NATO. i det 21. århundrede

Transkript

1 NATO i det 21. århundrede

2 Indholdsfortegnelse 4-5 Nye trusler mod sikkerheden 6-7 Alliancens oprindelse 8-9 Den Kolde Krigs afslutning Sådan fungerer NATO Sikkerhed gennem partnerskaber NATO s udvidelse NATO på Balkan 18 NATO s mange opgaver 19 Den transatlantiske forbindelse Alliancens tilpasning Fremtiden

3 Den Atlantiske Alliance Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) er det konkrete udtryk for den transatlantiske forbindelse, som samler Europa og Nordamerika i en enestående forsvars- og sikkerhedspolitisk alliance. NATO s grundlæggende og vedvarende formål, som blev forfulgt i Washington-traktaten, er at værne om medlemmernes frihed og sikkerhed ved brug af politiske og militære midler. Med det formål for øje har NATO stået for sine medlemmers kollektive forsvar siden oprettelsen i NATO har også fungeret som et centralt forum for konsultation om sikkerhedspolitiske emner af interesse for medlemmerne og har været en bærende søjle for fred og stabilitet i det euro-atlantiske område. Da Den Kolde Krig sluttede, påtog Alliancen sig en række nye, centrale opgaver, herunder indgåelse af sikkerhedspartnerskaber med demokratiske lande i hele Europa, på tværs af Kaukasus og ind i Centralasien. Som svar på forandringerne i det sikkerhedspolitiske miljø har Alliancen også påtaget sig andre ansvarsområder. Til disse ansvarsområder hører håndtering af den ustabilitet, der skyldes regionale og etniske konflikter i Europa, og trusler, der har sin rod uden for det euro-atlantiske område. I dag er Alliancen indblandet i stadigt flere aktiviteter, som tager sigte på at fremme samarbejdet med Rusland, Ukraine og andre lande uden for NATO samt aktivt at imødegå det 21. århundredes udfordringer mod sikkerheden, fx international terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. Alliancen gennemgår også en kontinuert forandring, som påvirker hele dens dagsorden med nye opgaver, nye medlemmer, nye kapaciteter, nye partnerskaber og nye måder at gøre tingene på så den kan bevare sin effektivitet som beskytter og garant af sikkerhed i et nyt sikkerhedsmiljø, der hele tiden forandrer sig. 3

4 Nye trusler mod sikkerheden Terrorangrebene på USA den 11. september 2001, hvor passagerfly blev brugt som masseødelæggelsesvåben, var en påmindelse om, hvor meget sikkerhedsmiljøet har forandret sig, siden Den Kolde Krig sluttede, og hvor sårbare moderne samfund er blevet over for nye sikkerhedstrusler. Som reaktion på terrorangrebene aktiverede de allierede for første gang nogensinde Artikel 5 i Washington-traktaten, som er NATO s kollektive forsvarsforpligtelse, hvilket gjorde det muligt at yde politisk og praktisk bistand til USA på et afgørende tidspunkt. Derudover har de allierede bistået USA i dets svar på terrorangrebene og taget skridt til at styrke NATO s kapacitet til at håndtere truslen fra international terrorisme. Selvom begivenhederne den 11. september 2001 var et alvorligt chok for Alliancen, havde NATO allerede flere år forinden indledt tilpasningen af sin arbejdskultur, så den bedre passede til et sikkerhedsmiljø i forandring. I 1999 blev de allierede enige om et nyt Strategisk Koncept. Konceptet, som identificerer de trusler mod sikkerheden, som Alliancen står overfor, og hvordan den skal forsøge at håndtere dem, beskrev de sikkerhedsmæssige risici som kommende fra mange retninger og ofte vanskelige at forudsige og var særligt opmærksom på truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler. Konceptet fremhævede også, at Alliancens sikkerhedsinteresser kunne påvirkes af andre risici af bredere karakter, som fx terrorhandlinger, sabotage og organiseret kriminalitet, så vel som afbrydelse af forsyninger af livsvigtige ressourcer. For at imødegå ovenstående trusler har Alliancen øget indsatsen på en række områder for at forbedre de militære kapaciteter og styrke samarbejdet mellem sine medlemmer indbyrdes samt med partnerlandene og andre internationale organisationer. Et af initiativerne er Forsvarskapacitetsinitiativet, som er et program, der er vedtaget på højeste plan i 1999, og som skal ajourføre militære kapaciteter som svar på det nye sikkerhedspolitiske miljø. Et andet program er oprettelsen af et Center vedrørende Masseødelæggelsesvåben fra 2000, hvor de allierede deler information om truslen fra masseødelæggelsesvåben og sammen søger at finde de bedst egnede svar. Og endelig har udviklingen af en europæisk sikkerheds- og Soldater træner svar på et kemisk angreb

5 NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE Kabul. Desuden har NATO på anmodning fra de medlemslande, som har spillet aktiv del i denne opgave, og for at sikre kontinuiteten, påtaget sig ansvaret for ledelsen af ISAF og er nu i færd med at undersøge mulighederne for andre tilsvarende operationer uden for det euro-atlantiske område. Det Nordatlantiske Råd mødes til topmøde i Prag forsvarsidentitet inden for Alliancen bevirket, at NATO s europæiske medlemmer kan påtage sig større ansvar på det sikkerheds- og forsvarsmæssige område. Terrorangrebene den 11. september 2001 gjorde det nødvendigt at styrke indsatsen på disse områder med det samme. Kort efter angrebene indledte NATO en omfattende gennemgang af sine aktiviteter og arbejdsprocedurer. Gennemgangen kulminerede i en pakke af reformer, initiativer og programmer, som Alliancens ledere godkendte på topmødet i Prag i november Samtidig indsatte 14 allierede styrker i Afghanistan til støtte for den amerikansk ledede operation mod al Qaida, som var den terrorgruppe, der havde ansvar for angrebene, og Taliban, som var det styre, der gav husly til al Qaida, samt i den efterfølgende fredsbevarende styrke ISAF (International Security Assistance Force) i Selvom NATO s medlemmer af og til har været uenige om, hvordan man bedst reagerer på trusler mod sikkerheden, er alle enige om, at disse trusler kan have deres oprindelse uden for det euro-atlantiske område, og at de ikke kan løses af én organisation alene eller ved kun at anvende forsvarsstrukturer, der er indrettet til konventionelle militære konflikter. Ud over at samarbejde med andre kompetente organisationer, bør Alliancen derfor tilpasses til at kunne håndtere nye og anderledes udfordringer. Som konsekvens heraf er NATO ikke længere en geografisk bestemt alliance, men er nu en alliance, som anerkender, at trusler mod sikkerheden ikke længere er begrænset med hensyn til sted og forudsigelighed, og som er parat til at håndtere dem, når som helst og hvor som helst, de måtte opstå. Med henblik på at skabe et endnu mere sikkert miljø, er NATO endvidere i færd med at knytte endnu tættere bånd til internationale organisationer, herunder EU, OSCE, FN og endda WTO, samt med lande uden for NATO, inklusive Rusland, Ukraine og partnere både i det euroatlantiske område og Middelhavsområdet i bredere forstand. 5

6 NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE Alliancens oprindelse Efter Anden Verdenskrig blev Østeuropa og Vesteuropa delt langs Den Kolde Krigs ideologiske og politiske skillelinjer. Østeuropa kom under sovjetisk dominans. I 1949 dannede 12 lande fra begge sider af Atlanterhavet Den Nordatlantiske Traktatorganisation for at hindre, at Sovjetunionen udbredte sin kontrol til andre dele af kontinentet end Østeuropa. Fra 1947 til 1952 stillede Marshall-planen de midler til rådighed, som gjorde det muligt at stabilisere de vesteuropæiske økonomier. NATO s rolle som en politisk og militær alliance var at danne et kollektivt forsvar mod enhver form for aggression og at garantere et sikkert miljø for demokratisk udvikling og økonomisk vækst. Ifølge daværende amerikanske præsident Harry S. Truman var Marshall-planen og NATO to sider af samme sag. De lande, som dannede NATO, dvs. Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA, forpligtede sig til at komme hinanden til forsvar, hvis én af dem blev angrebet militært. Ved at binde Nordamerika til forsvaret af Vesteuropa demonstrerede Alliancen, at ethvert forsøg på at udøve politisk og militær tvang mod Europa ville være dømt til at mislykkes. På samme tid sikrede det, at de nationale forsvarspolitikker gradvist blev mere og mere integreret og afhængige af hinanden. Det delte Europa Missil fra Den Kolde Krigs tid

7 I begyndelsen af 1950 erne syntes de internationale begivenheder, der kulminerede med Korea-krigens udbrud, at bekræfte den vestlige verdens frygt for Sovjetunionens ekspansionistiske hensigter. På den baggrund øgede NATO s medlemslande indsatsen for at opbygge de militære strukturer, som var nødvendige for at opfylde deres fælles forsvarsforpligtelse. De europæiske regeringers anmodning om opstilling af nordamerikanske styrker på europæisk jord bidrog til at fratage Sovjetunionen troen på, at et angreb ville lykkes. Med tiden kom der også flere og flere medlemmer. I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet medlem af Alliancen, tre år efter fulgt af Vesttyskland og i 1982 af Spanien. Med Alliancen var Vesteuropa og Nordamerika ikke alene sammen om at forsvare deres uafhængighed, men de opnåede også en hidtil uset stabilitet. Den sikkerhed, som NATO stod for, har været beskrevet som velstandens ilt, der dannede grundlag for europæisk økonomisk samarbejde og integration. I begyndelsen af 1990 erne banede den også vej for Den Kolde Krigs afslutning og dermed for Europas samling. Det Nordatlantiske Råd holder møde i Paris Washington-traktaten underskrives 7

8 Den Kolde Krigs afslutning Under Den Kolde Krig var det navnlig truslen fra Sovjetunionen, som definerede NATO s rolle og formål. I begyndelsen af 1990 erne var Warszawa-pagten blevet opløst efter pres fra de nyligt befriede østeuropæiske lande, og Sovjetunionen var brudt sammen. Fordi de gamle fjender var forsvundet, var der mange iagttagere, som mente, at NATO s grundlag også var forsvundet, og at man i fremtiden burde reducere forsvarsudgifterne og forsvarsinvesteringerne drastisk. I kølvandet på Sovjetunionens opløsning skar mange lande i NATO kraftigt ned på deres forsvarsudgifter nogle så meget som med 25%. Men der var ikke grundlag for at indhøste en endnu større fredsdividende. Det viste sig hurtigt, at selvom Den Kolde Krigs afslutning havde fjernet truslen fra militær invasion, var ustabiliteten vokset nogle steder i Europa. En række regionale konflikter, som ofte fik næring fra etniske spændinger, brød ud i det tidligere Jugoslavien og i dele af det tidligere Sovjetunionen og truede med at sprede sig. NATO-landene kom hurtigt til den konklusion, at deres vilje til kollektivt forsvar og samarbejde gennem NATO fortsat var den bedste garanti for deres sikkerhed. Selvom udsigten til en militær invasion var mindsket, var det nødvendigt med nye former for politisk og militært samarbejde for at håndtere regionale konflikter og bevare fred og stabilitet i Europa samt for at hindre, at regionale spændinger eskalerede efter Den Kolde Krigs afslutning. Det var således nødvendigt at gennemføre store indre reformer og tilpasse de militære strukturer og kapaciteter til nye opgaver, som fx krisesty- Berlin-muren gennembrydes

9 NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE ring, fredsbevarelse og fredsstøttende operationer, samt at sikre, at strukturerne fortsat var i stand til at sikre udførelse af de grundlæggende forsvarsmæssige opgaver. Som reaktion på de nye trusler mod sikkerheden har NATO udviklet sig fra primært at være en tæt knyttet alliance med ansvar for kollektivt forsvar til at være rammen for et partnerskab af lande, som arbejder tæt sammen om sikkerhed i bredere forstand. Overvågning af regionale konflikter Daværende generalsekretær for NATO Manfred Wörner mødes med Sovjetunionens daværende præsident Mikhail Gorbatjov 9

10 Sådan fungerer NATO En af grundene til Alliancens fortsatte eksistens er, at den træffer beslutninger ved konsensus. Det betyder, at alle beslutninger skal træffes med enstemmighed. Dermed drøftes alle vigtige beslutninger indgående, før de træffes. Selvom dette system kan virke langsomt og tungt for en udenforstående, har det to store fordele. For det første respekteres ethvert medlemslands suverænitet og uafhængighed. For det andet har enhver beslutning, når den er truffet, fuld opbakning af alle medlemslande, og de er indstillet på at gennemføre den. Det vigtigste besluttende organ i NATO er Det Nordatlantiske Råd, hvor hvert medlemsland er repræsenteret ved en fast repræsentant med rang af ambassadør, som støttes af en national delegation af udsendte diplomater og forsvarsrådgivere. Rådet mødes på ambassadørniveau mindst en gang om ugen og som regel oftere. Der er også regelmæssige møder på udenrigsministerniveau, forsvarsministerniveau og fra tid til anden på niveau af stats- og regeringschefer. Parat til start Det Nordatlantiske Råd holder møde NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE

11 NATO ledes af en generalsekretær, som er udpeget for ca. fire år ad gangen. Han eller hun er en erfaren international statsmand fra et af medlemslandene. Generalsekretæren leder møderne i Det Nordatlantiske Råd og andre vigtige NATO-organer og bistår med at skabe konsensus blandt medlemslandene. I det daglige arbejde støttes han eller hun af en international stab af eksperter og embedsmænd fra alle NATO-landene. NATO har ikke sine egne, uafhængige styrker. De fleste af de styrker, som NATO råder over, forbliver helt under national kommando og kontrol, indtil de af medlemslandet får tildelt opgaver, som kan spænde fra kollektivt forsvar til nye opgaver som fredsbevarelse og fredsstøtte. NATO s politiske og militære strukturer har i den forbindelse ansvar for den forudgående planlægning, som skal sætte de nationale styrker i stand til at udføre disse opgaver, samt for organiseringen af den fælles kommando, kontrol, træning og de fælles øvelser. Brobygning Spansk pilot 11

12 Sikkerhed gennem partnerskaber Mange af de problemer, som lå til grund for Europas deling under Den Kolde Krig, blev forværret af det ideologiske, politiske og militære fjendskab mellem Øst og Vest. Siden de dramatiske ændringer, som førte til Den Kolde Krigs afslutning, har NATO taget en række initiativer til at øge sikkerheden og stabiliteten ved at oprette institutioner til dialog, tillidsskabelse og samarbejde mellem tidligere fjender og andre europæiske stater og nabolande i Middelhavsregionen i bred forstand. Et af de første skridt i denne retning var oprettelsen af Det Nordatlantiske Samarbejdsråd i Rådet har siden skiftet navn til Det Euro- Atlantiske Partnerskabsråd og er blevet det vigtigste forum for konsultation og samarbejde mellem NATO og lande uden for NATO i det euro-atlantiske område. I 1994 indførte NATO et nyt program, som blev kendt som Partnerskab for Fred. Formålet med programmet er at bistå de deltagende lande med at omstille deres væbnede styrker, så de kan spille en passende rolle i et demokratisk samfund og deltage i NATO-ledede fredsbevarende operationer. Programmerne er skræddersyede til hvert lands individuelle behov og giver mulighed for praktisk samarbejde på mange forskellige områder, hvilket tillader deltagerlandene at vælge så meget eller så lidt fra programmet, som deres sikkerhedsbehov foreskriver. Aktiviteterne går fra militærøvelser og workshops til seminarer og uddannelse. Der lægges særlig vægt på at Tilslutning til Partnerskab for Fred Kontrolpost

13 NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE gøre militæret mere gennemskueligt og genstand for en rigtig demokratisk kontrol. Erfaringerne fra Partnerskab for Fred har bidraget betragteligt til samarbejdet mellem de lande, som deltager i fredsbevarende styrker som Stabiliseringsstyrken (SFOR) i Bosnien-Hercegovina og Kosovo-styrken (KFOR). I 1995 indledte NATO en Middelhavsdialog med seks lande i Middelhavsregionen i bred forstand, nemlig Egypten, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko og Tunesien. Dette program, som i 2000 fik tilslutning fra Algeriet, sigter mod at skabe gode relationer og forbedre den gensidige forståelse med lande i Middelhavsområdet samt at fremme regional sikkerhed og stabilitet. Aktiviteterne omfatter bl.a. invitationer til landene i Dialogen til at deltage i kurser på NATO s Skole i Oberammergau i Tyskland og på NATO s Forsvarsakademi i Rom i Italien. I 1997 formaliserede NATO og Rusland og NATO og Ukraine deres bilaterale samarbejde. Der blev underskrevet bilaterale aftaler mellem hvert af disse lande og NATO, hvilket lagde grunden til deres fremtidige relationer. Det Permanente NATO-Rusland Fællesråd og NATO- Ukraine Kommissionen blev oprettet til fremme af regelmæssig konsultation og diskussion af sikkerhedsspørgsmål. De emner, som blev diskuteret på møder i disse organer, har spændt fra fredsbevarelse på Balkan, krisestyring og spredning af masseødelæggelsesvåben til omstilling af forsvarsindustrien, miljøbeskyttelse og civil beredskabsplanlægning. I 2002 forstærkede de allierede og Rusland deres samarbejde med oprettelsen af NATO- Rusland Rådet, der erstattede Det Permanente Fællesråd. Det indebar mere end blot en ændring af navn, og placerede forholdet i helt nye rammer. Det nye forum, hvor alle lande deltager på lige fod, ledes af NATO s generalsekretær og har udvalgt terrorbekæmpelse, krisestyring og imødegåelse af spredning af masseødelæggelsesvåben som de vigtigste samarbejdsområder. Beslutninger i NATO- Rusland Rådet træffes i konsensus ligesom i Det Nordatlantiske Råd. Diskussioner i EAPC 13

14 NATO s udvidelse I begyndelsen af 1990 erne fandt en række østeuropæiske lande, at deres sikkerhedsinteresser bedst blev varetaget gennem NATO-medlemskab og gav udtryk for, at de ønskede at søge om optagelse. Tre tidligere partnerlande, nemlig Polen, Tjekkiet og Ungarn, blev medlemmer i marts 1999, hvilket bragte antallet af medlemslande op på 19. På Alliancens topmøde i Prag i november 2002 blev yderligere syv lande, nemlig Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien inviteret til at indlede medlemskabssamtaler. Med udgangen af marts 2004 blev de formelt medlem af Alliancen. NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE De syv nyeste medlemmer og andre lande, som ønsker optagelse, har ved hjælp af Medlemskabshandlingsplan fra 1999 kunnet forberede sig på medlemskab. Planen omfatter tilbud om praktiske råd og målrettet bistand til lande, som ønsker optagelse i NATO. Til gengæld forventes disse lande at leve op til bestemte politiske mål, herunder fredelig løsning af territoriale tvister, respekt for demokratiske procedurer og retsprincipper, samt demokratisk kontrol med deres væbnede styrker. Deltagelse i planen giver ikke garanti for fremtidigt medlemskab, men den hjælper landene med at tilpasse deres væbnede styrker og forberede sig på de forpligtelser og det ansvar, som medlemskab af Alliancen indebærer. NATO-ledere og NATO s daværende generalsekretær Javier Solana til topmøde i Washington Nye allierede i fredsbevarende indsats

15 NATO-landenes regeringer har klart meldt ud, at Alliancens udvidelse ikke er et mål i sig selv, men et middel til at udbrede NATO s sikkerhed yderligere og gøre Europa som helhed mere stabilt. Udvidelsesprocessen hjælper med til at afværge konflikter, fordi udsigten til medlemskab i sig selv er et incitament for ansøgerlande til at bilægge uoverensstemmelser med deres naboer og fremskynde reformer og demokratisering. Nye medlemmer skal desuden ikke kun kunne nyde godt af fordelene ved medlemskab, de skal også kunne bidrage til alle medlemmers overordnede sikkerhed. De skal med andre ord både kunne producere og forbruge sikkerhed. Flaget hejses til ære for nye medlemmer Underskrivelse af optagelsesprotokoller 15

16 NATO på Balkan Efter det tidligere Jugoslavien gik i opløsning, har Alliancen rettet en stor del af sin opmærksomhed og energi mod Balkan. NATO har gennemført tre militære interventioner på Balkan for at standse eller afværge konflikter: i Bosnien- Hercegovina i 1995, i Kosovo i 1999 og i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien* i Og NATO leder for øjeblikket to fredsbevarende styrker, nemlig Stabiliseringsstyrken (SFOR) i Bosnien-Hercegovina og Kosovostyrken (KFOR) i det sydlige serbiske provins Kosovo. Begge indsættelser tager sigte på at skabe et sikkert miljø, hvor alle borgere, uanset deres etniske oprindelse kan leve i fred, og hvor demokratiet kan vokse frem med hjælp fra det internationale samfund. NATO s fredsbevarende styrker blev indsat i Bosnien-Hercegovina i december 1995 og i Kosovo i juni 1999 sammen med soldater fra mange partnerlande, herunder Rusland og Ukraine. I begge regioner har NATO været dybt involveret i bestræbelser på at bistå med at bringe omfattende kampe til ophør. I Bosnien- Hercegovina gennemførte NATO i august og september 1995 luftoperationer mod bosniskserbiske styrker. Denne aktion var med til at ændre magtbalancen mellem parterne på jorden og overbevise den bosnisk-serbiske ledelse om, at den skulle acceptere den fredsaftale, som blev forhandlet i Dayton, Ohio. SFOR har FN-mandat til ikke bare at opretholde fred i Bosnien-Hercegovina, men også at gennemtvinge den, hvis det er nødvendigt. Efterhånden som sikkerhedssituationen er forbedret, er antallet af soldater indsat i Bosnien- Hercegovina blevet reduceret. Samtidig har opgaven ændret karakter. I dag bistår SFOR flygtninge og fordrevne personer med at vende hjem og leder efter krigsforbrydere, så de kan blive stillet for en domstol. SFOR bidrager også til reform af det bosniske militær, som ved fjendtlighedernes ophør var delt i tre etnisk baserede og rivaliserende hære (en bosnisk-muslimsk, en kroatisk og en serbisk), så nye konflikter kan undgås. NATO s militære intervention i Kosovo fandt sted efter mere end et års tiltagende vold, stigende risiko for at konflikten ville sprede sig til hele regionen og Beograds gentagne brud på FN s sikkerhedsrådsresolutioner, som krævede, at undertrykkelsen af Kosovos albanske befolkning blev bragt til ophør. I marts 1999 besluttede Alliancen at iværksætte en luftkampagne mod den jugoslaviske regerings militære og paramilitære strukturer, som var ansvarlige for under- På patrulje til fods i Kosovo

17 NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE Fransk fredsbevarende soldat i Sarajevo trykkelsen. Beslutningen blev truffet, efter man havde udtømt alle andre muligheder, og efter at fredsforhandlingerne endnu en gang havde vist sig ikke at kunne ændre Beograd-regeringens kompromisløse holdning. Stillet over for FN s Sikkerhedsråds manglende evne til at handle for at sikre, at dens resolutioner om konflikten blev ført ud i livet, besluttede NATO-landene, at den eneste løsning var at gribe til militære midler for at standse en humanitær katastrofe og genoprette stabilitet i området. Luftkampagnen varede i 78 dage. Selvom Alliancens intervention blev flittigt diskuteret, førte den til, at de grundlæggende betingelser for genopbygning blev sikret. Til disse betingelser hørte en afslutning på alle militære handlinger af konfliktens parter, tilbagetrækning af den jugoslaviske hær, serbisk politi og paramilitære styrker fra Kosovo, aftale om indsættelse af en international militær tilstedeværelse i Kosovo, aftale om flygtninges og forflyttedes betingelsesløse og sikre tilbagevenden samt sikkerhed for, at alle parter ville arbejde for en politisk aftale i Kosovo. KFOR s mandat bygger både på en militærteknisk aftale, som blev underskrevet af NATO og de jugoslaviske militære chefer, og på FN s Sikkerhedsrådsresolution Begge er fra juni KFOR har dermed ansvar for at afskrække parterne fra på ny at indlede fjendtligheder ved at etablere et sikkert miljø og afmilitarisere Kosovos Befrielseshær. Derudover støtter NATO-ledede styrker den internationale humanitære indsats og arbejder sammen med den internationale civile tilstedeværelse, FN s Overgangsadministration i Kosovo (UNMIK), om at skabe et stabilt miljø for provinsens fremtidige udvikling. I Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien* besvarede NATO i august 2001 en anmodning fra landets præsident om at afvæbne etnisk albanske grupper, hvis aktiviteter truede sikkerheden og stabiliteten i landet. Denne intervention fulgte en politisk aftale mellem repræsentanter fra landets etnisk albanske samfund og regeringen, som var forhandlet på plads af særligt udsendte fra forskellige internationale organisationer, herunder fra NATO, og fra USA. Ca NATO-soldater indsamlede på det grundlag op mod våben sammen i løbet af 30 dage. Denne aktion og en mindre opfølgningsindsættelse gjorde, at borgerkrig blev afværget, og at der derefter blev indledt en proces til forsoning og genopbygning i landet. På anmodning fra Skopje forblev NATO s tropper i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien* og ydede kontrollanterne fra EU og OSCE beskyttelse indtil afslutningen af marts 2003, da EU overtog opgaven. * Tyrkiet anerkender Republikken Makedonien ved dens forfatningsmæssige navn. 17

18 NATO s mange opgaver Mediedækningen af NATO fokuserer uundgåeligt på diplomati på højt niveau, Alliancens topmøder og militære kampagner. Men størstedelen af Alliancens arbejde foregår langt væk fra mediernes søgelys. NATO deltager dagligt i mange projekter, der er med til at forbedre Europas sikkerhed. De omfatter bistand til reform af østeuropæiske militære systemer, programmer til omskoling af tidligere militære officerer til en civil tilværelse og hjælp til minerydning og fjernelse af forældede ammunitionslagre. NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE Derudover er NATO aktiv i koordineringen af humanitær nødhjælp. I 1999 åbnede Alliancen Det Euro-Atlantiske Koordinationscenter vedrørende Katastrofehjælp, som kan anvendes til koordinering af katastrofe- og nødhjælpsoperationer i forbindelse med både naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer. NATO var således dybt involveret i at koordinere leveringen af nødhjælp til flygtninge fra kampene i Kosovo i 1999, assistere ofrene fra oversvømmelser eller jordskælv i en række lande, inklusive flere i Centraleuropa i sommeren 2002, og at bistå Tyrkiet med at forberede civile beredskabsindsatser til beskyttelse af dets befolkning mod muligheder for angreb med masseødelæggelsesvåben under Irak-krigen i NATO har også et omfattende videnskabsprogram, som støtter samarbejdet på de civile områder mellem videnskabsfolk fra NATO s medlemslande og partnerlande. Ca videnskabsfolk deltager årligt i forskellige begivenheder og projekter, som er støttet af programmet, inklusive initiativer til at forbedre computernetværk og give flere af de involverede forskere i Kaukasus og Centralasien adgang til Internettet. Derudover førte terrorangrebene 11. september 2001 til, at forskningsområderne i stigende grad er rettet mod forsvar mod terrorisme og bekæmpelse af trusler mod det moderne samfund, ligesom andre af NATO s politikområder. Civilt beredskab Videnskabeligt arbejde i Sortehavet med støtte fra NATO

19 Den transatlantiske forbindelse Reuters begyndte at udvikle en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU overtog således ved udgangen af marts NATO s mission i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien*. Jaap de Hoop Scheffer og USA s udenrigsminister Colin Powel Forholdet mellem Europa og Nordamerika udgør kernen i Den Atlantiske Alliance. Denne forbindelse har haft sine op- og nedture og har tilpasset sig ændringerne i omgivelserne, ligesom enhver anden konstruktiv forbindelse. Efter Anden Verdenskrig skrantede den europæiske økonomi, hvilket gjorde de europæiske NATOmedlemmer afhængige af USA. Præsident Truman og andre amerikanske politikere ønskede ikke blot at skabe en velstående og demokratisk europæisk partner, men også at oprette en struktur, som kunne tjene legitime amerikanske sikkerhedsinteresser. Derudover fungerede det amerikanske lederskab i denne periode som en økonomisk og militær katalysator for Europas genrejsning, hvilket kanaliserede kontinentets kreative energier ind i genopbygning og forsoning og skabte betingelserne for det, som siden er blevet til Den Europæiske Union. I de mellemliggende år har det transatlantiske forhold udviklet sig i takt med, at Europa har vokset sig stærkere, og omstændighederne har ændret sig. Europa er gradvist blevet mere fremtrædende i international politik, efterhånden som Europas politiske splittelse forsvandt, og EU Den forpligtelse, som alle allierede indgår med hinanden, når de bliver medlem af NATO, og som ligger i Artikel 5 i Washington-traktaten, nemlig at de skal komme hinanden til forsvar, hvis en af dem bliver angrebet, blev oprindelig betragtet som en måde at binde Nordamerika til forsvaret af Vesteuropa. Da det kom til stykket blev Artikel 5 imidlertid aktiveret for første gang i NATO s historie som svar på terrorangrebene mod USA den 11. september Siden da har europæiske allierede og Canada søgt at bistå USA og påtage sig en rolle i terrorbekæmpelsen i overensstemmelse med deres formåen. I dag danner NATO s europæiske og nordamerikanske allierede et bredt transatlantisk fællesskab, som dækker politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. Dette fællesskab er baseret på gensidig afhængighed, fælles værdier og fælles interesser. Forskellige nationale holdninger betyder, at de allierede ikke altid er enige om, hvilken handling der bedst tjener deres fælles interesse, men NATO s formål er at fremme konsultationer og diskussioner blandt dem, så der kan opnås konsensus, når det overhovedet er muligt. NATO s medlemmer arbejder derfor sammen om en stadigt voksende transatlantisk dagsorden, der rækker fra skabelse af fred i Sydøsteuropa og stabilisering af nye demokratier til bekæmpelse af international terrorisme og forebyggelse af spredning af masseødelæggelsesvåben. * Tyrkiet anerkender Republikken Makedonien ved dens forfatningsmæssige navn. 19

20 Alliancens tilpasning Alliancen må hele tiden tilpasse sig, så den kan forblive effektiv i et sikkerhedsmiljø, der konstant forandrer sig. Den skal finde en ny balance mellem sine traditionelle opgaver, som har været koncentreret om Europa, og håndtering af nye globale trusler. Den skal også skaffe sig de militære kapaciteter, som gør, at den kan udføre sine opgaver, inklusive evnen til at reagere hurtigt og fleksibelt på nye udfordringer. På alle disse områder indledte topmødet i Prag en tilpasningsproces, som skal gøre NATO i stand til at håndtere det 21. århundredes sikkerhedsudfordringer lige så effektivt, som den imødegik fortidens trusler. NATO s rolle i terrorbekæmpelse blev reformeret i Prag med vedtagelsen af et militært koncept mod terrorisme, særlige militære kapaciteter til gennemførelse af denne nye opgave, en Partnerskabshandlingsplan mod terrorisme og en udtrykkelig vilje til at handle til støtte for det internationale samfund. Disse foranstaltninger har dannet grundlag for efterfølgende handlinger, herunder for at tage ansvar for ISAF i Afghanistan og for at støtte Polen i dets administration af en sektor i Irak. På topmødet i Prag forpligtede de allierede sig til at forbedre kapaciteterne på områder, som er særligt vigtige for moderne militære operationer. Når det er sket, vil Prag-kapacitetsforpligtelserne have firedoblet antallet af store fly til troppetransport i Europa, oprettet en flåde af fly til tankning Fredsbevarende tropper i ISAF overvåger Kabul Indvielse af Den Allierede Transformationskommando

21 NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE Tankning i luften i luften, sikret at størsteparten af NATO s deployerbare styrker i højt beredskab har udstyr, der beskytter dem mod kemiske, radiologiske, biologiske og nukleare stoffer, samt øget lagrene af luftbåret præcisionsstyret ammunition, som ikke er amerikansk, med ca. 40%. Samtidig blev de allierede enige om at skabe en teknologisk højt udviklet reaktionsstyrke (NATO Response Force), som hurtigt kan bevæge sig derhen, hvor der er brug for den, og være en katalysator for at målrette og forbedre Alliancens militære kapaciteter og for at transformere dem. De godkendte også udkastet til en ny, slankere og mere effektiv militær kommandostruktur. I fremtiden vil NATO have en strategisk operationskommando i Belgien og en strategisk transformationskommando i USA med en afdeling i Europa. Sidstnævnte får ansvar for den løbende tilpasning af Alliancens militære kapaciteter. Siden marts 2004 har NATO haft 26 medlemmer. Men organisationens arbejdsmetoder har indtil for nyligt i det store og hele været de samme som dem, der blev indført i begyndelsen af 1950 erne, da Alliancen havde 12 medlemmer. Hvis NATO skal operere effektivt i det nye strategiske miljø, har medlemslandene anerkendt, at der er behov for større fleksibilitet og for en slankning af de formelle strukturer. Atter har topmødet i Prag sat skub i udviklingen. Antallet af komiteer, som tidligere talte 467, er blevet skåret ned med 30%. Flere beslutninger vil blive lagt ned i komiteer på lavere niveauer, hvilket vil aflaste Det Nordatlantiske Råd, så det kan koncentrere sig om strategiske spørgsmål, samtidig med at det bevarer det overordnede ansvar for Alliancens beslutningsproces. Procedurerne på ministermøderne er ligeledes blevet strømlinet, hvilket har givet mulighed for mere dybdegående diskussioner. Med tiden skal disse forandringer gøre Alliancens arbejdsmetoder mere moderne og effektive. De mange reformer, tiltag og programmer, som blev vedtaget i Prag, vil udgøre kernen i Alliancens aktiviteter i mange år fremover, og fokus vil være på realistiske og opnåelige forholdsregler, som er i overensstemmelse med kravet om at garantere medlemslandenes sikkerhed, hvad angår deres territorier, befolkninger og styrker, i forhold til alle trusler og udfordringer. 21

22 Fremtiden NATO har i det 21. århundrede udviklet sig til at være noget helt andet end den sikkerhedsalliance, som blev dannet i På mere end et halvt århundrede har både Alliancen og verden i almindelighed udviklet sig på måder, som NATO s grundlæggere ikke kunne have forudset. NATO har også udviklet sig fra at være en institution, som forsvarede Vesteuropa i fire årtier under Den Kolde Krig ja, selv fra at være den institution, som i 1990 erne vågede over Europas forvandling efter Den Kolde Krigs afslutning. Med integrationen af nye medlemslande er det uundgåeligt, at Alliancen atter vil skulle tilpasse sig for at samordne interesserne blandt de flere medlemmer uden samtidig at påvirke Alliancens evne til at træffe rettidige beslutninger. Og fordi det strategiske miljø fortsat ændrer sig, vil NATO også skulle udvikle sig hurtigere for at kunne holde trit med de nye trusler. Selvom karakteren af de trusler, som medlemsstaterne står overfor, og den måde NATO håndterer dem på, hele tiden ændres, holder samarbejdet i Alliancen sig grundlæggende inden for principperne i Washington-traktaten. NATO udgør den transatlantiske politisk-militære ramme til håndtering af udfordringer mod sikkerheden, idet den forbinder europæiske og nordamerikanske interesser og afbalancerer de enkelte medlemslandes interesser i forhold til hinanden. Øvelse på havet

23 NATO I DET 21. ÅRHUNDREDE NATO s fortsatte transformation er del af en proces, som skal øge medlemslandenes sikkerhed og det euro-atlantiske områdes fremtidige stabilitet og velstand som helhed. Siden topmødet i Prag har de allierede skærpet indsatsen for at tilpasse NATO til vore dages udfordringer, herunder forsvar af fælles værdier som respekt for demokrati og menneskerettigheder, kamp mod international terrorisme og truslen fra spredning af masseødelæggelsesmidler, brobygning til Rusland og Ukraine, videreudvikling af det tætte samarbejde med andre partnerlande og, når alle andre muligheder er udtømt, at udgøre et effektivt instrument til at styre kriser og hindre, at konflikter breder sig på tværs af grænser eller truer stabiliteten i det hele taget. Det er en omfattende opgave, som afhænger af støtte og opbakning fra opinionen både i medlemslande og i partnerlande der ikke accepterer konflikt som politisk instrument, og som er besluttet på at skabe sikkerhed baseret på forståelse og samarbejde til glæde for fremtidige generationer. NATO s generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer Nye horisonter 23

24 NATO Public Diplomacy Division / Division Diplomatie publique de l OTAN 1110 Brussels / Bruxelles Belgium / Belgique Web site: Site web: natodoc@hq.nato.int NATO Denne brochure er lavet for at give interesserede en kortfattet introduktion til NATO. Yderligere information om NATO kan findes på NATO s hjemmeside på NATO21DAN0304