Lad fortiden glemmes

Transkript

1 Lad fortiden glemmes -Ung engel bliver gerne gammel djævel D et er mørkt inde i skabet og det hjælper mig ikke til at holde mig vågen, jeg prøver at koncentrere mig på at holde øjnene åbne og lytte til den mindste bevægelse. Det er langt over midnat, jeg må have siddet herinde i et par timer, sådan føles det i hvert fald. Jeg tænker på min seng inde på mit værelse og min dejlige dyne der ligger i den, men det er ikke det værd, at gå derind og falde i søvn og vente på de kommer og vækker mig. Minderne kommer frem fra bagerst i mit hoved, som jeg forgæves havde prøvet at gemme. Men min hukommelse er god og nægter at lade mig glemme, jeg vil bare glemme. Er det så slemt? At jeg vil have det til at stoppe, det er ikke rart selvom de andre synes det er, så er det ikke. Nogle gange er det, en sjælden gang var det, men alle de andre gange har det gjort ondt og jeg har grædt og det har gjort ondt den næste dag. Jeg bryder mig ikke om det, det er forkert. Jeg prøver at gemme mig når de kommer, nogle gange glemmer de mig, andre gange finder de mig. Mine øjne sviger nu, jeg kan ikke se, selvom mine øjne for længst har vænnet sig til mørket. De bliver våde og jeg løfter min finger for at tørre de tårer væk som nu er gledet ned på min kind. Jeg ser dem, alle dem som får mig til at have ondt, hører deres stemmer der stønner og deres smil som altid er bredt ud over deres ansigter. Jeg ser min mors ansigt eller det er ikke min mors ansigt, for djævlen har overtaget min mors krop i en kort stund. Jeg ser det værste ansigt af dem alle, min søsters ulykkelige ansigt, hun kigger på mig med smerte i blikket, hun ville ikke have at jeg skulle være indblandet. Jeg ryster mit hoved, jeg vil ikke huske disse ting, men jeg holder fast i min søsters ansigt og prøver at huske nogle glade minder hvor min søsters ansigt smiler, hvor vi er glade og leger sammen. Jeg kigger rundt i det store skab, jeg håbede et øjeblik hun sad ved siden af mig, vi har tit siddet herinde sammen om natten, og når jeg græder så tørrer hun tårerne væk og tager mig i hånden, men i dag er hun væk og jeg sidder her alene. Mine tanker bliver afbrudt og jeg prøver at holde vejret i samme sekund jeg hører en bil standse udenfor. Jeg er lysvågen nu, jeg ryster af skræk, mit hjerte banker for hurtigt, jeg kan ikke røre mig, mine hænder ryster for meget, til at jeg kan kigge ud igennem sprækken. Min vejrtrækning er alt for høj så jeg prøver at dæmpe den. Jeg kan høre noget glas blive knust på muren, latteren. Jeg genkender en stemme, men jeg kan næsten ikke identificere den, deres fodtrin larmer alt for meget, det lyder næsten som om de danser. Jeg hører hendes stemme, hun snakker til de andre, jeg kan forstille mig det smil der er på hendes ansigt, når hendes stemme lyder sådan. Men jeg ved også at når hendes stemme er så høj og når hun griner så skingert og fniser, så er det ikke den person jeg kender. Når hun lyder sådan, så har djævlen overtaget hendes krop og hun kan ikke styre sig selv. En af de andre tager i håndtaget, så nu kommer de alle væltende gennem døren.

2 Jeg prøver at sænke min hjerte banken, det banker så hurtigt at det føles som om det snart slår hul i min brystkasse, smerten stikker mig hårdt. Jeg har det som om jeg er faldet i gennem isen på en tilfrosset sø og nu drukner jeg under isen fordi jeg ikke kan finde hullet jeg faldt igennem. Samtidig med at det kolde vand er som tusindvis af knive der stikker ind i min krop, mens vandet fryser mine organer og mine kræfter bliver drænet. Jeg finder musklerne i mine hænder og kigger ud af sprækken, jeg kan se dem alle, der er cirka fem personer inklusiv min mor, det er flere end sædvanligt og det gør mig urolig. De er alle udklædt i hver deres mærkværdige kostume. Det ser ikke særlig varmt ud, al deres hud ser ud til at være synlig og jeg tænker hvordan de har holdt sig varme ude i snestormen. Jeg kan høre dem tale sammen, men samtalen virker uforståelig, jeg kan ikke få den til at give mening. Men det er lige meget, nu er det vigtigst de ikke finder mig, så jeg kryber om bagerst i skabet. Og jeg beder til de ikke finder mig. En anden stemme bryder igennem den uforståelige mumlen og latter, det er ikke min mors stemme det er en mandestemme. Stemmen virker bekendt jeg har hørt den mange gange før i mit hoved, det er jeg sikker på, af en eller anden grund for hans stemme mig til at krybe sammen og få lyst til at spæne ud af huset og aldrig komme tilbage. Men ansigtet kan jeg ikke genkende og jeg har ikke lyst til at mindes om noget der får mig til at krybe sammen af skræk. Det mørkere bagerst i skabet, lyset fra sprækken når ikke helt her tilbage. Det virker ikke som om de vil prøve at finde mig, jeg tror de har glemt mig. Så tanken om at sove i min seng virker fristende, men jeg har skam ikke tænkt mig at tage chancen og risikere at minde dem om at jeg også er her. Jeg kan hører larmen sænkes den bevæger sig længere væk, men ikke helt væk. Den er let svag så jeg knap kan ane den. Jeg lægger mit hoved tilrette på mine knæ, da jeg føler jeg sikkert kan falde i søvn, de vil ikke lede efter mig. Hej smukke, vågn op! Mor har brug for dig, jeg har nogen du skal møde. Jeg åbner mine øjne, hun smiler sødt til mig, med et blik jeg ikke helt forstår. Det er hendes ånde der får mig til at vågne op. Hun tager mig fat i armen hendes greb er lidt for hårdt. Men blikket i hendes øjne gør mig bange så jeg siger ikke noget. Det er ikke før hun har fået mig op af sengen og ud ad døren, jeg lægger mærke til manden der går bag mig. Hans blik er udtryksløst men den ene side af hans mund er trukket skævt. Jeg spørger ikke hvem han er. Nu lægger jeg også mærke til at mor har noget mærkeligt tøj på. En larm afbryder mine tanker. Klirren, banken, banden, latter, skrig, stønnen og mumlen. Jeg kan se en masse folk nedenunder. Der sidder folk i vores sofa, to kvinder sidder og holder om en mand, de er klædt i mærkeligt tøj ligesom mor, men deres opførsel forstår jeg ikke, de larmer men de er ikke larmen. Jeg har lyst til at kigge væk, heldigvis trækker mor mig væk. Drømmen skiftede, med et blink af et skarpt lys. En høj skærende lyd fik mig til at holde mig for ørene. Jeg kunne høre mor der skreg ad os. Annie holdte mig i hånden, hun havde stillet sig imellem mig og mor, bange for der ville ske mig noget. Hun prøvede at få mor til at slappe af, men hun var rasende og det gjorde os bange. Hun ødelagde alt på sin vej mens hun stampede gennem huset. Hun ledte efter flasker, de flasker hun altid drak af og nu var der ikke flere. Hun skræmte mig, mor var der ikke længere nu var det djævlen der styrede.

3 Hendes hår vildt og uvasket. Lugten af alkohol var stærk, hele huset stank. Selvom Annie ikke var meget ældre end mig, havde hun altid taget sig af mig og passet på mig når der skete noget ubehageligt. Så Annie skubbede mig ud til siden da mor krydsede rummet. Mor løftede flasken. Hendes hånd var fast og man kunne se blodåren i hendes håndled dunke. Hun svedte, hendes øjne blev ved med at falde tilbage i hendes hoved. Flasken blev kastet hårdt ind væggen, glasskårene fløj omkring os og Annie tabte vejret. Et glasskår sad fast i Annies arm. Men mor stoppede ikke op, hun skubbede Annie op ad væggen og stirrede ind i hendes øjne i et langt sekund. Hendes hånd var stadig løftet og så slog hun Annie på kinden. Et nyt lys blinkede og drømmen skiftede. Jeg sad ved enden af trappen. Jeg kiggede ud gennem tremmerne. Annie sad i sofaen, hun sad stift og ubevægelig, hendes blik var fjernt, hendes øjne røde og hun havde dybe rander under dem. Hun græd ikke men det så ud som om hun havde gjort det. Jeg kunne høre hendes tunge vejrtrækning. Jeg havde lyst til at gå ned og holde om hende. Men Annie havde sagt at jeg ikke måtte komme nedenunder. Annie bøjede sig ind over bordet et par sekunder efter smed hun sig tilbage i ryglænet. Jeg skyndte mig nedenunder til hende, jeg var bange. Men hendes blik var fjernt, som om hun slet ikke vidste hvor hun var eller hvem hun var. Jeg gik hen mod hende så hun kunne se mig. Hun så på mig et øjeblik. Hendes blik gjorde mig bange, jeg ville gerne løbe efter hjælp, hvad var der galt med hende? Men så smilte hun til mig. Og sagde: Hej Anders. Nyt stærkt lys afbrudte drømmen, det blev stærkere og stærkere. Men så blev alt sort. Jeg vågner, skabet er mørkt, mørkere end jeg synes det var før. Jeg kommer i tanke om de drømme jeg havde drømt, men jeg når ikke at tænke længe over dem før jeg hører en lyd. Den lyd der højst sandsynlig havde vækket mig. Jeg kravler frem til skabets dør og kigger ud igennem den. Det er min søster Annie, hun var kommet tidligt hjem. Det plejer hun aldrig at gøre, hun plejer at blive ude hele natten. Jeg skal til at rejse mig for at gå ud at sige hej, men så kommer jeg i tanke om hvorfor jeg sidder herinde. Hvad laver hun, ved hun ikke hvad der forgår? Jeg må stoppe hende inden de opdager hende. En dør smækkede ovenpå, det var for sent. De ville snart opdage hende. Jeg håbede hun ville skynde at gemme sig. Men lyden kom bag på hende og hun blev stående. Hun vendte sig for at se hvad lyden skyldtes. Hun så manden der stod for enden af trappen og stirrede på hende ligeså chokeret som hun gjorde på ham. Deres udtryk ændrede sig begge i samme sekund men til vidt forskellige udtryk. Annies ansigt forvandlede sig til frygt og smerte, mens manden begyndte at smile. Jeg var lige så frosset som Annie, jeg vidste hvad det her betød og det gjorde Annie også. Jeg kunne se hendes mund rykke sig, hun fortrød hun var taget hjem. Hej Annie, sagde manden. Annie tog et skridt tilbage af ren refleks. Hvor kendte han Annie fra? Annies hænder begyndte at ryste og hendes ben bukkede under, hun genkendte også ham. Jeg kunne høre hendes stille hvisken. Nej. Men det kunne manden ikke. Nu genkendte jeg ham også, det var hans stemme jeg havde genkendt. Jeg havde ret jeg ville ikke se hans ansigt eller noget andet af ham.

4 Manden gik ned mod Annie. Han havde intet tøj på, men det holdte ham ikke tilbage. Han stod helt op ad hende, Annie lukkede øjnene hårdt i. Han tog fat i hendes arme, mens han kyssede hendes hals. Mens han flåede hendes tøj af, så hviskede han det han havde sagt for så mange år siden: Hej Annie, vil du hjælpe mig med at finde et hus til trolden? Han førte hendes hænder! Jeg husker tilbage til da jeg så ham første gang. Annies blik hvilede på mig hun ville ikke have jeg skulle være her, det ville jeg heller ikke. De voksne var ikke i deres mærkelige tøj mere. Alle rørte hinanden, jeg kunne ikke lide det her, jeg ville væk men manden holdt fast i mig. Nu tog han mit tøj af, det ville jeg heller ikke have, jeg sagde nej til manden, men manden kyssede mig bare og sagde: Jo det er dejligt. Manden rørte mig, jeg kunne ikke flytte mig. Nu gjorde manden noget der gjorde ondt, jeg gispede, Jeg kunne mærke trykket i mine øjne jeg ville bare give slip og lade tårerne trille, det gjorde så ondt over det hele. Annie kiggede på mig. Smerten holdt op, men nu gik manden hen til Annie. Hej Annie, vil du hjælpe mig med at finde et hus til trolden? Annie svarede ikke. Han mangler et dejligt varmt sted at bo Annie svarede stadig ikke, men manden ventede heller ikke på et svar måske må trolden låne Annies hus, skal vi se om han gerne vil det? Annie turde ikke gøre modstand, Mm, det er et rigtig dejligt og varmt hus du har dig Annie. Nej. Siger jeg. De kan ikke hører mig, jeg kan knap høre mig selv. Jeg vil stoppe det, men jeg kan ikke nå mine muskler jeg kan ikke finde vej i min egen krop. Jeg åbner min mund for at protestere, jeg kan høre ordene forme sig i mit hoved, men jeg kan ikke høre dem forlade min mund. Jeg kan se alt, jeg ser på hvordan han gør hende fortræd, hvordan hun ryster når han rører hende. Jeg kan ikke finde det i mig selv til at redde hende, nu har jeg bare lyst til at bevæge mig længst tilbage i skabet, grave mit sind ned og lade fortvivlelsen tage mig. Samme sekund finder jeg mine muskler og de gør som min krop længes efter. Nu kan jeg ikke gøre andet end at høre hende skrige stille. Hvis han er utilfreds med hende, mente hun var for stille, slår han hende og så skriger hun et lille skrig. Det havde han ikke gjort da hun var mindre, men hun var ældre nu og så gør det ham ikke noget. Jeg havde siddet herinde længe da jeg beslutter at forlade skabet. Jeg var rimelig sikker på mors gæster var gået, men jeg kunne ikke være sikker, jeg havde været som bevidstløs. Jeg hører vandet løbe ude på badeværelset og en næsten uhørlig snøften. Jeg giver mig selv til kende for ikke at skræmme hende, jeg åbner døren stille. Hun sidder med knæene oppe under hagen, hendes næver er knyttede, hendes hår er vådt og hendes kinder sorte og læber blå. Jeg sætter mig hen ved siden af hende, hun rør sig ikke så jeg tager bare hendes hånd i min. Hun hvisker så stille at jeg ikke er sikker på det er hende der taler. Jeg kan ikke blive ren. Hendes stemme knækker over to gange. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at trøste hende. Så jeg slukker vandet, som er blevet iskoldt. Du skal bruge sæbe, vandet er koldt nu lad det blive varmt igen. Siger jeg næsten lige så stille. Der er stilhed i lang tid, så jeg aer hendes hånd. Så kigger hun på vores hænder og hvisker så igen: Jeg kan ikke mærke noget. Hun holder en lang pause og fortsætter. Jeg kan ikke mærke det der, jeg kunne ikke mærke vandet blev kold, der er ingen fø-

5 lelse i mit bryst, ingen smerte, ingen glæde. Hendes stemme ryster voldsomt ved de sidste par ord. Heller ikke jeg. Hvisker jeg igen. Jeg lægger mit hoved på hendes skulder og her bliver vi siddende. Jeg sidder og husker på et gammelt minde, det lykkeligste jeg har. Freden bliver afbrudt af Annies stemme, den er rolig og højere end før. Jeg tror naboerne endelig har fået nok af larmen. Jeg har ikke lagt mærke til den fjerne sirene der nærmer sig hastigt. Hvilken larm? Hvad snakker Annie om? Pludselig er det som om mine ører åbner sig for al støjen, for der er bestemt ikke stille og fredeligt. Det lyder ikke som om mors gæster er gået, faktisk er larmen så høj at man næsten skal holde sig for ørene. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne have lukket larmen ude. Men Annie, politiet, hvad skal vi gøre? Jeg kan mærke uroligheden, hvad vil der ske, har Annie ret? Er de på vej hen til os? Hvis de er, skal vi så fortælle dem sandheden? Tanken får mig til at føle lettelse, men hvad hvis de gør som vi altid har frygtet, som er hele grunden til at vi aldrig har fortalt nogen noget. Vil de splitte os ad? Nej, det må ikke ske! Det er som om hun gætter mine tanker, og så svarer hun: Bare rolig, vi holder sammen. De kan ikke skille os ad siger vi begge i vores tanker. Det hamrede på døren, vi rører os ikke, sirenen lyder nu højt ude på gaden. Annie klemmer min hånd. Af Sara H. Madsen