Notat om national model for Børnehuse i Danmark

Transkript

1 Notat om national model for Børnehuse i Danmark Oktober 2009

2 Notat om national model for Børnehuse i Danmark En national model for Børnehuse i Danmark resumé Indledning...4 Barnets vej gennem systemet - med barnet i centrum Baggrund Indsatsen i Danmark Formål Målgruppe Børnehusets opgaver Kerneopgaver Henvisning til Børnehuse Uddybende beskrivelse af Børnehusets opgaveområder Den psykosociale indsats Undersøgelse ved børnelæge (Socialpædiatrisk undersøgelse) Politiets opgaver Retsmedicinsk undersøgelse Øvrige opgaver Model for Børnehuse i Danmark Forslag til model Organisering

3 En national model for Børnehuse i Danmark resumé En tværfaglig arbejdsgruppe, der er udsprunget af Forskningsnetværket om seksuelle overgreb på børn, fremkommer i dette notat med en række anbefalinger til den fremtidige organisering i Danmark af indsatsen i forhold til børn og unge, der bliver udsat for seksuelle eller fysiske overgreb. I notatet bruges betegnelsen Børnehus til at beskrive rammerne for en koordineret tværfaglig og tværsektoriel samarbejdsmodel, hvor samarbejde sker i et børnevenligt miljø på barnets præmisser. Børnehusets overordnede formål er at bidrage til at undersøge, udrede, krisebehandle og følge op på sager om overgreb mod børn. Ved at samle den tværsektorielle ekspertise i et Børnehus er det hensigten at sikre en optimal tværsektoriel indsats og koordinering, der bedst muligt varetager barnets behov. Den tværfaglige arbejdsgruppe bag notatet foreslår, at der etableres Børnehuse i Danmark ud fra en model, hvis organisatoriske forankring bygger på tværsektorielle partnerskaber. Samtidig lægges der i den foreslåede model vægt på at tilstræbe en vis ensartethed i Børnehusenes opbygning og ydelser. Dette er vigtigt med henblik på at sikre, at børn og familier i hele landet som udgangspunkt har adgang til sammenlignelige tilbud. Men også med henblik på at muliggøre en tværgående vidensopsamling, forskning og evaluering af Børnehusenes resultater er det en fordel, at variationen ikke er for stor. Børnehusene tænkes i den skitserede model som et fysisk hus med et fast personale, der samtidig trækker på et netværk af faglig ekspertise, der er eksternt forankret, men som flytter sig til Børnehuset, når der er behov for deres ydelser. Konkret anbefaler den tværfaglige arbejdsgruppe, at der etableres Børnehuse på landsplan, hvoraf 3-5 Børnehuse placeres i børnevenlige omgivelser i tilknytning til regionale specialiserede børneafdelinger og i nærheden af de retsmedicinske afdelinger. De resterende Børnehuse foreslås placeret geografisk hensigtsmæssigt, eksempelvis i forhold til de 12 politikredse. De 3-5 Børnehuse, der placeres i tilknytning til de regionale børneafdelinger (samt retsmedicinske afdelinger), benyttes af de børn, der har behov for undersøgelse af en specialiseret børnelæge og retsmedicinsk undersøgelse samt de børn, der geografisk bor tættest på dette Børnehus. I de øvrige Børnehuse, der placeres geografisk hensigtsmæssigt, vil det være muligt, at børnene bliver videoafhørt, ligesom børn og familier vil kunne modtage overgrebsfokuseret behandling. Hvis et barn i et af disse Børnehuse har brug for at blive vurderet af en børnelæge, kan dette foregå i børnehuset af den lokale børneafdeling. Børn, der geografisk bor tættest på et af disse Børnehuse, og som skal undersøges af en specialiseret børnelæge og retsmedicinsk, vil være nødt til at blive kørt til et af de regionale Børnehuse, men den øvrige indsats vil foregå tæt på barnets hjemlige miljø. Med hensyn til ledelse og finansiering af Børnehusene anbefaler arbejdsgruppen, at Børnehusene baseres på et tværsektorielt ejerskab - mellem sundhedssektor, politi, retsmedicinske institutter og landets kommuner - med fælles finansiering og ledelse og en organisering, der fremmer koordinering og beslutningsdygtighed. Det fælles ejerskab bør 2

4 endvidere understøttes af en forankring i en national tværministeriel strategi, der som minimum omfatter Justitsministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet og Sundhedsministeriet. 3

5 1. Indledning Dette notat er udarbejdet af en tværfaglig arbejdsgruppe, der er udsprunget af Forskningsnetværket om seksuelle overgreb på børn 1. Med notatet ønsker arbejdsgruppen at stille sin faglige ekspertise til rådighed og bidrage med anbefalinger til den fremtidige organisering i Danmark af indsatsen i forhold til børn og unge, der bliver udsat for seksuelle eller fysiske overgreb. I notatet bruges betegnelsen Børnehus til at beskrive rammerne for en koordineret tværfaglig og tværsektoriel samarbejdsmodel et samarbejde, der sker i et børnevenligt miljø på barnets præmisser 2. Barnets vej gennem systemet - med barnet i centrum Når der opstår mistanke om, at et barn har været udsat for eller overværet fysiske eller seksuelle overgreb, får vi indblik i en verden, der kan være svær at gennemskue. Barnet er på en gang offer og også tit det eneste vidne til overgreb, som omverdenen sjældent ser. Oveni det fysiske og/eller det seksuelle overgreb følger ofte en psykisk traumatisering, særligt i de tilfælde, hvor overgrebene bliver begået af barnets nære relationer. I disse tilfælde bliver overgreb og omsorg blandet sammen, hvilket forhindrer barnet i at udvikle en evne til at skelne mellem omsorg og overgreb. Det betyder, at barnet udsættes for noget, det ikke ved, hvad er, samtidig med, at netop barnets beskrivelse af, hvad det udsættes for, ofte vil være afgørende for sagens videre forløb. Det kræver stor tværfaglig ekspertise at håndtere og undersøge disse vanskelige sager, hvor viden og erfaring hele tiden udfordres af tvivl og usikkerhed. Samtidig er det vigtigt, at barnets møde med de mange forskellige instanser, der ofte er involveret i et sagsforløb, ikke former sig som en lang vej gennem et uigennemskueligt system, men i stedet tilrettelægges som en proces med barnet i centrum og med et tværfagligt og koordineret netværk af professionelle voksne omkring barnet. Mistanken om, at et barn har været udsat for overgreb, opstår oftest på baggrund af et barns udsagn eller adfærd. Men vejen fra en mistanke opstår, til det afklares, om barnet har været udsat for overgreb, er ofte lang og vanskelig, da det kan være meget svært enten at bekræfte eller afkræfte, om et barns måske løsrevne udsagn eller adfærd er forbundet med et konkret overgreb. Det kan være vanskeligt at udtale sin mistanke, fordi man kan være bange for at tage fejl og gøre en diffus og uigennemskuelig bekymring konkret ved at sætte ord på den. Eller omvendt kan omgivelserne alt for hurtigt komme til at nedtone tvivlen ved at give mistanken et konkret indhold. Erfaringer fra en lang række sager vidner om, hvordan disse dilemmaer kan påvirke håndteringen af et sagsforløb i uhensigtsmæssig retning. Faren er, at de voksnes tvivl enten forhindrer dem i at reagere 1 Følgende har deltaget i den tværfaglige arbejdsgruppe: Børnerådet (Søren Gade Hansen), CBO (Hanne Nødgaard Christensen, Luci Maria Østrup, Charlotte Ballegaard), Glostrup Hospital, Børneafdelingen (Bodil Moltesen), Institut for Psykologi, Københavns Universitet (Katrine Zeuthen), Januscentret (Mimi Strange, Birgitte Jørgensen), Red Barnet (Kuno Sørensen), Retsmedicinsk Institut, Aarhus Universitet/CBO (Annie Vesterby), Rådgivningscentret Langenæs (Lise Færch), Sct. Stefans Rådgivningscenter (Niels Jepsen, Pernille Spitz), SISO (Anne Melchior Hansen, Anette Hammershøi), SMB (Annette Baadsgaard, Pia Rathje), Statens Institut for Folkesundhed (Karin Helweg- Larsen), Østjyllands Politi/CBO (Bjarne Laursen, Poul Erik Christensen) 2 Betegnelsen Børnecenter eller Børnebeskyttelsescenter anvendes undertiden også i forbindelse med denne samarbejdsmodel/form (jf. det internationale Child Protection Center ). I nordisk sammenhæng (Island, Norge og Sverige) anvendes betegnelsen Børnehus. 4

6 på deres mistanke eller modsat bevirker, at barnets udsagn eller adfærd for hurtigt tages for pålydende. Et fællestræk for sager af denne karakter er derfor, at de kræver professionel håndtering og trygge rammer, hvor tvivlen kommer barnet til gode gennem en tværfaglig og struktureret indsats, der har barnet i centrum. I feltet omkring børn, der bliver udsat for overgreb, herunder også de tilfælde, hvor børn og unge udsætter andre børn for overgreb, er der mange forskellige faggrupper involveret. Kommunale myndighedssagsbehandlere, politi, jurister, retsmedicinere, pædiatere, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, lærere m.fl. har hver deres kompetence, opgave og rolle i et sagsforløb - fra en mistanke opstår, når sagen startes, mens den undersøges og behandles og endeligt til den afsluttes og slippes eller gives videre til andet regi. Behovet for en tværfaglig indsats, der tager afsæt i en faglig viden om, hvad det betyder at være udsat for overgreb, når man er et barn, kan realiseres i et Børnehus. Her vil alle faggrupper kunne mødes i et samarbejde omkring barnet med barnet i centrum: Hvad vil det sige at være udsat for overgreb, når man er et barn? Hvordan forstår barnet selv det, der er sket? Hvad betyder et overgreb for barnets udvikling? Og hvordan kan vi bedst muligt tage højde for barnets udvikling i håndteringen af et sagsforløb? En tværfaglig indsats er også påkrævet i forhold til børn, der har udvist krænkende adfærd over for andre børn. Ved at samle arbejdet omkring børn, der har været udsat for overgreb eller har udsat andre børn for overgreb - i et hus, der har barnet i centrum, skabes mulighed for øget og styrket samarbejdet mellem de involverede faggrupper. 2. Baggrund Børnehustanken har sit afsæt i den amerikanske model om Childrens Advocacy Center 3, (CAC), hvis grundtanke er at etablere et tæt og koordineret tværfagligt og tværsektorielt samarbejde af medicinsk, psykologisk og juridisk undersøgelse og hjælp til barnet alt sammen i et børnevenligt miljø, hvor myndighederne samarbejder med barnet i centrum og ud fra barnets præmisser 4. I de nordiske lande blev Børnehus-tanken introduceret i 1998 hvor det det islandske Barnahus blev etableret med inspiration fra den amerikanske model 5. Også i Norge og Sverige er der inden for de seneste år udviklet Børnehuse med afsæt i bl.a. de islandske erfaringer. I Sverige etablerede man i 2005 en forsøgsordning med Børnehuse seks forskellige steder i landet. I et samarbejde mellem Åklagarmyndigheten, Rikspolisstyrelsen, Rättsmedicinalverket og Socialstyrelsen blev der i perioden høstet erfaringer med - i Børnehus-regi - at foretage udredninger om og undersøgelser af børn, som har været udsat for fysisk mishandling og/eller seksuelle overgreb - eller hvor der er mistanke herom. Forsøgsordningens formål var at tilpasse undersøgelserne til 3 Se 4 Læs mere på og 5 Se mere om det islandske Barnahus på 5

7 barnet og samle dem under et tag samt via et koordineret samarbejde at forbedre kvaliteten i undersøgelserne, hvilket tilsammen skulle give bedre grundlag for retsprocessen og den fremtidige indsats for de berørte børn og unge. Forsøgsordningen blev evalueret i 2008, og resultatet beskrives som overvejende positivt 6. Ifølge evalueringen indebærer Børnehusene en forbedret kvalitet ud fra et børneperspektiv, miljøet er børnetilpasset, og krisehjælpen er generelt forbedret. Efter forsøgsperioden er flere af Børnehusene blevet permanente, og ud over de seks Børnehuse, som indgik i forsøgsordningen, er der i dag oprettet yderligere fem og andre er undervejs, hvilket betyder, at indsatsen med Børnehuse nu er landsdækkende i Sverige. I Norge besluttede regeringen i 2006 at etablere Barnehuse som et 3-årigt forsøgsprojekt. Etableringen af Barnehus er et tiltag under den norske regerings handlingsplan mod vold i nære relationer. Det første norske Barnehus åbnede i 2007, og siden er yderligere fire Børnehuse kommet til. Det femte Barnehus åbnede i Tromsø i marts Perspektivet er, at Barnehuse i løbet af 2009 bliver et landsdækkende tilbud i Norge. 2.1 Indsatsen i Danmark Inden for de seneste år er etableret enkelte tiltag, der på forskellig vis rummer erfaringer med og kan inspirere til en videre udvikling af Børnehus-tanken i Danmark. I 2001 blev Team for Seksuelt misbrugte børn (SMB) etableret på Rigshospitalet, og i 2007 blev Center for Børn udsat for Overgreb (CBO) etableret på Skejby Sygehus. Team for Seksuelt Misbrugte Børn, Rigshospitalet Team for Seksuelt Misbrugte Børn (SMB) blev oprettet som et projekt i 2001 og etableret som en permanent funktion i 2004, som en del af Regeringens handlingsplan. Teamet er forankret i sundhedssektoren og er et tværfagligt tilbud til børn, forældre og professionelle, der har behov for specialiseret behandling og rådgivning ved seksuelle overgreb mod børn. Tilbuddet er baseret på et tæt samarbejde mellem pædiater fra en af Rigshospitalets pædiatriske klinikker, børnesygeplejerske, psykologer, socialrådgivere og sekretær. Der er endvidere et tæt formaliseret samarbejde med Retsmedicinsk Institut. I sager, hvor politiet som et led i deres efterforskning begærer en retsmedicinsk undersøgelser, kontakter retsmediciner SMB s sygeplejerske, som kontakter familien og forbereder dem på undersøgelsen. Der er således fra første færd etableret en kontakt til SMB, som vil være dem, der varetager den fortsatte kontakt til familien. SMB s pædiater og sygeplejersker varetager i samarbejde med retsmedicineren undersøgelsen af barnet, så barnet ved én og samme undersøgelse undersøges klinisk af pædiater og efterforskningsmæssigt af retsmediciner. SMB samarbejder endvidere med politiet med henblik på at koordinere den efterforskningsmæssige indsats med den behandlingsmæssige indsats. SMB tilbyder overgrebsfokuseret behandling, en behandling, der primært har fokus på bearbejdning af den akutte krise, som det seksuelle overgreb og følgerne heraf udløser hos barnet og dets familie/netværk. 6 Se rapporten Barnahus försöksverksamhet med samverkan under gemensamt tak vid mistanke om brott mot barn Rikspolisstyrelsen, Rättsmedicinalverket, Socialstyrelsen og Åklagarmyndigheten, februar

8 Behandlingen foregår som individuelle forløb og gruppeforløb både til børn og forældre/omsorgspersoner. SMB vægter i sit arbejde, at der er et parallelt behandlingsforløb til barn og forældre/omsorgspersoner. Udover det kliniske arbejde tilbyder SMB telefonrådgivning til både pårørende og professionelle samt supervision til professionelle, der arbejder med familien i nærmiljøet. SMB har endvidere en videnscenterfunktion, der varetager bearbejdning af SMB s database, iværksætter og koordinerer projekter i relation til det kliniske arbejde med henblik på metodeudvikling samt formidler ny viden og erfaringer ud til omverdenen. 7 Center for Børn udsat for Overgreb, Skejby Sygehus Center for Børn udsat for Overgreb (CBO) blev etableret i Centret er placeret i en nybygget afdeling i tilknytning til Retsmedicinsk Institut på Skejby Sygehus. Centret er det første af sin art i landet, hvor børn i alderen 0-15 år kan få foretaget både børnelægeundersøgelse, videoafhøring af politiet, retsmedicinsk undersøgelse samt få psykolog- og socialrådgiverhjælp.centret tilbyder også akut krisehjælp til forældre i form af samtaler med en psykolog, ligesom der er mulighed for samtale med en socialrådgiver. I de tilfælde hvor en mistanke anmeldes til politiet foregår afhøring af børn op til ca. 12 år på centret i et børnevenligt afhøringslokale. CBO varetager således opgaver for hhv. sundhedssektoren samt retsvæsenet. Fra Børneafdelingen på Skejby Sygehus er centret bemandet med børnelæge og børnesygeplejerske på fuld tid samt psykolog, socialrådgiver, pædagog og sekretær på deltid, alle ansatte i sundhedssektoren. Fra Østjyllands Politi er tilknyttet fire specialuddannede videoafhørere, der kommer til CBO for at afhøre børnene, mens resten af den politimæssige efterforskning stadig foregår på Politigården i Århus. Retsmedicinske undersøgelser foretages af retsmediciner fra Retsmedicinsk Institut, Århus Universitet, som kommer i centret og foretager undersøgelserne og efterfølgende laver det opfølgende kontorarbejde på det nærliggende Retsmedicinsk Institut. CBO står endvidere for den lovpligtige kontakt til kommunens myndighedssagsbehandler, der har ansvaret for den efterfølgende støtte og psykologbehandling til barnet og familien 8. Fremadrettede tiltag i sundhedssektoren I sundhedssektoren foregår der pt. en drøftelse mellem regionerne og Sundhedsstyrelsen om, hvordan arbejdet med børn udsat for overgreb og omsorgssvigt fremadrettet skal organiseres. Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at lægelig undersøgelse og udredning vedr. seksuelle overgreb mod børn er en højt-specialiseret funktion, som skal forankres i tre børne-centre i hhv. København, Odense og Århus, hvor også de retsmedicinske institutter er placeret. Der vil være behov for at indgå samarbejdsaftaler i fht. Region Sjælland og Region Nordjylland. Det forventes, at også komplicerede tilfælde af fysisk og psykisk overgreb skal varetages af disse børnecentre, der placeres i tilknytning til eksisterende børneafdelinger. Alle børneafdelinger skal kunne modtage børn udsat for alle former for overgreb (eller 7 Se mere om SMB på 8 Se mere om CBO 7

9 mistanke herom) og visitere til den specialiserede funktion afhængig af den kliniske problemstilling. Der er pt. nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en mere udførlig beskrivelse af centrenes arbejdsopgaver på det sundhedsfaglige plan. Arbejdet med at udvikle en national model for Børnehuse i Danmark bør således sammentænkes med de tiltag, der pt. er i gang i sundhedssektoren. Øvrige tiltag Herudover er der på landsplan etableret en række tiltag, der på forskellige områder har indhøstet erfaringer med de tværfaglige indsatser i sager, der omhandler seksuelle overgreb mod børn. Videnscenter om Sociale Indsatser ved Seksuelle Overgreb mod børn Videnscentret om Sociale Indsatser ved Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) blev etableret som et projekt i 2001 i det daværende UFC Børn og Familier. Siden januar 2007 har SISO, der er en del af Regeringens handlingsplan om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, været forankret i Servicestyrelsens Børn og Ungeenhed. SISO har fokus på de sociale indsatser i sager om overgreb mod børn, og kommunernes indsatser og opgaver på området er derfor et særligt omdrejningspunkt for SISO's arbejde. I 2004 oprettede SISO en telefonrådgivning for fagpersoner, men som i dag også henvender sig til pårørende og børn/unge. SISO har desuden foretaget to landsdækkende undersøgelser i forhold til omfanget af og indsatsen i sager om overgreb mod børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet samt børn og unge med handicap. SISO formidler landsdækkende viden via oplæg, undervisning og hjemmesiden I perioden har SISO fokus på at støtte kommunerne i at udvikle og implementere beredskaber i forhold forebyggelse, tidlig opsporing og håndtering af samt opfølgning på sager om overgreb mod børn. Via undersøgelser, nationale rapporter, telefonrådgivning og konsulentbistand samt det løbende samarbejde med kommunerne har SISO et grundigt og praksisnært indblik i de udfordringer og dilemmaer, der knytter sig til kommunernes forebyggende indsatser og håndtering af sager, der omhandler overgreb mod børn 9. Januscentret Januscentret er en psykologisk behandlingsklinik, der tilbyder behandling til børn og unge i alderen 6-18 år med seksuelt bekymrende eller krænkende adfærd samt deres familier. Centret blev etableret som et projektet i 2003, som led i Regeringens handlingsplan om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn og i 2006 forlænget for en 4-årig periode. Centret har til formål at forebygge seksuelle overgreb mod børn ved så tidligt som muligt at gribe ind i forhold til børn og unge, der udviser seksuelt grænseoverskridende adfærd. Henvisning af børn og unge til Januscentret sker i samarbejde med de sociale myndigheder. Centret tilbyder udredning af barnets/den unges vanskeligheder og ressourcer med henblik på behandlingsbehov. Herudover tilbydes individuel psykologisk behandling og gruppebehandling af barnet/den unge samt forældre- og familiesamtaler. Centret samarbejder og koordinerer desuden med de øvrige professionelle, der er involveret omkring barnet/den unge og tilbyder supervision, rådgivning samt kurser til professionelle på området. Januscentret, der er placeret i København, har en 9 Se mere om SISOs arbejde på 8

10 videnscenterfunktion og foretager videns- og dataindsamling samt landsdækkende formidling heraf bl.a. med henblik på at medvirke til, at den nyeste viden på området implementeres, og der etableres landsdækkende tilbud på området 10. Kommunale rådgivnings og behandlingscentre I kommunalt regi findes flere rådgivnings- og behandlingstilbud. Her skal nævnes Skt. Stefans Rådgivningen i Københavns Kommune 11 og Rådgivningscentret Langenæs i Århus Kommune 12, der begge udgør specialiserede rådgivnings- og behandlingstilbud, der gennem en årrække har opbygget solid erfaring med behandling af børn og unge, hvor der er mistanke eller viden om seksuelle overgreb samt deres familier. Der er således samlet set en række gode erfaringer at bygge videre på i arbejdet med at sikre en velkoordineret, tværfaglig og tværsektorielt indsats i et Børnehus-regi, der skaber tryghed for barnet og dets familie. 3. Formål Det overordnede formål med Børnehuse er at bidrage til at undersøge, udrede, krisebehandle og følge op på sager om overgreb mod børn. Ved at samle den tværsektorielle ekspertise i et Børnehus er det hensigten at sikre en optimal tværsektoriel indsats og koordinering, der bedst muligt varetager barnets behov i sager om fysiske og/eller seksuelle overgreb - eller hvor der er mistanke/tvivl herom. Med etableringen af Børnehuse i hele landet sikres det samtidig, at alle børn og deres familier uanset hvor i landet de bor - har adgang til et kvalificeret og specialiseret tilbud i tilfælde, hvor børn udsættes for fysiske eller seksuelle overgreb. Det er samtidig et formål med etableringen af Børnehuse at skabe et nationalt grundlag for vidensindsamling, dokumentation og forskning vedrørende sager om overgreb mod børn samt at sikre en koordineret formidling af denne viden. 4. Målgruppe Børnehusets primære målgruppe er børn og unge 0-18 år - samt deres familier - som har (eller hvor der er mistanke om, at de har) o været udsat for fysiske og/eller seksuelle overgreb o været vidne til fysisk vold eller seksuelle overgreb o udvist seksuelt grænseoverskridende adfærd over for andre børn og unge Børnehuset arbejder ud fra et formuleret børneperspektiv, der også omfatter barnets nære relationer og netværk. Det betyder, at forældre, søskende og evt. andre ressourcepersoner i barnets netværk inddrages i det omgang, der er behov for det. 10 Læs mere om Januscentret på 11 Se mere om Sct. Stefans Rådgivningscenter på 12 Se mere om Rådgivningscenter Langenæs på raadgivningscentret 9

11 En del unge inden for Børnehusets målgruppe dækkes i dag af landets Voldtægtscentre 13. Det er derfor vigtigt, at der bliver etableret et samarbejde og en nærmere målgruppeafgrænsning med disse centre. 5. Børnehusets opgaver 5.1 Kerneopgaver Set ud fra en før-under-efter optik på sager om overgreb mod børn vil Børnehusets kerneopgaver være de opgaver, der knytter sig til fasen under en sag. Opgaver, der knytter sig til det forebyggende arbejde ( før ) varetages primært af kommunerne, mens opgaverne efter en sag, såsom længerevarende efterbehandling/opfølgning, primært bliver iværksat på baggrund af kommunal beslutning og varetaget af specialiserede behandlingstilbud i eller uden for Børnehusene. Disse behandlingstilbud tænkes at indgå i et fagligt netværk omkring det enkelte Børnehus og i geografisk nærhed til barnets hjem. Børnehusets kerneopgaver omfatter: Modtagefunktion Tværsektoriel koordinering Videoafhøring Undersøgelse og udredning (psykosocialt, retsmedicinsk og pædiatrisk) Krisehjælp Behandling (overgrebsfokuseret) Rådgivning Supervision Ud over ovenstående kerneopgaver er det også vigtigt, at hvert Børnehus løbende foretager dataindsamling og således bidrager til en landsdækkende vidensindsamling, der kan gøres til genstand for tværgående forskning på området. 5.2 Henvisning til Børnehuse Der vil være flere mulige veje for børn og deres familier ind i et Børnehus. Typisk vil henvisning ske via: Kommunen (myndighedssagsbehandler) o fx på baggrund af kommunal underretning 14 Sundhedsvæsenet o Fx via egen læge, skadestue, børneafdeling, børn og ungdoms psykiatri Politiet o Fx på baggrund af politianmeldelse 13 En opgørelse fra Voldtægtscentre i Region Midt og Nord viser, at der i 2008 samlet set blev undersøgt 95 unge i alderen år på voldtægtscentre i hhv. Århus (59), Ålborg (14) og Herning (22). Ca. 1/5 af de unge var under 15 år. 14 En kommunal underretning kan komme fra eksempelvis private personer, lærere, pædagoger, sundhedsplejersker, børnetandplejen m.fl. 10

12 Telefonisk henvendelse Børnehusene skal generelt levere ekspertrådgivning i sager om overgreb mod børn og det er vigtigt, at den rådgivning og ekspertise, som Børnehusene råder over, også bliver direkte tilgængelig for børn, unge og deres familier. Det bør derfor være muligt for alle at rette telefonisk henvendelse til det nærmeste Børnehus, som så på baggrund af den konkrete henvendelse vil vurdere og rådgive om videre henvisning. 5.3 Uddybende beskrivelse af Børnehusets opgaveområder Når der opstår en mistanke om, at et barn har været udsat for fysisk eller seksuelt overgreb, og denne mistanke medfører en underretning til kommunen og/eller en anmeldelse til politiet, indledes en udredningsproces, der kan køre ad flere parallelle spor. Dels indledes en undersøgelsesfase i politiets regi, og dels indleder de sociale myndigheder en udredning i forhold til barnets (og familiens) behov for hjælp og støtte. Politiet kan begære en retsmedicinsk undersøgelse, og barnet kan desuden have behov for læge- og psykologfaglig undersøgelse eller behandling. Antallet af aktører i et sagsforløb kan være betydeligt, og det kræver et veludviklet samarbejde og en tæt koordinering at sikre barnet og dets familie et godt forløb samt skabe de bedste betingelser for udredning og behandling af sagen. Det er i den sammenhæng centralt, at de forskellige aktører agerer i overensstemmelse med deres ansvars- og kompetenceområde og, at de respektive myndigheders forskellige roller er tydelige og respekteres Den psykosociale indsats Behovet for en psykosocial indsats i tilfælde af overgreb mod børn varierer fra barn til barn og vil bl.a. afhænge af overgrebets karakter, barnets/ den unges alder, køn og konstitution samt relationen mellem krænkeren og offeret og ressourcerne i miljøet omkring barnet. Samlet set skal den psykosociale indsats i Børnehuset indeholde: psykologisk krisehjælp og rådgivning til omgivelserne samt psykosocial udredning og overgrebsfokuseret behandling af barnet og sideløbende hermed rådgivning til den/de primære omsorgsperson(er). Herudover vil supervision, konsulentbistand og samarbejde med kommunale myndighedssagsbehandlere og psykosociale tiltag i primærkommunen også være en del af Børnehusets psykosociale indsats. Seksuelle overgreb er ikke alene skadelige for offeret, men også for den, der udfører handlingen. Børnehuset skal også stille sin ekspertise til rådighed i forhold til børn og unge, der udviser krænkende adfærd overfor andre børn og unge 16. Samarbejdet med myndighedssagsbehandler i barnets kommune Det er vigtigt, at Børnehusene har så tæt et samarbejde med kommunens myndighedssagsbehandler som muligt, eftersom myndighedssagsbehandleren - på 15 Det er her også vigtigt at være opmærksom på, at tilbuddet til børn, der visiteres til Børnehuset, også må omfatte mekanismer, der garanterer barnets retssikkerhed. Det bør derfor ved visitationen afklares, i hvilket sektorielt regi, barnet befinder sig, så adgangen til uvildig rådgivning og evt. klage kan sikres og lettes for barnet (Det sociale Nævn, Den sociale Ankestyrelse, patientrådgiver, beskikket forsvarer, bistandsadvokat). 16 Internationale undersøgelser viser, at op mod en tredjedel af kendte overgreb er begået af unge under 18 år (se Strange, Mimi (2002): Unge krænkere. Socialforskningsinstituttet, 02:7) 11

13 baggrund af udredning og vurdering af barnets/familiens behov for særlig støtte - har kompetencen til at beslutte/bevilge de nødvendige foranstaltninger. Dette samarbejde kan sikres ved, at den lokale kommunale sagsbehandler har mulighed for midlertidigt at rykke ind i Børnehuset og dermed være en aktiv del af sagsforløbet i Børnehuset og hermed varetage den koordinerende rolle i forhold til eksterne samarbejdspartere bedst muligt. Kommunernes aktive medvirken i Børnehuset skal sikre, at den nødvendige psykosociale indsats bliver iværksat, at der er kontinuitet i indsatsen samt handlekraft og handlekompetence i forhold til at iværksætte eventuelle hjælpeforanstaltninger. Hurtig indsats er vigtig I forhold til en hurtig indsats er det afgørende for sagens videre forløb, at Børnehuset står til rådighed med den nødvendige ekspertise. Den hurtige indsats skal dels ydes til den kommunale myndighedssagsbehandler og andre professionelle omkring barnet og barnets familie og dels direkte til barnet og den/de involverede familie(r). Det udløser ofte en akut krisereaktion i familier, hvor der opstår mistanke om overgreb. Erfaringen viser, at en hurtig psykosocial førstehjælp og rådgivning i den akutte krise kan forebygge, at de psykiske og relationelle problemstillinger eskalerer og dermed svækker familiens og omgivelsernes omsorg for barnet. Barnet kan efter overgrebets afsløring forekomme lettet og opleve sig beskyttet, men det overvældende følelsesmæssige kaos og usikkerheden i familien og miljøet omkring barnet, kan bevirke yderligere traumatisering. Psykosocial udredning I forlængelse af den psykosociale krisehjælp er der mulighed for psykosocial udredning af barnets/den unges og familiens behov for behandling. Afklaringen af behandlingsbehovet i forhold til overgrebet munder ud i en behandlingsplan, som kan have forskelligt omfang. Formålet med en psykosocial udredning er at afdække, hvordan barnet/den unge (og familien) oplever og reagerer på overgrebet eller mistanken herom. Symptomer og reaktioner samt mere varige udviklingsmæssige og psykiske mén af et overgreb, virker ind på det sociale samspil, der er vigtigt for barnets/den unges fremtidige udvikling. Det er derfor vigtigt, at der foretages en vurdering af, på hvilken måde overgrebet vil influere på barnets/den unges selvopfattelse og evne til at relatere sig til andre, herunder samspillet med omgivelserne og de nære tilknytningspersoner. I sager, hvor barnet/den unge har været seksuelt grænseoverskridende eller har begået seksuelle overgreb mod andre børn, vil den psykosociale udredning fokusere på forebyggelse af tilbagefald samt det personlighedsudviklende perspektiv. Baggrunden for de seksuelle overgreb vil i mange tilfælde være kompliceret og multifaktoriel, hvor udredningen ikke entydigt kan rettes mod en enkeltstående faktor eller problemstilling. I mange tilfælde vil udredningen afdække andre traumer og former for omsorgssvigt, som barnet har været udsat for. 12

14 Den psykosociale udredning, der tænkes foretaget i Børnehuset, rummer ikke som udgangspunkt en egentlig psykologisk undersøgelse af barnet eller en forælderressourceundersøgelse, som kan være nødvendig i forhold til børn/unge med mere komplekse problemstillinger udover overgrebet, hvor der er behov for en grundig udredning af barnet, behandlingsbehovet og behovet for hjælpeforanstaltninger. Psykologiske undersøgelser af børn og unge bør dog være en ydelse, der kan tilkøbes i Børnehuset, mens forældreundersøgelser forslås tilkøbt uden for centeret. Overgrebsfokuseret behandling Behandlingsbehovet kan varetages ved individuelle-, familie- og gruppe 17 behandlingsforløb. Behandlingsformen foreslås overvejende at være såkaldt overgrebsfokuseret behandling, der vil være i tæt samklang med hele den tværfaglige og tværsektorielle indsats i Børnecentret. Ligeledes kan der i sager, hvor der er grundlag for det, tilbydes mediation mellem offer og krænker. Erfaringsmæssigt kan det være til stor gavn for både offer og den krænkende part og deres familier at foretage mediation / genoprettende møde mellem parterne. I nogle familier vil der være et mere omfattende behov for behandling end centrenes gennemsnitlige tilbud. Det gælder fx i tilfælde, hvor overgrebet åbner op for andre, mere omfattende problematikker, som familien har med sig fra tidligere. I de tilfælde, hvor det vurderes som mest hensigtsmæssigt, at denne indsats ligger i centret, skal der være mulighed for tilkøb af en efterbearbejdningsfase. I andre familier, hvor der er tale om meget omfattende omsorgsvigt eller så mange andre behandlingsbehov end det, der retter sig mod overgrebet, kan det være mest hensigtsmæssigt, at behandlingsopgaven placeres i andet regi. Erfaringsmæssigt strækker den psykosociale indsats herunder den psykologiske behandling af barnet og rådgivningen til familien sig gennemsnitligt over 6 8 måneder. Der er dog store variationer i behovet. Mens én gruppe børn/unge er i positiv trivsel igen efter 3 måneder vil andre have behov for behandling, der strækker sig over et år eller mere. Længerevarende overgrebsfokuseret behandling bør være en tilkøbsydelse i Børnehuset. Konsulentbistand og supervision ud af huset Konsulentbistand og supervision bliver især relevant i sager, hvor børn og unge lever i familier med så omfattende omsorgssvigtproblematik, at den psykosociale indsats må ydes uden for Børnehusene. 17 Børn og Ungeenheden i Servicestyrelsen har i september 2009 udmeldt en kommunal ansøgningspulje til afprøvning af gruppebehandling for børn udsat for seksuelle overgreb. SISO tilrettelægger et vidensdelingsnetværk for de udvalgte kommuner. Januscentret har samtidig fået midler til at øge gruppebehandling vest for Storebælt. Begge initiativer evalueres eksternt mhp. at få mere præcis viden om effekterne af gruppebehandling. 13

15 Omfanget af supervision fra Børnehusene til lokale behandlere og institutioner vil variere med husenes størrelse og antal og vil afhænge af de kommunale tilbud og kompetencer i det pågældende lokalområde Undersøgelse ved børnelæge (Socialpædiatrisk undersøgelse) En del børn henvises til undersøgelse på en børneafdeling via praktiserende læge, vagtlæge og skadestue ved en klinisk mistanke om overgreb (f.eks. blå mærker, brækkede knogler, blødning fra skeden). I disse tilfælde laver børnelægen et udredningsprogram, der kan være med til at underbygge mistanken om overgreb eller modsat finde en medicinsk forklaring på barnet symptomer. Afhængig af disse undersøgelsesresultater tages stilling til behovet for at foretage underretning til socialforvaltningen (iht. Servicelovens 153) og behov for beskyttelse af barnet. Socialforvaltningen tager i forlængelses heraf stilling til, om der skal foretages en politianmeldelse. Andre børn bliver henvist til undersøgelse af en børnelæge med symptomer, der i primærsektoren ikke har rejst mistanke om overgreb. Det kan fx være vigende vækst, mavesmerter, hovedpine, ufrivillig afføring eller epilepsi-lignende anfald. I forbindelse med udredning og diagnosticering kan børnelæge eller børnesygeplejerske få mistanke om overgreb, og der skal dermed ske underretning til socialforvaltningen. Den medicinske udredning for overgreb afhænger af den kliniske problemstilling, men kan bl.a. indeholde blodprøver, røntgenbilleder, scanninger, tilsyn ved øjen- og ørelæge samt undersøgelse af kønsorganerne med et såkaldt kolposkop (kikkert med lys). I nogle tilfælde laves udviklingsvurdering ved en fysioterapeut, som oftest i samarbejde med en pædagog. Det medicinske udredningsprogram kan kun foregå på en børneafdeling. Alle børneafdelinger i landet modtager børn på klinisk mistanke om overgreb. Aldersgrænsen er 0-15 år. En undersøgelse af de ydre kønsorganer (kolposkopi) er ikke en gynækologisk undersøgelse. Det er en ekstern undersøgelse, hvor kønsorganerne ses udefra i forstørrelse og optages på bånd med henblik på mere detaljeret gennemsyn og dokumentation ved evt. senere retssag. Kolposkopisk undersøgelse kan i dag foretages på Glostup Hospital, Rigshospitalet (SMB), Næstved Sygehus, Odense Universitetshospital og Århus Universitetshospital, Skejby (CBO). Børnelægen tager ved henvisning stilling til, om barnet skal indlægges, eller om udredningen kan foregå ambulant Politiets opgaver Som nævnt indledningsvis i dette notat er det pt. kun på CBO på Skejby Sygehus, at videoafhøringen af børn, der er udsat for overgreb, finder sted i børnevenlige lokaler, som fysisk er placeret i samme hus som de børnelægelige og retsmedicinske undersøgelse af barnet. Politiet har generelt i de seneste år kvalificeret indsatsen i forhold til videoafhøring af børn. Bl.a. har man uddannet særlige videoafhørere, der varetager afhøring af børn som ofre og 14

16 vidner i straffesager 18, og man har indrettet børnevenlige videoafhøringsrum i ti ud af de tolv eksisterende politikredse. Når der foretages politianmeldelse om overgreb mod et barn/ung har politiet en række opgaver at varetage. I meddelelse nr. 2/ anbefaler Rigsadvokaten, at videoafhøring af et barn bliver gennemført hurtigst muligt, og hvis det er praktisk muligt inden en uge fra anmeldelsen. Inden for denne tidshorisont har politiet til opgave at udføre et forberedende arbejde i form af afhøringer og/eller undersøgelser inden en evt., videoafhøring af barnet. Når det er afgjort, at der skal foretages en videoafhøring af et barn, er det ligeledes politiets opgave at sørge for, at der beskikkes en forsvarer til den mistænkte og bistandsadvokat til barnet. Under denne del af politiets forberedende arbejde er der ikke kontakt til barnet. Politiets første kontakt til barnet sker normalt dagen før selve videoafhøringen, hvor den sagsbehandlende politiassistent og den politiassistent, der skal foretage selve afhøringen kommer på besøg i barnets hjem. Dette hjemmebesøg hos barnet er en forberedende kontakt mellem barnet og afhøreren. Afhøreren får ved hjemmebesøget et indtryk af barnet, og barnet får mødt politiassistenten under afslappede forhold hjemme hos sig selv. Der sker ingen former for afhøring af barnet forud for selve videoafhøringen. Dagen efter hjemmebesøget ankommer barnet til videoafhøringen sammen med forældre eller anden omsorgsperson. Hvis det efterfølgende viser sig, at der skal foretages flere videoafhøringer af det samme barn, bestræber politiet sig på, at det vil foregå så hurtigt som muligt og på bedst mulig vis. Hvis der skal gennemføres en retsmedicinsk undersøgelse på begæring af politiet, vil det ske kort tid efter, at barnet er blevet videoafhørt. Fremadrettet På CBO modtager man børn op til 15 år. Det er dog kun børn op til og med 12 år eller børn, der ikke er alderssvarende - der kan videoafhøres, idet børn i alderen normalvis skal møde op i retten. I forbindelse med en national etablering af Børnehuse foreslås det, at aldersgrænsen for videoafhøring af børn, der har været udsat for overgreb, udvides til 15 år. Ligeledes anbefales det, at der også bliver mulighed for, at politiet kan foretage videoafhøring af unge med seksuelt krænkende adfærd over andre børn/unge Retsmedicinsk undersøgelse Hvis der er mistanke om, at et barn har været udsat for overgreb, skal barnet efter begæring fra politiet undersøges af en retsmediciner, såfremt man rent efterforskningsmæssigt vurderer, at det er realistisk at lave sporsikring. Retsmedicinerens opgave er i disse tilfælde at foretage dokumentation og sporsikring samt udarbejde en retsmedicinsk erklæring. Retsmedicinsk undersøgelse stiller særlige 18 Justitsministeriets forskningsenhed har i marts 2005 foretaget en undersøgelse af videoafhøringer af børn, der er gennemført i perioden 1. oktober 2003 til 1. juli 2004, se 19 Se 15

17 krav til sporsikring (hvem må komme i rummene, rengøring mv.) og foretages derfor på Retsmedicinsk Institut eller sygehus. I nogle tilfælde vil der være tvivl om, hvorvidt sygdom er årsag eller medvirkende årsag til barnets symptomer, og et samarbejde mellem børnelæge og retsmediciner er derfor meget vigtigt. Børnelæger og retsmedicinere arbejder på en koordinering af lægeundersøgelsen, så det sikres, at der lægeligt tages vare på både den kliniske del (børnelæge) samt den lægelige dokumentation og vurdering i forhold til en eventuel straffesag (retsmediciner). Dette samarbejde er også centralt i forhold til at sikre, at børn ikke udsættes for flere undersøgelser en højest nødvendigt og, at børnelæger og retsmedicinere i et vist omfang kan bruge hinandens undersøgelser. Børn, der bliver henvist til en retsmedicinsk undersøgelse, kan også have været udsat for andre former for omsorgssvigt og dermed have ikke-behandlede sygdomme som fx forsømt eksembehandling, børneorm eller lign. Det er alene børnelægen, der kan behandle en sygdom og kontrollere barnet efterfølgende Øvrige opgaver Data- og vidensopsamling med henblik på forskning En samlet national model for Børnehuse i Danmark udgør en enestående mulighed for en koordineret tværgående videns- og dataindsamling samt forskning inden for fagområdet fysiske og seksuelle overgreb mod børn og unge. Det vil dels være muligt at få en samlet tværsektoriel registrering af, hvor mange tilfælde af seksuelle eller fysiske overgreb mod børn og unge, der kommer til udredning i et Børnehus, og dels vil Børnehusene give mulighed for at generere løbende viden om karakteren af disse sager og den tværfaglige indsats, der iværksættes i forhold til børnene og deres familier. Det er derfor helt centralt, at videns- og dataindsamling i tilknytning til Børnehusene tænkes ind i fra begyndelsen, så fx fælles og tværgående registreringssystemer kan udvikles og tages i brug, når Børnehusene etableres. 6. Model for Børnehuse i Danmark I de faglige drøftelser, der danner baggrund for dette notat om etableringen af Børnehuse i Danmark, er der blevet lagt vægt på at tilgodese og balancere følgende tre principper: Nærhedsprincip Én-indgang princip Koordineret ekspert-princip Vedr. Nærhedsprincip Ud fra et børneperspektiv er det vigtigt, at børnene og deres familier har så kort en geografisk afstand (og dermed transporttid) som muligt til de af Børnehusets ydelser, der kræver mere end ét besøg som fx overgrebsfokuseret behandling. Med afsæt i dette princip er det vurderingen, at en model, der baserer sig på ét Børnehus pr. region, stadig vil resultere i forholdsvis lang transport tid for mange børn/familier. Ikke alle børn har behov for alle ydelser i et Børnehus, de retsmedicinske undersøgelser vil eksempelvis kun 16

18 skulle ydes til et mindre antal af de børn, der henvises til et Børnehus. Et nærhedsprincip vil derfor være relevant at forsøge at imødekomme i forhold til de børn, der ikke har behov for retsmedicinsk undersøgelse, eller som i øvrigt bor langt væk fra et retsmedicinsk institut. Vedr. Én-indgang princip. Med dette princip lægges vægt på, at Børnehusene udgør én fælles indgang for barn og familie i forhold til alle de professionelle aktører, der kan blive involveret i det specifikke sagsforløb. 20 Vedr. Koordineret ekspert-princip Med dette princip lægges vægt på, at Børnehusene danner rammen om en faglig specialiseret ekspertindsats, hvor børnene og deres familier møder færrest mulige professionelle - de rigtige fagpersoner på det rigtige tidspunkt - og oplever, at de involverede fagpersoner koordinerer deres indsatser. Det er endvidere vigtigt at sikre et grundlag for, at det koordinerede ekspert-princip løbende vedligeholdes, kvalificeres og udvikles, såvel mono- som tværfagligt. Herudover er det centralt, at Børnehusene fremstår som børnevenlige miljøer, der skaber en børnevenlig og tryg ramme for de børn, der kommer der. 6.1 Forslag til model På baggrund af de samlede erfaringer, som det faglige netværk bag dette notat udgør, samt under hensyntagen til de tre ovenstående principper, anbefales følgende model: Der etableres Børnehuse på landsplan, hvoraf 3-5 Børnehuse placeres i børnevenlige omgivelser i tilknytning til regionale specialiserede børneafdelinger og i nærheden af de retsmedicinske afdelinger. De resterende Børnehuse placeres geografisk hensigtsmæssigt, eksempelvis i forhold til de 12 politikredse 21. De 3-5 Børnehuse, der placeres i tilknytning til de regionale børneafdelinger (samt retsmedicinske afdelinger), benyttes af de børn, der har behov for undersøgelse af en specialiseret børnelæge og retsmedicinsk undersøgelse samt de børn, der geografisk bor tættest på dette Børnehus. I de øvrige Børnehuse, der placeres geografisk hensigtsmæssigt ud fra et nærhedsprincip, vil det være muligt, at børnene bliver videoafhørt, ligesom børn og familier vil kunne modtage overgrebsfokuseret behandling ud fra et én-indgang -princip 22. Hvis et barn i et af disse Børnehuse har brug for at blive vurderet af en børnelæge, kan dette foregå i børnehuset af den lokale børneafdeling, evt. i samråd med en specialiseret 20 Dette princip vil ikke kunne forenes med nærhedsprincippet i forhold til de børn, der har behov for en retsmedicinsk undersøgelse, og som bor langt fra et retsmedicinsk institut. Til gengæld er der typisk kun tale om én undersøgelse, som barnet skal køres til. 21 Danmark er fra januar 2007 opdelt i 12 politikredse. Se en oversigt herover på 22 Der finders i dag 8 videoafhøringssteder i Danmark (Ålborg, Viborg, Århus, Esbjerg, Svendborg, Slagelse, Hillerød og Glostrup). I flg. tal fra politiet er der i 2008 foretaget 459 videoafhøringer af børn, heraf drejer 358 sig om sædelighedssager, 96 om voldssager og 5 om andre sager. 17

19 børnelæge. Det vil ikke være muligt at foretage retsmedicinske undersøgelser i disse Børnehuse. Børn, der geografisk bor tættest på et af disse Børnehuse, og som skal undersøges af specialiseret børnelæge og have foretaget en retsmedicinsk undersøgelse, vil altså være nødt til at blive kørt til undersøgelse på et af de regionale Børnehuse 23. Den øvrige indsats vil foregå tæt på barnets hjemlige miljø. 6.2 Organisering Det faglige netværk bag dette notat anbefaler, at der skal skabes en organisatorisk forankring, der bygger på tværsektorielle partnerskaber samt en model, der sikrer en vis ensartethed i centrenes opbygning og ydelser. Det er vigtigt, at børn og familier i hele landet som udgangspunkt har adgang til sammenlignelige tilbud. Også i forhold til den tværgående vidensopsamling, forskning og evaluering af Børnehusenes resultater er det en fordel, at variationen ikke er for stor (jf. erfaringerne fra Sverige, hvor Børnehusenes forskellighed har vanskeliggjort en evaluering af den samlede indsats). Børnehusene tænkes som et fysisk hus med et fast personale, der samtidig trækker på et netværk af faglig ekspertise, der er eksternt forankret, men som flytter sig til Børnehuset, når der er behov for deres ydelser. En foreløbig model, der beskriver hvilke faggrupper, et Børnehus trækker på, kan skitseres på følgende måde: Fast del (forankret i Børnehuset) Netværkstilknytning (eksternt forankret) Samarbejdspartnere Centerleder Retsmediciner Statsforvaltningen Socialrådgiver* Politi/anklagemyndighed Krisecentre Omsorgsperson ** Pædiater *** Voldtægtscentre Psykolog(er) Børnepsykiater (konsulentbasis) Anbringelsessteder Sekretær Jurist (konsulentbasis) Børn og ungdomspsykiatrien *Den kommunale myndighedssagsbehandler flytter ind og får arbejdsplads i Børnehuset, mens sagen kører, hvorved han/hun får mulighed for faglig støtte fra Børnehusets faste socialrådgiver. Herved fastholdes myndighedsansvaret hos den kommunale sagsbehandler, der er "indgangen" og den røde tråd til kommunens ydelser og forpligtelser overfor barn og familie også efter endt overgrebsfokuseret behandling i Børnehuset. ** Der kan være lokale forskelle i forhold til den faglige baggrund hos medarbejdere, der har en funktion som primærkontakt/omsorgsperson i forhold til barnet og dets familie/tryghedpserson. Det kan eksempelvis være socialrådgiver, børnesygeplejerske eller pædagog. 23 Tal fra SMB viser, at der blev foretaget 81 retsmedicinske undersøgelser på børn/unge under 15 år på Sjælland i Heraf omhandlede 12 undersøgelser vold og 69 undersøgelser omhandlede seksuelle overgreb. Tal fra CBO viser, at der i 2008 blev foretaget 48 retsmedicinske undersøgelser i CBO. 44 af disse undersøgelser omhandlede seksuelle overgreb, 3 omhandlede vold, og 1 undersøgelse omhandlede både seksuelle overgreb og vold. 18

20 *** I de Børnehuse, der etableres i tilknytning til børneafdelinger, skal pædiater og børnesygeplejerske være en fast del af/forankret i Børnehuset. Ledelse og finansiering Det anbefales, at ledelse og finansiering af Børnehusene baseres på et tværsektorielt ejerskab mellem sundhedssektor, politi, retsmedicinske institutter og landets kommuner - med fælles finansiering og ledelse og en organisering, der fremmer koordinering og beslutningsdygtighed. Der ansættes en centerleder med ansvar for den daglige drift, ledelse og koordinering. Den daglige ledelse refererer til en tværsektorielt sammensat bestyrelse bestående af repræsentanter fra højeste ledelsesniveau i hver sektor. Det fælles ejerskab bør endvidere understøttes af en forankring i en national tværministeriel strategi, der som minimum omfatter Justitsministeriet, Indenrigs- og Socialministeriet og Sundhedsministeriet. 19