4. KAPITEL - NOMINALSYSTEMET (substantiver, proprier, adjektiver, pronomen og numerale)

Transkript

1 4. KAPITEL - NOMINALSYSTEMET (substantiver, proprier, adjektiver, pronomen og numerale) I dette kapitel er det meningen at komme ind på de ordklasser, som tilhører NOMINER. Dvs. substantiver, propier, adjektiver, pronomen og talord. Grunden til at disse ord er placeret under nominalsystemet er, at de bøjes alle i bestemthed, køn, kasus. Substantiver (navneord) Som det fremgår ovenfor, så er substantiver den største ordklasse. Substantiver er ord, som betegner genstande, dvs. benævner dem og beskriver dem samtidig. Tager vi ordet hest, så ved enhver dansker, at der i normalt sprog refereres til et dyr af en bestemt race med bestemte egenskaber. Ligeledes indeholder ordet dreng faste elementer, som er med til at beskrive et sådant væsen: køn alder og antal. Substantiver kan deles op i konkreter og abstrakter. Konkreter er ord, hvis indhold man kan opfatte med sanserne. De betegner altså en genstand, og de fleste konkreter er tællelige (f.eks. drenge, mænd, huse - Hvor mange er der tale om?). Nogle er stofnavne (f.eks. flæsk, mælk, øl - Hvor meget er der tale om?). De betegner en uafgrænset mængde og har normalt ikke flertalsbøjning. Andre er samlingsnavne (betegner noget kollektiv så som f.eks. kvæg, penge, søskende). De kan nok tælles, men interessen samles om helheden, idet de betegner en gruppe. Abstrakter er substantiver, som betegner noget der ikke er anskueligt. De beskriver egenskaber (f.eks. skønhed, dovenskab, troskab), en tilstand (f.eks. bevidstløshed, sorg, kærlighed, glæde) eller en handling (tænkning, ridning, skrivning, løb). Alle abstrakter er afledninger af adjektiver eller verber. Det kan somme tider være en spændende opgave at finde ud af, om der i en tekst bruges flest abstrakte eller konkrete substantiver. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at man ikke kun betragter ordene enkeltvis, men ser dem i kontekst (i sammenhæng med andre ord). I følgende sætninger bruges det samme substantiv, som i sig selv må kaldes konkret, først i en abstrakt form og derefter i en konkret form. (1) Han har hund. (2) Han har en hund. 17

2 I sætning (1) oplyses det, at personen har et kæledyr af racen hund og ikke katte eller marsvin, mens det i sætning (2) konkretiseres at det er en hund og ikke tre hunde. På lignende måde virker et abstrakt substantiv forskelligt, om det står i almen form eller konkret form: (3) Han gjorde tjeneste ved hospitalet. (4) Han gjorde mig en tjeneste. I sætning (3) får vi at vide, at personen har arbejde på hospitalet i al almindelighed, men en tjeneste i sætning (4) kommer til at virke som et enkelt, konkret udslag af selve begrebet tjeneste. Hvorvidt en tekst bruger flest abstrakter eller konkreter afhænger både af den enkelte teksts emne, skribentens sprogvaner og den genrer der skrives i. En tekst, der diskuterer sjælens udødelighed, må naturligvis rumme mange abstrakter, mens beskrivelsen af en kostald kræver få eller ingen. På samme måde vil en indadvendt, grublende forfatter i højere grad benytte sig af abstrakte substantiver end en udadvendt. Endelig kan et essay eller et tankedigt kræve flere abstrakter end en novelle eller en komedie. Brugen af abstrakte substantiver er desuden bestemt af litterær mode. Fra det 18. århundrede og til i dag er der tendens til at bruge flere og flere konkreter. I dag foretrækker man i højere grad konkreter frem for abstrakter. Et godt eksempel på det, er den debat der løbende har været i Danmark om at gøre officielle papirer mere forståelige for borgerne. Førhen brugtes en substantivisk stil med mange abstrakter, men i dag bestræber man sig på i højere grad at bruge konkrete substantiver, pronomen, adjektiv og verbum frem for et abstrakt substantiv. Eksempler på dette kunne være sætninger som, Nationernes frembringelser træernes mængde et vist præg af nethed og velhavenhed hvad det er nationerne frembringer der er mange træer virkede net og velhavende Substantiverne bøjes som de andre nominer efter tre bøjningssystemer: tal (ental, flertal), bestemthed (bestemt, ubestemt) og kasus (grundled, ejefald). 18

3 Talbøjning: Til ental (singularis) føjes i flertal (pluralis) enten -e, -r, -er eller ingen endelse. Eksempler: flere dage, flere uger, flere måneder, flere år. Enkelte substantiver kan ikke forekomme i flertal. Det gælder for: abstrakter, f.eks. ansvar, troskab, glæde, sorg. stofnavne, f.eks. grød og kridt samt mål og vægt 16 meter, 12 fod, 10 øre. Bestemthedsbøjning: Bestemthed kan udtrykkes ved at man: 1. tilføjer bestemthedsendelse til substantivet. -(e)n, -(e)t i ental og -(e)ne i flertal. 2. sætter pronomen foran substantivet, f.eks. mit/dette hus. 3. bruger ejefald (genitiv), f.eks. drengens/peters kat 4 bruger adjektiv i bestemt form med foransat bestemthedsmærke f.eks. det grønne træ. Kasusbøjning: Substantiverne har kun to kasus på dansk: nominativ (grundledsfald) og genitiv (ejefald) idet nominativ, akkusativ og dativ er faldet sammen i én form, en slags fælleskasus. Alle substantiver kan danne genitiv på eller -es. Oversigt over substantivernes bøjning: Ental dag uge måned år Ental ubestemt Fald ubestemt Bestemthed + køn -en -n -en -et Fald bestemt -en + -n + -en + -et + dagens ugens månedens årets Flertal Flertal ubestemt -e -r -er Fald ubestemt -e + -r + -er + + Bestemthed -e + -ne -r + -ne -er + -ne + -ene Fald bestemt -e + -ne -r + -ne -er + -ne + -ene dagenes ugernes månedernes årenes 19

4 Substantiver på -el, -en og -er Substantiver der ender på el, -en og er (f.eks. artikel, hilsen og teater) kan man tit komme i tvivl om bøjningen af. Hedder det f.eks. artikelen, hilsenen og teateret i bestemt form ental eller artiklen, hilsnen eller teatret (uden e). Om dette kan der desværre ikke gives nogen fast regel, så vil man være helt sikker, så er der faktisk kun ét at gøre: slå op i en ordbog. Gør man det, så vil man opdage, at der i nogle af tilfældene er tale om valgfrihed og begge dele kan siges at være korrekt. Selvom man ikke kan give en fast regel, så kan man spare sig et par opslag i ordbogen ved at følge nedenstående tommelfinger regler. Ord, der ender på el, som f.eks. møbel, stabel, titel osv. er den gruppe, som oftest dropper e, men det er dog vigtigt at vide, at der i nogle tilfælde er valgfrihed. Dette betyder, at man i næsten alle tilfælde kan nå frem til en korrekt form, hvis man følger reglen: Stryg e i bøjningsformer af navneord på el. Fra denne regel er der dog enkelte undtagelser, f.eks. ordene kennel og tunnel, der beholder e i alle bøjningsformer (kennel, kennelen, kenneler/tunnel, tunnelen, tunneler) Ord, der ender på en, som f.eks. orden, lagen, bækken osv. er den gruppe ord, som oftest bevarer e i alle bøjningsformer (orden, ordenen, ordenerne). I nogle af ordene, kan man faktisk aldrig undvære e, og der er ingen af ordene, hvor man skal stryge e. Det betyder, at det er muligt at følge denne enkle regel: Behold e i bøjningsformer af navneord, der ender på en. Det er straks lidt vanskeligere, når det gælder de substantiver, der ender på er, som f.eks. araber, peber, alter, krydder, køber osv., da der er tale om en ganske stor gruppe ord, og fordi man ikke kan give nogen fælles regel for strygning eller bevarelse af e i ental og flertal. Når det gælder ental, så er reglen den, at man ved de fleste entalsformer af substantiver, der ender på er aldrig kan stryge e (alder alderen/krydder krydderen osv.). Reglen er derfor: Behold e i entalsformer af substantiver, der ender på er. I flertal er det noget vanskeligere, da der både findes ord, hvor man skal beholde e og andre hvor man skal stryge det (f.eks. flere købere, producere, arabere osv., men det hedder på den anden 20

5 side flere fibre, filtre, hylstre, numre). Vil man derfor være på den sikre side, så skal man følge denne simple regel: Slå op i ordbogen! Til sidst er det vel på sin plads at pointere, at hvor man normalt danner bestemt form flertal ved at sætte den bestemte flertalsendelse på den ubestemte flertalsform f.eks. artikler + ne = artiklerne, så gælder ikke helt det samme for substantiver, der ender på er. Her gælder den regel, at hvis et ord i ubestemt form flertal ender på et e, stryger man først dette e, før man tilføjer ne f.eks. køberne, producerne og ikke **køberene og **producerene. Substantiver med fremmede flertalsendelser I dansk er det ikke ualmindeligt at optage ord fra andre sprog. De fleste af disse bliver dog efterhånden tilpasset det danske bøjningssystem, men der er også en del fremmedord, som bevarer flertalsendelsen fra det sprog ordet kommer fra. Det gælder f.eks. ord som en konto flere konti, et faktum flere fakta, et skateboard flere skateboards osv. Er man i tvivl om et fremmedords bøjning, er det altid bedst at slå det op i ordbogen. Proprier (egennavne) Egennavne opfattes som en særlig ordklasse, fordi de både i betydning og bøjning adskiller sig fra substantiver. Proprier benævner genstande men uden at beskrive dem. Tænk på de to ord Karl og karl. Proprier falder i to gupper (1) stednavne og (2) personnavne. Bøjning: Proprier bøjes i genitiv ved at sætte til grundformen. Hvis et ord ender på i forvejen sættes et ' eller -es efter grundformen. F.eks. Jens bliver i genitiv Jens' eller Jenses, men Poul bliver i genitiv til Pouls. Adjektiver (tillægsord) Adjektiver betegner en egenskab ved en genstand. Bøjning: Adjektiver kan ikke kun som substantiver bøjes i bestemthed, tal og fald, men også i grad. På både dansk, engelsk og tysk anvedes tre grader: grundform (positiv), højere grad (komparativ) og højeste grad (superlativ) 21

6 1. Bøjning i efter køn: neutrum ender på -t. F.eks. en klog pige - et klogt barn 2. Talbøjning: endelsen i flertal er -e. F.eks. de kloge piger, de gamle mænd. 3. Bestemthedsbøjning: er det samme som i talbøjning, nemlig -e. Oversigt over bøjning i bestemthed, tal og køn: Ental Fælleskøn Intetkøn Ental ubestemt Ental bestemt en god dag [] den gode dag [-e] et godt år [-t] det gode år [-e] Flertal ubestemt Flertal bestemt gode dage [-e] de gode dage [-e] gode år [-e] de gode år [-e] Ved køns-, tal- og bestemthedsbøjning retter adjektivet sig efter det substantiv det hører til. Disse tre bøjninger kaldes også for kongruensbøjning. 4. Komparatation eller gradbøjning: De tre gradbøjninger kaldes for A) positiv [] B) komparativ [-ere] og C) superlativ [-est]. Endelserne for hver grad er markeret i parantesen. Eksempel: smuk smukkere smukkest. Fire adjektiver får under gradbøjningen vokalskifte: få - færre - færrest lang - længere- længst stor - større - størst ung - yngre -yngst Nogle adjektiver mangler den positive form f.eks. øvre, øverst - nedre, nederst Nogle ord bøjes suppletivt, dvs. at ordet ændres f.eks. god, bedre, bedst - gammel, ældre, ældst - lille, mindre, mindst - mange, flere, flest - slem, værre, værst. 22

7 Nogle ord mangler på grund af deres betydning helt gradbøjning f.eks. oval; andre gradbøjes ikke med endelse, men ved omskrivning med mere og mest. Hvad betyder det så, når man gradbøjer et ord? Komparativ og superlativ angiver en egenskabs styrke eller grad i forhold til andre genstande. Komparativ angiver forholdet til en enkelt eller til bestemte andre. Superlativ betegner forholdet til alle inden for en bestemt gruppe. Eksempel: Komparativ Poul er høj. Poul er højere end Michael. Superlativ Poul er høj. Poul er den højeste i klassen. Komparativ bruges ved sammenligning mellem to forhold. I disse tilfælde bruges konjunktionen end. Eksempel: Min bil er hurtigere end din bil. Vejen skal gøres bredere (end den er nu). Vil man forstærke meningen, så kan man sættte aller- foran ordet i superlativ, f.eks. allersmukkest. 23