En historie vi alle kan lære af.

Transkript

1 En historie vi alle kan lære af. En personlig beretning af Leif Thygesen. Foto Leif Thygesen. Tåge en skræmmende historie Tåge - som at være midt i glas mælk 1 Det er aldrig morsomt at indrømme, at man har dummet sig og det hele endte jo godt, så jeg kunne jo bare tie stille. Når jeg alligevel har valgt at fortælle min historie, er det for, at også andre måske kan lære af den. Og jeg er godt klar over, at jeg nu åbner for en syndflod af kommentarer og ideer til, hvad jeg burde have gjort, men det må jeg så tage med. En ting er helt sikkert, jeg har fået en lærestreg af de helt store. Bagefter kan jeg sagtens se, at jeg traf flere forkerte beslutninger undervejs. Beslutninger, der kunne have været fatale, men gudskelov endte alt godt. Det hele kan i virkeligheden koges sammen til en stor fejl: Jeg skulle være blevet på land og ikke være taget ud og ro den dag. Veldokumenterede fejl Mine fejltagelser er særdeles veldokumenterede, og jeg kan bagefter nøjagtigt se, hvor jeg traf de forkerte beslutninger og lavede den ene fejl efter den anden. Jeg havde en GPS ombord. Ikke en GPS, der kunne finde vej for mig, men en GPS, der registrerede nøjagtigt, hvor jeg befandt mig, og da jeg kom i land og koblede min GPS til en PC kunne jeg se min rute indtegnet på et kort. Det var skræmmende! Og der var andet elektronik ombord, en kadencetæller og jeg var iført et pulsur. Men en mobiltelefon? Nej, min dyre Iphone skal ikke med på vandet og ødelægges og jo, jeg har et vandtæt etui til den! Men jeg tog den ikke med. Den kunne ellers have hjulpet mig. I min Iphone er der et kompas, og jeg kunne have ringet og fortalt, at jeg var i vanskeligheder.

2 Erfaring ingen hjælp Jeg har roet på Nakskov Fjord i 45 år og roet tusindevis af kilometer inden for det forholdsvis begrænsede område Nakskov Fjord udgør. Jeg mener selv, at jeg kender hver en krog af Nakskov Fjord, og kunne aldrig forestille mig, at jeg kunne fare vild på dette særdeles velkendte rofarvand - men jeg skulle blive klogere. Tåge - men alligevel rimelig sigtbarhed Men lad os begynde fra start: Det er mandag den 31. marts 2014, en forholdsvis tæt tåge har lagt sig over det meste af Danmark. Der registreres i alt ni uheld i trafikken på grund af tågen. Motorvejen mellem Aarhus og Randers spærres efter et masseuheld med 30 biler involveret. Elleve mennesker kommer til skade heraf to livsfarligt. At det er tåget behøver man ikke være meteorolog for at konstatere. I Nakskov er det også tåget, men det er ikke så slemt endda. Kl. cirka tager jeg beslutningen om, at tågen ikke er værre, end at man godt kan ro en tur. Energigen Albuen gøres klar, og jeg tager afsted fra Nakskov Roklub. For at være helt sikker på, at tågen ikke er for slem, starter jeg med en tur i bunden af havnen og en tur over i Møllebugten. Det går fint, jeg har ikke problemer med at navigere. For at læseren kan følge med i resten af turen indsættes her kortet, som min GPS optegnede efter turen, og i det følgende vil jeg referere til de numre, der står på kortet. Jeg sætter kursen ud af havnen og kommer fri af Trælleholm (1). Her tager jeg bestik af situationen. Tågen er der, men den er ikke værre, end at jeg kan se digerne langs Savnsø Vig. Jeg kan godt nok ikke se helt ud til Store- og Lille Vejlø Skov (2), men som sagt, digerne kan ses, så jeg tager den første forkerte beslutning, nemlig at ro ud til Store- og Lille Vejlø Skov. Til min undskyldning skal det siges, at jeg selv samme dag har kørt fra København tii Nakskov i bil, og at tågen ikke på noget tidspunkt var så slem, at den var et problem. I Savnsø Vig er der ingen bøjer og meget sjældent trafik, så det er et godt område at ro en styrmandsløs båd i. Man kan ro uforstyrret uden hele tiden at skulle vende sig om og holde øje med anden trafik og forhindringer. Tågen tager voldsomt til Som det ses på kortet, holdes kursen næsten snorlige i Savnsø Vig, og jeg ankommer til udkanten af Store Vejlø Skov (2) uden problemer. Her tager jeg en tår at drikke og ligger mig lidt i båden for at strække ryggen. Da jeg rejser mig og skal lægge kursen hjemad, får jeg et mindre chok. Tågen er i den grad taget til, og der er kun ganske få meters sigtbarhed. Det er som at sidde midt i et glas mælk. Her tager jeg så den næste forkerte beslutning. Jeg vælger at lægge kursen direkte ud fra Store Vejlø Skov og regner med, at jeg kan ro samme vej tilbage, som jeg er kommet, selvom jeg intet kan se. Jeg kunne have gjort landgang og gået hjem ad diget eller jeg kunne have roet langs med kysten og på den måde være sikker på, at jeg var på rette vej, men jeg vælger at tro, at jeg kan holde kursen i den tætte tåge. Det går også fint de første meter, men så ryger jeg ud af kurs og ror mod nordvest i stedet for nordøst og hjemad. Jeg kan ikke forklare kursændringen. Ved 3 støder jeg ind i land, og jeg er overbevist om, at det er vestspidsen af Barneholm (på kortet mærket med 4).

3 Ingen problemer nu. Barneholm skal bare være på bagbords side af båden, så er jeg på rette vej. Men i virkeligheden er det spidsen af Lille Vejlø Skov (3) jeg har ramt, og med den kurs jeg nu lægger, ror jeg den direkte modsatte vej af, hvad jeg tror. Jeg er på vej i sydvestlig retning mod Kåreholm (5), mens jeg tror, at jeg fortsat er på vej i nordøstlig retning mod Nakskov. Undervejs undrer jeg mig godt nok lidt over bølgeretningen, som jeg stadig har imod mig. De burde egentlig være med mig, nu da jeg har vendt båden - men med en svag vind på 2 3 m/s er det ikke ualmindeligt, at vinden springer på fjorden. På en eller anden måde undgår jeg den meget lange krumodde, der går ud fra Kåreholm og får lavet en bue, så jeg ramler ind i vestsiden af Kåreholm. Jeg tror, at jeg har ramt diget indtil genbrugspladsen ved 1 på kortet, men kan godt se, at det er forkert. Sådan ser kysten ikke ud ved Trælleholm! I den tætte tåge kan jeg ikke genkende lokationen, og jeg aner ikke, hvor jeg befinder mig. Jeg tager en tur op og ned langs det, der senere viser sig at være Kåreholms vestside uden at blive klogere. Overnatning et ukendt sted? På GPSén kan jeg se, at jeg har roet cirka 8 kilometer, og jeg overvejer, om det er Kåreholm eller Bogø (7), som jeg er kommet til. Overvejer at gå i land skulle jeg nok have gjort. Har vand med og er rimelig godt påklædt. Men tanken om at tilbringe flere timer og måske en nat på et ukendt sted i Nakskov Fjord er ikke særligt tillokkende. Prøver at analysere situationen og når fejlagtigt frem til, at det må være østsiden af Kåreholm og vælger så at lægge kursen, hvad jeg tror er stik øst, men i virkeligheden er det stik vest. I alvorlige problemer Mellem 5 og 8 på kortet synes jeg selv, jeg holder en lige kurs. De mærkelige sløjfer jeg slår, og som tydeligt fremgår af kortet, har jeg ingen forklaring på. Heller ikke den store bue ind i Bogø Vig og kursændringen i nordlig retning (6) kan jeg forklare rationelt. På det tidspunkt var jeg for alvor under pres. Pulsen var høj og adrenalinet pumpede rundt i kroppen. Men jeg gik ikke i panik, men var dog godt klar over, at jeg var i alvorlige problemer. Jeg tog min redningsvest på og måtte bruge alle de teknikker jeg havde lært, for fortsat at tænke klart. Hvad man gør, når man for alvor er presset, havde jeg lært, da jeg gik behandling for en depression.

4 Hvis man vil undgå et angstanfald (og i det her tilfælde panik) drejer det sig om at trække vejret roligt og tage ansvar for situationen. Det eneste der ikke måtte ske var, at jeg kom ud af fjorden. Jeg roede derfor konsekvent, hvor der var lavvande, så var jeg sikker på, at jeg var i Nakskov Fjord. Men uhyggeligt var det. I den tætte tåge med få meters sigtbarhed var det eneste jeg kunne høre enkelte mågeskrig en gang imellem, og det var faktisk kun med til at gøre det hele endnu mere skræmmende. Ved 8 var jeg mere end heldig. Jeg ramler nærmest ind i en stor radarbøje. Det er en styrbordsbøje mærket E, og her får jeg så turens næste store chok: Jeg er over seks kilometer ude i Nakskov Fjord, hvor jeg troede jeg var på vej ind. Men nu ved jeg, hvor jeg er og begynder at lede efter bagbordsbøjen, der er mærket D. Jeg finder den og kan på den måde konstatere, hvor sejlrenden er. Nu kender jeg retningen ind, og jeg mærker mig vind- og bølgeretning og håber på den måde at kunne følge renden ind. Hvis jeg vælger at få bølgerne ret ind bagfra, følger jeg næsten renden, og hvis der er en afvigelse af bølge og sejlrenderetningen, så vil jeg med den nuværende bølgeretning havne ved Hestehovedet (12). Derfra kan jeg komme hjem enten på gåben eller ved at følge Strandpromenaden. Det går fint med at følge renden det første stykke tid. Små bøjer dukker op, og inden længe finder jeg også radarbøjerne F og G (9). Det næste sæt bøjer skal så hedde H og I, men dem finder jeg aldrig. Jeg tager det dog roligt og husker, at bølgeretningen ikke var helt parallel med sejlrenden, men at jeg ville havne ved Hestehovedet, hvis jeg fulgte bølgerne. Jeg ror derfor stille og roligt videre og rammer så ind i et dige. Tæt på kan jeg se, at det ikke er Hestehovedet endnu en ubehagelig overraskelse men snart genkender jeg stedet. Jeg har ramt diget ved Savnsø Vig (11). Senere kan jeg så på DMIs side se, at vindretningen på det tidspunkt, hvor jeg befinder mig mellem bøjerne F/G og H/I (10) er gået mere i nord. Dermed ror jeg i sydøstlig retning, når jeg følger bølgerne og ikke i nordøstlig retning, som jeg troede. Resten af turen hjem sker klistret op til kysten, så jeg ikke endnu en gang farer vild. Efter næsten tre timer på vandet er jeg hjemme i Nakskov Roklub. Det der skulle være en lille smuttur på kilometer er blevet til en tur på næsten tre timer og 22 kilometer. Mine ben ryster under mig, da jeg træder op på broen. Jeg er dybt taknemmelig over, at det gik godt. Jeg har fået en lektion af de helt store. Det blev en rotur og en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Jeg havde svært ved at falde i søvn den aften. Tankerne arbejdede for højtryk og selv her nogle dage efter, er det ubehageligt at tænke på, at den legeplads jeg elsker og kender særdeles godt, kan byde på en så uhyggelig tur. Jeg mener selv, at jeg til Aldrig før har jeg været så glad for at finde bøje E i Nakskov Fjord

5 daglig har den nødvendige respekt for vind og vejr, når jeg overvejer at ro en tur. Men der er ikke tvivl om, at jeg mandag den 31. marts 2014 foretog nogle alvorlige fejlskøn, og det må jeg så lære af. Når man er en 61 årig gammel idiot, der gerne vil ro alene ud på Nakskov Fjord, bør man være særdeles omhyggelig med de valg, man foretager sig og ved enhver tvivl vælge det sikreste alternativ og det må så være moralen i den historie. Diget langs Savnsø Vig - her ramte jeg land. Cirka 1,5 kilometer sydligere end hvor jeg troede jeg vil komme til land. Epilog Næste dag tager jeg den samme tur i klart vejr sammen med Erik Andersen og Erik Petersen i en toåres inrigger. Vi laver dog ikke alle de store buer og små sløjfer, som jeg gjorde dagen før. I det klare vejr virker tingene igen venlige og velkendte. Jeg kan ikke rigtigt få proportionerne til at passe, nu da jeg kan overskue tingene. Den sten der ligger på Kåreholms krumodde var i tågen kæmpe stor, da jeg roede forbi den. Nu er den blot en sten på størrelse med en velvoksen badebold. Jeg får taget et par billeder undervejs, og denne gang viser GPSén 14,4 kilometer, da vi kommer hjem.