Begrundelse for udveksling samt destination:

Transkript

1 Rejsebrev fra udvekslingsophold i Thailand Begrundelse for udveksling samt destination: Jeg har altid godt kunne tænke mig at komme til Asien, eftersom det er en anden kultur og religion end den danske. Derfor var jeg ikke et øjeblik i tvivl da jeg hørte om muligheden for at tage udveksling i Thailand. At få muligheden for at komme helt tæt på kulturen via studiet på det offentlige hospital, havde jeg aldrig turde håbe på ville ske. Ved at forme min uddannelse i en international retning, ville jeg desuden øge mine chancer for arbejde i udlandet som færdiguddannet. At få bedre kendskab til den asiatiske kultur gavner også sygeplejefaget i Danmark, idet vi med tiden vil opleve flere asiatiske patienter på sygehusene rundt omkring i Danmark. Netop fordi det er en anden kultur, vil det være en fordel at kende til den, så tilliden mellem patient og sygeplejerske lettere kan blive skabt. Her tænker jeg blandt andet på thaiernes opfattelse af kroppen. Hovedet er det helligste område på kroppen, hvorfor man ikke bør røre dette. Omvendt er fødderne det mest urene, så det er uhøfligt at pege med fødderne eller vise sålen på fødderne. Thaierne er kendt for at have det store smil på læben, også selvom alt går imod dem eller man fx har smerter. Dette bevirker at det kan være sværere at lære en thaipatient at kende. Sådan er der mange ting, som man kun kan vide, fordi man har opholdt sig i deres land. Jeg så desuden udvekslingen som en mulighed for at forbedre mine kompetencer indenfor det nonverbale sprog, idet det er de færreste patienter på det offentlige hospital, som kan engelsk. I Danmark oplever vi stadig på mange afdelinger, at man bliver nødt til at gøre brug af en tolk. Dette kunne måske undgås, hvis personalet var bedre til nonverbal kommunikation. Jeg fik i øvrigt også udviklet mit engelske fagsprog, eftersom læger og sygeplejersker anvender det på sygehuset. Forberedelser inden afrejse: Inden afrejse var der en del der skulle forberedes såsom: Visum, vacciner og relevant læsestof til turen. Derudover var der en del papirarbejde mht. ansøgningen, som jeg vil mene kunne gøres lettere. Enten i form af nogle samlede dokumenter som skulle udfyldes over mail eller i papirform. Det ville også have gjort det nemmere, hvis det kun havde været en kontaktperson det hele gik igennem. 1

2 Det samlede beløb blev mere end det anslåede på kr. idet pakken alene kostede kr. for mit vedkommende. Dertil kom vacciner, el og internetudgifter i Thailand, samt transport til sygehuset. Kort før afrejse fik vi alle en tuition fee regning på 6000 kr. Det var ingen blevet informeret om, dog kunne vi til vores held få pengene refunderet ved SU. Vil blot nævne det, så de næste er forberedt på dette. Vacciner: Jeg fik stivkrampevaccinen og hepatitis A og B før afrejse, da dette skulle være nok i forhold til tidspunktet jeg befandt mig i Thailand, samt området som jeg skulle befinde mig i. Dette kostede mig 3000 kr. Da jeg på forhånd kendte til målene i forhold til min eksamensopgave, havde jeg i samråd med min vejleder fundet frem til relevante bøger, som jeg kunne tage med til Thailand. Men sygeplejerskerne i Thailand er utrolig gode på anatomien og fysiologien, hvorfor jeg ville ønske jeg havde taget flere bøger med fra disse fag. Desuden er Basal sygdomslære nærmest et most at have med. Til mit held, havde vi på forberedelsesdagen aftalt at vi tog nogle forskellige bøger med hver især, så vi kunne låne af hinanden. Det er trods alt kun 20 kg man må have med i bagagen. Der er dog en ting jeg vil nævne i forbindelse med min eksamen. Det viste sig, at der ikke helt havde været styr på, hvem der var min vejleder under opholdet, som jeg skulle maile sammen med ang. opgaven. Først havde jeg en, som midt i det hele skrev at hun ikke var min vejleder alligevel og jeg måtte derfor starte på ny med en anden. Det var lidt uheldigt, eftersom vejledningen i forvejen kan være svær over mail, men heldigvis klarede jeg eksamen. Men dette kunne måske forbedres til næste gang. Det kan måske hænge sammen med, at jeg vist er den første der skal aflevere opgave pga. det forlængede ophold på 12 uger i stedet for 10 uger. Men blot til info til de næste. Fagligt udbytte: Skemaet for de 12 uger har været alle tiders, idet jeg har fået kendskab til mange forskellige afdelinger. Under selve uddannelsen i Danmark er der få praktikperioder, hvorfor det ofte kun er få afdelinger man får kendskab til. Men her startede vi med en uges sprogkursus på universitetet, som 2

3 viste sig at have stor betydning for opholdet. Ved at have lært de basale ord til at kunne begå sig rundt i Bangkok og ikke mindst på hospitalet, kunne man nemmere bygge videre på sproget. Desuden blev de fleste thaifolk glade, når man viste at man forsøgte at tale deres sprog og dermed viste man også interesse for deres land og kultur. Derefter havde vi 5 uger på kirurgisk afdeling. Her skiftede vi afdeling omkring hver anden dag, hvilket bevirkede at vi kom vidt omkring. Vi var blandt andet på intensiv afd., på operationsstuen, med ambulancen ude en dag, en dag med hjemmesygeplejersken, på ortopædkirurgisk afd. og på præ- og postoperative afdelinger med alt fra børn til ældre patienter. Vi fik indsigt i mange forskellige sygdomme og forskellige måder at yde sygepleje på, idet vi ikke fulgte den samme sygeplejerske. I disse uger fik vi lov til at hjælpe med personlig pleje og sårskift. Derefter var vi 6 uger på medicinsk afdeling, hvor vi i modsætning til de andre uger, forblev på den samme afdeling. Dette bevirkede at vi kom tættere på patientforløbene og de forskellige sygeplejeopgaver. Vi fik prøvet alt fra personlig pleje til at suge sekret fra lunger, tage blodprøver, lægge kateter, lægge venflon, blande medicin og give insulin. Alt i alt et meget lærerigt program, hvor vi fik praktiseret mange forskellige ting, som man måske ikke lige umiddelbart ville få muligheden for på en enkelt afdeling i Danmark. Til min fordel var jeg desuden af sted med nogle 3. års studerende, så på trods af, at jeg kun var på andet år, fik jeg lov til det samme som dem og kunne desuden lære meget af deres erfaringer, som de fortalte om fra Danmark. Det at være 4 studerende sammen, har desuden gjort det nemmere at udveksle erfaringer og kunne spare med hinanden om de forskellige situationer. Nogle af handlingerne var nogle gange overskridende som fx at skulle binde patienten til sengen. I disse tilfælde var det rart at kunne reflektere med hinanden om forskellige etiske overvejelser. Da mit modul oprindeligt var psykiatri og læringsmålene derfor omhandlede det, blev mine mål ikke helt opfyldt. Dette havde min thailandske vejleder dog informeret mig om fra start af og vidste jeg også godt i forhold til, hvilke afdelinger vi skulle være på. Trods dette var opgaven ikke umulig at skrive, eftersom man altid kan inddrage noget psykiatri i forhold til en sygdom. Desuden fik jeg så mange andre erfaringer med hjem i stedet for. 3

4 Kontakt til vejleder og patienter: Der var en god forståelig kommunikation med de 2 vejledere på sygehuset. De var gode til at gebærde sig på engelsk og var godt forberedt til de forskellige powerpointshows. Fra starten af gjorde de det klart for os, at de forventede at vi var forberedt til de forskellige dage og lavede lektierne. Derudover var de meget imødekommende og sørgede for at vi havde det godt og beskyttede os også under demonstrationerne som fandt sted under vores ophold. Kommunikationen til patienterne foregik som sagt ofte nonverbalt. Hos de patienter, som kunne være svære at forstå oversatte vejlederen for os. Den sidste afdeling, som vi var på, var de fleste patienter intuberet, hvorfor de ikke kunne tale. Dette var en spændende og lærerig chance for at øve den nonverbale kommunikation. Etiske overvejelser: De sygeplejeetiske retningslinjer som finder sted i Danmark, gør man ikke brug af i Thailand. Man oplever dagligt, at sygeplejerskerne står foran en patient og taler om en anden patient. Jeg husker specielt et eksempel. Vi stod ved en cancerpatient, som lige havde været i kemobehandling. Her sluttede sygeplejersken af med at sige: Nu går vi over til en cancerpatient, som er uhelbredeligt syg pga. metastaser. Ud fra de sygeplejeetiske retningslinjer i Danmark, skal sygeplejersken værne om fortrolige oplysninger om patienten (Sygeplejeetisk råd, 2009, s.1-3), hvorfor dette ikke ville finde sted i Danmark. Der var også et andet eksempel, hvor vi stod foran en diabetespatient, som muligvis skulle have amputeret det ene ben. Her sluttede sygeplejersken af med at sige, at vi nu skulle over til en anden patient, som skulle have det fjernet dagen efter. Det virkede meget usympatisk, idet vi stod foran en patient, hvis værste frygt i øjeblikket højest sandsynlig var at få fjernet det. I Thailand er det ofte familien, der får alle detaljer om patientens sygdom, og så er det op til familien, hvor meget patienten skal vide. Familien kan være af den holdning, at patienten vil miste håbet ved at vide diagnosen og derfor undlader de at fortælle den syge det. Ifølge de sygeplejeetiske retningslinjer i Danmark, har patienten ret til selvbestemmelse og dermed er det patienten selv, der bestemmer hvor meget de pårørende skal vide. Dette var noget jeg lige skulle vænne mig til i starten, men interessant at se en anden opfattelse af etik og normer. 4

5 Med hensyn til mobilisering af patienten, foregår det meget anderledes end i Danmark. Jeg så ikke på noget tidspunkt at de øvede patienten i at komme op at stå. I Danmark er det noget af det første man øver, for at få patienten til at blive selvhjulpen så hurtigt som muligt og dermed udskrevet. Der er desuden ikke noget der hedder en badestol, så hvis patienten ikke er i stand til at kunne gå ud i badet, får de sengebad, hvilket vil sige at jeg kun så sengebad på sygehuset. Der kommer dog en fysioterapeut rundt til dem, som er i stand til at øve. Men her øver man oftest mest armbevægelser. Da de fleste patienter som sagt ikke har kendskab til deres sygdom og ikke har forudsætninger for at kunne lære det, er de meget afhængige af sygeplejersken. Derfor er det specielt et problem i forhold til diabetespatienter, som ikke selv kan tage insulin eller reagere på højt eller lavt blodglukose. Kulturelt udbytte Som tidligere nævnt føler jeg, at jeg er kommet helt tæt på den thailandske kultur, idet vi har boet uden for turistområdet og arbejdet på det offentlige hospital, som henvender sig til den største del af befolkningen. De store kulturelle forskelle mellem den danske og thailandske kultur vil jeg mene er religionen, kongens status og det sociale samvær. I Thailand er de fleste Buddhister og efter min opfattelse besøger stort set alle familierne templerne for at bede. Der udvises stor respekt for munkene, i form af førsteret til en siddeplads i metroen, mad fra befolkningen og eftersom en munk ikke må røre en kvinde, flytter alle kvinder sig, når de kommer gående forbi. Alle thailandske mænd bør desuden være munk i minimum 3 uger. Dermed skiller de to kulturer sig meget ud fra hinanden, eftersom de fleste danskere ikke er synderligt religiøse. Den Thailandske konge er meget respekteret i Thailand. De fleste tør ikke tale om ham i frygt for at få en bøde. Det hedder sig, at man ikke må tale ondt om kongefamilien og hvis man ikke står op til kongesangen, som er kl. 8 og 18 hver dag, kan man få en bøde. Dette gælder dog ikke Bangkok, da beboerne her er undskyldt pga. trafikstøjen. Kongen er på de fleste pengesedler, hvilket bevirker at man ikke må krølle sedlerne eller træde på dem, hvis man taber dem på jorden. Stort set alle familier har et billede hængende af kongen, men da kongen er meget gammel i dag, er der blevet gjort alt muligt ud af plakaterne, så han ikke har rynker osv. Her synes jeg igen de to kulturer skiller sig ud fra hinanden. 5

6 Den thailandske befolkning er meget gæstfri. Vi blev inviteret hjem til samtlige undervisere, som vi blot så en eller 2 gange. Dette kan jeg tvivle på ville ske i Danmark. Befolkningen møder hinanden med et smil og er meget hjælpsomme overfor hinanden. Vi danskere er nok desværre meget egocentreret og udviser sjældent samme åbenhed overfor hinanden, så her har vi helt sikkert noget at kunne lære fra thaierne. På hospitalet spiser læger, sygeplejersker og patienter sammen i kantinen, hvilket jeg ser som en positiv ting. Det får forholdet til hinanden til at virke mere naturligt og rangordenen virker mindre på denne måde. Desuden prioriteres familien ofte meget højt og mange familier bor sammen med flere generationer, dvs. børn, forældre og bedsteforældre. Sundhedsvæsenet er bygget op således, at man ligesom i Danmark både har et offentligt og et privat hospital. Det koster dog penge at benytte begge, eftersom man ikke betaler en ligeså høj skat i Thailand. Patienter som er eller har været offentligt ansat får dog dækket regningen af staten. Hjemmesygeplejersken finder også sted i Thailand, men hun har kun få ture på en dag pga. trafikken. Dermed ligger meget af ansvaret til familien. De fleste har ikke råd til en hjemmesygeplejerske og må derfor gøre brug af en caregiver, som både kan bestå at et familiemedlem eller en udefrakommende som man selv betaler. At være sygeplejerske i Thailand er meget velset. Dette kan tydeligt mærkes når man taler med befolkningen, men også sygeplejerskerne selv. Deres levestil virker finere end andre med andre stillinger. Hvis en sygeplejerske bliver stoppet i trafikken af politiet pga. farten, får hun ofte ikke en bøde, hvis hun viser sit sygeplejerskeskilt. Det siger bare lidt om hendes status. Social erfaring Vi blev modtaget godt både på universitetet og på sygehuset. Selvom vi ikke kan undgå at skille os ud, følte jeg at vi blev højt respekteret og nogle bukkede sig endda for os når de kom gående forbi os. Det havde vi det ikke så godt med, for vi var jo ikke bedre mennesker end dem. Vi havde en del kontakt med lokalbefolkningen, idet vi boede udenfor turistområdet og ofte var nødt til at benytte det thai vi kunne, da menukortet fx ikke stod på engelsk alle steder. Derudover tog vi ud og så en del i weekenderne og efter arbejde, så dermed kom vi meget i kontakt med thaierne. Derudover var vi selvfølgelig meget i kontakt med befolkningen på sygehuset også. 6

7 Vigtige erfaringer Thaierne stresser ikke så meget som vi danskere er kendt for og derfor kan man ikke altid regne med at de overholder tider. Her tænker jeg specielt på vaskedamen som vaskede vores tøj, derfor lærte vi hurtigt at det godt kunne svare sig, at sige at det skulle være klar nogle dage før, man egentlig havde brug for det. Som I hurtigt vil opleve er hygiejnen langt fra den samme som derhjemme, så det er en god ide altid at have toiletpapir og håndsprit på sig. Når man skal ud at handle, kan thaierne som så mange andre godt finde på at snyde en, fordi de kan se at man er turist. Her tænker jeg specielt på taxachaufførerne. Sørg for at køre på taxameter, så vidt muligt. Hold desuden øje med at den ikke lige pludselig skifter helt vildt, det kan den godt finde på. Lad desuden være med at tage tøj med i gult og rødt, da det er demonstranternes farver. I øjeblikket befinder demonstranterne sig mange steder og man kan næsten ikke undgå at komme i nærheden af dem. De fleste virker meget fredelige og sidder sammen med børn også. Jeg synes på nogle områder, at medierne har overreageret herhjemme. Selvfølgelig skal man passe på, men de er ikke ude efter turister, så hvis man bare holder sig på afstand, burde man være i sikkerhed. Vi fik fri to dage fra sygehuset, fordi de ikke turde lade os tage derhen, da demonstranterne opholdt sig på vejen derhen, så de passer meget på en dernede. Hvis du er det mindste i tvivl om, hvorvidt du vil af sted eller ej, kan jeg bare sige: Gør det. Det er en kæmpe oplevelse og du får en masse med hjem som du kan bruge fremover, både personligt, men bestemt også i forhold til sygeplejefaget. Vigtigt at have ajourført sine viden om hygiejniske principper og medicin regning og medicinlære 7