romerrigets historie Lektion 1: Roms grundlæggelse 1. Vejledning 2. Introduktion 3. Kildegrundlaget 4. Roms grundlæggelse 5.

Transkript

1 romerrigets historie Lektion 1: Roms grundlæggelse Indholdsfortegnelse 1. Vejledning 2. Introduktion 3. Kildegrundlaget 4. Roms grundlæggelse 5. Arbejdsopgaver Den capitolinske ulvinde med Romulus og Remus. Ulvinden er fra ca. 500 f.v.t., mens Romulus og Remus er blevet tilføjet i Renæssancen. 1. Vejledning 1. Læs først introduktionsteksten Roms grundlæggelse af Jan Brix. I denne lektion vil der blive givet en kort introduktion samt en introduktion til kildematerialet og Roms grundlæggelse. 2. Herefter anbefales det, at du læser følgende tekster fra Romernes Verden: a. Romerrigets historie (753 f.v.t.-476 e.v.t.) af Jan Brix b. Kildemateriale til Romerrigets historie af Jan Brix c. Kildetekst: Livius oversat af Hans Bæk Hansen d. Kildetekst: Livius oversat af Hans Bæk Hansen e. Kildetekst: Diodor 7-8 oversat af Jan Brix 3. Herefter kan du lytte til forelæsningerne på Kursusportalen: a. Romerrigets historie v/ Jan Brix b. Kildemateriale til Romerrigets historie v/ Jan Brix 4. Herefter kan du læse Erik Christiansens Romersk historie. Fra by til verdensrige og fra verdensrige til by kap 1-3, der handler om antikken, kildematerialet og historiografi. Hvad angår de antikke kilder kan jeg anbefale Sources for Ancient History, som er redigeret af Michael Crawford. For mere detaljerede studier vil det være absolut nødvendigt at tage fat i Moses Finleys Ancient History. Evidence and Models (1987). Ønsker du at fordybe dig i det tidlige Rom vil det være obligatorisk først at læse Tim J. Cornells The Beginnings of Rome (Routledge, 1995), selv om den på visse områder stadig er meget kontroversiel. Historiens Verden Fjernundervisning 1

2 2. Introduktion Romerriget er gennem verdenshistorien det mest stabile imperium, som vi endnu har været vidne til på sit højdepunkt strakte Romerriget sig fra Syrien og Eufrat i øst til Skotland i nord og fra Atlanterhavet i vest til Sortehavet øst og fra Ægypten i syd til Rhinen i det nordlige Europa. Det var et storslået imperium, som senere europæiske herskere beundrede - som for eksempel Karl den Store, Otto den Store, Napoleon, Benito Mussolini og Hitler. Disse herskere var inspirereret af den romerske model og efterlignede romernes bureaukrati, militærorganisation osv. Ideen om Rom levede videre selv efter Romerriget efter sigende faldt i 476 e.v.t. At Det vestromerske Riges kejser blev afsat i dette år var der ingen, der opdagede før renæssancemennesket, så dette som kollapset af en stor civilisation og begyndelsen på den mørke og kulturløse civilisation, som vi i dag kender som middelalderen. Romerriget levede videre i Karl den Stores og Otto den Stores riger, hvilket udviklede sig til Det hellige romerske rige af tysk Nation, som Voltaire anklagede for og med god grund hverken at være helligt eller romersk. Mange af de romerske myter og legender blev meget populære i eftertiden, særligt i renæssancen. På dette maleri af Peter Paul Rubens (ca. 1616) ser man ulvinden give die til Romulus og Remus, mens moderen Rhea Silvia og flodguden Tiberinus betragter dem. Bag træet ses Faustulus, der ifølge legenden finder brødrene og opfostrer dem i sit hjem. Maleriet kan ses på Capitolmuseet i Rom. Vi vil i dette kursus gennemgå Romerrigets historie i store træk fra grundlæggelsen af Rom i 753 f.v.t. gennem kongedømmet og etableringen af den romerske republik i år 509 f.v.t. Republikkens første århundreder var markeret af en enorm ekspansion samt den interne magtkamp mellem patricierne og plebejerne. Romerriget udviklede sig efter sejren over Karthago i de to første puniske krige i det 3. århundrede f.v.t. til en Middelhavsmagt, der førte Rom til det østlige Middelhav, hvor de underkastede sig de græske bystater og de hellenistiske kongedømmer i midten af det 1. århundrede f.v.t. Det sidste hellenistiske kongedømme faldt i 30 f.v.t., da Octavian (senere Augustus) erobrede Ægypten. Vi vil i republikkens sidste hundrede år beskæftige os med Den romerske Revolution, som blev indledt af Graccherne i 133 f.v.t. Den romerske forfatning var ikke skabt til et imperium, hvilket førte til svækkelsen af senatet og til ophøjelsen af mægtige hærførere, såsom Marius, Sulla, Pompeius, Crassus og til sidst Julius Cæsar. Sidstnævnte lod sig udnævne til diktator på livstid, hvilket resulterede i snigmordet på ham i 44 Historiens Verden Fjernundervisning 2

3 Grækerne fik hurtigt knyttet den græske civilisation til den romerske grundlæggelseslegende. Ifølge græske historikere var romernes forfader trojaneren Æneas. Efter grækernes indtagelse af Troja valgte Æneas at flygte over havet. Som det ses på denne vase fra omkring 500 f.v.t. bar Æneas ifølge legenden sin far Anchises (Ankhises) på ryggen. Ligesom Odysseus levede han en omflakkende tilværelse på havet indtil han ankom til Latium og blev forfader til Romulus og Remus. f.v.t. Octavians efterfølgende sejr over Marcus Antonius og Kleopatra førte til etableringen af principatet, der afhængigt af hvilken bog man læser enten startede i 31 eller 27 f.v.t. Octavian blev hædret med titlen princeps ( førsteborger ) og Augustus ( den Ophøjede ). Principatet (eller kejserdømmet) eksisterede indtil 284 e.v.t., da dette system havde spillet fallit. Problemet med principatet var tronfølgen. Hvad skete der, når kejseren døde og der ingen arving var? Det umiddelbare svar er borgerkrig, og det var hvad der skete i det 3. århundrede e.v.t., som historikere oftest betegner det 3. århundredes krise eller soldaterkejsertiden. Kristendommen var en ubetydelig religion i Romerriget, men et irritationsmoment for kejserne, da de kristne ikke ville ofre til de romerske guder. Dette skabte kaos i den romerske verden, da gudernes vrede ramte alle og ikke kun dem, som ikke ofrede til guderne. Dette førte til omfattende forfølgelser i midten af det 3. århundrede e.v.t., hvilket forsatte sporadisk frem til Konstantin den Store konverterede til kristendommen efter at have besejret Maxentius i slaget ved Den milviske Bro. Kristendommen blev en lovlig religion i Romerriget og mod slutningen af århundredet blev kristendommen statsreligion i Romerriget. Da Theodosius den Store døde i 395 e.v.t. blev Romerriget splittet i to riger et østromersk rige med hovedstad i Konstantinopel (Istanbul) og et romersk vestrige med hovedstad i Milano og dernæst Ravenna. I det næste halve århundrede blev Det vestromerske Rige styret af svage kejsere, der var marionetter i germanske generalers hænder lige indtil høvdingen Odoaker valgte at afsætte den sidste vestromerske kejser, der ironisk nok hed Romulus Augustus ( Romulus efter grundlæggeren af Rom og Augustus efter kejserdømmets grundlægger). 3. kildegrundlaget Vores kendskab til al historie og i særdeleshed oldtidshistorie, er baseret på vores viden og brug af primærkilder, hvilket vil sige de kilder, som stammer direkte fra den periode, som vi ønsker at studere. Før man går i gang med at arbejde med romersk historie er det vigtigt at vurdere kildematerialet, som vi har til rådighed. Kildematerialet deles traditionelt ind i arkæologiske, litterære og skriftlige kilder. Primærkilder er naturligvis vores vigtigste grundlag, men primærkilder kan naturligvis også variere i kvalitet og ikke alle er anvendelige bare fordi de er primærkilder. Udover primærkilder har vi naturligvis Historiens Verden Fjernundervisning 3

4 også sekundær kilder, der i kontrast til primærkilder er moderne historieværker, der alle bygger på primærkilder. Historikere er delte, hvad angår brugen af kilder. En gruppe af historikere kaldes positivister, som er af den opfattelse, at man aldrig kan beskrive mere, end hvad kilden fortæller os. I kontrast hertil har vi en gruppe forskere, som er tilhængere af Ny historie (New History), der er af den opfattelse, at det primære kildemateriale kan suppleres med komparativt og teoretisk data fra andre forskningsområder. En tredje gruppe historikere er postmodernisterne, der argumenterer for, at virkeligheden kan findes i teksten, men at problemet er historikerens forudindtagethed og historie er ikke rekonstrueret, men kun konstrueret i historikerens billede. Det arkæologiske kildemateriale består af enhver form for fysisk materiale, som vi har fra antikken. Arkæologi er i forhold til andre discipliner som historie og filologi en meget ung disciplin kun omkring 100 år gammel. Arkæologien kan bidrage med mange informationer, som man ikke kan uddrage af det litterære og skriftlige kildemateriale, men det fysiske materiale er stumt og taler kun, når det bliver fortolket. Det litterære og skriftlige kildemateriale er af en helt anden karakter, fordi det giver os et indblik i menneskenes liv og om samfundet. Den romerske litteratur er enorm og dækker mange genrer (digte, historieværker, breve, love osv.) og den klassiske litteratur giver os et vindue ind til fortiden og i de antikke menneskers liv og historie. Denne litteratur har vi udelukkende bevaret, fordi munke i middelalderen sad i klostre og kopierede teksterne. I den forbindelse skal man selvfølgelig være opmærksom på mangler eller deciderede fejl i kopieringsprocessen. Det epigrafiske kildemateriale består af inskriptioner, der kan være indgraveret på sten, metal, træ, pergament eller papyrus. Disse inkluderer epitafer (gravsten), dekreter, love, mindesteler, ærestekster, breve og graffiti. Til forskel fra det litterære kildemateriale er det epigrafiske kildemateriale ikke blevet udvalgt og kopieret i århundreder, men taler direkte til os fra antikke verden. Det litterære og skriftlige kildemateriale har dog også sine begrænsninger. Den romerske litteratur er udelukkende blevet forfattet af overklassen, der for det meste boede i Rom (mellem 200 f.v.t. og 200 e.v.t.), mens inskriptioner er meget identiske og sjældent ret informative. En af de kildegrupper, som er interessant at beskæftige sig med er numismatik, dvs. studiet af mønter, og papyrologi, dvs. studiet af papyrusskrifter. Dette er to meget vigtige undergrupper af den antikke historieforskning. Romerske mønter er både arkæologiske og epigrafiske kilder, og kan studeres ud fra begge perspektiver, mens papyrus er en særlig form for inskriptioner, der giver et uvurderligt indblik i hverdagslivet. 4. roms grundlæggelse Vi har to meget velkendte historier, som relaterer sig til Roms grundlæggelse, som traditionelt er dateret til den 21. april 753 f.v.t. Begge historier, hvor den ene handler om Romulus og Remus og den anden om Æneas, er meget interessante, men det arkæologiske kildemateriale fortæller en anden historie. Historien om Romulus og Remus er formentlig en legende. Ifølge historien undgik de døden som spæde, hvorefter de grundlagde Rom. Denne historie har vi bevaret fra Livius og de forskellige elementer i den, som for eksempel ulvinden, der opfostrer Romulus og Remus, antyder, at de er meget gamle og af lokal oprindelse. Historien om Æneas er af en anden karakter, da den stammer fra en græsk kilde, der reflekterer Historiens Verden Fjernundervisning 4

5 græske legender. Ifølge denne var Æneas den eneste, som overlevede Trojas fald omkring 1200 f.v.t., hvorefter han tog sin fader Anchises på ryggen og vandrede over Middelhavet for til sidst at bosætte sig i Italien ved Lavinium. Inden han kom til Italien, havde han et kort stop hos dronning Dido i Nordafrika. Denne legende må stamme fra en græsk eller i det mindste helleniseret kilde, men den er formentlig ældre end mange har antaget. Man skulle egentlig tro, at de to historier ikke kunne fungere sammen, men faktisk blev de to historier samlet i én fortælling, der gjorde Romulus og Remus til efterkommere af Æneas. Efter Æneas ankom til Italien grundlagde han det romerske folk, hvorefter Romulus og Remus grundlagde Rom. Det arkæologiske bevis antyder imidlertid, at bosættelser i Rom begyndte så tidligt som 1500 f.v.t., men vi har heller ikke noget, som modsiger disse fortællinger. Efter Romulus grundlæggelse af Rom manglede byen kvinder. Romulus fik narret sabinerne til en fest, hvor de overfaldt kvinderne - en begivenhed, der er gået over i historien som Sabinerindernes Rov. Dette var et populært kunstnerisk motiv i antikken og blev det også senere i renæssancen. Detet maleri er af Pietro da Cortona ( ). Placeringen af Rom var en meget strategisk grundlæggelse, da den ved Tiberen kom til at kontrollere handelen mellem Etrurien (Toscana) og Latium (syd for Rom) samt øst-vest trafikken fra Italiens indre til kysten. Samtidig var det et bjergrigt og let område at forsvare. Tegn på bosættelse kan som nævnt dateres til omkring 1500-tallet f.v.t. (potteskår osv.), men den første permanente bosættelse kan dateres til omkring 1000 f.v.t. Fra dette tidsrum og frem til det 8. århundrede f.v.t. bestod Rom af en række små landsbyer på nabohøjene. Spektakulære fund på Palatin i Rom i 1930 erne har afsløret træaflejringer fra træhytter, som kan dateres til midten af det 8. århundrede f.v.t. Senere havde romerne en hytte på Palatinerhøjen, som de kaldte Romulus hytte. Arkæologien kan ikke bekræfte de litterære legender, som vi har. Arkæologerne har fundet spor efter kultcentre i Lavinium, hvor man dyrkede Æneas, men dette beviser ikke legenden om Æneas. Dette er nok nærmere resultatet af legenden og ikke omvendt. 5. ARBEJDSOPGAVER 1. Hvad er dine forudsætninger for at tage dette kursus? 2. Hvad er dine forventninger til kurset? Historiens Verden Fjernundervisning 5