Den foreslåede ordning indebærer, at den skatteyderen, der vinder sin sag som altovervejende hovedregel kun vil få 50 procent i omkostningsdækning.

Transkript

1 i:\marts-2000\omkostning-fh.doc Af Frithiof Hagen - Direkte telefon: marts 2000 RESUMÈ OMKOSTNINGSDÆKNINGSUDVALGET Betænkningen fra Omkostningsdækningsudvalget indeholder en række forslag, der vil forbedre skatteyderens vilkår ved klagesager. Samtidig bevares en enkel og let administrativ ordning. Forbedringer for skatteyderen består især i en forøgelse af tilskuddet fra de 32 procent, det ville være kommet ned på i år 2002, til 50 procent samt at ordningen udvides med nye sagstyper. Baggrunden for udvalgets arbejde var bl.a. de seneste års diskussion om en 100 procent omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, hvor skatteyderen får helt eller delvist medhold. Udvalget peger på, at der ikke bør gives 100 procent dækning af udgifterne efter omkostningsdækningsordningen, fordi konsekvenserne af en sådan ordning ville være uoverskuelige og uhensigtsmæssige et "tag-selv-bord" - samt at det i praksis vil være vanskeligt at afgrænse begreberne "fuldt" og delvist medhold". Den foreslåede ordning indebærer, at den skatteyderen, der vinder sin sag som altovervejende hovedregel kun vil få 50 procent i omkostningsdækning. Dette skal dog sammenholdes med, at den skatteyder, der får prøvet sin sag og taber, også vil få 50 procent i omkostningsgodtgørelse. Da skatteyderne taber omkring 60 procent af sagerne ved det administrative klagesystem Skatteankenævn og Landsskatteretten - og 75 procent af sagerne ved domstolene, er det udfra en helhedsbetragtning en gunstig ordning for skatteyderne. En ordning med omkostningsdækning findes ikke inden for andre områder som f.eks. miljø eller det sociale område, hvor myndighedernes afgørelser kan have mindst lige så vidtrækkende konsekvenser for borgerne som skattemyndighedernes afgørelser kan have. Forslagene skønnes at medføre årlige merudgifter for det offentlige på ca. 50 mill.kr. til i alt 75 mill.kr.

2 2 OMKOSTNINGSDÆKNINGSUDVALGET Udvalget om behandling af borgernes udgifter ved klage på skatte- og afgiftsområdet i det følgende kaldet Omkostningsdækningsudvalget har i februar 2000 afgivet betænkning. Der har under udvalgsarbejdet været divergerende opfattelser blandt medlemmerne på en række områder, men udvalget er nået frem til at afgive betænkningen i enighed. Hovedindholdet i denne er, at man foreslår en række forbedringer i den gældende ordning vedr. omkostningsdækning set fra klagerens synspunkter, men at man bevarer en enkelt, let administrerbar ordning, baseret på klare kriterier, således at myndighederne i hovedparten af sagerne ikke skal udøve noget skøn. Baggrund Udvalget blev nedsat i foråret Baggrunden var bl.a. de seneste års diskussion om en eventuel fuld omkostningsdækning. Venstre og Konservative havde fremsat et forslag til folketingsbeslutning om op til 100 procent omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, hvor skatteyderen får helt eller delvis medhold. Ifølge kommissoriet fik udvalget til opgave dels at beskrive de gældende regler samt at vurdere, om disse virker tilfredsstillende bl.a. i retssikkerhedsmæssig sammenhæng, om reglerne sikrer, at borgere og virksomheder ikke afholder sig fra at søge relevante afgørelser efterprøvet, dels at fremkomme med eventuelle forslag til ændrede tilskudsmuligheder i skatte- og afgiftssager herunder bl.a. overveje, om tilskud skal ydes uafhængigt af sagers udfald. Ifølge de gældende regler på skatte- og afgiftsområdet kan fysiske personer få dækket deres udgifter til skatte- og afgiftssager først og fremmest til advokat- og revisorbistand med 38 procent, mens juridiske personer får dækket tilsvarende udgifter med 32 procent uanset om skatteyderne får helt eller delvis medhold. Tilskudssatserne følger skatteprocenterne, da sigtet er at stille modtagerne af tilskuddet som om, der var fradrag for de afholdte omkostninger. I 2002 vil satsen være 32 procent for både selskaber og personer.

3 3 Mens tilskudsprocenten således gradvist er blevet reduceret i takt med skatteværdien af fradrag, er området for omkostningsdækning ved klager gradvist blevet udvidet. Ifølge den oprindelige lov fra 1984 omfattede tilskudsordningen alene domstolssager. I 1993 blev ordningen udvidet til at omfatte Landsskatteretten og i 1997 også sager ved Skatteankenævn. Samtidig blev afgiftssager også omfattet af ordningen. Klagesystemet Klagesystemet på skatte- og afgiftsområdet omfatter dels den administrative del med Skatteankenævn og Landsskatteretten (denne er trods sit navn en del af det administrative klagesystem), dels domstolene med Landsretten og Højesteret. For den administrative del af systemet gælder efter det almindelige forvaltningsretlige princip "officialprincippet" at skattemyndighederne har pligt til at sikre, at en sag bliver tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en materiel rigtig afgørelse i sagen. Myndighederne skal ikke kun tage stilling til de oplysninger, som borgeren fremlægger, men skal sørge for, at de oplysninger tilvejebringes, der skal til for at træffe en rigtig afgørelses. Dette afspejles bl.a. i reglerne om sagsfremstilling og partshøring. Officialprincippet indebærer samtidig, at skattemyndighederne og borgeren ikke kan anses for modstående parter, således som det er tilfældet, hvis skattesagen indbringes for domstolen. For domstolene gælder i modsætning til officialprincippet forhandlingsprincippet, der indebærer, at parterne hver især må fremlægge det dokumentationsmateriale m.v., som parterne ønsker at påberåbe sig. Det er kun dette materiale, som domstolene lægger til grund for sin afgørelse. På grund af officialprincippet stilles der mindre krav til borgerens aktive deltagelse ved en administrativ klagebehandling end ved en domstolsprøvelse., hvorfor behovet for sagkyndig bistand således alt andet lige er mindre her for borgeren/virksomheden end ved en domstolsprøvelse. Langt de fleste klagesager opgøres i det administrative klagesystem, jf. næste afsnit. Antallet af klagesager Udvalget påpeger i betænkningen, at området som helhed er dårligt statistisk belyst. På basis af indhentede oplysninger samt klage- og retssagsstatistik for skatteområdet kan der dog gives nogle skøn over størrelsesordenen af antallet af klagesager m.v.

4 4 Ud af de ca. 4,5 mill. skatteydere, der årligt indgiver selvangivelse, giver skattemyndighedernes ligningsmæssige kontrol anledning til, at der bliver gennemført forhøjelse af skatteansættelser for skatteydere i alt, altså godt 5 procent af samtlige skatteydere. Heraf klager ca eller godt 5 procent til skatteankenævnene. Omkring sager går årligt videre til Landsskatteretten. Det årlige antal skattesager ved Landsretten udgør omkring 300 og ved Højesteret Disse tal kan dog svinge en del fra år til år. Alligevel viser tallene, at omkring skattesager årligt behandles i det administrative klagesystem, mens kun går videre til domstolene. Fordelt på personer og selskaber viser tallene, at af de forhøjelser vedrørte personer og de selskaber. Af personer klagede ca eller knap 5 procent, mens ca selskaber eller godt 12 procent klagede til skatteankenævnene. Antallet af forhøjelser af selskabernes ansættelse for kalenderåret 1999 d.v.s. efter at staten har overtaget selskabsligningen ligger på ca forhøjelser. Sådanne afgørelser kan påklages til Landsskatteretten.

5 5 Tabel 1. Årligt antal klagesager m.v. Ialt Personer Selskaber Antal skatteydere 4,5 mill. godt 4,4 mill Antal forhøjelser Antal sager ved: Skatteankenævnene ca ca ca Landsskatteretten ca Det administrative klagesystem i alt ca Landsretten ca. 300 Højesteret ca. 40 Domstolene ialt ca. 340 Antal sager ialt ca NB: Tallene angiver kun størrelsesordenen af sager. De kan svinge fra år til år. Kilde: Materiale i Betænkningen fra udvalget samt klage- og retssagsstatistik fra Skatteministeriet Både udfra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt og ud fra et ressourceanvendelses synspunkt er det hensigtsmæssigt, at et problem vedr. skatteansættelse kan afgøres på så lavt et administrativt niveau som muligt. Udvalgets hovedforslag Udvalget foreslår: at tilskudsprocenten hæves til 50 procent mod de 32 procent, den ville komme ned på i at tilskudsprocenten fortsat er den samme i alle situationer uanset sagens udfald og uanset ved hvilken instans sagen behandles samt ens for personer og virksomheder. En undtagelse er, hvor klagesagen videreføres på skattemyndighedernes initiativ (i praksis meget få sager). Her foreslås, at skatteyderen får en dækning på procent, altså fuld dækning minus et selvrisikobeløb på procent. at der gives Ligningsrådet mulighed for at yde fuld omkostningsdækning i syns- og skønssager vedr. bindende forhåndsbesked. Landsskatteretten kan i dag bestemme, at udgifter til syns og skøn ved Landsskatteretten skal dækkes fuldt ud.

6 6 at de tilskudsberettigede udgifter udvides med pålagte sagsomkostninger samt udgifterne til en sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en sag skal videreføres i klage- eller domstolssystemet, og dette ikke sker. at de tilskudsberettigede sagstyper udvides med visse typer af sager, bl.a. klager vedr. genoptagelse af en skatteansættelse, bevillings- og dispensationssager samt sager, hvor skatteyderen er part i en sag ved EF-domstolen. at den tilskudsberettigede defineres som den klageberettigede og den som i øvrigt anerkendes som part, herunder trediemand, som Landsskatteretten indddrager i en sag. at tilskud fra organisationer m.v. samt tilskud fra andre juridiske og fysiske personer til dækning af skatteydernes udgifter fritages for beskatning på samme måde som tilskud fra almennyttige fonde i dag fritages for beskatning. Forudsætningen herfor er, at der bortset fra fonde ikke skal være fradragsret for tilskuddet, og at der ikke er tale om, at tilskuddet ydes som følge af et generelt interessefællesskab mellem tilskudsyderen og tilskudsmodtageren. at det fortsat er told- og skatteregionerne, der administrerer ordningen i første instans med Toldog Skattestyrelsen som klageinstans. Dette er muligt, fordi omkostdækningsordningen fortsat vil være en let administrerbar ordning baseret på klare kriterier, således at tilskuddets størrelse kan beregnes på baggrund af en ren skematisk opgørelse, uden at myndighederne i hovedparten af sagerne skal udøve noget skøn. da der ikke bliver tale om en 100 procent's dækning af skatteyderens udgifter til sagkyndig bistand, foreslår udvalget, at betegnelsen "omkostningsdækning" ændres til "omkostningsgodtgørelse". da der hersker usikkerhed med hensyn til provenuvirkningerne af udvalgets forslag foreslås, at omkostningsudviklingen følges i f.eks. en 3-årig periode med afrapportering til Folketingets skatteudvalg. Hvad koster forslagene? Der knytter sig en betydelig usikkerhed til vurderingen af provenuvirkningen af udvalgets forslag.

7 7 En væsentlig del af usikkerheden skal ses på baggrund af, at den statistiske belysning af omkostningsdækningsordningens anvendelse er ufuldstændig. Det er ikke muligt nærmere at fastlægge tilskuddenes fordeling på f.eks. sagstyper og størrelse, eller ordningens anvendelse på hhv. personer, dødsboer m.v. og selskaber. Udgifterne til sagkyndig bistand ved skattesager m.v. er på finanslov 2000 budgetteret til 28,5 mill.kr. ved et anslået antal sager på ca og en tilskudsprocent for personer på 38 og for selskaber på 32. De bagvedliggende sagsomkostninger skønnes til ca.75 mill.kr. Det gennemsnitlige udbetalte tilskudsbeløb er ca kr. I 2002 vil satsen være 32 procent for både selskaber og personer svarende til en årlig udgift på knap 25 mill.kr. ved uændret sagsomfang og et gennemsnitligt udbetalt tilskudsbeløb på ca kr. Forslaget om at hæve tilskudssatsen til en fælles sats på 50 procent skønnes ved gældende sagsomfang og typer at medføre årlige merudgifter på knap 15 mill.kr. årligt. Forhøjelsen af tilskudssatsen fra 32 procent til 50 procent d.v.s. en forhøjelse af tilskudsbeløbet pr. sag på godt 50 procent vil gøre ordningen mere attraktiv at benytte. Dette vil få flere virkninger. For det første vil der antagelig hyppigere blive benyttet sagkyndig bistand ved sagstyper, der allerede er omfattet af den gældende ordning. Med stor usikkerhed skønnes det, at der i dag benyttes sagkyndig bistand og udbetales tilskud i 15 procent eller knap hver sjette af de tilskudsberettigede sager, jf. afsnittet om antal klagesager, hvor der er ca tilskudsberettigede sager. For det andet kan man forestille sig, at forhøjelsen af tilskudssatsen i et vist omfang vil resultere i, at der anvendes mere kvalificeret og dermed antagelig også dyrere sagkyndig bistand. Dette trækker i retning af en forøgelse af de gennemsnitlige sagsomkostninger. Samtidig skal der tages højde for, at en del af de omkostninger, der ved gennemførelse af udvalgets forslag bliver berettigede til omkostningsdækning, i dag fratrækkes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst. Dette betyder, at en del af statens udgifter ved en udvidelse af omkostningsdækningsordninen modsvares af en merindtægt i skat, fordi beløb ikke længere vil blive fratrukket. Dette beløb er ikke modregnet i skønnet over merudgifterne til udvidelsen af ordningen.

8 8 Forhøjelse af godtgørelsesprocenten til 50 skønnes at udvide kredsen af sager, der i dag omfattes af ordningen, med ca. 1/3 eller fra sager til ca sager årligt. Merudgiften skønnes til ca.25 mill.kr. årligt. Forslaget om at lade ordningen omfatte nye sagstyper skønnes at medføre ca af nye sager årligt og merudgiften hertil skønnes til ca. 25 mill.kr. årligt. Alt i alt skønnes det samlede årlige sagsomfang forøget med ca sager og udgifterne med 50 mill.kr. Såfremt tilskudssatsen forhøjes til 67 procent, skønnes ordningen af koste yderligere ca. 40 mill.kr. årligt, og at der vil blive ansøgt om omkostningsdækning i yderligere ca sager årligt. Dette tal understreger, at det er relativt kostbart med yderligere forhøjelser af tilskudsprocenten, selvom opgørelsen er meget usikker. Ikke 100 procent dækning Ifølge Venstre og Konservatives beslutningsforslag skulle der kunne gives op til 100 procent dækning af udgifterne, såfremt skatteyderen får helt eller delvis medhold af den behandlende instans. Der har i udvalget været enighed om ikke at støtte denne tankegang dels fordi man generelt er stærkt betænkelig ved at give 100 procent dækning dels fordi det i praksis vil være svært at definere, hvad der forstås ved fuldt eller delvis medhold. Vedr. 100 procent's dækning af udgifterne efter omkostningsdækningsordningen peger udvalget på, at konsekvenserne herved i givet fald kan vare, at afgørelser påklages i videre omfang end hensynet til retssikkerheden kan begrunde, at en sådan ordning understøtter en ukritisk holdning til afholdelsen af udgifter til sagkyndig bistand og at en sådan ordning kan tilskynde til, at honoraret til den sagkyndige sættes i forhold til resultatet i sagen ("no cure no pay"). Endelig vil en ordning med 100 procent's dækning være meget ressourcekrævende og kan give anledning til misbrug. Risikoen for honoraroppustning er således stor, og ordningen vil derfor let kunne få karakter af et "tag-selv-bord".der bør derfor efter udvalgets opfattelse altid være et selvrisiko-element i tilskudsordningen, som indebærer, at skatteyderen under alle omstændigheder kommer til at dække en vis del af sine udgifter ved en sag og derved har en interesse i, at der under sagen økonomiseres med udgifterne til sagens førelse.

9 9 Vedr. spørgsmålet om afgrænsning af begreberne "fuldt" og "delvis medhold" konstaterer udvalget, at såfremt kriteriet skal være nogenlunde objektivt af hensyn til borgernes mulighed for at forudse, om der kan opnås omkostningsdækning og forudberegne tilskuddets størrelse må det knytte sig til sagens udfald i relation til de enkelte ansættelsespunkter, for hvert enkelt indkomstår, på hvert klagetrin og i relation til skatteyderens principale påstand ved den pågældende instans, uanset på hvilket tidspunkt i klageforløbet ved denne instans påstanden nedlægges. Behovet for et sådant kriterium skyldes ikke mindst, at det meget hyppigt forekommer, at en skattesag vedrører mere end et enkelt ansættelsespunkt. Udvalget skønner, at kriteriet vil være vanskeligt at håndtere i praksis, og at det vil være meget ressourcekrævende, idet anvendelsen af kriteriet kræver, at skatteyderens anmodning om omkostningsdækning nøje udspecificeres på udgifterne ved hver klageinstans. Desuden indebærer kriteriet, at der skal foretages meget vanskelige skøn ikke mindst fordelingsskøn. Realiteten vil formentlig blive, at skatteyderen og dennes repræsentant i meget stort omfang selv vil kunne bestemme fordelingen af udgifterne, uden at myndighederne vil være i stand til at kunne anfægte disse. En ordning, som i høj grad baserer afgørelsen af, hvor stort tilskuddet til skatteyderen skal være, på afgørelsesmyndighedens skønsmæssig vurdering, rejser spørgsmålet om hvilken myndighed, der i givet fald vil være egnet til at træffe afgørelse om disse spørgsmål. Udvalget peger på, at såfremt de skønsmæssige afgørelser skal have den fornødne respekt og tillid, er det hensigtsmæssigt at lade en uvildig instans uden for skattestyrelseslovens område træffe afgørelse i sagerne. Af hensyn til såvel skatteydernes som skattemyndighedernes mulighed for at få prøvet afgørelsen fra den uvildige instans, bør der tillige være en uvildig klageinstans på området. Det er således udvalgets opfattelse, at såfremt man vælger at gennemføre en ordning, som i høj grad baserer afgørelserne om omkostningsdækning på afgørelsesmyndighedens konkrete vurdering, er der behov for at etablere nye myndighedsstrukturer uden for skattestyrelseslovens område altså en ressourcekrævende ordning. Dette skal sammenholdes med, at man med den foreslåede enkle ordning fortsat kan lade administrationen forblive hos told- og skatteregionen/told- og Skattestyrelsen. Højere tilskud ved principielle sager? Dette spørgsmål har været indgående overvejet, men det har vist sig umuligt i praksis på en enkel (objektiv) måde at afgrænse, hvad der er en principiel sag.

10 10 Dog har man besluttet, at hvis en sag videreføres på skattemyndighedernes initiativ, skal der gives skatteyderen en dækning på procent. Det vil ofte men ikke altid være principielle sager, som myndighederne ønsker at videreføre. Antallet af disse sager er i øvrigt meget lille, kun ca. 15 om året. Man kan anføre, at hvis skatteyderen får en høj dækningsprocent, vil skattemyndighederne være mindre betænkelige ved at videreføre en sag. Da skattemyndighederne i praksis vinder ca. 60 procent af sagerne ved det administrative klagesystem og 75 procent af sagerne ved domstolen, kan en sådan ændret praksis muligvis medføre ekstra indtægter for det offentlige, som overstiger merudgifterne ved den højere dækningsgrad. Udvalget anbefaler endvidere, at tilskud fra organisationer m.v. samt tilskud fra andre juridiske og fysiske personer til dækning af den skatte- eller afgiftspligtiges udgifter til sagkyndig bistand i en sag, fritages for beskatning på samme måde som tilskud fra almennyttige fonde i dag fritages for beskatning. Det er en forudsætning for skattefriheden, at tredjemand ikke fradrager et sådant tilskud ved indkomstopgørelsen. En ordning som den foreslåede vil afbøde nogle af de ulemper, der er ved, at det næppe er muligt at finde klare kriterier for øget omkostningsdækning i principielle sager, hvor sagen videreføres på skatteyderens initiativ. Den foreslåede ordning bygger på den antagelse, at der vil være en stærk formodning for, at en fysisk eller juridisk person, der yder et skattefrit ikke fradragsberettiget tilskud, gør dette på grund af en retlig interesse i, at sagen føres, og det finder udvalget anerkendelsesværdigt. Udvalget finder dog, at det ved ligningen må kontrolleres, at tilskuddet ikke er ydet alene på grund af et generelt interessesammenfald mellem tilskudsmodtager og tilskudsgiver, og dermed reelt er benyttet til andre formål end at yde økonomisk støtte til den skatteyder, der fører sagen. Ydes tilskuddet af en arbejdsgiver, finder udvalget, at hvis arbejdstageren kan dokumentere, at arbejdsgiveren ikke har taget fradrag for sin udgift til tilskuddet, bør arbejdstageren ikke beskattes heraf.

11 11 Udvalget anbefaler, at tilskud fra tredjemand ikke skal fragå i beregningsgrundlaget for omkostningsdækning, og at tredjemand selvsagt kun skal kunne dække de udgifter, der ikke dækkes af omkostningsdækning. Af hensyn til muligheden for at kontrollere dette, foreslår udvalget, at det overvejes, om der i et eller andet omfang er behov for en oplysningspligt for tredjemand. Syn og skøn Det er Omkostningsdækningsudvalgets opfattelse, at den mulighed, Landsskatteretten har for at kunne give forhåndstilsagn om fuld omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand vedr. syn og skøn, er gavnlig, særligt i en procesbesparende henseende. Udvalget lægger især vægt på, at kun få sager, hvor der har været afholdt syn og skøn, indbringes for domstolene. Man anbefaler derfor, at Landsskatteretten fortsat skal have mulighed for at give forhåndstilsagn om fuld dækning af udgifter til syn og skøn i landsskatteretssager. Ud fra samme hensyn anbefaler udvalget, at der gives mulighed for forhåndstilsagn om fuld dækning af udgifter til syn og skøn i sager om bindende forhåndsbesked ved Ligningsrådet. En sådan ordning vil givetvis medvirke til at mindske antallet af sager om bindende forhåndsbesked, som bliver påklaget til Landsskatteretten. Andre overvejelser Udvalget har overvejet, om man kunne give tilskud til udgifter i forbindelse med førsteinstansbehandlingen af en sag, altså inden en egentlig klage er indgivet. Man finder imidlertid ikke, at man i så tilfælde kan opstille klare kriterier for en sådan omkostningsdækningsordning. Man har endvidere overvejet spørgsmålet vedr. såkaldt grundløs sagsrejsning og "kværulanter". Det bør efter udvalgets opfattelse ikke have nogen betydning for omkostningsdækningsspørgsmålet, at den skatteyder, der har ført sagen, opfattes som en "kværulant" udfra hans adfærd eller tidligere adfærd. Sammenfatning Betænkningen fra Omkostningsdækningsudvalget indeholder en række forslag, der vil forbedre skatteyderens vilkår ved klagesager. Samtidig bevares en enkel og let administrativ ordning. Forbedringer for skatteyderen består især i en forøgelse af tilskuddet fra de 32 procent, det ville være kommet ned på i år 2002 til 50 procent samt at ordningen udvides med nye sagstyper.

12 12 Et hovedsynspunkt bag forøgelsen af tilskudsprocenten har været, at den bør have en størrelse, der ikke afholder en skatteyder fra at få prøvet en sag af økonomiske grunde. Det har ligeledes været anført, at jo tidligere sagkyndig bistand anvendes i sagsforløbet, jo større er sandsynligheden for, at problemet i sagen kan afklares hurtigere. Modsat kan det anføres, at langt de fleste skattesager afgøres i det administrative klagesystem og ikke ved domstolene - og at officialprincippet indebærer, at myndighederne har pligt til at tilvejebringe de fornødne oplysninger i en sag til, at der kan træffes en korrekt afgørelse i sagen. Skattemyndighederne er således forpligtet til at være borgernes hjælpere i sagerne. Hvis det med en udvidelse af omkostningsdækningsordningen bliver det normale at antage sagkyndig bistand i mellemværender med skattemyndighederne, kan det måske få myndighederne til at føle sig presset ind i en rolle som modpart i sagen og det kan få nogle borgere til at føle, at de er nødt til at antage sagkyndig bistand når de har et mellemværende med skattemyndighederne. Dette kan resultere i, at nogle borgere kommer til at afholde udgifter til sagkyndig bistand, selv om de egentlig ikke har behov herfor eller måske endda få nogle borgere til at afstå fra at gå videre med sagen, hvis de ser en risiko i, at de selv kommer til at afholde ikke uvæsentlige udgifter til sagkyndig bistand. Udvalget peger på, at der ikke bør gives 100 procent dækning af udgifterne efter omkostningsdækningsordningen, fordi konsekvenserne af en sådan ordning ville være uoverskuelige og uhensigtsmæssige, samt at det i praksis vil være vanskeligt at afgrænse begreberne "fuldt" og delvist medhold". Med den foreslåede ordning indebærer dette, at den skatteyderen, der vinder sin sag som altovervejende hovedregel kun vil få 50 procent i omkostningsdækning. Dette skal dog sammenholdes med, at den skatteyder, der får prøvet sin sag og taber, også vil få 50 procent i omkostningsgodtgørelse. Da skatteyderne taber omkring 60 procent af sagerne ved det administrative klagesystem og 75 procent af sagerne ved domstolene, er det udfra en helhedsbetragtning en gunstig ordning for skatteyderne. Det kan tilføjes, at en ordning med omkostningsdækning ikke findes inden for andre områder som f.eks. miljø eller det sociale område, hvor myndighedernes afgørelser kan have mindst lige så vidtrækkende konsekvenser for borgerne som skattemyndighedernes afgørelser kan have.