellona var én af flådens ældre ubåde, og allerede den 28. august gav kystflådens chef ordre til, at den ikke skulle deltage i forsøget på at forlade Flådens Leje i tilfælde af et tysk angreb. Ubåden skulle i stedet sænkes. Da forberedelserne til en sænkning således allerede var truffet, blev ubåden en af de første enheder, der blev sænket. Det skete kl Bellona blev ikke sprængt, men blot sænket med åbne luger. Det indtrængende saltvand sørgede for at ødelægge bådens motorer, batterier og elektriske udstyr. En sømand ved ubådsdivisionen, der også deltog i sænkningen af ubåden Rota, gav følgende beretning om sænkningen af Bellona:»Jeg måtte videre til næste båd, Bellona. Ned i den og åbne for bundventilerne og luftafgang for tank I og III A og B og V og rumventilerne. Jeg mærkede nok, at vandet kom ind, men det gik langsomt. Jeg gik så op på båden og så mig om. [...] Bellona sank ikke rigtigt. Jeg sprang derind igen og åbnede for resten af tankene, og nu blev der gang i det. Jeg mærkede, hvordan båden satte sig, og jeg sprang i land.«bellona blev hævet den 4. november, men var, ligesom resten af ubådene, så ødelagt, at tyskerne ikke fandt det besværet værd at reparere den. På dette tidspunkt i krigen serieproducerede tyskerne store oceangående ubåde, og det kunne derfor ikke betale sig at bruge kostbare ressourcer på at reparere de små danske kystubåde. Var ubådene faldet uskadte i hænderne på tyskerne, er det dog meget sandsynligt, at de var blevet brugt som træningsenheder for nye tyske ubådsbesætninger eller i kampen mod russerne i Østersøområdet. Efter bjergningen blev Bellona oplagt i Tømmergraven, hvor den blev genfundet i maj Da mente søværnet ikke, at det kunne betale sig at reparere den, og den udgik derfor af flådens tal i august Bellona blev solgt og ophugget i C2 Bellona ( ) og C3 Flora ( ) Type: Ubåde af C-klassen Længde: 47,5 m, bredde: 4,8 m, dybgang: 2,7 m Deplacement: 301 t / 369 t neddykket 1 : 500 Fart: 14,5 knob på overfladen (900 HK) / 10,5 knob neddykket (640 HK) Besætning: 25 mand Armering: Fire 452 mm torpedorør (tre for og et agter) En 57 mm luftværnskanon

43 Skibene på Holmen 39 Forrest Bellona, bag den Havhesten og bagest Henrik Gerner. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

44 Dryaden og Flora 40 Dryaden, der løb af stablen i 1926, udgjorde sammen med søsterskibet Daphne den såkaldte D- klasse inden for de danske ubåde. Flora var den tredje og sidste ubåd i C-klassen og indgik i flåden i Under 2. Verdenskrig var begge ubåde aktive og deltog i ubådsøvelserne omkring Mariager Fjord og Isefjorden. Den 29. august 1943 lå ubådene på Holmen uden kommando Flora havde tilmed fået udtaget batterierne. Derfor var ingen af skibene blevet udvalgt til at forsøge et udbrud, og begge både blev sænket ca. kl Mens Dryaden blev sænket, så kun dens tårn og forstavn stak op af vandet, kunne Flora pga. lav vanddybde ikke sænkes helt. Den blev dog, som de andre, fyldt med saltvand og derfor ødelagt. Før sænkningen af Dryaden nåede maskinbesætningen også at ødelægge bådens motorer for derved at sikre, at den aldrig skulle komme i tysk tjeneste. Flora blev hævet den 1. november, mens Dryaden først kom op til overfladen igen den 12. i samme måned. Som nævnt valgte tyskerne ikke at genbruge de danske ubåde, og de blev alle, på nær Bellona, oplagt i Søminegraven. Efter grundige overvejelser indså søværnet efter krigen, at reparation af skibene ikke kunne betale sig. Man valgte i stedet at leje tre større britiske ubåde. De ødelagte ubåde blev efterfølgende ophugget: Dryaden i 1946 og Flora i D-2 Dryaden ( ) Type: Ubåd af D-klassen Længde: 49 m, bredde: 5,2 m, dybgang: 2,6 m Deplacement: 308 t / 381 t neddykket Fart: 13,4 knob på overfladen (900 HK) / 6,9 knob neddykket (400 HK) Besætning: 25 mand Armering: Seks 452 mm torpedorør (fire for og to agter) En 75 mm kanon En 20 mm kanon Et maskingevær 1 : 500

45 Dryaden og Flora. Flora kunne pga. lav vanddybde ikke sænkes helt. Bag Flora ses Havkalen og Henrik Gerner. (Orlogsmuseet) Skibene på Holmen En tysk soldat betragter de sænkede ubåde. I baggrunden ses det udbrændte vrag af Henrik Gerner. (Jørgen S. Lorenzen) 41

46 Bag Havhesten er ubåden Daphne helt forsvundet fra overfladen. (Orlogsmuseet) 42

47 Havfruen H2 Havfruen ( ) Type: Ubåd af H-klassen Længde: 47,5 m, bredde: 4,7 m, dybgang: 2,8 m Deplacement: 335 t / 407 t neddykket Fart: 15,3 knob på overfladen (1.200 HK) / 7,2 knob neddykket (450 HK) De moderne kystubåde af H-klassen, som Orlogsværftet begyndte at bygge i 1937, fik navnene Havkalen, Havmanden og Havfruen. Den fjerde enhed, Havhesten, blev færdigbygget under besættelsen og indgik først i flåden i september En planlagt femte enhed blev annulleret efter den tyske besættelse, da man måtte prioritere de sparsomme ressourcer og mente, at det var vigtigere at få bygget tre ekstra minestrygere af Søløven-klassen. H2 Havfruen løb af stablen i 1937 og var aktiv i flådens sikringsstyrke i H-klassen var oprindeligt udstyret med to 40 mm luftværnskanoner, hvilket gav den et kraftigt luftforsvar, Besætning: 25 mand Armering: Fem 452 mm torpedorør (tre for og to agter) To 40 mm luftværnsskyts, hvoraf et i starten af krigen blev overflyttet til hhv. Niels Juel og Peder Skram To 8 mm maskingeværer 1 : 500 men i efteråret 1939 blev den forreste kanon på hvert fartøj afmonteret og overflyttet til artilleriskibet Niels Juel og kystforsvarsskibet Peder Skram, der havde brug for en markant styrkelse af deres luftforsvar. Alle H-klassens ubåde deltog efter den tyske besættelse i uddannelsessejladserne i Mariager Fjord og Isefjorden. Havfruen lå den 29. august uden kommando til eftersyn i Flydedok nr. 2 på Holmen. Bådens besætning var ikke om bord, men det lykkedes alligevel nogle orlogsgaster at sænke og ødelægge båden. Kl blev bundventilerne og tankdækslerne på Havfruen fjernet. Samtidig blev flydedokkens bundventiler åbnet, og endeligt blev arbejdet gjort helt færdigt, da man ved hjælp af en forhammer slog hul i bunden af flydedokken. Som med resten af ubådene blev Havfruen ødelagt af det indtrængende saltvand og ikke af sprængning. Tyskerne hævede ubåden den 8. oktober og satte den på land. Her blev Havfruen tætnet med nye bundventiler m.v., inden den blev sat i vandet igen den 3. december. Det tyske arbejde kan dog ikke have været særlig veludført, for Havfruen sank igen dagen efter, og tyskerne måtte atter hæve den den 6. december. Skibene på Holmen 43

48 44 Havfruens stabelafløbning i (Orlogsmuseet)

49 Skibene på Holmen 45 Havfruen til søs i september Bemærk de to 40 mm luftværnsstillinger på dækket. (Orlogsmuseet)

50 46 Havfruen i den sænkede flydedok. I baggrunden på billedet herover ses den kæntrede minestryger Søbjørnen. (Frihedsmuseet og Orlogsmuseet)

51 Skibene på Holmen 47

52 Tyskerne hæver Havfruen. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS) 48

53 Denne og næste side: Ødelagte ubåde i Søminegraven, maj Overfladefartøjet, der ses mellem ubådene, er mineskibet Lougen. (Frihedsmuseet og Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS) Skibene på Holmen 49 Efter krigen overvejede søværnet at reparere de forholdsvis nye både af H-klassen, men da bådene skulle forlænges for at få plads til nyt radarog asdic-udstyr, ville prisen for en reparation/ modernisering blive meget høj, og planerne måtte opgives. I 1950 blev Havfruen sammen med resten af H-klassen solgt til ophugning.

54 50

55 Værkstedsskibet Henrik Gerner Henrik Gerner ( ) Type: Værkstedsskib for ubåde Længde: 49 m, bredde: 8,2 m, dybgang: 2,8 m Deplacement: 490 t Fart: 13,2 knob (900 HK) Henrik Gerner blev bygget som flydende værksteds- og depotskib for søværnets ubådsdivision, men deltog også i uddannelsen af kadetter, hvilket bragte skibet vidt omkring i både ind- og udland. Under krigen opererede det hovedsageligt sammen med ubådene i Mariager Fjord. I foråret og sommeren 1943 var Henrik Gerner med ubådene på et to-måneders togt til Isefjorden og det sydfynske øhav, men i slutningen af august 1943 lå skibet igen på Holmen. Det skulle om morgenen den 29. august have været afgået med et hold dykkeraspiranter på uddannelsestogt til Århus og var derfor fuldt lastet med brændstof og forsyninger. Togtet blev dog aflyst Besætning: 46 mand Armering: To 75 mm kanoner Tre maskingeværer 90 miner 1 : 1000 om eftermiddagen den 28., og officererne blev pålagt at gøre skibet klar til hurtig sænkning. Efter at signalet til sænkning var blevet givet fra Hvalrossen, blev to unge søløjtnanter af reserven, Stærmose og Edvars, sendt fra logiskibet Hekla over til ubådsbroerne for at kontrollere, at ordren om sænkning af skibene og ubådene var blevet modtaget og udført. De så her ubådene i gang med et synke, men Henrik Gerner lå mørk og stille hen, og søløjtnanterne gik om bord for at finde ud af, om skibet var ved at blive sænket. Om bord traf de en værnepligtig i gang med at gøre skibets 20 mm maskinkanon klar til skydning. Han ønskede at sikre, at skibet ikke faldt i tyske hænder, og han blev i første omgang meget vred, da søløjtnanterne beordrede ham fra borde. Han troede, Stærmose og Edvars ville overlade skibet uskadt til tyskerne. Det var dog langtfra deres mål. Da hverken Edvars eller Stærmose var udstyret med nøglen til chefens lukaf, måtte de sparke døren ind for at få fat på skibets sprængbombe. Bomben blev hurtigt anbragt på forskottet i maskinrummet, og uret, der var indstillet til ti minutter, blev sat i gang. Derefter forlod de skyndsomt skibet. Søløjtnanterne stod nu på land og ventede på, at Henrik Gerners sprængbombe skulle eksplodere. Imens ubådene langsomt gled til bunds rundt omkring Stærmose og Edvars, blev sekunderne Skibene på Holmen 51

56 Henrik Gerner til søs før krigens udbrud. (Orlogsmuseet) 52 imidlertid til minutter, uden at Henrik Gerner sprang i luften. De besluttede derfor at gå tilbage til skibet for at finde ud af, hvad der var galt. De kravlede helt ned i maskinrummet og listede hen til bomben. Uret var løbet ud, men uvist af hvilken årsag var bomben ikke eksploderet. Stærmose og Edvars besluttede derfor at forsøge at sætte skibet i brand på anden vis. De overhældte messen og skibets beboelsesområder med olie og benzin og antændte det. Branden var så eksplosiv, at Stærmose nær var brændt inde, og han måtte til sidst springe igennem flammerne for at nå ud af skibets messe. Edvars havde dog forstået situationens alvor og bød Stærmose velkommen med en pøs vand, der slukkede ilden i hans tøj. Grunden til at Stærmose kom så sent ud af Henrik Gerners messe var, at han på vej ud var faldet over skibets gæstebog. Bogen indeholdt navne på mange kendte mennesker, der havde besøgt skibet på dets togter til ind- og udland, og Stærmose tog sig tid til at tilføje sætningen»farvel, Henrik Gerner den 29/8-43 Kl. 4«, inden han sprang i land. Henrik Gerner brændte efterfølgende i over 24 timer og udbrændte totalt. Dagen efter blev det ombordværende maleri af fabriksmester Henrik Gerner, som skibet var opkaldt efter, fundet drivende i Flådens Leje, og det blev derfor reddet. Tyskerne hævede det udbrændte vrag den 26. september og tog det i brug på trods af de omfattende skader. Kilderne er tavse om skibets videre skæbne, men i 1945 blev det fotograferet liggende sænket nær Stettiner Haff. Det var da så beskadiget, at søværnet ikke ønskede at bekoste en bjergning, og dets senere skæbne er ukendt.

57 Skibene på Holmen 53 Henrik Gerner i Mariager Fjord i 1942 med tre ubåde på siden. (Orlogsmuseet)

58 54 Holmen om morgenen den 29. august. Henrik Gerner brænder stadig. (Frihedsmuseet)

59 Det udbrændte vrag af Henrik Gerner. (Orlogsmuseet) Skibene på Holmen 55

60 56 Vraget af Henrik Gerner ved Stettiner Haff, sommeren (Søværnets Fototjeneste)

61 Minestrygerne Søbjørnen og Søulven M2 Søbjørnen og M3 Søulven ( ) Type: Minestrygere af Søløven-klassen Længde: 53,8 m, bredde: 6,4 m, dybgang: 2 m Deplacement: 265,5 t Fart: 19 knob (2.200 HK) Besætning: 48 mand Armering: To 75 mm kanoner To 37 mm kanoner To 20 mm luftværnsskyts To dybdebombemorterer 1 : 1000 I 1938 påbegyndte Orlogsværftet bygningen af seks store og moderne minestrygere til søværnet. Bådene blev kaldt Søløven-klassen og bestod af Søløven, Søbjørnen, Søridderen, Søhesten, Søulven og Søhunden. Kun Søbjørnen og Søhunden lå på Holmen den 29. august 1943, mens de fire øvrige fartøjer arbejdede med strygningen af de danske farvande. M2 Søbjørnen indgik i søværnet den 8. september 1939 og var aktiv i minestrygningen af de danske farvande både før og efter den tyske besættelse i Den 28. august 1943 lå Søbjørnen i Isefjorden, men blev herfra beordret hjem til Holmen, hvortil den ankom i løbet af eftermiddagen. Her fortøjede den i Maskingraven, men forblev på skærpet beredskab og var således klar til at afgå mod Sverige. En af Søbjørnens telegrafister, S.A. Voigt Andersen, berettede i et brev til forældrene, hvad der skete den begivenhedsrige nat:»jeg havde hundevagten fra til [...] Kl kom radioekspressignalet 3x3 C er (CCC CCC CCC), udsendt fra Marineministeriets sender. Tempoet var meget langsomt, og så vidt jeg husker, kom der kun een 5-tals kode, der betød, at skibene skulle sænkes. Signalet blev gentaget, men samtidig blev der med blinksignal fra Peder Skram udsendt samme ordre. Straks efter blev der pebet fra borde. Maskinen var sat på bak, og vi sejlede allerede, da vi sprang fra borde.«da skibets chef, orlogskaptajn Erik Rasmussen, havde kommanderet besætningen i land og sat uret på sprængbomben i gang, slog han som beskrevet af telegrafisten langsom bak på skibets maskiner og gav ordre til at lade fortøjningerne gå. Derved nåede Søbjørnen ud på dybere vand, før bomben kl sprang, og skibet begyndte at synke. Skibet sank dog ikke helt, da et vandtæt skot i forskibet holdt det delvist flydende. Voigt Andersen fortæller videre:»jeg tror, det var dagen efter, at vi fik tilladelse til at gå om bord og bjerge vores ting, stadig eskorteret af tyske soldater. Vi kom godt nok om bord og pakkede køjesækkene. Min Skibene på Holmen 57

62 58 blev løftet op gennem mandehullet, men i samme øjeblik lagde skibet sig langsomt over på siden, og panikken var temmelig stor. Op kom vi dog og balancerede op på skibssiden og derfra ind på land.«de eneste, der måtte en tur i vandet, var skibets næstkommanderende og en tysk vagt. Vraget af Søbjørnen lå, så den store tyske flydekran dårligt kunne komme ind til det, og tyskerne valgte derfor at hæve skibet ved hjælp af Orlogsværftets egen dampkran, som de tog i brug den 1. november. Søbjørnen blev rejst op allerede den 3. november, men tyskerne må have været klar over, at skibet var hårdt skadet, for de havde ikke travlt med at hæve det. Først den 18. november blev selve bjergningen påbegyndt. Tyskernes ængstelse viste sig velbegrundet, da Søbjørnen knækkede i to dele under arbejdet. Agterskibet blev sat på land fire dage senere, mens forskibet først blev hævet endnu to dage efter og sat på land den 30. november. Søbjørnen kunne ikke repareres og blev ophugget af tyskerne. Enkelte rester blev fundet på Holmen i maj 1945 og efterfølgende ophugget. Søbjørnens søsterskib Søulven blev sænket på samme måde som Søbjørnen. Efter at bombens ur var sat i gang, blev fortøjningerne kastet og Postkort med Søbjørnen til søs efter krigens udbrud som motiv. (Orlogsmuseet)

63 Skibene på Holmen 59 Søbjørnen sænket i Maskingraven. Foran det kæntrede fartøj ses Oliebåd nr. 1. (Orlogsmuseet)

64 60 Søbjørnen med Kedelsmedien og Maskinværkstedet i baggrunden. (Jørgen S. Lorenzen)

65 Skibene på Holmen 61 Søbjørnen i Maskingraven. (Orlogsmuseet)

66 62 motorerne sat på langsom bak. Søulven kom derved et stykke ud i Flådens Leje, førend bomben sprang. Eksplosionen startede en kraftig brand om bord, og da flammerne nåede skibets kanoner, begyndte ammunitionen at eksplodere. Ilden fra Søulven og Henrik Gerner kan have været det, der fik tyskerne til at tro, at den danske flåde aktivt bekæmpede deres indtrængen på Holmen, og som fik de tyske kuttere i havnen til at åbne ild mod området omkring Mastekranen. En beskydning, der som nævnt kostede to danskere livet. Søulven blev hævet den 24. oktober, men skibet var da et totalt vrag og blev efterfølgende ophugget af tyskerne.

67 Minestrygeren Søhunden og minefartøjerne Sixtus og Kvintus M6 Søhunden ( ) Type: Minestryger af Søløven-klassen Længde: 53,8 m, bredde: 6,4 m, dybgang: 2 m Deplacement: 265,5 t Fart: 19 knob (2.200 HK) Besætning: 48 mand Minestrygeren M6 Søhunden indgik i søværnet den 17. november 1942 og havde sin prøvetur i sommeren Skibet nåede dog ikke at blive udrustet før den 29. august 1943, hvor det lå uden kommando på Holmen. Her blev det sænket af officerer fra Mineskibsdivisionen, der aktiverede sprængladningerne om bord på Sixtus og Kvintus og Søhunden. De to gamle mineskibe Sixtus og Kvintus skulle have været udrangeret i 1940, da de nye mineskibe Laaland og Lougen kom i tjeneste, men pga. krigsudbruddet blev de bibeholdt i aktiv tjeneste. Man havde nu behov for alle de Armering: To 75 mm kanoner To 37 mm kanoner To 20 mm luftværnsskyts To dybdebombemorterer 1 : 1000 skibe, der kunne sejle, og både Sixtus og Kvintus deltog i arbejdet med at tage de danske minefelter op igen i månederne efter den tyske besættelse. Sixtus og Kvintus gik ned kl. 4.13, mens Søhundens bombe først eksploderede små ni minutter senere kl Søhunden var det første skib, tyskerne hævede, hvilket skete den 20. september. Hvor Søhunden blev repareret, er uvist, men efter endt reparation indgik skibet i tysk tjeneste. De store minestrygere af Søløvenklassen tjente tyskerne både i de danske farvande og i Østersøområdet, men var pga. deres store olieforbrug ikke så populære i den tyske flådes ledelse. I maj 1945 blev Søhunden genfundet i Århus Havn, og den indgik atter i det danske søværn frem til Sixtus og Kvintus blev hævet mere end en måned efter Søhunden: Sixtus den 27. oktober og Kvintus to dage senere. Skibene blev derefter slæbt til Tyskland, hvor de kom i tjeneste som skoleskibe. Begge blev i 1945 genfundet i Rostock, hvor de henlå som vrag. De sovjetiske besættelsestropper tilbød, at Danmark kunne få skibene tilbage, men pga. deres alder og tilstand valgte søværnet at takke nej. Begge skibe indgik efterfølgende i den østtyske marine: Sixtus under navnet Prenzlau og Kvintus som Fürstenberg. Skibene på Holmen 63

68 En tysk soldat betragter vraget af Søhunden. (Frihedsmuseet) 64 Kvintus blev senere omdøbt til Freundschaft og taget i brug af den østtyske kommunistiske ungdomsorganisation, der placerede skibet som flydende klubhus nær Stralsund. Her lå det stadig i år : 500 Sixtus ( ) og Kvintus ( ) Type: Minefartøjer Længde: 29,1 m, bredde: 6,3 m, dybgang: 2 m Deplacement: 186 t Fart: 12 knob (900 HK) Besætning: 26 mand Armering: To maskingeværer

69 Skibene på Holmen 65 Forrest Søhunden. Bag ved ligger de sænkede mineskibe Kvintus og Sixtus. (Orlogsmuseet)

70 66 De sænkede mineskibe set fra Langeliniesiden. (Frihedsmuseet)

71 Bevogtningsfartøjerne Hvalrossen og Makrelen Hvalrossen ( ) Type: Torpedobåd/bevogtningsfartøj af Sværdfisken-klassen Længde: 45,2 m, bredde: 5,3 m, dybgang: 2,3 m Deplacement: 169 t Fart: 26,3 knob (3.500 HK) Makrelen ( ) Type: Torpedobåd/bevogtningsfartøj af Springeren-klassen Længde: 38,5 m, bredde: 4,6 m, dybgang: 2,7 m Deplacement: 92,5 t Fart: 24,6 knob (2.000 HK) Besætning: 34 mand Armering: En 75 mm kanon Et 8 mm maskingevær Fire 452 mm torpedorør Besætning: 24 mand Armering: To 57 mm kanoner To 452 mm torpedorør (det ene fjernet i 1928/29) Et maskingevær 1 : : 750 Torpedobåden Hvalrossen løb af stablen i 1913 og deltog i flådens sikringsstyrke under 1. Verdenskrig. Den blev i 1930 deklassificeret til bevogtningsfartøj. Makrelen indgik som torpedobåd i flådens tal i 1918, men blev allerede i 1922 deklassificeret til bevogtningsfartøj. Fra den 20. maj 1943 havde de to både været på togt med skoledelingen, der stod for uddannelsen af søværnets nye officerer. I slutningen af august var kadetternes uddannelse ved at være tilendebragt, og den 26. august blev begge skibe kaldt tilbage til Holmen, hvortil de ankom ved firetiden om eftermiddagen. Om bord på begge skibe var en del kadetter, der skulle deltage i sportsstævnet på Holmen. Hvalrossen lagde til uden på Varmebåd nr. 2, der lå på siden af Peder Skram under Mastekranen. Makrelen lagde sig derefter på ydersiden af Hvalrossen. Både Hvalrossen og Makrelen var udpeget til at skulle deltage i forsøget på at slippe ud af Flådens Leje, og de blev begge gjort klar til hurtig afsejling. Ammunitionsmagasinerne blev fyldt, og skibene tog proviant til en uge om bord. Samtidig helgarderede man sig ved både at placere ti kg sprængladninger i maskinrummene på de to skibe og gøre klar til åbning af søventilerne. Da tyskerne trængte ind på Holmen, blev signalet»k N U«via en morselampe på Hvalrossens bro sendt til enhederne inden for synsvidde. Skibene på Holmen 67

72 68 Makrelen til søs i Smålandsfarvandet, sommeren (Sv. Kieler)

73 Skibene på Holmen 69 Makrelen og Hvalrossen ved Peder Skram den 28. august (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

74 70 Makrelen hæves. I forgrunden ses Peder Skrams forreste 24 cm kanon. (Jørgen S. Lorenzen)

75 Skibene på Holmen 71 Makrelen placeres på land. (Orlogsmuseet)

76 Hvalrossens køl knækker under bjergningen. (Jørgen S. Lorenzen) 72 Oprindeligt skulle signalet være blevet sendt fra Hekla, men da Hvalrossen lå lige ved siden af kystflådens hovedkvarter på Peder Skram, blev det herfra, at signalet afsendtes. Det lykkedes ikke de to bevogtningsfartøjer at slippe af sted til Sverige. Kl blev både Hvalrossen og Makrelen sprængt. Eksplosionen var så kraftig, at lufttrykket væltede én af vagtposterne på kaserneskibet Fyen, der lå ved kajstrækningen Elefanten, omkuld. Samtidig blev der sendt en regn af sprængstykker ud over området omkring Mastekranen og Elefanten. Makrelen var ét af de første skibe, som blev hævet af den store tyske flydekran. Det skete den 13. oktober, men under bjergningen knækkede den agterste del af skibet af og sank til bunds igen. Bjergningen blev overværet af de internerede på kaserneskibet Fyen, der havde første parket til forestillingen, og synet af Makrelen, der knækkede over, vakte stor jubel hos de tilfange-

77 Vragene af Makrelen og Hvalrossen på land. (Jørgen S. Lorenzen) Skibene på Holmen 73 tagne danskere. Dagen efter blev også Makrelens agterskib hævet og sat på land. Hvalrossen blev bjerget den 17. oktober, men også dette skibs køl var beskadiget af eksplosionen og knækkede, hvorefter det totalskadede skib blev sat på land. Vragene af Makrelen og Hvalrossen blev begge placeret sammen med resten af skibsvragene ved Bradbænken på Holmen og blev delvist ophugget under krigen. Efter befrielsen blev resterne solgt til ophugning.

78 Kystforsvarsskibet Peder Skram 74 Peder Skram blev søsat på Orlogsværftet i 1908 og indgik i flåden samme år. Skibet var det sidste af de tre kystforsvarsskibe af Herluf Trolle-klassen, der udgjorde rygraden i flådens sikringsstyrke under 1. Verdenskrig. Kun Peder Skram var stadig i tjeneste i 1939, hvor det endnu en gang blev aktiveret. Den 9. april 1940 var fartøjet en del af den flådestyrke, der bevogtede indsejlingen til Kattegat, og det lå derfor i Frederikshavn sammen med tre af flådens moderne torpedobåde. Ingen af skibene kom dog i kamp. Efter den tyske besættelse af Danmark blev det gamle skib udrustet og var i 1942 på et seks måneder langt øvelsestogt, men efterfølgende blev Peder Skram oplagt på Holmen. Her lå det den 29. august under Mastekranen som flydende kommandostation for chefen for kystflåden. På skibet, der lå uden besætning, blev søventilerne åbnet kl Vandet trængte langsomt ind i det store skib, og mens dagen gryede, fik Peder Skram større og større slagside. Først lidt efter kl lagde skibet sig endeligt til rette på bunden med en slagside på 35 grader. Billederne af det sænkede kystforsvarsskib under Mastekranen gik efterfølgende verden rundt og er blandt de bedst kendte billeder fra flådens sænkning. Da Peder Skram ikke var blevet sprængt, var det relativt nemt for tyskerne at hæve det. Efter at de havde fjernet vragene af Hvalrossen og Makrelen, blev Peder Skram pumpet læns og hævet den 22. november. Saltvandet havde dog gjort stor skade på skibets maskiner, og de kom efter sigende aldrig i gang igen. Peder Skram blev efterfølgende slæbt til Tyskland, hvor det kom til at fungere som opankret artilleriskoleskib og luftværnsbatteri under navnet Adler. Inden da blev skibets fire 150 mm kanoner imidlertid afmonteret og flyttet til det tyske batteri Pælebjerg på Fanø. Batteriet nåede dog ikke at blive færdigbygget inden befrielsen. Peder Skram blev efter befrielsen i 1945 genfundet i Kielerfjorden. Skibet var sat på grund og havde en læk i agterskibet, men var i det store Peder Skram ( ) Type: Kystforsvarsskib af Herluf Trolle-klassen Længde: 87,4 m, bredde: 15,7 m, dybgang: 5 m Deplacement: t Fart: 16 knob (5.400 HK) Besætning: 278 mand Armering: To 240 mm kanoner Fire 150 mm kanoner Otte 75 mm patronkanoner To 40 mm luftværnsskyts Otte maskingeværer Fire 452 mm torpedoudskydningsrør 1 : 1500

79 Skibene på Holmen 75 Peder Skram før krigsudbruddet. (Orlogsmuseet)

80 76 Det berømte motiv af den sænkede Peder Skram ved Mastekranen. (Orlogsmuseet)

81 Skibene på Holmen 77 Peder Skram set fra Langeliniesiden. Foran ses Varmebåd nr. 2. (Frihedsmuseet)

82 78 hele uden større skader. Allerede den 29. august på toårsdagen for skibets sænkning på Holmen - blev Peder Skram bragt flot af bjergningsfirmaet Svitzer. Skibet blev derefter slæbt hjem til Holmen, hvortil det ankom den 3. september. Her henlå det gamle kystforsvarsskib, indtil det i 1949 blev solgt til ophugning. Hvalrossen hæves, så Peder Skram kan pumpes læns. Til højre i billedet er Hvalrossen ved at blive placeret på land. (Jørgen S. Lorenzen)

83 Skibene på Holmen 79 Vraget af Peder Skram slæbes forbi Kronborg på vej hjem fra Tyskland den 3. september (Orlogsmuseet)

84 Mineskibene Lindormen og Lossen 80 Lindormen blev søsat få dage før den 9. april 1940 og kom i tjeneste fra november samme år. Fartøjet blev bygget som erstatning for det gamle mineskib Lossen, der i 1940 havde 30 års tjeneste bag sig og var ved at være udslidt. På grund af krigsudbruddet forblev Lossen dog i flådens tal frem til 29. august 1943, hvor det blev sænket på Holmen. Det blev hævet den 22. oktober, og efter endt reparation indgik det i tysk tjeneste. I 1945 blev det genfundet i Rostock, men var så ødelagt, at søværnet ikke ønskede at få det tilbage. Trods de store skader blev det senere repareret og fungerede fra 1953 til 1962 som slæbebåd i den østtyske flåde under navnet Wismar. Lindormen kom kun på korte prøvetogter i efteråret 1940 og igen i Resten af tiden lå det oplagt på Holmen som stamskib for mineskibsdivisionen. Den 29. august 1943 blev Lindormen sprængt og sænket kl Besætningen havde siden dagen før arbejdet hårdt for at gøre skibet klar til at gå til Sverige, men da det viste sig umuligt at slippe ud af havnen, blev ordren til at sænke skibet givet, hvorefter besætningen hurtigt forlod skibet. Tyskerne hævede Lindormen den 1. oktober og slæbte det til B&W 14 dage senere. Den 22. oktober kom skibet tilbage til Flådens Leje, hvor det blev oplagt ved Hønsebroen. Tyskerne ombyggede senere Lindormen til stationsskib, hvilket bl.a. medførte, at skibet ikke længere Lindormen ( ) Type: Minelægger Længde: 52,1 m, bredde: 8,8 m, dybgang: 2,5 m Deplacement: 604 t Fart: 13,9 knob (1.200 HK) Besætning: 66 mand Lossen ( ) Type: Mineskib Længde: 48,5 m, bredde: 8,5 m, dybgang: 3,1 m Deplacement: 640 t Fart: 12,5 knob (900 HK) Besætning: 53 mand Armering: To 75 mm kanoner Tre 20 mm antiluftskyts To 8 mm maskingeværer 138 miner Armering: To 75 mm kanoner To maskingeværer 175 miner 1 : : 1000

85 Skibene på Holmen 81 Lossen på manøvre før krigen. (Orlogsmuseet)

86 82 Postkort med motiver, der viser Lindormen på minelægningsøvelse. (Orlogsmuseet)

87 Lindormen er sænket. (Frihedsmuseet) Skibene på Holmen 83 kunne lægge miner. Den 1. november 1944 indgik det i tjeneste i den tyske Kriegsmarine med fast base i Korsør. Her fungerede skibet som flydende hovedkvarter og beboelse for den tyske flotillechef og hans stab, der var øverste myndighed for de i området stationerede tyske skibe. Lindormen blev den 10. maj 1945 genfundet i Korsør, og tjente, efter en ombygning, der igen gjorde det i stand til at lægge miner, søværnet indtil Ved udfasningen mistede søværnet sit (foreløbig) sidste dampdrevne skib.

88 84 Lindormen. I baggrunden ses Henrik Gerner. (Orlogsmuseet)

89 Lindormen slæbes til B&W. (Frihedsmuseet) Skibene på Holmen 85

90 86 Lossen efter sækningen på Holmen. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

91 Mineskibene Laaland og Lougen Laaland og Lougen ( ) Type: Minelæggere Længde: 34,2 m, bredde: 6,6 m, dybgang: 2,0 m Deplacement: 247 t Fart: 11 knob (350 HK) Besætning: 31 mand Armering: To 20 mm luftværnsskyts To maskingeværer 18 miner 1 : 500 Minefartøjerne Laaland og Lougen blev bygget som erstatning for mineskibene Sixtus og Kvintus og tilgik søværnet i sommeren Herefter opererede de både som uddannelsesfartøjer og deltog i minesøgningen i de danske farvande. I sommeren 1943 var Lougen og Laaland på togt i det sydfynske øhav, hvor besætningen trænede i udlægning og optagelse af minefelter. Fredag den 27. august returnerede de to skibe planmæssigt til Holmen. Næste formiddag blev kommandoen strøget, men knap var flaget halet ned, førend der kom kontraordre. Nu skulle skibene gøres klar til øjeblikkelig afsejling. Samme aften blev både Lougen og Laaland sejlet om til Søminegraven på den anden side af Flådens Leje. Her ville det måske være lettere at slippe ud i tilfælde af et tysk angreb. Dog lå den tyske Sperrbrecher 22 (bevæbnet handelsfartøj) i dok på B&W-værftet klos over for Søminegraven, så alle var klar over, at et succesfuldt udfald derfra under alle omstændigheder krævede en vis portion held. Kl modtog man signalet om, at skibene skulle sænkes, men om bord på Lougen forventedes det alligevel, at et udbrud ville blive forsøgt. Motorerne blev derfor startet og alt gjort klart til afsejling. Efter nogen tid fik skibschefen, kaptajnløjtnant Hastrup, dog besked på ikke at afgå og i stedet at sænke skibet. Besætningen begyndte straks at klargøre skibet til sprængning, og ca forlod alle mand Lougen. Mens dette stod på, blev bundventilerne på Laaland åbnet, og da skibets sprængladning gik af 04.30, satte eksplosionen ild til dele af skibet. Fem minutter senere eksploderede også Lougens sprængbombe, og det sank til bunds. Søløjtnant Westergaard, der var Lougens næstkommanderende, gav i 1945 følgende beskrivelse af Lougens ødelæggelse;»jeg satte urværket [til bomben] til, hvorefter chefen, kaptajnløjtnant Hastrup, og jeg sprang i land. I læ af en bygning lige ved siden af iagttog vi, at bomben sprang ca. ti minutter senere. Først så vi et stærkt ildglimt, og på grund af den korte afstand Skibene på Holmen 87

92 88 omtrent samtidig lød braget. Og sprængstykker regnede ned omkring os. Rundt om på Holmen hørte vi detonationer fra andre skibe, som blev sprængt. Så snart vores bombe var sprunget, gik chefen og jeg om bord. Det brændte midtskibs og på broen. Agterenden var sunket, og der stod vand op på dækket. På grund af den ringe vanddybde kunne skibet dog ikke synke helt.«derefter afgik besætningen først til et nærliggende beskyttelsesrum og herfra videre til Planbygningen, hvor alle skibenes besætninger blev samlet. Søløjtnant Westergaard blev senere hårdt såret under beskydningen ved Planbygningen, hvor hans højre overarm blev knust af en tysk kugle. Laaland til søs efter krigens udbrud. (Orlogsmuseet)

93 Skibene på Holmen 89 Laaland til venstre og Lougen til højre. I baggrunden ses den tyske Sperrbrecher 22 i dokken på B&W. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

94 90 Laaland ved Spanteloftsbygningen. (Orlogsmuseet)

95 Skibene på Holmen 91 Lougen. Bemærk den udbrændte bro. (Orlogsmuseet)

96 Tysk soldat på dækket af Laaland. (Orlogsmuseet) 92

97 Tyskerne tvang en gruppe fra et af Holmens luftværnskompagnier til at forsøge at slukke brandene om bord på Lougen og Laaland, men den tyske beskydning af området omkring Planbygningen forstyrrede arbejdet og gjorde, at brandene gik ud af sig selv, inden luftværnskompagniet der for øvrigt ikke var særlig interesseret i arbejdet med at slukke branden på et skib, der måske var lastet med miner kunne gøre arbejdet færdigt. Tyskerne hævede Laaland den 11. september og Lougen ni dage senere. De valgte dog ikke at bruge skibene, som blev oplagt ved Hønsebroen på Holmen. Her lå de indtil krigens afslutning, hvor søværnet igen overtog dem. Begge skibe havde ødelagte maskiner, men da de var blandt de første skibe, som Orlogsværftet reparerede efter krigen, kunne Lougen erklæres sejlklar allerede i juli 1946 og Laaland i november samme år. De tjente begge søværnet helt frem til Skibene på Holmen 93

98 Minestrygerne MS. 4 og MS Under krigen udlagde både tyskerne og de allierede mange tusind miner i danske farvande, og til brug for arbejdet med at sikre forbindelseslinierne mellem de danske øer valgte søværnet at bygge ti små minestrygere i træ. Ved at bruge træ i stedet for stål minimerede man risikoen ved at omgås de magnetiske miner, som eksploderede ved påvirkning fra f.eks. stålskibes skrog. Minestrygerne fik ikke navne, men blev nummereret MS og fik meget aktive karrierer under krigen. Da Orlogsværftet var fuldt optaget af bygningen af de store minestrygere af Søløven-klassen, blev skibene bygget for søværnet på private værfter og færdigudrustet på Orlogsværftet i advare, hvis tyske skibe forsøgte at trænge ind i Flådens Leje. Advarslen skulle være opsendelsen af en raket, der ville kunne ses over hele området. Ved daggry den 28. gik MS. 4 igen ind til Holmen, men lagde sig atter ved mørkets frembrud ved Hønsebroløbet. Da søløjtnant af reserven Harry Larsen, der var chef på MS. 4, fik beskeden om, at flåden skulle sænkes, beordrede han skibet sat i brand, og sprængbombens ur igangsat. Harry Larsen beskrev selv i 1945, hvordan begivenhederne nu tog fart:»vi slæbte tæpper og andet godt brændbart sammen og overhældte det hele med petroleum og benzin. Desuden anbragte vi fire-fem MS. 4 Normalt var der to udsejlingssteder fra Flådens Leje: Fregatløbet tæt ved Elefanten og Hønsebroløbet, der lå ca. overfor Amalienborg. I august 1943 var Fregatløbet dog blokeret af et afmagnetiseringsanlæg, og søværnets ledelse frygtede, at tyskerne ville opdage, at man havde planer om at forsøge et udbrud, hvis man demonterede anlægget. Derfor var eneste ind- og udsejling Hønsebroløbet. Her fik MS. 4 om eftermiddagen den 27. august ordre til at lægge sig som vagtskib og MS. 4 ( ) og MS. 8 ( ) Type: Minestrygere Længde: 24,4 m, bredde: 4,6 m, dybgang: 1,5 m Deplacement: 74 t Fart: 11 knob (250 HK) Besætning: 11 mand Armering: Et stk. 20 mm luftværnsskyts To maskingeværer i dobbeltaffutage 1 : 500

99 Skibene på Holmen 95 Postkort med MS.-både på minestrygning. (Orlogsmuseet)

100 MS. 8 i det sydfynske øhav i sommeren (Sv. Kieler) 96

101 Bjergningen af MS. 4. (Efter Ernst Mentze (red.): 5 aar Besættelsen i billeder (København 1955)) Skibene på Holmen 97 bomber forude og agter i mit lukaf.«dernæst blev de brændbare materialer antændt, og sprængbombens ur sat i gang. Branden blev hurtigt opdaget af de tyske skibe, der lå ved Kvæsthusbroen, og de begyndte at beskyde MS. 4. Det fik søløjtnant Larsen til at beordre besætningen fra borde, og i samlet flok svømmede de over til Toldbodssiden af havnen. Her blev de taget om bord i DFDS damper J.C. Jacobsen, hvorfra de kunne følge, hvordan den brændende MS. 4 fortsatte med at blokere for indsejlingen. Harry Larsen beretter videre:»efterhånden forsøgte tyskerne at slæbe MS. 4 bort. Skibet brændte stadig. Men pludselig eksploderede bomberne i mit lukaf, og skibet sank med flaget vajende.«først da kunne de tyske skibe komme ind i Flådens Leje. Besætningen fra MS. 4 byttede tøj med søfolkene om bord på J.C. Jacobsen, og i kraft af deres nye forklædning kunne de alle i løbet af formiddagen forlade skibet ubemærket og derved undgå, at tyskerne fangede dem. Besætningen måtte dog senere melde sig, og kun søløjtnant Larsen undgik helt at blive interneret. Vraget af MS. 4 blev senere hævet, men fartøjet var for ødelagt til, at det blev taget i brug igen. Stævnen og en del af styrbords side manglede helt, og den kraftige brand havde raseret hele

102 98 MS. 8 bjærges. (Orlogsmuseet)

103 skibets interiør. Hovedparten af vraget blev ophugget af tyskerne under krigen, og de rester, der blev fundet på Holmen efter befrielsen, blev solgt til ophugning i MS. 8 MS. 8 ankom til Holmen fra Korsør kl den 28. august og var derfor det sidste skib, der ankom til Holmen inden det tyske angreb. På vejen igennem Øresund havde besætningen observeret en del tyske fartøjer, og nyheden herom var med til at forstærke søværnskommandoens indtryk af, at noget var i gære. MS. 8 blev sænket på Holmen kl Sprængbomben forsagede, og skibet måtte i stedet sænkes ved åbning og ødelæggelse af søventilerne. Et af skibets besætningsmedlemmer gav senere følgende beskrivelse af, hvad der skete om bord, efter at man havde modtaget signalet til sænkningen:»[vi fik] travlt med at rulle de ledninger ud, som skulle slutte strømmen til de to minebomber, som i mellemtiden blev anbragt en i maskinrummet og en i chefens kahyt. Hvem der for enden af broen trykkede håndtaget ned på tændingsspolerne, ved jeg ikke, men det værste var, at eksplosionen udeblev. Nu var gode råd dyre. [...] Den eneste måde, hvorpå vi kunne udføre ordren om sænkning, var nu efter maskinisternes oplysninger at åbne bundventilerne. [De tyske skibe var nu begyndt at skyde ind over området.] Derfor mavede en af maskinisterne og vores matroselev sig ud på broen og om bord, åbnede bundventilen i maskinrummet og mavede sig forsigtigt tilbage til os andre. I det tiltagende dagslys kunne vi se vores kære MS. 8 langsomt lægge sig på siden, mens den fyldtes med vand.«skibets skader var dog minimale, og fartøjet kunne efter bjergningen den 5. oktober tages i brug af den tyske flåde. MS. 8 strøg herefter miner for tyskerne frem til krigens slutning. Det blev i maj 1945 genfundet i Københavns frihavn. Skibet indgik igen i søværnet og var i tjeneste helt frem til 1967, hvor det blev overdraget til Marinehjemmeværnet under navnet MHV 86 Lyø. Skibene på Holmen 99

104 Bevogtningsfartøjerne Sælen og Nordkaperen 100 Nordkaperen blev søsat på Orlogsværftet i 1918 og indgik i flåden samme år, mens Sælen blev søsat i 1919 og indgik i Begge blev bygget som torpedobåde, men blev i henholdsvis 1922 og 1923 omklassificeret til bevogtningsfartøjer. Da politiet efter den 9. april 1940 blev pålagt at oprette en kystbevogtning af kystlinien mod Sverige, måtte søværnet, efter ordre fra regeringen, stille bl.a. Sælen og Nordkaperen til rådighed for den nye styrke. Skibene fik derfor en meget aktiv tid under krigen, da kystbevogtningens patruljeområde omfattede den sjællandske kyst fra Hundested i nord til Gedser i syd i alt ca. 350 km, som skulle patruljeres dag og nat. Både Sælen og Nordkaperen ankom til Holmen om eftermiddagen den 28. august og lagde til ved Dokøens sydside. Skibene blev pålagt skærpet beredskab og lå med dampen oppe, klar til hurtigt at kunne afgå. På grund af de to bevogtningsfartøjers placering kunne de ombordværende ikke se signalet fra Hvalrossen om, at skibene skulle sænkes, men da man klokken lidt over fire hørte lyden af skyderi og brag fra eksplosioner, besluttede cheferne på Sælen og Nordkaperen at søge svensk område. Kl modtog man så radiomeddelelsen om, at skibene skulle søge til Sverige. Denne radiobesked var egentligt tiltænkt skibene uden for Holmens område, men Sælen og Nordkaperen modtog den også, og tre minutter senere afsejlede begge fartøjer. Da de kl nåede ud for Dokøvagten, blev det klart, at det ikke var muligt at nå ud af havnen. Den brændende minestryger M.S. 4. blokerede for udsejlingen ved Hønsebroløbet, og resten af havnen var oplyst af tyske lysraketter. Chefen på Nordkaperen, kaptajnløjtnant K.O. Knudsen, beskrev i sin sænkningsrapport begivenhederne således:»udfor Dokøen, her observeredes, at videre sejlads var umuligt, og at flådens øvrige skibe allerede var i færd med at sænkes.«cheferne på Nordkaperen og Sælen besluttede nu efter et kort samråd at lægge til kaj på Dokøens vestside og derefter sænke skibene. Sælen ( ) og Nordkaperen ( ) Type: Torpedobåde/bevogtningsfartøjer af Springeren-klassen Længde: 38,5 m, bredde: 4,25 m, dybgang: 2,74 m Deplacement: 92,5 t Fart: 24,6 knob (2.000 HK) Besætning: 24 mand Armering: To 57 mm kanoner To 452 mm torpedorør (1 stk. fjernet i 1928/29) Et maskingevær 1 : 750

105 Skibene på Holmen 101 Nordkaperen i aktiv tjeneste i kystbevogtningen ca (Orlogsmuseet/Frede Svendsen)

106 Sælen under forlægning i (Orlogsmuseet/Frede Svendsen) 102 Kl blev skibene fortøjet ved Dokøen, og femten minutter senere blev sprængladningerne om bord bragt til sprængning. Begge skibe sank straks til bunds. Sælen og Nordkaperen blev som følge af det mislykkede flugtforsøg de sidste skibe, der blev sænket på Holmen. Efter sænkningen stak kun skibenes master op over vandet. Skibene blev efterfølgende hævet af tyskerne. Sælen blev hævet lørdag den 20. november og sat på land to dage senere, mens Nordkaperen blev hævet og sat på land fredag den 26. november. Begge fartøjer var dog så ødelagte, at de ikke kunne repareres, og de blev delvist ophugget af tyskerne. De rester, der efter krigen blev fundet på Holmen, blev solgt til ophugning i 1945.

107 Efter sænkningen: Sælen yderst og Nordkaperen inderst. (Orlogsmuseet) Skibene på Holmen 103

108 104 Sælen anbragt på land. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

109 SKIBENE UDEN FOR HOLMEN Kort over det område, hvor der befandt sig flådeenheder den 29. august Mens det på Holmen lykkedes at sænke hovedparten af flådens skibe, før tyskerne nåede frem, gik det noget anderledes til for de enheder, der lå i havne uden for København, eller som befandt sig til søs. Karlskrona Uden for Holmen befandt sig nogle af flådens største enheder, bl.a. artilleriskibet Niels Juel, der lå i Isefjorden, og inspektionsskibene Ingolf og Hvidbjørnen, der lå ved Svendborg, samt en række af flådens minestrygere og mindre kuttere i bl.a. Korsør, Nyborg og Kalundborg. Klokken elleve om aftenen den 27. august beordrede søværnskommandoen alle enhederne uden for Holmen til at ligge på kort varsel, hvilket vil sige, at de på højst 15 minutter skulle være klar til at afgå fra deres respektive havne. Da det tyske angreb udeblev natten mellem den 27. og 28, gik skibene dagen efter på normal sejlads, men igen om aftenen den 28. blev der beordret skærpet beredskab. Skibene uden for Holmen 105 Helsingør Hundested Isefjord Kyndbyværket Kalundborg Holbæk Holmen Malmø Nyborg Korsør Skælskør Svendborg Vengeancegrund Vordingborg Lunkebugten Stammenakke Trelleborg

110 Korsør og Nyborg 106 Minestrygningsdivisionen ved Storebælt havde normalt base i Nyborg, men da byen i midten af august blev ramt af uroligheder, bad byens politimester den 21. august om, at skibene blev flyttet fra Nyborg, indtil der igen var ro. Hovedparten af minestrygerne blev derfor samme dag overflyttet til Korsør. Dagen efter fik flådens fartøjer forbud mod at anløbe det uroplagede Odense. Søværnet frygtede, at besætningsmedlemmerne skulle blive involveret i urolighederne, idet man formodede, at en sådan udvikling kunne fremprovokere et tysk krav om overtagelse af kontrollen med flådens skibe. De fortsatte uroligheder fik søværnskommandoen til den 25. august at beordre minestrygerne i Svendborg flyttet til Rudkøbing og forbyde anløb af Helsingør for alle andre skibe end de, der var tilknyttet kystbevogtningen. Da skibenes overflytning fra Nyborg til Korsør faldt sammen med en længe planlagt omgruppering af minestrygerne, lå der i slutningen af august to moderne minestrygere af Søløvenklassen, Søløven og Søridderen, to ældre torpedobåde, Springeren og Hajen, der var ombygget til minestrygere, samt fire kuttere i Korsør. Alle skibene modtog ordren fra søværnskommandoen om skærpet beredskab, hvilket i praksis betød, at antallet af vagtposter blev fordoblet, og at sprængbomberne blev anbragt. Bomberne blev dog ikke udstyret med tændsatser, hvilket gjorde det umuligt at sænke skibene med kort varsel. Natten mellem den 28. og 29. august var også Korsør præget af regnvejr og blæst, og havneområdet var meget mørkt. Klokken fire om morgenen blev mørket pludselig brudt af en enkelt grøn lyskugle. Det var det tyske signal til angreb på de danske skibe, der lå fortøjet ved vestkajen i inderhavnen. Straks stormede 115 tyske soldater uden varsel frem fra deres skjul. På havnen nær de danske skibe stod en række jernbanevogne, som tyskerne havde brugt som dække for deres fremrykning. Projektørlys blev rettet mod minestrygerne, og tyskerne indledte en heftig beskydning af skibene og de danske vagtposter på kajen. Danskerne besvarede ilden efter bedste evne, men kunne ikke stille meget op mod den tyske overmagt, og efter blot få minutters kamp måtte man overgive sig. Et besætningsmedlem på Hajen gav senere følgende beskrivelse af det tyske overfald:»kl blev vi purret af et frygteligt spektakel. Der blev råbt, skreget og skudt. Vi hørte tydeligt maskinvåbnene igennem larmen. Mens vi endnu var på banjerne, blev der fyret ned gennem døren, senere så vi 17 skud sidde i den svære dør, der skiller banjerne fra underkvartermessen. Idet vi skulle til at fare op på dækket, faldt en mand baglæns ned ad lejderen, og han blev liggende på dørken, mens vi styrtede

111 Skibene uden for Holmen 107 Søridderen, Springeren og Hajen ved kaj efter den tyske erobring. (Korsør Lokalarkiv/Helge Langkow)

112 108 op. Så snart jeg kom uden for døren, fik jeg en maskinpistol stukket i maven, og en tysker skreg»die Hände hoch!«og skubbede mig ud på bakken. Her var snart det meste af besætningen samlet, alle med hænderne foldet på nakken og med ansigtet forefter. En tysk soldat stod bagved og bevogtede os med et maskingevær.«det hele var så hurtigt overstået, at det ikke var muligt at nå at få sat sprængbombernes ur i gang, og det lykkedes derfor ikke at sænke skibene. Det viste sig dog at være heldigt nok, idet tyskerne om bord på Hajen valgte at sætte besætningen under lås og slå i torpedorummet. En sprængning af skibets bombe ville utvivlsomt have medført, at de indespærrede var druknet. Kampene kostede to dræbte danskere og én såret, mens de tyske tab begrænsede sig til en enkelt såret. I Nyborg blev de tilbageværende enheder, to MS.-både og fire kuttere, udsat for et lignende angreb. Klokken kvart over fire stormede ca. 150 tyske soldater skibene. En af de danske vagtposter blev straks dræbt af skud, og på trods af at danskerne ikke gengældte den tyske ild, gik tys-

113 Søridderen forlader Korsør med tysk besætning om bord. (Korsør Lokalarkiv) Skibene uden for Holmen 109 kerne meget voldsomt til værks og kastede bl.a. håndgranater ned i skibenes beboelsesområder. Danskerne overgav sig hurtigt, men da havde den tyske ild allerede såret yderligere to besætningsmedlemmer. Flere kilder hævder tilmed, at de tyske soldater i forvirringen kom til at skyde på hinanden, hvilket skulle have kostet dem syv dræbte og sårede. Efterfølgende prøvede den tyske leder af angrebet at forklare den hårdhændede tyske fremgang med, at danskerne havde skudt først! Danskerne kunne dog uden problemer afvise dette, da deres våben beviseligt ikke havde været affyret. I Kalundborg lå minestrygerne Søhesten og MS. 2 samt fire kuttere. De havde ikke modtaget ordren fra søværnskommandoen om skærpet beredskab, og det var derfor muligt for de tyske styrker at overrumple skibene, der blev taget uden kamp. De erobrede skibe kom efterfølgende i tysk tjeneste som minestrygere og blev alle genfundet i forskellige danske og tyske havne efter befrielsen.

114 110 Tyske soldater på dækket af Søløven. (Korsør Lokalarkiv)

115 Tyskerne poserer foran de erobrede fartøjer. (Korsør Lokalarkiv) Skibene uden for Holmen 111

116 112 Hajen og Springeren forlader Korsør med det tyske orlogsflag agter. (Søværnets Fototjeneste)

117 Artilleriskibet Niels Juel Niels Juel ( ) Type: Artilleriskib Længde: 90 m, bredde: 16,3 m, dybgang: 5,2 m Deplacement: t Fart: 16 knob (6.000 HK) Besætning: 369 mand Niels Juel, som i august 1943 var flådens største enhed, var oprindeligt tænkt som et fjerde skib af Herluf Trolle-klassen. Bygningen påbegyndtes i 1914, men blev pga. 1. Verdenskrig stærkt forsinket. Samtidig betød leveringsvanskeligheder og tanken om, at der aldrig igen ville komme krig i Europa, at skibets oprindelige armering med to 305 mm kanoner blev ændret til ti 150 mm kanoner. Den ændrede bevæbning betød, at man i stedet for et kraftigt armeret panserskib fik en svagere armeret krydser. Niels Juel hejste først kommando i Fra efteråret 1939 indgik Niels Juel i flådens sikringsstyrke, men i vinteren blev Armering: Ti 150 mm kanoner To 57 mm luftværnsskyts To 40 mm luftværnsskyts 14 maskingeværer To 452 mm torpedorør 1 : 1500 skibet oplagt på Holmen. Besætningen blev dog genindkaldt den 8. april, men den 9. april var kun en mindre del heraf mødt, og skibet havde derfor kun været i stand til at yde begrænset modstand, hvis regeringen havde beordret flåden i kamp. Efter at Danmark var blevet besat, var Niels Juel på togt som artilleriuddannelsesskib i både 1941 og Den 29. august 1943 lå Niels Juel i Holbæk. Egentligt havde det været planen at lægge til ved Kyndbyværket, men der havde ikke været plads, hvorfor Niels Juel var sejlet videre til Holbæk. Fordelen ved Holbæk var, at der var god telefonforbindelse til København, og Niels Juels chef, kommandør C.A. Westermann, kunne her bedre holde sig orienteret om udviklingen i Danmark. Kl opfangede skibets telegrafist signalet om, at flådens skibe skulle søge svensk område eller sænkes. Niels Juels afsejling blev forsinket pga. dårligt vejr og ventetid med at få damp på maskinerne, og først ved sekstiden stod skibet ud af havnen. Kl nåede det frem til Hundested, og her modtog man besked, om at udsejlingen fra Isefjorden var mineret, og at skibet skulle ankre op og afvente orlogskaptajn Pontoppidan, der kom fra København med nye ordrer. Minering af udsejlingen ved Hundested indgik ganske rigtigt i de tyske planer for Operation Safari, men den 29. august var minefeltet endnu Skibene uden for Holmen 113

118 114 Niels Juel på flådebesøg i ukendt dansk havneby før krigens udbrud. (Orlogsmuseet)

119 Tysk Ju 88 bombemaskine fotograferet fra Niels Juel. (Orlogsmuseet) Skibene uden for Holmen 115 ikke på plads. Rygtet om minerne var dog nok til at opnå den ønskede effekt. Mens Niels Juel ventede på Pontoppidans ankomst, sejlede skibet langsomt frem og tilbage ud for Hundested. Tyskerne fik nu pludselig det indtryk, at skibet var ved at stikke af mod Sverige, og derfor blev Niels Juel gentagne gange mellem kl og angrebet af tyske fly, der både kastede bomber og beskød skibet med maskinkanoner. 1. artilleriofficer om bord på Niels Juel gav efterfølgende denne beskrivelse af det sidste bombeangreb:»kl. ca angreb et bombeluftfartøj fra bagbords side. [...] Der blev kastet to svære bomber, der faldt ca. 25 meter tværs om bagbord ud for agterkanten af kommandobroen. Bomberne må være detoneret nærlig under skibet.«bombeeksplosionerne var ekstra kraftige, fordi Niels Juel befandt sig på forholdsvis lægt vand, og selv om ingen af de tyske bomber ramte

120 Flyangrebet på Niels Juel ca. kl Fotografiet er antageligt taget fra fyrinspektionsskibet Absalon. (Orlogsmuseet) 116 skibet, var de tætte forbiere nok til at beskadige skibet stærkt. 1. artilleriofficer berettede om skaderne:»[...] Torpedoerne gik i gang i rørene, dampen stod op af sikkerhedsventilen, skibet krængede stærkt over til styrbord og druknedes næsten i vand fra bombenedslagene.«derudover sprang alle vandtætte skotter læk, sidepanseret i bagbordsside blev trykket ind, og skibet fik en mindre læk i forskibet. Kanonild fra de tyske fly sårede fem besætningsmedlemmer ved én af Niels Juels luftværnskanoner, og én af disse, artillerikvartermester H.E. Andreasen, afgik senere ved døden. De ubeskyttede besætningsmedlemmer ved skibets luftværnsskyts blev efterfølgende sendt under dæk for her at komme i dækning for de tyske kugler. Under det første angreb valgte danskerne ikke at gengælde den tyske ild, da kommandør C.A. Westermann ikke mente, at der var tale om et direkte angreb, men snarere en advarsel.

121 Bombeskade på Niels Juels dæk. (Orlogsmuseet) Skibene uden for Holmen 117

122 118 Anden gang tyskerne angreb, blev der skudt igen, men der hersker tvivl om, hvorvidt der var givet ordre til dette, eller om det var på besætningsmedlemmernes eget initiativ. Ifølge de tyske kilder lykkedes det dog ikke at skyde nogen af de tyske fly ned. Det er værd at bemærke, at de tyske indberetninger om angrebet ikke giver indtryk af, at det første bombeangreb blot var en advarsel. Efter det andet angreb vendte Niels Juel, så dets stævn pegede ind mod Isefjorden, og da skibet herefter lå ganske stille, blev det ikke udsat for flere tyske angreb. Pontoppidan blev nu fløjet ud til skibet af en tysk vandflyver og overgav her Westermann dennes nye ordrer, der gik ud på, at han skulle forblive opankret ved Hundested og afvente nærmere besked. Ordrerne bar viceadmiral Vedels underskrift, men var reelt skrevet af den tyske admiral Wurmbach. Da Westermann modtog den nye ordre fra Pontoppidan, spurgte han, hvor Vedel havde befundet sig, da han underskrev den. Da svaret lød Hotel Phønix, der var den tyske flådes hovedkvarter i København, vidste Westermann, at Vedel måtte have skrevet under tvang. Han mente derfor ikke, at han var forpligtet til at følge ordren. Samtidig var Westermann klar over, at hans skib var blevet kraftigt beskadiget af de tyske bombeangreb. Et forsøg på at nå Sverige var derfor ikke gennemførligt og ville højst sandsynligt ende med en sænkning af skibet med mange døde og sårede blandt besætningen til følge. Westermann besluttede derfor at sætte Niels Juel på grund i den vestlige del af fjorden. Dette skete kl , hvor skibet med ca. 16 knobs fart tog grunden. Da skibet var sat på grund, lod Westermann ankeret gå, og det tog de tyske fly som tegn til at skibet, i overensstemmelse med ordren fra Pontoppidan, havde ankret op. Derefter forlod flyene Niels Juel. Efter grundstødningen forsøgte man at bringe skibets sprængladning til eksplosion, men det mislykkedes, og man måtte manuelt åbne for bundventilerne for at sænke skibet. På Kommandør Westermann fotograferet på Niels Juels bro den 29. august (Orlogsmuseet)

123 Om bord på Niels Juel. Bemærk granaterne med iskruede detonatorer i forgrunden. (Orlogsmuseet/Aage Nielsen) Skibene uden for Holmen 119

124 120 Niels Juel sat på grund. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

125 lidt over en time tog det ca tons vand om bord, hvilket fik Niels Juel til at sætte sig godt fast på bunden, samtidig med at saltvandet ødelagde skibets maskiner og andet udstyr. De fire hårdest sårede blev i en af skibets redningsbåde sejlet til Nykøbing Sjælland, hvor de straks blev bragt til byens hospital. De fire hårdest sårede blev reddet i land i en af skibets redningsbåde. Da båden blev sat i vandet, opdagede besætningen imidlertid, at den tog vand ind. Hullerne sad heldigvis så højt, at de kom over vandlinjen, hvis blot bådens passagerer blev placeret i den modsatte side. Det lykkedes derefter at nå helskindet ind til Nykøbing Sjælland. Sent på eftermiddagen fløj tyskerne endnu en dansk søofficer, kaptajnløjtnant Overbye, ud til Niels Juel. Han medbragte ordrer om, at skibet skulle afgå til København under eskorte af en tysk torpedobåd, der ventede uden for Isefjorden. Overbye blev dog hurtigt gjort opmærksom på, at skibet ikke var i stand til at sejle til København, og han måtte derfor returnere til København med uforrettet sag. Han medbragte dog en besked fra Westermann om, at Niels Juels besætning snarligt ville blive evakueret fra skibet, da der ikke længere var mulighed for at lave mad om bord, og hovedparten af besætningens sovepladser var oversvømmet. Først om morgenen den 30. august kom tyskerne om bord på Niels Juel og tog besætningen til fange. Inden da havde mandskabet søgt at ødelægge skibets udstyr, og skyts, håndvåben, ammunition, afstandsmåler og andet var blevet smidt over bord. Denne omgang»patriotisk vandalisme«, som et af besætningsmedlemmerne senere omtalte det, gjorde skibet stort set ubrugeligt for tyskerne. Den overbordsmidte ammunition bidrog endvidere efterfølgende til at besværliggøre de tyske bestræbelser på at bringe skibet flot. Samtidig med at ødelæggelserne stod på, fik besætningen desuden lov til at tage for sig af den ombordværende forsyning af mad, drikkevarer, tobak og andet fra skibets beholdninger, for at dette ikke skulle falde i tyskernes hænder. Allerede dagen efter grundsætningen bad tyskerne det danske bjergningsfirma Svitzer om at undersøge Niels Juel med henblik på at bringe det flot. Svitzers bjergningsskib Garm ankom til det grundstødte orlogsskib den 31. august, og allerede samme dag indsendtes en foreløbig rapport om Niels Juels tilstand. Heri blev skibets skader beskrevet således:»på bagbord side udfor maskinrummet findes i pladeranget under panserdækket nogle mindre buler, og i panserpladerne mangler nogle få naglehoveder. Ellers fandtes ingen synlige skader på skibets sider, stævne, skruer, ror eller slingrekøle. Skibet står på sandbund og er ca. 2 fod nede i grunden.«endvidere kunne dykkerne tilføje, at Niels Juel havde taget store mængder vand ind, så»vandet står fra for til agter i skibet og er ca. 4-5 fod under panserdækket.«de noterede sig også, at der rundt om skibet lå dele fra kanonerne samt ammunition og andet udstyr, der var smidt overbord af dets danske besætning den 29. august. Efter at Garm havde indsendt sin rapport til Svitzers hovedsæde, fik man besked på at vente, mens firmaet søgte at forhandle en bjergningsaftale på plads med de tyske myndigheder. Uvist af hvilken årsag lykkedes det imidlertid Skibene uden for Holmen 121

126 122 Besætningen på Niels Juel gør klar til at forlade skibet. (Orlogsmuseet/Aage Nielsen)

127 uddannelsessted for 400 kadetter til den tyske flåde Da de russiske styrker i foråret 1945 nærmede sig byen, afsejlede Nordland til Kiel. Her blev uddannelsen af de nye kadetter fortsat, men da allierede styrker i begyndelsen af maj måned atter nærmede sig, afsejlede Nordland igen mod Eckernförde. Den 3. maj 1945 blev Niels Juel / Nordland af egen besætning sænket i fjorden ud for Eckernförde. Vraget blev i 1952 solgt i sunken tilstand til Em. Z. Svitzers Bjergnings-entreprise, København. Hovedparten af skibet blev efterfølgende bjerget og solgt som stålskrot, men dele af Niels Juel ligger stadig på bunden af Eckernförde-fjorden. Skibene uden for Holmen Patriotisk vandalisme smadret navigationsudstyr på Niels Juels bro. (Orlogsmuseet) 123 ikke parterne at komme overens, og tyskerne måtte derfor selv bringe Niels Juel flot. Bjergningen blev gennemført i oktober 1943, hvorefter Niels Juel blev slæbt til reparation i Kiel. Dets hovedarmering blev afmonteret og opstillet som nærforsvar ved en række tyske kystbatterier på den jyske østkyst, og skibet blev i stedet udstyret med en ny og svagere tysk bevæbning. Fra september 1944 kom det i brug som skoleskib under navnet Nordland og lå i lang tid opankret i havnebyen Stolpmünde i det nuværende Polen. Her fungerede skibet som

128 124 Den grundstødte Niels Juel set fra land. (Frihedsmuseet)

129 Skibene uden for Holmen 125 Niels Juel slæbes forbi Hundested på vej mod Tyskland. (Frihedsmuseet)

130 126 Niels Juel som tysk kadetskib under navnet Nordland. (Frihedsmuseet)

131 Inspektionsskibene Hvidbjørnen og Ingolf Hvidbjørnen ( ) Type: Inspektionsskib Længde: 63,2 m, bredde: 9,8 m, dybgang: 5,2 m Tonnage: 914 t Fart: 14,5 knob (1.800 HK) Besætning: 60 mand Inspektionsskibet Hvidbjørnen blev bygget til sejlads på Grønland, Island og Færøerne og tjente i mellemkrigstiden i fiskeriinspektionen i disse farvande. Efter den 9. april indgik Hvidbjørnen i skoledelingen, der stod for uddannelsen af søværnets kadetter. I slutningen af august 1943 skulle Hvidbjørnen til Svendborg sammen med inspektionsskibet Ingolf. Skibenes ankomst til Svendborg blev udskudt en uge på grund af urolighederne i byen, og de to inspektionsskibe ankrede op i Lunkebugten ud for Valdemars Slot på Taasinge i stedet for at anløbe selve Svendborg Havn. Skibene havde dog et kort besøg i Svendborg, hvor Armering: To 87 mm kanoner Fire maskingeværer 1 : 1000 man tog vand og proviant om bord, men der blev ikke givet landlov til besætningen. Lidt før seks om morgenen den 29. august ankom lodsbåden fra Thurø til Ingolf og informerede skibets chef, kommandør C.V. Evers, der også var chef for skoledelingen, om, at landet var i undtagelsestilstand, og at et tysk kup var nært forestående. Kl blev alle mand vækket af signalet til klart skib, og alle løb til deres poster. Ingen vidste rigtigt, hvad der skete, før cheferne på både Ingolf og Hvidbjørnen kaldte til mønstring på skibenes agterdæk. Her orienterede de besætningen om det tyske kup. Alle forstod alvoren i situationen og var klar til om nødvendigt at kæmpe sig igennem til Sverige. Lidt i otte lettede skibene anker. Det var Evers plan at gå syd om Sjælland og videre til Sverige en ambitiøs plan, men Evers ville ikke sænke fartøjerne uden at have forsøgt at nå neutralt farvand. Allerede i Storebælt gik det imidlertid galt, da skibene mødte den tyske minestryger M.13. Minestrygeren signalerede kl til Ingolf, at den skulle lægge bi, da man ville sende en båd over. Kommandør Evers fulgte minestrygerens henstilling, da han troede, at han kunne forhandle sig frem til en løsning med tyskerne, men her begik han en fejl. De maskinpistolbevæbnede marinesoldater, der kom om bord, var dog ikke til sinds at for- Skibene uden for Holmen 127

132 128 Hvidbjørnen i kanalen ved Næstved i (Orlogsmuseet/Per Wessel-Tolvig)

133 Skibene uden for Holmen 129 Ingolf i Holbæk, sommeren (Sv. Kieler)

134 130 Klart skib om bord på Ingolf. (Sv. Kieler)

135 Skibene uden for Holmen 131 Ingolfs besætning venter på, at tyskerne skal angribe. Bemærk skytten til venstre, som har iklædt sig beskyttelsesbriller, fordi han er placeret ved luftværnsstillingen i solsiden. (Sv. Kieler)

136 132 handle med nogen. I stedet overtog de hurtigt kontrollen med skibet og stationerede soldater på broen og i maskinrummet. Få minutter senere skete det samme om bord på Hvidbjørnen, hvorefter begge skibe fik ordre til at sætte kurs mod Korsør. Samtidig blev Dannebrog nedtaget, og den tyske Kriegsmarines flag med det karakteristiske hagekors blev hejst i stedet. Om bord på Hvidbjørnen lykkedes det, trods det tyske prisemandskabs tilstedeværelse, at få sprængbombens ur sat i gang i det forreste ammunitionsmagasin. Hvidbjørnens skibschef, kommandørkaptajn Hempel-Jørgensen, informerede nogle minutter senere den tyske priseofficer om, at skibet snart ville gå ned, og bad om tilladelse til at sætte redningsbådene i vandet. Det nægtede tyskeren dog, da han ikke ville tro på, hvad skibschefen fortalte. Den danske besætning, der var samlet på agterdækket, fik derfor besked på at springe over bord, hvilket skete i god ro og orden. Bomben sprang ca. kl , hvorefter Hvidbjørnen begyndte langsomt at synke med forskibet først. Ved bombesprængningen gik der panik i den tyske prisebesætning, som straks med noget besvær fik sat skibets hvalbåd i vandet og skyndsomt roede klar af det synkende skib. Hvidbjørnens næstkommanderende, et par kvartermestre og en kadet blev om bord, og det lykkedes dem at få sat Hvidbjørnens to store redningsbåde i vandet. Da en række af de besætningsmedlemmer, der lå i vandet, råbte om hjælp, fordi de ikke kunne svømme, besluttede tre af kadetterne, Svend Kieler, Leif Brinck og W.W. Christensen, sig for at kravle tilbage om bord på Hvidbjørnen. Her ville de sætte skibets motorbåd i vandet og med den redde de svømmende sammen med de to redningsbåde, der allerede var kommet i vandet. Det lykkedes kadetterne at kravle op ad kæden til nødroret og om bord på det synkende skib. Kieler beskriver selv, hvad der skete:»[...] Min egen første indskydelse til at svømme tilbage var for at få motorbåden i vandet. Der lå nogle værnepligtige og skreg af skræk, fordi de ikke var svømmere. [...] Min klassekammerat Leif Brink sagde, at han ville gå med, hvis jeg gik først. Og i det samme var det, at søkadetaspirant W.W. Christensen råbte til os, at vi måtte se at få halet det tyske hagekorsflag ned, og så sluttede han sig til»entringsholdet«. Jeg kom først op til stormas- Ingolf ( ) Type: Inspektionsskib Længde: 68,8 m, bredde: 10,9 m, dybgang: 4,8 m Tonnage: t Fart: 16,5 knob (2.935 HK) Besætning: 67 mand Armering: To 120 mm kanoner To 57 mm kanoner Fire maskingeværer 1 : 1000

137 Hvidbjørnen synker. Billedet er taget af skibslægen, dr. Fog, fra en redningsbåd. Kameraet havde været en tur i vandet, men fungerede alligevel, selv om motivet blev lidt sløret. På fotoet anes motorbåden, som de tre kadetter er i færd med at fire i vandet. (Orlogsmuseet) Skibene uden for Holmen 133 ten, og da jeg halede det tyske Kriegsmarineflag ned, var der mange ude i vandet, som råbte hurra. [...] Og så var det, at tyskerne i hvalbåden åbnede ild med maskinpistoler mod os tre. Om det var skræmmeskud eller direkte beskydning, ved vi ikke, men vi hørte projektilerne slå ind i det opstående med den karakteristiske lyd, når metal slår mod metal. Vi smed os straks ned og krøb langs dækket. Heldigvis var motorbåden i den ildlæ side af tyskerne i hvalbåden om bagbord.«de tre kadetter fik sat motorbåden i vandet og begyndte at samle svømmende besætningsmedlemmer op. Kort tid efter sendte tyskerne dog en båd over til Hvidbjørnen og hejste atter det nazistiske flag, hvorefter de skyndsomt forlod det synkende skib. Besætningen blev efterfølgende taget om bord i en tysk torpedobåd, hvorefter Hvidbjørnen gik til bunds små 45 minutter efter, at bomben var sprunget. Derefter skød den tyske torpedobåd de nu tomme danske redningsbåde i stykker, før den afgik til Korsør, hvortil Ingolf allerede var indbragt som prise. Om bord på Ingolf havde man også søgt at sænke skibet. Sprængbombens ur blev sat i gang, og én af skibets bundventiler blev åbnet. Tysker-

138 134 Ingolf som vrag i Kiel, (Kieler Stadtarchiv)

139 Skibene uden for Holmen : Ingolf ligger udbrændt og med knækket køl i indsejlingen til Kiel. Blandt vragene i billedets højre side anes bl.a. den tunge tyske krydser Hipper. (Gunnar Olsen) ne opdagede dog, at noget var galt, da skibet begyndte at få slagside, og de reagerede meget voldsomt. De tog ti af kadetterne som gidsler og truede med, at de ville blive henrettet, hvis sænkningsforsøget ikke straks blev stoppet. Over for denne trussel havde kommandør Evers ikke andet valg end at beordre bombens ur stoppet og den åbnede ventil lukket. Ingolf kom derfor under egen kraft og tysk flag og med slagside ind til Korsør om eftermiddagen den 29. august. Kommandør Evers blev efter krigen afskediget af søværnet, da ledelsen ikke mente, at han havde gjort tilstrækkeligt for enten at hindre et bevæbnet tysk prisemandskab i at komme om bord i de to kadetskibe eller at sænke skibene, mens tid var.

140 Ingolf blev efterfølgende anvendt af tyskerne som kanonbåd og forpostskib under navnet Sleipner, men blev i krigens slutfase sænket i Kiel af allierede flyangreb. Skibet fik styrbord side revet op og udbrændte totalt, og søværnet ønskede efter krigen ikke at bekoste en bjergning og reparation af skibet. Hvidbjørnen blev den 23. november 1943 hævet af tyskerne og slæbt til Korsør. Skibets næstkommanderende, kaptajnløjtnant Seehusen, fik tilladelse til at besøge vraget, mens det lå i flydedok i Korsør. Han skulle her hente personlige effekter fra besætningen, men skibet var allerede blevet tømt. Seehusen kunne dog efterfølgende give en detaljeret beskrivelse af de store skader, som skibet havde fået under sænkningen. Hvidbjørnen havde bl.a. et tre gange fire meter stort hul i skibssiden og havde taget stor skade af både kollisionen med havbunden og tiden under vand. Trods de store skader blev skibet slæbt til Tyskland, men nåede ikke at blive repareret, inden krigen var forbi. Hvidbjørnen blev i 1945 genfundet i stærkt beskadiget tilstand i havnen i Warnemünde, hvor det henlå kæntret. Det var for ødelagt til, at søværnet ønskede at få skibet tilbage, men det østtyske søværn hævede senere skibet og reparerede det. Det indgik i 1952 i den østtyske flåde under navnet Ernst Thälmann og blev ophugget i

141 Bevogtningsfartøjet Havørnen Havørnen ( ) Type: Torpedobåd/minestryger af Springeren-klassen Længde: 38,5 m, bredde: 4,25 m, dybgang: 2,74 m Deplacement: 92,5 t Fart: 24 knob (2.000 HK) Besætning: 25 mand Havørnen gjorde tjeneste som torpedobåd i sikringsstyrken under 1. Verdenskrig, men blev i 1922 deklassificeret til bevogtningsfartøj. I 1930 blev skibet ombygget til minestryger. Det hed oprindeligt Havhesten, men fik i 1938 nyt navn, da det gamle skulle bruges til en af de nye ubåde af H-klassen. Den 9. april 1940 lå Havørnen på Holmen og blev efterfølgende oplagt her. I februar 1941 blev fartøjet sammen med søsterskibet Narhvalen og de seks torpedobåde af Dragen- og Glenten-klassen udleveret til tyskerne. Efter nærmere inspektion valgte tyskerne dog at tilbagelevere Havørnen og Narhvalen, da de mente, at skibene var Armering: En 57 mm kanon To 452 mm torpedorør (det ene fjernet i 1928/29) Et 20 mm luftværnsskyts 1 : 750 for små og for langsomme til, at de kunne bruges. Derefter indgik Havørnen i minestrygningen mellem de danske øer. Havørnen lå den 28. august 1943 i Stubbekøbing. Skibet var på vej fra Korsør til Holmen, hvortil det skulle ankomme den 29. om eftermiddagen. Man skulle efter planen være afsejlet fra Stubbekøbing kl om morgenen, men lidt over halv seks ringede chefen på Havørnen, kaptajnløjtnant Schultze, til København for at få oplysninger om situationen. De første par steder, hvortil Schultze prøvede at ringe, blev telefonen ikke taget, men til sidst lykkedes det at få kontakt med søværnets kaserne på Holmen. Vedkommende, der her tog telefonen, nåede kun at sige»vi er besat«, før forbindelsen blev afbrudt. Schultze valgte straks at søge mod svensk område, og kl forlod Havørnen Stubbekøbing. Kort tid efter afsejlingen observerede besætningen den store tyske torpedobåd T.5 med kurs mod Havørnen. Den tyske båd var på tons og kunne nå en fart på over 30 knob, mens Havørnens topfart blot var 24 knob. T.5 var således den lille Havørnen væsentligt overlegen. Schultze besluttede at forsøge at slippe fra tyskeren ved at sejle ind på lægt vand, hvor den større tyske båd ikke ville turde følge med ind af frygt for at gå på grund. Den tyske torpedobåd signalerede med signallampe til Havørnen, at den skulle stoppe, men Skibene uden for Holmen 137

142 138 Havørnen i tjeneste i kystbevogtningen, ca (Søværnets Fototjeneste)

143 Denne og næste side: Havørnen på grund ud for Stammenakke. (Orlogsmuseet og Det Kgl. Bibliotek) Skibene uden for Holmen 139 Schultze forsøgte at vinde tid ved at svare tyskeren, at man ikke kunne aflæse hans signal. Efter et par minutters signalering frem og tilbage mistede tyskeren dog tålmodigheden og affyrede et varselsskud. Det fik Schultze til at beslutte at forsøge et torpedoangreb. T.5 drejede imidlertid af, og Havørnen genoptog det oprindelige forsøg på at ryste sin forfølger af på lægt vand. Schultze stationerede en mand i toppen af Havørnens mast, og herfra kunne han følge den tyske torpedobåd, der nu indstillede forfølgelsen, men lagde sig, så Havørnen ikke kunne slippe ud af det læge område igen. Schultze gav derfor ordre til at kaste anker tæt under land. Det var hans plan at fortsætte mod Sverige, når mørket var faldet på måske i selskab med Ingolf og Hvidbjørnen, der kunne tænkes at komme denne vej på vej mod Sverige. Ankeret ramte bunden lidt før klokken ti om formiddagen. Kl nåede den danske kutter P.8 nu under tysk flag frem til Havørnen, og Schultze blev opfordret til at overgive sig. Samtidig forsøgte kutteren at komme tæt nok på til, at de tyske soldater kunne borde Havørnen, men i kraft af

144 140

145 Postkort udgivet efter krigen med billeder af vraget af Havørnen. (Orlogsmuseet) Skibene uden for Holmen 141

146 P.8 s ringe topfart var Havørnen i stand til holde kutteren på afstand. Schultze beskrev selv i 1945, hvad der derefter skete:»da der ikke syntes at være nogen mulighed for at undslippe, idet torpedobåden stadig lå i nærheden, bestemte jeg mig til at ødelægge Havørnen. Først afskød jeg torpedoen, som detonerede på en sandbanke, hvorefter jeg løb Havørnen på grund ved Stammenakke i nærheden af Vordingborg. Samtidig sattes bomben til ødelæggelse af skibet i gang, efter at alt skyts, skibspapirer og lignende var ødelagt. Bomben var indrettet til at sprænge ti minutter efter, at den var sat i gang. Besætningen sprang i vandet og svømmede eller vadede i land.«alt dette skete under stadig tysk beskydning. Kl eksploderede Havørnens sprængbombe, der var anbragt agter ovenpå skrueakslen, hvorved skibet blev totalt ødelagt. Hele besætningen nåede i land i god behold og søgte efterfølgende enkeltvis mod deres respektive hjembyer. Inden de skiltes, fordelte kaptajnløjtnant Schultze skibets pengekasse mellem besætningsmedlemmerne, og de 25 mand fik hver ti kr. med på vejen. Ingen af besætningsmedlemmerne blev interneret, og Schultze nåede sågar et par dage senere frem til Marineministeriet og kunne personligt aflægge rapport til Vedel om Havørnens skæbne. Vraget af Havørnen blev under krigen ribbet for løst gods og metal og blev i 1945 solgt til ophugning for blot 600 kr. Det blev først endeligt fjernet fra Stammenakke i

147 SKIBENE, DER NÅEDE SVERIGE En række af de danske flådefartøjer forsøgte at nå svensk territorium den 29. august De fleste af forsøgene mislykkedes, men bevogtningsfartøjet Havkatten, tre MS.-både og ni kuttere nåede i løbet af de næste par dage frem til forskellige havne på den svenske vest- og sydkyst. Det neutrale Sverige kunne ikke tillade, at danske fartøjer opererede fra svenske havne mod tyskerne, og derfor blev skibene overført til den store svenske flådebase i Karlskrona. Her blev kommandoen strøget den 14. september, og skibene blev afvæbnet og oplagt. Kun en lille gruppe danskere fik lov at forblive i Karlskrona for at føre tilsyn med de oplagte enheder, mens resten måtte overgå til forskelligt civilt arbejde rundt omkring i Sverige. Blandt andet kom en del af de danske søfolk i arbejde som skovhuggere i de store svenske skove. I foråret 1944 begyndte man fra dansk side at planlægge, hvordan den Danske Brigade, der var under opbygning i Sverige, skulle overføres til Danmark. Af naturlige årsager krævede et angreb på de tyske tropper i Danmark, at den Danske Brigade kunne blive sejlet over til den danske kyst. Dette førte til, at man den 22. september 1944 oprettede den Danske Flotille, i hvilken Havkatten blev kommandoskib. Man begyndte nu både at træne de skibe og besætninger, man allerede rådede over, samt forsøge at anskaffe nyt materiel. Det sidste foregik bl.a. ved, at modstandsbevægelsen erobrede et par danske færger og sejlede dem til Sverige. Samtidig fik en gruppe danske befalingsmænd og mather tilladelse til at gøre tjeneste i både den svenske og britiske flåde, hvilket gav dem mulighed for at genopfriske deres sømilitære færdigheder, der ikke havde været i brug siden den 29. august I 1944 oprettede den britiske flåde en minestrygningseskadre, der var bemandet med danske søfolk. Den Danske Brigade var klar til at gå i land i Danmark og med hjælp fra de allierede at kæmpe en regulær krig mod de tyske tropper i Danmark, men den 4. maj 1945 overgav tyskerne sig heldigvis uden kamp. Dagen efter blev den Danske Brigade sejlet fra Helsingborg til Helsingør med hjælp fra skibene i den Danske Flotille. Ved afsejlingen kunne de danske orlogsfartøjer for første gang siden den 29. august 1943 igen hejse Dannebrog. Skibene, der nåede Sverige 143

148 MS. 1 / Shara 144 Det absolut mest kendte af de danske skibe, der slap væk, var MS. 1, der sorttjæret og forklædt som slæbebåd nåede svensk territorium fra dens patruljeområde ved Skælskør. Den 28. august var MS. 1 på vej fra Holmen til Korsør, men blev forsinket og lagde derfor om aftenen ind i Skælskør. Tidligt næste morgen fik chefen, søløjtnant U. Gad, besked om begivenhederne rundt om i Danmark, og han besluttede på denne baggrund straks at søge mod Sverige. Søløjtnant Gad var dog klar over, at hvis MS. 1 straks forlod Skælskør med kurs mod Sverige, ville der kun være en lille chance for, at man ikke undervejs ville blive opbragt af tyske styrker. MS. 1 lagde derfor til i den lille havn på Agersø, hvor besætningen efter bedste evne kamuflerede skibet. Masten blev kappet, og skibet blev tjæret sort. Slutteligt gav et af besætningsmedlemmerne på eget initiativ skibet navneforandring til Shara. Fra det højeste punkt på Agersø var søløjtnant Gad i stand til at observere Ingolf og Hvidbjørnen i Storebælt, og da han så Hvidbjørnen synke og Ingolf gå mod Korsør under eskorte af tyske fartøjer, blev han klar over situationens alvor. Da mørket faldt på, sejlede MS. 1 / Shara af sted mod Sverige. Lidt før daggry næste morgen lagde skibet til i Hesnæs Havn. Her lå det hele den 30. august, og først ved mørkets frembrud sejlede skibet videre mod Sverige. Trods tilstedeværelsen af en tysk torpedobåd ret uden for Hesnæs Havn lykkedes det MS. 1 / Shara at slippe væk i ly af mørket, og både skib og besætning nåede næste morgen velbeholdent frem til den svenske havneby Trelleborg. Beretningen om, hvordan Sorte Sara snød de tyske styrker, blev en af de historier fra flådens sænkning, som alle kunne huske ikke mindst efter at flugten til Sverige blev foreviget i filmen»alarm i Østersøen«(1961) med Ebbe Langberg i hovedrollen. MS. 1 Type: Minestrygere Længde: 24,4 m, bredde: 4,6 m, dybgang: 1,5 m Deplacement: 74 t Fart: 11 knob (250 HK) Besætning: 11 mand Armering: Et stk. 20 mm luftværnsskyts To maskingeværer i dobbeltaffutage 1 : 500

149 Skibene, der nåede Sverige 145 MS. 1 / Shara. (Orlogsmuseet)

150 146 MS. 1. / Shara i svensk kamuflagemaling. Skibet fik først navnet Sorte Sara (uden h) i april Da det nåede Sverige i august 43, hed det kun Shara men var tjæret sort... (Orlogsmuseet)

151 Havkatten Havkatten ( ) Type: Torpedobåd/minestryger af Springeren-klassen Længde: 38,5 m, bredde: 4,56 m, dybgang: 2,74 m Deplacement: 108,5 t Fart: 24,6 knob (2.000 HK) Besætning: 24 mand Armering: To 57 mm kanoner To 452 mm torpedorør (det ene fjernet i 1928/29) En 40 mm kanon ( ) 1 : 750 Havkatten blev bygget på Orlogsværftet i Tre år senere blev den deklassificeret til bevogtningsfartøj, og igen i 1929 blev den ombygget til minestryger. Havkatten var tilknyttet kystbevogtningen og var i august 1943 under kommando af kaptajnløjtnant Würtz. Den 28. august lå bevogtningsfartøjet på patrulje i Øresund. Ved sekstiden om aftenen mødte Havkatten kutteren K.15, hvis fører kunne berette, at der gik rygter om regeringens afgang og indførelse af undtagelsestilstand. Havkatten valgte at gå ind til Humlebæk for herfra at søge at få et klart billede af situationen, men trods opkald til både søværnskommandoen og chefen for kystbevogtningen var det ikke muligt at få verificeret oplysningerne fra K.15. Dog meddelte politichefen i Humlebæk, at så vidt han vidste, var både regeringen og kongen gået af. Würtz besluttede efter et skibsråd at gå til søs igen og indtil videre at lægge sig nord for Hven, tæt på svensk territorialfarvand. Herfra ville Havkatten hurtigt kunne nå svensk område, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Chefen og resten af besætningen var endvidere klar til at kæmpe sig igennem til Sverige. Ved halv otte-tiden om aftenen forlod Havkatten igen Humlebæk. I løbet af natten sendte Würtz en af de små kuttere ind til Sletten Havn for at få yderligere efterretninger om situationen. Da kutteren kom tilbage, medbragte den oplysninger om det tyske angreb på Holmen, og Würtz besluttede nu at gå til Sverige. Ved sekstiden om morgenen befandt Havkatten sig stadig nær Hven og observerede her en tysk minestryger på vej mod nord. Würtz skiftede nu kurs og søgte at trække den tyske minestryger mod syd for at give de to danske kuttere K.12 og K.15 en chance for at slippe over sundets nordlige del og ind på svensk territorium. Det lykkedes, hvorefter Havkatten selv satte kurs mod svensk område. Skibene, der nåede Sverige 147

152 148 Havkatten til søs. (Orlogsmuseet)

153 Skibene, der nåede Sverige 149 De danske skibe i Karlskrona. (Orlogsmuseet)

154 150 Den Danske Flotille ankommer til Helsingør den 5. maj Tusinder af helsingoranere tager jublende imod de danske skibe. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

155 Skibene, der nåede Sverige 151 Flotillen står ind i Københavns Havn anført af Havkatten. (Orlogsmuseet)

156 152 Kl den 29. august nåede Havkatten svensk territorium og blev lodset ind til havnen i Landskrona. Herefter blev den oplagt i Karlskrona indtil den 22. oktober 1944, hvor Havkatten blev komandoskib i den Danske Flotille. Fartøjet medvirkede ved overførelsen af den Danske Brigade fra Helsingborg i Sverige til Helsingør på befrielsesdagen. Derefter fandt skibet anvendelse som tender og varmebåd, indtil det udgik af flådens tal i 1952.

157 EFTERSPILLET Det tyske angreb den 29. august 1943 kostede søværnet syv døde og 11 sårede, mens 258 officerer og befalingsmænd og menige blev taget til fange. 19 officerer og 78 befalingsmænd og menige nåede til Sverige. Af flådens 52 fartøjer befandt to sig på Grønland, mens 32 blev sænket af egen besætning. Fire nåede svensk territorium, og 14 blev erobret uskadte af tyskerne. Kongeskibet Dannebrog, der også lå på Holmen, blev af tyskerne respekteret som kongens ejendom og derfor ikke rørt. Skibet blev slæbt til Sydhavnen den 29. oktober og fik lov at ligge oplagt her resten af krigen. Derudover nåede ni af flådens 58 kuttere svensk territorium, mens resten blev taget af tyskerne, der tog dem alle i brug. Samtidig med aktionen mod flådens skibe søgte tyskerne også at sætte sig i besiddelse af kystdefensionens forter. Her blev én dansker såret under de tyske angreb. De tilfangetagne danskere blev efterfølgende interneret under tysk bevogtning. Det foregik bl.a. på kaserneskibet Fyen og Officersskolen på Holmen og i KB-hallen på Frederiksberg i København. De internerede havde intet at lave, men monotonien blev brudt af besøg af en række kendte danske skuespillere, der kom og underholdt med sang og anden optræden. Røde Kors var også hurtigt ude med en landsindsamling til fordel for de internerede, og allerede i midten af september begyndte tyskerne at tillade besøg fra familiemedlemmer. Det gjorde interneringen udholdelig for de danske søfolk, selv om alle interneringsstederne var meget overfyldte. Der var meget usikkerhed om, hvad der skulle ske med de internerede, og hver dag bragte nye rygter om overførelse til tyske fængsler eller lignende. Tyskerne selv var også noget i tvivl om, hvad de skulle gøre med alle de danske soldater og søfolk. Det var først planen, at alle skulle løslades den 27. september, men det blev udskudt, da Hitler gav tilladelse til, at man skulle forsøge at finde op til frivillige til tysk krigstjeneste blandt de internerede danskere. Sammen med soldater fra hæren skulle de yngste årgange af flådens personel overføres til Tyskland, hvor de skulle indrulleres i SS-tropperne. Projektet blev dog aldrig til noget. Samtidig gav Hitler ordre til at skride ind mod de danske jøder, hvilket skete natten mellem den 1. og 2. oktober. Jødeaktionen var dog på forhånd blevet lækket til modstandsbevægelsen, og det lykkedes hjælpsomme danskere at få langt hovedparten af de danske jøder smuglet til Sverige. Dagen efter jødeaktionen udsendte tyskerne pressemeddelelsen, hvori de slog fast, at de danske soldater snart ville blive løsladt nu, hvor jøderne var blevet udskilt af det offentlige liv. Både viceadmiral Vedel og hærens øverstkommanderende, general Gørtz, protesterede til tyskerne over den udsendte meddelelse og slog fast, Efterspillet 153

158 154 Holmen fotograferet i september På beddingerne på Dokøen ses tre torpedobåde under bygning. Bemærk kongeskibet Dannebrog i tørdokken, inden det blev slæbt til Sydhavnen. I venstre side ses ubåden Havfruen, som blev sat på land efter at være blevet hævet den 8. september (Søværnets Taktik- og våbenskole/ufs)

159 Efterspillet 155

160 156 Internering af søværnspersonel i KB-hallen. Køjesenge i tre lag gav plads til over internerede. (Orlogsmuseet)

161 Marinens Dornier Wal udbrændt. I forgrunden ses ødelagte flyvinger. (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS) Efterspillet 157 at ingen danske soldater eller søfolk ville løslades på bekostning af en anden befolkningsgruppe. Den 6. oktober blev undtagelsestilstanden, der var blevet indført den 29. august, ophævet, og snart derefter begyndte tyskerne at frigive de internerede. De sidste forlod fangenskabet den 24. oktober Søværnets fastansatte blev herefter hjemsendt med løn. En stor del af søværnets personel blev efterfølgende aktive deltagere i modstandsarbejdet. ORLOGSVÆRFTET Orlogsværftet befandt sig efter flådens sænkning i en meget betændt situation. Egentligt ville man helst have stoppet ethvert arbejde, men det ville blot have fået tyskerne til at overtage kontrollen med værftet, og det ønskede man ikke. For at opretholde fuld beskæftigelse på værftet, og derved vise tyskerne, at man ikke havde mulighed for at lave arbejde for dem, indgik man en aftale med statsbanerne om vedligeholdelse af DSB s færger m.v. Samtidig fortsatte man arbejdet på de torpedobåde, der var under bygning, men på

162 158 så lavt blus som muligt. Man var ikke overraskende overbevist om, at blev skibene bygget færdigt, så ville tyskerne straks overtage dem. I slutningen af september valgte Orlogsværftets ledelse at gå af, og det igangværende arbejde på de nye torpedobåde blev indstillet. Efter lange og seje forhandlinger overtog det hamborgske værft Howaldtswerke AG den 29. november 1943 driften af Orlogsværftet. Overtagelsen medførte, at hovedparten af værftets tekniske og administrative personale valgte at aftræde, men værftets danske arbejdere fortsatte arbejdet. Tyskerne gik med til, at Orlogsværftet kun skulle arbejde med civile tyske skibe og hverken bistå ved hævningen af de sænkede danske skibe eller ved reparation af tyske krigsskibe. De danske krigsskibe, der var under konstruktion på Holmen, skulle heller ikke bygges færdig. Orlogsværftet indgik efterfølgende i det tyske HANSAprogram, der betød, at det skulle bygge en række civile skibe til tyskerne. Kun få af skibene blev dog bygget færdigt inden krigens slutning. Efter besættelsen den 9. april 1940 var søværnets flyvemateriel blevet opmagasineret på Holmen. Kort tid efter flådens sænkning fjernede det tyske luftvåben diverse materialelagre og værktøj, men da man i slutningen af november 1943 forberedte at fjerne selve flyene, lykkedes det ansatte ved Orlogsværftet på eget initiativ at sætte ild på de bygninger, som flyene var opmagasineret i, og de blev alle ødelagt. BEFRIELSEN Ved befrielsen i maj 1945 var den danske flåde næsten ikke-eksisterende. Mandskabet var til stede, men der var alt for få skibe. Orlogsværftet gik dog hurtigt i gang med at bygge nye skibe, og allerede den 4. maj 1946 på etårsdagen for befrielsen søsatte søværnet sin første nybygning, torpedobåden Krieger. Kølen var blevet lagt allerede i 1943, men skibet blev først bygget færdigt efter krigens slutning. Søsætningen af Krieger markerede søværnets første skridt mod igen at opbygge en stærk dansk flåde. Verdenskrigens alliancer blev hurtigt afløst af en kold krig, hvor Danmarks placering ved udmundingen af Østersøen sikrede landet en central placering i konflikten mellem øst og vest. I 1949 blev Danmark medlem af NATO, hvorved landet forpligtede sig til at opbygge et stærkt forsvar. De følgende år fortsatte Orlogsværftet arbejdet med nybygninger, og derudover lejede søværnet en række fartøjer fra USA og Storbritannien og overtog desuden bl.a. en række motortorpedobåde fra den tidligere tyske flåde. Gennem patruljer i Østersøen blev søværnet det af de danske værn, der oftest fik kontakt med østlandenes forsvarsstyrker, og i tilfælde af en krig ville det også have været søværnet, der skulle have udgjort første linie i det nye danske forsvar.

163 Efterspillet 159 Søsætningen af torpedobåden Krieger den 5. maj (Søværnets Taktik- og Våbenskole/UFS)

164 APPENDIKS Døde og sårede i søværnet den 29. august 1943 DØDE 160 Søløjtnant (R) A.R. Jørgensen, minestrygeren Hajen, faldt i Korsør. Artilleri-kvartermester H.E. Andreasen, artilleriskibet Niels Juel, dødeligt såret på Isefjorden. Torpedo-underkvartermester C. Thomsen, minestrygeren Hajen, faldt i Korsør. Mathelev O.K. Rasmussen, kaserneskibet Fyen, faldt på Holmen. Værnepligtig E.B. Christensen, kaserneskibet Fyen, faldt på Holmen. Værnepligtig N.B. Olsen, patruljekutteren P. 7, faldt i Nyborg. Overkonstabel K.B. Jensby, Middelgrundsfortet. SÅREDE Kaptajnløjtnant K.V. Dam, minestrygeren Springeren, såret i Korsør. Søløjtnant H.L. Prause, bevogtningsfartøjet Hvalrossen, såret på Holmen. Søløjtnant (R) I.A.R. Westergaard, minefartøjet Lougen, såret på Holmen. Søløjtnant (R) O. Kinch, minestrygeren MS. 1, såret i Nyborg. Søløjtnant (R) H.A. Jørgensen, patruljekutteren P. 4, såret i Nyborg. Matros-kvartermester V.V. Jørgensen, artilleriskibet Niels Juel, såret på Isefjorden. Overfyrbøder L. Præstekær, minestrygeren Hajen, såret i Korsør. Artilleri-elev J. Mortensen, artilleriskibet Niels Juel, såret på Isefjorden. Værnepligtig Foldbjerg-Jeppesen, artilleriskibet Niels Juel, såret på Isefjorden. Værnepligtig O. Petersen, artilleriskibet Niels Juel, såret på Isefjorden. Værnepligtig Aa. Nielsen, Kongelundsfort, såret på Kongelundsfortet.

165 Alfabetisk oversigt over de danske flådeenheders skæbne den 29. august 1943 Skibe ikke i aktiv tjeneste er markeret med *. Bellona* (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 4. november Beskytteren* (inspektionsskib): Taget af tyskerne på Holmen. Dampbaad A (mineskib): Sænket i Lunkebugten ved Taasinge. Senere hævet af tyskerne. Dannebrog* (kongeskib): Kongens ejendom. Blev ikke rørt af tyskerne. Slæbt til Sydhavnen den 29. oktober 1943 og oplagt her krigen ud. Daphne (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 5. november Dryaden * (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 12. november Flora * (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 1. november Flydedok Nr. 1: Sænket sammen med ubåden Havfruen på Holmen. Hævet den 30. november Freja * (opmålingsskib): Taget af tyskerne på Holmen. Afsejlet den 2. december 1943 under tysk kommando under navnet Sydpol. Fyen (kaserneskib): Taget af tyskerne på Holmen og brugt som interneringssted for danske søfolk frem til den 19. oktober Georg Stage (skoleskib): Afsejlet fra Holmen den 15. september 1943 til Svendborg. Galathea * (ubåd): Taget af tyskerne på Holmen, men blev ikke bragt i aktiv tjeneste. Grønsund* (flydende værkstedsskib): Taget af tyskerne på Holmen. Hajen (minestryger): Erobret af tyskerne i Korsør Havn. Havfruen * (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 8. oktober 1943 og sat på land. Sat i vandet igen den 3. december. Sunket den 4. december og hævet igen den 6. december. Havhesten (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 6. november Havkalen (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 2. november Havkatten (bevogtningsfartøj): På patrulje i Øresund. Nåede svensk territorium. Havmanden (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 8. november Havørnen (bevogtningsfartøj): Sat på grund og sprængt ved Stammenakke af egen besætning. Hejmdal* (opmålingsskib): Delvist ødelagt på Holmen. Hævet den 17. september Slæbt til B&Wværftet den 22. september. Kom tilbage til Orlogsværftet den 23. september. Afsejlet fra Orlogsværftet den 28. oktober Hekla (Logiskib): Taget af tyskerne på Holmen. Appendiks 161

166 162 Henrik Gerner (depotskib): Brændt og sænket på Holmen. Hævet den 26. oktober Hvalrossen (bevogtningsfartøj): Sænket på Holmen. Hævet den 17. oktober Kølen knækkede, og skibet blev sat på land. Hvidbjørnen* (inspektionsskib): Sænket i Storebælt. Hævet den 23. november Ingolf (inspektionsskib): Erobret af tyskerne i Storebælt. Islands Falk* (inspektionsskib): Taget af tyskerne på Holmen. Kvintus* (Minefartøj): Sænket på Holmen. Hævet den 29. oktober Laaland* (Minefartøj): Sænket på Holmen. Hævet den 11. oktober 1943 og lagt over til Hønsebroen. Lindormen* (mineskib): Sænket på Holmen. Hævet den 1. oktober 1943 og slæbt til B&W-værftet den 14. oktober. Kom tilbage fra B&W den 22. oktober og blev lagt over til Hønsebroen. Lossen* (mineskib): Sænket på Holmen. Hævet den 22. oktober Slæbt af sted den 30. oktober. Lougen (Minefartøj): Sænket på Holmen. Hævet den 20. oktober Maagen* (inspektionskutter): Oplagt i Nuuk på Grønland. Makrelen (bevogtningsfartøj): Sænket på Holmen. Hævet den 13. oktober Knækkede midt over og blev sat på land den 14. oktober. MS. 1 (minestryger): Nåede svensk område. MS. 2 (minestryger): Taget af tyskerne i Kalundborg Havn. MS. 3 (minestryger): Erobret af tyskerne i Køge Bugt. MS. 4 (minestryger): Sænket på Holmen. Hævet den 23. november 1943 og sat på land den 26. november. MS. 5 og MS. 6 (minestrygere): Erobret af tyskerne i Nyborg. MS. 7 (minestryger): Nåede svensk territorium. MS. 8 (minestryger): Sænket på Holmen. Hævet den 5. oktober MS. 9 (minestryger): Nåede svensk territorium. MS. 10 (minestryger): Sænket på Holmen. Sat på land den 6. oktober 1943 og i vandet igen den 11. oktober. Slæbt til B&W den 22. oktober. Najaden og Nymfen* (de senere kystjagere Huitfeldt og Willemoes): Under bygning på Holmen. Taget af tyskerne, men ikke færdigbyggede. Narhvalen* (bevogtningsfartøj): Under hovedeftersyn på Holmen. Taget af tyskerne, men ikke anvendt. Niels Juel (artilleriskib): Søgte fra Isefjord at nå svensk territorium, men blev sat på grund og sænket af egen besætning efter alvorlige skader fra tyske flyangreb. Hævet i oktober Nordkaperen (bevogtningsfartøj): Sænket på Holmen. Hævet den 26. november 1943 og sat på land samme dag. Peder Skram* (kystforsvarsskib): Sænket på Holmen. Hævet og pumpet læns den 22. november Ran* (ubåd): Taget af tyskerne på Holmen, men ikke anvendt. Rota (ubåd): Sænket på Holmen. Hævet den 10. november 1943.

167 Sixtus * (minefartøj): Sænket på Holmen. Hævet den 27. oktober Skagerak* (varmebåd): Taget af tyskerne på Holmen. Sleipner (torpedotransportfartøj): Taget af tyskerne. Springeren (minestryger): Erobret af tyskerne i Korsør Havn. Sælen (bevogtningsfartøj): Sænket på Holmen. Hævet den 20. november 1943 og sat på land den 22. november. Søbjørnen (minestryger): Sænket på Holmen. Rejst op den 3. november 1943 og hævet den 18. november. Agterskibet knækkede af og blev sat på land den 22. november. Forskibet hævet den 24. november og sat på land den 30. november. Søbjørnen blev hævet med hjælp fra Orlogsværftets egen dampkran, som tyskerne tog i brug den 1. november. Søhesten (minestryger): Taget af tyskerne i Kalundborg Havn. Søhunden * (minestryger): Sænket på Holmen. Hævet den 20. september 1943 og slæbt til B&W den 23. september. Søløven (minestryger): Erobret af tyskerne i Korsør Havn. Søridderen (minestryger): Erobret af tyskerne i Korsør Havn. Søulven (minestryger): Sænket på Holmen. Hævet den 24. oktober Ternen* (opmålingsskib): Oplagt i Nuuk på Grønland. Triton* (ubåd): Taget af tyskerne på Holmen, men ikke anvendt. Appendiks 163

168 Kildemateriale De i teksten gengivede citater er hovedsageligt taget fra I tyske lænker af Chr. Søndergaard og Endelig 29. august 1943 som vi oplevede den af J.H.P. Barfod.»Beretning til Folketinget afgivet af den af Folketinget under 8. januar 1948 nedsatte kommission i henhold til Grundlovens 45«i: Krigsministeriet og Marineministeriet under Besættelsen, Bind IV (København, 1949). Den 29. august Film fra FTV, lavet i 1993 i anledning af 50-året for flådens sænkning.»kadetdelingen omkring 29. Aug. 1943«, Nationaltidende, 20. september Søværnets generalrapporter fra perioden Sådan oplevede jeg 29. august øjenvidneberetninger (Marineforeningen 1993). 164 Barfod, J.H.P.: Endelig 29. august 1943 som vi oplevede den (Frihedsmuseets Venners Forlagsfond 1978). Bisp, Erik: Søndag den 29. August 1943 og Dagene derefter. Manuskript i Marinens Bibliotek. Bjerg, Hans Chr.:»Søværnet og dets personel «, Tidsskrift for Søvæsen, nr. 1, 1998.»Operation K N U. Den danske flåde 29. august 1943«, Tidsskrift for Søvæsen, nr. 1, Bjerg, Hans Chr., Kieler, Svend og Laub, Søren (red.): For Flaget og Flåden (Søværnet 1995). Dahl, Kai (red.): Lærebog for Orlogsgaster, 1946 (København 1947). Fuchs, Werner: Letzte Fahrt der Nordland. Artikel i»jahrbuch der Marine«, Wehr & Wissen, VerlagsGmbH Koblenz/Bonn Grunnet, Niels og Demer, Bent: Den Danske Brigade (København 1945). Gröner, Erich: Die Deutschen Kriegsschiffe (Bernard & Graefe Vorlag 1993). Hendriksen, Knud: Operation Safari 29. august 1943 (Det Kongelige Garnisonsbibliotek 1993). Olsen, Gunnar og Storgaard, Svend: Flådens skibe og fartøjer (Marinehistoriske skrifter, København 1998). Kieler, S.S.v.F.:»Søværnets vilkår og virke under den tyske besættelse april 1940 til august 1943«, Tidsskrift for Søvæsen, nr. 1 og 2, Kirchhoff, Hans: Augustoprøret 1943 (københavn 1979). Samarbejde og modstand under besættelsen (Odense Universitetsforlag 2001) Konradsen, Søren (red.): Begivenhederne omkring flådens kamp og sænkning den 29. august 1943 (Amager Marineforening 1993).

169 Kjølsen, F.H.: Da Danmarks Flaade blev sænket (H. Hagerups Forlag, København 1945). Larsen, Kay: Vore Orlogsskibe fra halvfemserne til nu (København 1932). Laub, Søren:»Operation Safari«, Tidsskrift for Søvæsen, nr. 3, Nørby, Søren:»Med Orlogsflaget på halv. Udleveringen af otte danske torpedobåde til tyskerne i foråret 1941«, Marinehistorisk Tidsskrift, 4, november Ramsing, Bob: Operation Safari (København 1993). Roslyng-Jensen, Palle: Værnenes Politik politikernes værn (Gyldendal 1980). Steensen, R. Steen:»Flaadens skibe den 29. august 1943 og deres senere skæbne«, Tidsskrift for Søvæsen, Flaadens skibe 1950 (Det Schønbergske Forlag 1950). Vore panserskibe (Marinehistorisk selskab 1968). Vore Undervandsbåde gennem 50 år (Marinehistorisk selskab 1960). Søndergaard, Chr.: I Tyske Lænker. Billeder fra Danmark under Besættelsen (København 1945). Wessel-Tolvig, Per (red.):»flådens oprør«(marinehistoriske Skrifter 1993). ORLOGSMUSEET»Beretning om sænkningen af Hvidbjørnen den 29/ i Storebælt v. Vengeancegrunden som oplevet af søkadet Svend Kieler.Orlogsværftets Særberetning vedrørende Tiden fra 29. august 1943 til 31. marts 1944.Sænkningsrapport fra chefen for Nordkaperen til Chefen for Kystflåden«. Dateret 30. august 1943.»Oversigt over Begivenhederne den 29. August 1943 for saavidt angaar Søværnet.«Rapport af orlogskaptajn K.H. Paulsen, januar Optegnelser fra Anton Jakobsen, ansat ved Orlogsværftet i 1943.»Rapport over Begivenhederne den August 1943«. Fra Chefen for Eksercerskolen. Kaserneskibet Fyen. Dateret 6. september Orlogsmuseets»Sorte Registrant«over skibe i den danske flåde Appendiks 165 RIGSARKIVET Den tyske version af 29. august 1943 og årsagen hertil. Forsvarets Arkiver, nr : Besættelsestidens arkiv, Hændelsesforløbet 28. august 1943 i garnisoner og lejre, pk. 19.

170 ERHVERSARKIVET Svitzers arkiv. Bjergningen af Niels Juel, DA-1-02/1951 Bjergningen af HMS Peder Skram, DA-4/1945 FRIHEDSMUSEET Arkivpakker 06d. Privatoptegnelser fra William Jensen, Svend S.v.F. Kieler og Jørgen Strange Lorenzen. 166

171 Register»Holmen«,»København«og»Tyskland«er udeladt af registeret. Der henvises ikke til billedkilder, faktabokse eller appendiks. Absalon 116 Adler (tysk navn for Peder Skram) 74 Amalienborg 94 Andersen, Alsing, forsvarsminister 13 Andreasen, H.E., artillerikvartermester 116 Antikominternpagten 11 Agersø 144 Arsenaløen 27, 33 Batteri Pælebjerg 74 Batteri Sixtus 21 Bellona 38f, 40 Berlin 11 Bradbænken 73 Brinck, Leif, søkadet 132 Brorsen, Søren, forsvarsminister 23, 25, 27 Buhl, Vilhelm, statsminister 13 Burmeister & Wain-værftet (B&W) 30, 80, 85, 87, 89 Christensen, W.W., søkadetaspirant 132 Christian IX (færge) 16 Christian 10., konge 11, 13, 20f Christmas Møller, John, politiker 13 Dannebrog (kongeskib) 33, 153 Danske Brigade, den 143, 152 Danske Flotille, den 143, 150f Daphne 42 Dokøen 33, 100, 102, 154 Dragen-klassen 20, 137 Dryaden 40ff Eckernförde 123 Edvars, K.A., søløjtnant (r) 51f Elefanten 72, 94 Ernst Thälmann (tysk navn for Hvidbjørnen) 136 Evers, C.V., kommandør 22, 127, 135 Fanø 74 Flora 40ff Flådens Leje 23, 29, 33, 36, 38, 52, 62, 67, 80, 87, 94, 97 Flydedok nr Fog, dr., skibslæge 133 Frederikshavn 74 Frederiksholm 27f, 33 Fregatløbet 94 Freundschaft (tysk navn for Kvintus) 64 Fyen 7, 29, 72, 153 Fürstenberg (tysk navn for Kvintus) 63 Færøerne 127 Gad, U., søløjtnant 144 Garm (bjergningsfartøj) 121 Gedser 100 Glenten-klassen 20, 137 Granjean, A.E.V., kommandør 29 Grønland 127, 153 Gørtz, Ebbe, general 14, 153 Hajen 106ff, 112 Hanneken, Hermann von, tysk general 26f HANSA-programmet 158 Hansestadt Danzig 11 Hastrup, C.E.J., kaptajnløjtnant 87 Havfruen 43ff Havhesten 39, 42, 43, 137 Havkalen 41, 43 Havkatten 143, 147ff Havmanden 43 Havørnen 137ff Hekla 23, 51, 72 Helsingborg 143, 152 Helsingør 106, 143, 150, 152 Hempel-Jørgensen, F., kommandørkaptajn 132 Henrik Gerner 29, 37, 39, 41, 51ff, 62, 84 Herluf Trolle-klassen 74, 113 Hesnæs 144 Hipper, tysk krydser 135 Holbæk 113, 129 Holland 15 Holmens vagtkompagni 25 Hotel Phønix 30, 118 Howaldtswerke AG 158 Humlebæk 147 Hundested 100, 113, 115, 118, 125 Hvalrossen 27, 51, 67ff, 74, 78, 100 Hven 147 Hvidbjørnen 105, 127ff, 139, 144 Hønsebroen 80, 93 Hønsebroløbet 94, 100 Ingolf 22, 105, 127, 139, 144 Ipsen, Paul, kommandør 27, 29 Isefjord 18, 36, 40, 43, 51, 57, 105, 113, 118, 121 Island 127 J.C. Jacobsen (DFDS-damper) 97 Ju 88 (tysk bombefly) 115 Jylland 17, 21, 36 Jødeaktionen 14, 153 K.1 (kutter) 17 K.12 (kutter) 147 K.15 (kutter) 147 Kalundborg 105, 109 Karlskrona 143, 149 Kattegat 74 KB-Hallen 153, 156 Kedelværkstedet 60 Kiel 121, 123, 134f Kielerfjorden 74 Kieler, Svend S.v.F., søkadet 132 Knudsen, K.O., kaptajnløjtnant 100 Korsør 17, 83, 99, 105, 106, 132, 133, 135, 137, 144 Krieger 158f Krigsministeriet 25 Kronborg 79 Krusaa 14 Kvintus 63ff, 87 Register 167

172 168 Kvæsthusbroen 97 Kyndbyværket 113 Kystbevogtningen 100, 101, 106, 138, 147 Kystdefensionen 153 Kystflåden 25, 74 Laaland 63, 87ff Landskrona 152 Langberg, Ebbe, skuespiller 144 Langelinie 11, 37, 66, 77 Larsen, Harry, søløjtnant (r) 94, 97 Lindormen 80ff Linz 12 Lorenzen, Jørgen Strange 7 Lossen 80ff Lougen 49, 63, 87ff Luftværnskompagniet 93 M.13 (tysk minestryger) 127 Makrelen 8f, 67ff, 74 Marinehjemmeværnet 99 Marineministeriet 25, 27, 30, 57, 142 Mariager Fjord 18, 36, 40, 43, 51, 53 Margretheholm 30, 33 Maskingraven 57, 59, 61 Maskinværkstedet 60 Mastekranen 9, 29, 62, 67, 72, 74, 76 MS. 1 (minestryger) 144ff MS. 2 (minestryger) 109 MS. 4 (minestryger) 94ff, 100 MS. 8 (minestryger) 94ff Munk, Kaj, præst 15 Narhvalen 137 NATO 158 New York Times 7 Niels Juel 43, 105, 113ff Nordkaperen 29, 100 Nordland (tysk navn for Niels Juel) 123, 126 Norge 17 Nyborg 17, 105, 106ff Nyholm 21, 29, 33 Nykøbing Sjælland 121 Næstved 128 Odense 106 Odense Stålskibsværft 12 Oliebåd nr Operation Safari 27, Orlogsværftet 17, 18, 30, 33, 57, 93, 94, 147, 157f Overbye, E.J., kaptajnløjtnant 121 P.8 (kutter) 139 Peder Skram 27, 43, 57, 67, 69, 70, 72, 74ff Petersen, Korvettenkapitän 29 Planbygningen 9, 29, 88, 93 Polen 123 Pontoppidan, S.E., orlogskaptajn 113, 115, 118 Prenzlau (tysk navn for Sixtus) 63 Prinsessegade 27, 33 Prip, T.S., orlogskaptajn 21 Rasmussen, Erik, orlogskaptajn 57 Refshalevej 29, 33 Rigets Flag 21 Rostock 63, 80 Rota 38 Rudkøbing 106 Røde Kors 153 Scavenius, Erik, udenrigs- og statsminister 11 Schultze, A.O., kaptajnløjtnant 137ff Schwimmkran I/38 (tysk flydekran) 30 Seehusen, K.H., kaptajnløjtnant 136 Shara, se MS. 1 Sikringsstyrken 36, 43, 67, 74, 113 Sixtus 63ff, 87 Skælskør 144 Sleipner (tysk navn for Ingolf) 136 Sletten Havn 147 Smålandsfarvandet 18, 36, 68 Sorte Sara, se MS 1. Sovjetunionen 11 Spanteloftsbygningen 90 Sperrbrecher 22 87, 89 Springeren 106, 107, 112 Stammenakke 139, 142 Stauning, Thorvald, statsminister 11, 13 Stettiner Haff 52, 56 Stolpmünde 123 Storbritannien 13, 158 Storebælt 106 Stralsund 64 Stubbekøbing 137 Stærmose, E.C.C., søløjtnant (r) 51f Svendborg 105, 106, 127 Sverige 14, 18, 23, 57, 72, 80, 100, 115, 118, 127, 139, 143, 144, 147, 153 (E.M.) Svitzers Bjergnings-entreprise 78, 121, 123 Sælen 29, 100 Søbjørnen 46, 57ff Søhesten 19, 57, 109 Søhunden 57, 63ff Søløven 43, 57, 63, 94, 106, 110 Søminegraven 40, 49, 87 Søridderen 21, 57, 106ff Søværnets Officersskole 33, 153 Søulven 29, 57ff T.5 (tysk torpedobåd) 137, 139 Thurø 127 Trelleborg 144 Tømmergraven 38 Taasinge 127 USA 158 Valdemars Slot 127 Varmebåd nr , 77 Vedel, A.H., viceadmiral 14, 21ff, 27, 30, 118, 142, 153 Voigt Andersen, S.A., telegrafist 57 Vordingborg 142 Warnemünde 136 Westergaard, I.A.R., søløjtnant 87 Westermann, C.A., kommandør 113, 116, 118, 121 Wismar (tysk navn for Lossen) 80 Wurmbach, admiral 30, 118 Würtz, P., kaptajnløjtnant 147 Øresund 36, 99, 147 Østersøen 38, 63, 158 Ålborg 21 Århus 36, 51, 63

173

174

175

176