Til Energistyrelsen cc. Gode hensigter

Transkript

1 Studiestræde 50, 1554 København V, Telefon , Fax , Notat / FCL Den 26. november 2012 Til Energistyrelsen [email protected], cc. [email protected] BL - Danmarks Almene Boligers høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, lov om afgift af elektricitet og ligningsloven Gode hensigter Af aftalen om omlægning af støtten til solcelleanlæg fremgår, at hensigten med afregningsreglerne er at sikre ensartede økonomiske vilkår for anlæg, der kan nettoafregne og fællesanlæg. Disse gode intentioner flugter godt med klimaministerens udmelding i pressen kort før aftalen blev indgået: Det vil stadig være en rigtig god forretning for parcelhusejere at have et solcelleanlæg. Men vi ønsker samtidig at gøre det attraktivt for den anden halvdel af danskerne at anskaffe sig solcelleanlæg. Det er dem, som bor i andelsboligforening, almennyttige boliger, landsbyfællesskaber eller erhverv for den sags skyld, som gerne vil med i solfesten. (Martin Lidegaard i Ekstra Bladet d. 6/ ). Tilbagebetalingstid Et nærmere eftersyn af loven og dens forudsætninger afslører desværre, at den hverken vil medføre den tilsigtede forbedring i driftsøkonomien i solcelleanlæg i boligforeninger sammenlignet med i dag eller ensartede støttevilkår for solcelleanlæg hos parcelhuse og boligforeninger. Tværtimod vil det med den foreslåede ændring af støttereglerne ikke være realistisk for boligforeninger at få økonomien til at hænge sammen, hvorfor investeringer i solcelleanlæg i den almene sektor vil gå helt i stå. Regeringens kriterium for støtteniveauet til solcelleanlæg er at sikre anlægget en tilbagebetalingstid på 10 år. Dette vil imidlertid ikke være realistisk med de nye støttevilkår for boligforeninger. Boligforeninger kan ifølge lovforslaget kun nettoafregne for fællesstrømmen. Fællesstrømmen i etageboliger udgør ca. 20 pct. af boligforeningens samlede strømforbrug. En overvejende del af fællesstrømmen går imidlertid til belysning og vaskeri, dvs. elforbrug der altovervejende finder sted, efter solen er gået ned/i vintermånederne.

2 side 2 I lovforslaget skønnes, at ca. 40 pct. af elforbruget på timebasis vil være sammenfaldende med produktion fra et solcelleanlæg. BL tvivler på baggrund af oplysninger fra flere boligforeninger stærkt på, at dette vil gælde boligforeningernes fællesstrøm. Vores forventning er snarere, at maksimalt 20 pct. af fællesstrømmen over et år vil kunne afregnes til den gunstige afregningssats inkl. elafgifter. Andelen vil samtidig variere meget fra afdeling til afdeling afhængig af den eksakte sammensætning af fællesstrømmen, hvilket vil bidrage til en meget betydelig og unødvendig investeringsusikkerhed for boligforeninger. Da et solcelleanlæg opfattes som en forbedring og ikke vedligeholdelse, vil boligforeningerne være nødsaget til at lånefinansiere solcelleanlægget. Et solcelleanlæg på 50 kw til en etageejendom koster inkl. montering og moms ca. én million kr. Med en lånerente på 3 pct., indebærer det en tilbagebetalingstid på ca. 10 år med de hidtidige årsbaserede støtteregler for et anlæg, som alene producerer fællesstrøm. Som nævnt ovenfor er der for boligforeningernes fællesstrøm på timebasis over året et meget begrænset sammenfald mellem forbrug og solcelleproduktion, hvorfor overgangen til timebaseret nettomålerordning vil være ødelæggende for økonomien i nye solcelleanlæg. Efter BL s vurdering er det helt urealistisk, at der med lovforslagets støtteregler kan opnås tilbagebetalingstider på 10 år i almene boligforeninger. Problemet forstærkes ved, at afregningsprisen for overskudsstrømmen, som jf. ovenfor vil udgøre den altovervejende andel af boligforeningernes solcelleproduktion, aftrappes markant efter 10 år (falder til ca. 1/3). BL deler endvidere ikke lovforslagets meget optimistiske forudsætninger til udviklingen i prisen på solcelleanlæg og en stigning i el-markedsprisen fra år 2024 til år 2030 på 50 pct. Især det sidste er helt udokumenteret, og vil aldrig kunne anvendes som forudsætning af en investor i et solcelleanlæg. Ligestilling mellem parcelhuse og boligforeninger Støtten til solcelleanlæg gives via nettomålerordningen, og den heraf følgende afgiftsfritagelse for energiafgifter. Denne støttemodel giver almene boligforeninger store problemer, da det ifølge loven kun er anlægsejerens elforbrug dvs. boligforeningens egetforbrug af fællesstrøm der fritages for elafgift, og dermed opnår støtte. Dette indebærer en markant forskelsbehandling mellem beboere i boligforeninger og parcelhuse, da førstnævnte ikke kan få afgiftsfritagelse for husholdningens egetforbrug, mens sidstnævnte kan. Dette forsøger lovforslaget at kompensere for i form af en højere afregningspris for den overskydende el-produktion fra fælles anlæg. Et anlæg etableret hos en boligforening i 2013 får således 1,45 kr./kwh i 10 år mod 1,30 kr./kwh for et parcelhus.

3 side 3 Denne kompensation er dog langt fra tilstrækkelig til at kunne opveje den fordel, parcelhusanlæg opnår, ved at en langt højere andel af el-produktionen kan omfattes af nettomålersatsen på 2,20 kr./kwh i hele anlæggets levetid. Ca. 30 pct. af boligerne i den almene sektor er enfamiliehuse (tæt-lavt byggeri) og er således er helt sammenlignelige med private parcel- og rækkehuse. Fællesstrømmen, som støttes via nettomålerordningen, udgør i disse boliger imidlertid kun ca. 5 pct. af elforbruget, bl.a. fordi boligerne har egen vaskemaskine og varmeforsyning. De 5 pct., som fællesstrømmen udgør, består derfor altovervejende af belysning, som i sagens natur næsten udelukkende bruger energi, når solen er gået ned. Derfor vil disse boliger i praksis slet ikke få gavn af den gunstige afregningspris, som nettomålerordningen indebærer i den del af tiden, hvor der på timebasis er sammenfald mellem el-produktion og el-forbrug. Opgjort over et anlægs levetid på 30 år betyder forskellen, at parcelhusejeren får en gennemsnitlig afregningspris på 0,91 kr./kwh, mens den gennemsnitlige afregningspris i enfamiliehuse i boligforeninger vil være 0,63 kr./kwh, jf. tabel 1. Det er en markant forskel. En ligestilling af støttevilkårene vil ifølge disse beregninger betyde, at afregningsprisen på overskudsel i boligforeninger skal være 1,70 kr./kwh over en periode på 20 år. Tabel 1. Sammenligning af støttevilkår for anlæg i lav bebyggelse etableret i Afregningspris for overskudsel Gennemsnitlig afregningspris set over 30 år Parcelhus 1,3 kr./kwh i 10 år 0,91 kr./kwh Boligforeninger 1,45 kr./kwh i 10 år 0,63 kr./kwh Variationer i afregningsprisen: Over 10 år 2,45 kr./kwh 1,70 kr./kwh 0,91 kr./kwh 0,91 kr./kwh Over 20 år Note. Der er anvendt ES-elprisprognose. Der er forudsat en levetid på 30 år og en nominel diskonteringsrente på 4 pct. p.a. Det er forudsat at 5 pct. af strømmen er fællesstrøm. Løsningsmuligheder Regeringens fornuftige målsætninger om at skabe økonomisk ligestilling mellem parcelhuse og boligforeninger og sikre realistiske tilbagebetalingstider på 10 år gør det helt uomgængeligt, at regeringen genovervejer afregningssatserne og/eller støtteperioden for overskudsel.

4 side 4 Skal der sikres ligestilling mellem boligforeningernes enfamiliehuse (tæt-lavt byggeri) og private parcelhuse, bør boligforeninger kunne afregne ejendommens samlede elforbrug inkl. et forbrug, der svarer til beboernes elforbrug - efter nettomålerordningen. Til gengæld kunne der så indføres et loft over anlæggets størrelse, så det maksimalt kan svare til det gennemsnitlige samlede forbrug i en ejendom. Loftet kunne fx være 4 kw pr. lejlighed inkl. fællesstrøm, hvilket vil være en reduktion i forhold til det eksisterende loft på 6 kw. En anden mulighed er, at man for boligforeninger erstatter nettomålerordninger med en fast afregningssats pr. kwh for både fælles- og egetforbruget. Også i dette tilfælde kan der fastsættes en overgrænse for anlæggets kapacitet, som tager udgangspunkt i foreningens samlede elforbrug pr. bolig. Alternativt kunne regeringen etablere en investeringstilskudspulje for fællesanlæg, der som nævnt vil få meget begrænset gavn af en timebaseret nettomålerordning, der samtidig skaber stor investeringsusikkerhed, jf. ovenfor. Puljen kan i første omgang fastsættes til og med 2015, som med fordel kunne omprioriteres fra energiselskabernes energispareindsats, jf. boks 1. Investeringstilskuddet bør for det enkelte projekt tilpasses, så der sikres en tilbagebetalingstid på 10 år, jf. regeringens egen målsætning på dette punkt. Afregningssatsen kan løbende tilpasses for nye anlæg, så der sikres en tilbagebetalingstid svarende til regeringens målsætninger på 10 år. Ydermere kunne den faste afregningssats differentieres, så der også er tilstrækkelig økonomi i bygningsintegrerede anlæg til gavn for arkitekturen. En begrænsning på anlæggets kapacitet pr. husstand i boligforeningen på fx 4 kw kan naturligt føre til, at overgrænsen på 400 kw for fællesanlæg ophæves. Boks 1. Evaluering af energiselskabernes energispareindsats Ea Energianalyse har netop foretaget en evaluering af energiselskabernes energispareordning. Evalueringen er meget kritisk overfor effekterne inden for boligsektoren: Den lave additionalitet inden for husholdninger tyder på, at energiselskabernes spareforpligtelse ikke er det bedste virkemiddel til at fremme varmebesparelser i eksisterende bygninger Lav additionalitet betyder, at besparelserne var blevet realiseret også uden energiselskabernes støtte. Det skyldes, at energisparetilskuddet kun udgør en brøkdel af det samlede renoveringsbudget, og derfor ikke har betydning for, om renoveringen gennemføres. En omprioritering af en mindre del af energispareordningen, så den målrettes etablering af solcelleanlæg i etageboliger vil give en additionalitet på 100 pct., da denne støtte i modsætning til den nuværende vil være helt afgørende for at anlægget etableres.

5 side 5 Skattemæssige aspekter Det skal afslutningsvis nævnes, at nettoafregning på timebasis også har den ulempe, at den risikerer at gøre almene boligforeninger skattepligtige af indtægter fra overskudsstrømmen i de (mange) timer, hvor der ikke er symmetri mellem produktion og forbrug. Dette risikerer i givet fald at medføre væsentlige skattemæssige og administrative udfordringer, da almene boligforeninger generelt er skattefritaget, og derfor ikke umiddelbart kan fratrække anlægsudgifter. Det er afgørende, at der bliver symmetri mellem beskatning af indtægter og mulighed for fradrag for udgifter i forbindelse med erhvervelse af indtægten, dvs. skattemæssige afskrivninger. Dette vil sandsynligvis forudsætte en administrativ opdeling af anlægget på den del af anlægget, der producerer fællesstrøm og den del der producerer overskudsstrøm. BL anbefaler, at problematikken løses ved, at der defineres en overgrænse for solcelleanlæggets kapacitet på fx 4 kw pr. husstand, som betragtes som intern egenproduktion og derfor ikke beskattes eller kan fradrages som afskrivning i skattemæssig forstand. Dermed undgås administrativt komplicerede konstruktioner, som alligevel ikke vil have nogen umiddelbare skatteprovenumæssige konsekvenser. Vi går desuden ud fra, at der sikres nødvendige hjemler sideaktivitetsbekendtgørelsen. Med venlig hilsen Bent Madsen Direktør for BL