Socialdemokratiet og sikkerheden

Transkript

1 Socialdemokratiet og sikkerheden En analyse af Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i perioden med særlig henblik på en vurdering af eventuelle forskydninger i partiets sikkerhedspolitiske standpunkter Af Lars Grøn Petersen & Morten Hestbech Århus Universitet Maj

2 INDGANGSVINKEL OG PROBLEMFORMULERING...3 DEN HISTORISKE KONTEKST - DANSK SIKKERHEDSPOLITIK OPBRUDDET I 1979 NATOS DOBBELTBESLUTNING...4 DEN SIKKERHEDSPOLITISKE DEBAT I DANMARK BLUSSER OP...5 ANALYSENIVEAU OG TID...5 UNDERSØGELSESSPØRGSMÅL...7 FORSKNINGSOVERSIGT...8 SOCIALDEMOKRATIETS SIKKERHEDSPOLITIK I FOLKETINGET STATIONERINGS- OG FORSTÆRKNINGSPOLITIKKEN...9 NEDRUSTNING, VÅBENKONTROL OG AFSPÆNDING...12 INF-PROBLEMATIKKEN: DOBBELTBESLUTNINGEN OG DENS FØLGER...17 NORDEN SOM ATOMVÅBENFRI ZONE...28 ANALYSENS RESULTATER...31 ÅRSAGER TIL DET SOCIALDEMOKRATISKE KURSSKIFTE...34 KONKLUSION...38 LITTERATURLISTE...41 BILAG

3 Indgangsvinkel og problemformulering Den historiske kontekst - dansk sikkerhedspolitik Dansk sikkerhedspolitik 1 har i efterkrigstiden været præget af oprettelsen af Atlantpagten (herefter benævnt NATO) i 1949 og Danmarks indtræden i denne. Medlemskabet af NATO markerede desuden en afslutning på Danmarks neutralitetspolitik, som var den fremherskende i mellemkrigsårene. De tre største partier i 1949, Socialdemokratiet, Venstre og det Konservative Folkeparti var partierne bag den danske tilslutning til NATO. De såkaldte Atlantpagtpartier etablerede med støtten til Danmarks indtræden i NATO en grundlæggende enighed om, at der skulle være konsensus de tre partier imellem omkring vigtige spørgsmål i dansk sikkerhedspolitik. Dette forhold var imidlertid ikke ensbetydende med, at partierne var enige om alle aspekter af sikkerhedspolitikken (Faurby 1986 II: 27). Et andet kendetegn ved sikkerhedspolitikken fra Danmarks indtræden i NATO til midten af 1970erne er, at den ikke var omgærdet af megen interesse hverken i den offentlige eller den politiske debat. Resultatet af denne konsensuspolitik blev, at Danmark i store træk ikke indtog særstandpunkter, der stred imod NATOs overordnede politik 2. Danmark trådte dog lidt uden for flertallet i NATO, da Hedtoft i 1953 afviste udstationeringen af amerikanske fly på dansk jord, og da H.C. Hansen på NATO-rådsmødet i december 1957 fastslog, at der ikke måtte være atomvåben på dansk jord under de nuværende forudsætninger, det vil sige i fredstid (Gyldendal, 1990: 73, 236). I midten af 1970 erne forandres øst-vest styrkeforholdet i Europa med Sovjetunionens oprustning og deployering af SS-20 atombærende mellemdistancemissiler 3 i Warzawapagt-landene rettet mod mål i Vesteuropa. I Europa bliver den sovjetiske oprustning mødt med en øget frygt for en skakmatsituation mellem USA og Sovjetunionen og dermed en svækkelse af den hidtidige amerikanske garanti for forsvaret af Vesteuropa (Petersen et al., 1983: 16; Udenrigsministeriet, 1984: 35). Oprustningen skærper øst-vest spændingen og medfører en øget politisering af sikkerhedspolitikken i det politiske liv, en skærpet offentlig debat om emnet og en etablering af en række fredsbevægelser overalt i Europa. Generelt afstedkommer den øgede spænding en ny debat i de vesteuropæiske lande. Sikkerhedspolitikken placeres højt på den politiske dagsorden i Europa (Faurby, 1986 II: 63). 1 Ved sikkerhedspolitik forstås i denne opgave summen af udenrigs- og forsvarspolitik 2 I litteraturen om dansk sikkerhedspolitik er der dog forskellige syn på Danmarks NATO-politik i efterkrigstiden. Paul Villaume har i en doktordisputats om dansk sikkerhedspolitik påvist, at de danske forbehold og særstandpunkter i NATO indtil begyndelsen af 1960 erne var flere og til dels af mere principiel karakter, end det hidtil har været kendt. Villaume er således ikke af den opfattelse, på trods af relativ enighed mellem Atlantpagtpartiene, at dansk sikkerhedspolitik i efterkrigstiden ensidigt kan betegnes som konsensusdomineret (Villaume, 1994: 865). 3 Mellemdistancevåben/missiler omtales herefter som INF-våben (Intermediate-range Nuclear Forces) 3

4 Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark ændrer også karakter, forstået på den måde, at gamle emner fader ud, og nye optrappes kraftigt. Fra at omhandle spørgsmål som menneskerettigheder, afkolonisering, nye demokratier på det afrikanske kontinent og mellemøstkonflikten, drejer debatten ind på emner, foranlediget af den nye øst-vest spænding (FT ). Opbruddet i 1979 NATOs Dobbeltbeslutning De første efterkrigsår spillede NATO en dominerende rolle i den globale styrkestruktur på grund af amerikanernes forspring på kernevåbenområdet, og europæerne var trygge i forvisningen om, at den amerikanske garanti for forsvaret af Europa i tilfælde af krig havde en høj troværdighed. Men i løbet af 1950 erne undermineres denne tryghed. Sovjetunionen halede ind på USA med opsendelsen af Sputnik-satellitten og med opbygningen af en reel trussel mod Vesteuropa i form af INF-våbnene SS-4 og SS-5 (Petersen et al., 1983: 10, 12). Kennedy-administrationens svar var udviklingen af flexible-response strategien, hvorefter man ikke ensidigt satsede på overlegenheden på kernevåbenområdet, men opbyggede en større konventionel alsidig styrke, der sammen med NATOs eskalationsdominans 4 ville bringe alliancen tilbage i den dominerende position (ibid.: 14-15). I midten af 1970 erne blev der imidlertid atter grund til bekymring med oprustningen i øst, manifesteret ved Sovjetunionens deployering af de nye og mere effektive SS-20 missiler 5. Denne udvikling var ikke den eneste årsag til NATOs dobbeltbeslutning, da man siden alliancens oprettelse internt i NATO havde diskuteret forskellige våbensystemers effektivitet og muligheden for udskiftninger, men den blev den igangsættende faktor for udviklingen af den nye NATOstrategi. Vejen mod dobbeltbeslutningen var en lang proces igangsat af USA s daværende præsident Carter på NATOs ministerrådsmøde i maj Her fremlagde Carter-administrationen det såkaldte Langstidsprogram 6 for NATOs fremtidige forsvar. Et af punkterne i programmet var, at man skulle foretage en nærmere undersøgelse af styrkestrukturen på kernevåbenområdet. Undersøgelsen konkluderede, at hovedproblemet var NATOs manglende styrke på mellemdistanceområdet, og at en sådan styrke skulle oprettes (ibid.: 16-18). Efter pres fra europæiske ledere, især Vesttysklands forbundskansler Helmut Schmidt, blev det på et topmøde i Guadeloupe i januar 1979 besluttet at tilbyde Sovjetunionen nedrustningsforhandlinger. En speciel gruppe under NATOs 4 NATOs kapacitet til at tage kernevåben i brug, når vestlige styrker ikke længere slår til over for en fjende, der er overlegen i konventionelle styrker (Haagerup, 1979: 34). 5 Strategiske våben er rettet mod fjendens forsyninger, taktiske våben betegner våben, som bruges direkte mod fjenden. Sovjetunionen anså de nye SS-20 missiler som strategiske våben, idet de kunne række fra kontinent til kontinent, mens NATO anså våbnene som taktiske, da de kunne nå eventuelle krigsområder (Politikens Store Ordbogs cd-rom ver. 2.1 og Krist. Dagblad ). 6 LTDP = Long-Term Defence Program 4

5 atomplanlægningsgruppe 7 fik til opgave at undersøge nedrustningsaspektet. Gruppens konklusion var, at Sovjetunionen skulle tvinges til forhandlingsbordet, ved at man i NATO både traf beslutning om opstilling af 572 nye INF-missiler samt om at tilbyde Sovjetunionen nedrustningsforhandlinger (ibid.: 17,20). Dobbeltbeslutningen blev officielt vedtaget på NATOs udenrigsministermøde den 12. december 1979 blandt andet med støtte fra den danske Socialdemokratiske regering, og beslutningen blev anledningen til en større politisering af sikkerhedspolitikken i alle europæiske lande. Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark blusser op I Danmark udmøntede den øgede politisering af sikkerhedspolitikken sig i en opblussen af den sikkerhedspolitiske debat, både i befolkningen og i Folketinget, samt i dannelsen af det såkaldte sikkerhedspolitiske alternative flertal fra og med Flere forskere benytter en opdeling med 4 forskellige sikkerhedspolitiske flertal, herunder et atompolitisk flertal, som her er lig med det alternative flertal 8. Dette består af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne. Disse fire partier har i perioden fra slutningen af 1982 til Atomvalget i 1988 udøvet en stor indflydelse på den sikkerhedspolitiske dagsorden via en række forespørgsler og vedtagne dagsordener. Regeringen blev påtvunget, imod egen politisk holdning, at fremføre Folketingets vedtagne dagsordener på NATO-møder og i officielle NATO-dokumenter i form af de berømte fodnoter. Resultatet blev, at Danmarks officielle sikkerhedspolitik, til forskel fra tidligere, i udbredt grad blev domineret af venstrefløjspartierne SF og VS med støtte fra Socialdemokratiet og de radikale. Det var første gang siden Danmarks indtræden i NATO, at Socialdemokratiet var med til at etablere et flertal uden om de traditionelle sikkerhedspolitiske samarbejdspartnere, Det Konservative Folkeparti og Venstre. Analyseniveau og tid Denne opgave har fokus på sikkerhedspolitikken, som den kommer til udtryk i debatten i Folketinget. Specifikt belyses Socialdemokratiets holdning til de aktuelle sikkerhedspolitiske spørgsmål, som var på Folketingets dagsorden i perioden. Periodemæssigt afgrænses opgaven til at beskæftige sig med tiden Dette valg er foretaget, fordi der efter en lang periode med relativ konsensus omkring sikkerhedspolitikken i Danmark sker et opbrud i 1979 som følge af NATOs dobbeltbeslutning. For at være i stand til at vurdere eventuelle forskydninger i 7 Kernevåbenstrategien i NATO blev, udover NATO-landenes ledere, varetaget af NPG (Nuclear Planning Group), som i efteråret 1977 udpegede HLG (High Level Group) og i foråret 1979 SG (Special Group) (Petersen et al., 1983). 8 Ib Faurby, Nikolaj Petersen og Hans-Henrik Holm opdeler den politiske scene i Folketinget efter 1982 i fire flertal: Et regeringsflertal bestående af regeringspartierne V, K, Kr.F. og CD samt FP og RV, et NATO-flertal bestående af regeringsflertallet plus Socialdemokratiet, et forsvarspolitisk flertal bestående af regeringspartierne plus SD og FP og endelig et alternativt atompolitisk flertal (Faurby et al., 1986 II: 25). 5

6 Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske holdninger før og efter dobbeltbeslutningens vedtagelse i 1979, følges partiet i nogle år forud for 1979 og i nogle år efter. Socialdemokratiet er i sikkerhedspolitisk sammenhæng interessant, fordi partiets holdninger siden 1945 har været på linie med den brede befolknings holdninger 9. Dette sammenholdt med en stærk parlamentarisk position betød, at partiet i perioden udgjorde en dominerende faktor i dansk sikkerhedspolitik, og at der derfor ikke kunne etableres et sikkerhedspolitisk flertal uden om dette parti (Faurby, 1986 II: 57). Denne dominerende rolle har ofte tidligere medført, at de to andre Atlantpagtpartier med tiden har tilsluttet sig Socialdemokratiets synspunkter, hvorved partiet ofte er kommet til at fremstå som en konsensusskabende faktor i dansk sikkerhedspolitik (Faurby, 1986 I: 58). På den baggrund har Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske holdninger været genstand for megen opmærksomhed. Forskellige forskere, debattører og aktører har i tidens løb behandlet Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske holdninger og herunder især det alternative flertals fodnotepolitik. De er langt fra enige, om hvorvidt der var tale om brud eller kontinuitet i partiets tidligere sikkerhedspolitik, det vil sige politikken fra Atlantpagtens oprettelse i Per Voetmann bemærker i sin speciale-afhandling om Socialdemokratiets kernevåbenpolitik i perioden , at der i eftertiden har været en tendens til, at især borgerlige politikere har klandret partiet for at ændre sine sikkerhedspolitiske grundholdninger efter Folketingsvalget i 1979, hvorimod socialdemokraterne selv kun taler om små justeringer på en fastlagt grundlinie (Voetmann, 1986: 11). Selvom Voetmann finder tegn på holdningsændringer på visse områder, konkluderer han, at der er så mange elementer af kontinuitet i partiets politik, at talen om en kovending er uberettiget (ibid.: 110). Samfundsforsker Nikolaj Petersen gør sig derimod til talsmand for, at der sker et opbrud i dansk sikkerhedspolitik, og at opbruddet sker som følge af både eksterne og interne påvirkninger. Han anfører især Socialdemokratiets tætte samarbejde med de forsvarskritiske partier SF, VS og RV som en hovedårsag til de interne påvirkninger (Petersen, 1982: 54). Blandt de politiske aktører er enigheden også til at overse. Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske ordfører Lasse Budtz 10 har i sit indlæg i debatten i kraftige vendinger påpeget, at partiet ikke skiftede kurs men fastholder at i realiteten var der blot tale om en forlængelse af den politik, vi havde ført lige fra 50 erne og 60 erne (Budtz, 1998: 10). Forhenværende statsminister Anker 9 Gallup har siden 1949 målt befolkningens holdning til NATO. Omkring 50% af de socialdemokratiske vælgere går ind for dansk medlemskab af NATO, og omkring 15% er imod. Den samlede befolknings tilslutning til NATO/dansk sikkerhedspolitik har i perioden ligget mellem 40% i 1960 og 60% i Dette sammenfald viser, at Socialdemokratiets holdninger stemmer overens med den brede befolknings, og at dansk sikkerhedspolitik således har en solid politisk forankring hos Socialdemokratiets vælgere (Berl ). 10 Lasse Budtz, uddannet journalist; afløste Robert Pedersen som sikkerhedspolitisk ordfører efter folketingsvalget 23. oktober 1979, en post han besad de efterfølgende 9 år. 6

7 Jørgensen ser heller ikke en ændring eller et skifte, men taler om en justering og ajourføring (JP ), og partifællen; tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen siger i en kronik i Information, at partiet førte den grundlæggende holdning videre (Inf ). Udenrigsminister i flere socialdemokratiske regeringer, K.B. Andersen, er ikke enig med sine partifæller, idet han opfatter disse såkaldte justeringer og korrektioner som faktiske ændringer i Socialdemokratiets sikkerhedsog fredspolitik (Berl ). K.B. Andersens synspunkter støttes af Robert Pedersen (S), som var den eneste, der offentligt tog afstand fra partiets officielle politik, som han mente var et brud med 112 års politisk troværdighed (JP og Fyens Stift ). Udenrigsminister i perioden , Uffe Ellemann-Jensen, har i sine erindringer kommenteret på Socialdemokratiets ageren i fodnoteperioden. Ifølge Ellemann-Jensen var det socialdemokratiets kovending i sikkerhedspolitikken, der indledte fodnoteperioden, og med fodnotepolitikken markerede Socialdemokratiet et klart brud med den hidtidige fælles linie mellem atlantpagtpartierne om sikkerhedspolitikken (Ellemann-Jensen, 1996: ). Undersøgelsesspørgsmål Som disse eksempler illustrerer, er der hverken blandt de datidige aktører eller forskere enighed om, hvorvidt Socialdemokratiet foretager en kursændring eller ej. Denne problematik er opgavens genstandsfelt, på baggrund af hvilken følgende undersøgelsesspørgsmål kan formuleres: Sker der ændringer i Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske holdninger efter dobbeltbeslutningens vedtagelse i 1979, og i givet fald hvorfor? Målet for denne opgave er, gennem en analyse af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske synspunkter i perioden , at belyse eventuelle holdningsændringer i partiets sikkerhedspolitik. Analysen af Socialdemokratiets sikkerhedspolitik vil fokusere på følgende temaer: Stationerings- og forstærkningpolitikken Nedrustning, våbenkontrol og afspænding INF-problematikken Dobbeltbeslutningen og dens følger Norden som atomvåbenfri zone Ovenstående temaer er interessante i forbindelse med analysen, fordi de fyldte meget i den offentlige debat og var dominerende i de sikkerhedspolitiske diskussioner i Folketinget i perioden. Vi har valgt at fokusere på den offentlige debat i Folketinget af to årsager. For det første fordi det kunne være interessant at belyse retorikken omkring bestemte sikkerhedspolitiske emner, som den kom til udtryk fra folketingets talerstol, og at følge retorikken over tid. For det andet fordi 7

8 debatterne fra Folketinget er offentlig tilgængelige og således udgør noget af det eneste tilgængelige materiale om dansk sikkerhedspolitik i denne periode. Det er nærmest umuligt at få aktindsigt i arkivmateriale fra f.eks. sikkerhedspolitiske udvalg fra 1980 erne, hvorfor en indgangsvinkel på baggrund af sådant materiale er udelukket. Analysen vil blive fulgt op af en redegørelse for og en efterfølgende vurdering af årsager, der kan fungere som forklaringsfaktorer på eventuelle forskydninger i Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske holdninger. Afslutningsvis vil der i en konklusion blive redegjort for undersøgelsens resultater, herunder en vurdering af, om Socialdemokratiet foretager et sikkerhedspolitisk skifte efter dobbeltbeslutningens vedtagelse i 1979, hvornår dette skifte sker og hvorfor. Forskningsoversigt Til at belyse Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i perioden benyttes forskelligt kildemateriale og sekundærlitteratur. Det vigtigste kildemateriale i opgaven er Folketingstidende, som danner grundlag for analysen. Folketingstidende kan kategoriseres som en institutionel kilde, der er skrevet i embeds medfør. Kilderne er endvidere samtidige, og derfor må disse tilskrives en høj validitet. Til belysning af årsager til et eventuelt socialdemokratisk kursskifte anvendes desuden en række aviskronikker, både samtidige og nutidige. I den sekundære litteratur skelnes mellem to grupper. Den første gruppe udgør tidligere og nuværende politikere samt embedsmænd. Ophavsmændene til denne litteratur prægede den politiske beslutningsproces og var således tæt på begivenhedernes gang. Forskere, der har beskæftiget sig indgående med dansk sikkerhedspolitik og i særdeles fodnoteperioden, udgør den anden gruppe. I Ib Faurby, Hans-Henrik Holm og Nikolaj Petersens Kampen om Sikkerheden (1986) gør de tre forskere sig til talsmænd for, at dansk sikkerhedspolitik i fodnoteperioden til dels kan beskrives ved hjælp af James Rosenaus præ- og tilpasningsteori (Faurby, 1986 II: 74-75). Ifølge denne teori er sikkerhedspolitik et samspil mellem forskellige faktorer, såvel interne som eksterne. Internt påvirkes et lands sikkerhedspolitik af blandt andet stærke personligheder og beslutningstagernes position (regering eller opposition). Eksternt er små stater nødsaget til at føre en tilpasningspolitik over for store stater, der fører en dominerende politik. Rosenaus teori er en videreudvikling af realismen (Viotti og Kauppi, 1993: ), og de tre forskere må således tilskrives den realistiske skole. Nikolaj Petersen har indgående beskæftiget sig med Socialdemokratiets standpunkter i fodnoteperioden. Socialdemokratiet har ifølge Petersen indtaget en ambivalent holdning til 8

9 dobbeltbeslutningen, som har resulteret i, at forhandlingsaspektet er blevet opprioriteret på bekostning af deployeringsdelen. Per Voetmanns bog om Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i fodnoteperioden søger at give et nuanceret billede af Socialdemokratiets sikkerhedspolitik og baggrunden for denne. Til belysning af et eventuelt skifte i Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske standpunkter foretager Voetmann en analytisk opdeling af partiets sikkerhedspolitik i forskellige underområder. Socialdemokratiet foretager ifølge Voetmann ikke et decideret kursskifte, men korrigerer blot de sikkerhedspolitiske standpunkter, således at disse passer til en mere reformistisk profil. Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i Folketinget I analysen sondres mellem de i problemformuleringen anførte temaer. Disse er ofte indbyrdes forbundne og overlapper hinanden, hvorfor det kan være vanskeligt at skelne skarpt mellem retorik indenfor hhv. det ene eller andet tema. Især temaerne INF og nedrustning overlapper hinanden. Overlapningen mellem disse to temaer kan ikke undgås, og for at begrænse dette har vi valgt at sondre mellem nedrustning generelt på ideologiplan og på konkret plan. Nedrustning på ideologiplan indbefatter nedrustningspolitikken, som udspiller sig i FN-regi. Nedrustning på konkret plan relateres i denne analyse til INF-problematikken, hvor fokus ligger på den konkrete regionale nedrustning i konflikten mellem øst og vest med udgangspunkt i NATOs dobbeltbeslutning. Analysen er skrevet i nutid, idet citaterne fra Folketingstidende er i nutid. Afslutningsvis vil analysens resultater blive opsummeret, herunder en vurdering af, hvorvidt der sker et skifte i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i perioden og på hvilke områder. Stationerings- og forstærkningspolitikken Det danske forbehold over for kernevåben er udgangspunktet for stationeringspolitikken. Denne udmønter sig i kravet om ingen kernevåben eller tropper med atomvåben på dansk jord. Forstærkningspolitikken er den naturlige konsekvens af Danmarks stationeringspolitik og drejer sig om muligheden for, at Danmark i krise- og krigstid kan modtage allieret forstærkning som afskrækkelse og som styrkelse af Danmarks forsvar. Specifikt udgør stationeringspolitikken NATOdepoter og faciliteter til fremmede tropper og fly. Desuden berøres andre emner i forbindelse med Danmarks forpligtelser over for NATO. 9

10 I forbindelse med en debat i Folketinget den 23. marts 1977 om Danmarks deltagelse i NATO AWACS-projekt 11 taler forsvarsminister Orla Møller om, at Danmark skal indgå i NATOs nye flyovervågningssystem som et led i deltagelsen i det eksisterende NATO-luftforsvarssystem. Den socialdemokratiske minister afviser alle beskyldninger fra venstrefløjen om, at det nye system vil koste den danske stat flere milliarder kroner. Der vil ikke blive tale om yderligere udpumpninger (1090). Partiet stiller sig ultimo marts 1977 positiv overfor NATOs planer for og Danmarks deltagelse i det kommende integrerede luftforsvarssystem og afviser kritik fra venstrefløjen i Folketinget. Forstærkningspolitikken bliver diskuteret i forbindelse med en forespørgselsdebat om regeringens militærpolitiske planer den 25. januar Den daværende socialdemokratiske forsvarsminister, Poul Søgaard ytrer sig om regeringens holdning til NATO-samarbejdet. Det er vigtigt for regeringen at modtagefaciliteterne for allierede tropper er velforberedte, således at Danmark er helt klar til at kunne modtage de forstærkninger, som spiller en afgørende rolle for landets forsvar (5246). Regeringen og hermed også Socialdemokratiet udtrykker en positiv indstilling til at bruge penge på at forberede modtagelsen af allierede tropper. Poul Søgaard kommer ikke nærmere ind på, specifikt hvad disse forberedelse dækker over, men der må være tale om militære installationer af enhver art, herunder våbendepoter, flyvehangarer, havne m. v. Det vigtige i at have faciliteterne i orden understreges af Socialdemokratiet det efterfølgende år. Den 26. februar 1980 svarer Preben Steen Nielsen fra Socialdemokratiet på SF og VS s spørgsmål om planerne for det danske militær frem til Det er af hensyn til Danmarks troværdighed i alliancen vigtigt, at det danske forsvar opretholdes, og at landet finder sin fortsatte placering i NATO-samarbejdet. Danmark skal altså ikke føre an, men må nødvendigvis følge med (5756). Denne forpligtelse til at følge med indebærer blandt andet, at Danmark må etablere de nødvendige modtagefaciliteter: flyvepladser, havne og depoter, og at disse er forberedt i fredstid (5757). Her understreges, at NATO-samarbejdet er vigtigt for Danmarks forsvar samt præciseres, hvad man officielt forstår ved at forberede modtagelsen af allierede tropper, som Poul Søgaard talte om den 25. januar Socialdemokratiet udtrykker forståelse for Danmarks situation som en småstat, der til stadighed har behov for at indgå i alliancer med henblik på at sikre sig som selvstændig nation. Ved at lave forberedelser til modtagelsen af fremmede tropper påtager Danmark sig de forpligtelser, man som et lille medlemsland af en alliance må påtage sig. Disse forpligtelser kommer igen ind i billedet i forbindelse med en forespørgsel om NATO den 30. oktober AWACS = Airborne Warning and Control System. Amerikansk luftbåret varslings- og kommandocentralfly. Bygget af Boeing til det amerikanske luftvåben. Er i dag en integreret del af NATO, og Danmark deltager med personel (Lademanns Multimedia Leksikon 1996). 10

11 Udenrigsminister Kjeld Olesen betragter forstærkningspolitikken som både rigtig og nødvendig (1269). Han præcisere mht. allierede forstærkninger, at mulighederne for i en given situation at modtage hjælp udefra må være forberedt på forhånd, således at forudsætningerne for overhovedet at kunne få en sådan hjælp kan opfyldes (1266). Med forudsætninger mener Kjeld Olesen forhåndsoplagring i depoter. Sådan en forhåndsoplagring betragter Socialdemokratiet som en faktor, der på flere måder vil kunne gavne freden, stabiliteten og det sikkerhedspolitiske klima. Først og fremmest argumenterer man for, at en udbygning af depoterne vil betyde, at Danmark i en anspændt situation kan udskyde tidspunktet for at bede om forstærkninger (1268). For det andet anføres, at depoterne har en afskrækkende virkning på lande, som måtte påtænke et angreb på Danmark. For det tredje, hvis Danmark ikke opbygger depoter, tvinges vores allierede til at forstærke deres forsvar med de følger, dette vil kunne indebære for stabiliteten og det almindelige sikkerhedspolitiske klima (ibid.). Sikkerhedspolitisk ordfører, Lasse Budtz, følger op på partifællen udenrigsminister Kjeld Olesens udtalelser. Han understreger, at forsvarssamarbejdet bygger på aftaler om, at Danmark kan modtage forstærkninger i krigstilfælde, og at Danmark siden 1960 har haft NATO-depoter. Ligesom Preben Steen Nielsen påpegede den 26. februar 1980, pointerer Lasse Budtz, at en opbygning af NATO-depoter i fredstid med henblik på modtagelse af allierede styrker er en logisk konsekvens af vor deltagelse i alliancen (1277). Socialdemokratiet fremfører under denne debat forskellige argumenter for nødvendigheden og berettigelsen af NATO-depoter og gør således meget ud af at bekræfte partiets forståelse for og positive holdning til NATO-depoter. Partiet følger op på den stationerings- og forstærkningspolitik, som har været ført de sidste par år med udgangspunkt i de tætte forbindelser til NATO. Retorikken viser tydeligt, at Socialdemokratiet fører en småstats-politik, hvor man som lille stat til stadighed må indordne sig under den eksisterende magtbalance (mellem Øst og Vest). I forbindelse med førstebehandlingen af folketingsbeslutning om bekæmpelse af oprustningen, den 14. maj 1982, kommenterer udenrigsminister Kjeld Olesen VS s forslag til, hvorledes realistiske nedrustningsinitiativer opnås. Foruden nej til nukleare mellemdistanceraketter, neutronbomben og kemiske våben, omhandler punkt fem et nej til udenlandske tropper og depoter (7567). Udenrigsministeren henviser til en bilateral aftale mellem Danmark og USA fra 1976 om støtte til amerikanske flyforstærkninger og afviser venstrefløjens beskyldninger om, at Danmarks støtte til forhåndsoplagring i depoter er et brud med den hidtidige officielle base-, depot- og atompolitik. Socialdemokratiet er enig med venstrefløjen på mange områder, men dog ikke når det gælder spørgsmålet om depoter på dansk jord i fredstid. En tilslutning til dette forslag ville være et brud med Danmarks forpligtelser over for NATO. Partiet fortsætter således den positive linie til NATO- 11

12 depoter og disses berettigede og nødvendige funktion for Danmarks sikkerhed. Som det var tilfældet den 23. marts 1977 da debatten drejede sig om Danmarks deltagelse i NATOs AWACSprojekt, lægger Socialdemokratiet afstand til venstrefløjens synspunkter på forstærkningsområdet. I dette tilfælde kan Socialdemokratiet ikke stemme for forslaget om et forbud mod udenlandske tropper og NATO-depoter. Socialdemokratiet holder derved fast på, at Danmark, i egen interesse, skal leve op til sine forpligtelser over for NATO. I november 1984 debatteres den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation. Lasse Budtz opremser måder, hvorpå man kan opnå atomvåbenfrihed i Europa. En af måderne er at lave en tilføjelse til Danmarks forstærkningsaftaler med NATO om, at styrker, der tilkaldes, ikke må medbringe kernevåben (1308). Dette forslag kædes sammen med partiets overordnede mål om at få oprettet en atomvåbenfri zone i Norden. Der er her tale om en lille skærpelse af partiets forstærkningspolitik. Det er praksis, at Folketinget i en eventuel krigssituation tager stilling til, hvorvidt fremmede tropper må medtage atomvåben. Socialdemokratiet ønsker nu - i forbindelse med planer om oprettelse af en nordisk atomvåbenfri zone - at få en tilføjelse til forstærkningsaftalerne, således at det bliver formaliseret og officiel dansk politik, at man ikke ønsker fremmede tropper med atomvåben i hverken freds-, krise- eller krigstid. Nedrustning, våbenkontrol og afspænding Det vigtigste aspekt ved spørgsmålet om nedrustning drejer sig om en reducering af atomvåbenarsenalet i verden og diskussionen om midlerne til at opnå dette mål. Andre mindre fremtrædende emner er et internationalt stop for kernevåbenprøvesprængninger, ikke førstegangsbrug af atomvåben og udviklingen og anvendelsen af kemiske våben og neutronbomben. Første gang Socialdemokratiet i denne analyse kommer ind på nedrustningsaspektet er i forbindelse med en forespørgsel til forsvarsminister Orla Møller om neutronbomben i Folketinget den 26. juli Formelt bør neutronbomben afskaffes, men Orla Møller tror ikke, at der er nogen, som kan give et fornuftigt svar på, hvorledes dette eller hint våbenprojekt indvirker på afspændingsbestræbelserne (5818). Socialdemokratiet finder ikke, at udviklingen af neutronbomben har en direkte negativ indvirkning på nedrustningsbestræbelserne, og virker ikke specielt kritiske over denne udvikling. Cirka 3 måneder senere bliver nedrustningsaspektet igen taget under behandling. Udenrigsminister K. B. Andersen gør den 18. november 1977 opmærksom på, at nedrustningsproblemerne påkalder [sig] stigende international opmærksomhed (2218), og at nedrustningsforhandlinger skal foregå i 12

13 FN-regi. Danmark skal som lille land i FN yde sit bidrag til nedrustningssagen og presse på for at FN skal udarbejde en principerklæring samt et handlingsprogram med et konkret og realistisk indhold (2217). Samtidig understreger K.B. Andersen, at den danske regering betragter NATOsamarbejdet som en vigtig forudsætning for afspændingspolitikken (2219). Socialdemokratiet problematiserer i højere grad nedrustningspolitikken og pointerer, at Danmark kun kan bidrage til international nedrustning og afspænding via FN, og at Danmarks deltagelse i NATO-samarbejdet fremmer denne udvikling. Under forespørgselsdebatten den 2. marts 1978 skærper Socialdemokratiet retorikken over for problemet. I skarpe vendinger omtales det tiltagende våbenkapløb, der beskrives som uhæmmet og meningsløst og at dette skal stoppes ved hjælp af en international kontrolleret og en gensidig afbalanceret nedrustning (6967). FN skal fortsat spille en afgørende rolle i denne gensidige afbalancerede nedrustning, og minister Lise Østergaard påpeger, at hovedvægten bliver lagt på nedrustningsinitiativer, som har en realistisk chance for at blive ført ud i livet i relativ nær fremtid (6974). Socialdemokratiet understreger betydningen af, at nedrustning kun kan ske gensidigt og afbalanceret. Det betyder med andre ord, at nedrustningen ikke må gå ud over de enkelte staters sikkerhed, og at ensidige nedrustningsinitiativer derfor ikke kan lade sig gøre (6969). Denne realistiske nedrustningspolitik skal udspilles og løses i FN-regi til gavn for verdens fattige. Nedrustningspolitikken må desuden ikke anskues isoleret i forhold til en bestemt verdensdel, men ses som et globalt problem. Som noget nyt anbefaler Socialdemokratiet, at der opnås en fuldstændig prøvestopaftale (6974). I 1979 blusser nedrustningsdebatten for alvor op i lyset af NATOs kommende dobbeltbeslutning. 25. januar 1979 har man i Folketinget en debat om regeringens militærpolitiske planer, og den forbindelse bliver nedrustningsaspektet også diskuteret. Poul Nielson ser resultater på nedrustningsområdet som ubetinget nødvendige for menneskehedens fremtid og for betryggelsen også af vor egen sikkerhed på længere sigt (5256). Han taler om, at nedrustningen skal ses som en proces, der kun kan realiseres via gensidig tillid og stabilitet. Denne stabilitet, som Socialdemokratiet gang på gang i de to foregående år har understreget betydningen af, kan ikke opnås via ensidige eksperimenter, der ikke er ledsaget af og sammenkædet direkte med en tilsvarende udvikling hos modparten (5256). Partiet følger op på den politik, som blev udtrykt i Folketingssalen den 2. marts 1978, ved at pointere, at en eventuel nedrustning skal være gensidig og i takt med modpartens. 13

14 Socialdemokratiets nye sikkerhedspolitiske ordfører, Lasse Budtz, udtrykker sig den 4. juni 1980 meget klart omkring problemet ved det, der den 25. januar 1979 blev karakteriseret som ensidige eksperimenter: nedrustning kan kun gennemføres med udbytte, hvis den samtidig bliver gennemført i sikkerhed ( ) At bringe sig selv i en situation, hvor man ved at nedruste formindsker sin egen sikkerhed, er ikke altid blot at udfordre skæbnen, det er også at bringe afspænding og nedrustningsmulighederne i fare, og derfor må vi arbejde for en samtidig og gensidig nedrustning (11103) Budtz understreger i samme debat, at nedrustningen må gennemføres samtidigt, gensidigt og parallelt (11097). Dette citat fremhæver virkelig Socialdemokratiets synspunkt på, hvorledes global nedrustning kan fremmes. Disse udtalelser opsummerer den politik, som Socialdemokratiet for første gang i Folketinget gav udtryk for i forespørgselsdebatten om nedrustning den 2. marts 1978 og fulgte op på den 25. januar Nu taler man endda om, at det er at udfordre skæbnen, det vil sige den globale sikkerhed, hvis enkelte lande eller alliancer tager initiativ til ensidig nedrustning. I de efterfølgende cirka 3 år bliver nedrustningsaspektet hovedsageligt koblet sammen med den heftige diskussion i relation til INF-problematikken, hvorfor alt nedrustnings- og afspændingsrelateret behandles i forbindelse hermed. Derfor skal vi frem til den 2. maj 1984 for igen at opleve, at nedrustnings-temaet kommer op i en debat i Folketinget. Socialdemokratiet ønsker fortsat at fremme international nedrustning i FN-regi, som partiet ikke finder står i et modsætningsforhold til Danmarks NATO-solidaritet. Lasse Budtz siger, at Socialdemokratiet ønsker det bredest mulige samarbejde om en afspændings- og nedrustningspolitik, der kan gå hånd i hånd med vort medlemskab af NATO, som vi fortsat ikke ser noget alternativ til (5265). Danmark kan og bør tage selvstændige initiativer på nedrustningsområdet uden om NATO, uden at dette kolliderer med Danmarks NATO-solidaritet. Denne opfattelse deler de borgerlige imidlertid ikke. Under samme debat redegør den sikkerhedspolitiske ordfører, Lasse Budtz, for Socialdemokratiets holdning til, hvorledes nedrustning bedst opnås. Dette kommer tydeligst frem, når han taler om, hvad der ikke fremmer nedrustning: Socialdemokratiet tror ikke på terrorbalanceteorien, der blot forøger oprustningen, eller på den absolutte balance mellem alle våbenarter, og vi tror slet ikke på nødvendigheden af at have militær overlegenhed [ ] der er efter vor mening ikke noget alternativ til sameksistenspolitikken. En automatisk fortsættelse af 14

15 terrorbalancen har vist sig at øge usikkerheden og modsætningsforholdene (5277, 5266). Denne nye politik er udtryk for en kovending i forhold til tidligere udtalelser. Den 25. januar 1979 pointerede Poul Nielson, at nedrustning og stabilitet ikke opnås ved ensidige eksperimenter (se ovenstående), som ikke modsvares af lignende tiltag hos modparten. Den 4. juni 1980 gør Lasse Budtz det meget klart, at Socialdemokratiet ikke kan se andre veje til nedrustning og global sikkerhed end samtidig og gensidig nedrustning (se ovenstående). Nu går Socialdemokratiet således ind på en ny linie i forhold til nedrustning. Fra at have en klar præference for samtidig, gensidig og parallel nedrustning som nedrustningsmodel, skifter Socialdemokratiet nu synspunkt. Partiet tror ikke længere på den absolutte magtbalance, det vil sige en total militær balance, som middel til at komme videre med nedrustning (her en balance mellem øst og vest). Socialdemokratiets nye nedrustningspolitik følges op i Folketinget den 29. i samme måned. I forbindelse med en forespørgsel om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation drejer debatten ind på problematikken omkring opstillingen af NATOs mellemdistancemissiller. Lasse Budtz mener, at vesten er stærk nok til at tage det første skridt (7334) med hensyn til et eventuelt opstillingsstop. Socialdemokratiet videreudvikler den negative holdning til den absolutte balance, som partiet gav udtryk for den 2. maj. Man præciserer nu, at partiets afstandstagen til den absolutte balance indebærer, at det er acceptabelt, at Vesten tager initiativet og påbegynder en isoleret nedrustning. Dette synspunkt er udtryk for, at Socialdemokratiet nu definitivt er gået væk fra tidligere artikulationer gående på, at nedrustning bedst fremmes med udgangspunkt i en (militær) magtbalance og via en samtidig, gensidig og parallel nedrustning (se ovenstående). I endnu en debat om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation et halvt år senere, den 1. november 1984, beklager Socialdemokratiet den generelle udvikling på nedrustningsområdet. Især Sovjetunionens manglende vilje til at indgå forhandlinger skuffer. Den internationale oprustning fremmer ikke fred og sikkerhed, og den udvikling vil Socialdemokratiet faktisk meget gerne være med til at bryde, for nogle må gøre noget og ved intet at gøre sker der selvfølgelig intet (1375). 7. december samme år fortsætter Socialdemokratiet bestræbelserne på at vende den internationale udvikling med henblik på at få gang i forhandlinger mellem supermagterne. Den sikkerhedspolitiske ordfører oplyser, at partiet vil være med til at forbedre forholdet mellem supermagterne (3471), hvor en del af disse bestræbelser skal foregå i FN-regi (3474). Socialdemokratiet skærper deres holdning om, at internationale nedrustningsforhandlinger er vejen mod nedrustning. Danmark bør tage initiativer til nedrustningsforhandlinger, men det kan ikke være klart, at alt, hvad vi [Danmark] foretager os til fordel for nedrustningen og afspænding, skal 15

16 godkendes af NATO først (3528). Det er ifølge Socialdemokratiet med andre ord ikke nødvendigt, at eventuelle ensidige danske forhandlingsinitiativer på nedrustningsområdet koordineres med NATO. Med denne holdning til selvstændige initiativer lægger Socialdemokratiet afstand til både regeringens, men også deres egen tidligere opfattelse af, at alle initiativer på nedrustningsområdet skal ske i NATO-regi. Tilbage i 1980 understregede Lasse Budtz, at Socialdemokratiet har en klar interesse i at fastholde den nuværende danske sikkerhedspolitik baseret på medlemskabet af NATO med denne organisations dobbelte formål, at søge sikkerhed og afspænding (28/2, 5955). Senere samme år gør daværende udenrigsminister Kjeld Olesen det klart, at mindre lande som Danmark skal finde deres plads og at det fordrer en forståelig solidaritet med ens allierede (4/6, 11081). Dermed implicit at man ikke ville støtte eventuelle ensidige initiativer. Partiet fortsætter den offensive nedrustningsstrategi ved en forespørgsel den 3. april Lasse Budtz anfører, at vi må i det hele taget modarbejde atomvåbnenes anvendelse nationalt og globalt, og et af de første skridt burde helt selvfølgeligt da være et stop for alle atomvåbenprøvesprængninger [ ] den danske regering, bør støtte et øjeblikkeligt prøvestop og forhandlinger om at gøre det permanent (9051, 9052). Socialdemokratiet ønsker, at Danmark skal tage initiativ til at få gang i forhandlinger om et totalt stop for atomvåbenprøvesprængninger og vil fortsat ikke udelukkende føre nedrustningspolitik i NATO-regi. Atomvåbenprøvesprængningerne kædes sammen med et fuldstændigt uhæmmet atomvåbenkapløb, et kapløb af et omfang, som vi knap nok har fantasi til at forestille os (24/4-86, 10215). Socialdemokratiet mener, at der må gøres noget for at stoppe, sinke, formindske udviklingen, naturligvis helst helt hindre den (ibid.). Løsningen for Socialdemokratiet er et international prøvestop (24/4-86, 10214), som betegnes som den enkelthandling, der vil gavne nedrustningen på kernevåbenområdet mest (ibid.). Tidligere har partiet udtrykt ønske om et prøvestop uden at tage yderligere initiativer til at få det gennemført i praksis. I forlængelse af partiets mere offensive nedrustningspolitik mener man nu, at regeringen på Danmarks vegne bør tage aktiv del i gennemførelsen at et prøvestop blandt andet ved at opfordre atommagterne til genoptagelse af nedrustningsforhandlinger samt indkaldelse til en international konference (24/4-86, 10219). 16

17 20. maj 1986 drejer debatten i Folketinget sig om udviklingen og brugen af kemiske våben. Socialdemokratiet udtrykker i denne forbindelse bekymring for argumentet om, at de kemiske våben er forældede og derfor må erstattes, for at troværdigheden kan bevares ( ) at man vil stå stærkere i forhandlingerne, hvis man selv starter en ny produktion (11244). Her ses endnu et eksempel på, at Socialdemokratiet er gået væk fra deres tidligere opfattelse af den nødvendige balance inden for alle våbentyper som udgangspunkt for forhandlinger på nedrustningsområdet. INF-problematikken: Dobbeltbeslutningen og dens følger INF-problematikken dækker over en række emner, der alle kan relateres til dobbeltbeslutningens vedtagelse den 12. december 1979 og de efterfølgende implikationer. INF-temaet dominerer i debatten i Folketinget i perioden, og fokus er primært rettet imod diskussionen omkring opstillingen af NATO-alliancens 572 mellemdistancemissiler. Foruden mellemdistancemissilerne og diskussionen omkring finansieringen af disse berøres holdningen til NATO-samarbejdet generelt. NATO-samarbejdet er rigtigt, og ( ) Danmark skal være uhyre forsigtig med at ændre sin kurs i så henseende (2226) siger den sikkerhedspolitiske ordfører, Robert Pedersen, i Folketinget den 18. november Holdningen til NATO er i slutningen af 1977 positiv, og Socialdemokratiet lægger stor vægt på, at der er en bred opbakning i det danske folketing (2289) omkring dansk sikkerhedspolitik, herunder NATO-politikken. Det er vigtigt, at de tre Atlantpagtpartier holder sammen og fortsætter den konsensus, som har præget dansk sikkerhedspolitik siden Danmarks indtræden i NATO. Denne holdning kommer klart frem, idet udenrigsminister K. B. Andersen udtrykker glæde over, at der er enighed om hovedlinjerne i vores udenrigspolitik, fordi det giver troværdighed, det giver kontinuitet (2280). Udenrigsministeren kæder også Danmarks tilhørsforhold til NATO sammen med nedrustningsproblematikken: Den danske regering betragter det samarbejde, der finder sted i NATO, som en forudsætning for afspændingspolitikken (2219). Den positive holdning til NATO og denne organisations betydning for afspændingen og dermed også for Danmarks sikkerhed bliver slået fast af minister uden portefølje Lise Østergaard i en forespørgselsdebat om nedrustning den 2. marts Heri hedder det, at gennem vores medlemskab af NATO befæster vi vores egen sikkerhed, samtidig med at vi bidrager til at sikre styrkebalancen mellem øst og vest (6968). I overensstemmelse med denne opfattelse opfatter Socialdemokratiet NATO som en fredsskabende organisation, der via sin militære styrke er med til at opretholde en vigtig magtbalance mellem øst- og vestblokken. Om magtbalancen og dennes betydning for freden fortsætter Lise Østergaard: når begge parter besidder så overvældende 17

18 magtfulde våben, holder de samtidig hinanden i skak. Ingen vil vove at angribe først i erkendelse af gengældelsens umådelige ødelæggelsesvirkning (6968). NATOs våbenstyrke, herunder atomvåbnene, ses som et nødvendigt element for opretholdelsen af freden og sikkerheden i Europa. Socialdemokratiet giver med disse udtalelser udtryk for en accept af magtbalancens betydning, herunder atomvåbnenes vigtige rolle for dennes opretholdelse. Lasse Budtz giver i samme debat klart udtryk for atomvåbnenes afgørende rolle i den magtbalance, der har været så afgørende for fredens opretholdelse. Ifølge Budtz har den såkaldte terrorbalance været med til at sikre freden i over 30 år ( ) Det skyldes, at der er opretholdt en rimelig balance i den teknologiske udvikling i de to magtblokke (6989). Lasse Budtz knytter efterfølgende en kommentar til implikationerne af en eventuel forskydning i denne magtbalance mellem øst og vest: Man kan ikke afvise, at den teknologiske udvikling og den teknologiske forskning, som jo er utrolig omfattende, og som stadig udvides, en dag giver én af supermagterne et forspring, og det kan betyde, at balancen forrykkes, og i samme øjeblik det sker, øges faren for en kernevåbenkrig. Det er igen en understregning af, at alle forsøg på i hvert fald at fastfryse eller fortsat afbalancere udviklingen må gøres. (ibid.). Dette citat viser, at Socialdemokratiet inden dobbeltbeslutningens vedtagelse den 12. december 1979 går ind for den grundlæggende ideologi bag denne. Helst skal begge parter holde inde med udviklingen af atomvåben, således at en oprustning kan undgås. Hvis dette ikke er tilfældet, og en af parterne påbegynder en oprustning som resultat af en teknologisk udvikling, må den anden part foretage den samme tilsvarende oprustning med andre ord afbalancere den uligevægtige situation. Når partiet netop gør sig til talsmand for, at man bør tilstræbe at afbalancere udviklingen, kan det kun opfattes som en klar tilslutning til argumentet om, at en oprustning på den ene side skal modsvares af en tilsvarende hos modparten. Status quo mellem de to supermagter ses som et legitimt middel for opretholdelse af fred. Statsminister Anker Jørgensen følger den 1. juni 1978 op på minister Lise Østergaard og Lasse Budtz udtalelser af 2. marts 1978: Vi deler det synspunkt at den militære styrke er en nødvendig forudsætning for realistiske afspændingsbestræbelser. Vi forstår klart betydningen af langtidsforsvarsprogrammet, og vi kan tilslutte os det, som det, det er ment: et grundlag for fremtidige forsvarsplanlægning i årene fremover (11815). Han og den socialdemokratiske regering slutter op bag indholdet i NATOs langtidsprogram og tilføjer, at dette program ikke er udtryk for en dramatisk udvikling, men reflekterer behovet for at 18

19 justere vores forsvarsbestræbelser (ibid.). Anker Jørgensen præciserer, at forudsætningen for realistiske afspændingsbestræbelser og nedrustning på international plan kun kan ske via militær styrkebalance. Socialdemokratiet opfatter ikke langtidsprogrammet som udtryk for en negativ udvikling, men mere som en nødvendig foranstaltning med henblik på for det første at bevare den militære balance mellem øst og vest blokken og for det andet at, de enkelte områder, herunder også Danmark, ikke mister den tryghed, der kan ligge i et forsvar af rimeligt omfang og i alliance med andre (11814). Statsministeren tilslutter sig således den dominerende opfattelse hos Socialdemokratiet i tiden op til vedtagelsen af dobbeltbeslutningen. Man gør meget ud af at understrege, at der skal være status quo mellem supermagterne, og langtidsprogrammet vurderes af Socialdemokratiet som et positivt og nødvendigt initiativ, der bidrager til at fremme freden i verden og dermed varetager Danmarks interesser. Den socialdemokratiske regering under ledelse af Anker Jørgensen bliver den 30. august 1978 afløst af en socialdemokratisk-venstre regering med Anker Jørgensen som statsminister. Regeringsskiftet medfører ikke ændringer i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik. Den 25. januar 1979 har man i Folketinget en forespørgselsdebat om regeringens fremtidige planer for militæret, hvor den socialdemokratiske forsvarsminister Poul Søgaard i sin redegørelse henviser til statsminister Anker Jørgensens åbningstale i Folketinget den 3. oktober Her understregede statsministeren, at den nye regering vil fortsætte den tidligere regerings sikkerhedspolitiske linie på grundlag af Danmarks medlemskab af FN, NATO (3) og at Danmarks medlemskab af NATO udgør grundlaget for vor sikkerhedspolitik. Sammenholdet i NATO er forsat af afgørende betydning for stabiliteten i vor del af verden og dermed for den fortsættelse af en realistisk afspændingsproces, som regeringen lægger så stor vægt på (5). Anker Jørgensens retorik viser, at partiet bakker op om NATO og dermed den politik, der imellem de tre Atlantpagtpartier har været konsensus omkring siden Danmarks indtræden i NATO i Udgangspunktet for nedrustnings- og afspændingspolitikken er fortsat eksistensen af en militær styrkebalance mellem de to supermagter. Dette var Anker Jørgensens synspunkt og dermed Socialdemokratiets synspunkt den 1. juni 1978, 3. oktober 1978 og er det stadig den 25. januar Poul Søgaard fremhæver at langtidsforsvarsprogrammet og alliancens forsvarsbehov må ses i nøje sammenhæng med den generelle vurdering af udviklingen i Øst-Vest forholdet, at en passende militær styrke er en absolut forudsætning for realistiske afspændingsbestræbelser (5247). 19

20 Ifølge NATOs øverste forsvarschef, Haig, har der i de sidste 10 år været en militær udvikling i Warszawa-pagtområdet, som nødvendiggør en ajourføring af NATOs våbensystemer. Dette behov for en ajourføring på NATOs våbensystemer, som langtidsprogrammet anbefaler, kan Socialdemokratiet tilslutte sig (5295). Søgaard bruger her præcis samme retorik som statsminister Anker Jørgensen brugte 8 måneder tidligere. Dengang som nu taler Socialdemokratiet om realistiske afspændingsbestræbelser, og at en modernisering af NATOs våbenstruktur er nødvendig for at bevare magtbalancen og dermed grundlaget for en realistisk nedrustning/afspænding. Poul Nielson udtrykker de samme holdninger: Vi ser intet alternativ til afspændingspolitikken, og vi ser som parti og som regeringsparti med det ansvar, det indebærer også resultater på nedrustningsområdet som ubetinget nødvendige [ ] disse mål kan kun realiseres gennem en proces, hvor vi skridt for skridt skaber øget tillid, og denne proces må af præcis samme grund baseres på stabilitet, Ensidige eksperimenter, der ikke er ledsaget af og sammenkædet direkte med en tilsvarende udvikling hos modparten, kan vi ikke anbefale (5256). Socialdemokratiet ønsker ikke som regeringsparti at føre en politik, der er baseret på ensidig nedrustning fra enten NATO eller Warszawa-pagten, men derimod en gensidig og samtidig nedrustning. Som det var tilfældet den 25. januar 1979, vil Socialdemokratiet også tilslutte sig en ajourføring af NATOs våbensystemer den 17. maj Forsvarsminister Poul Søgaard redegør i en forespørgselsdebat vedrørende NATO for alliancens planer i forbindelse med langtidsprogrammet og moderniseringen af NATOs mellemdistancekapacitet. Socialdemokratiet deler den opfattelse, der ligger til grund for denne oprustning. Oprustningen i øst bekymrer, idet Sovjetunionen med udviklingen og opstillingen af de nye SS-20 missiler kan nå ethvert mål i Vesteuropa, og fordi NATO i dag simpelthen ikke [har] noget passende modvåben imod dette (11068). Poul Søgaard forestiller sig, at uden en NATO-oprustning vil magtbalancen mellem øst og vest forskydes, og vi kunne derved komme i en situation at måtte eskalere en konflikt til et sådant omfang, at der ville være en risiko for, at tærsklen for anvendelsen af strategiske atomvåben vil blive sænket (ibid.). Robert Pedersen følger op på Poul Søgaards indlæg. Han taler om den kvantitative versus den kvalitative balance. Warszawapagtlandene har gennem tiden været NATO kvantitativt overlegen med en større konventionel styrke, hvor NATO til gengæld har været Warszawapagten kvalitativt overlegen med mere sofistikerede våbensystemer. Dette forhold har betydet, at der altid har eksisteret en militær balance de to pagter imellem. Med opstillingen af SS-20 i Warszawapagtlandene er der sket i forskubbelse i balancen, som vi er nødt til at tage stilling til 20

21 (11078). NATO har reageret på denne forskydning i balancen ved at udarbejde Langtidsprogrammet, der opstiller nye mål for udviklingen af alliancens militære styrkestruktur. Senere på året nærmer dobbeltbeslutningen sig, og balanceproblematikken bliver endnu en gang fremhævet som værende af afgørende betydning for Socialdemokratiets stillingtagen til den kommende dobbeltbeslutning. Den 27. november 1979, to uger før dobbeltbeslutningens vedtagelse, hæfter Socialdemokratiet sig ved, at Sovjetunionen i de senere år har moderniseret sine taktiske atomstyrker i et tempo og i et omfang, der har skabt og i stigende grad vil skabe en betydelig ubalance i Europa til fordel for Warszawapagten (930) og at kendsgerningen er, at balancen hurtigt og stærkt forrykkes med produktionen af 50 SS-20 pr. år, og derfor spiller tidsfaktoren en meget vigtig rolle (933). Retorikken viser, at partiet er utryg ved den nuværende situation, og at man er opmærksom på den fremtidige militære balance i Europa ved at bruge formuleringer som i stigende grad og betydelig ubalance. Som Socialdemokratiets politik var den 2. marts og 1. juni 1978, 25. januar og 17. maj 1979, er den stadig den 27. november Udenrigsminister Kjeld Olesen advarer imod den ovenstående udvikling og konkluderer, at i et bare lidt længere perspektiv er det derfor klart, at NATO ikke kan acceptere, at den nuværende situation fortsætter (930). For at imødegå denne utryghed og ubalance skal der være en vis militær balance mellem parterne (929), og Kjeld Olesen understreger, at en sådan er en vigtig forudsætning for at opnå resultater i våbenkontrolforhandlinger mellem øst og vest (ibid.). Dobbeltbeslutningen er det rette instrument for tilskyndelse til våbenkontrolforhandlinger på INFområdet med dens gulerod, tilbudet om forhandlinger, og dens stok, truslen om opstilling af de 572 mellemdistancemissiler. Selvom partier går ind for dobbeltbeslutningen og dens implikationer, vil Socialdemokratiet på det kommende ministermøde i NATO foreslå sine allierede at moderniseringsbeslutningen udskydes i 6 måneder, således at man har tid til at afprøve Sovjetunionens reelle forhandlingsvilje. Men forslaget om en udskydelse i 6 måneder er dog betinget af, at Sovjetunionen omgående standser produktionen og deployeringen af nye SS-20 missiler i Warszawapagtlandene. Selvom Socialdemokratiet tilslutter sig dobbeltbeslutningen og balancepolitikken, indikerer forslaget om en udskydelse på 6 måneder, at partiet ikke ønsker, at NATO træffer beslutningen uden først at have undersøgt modpartens holdning. Dette forslag bliver af partierne til højre i Folketinget opfattet som et brud med den enighed om dansk sikkerhedspolitik, som har kendetegnet denne i over 30 år. 21

22 Vi ( ) har en klar interesse i at fastholde den nuværende danske sikkerhedspolitik baseret på medlemskabet af NATO med denne organisations dobbelte formål, at søge sikkerhed og afspænding (5559), siger Kjeld Olesen under en forespørgselsdebat om sikkerhedspolitik i Folketinget den 28. februar Socialdemokratiet fortsætter med støtten til dobbeltbeslutningen, idet det understreges, at NATO er et nødvendigt middel til at komme videre i en afspænding (6005). For at pointere at Socialdemokratiet fortsat støtter op omkring dansk medlemskab af NATO og alliancens dobbeltbeslutning med dens dobbelte formål, fremsætter partiet et forslag om en motiveret dagsorden med netop dette indhold. Fire måneder senere fastholdes og understreges partiets støtte til vigtigheden af NATOs balancestrategi og dobbeltbeslutningen. Udenrigsminister Kjeld Olesen kommer den 4. juni 1980 med en ganske fundamental betragtning (11127). I en forespørgselsdebat, foranlediget af Gert Petersens spørgsmål til udenrigsministeren om hvilke initiativer, den danske regering agter at tage på nedrustningsområdet, drejer diskussionen igen ind på INF-problematikken og balancespørgsmålet. Kjeld Olesen konkluderer i den sammenhæng om forudsætning for reelle nedrustningsforhandlinger, at konkrete positive skridt har en eneste forudsætning, nemlig at der har ligget en erkendelse, som er blevet skabt af, at der var en given balance, og derfor hvor kedeligt det end kan lyde mener jeg ikke, man kommer bort fra, at denne givne balance stadig væk er forudsætningen for, at vi kan komme videre (ibid.). Udenrigsministeren følger op på sine partifæller forsvarsminister Poul Søgaard og Robert Pedersens udtalelser den 17. maj 1979 og sine egne udtalelser i Folketinget den 27. november 1979 og 28. februar Socialdemokratiets tankegang er fortsat præget af den opfattelse, at eventuelle nedrustningsforhandlinger må tage udgangspunkt i en balancesituation de to alliancer imellem. Partiet er med andre ord helt på det rene med, at NATO opstiller de 572 mellemdistancemissiler med henblik på at lægge pres på Warszawapagten. Partiet deler ikke SF s holdning om, at NATO skal indlede forhandlinger uden først at have noget at forhandle ud fra. Den militære pression er for Socialdemokratiet et helt nødvendigt skridt for at kunne fremkalde en forhandlingssituation (11133) og derved nå målet om realistisk afspænding. Dette synspunkt træder meget klart frem, idet Kjeld Olesen udtaler, at han tror ikke et øjeblik på den opskrift ( ) gående på, at bare man tager initiativer, og bare siger tingene tilstrækkelig kraftigt, skal det nok få tingene til at gå i den rigtige retning (11127). De realistiske afspændingsbestræbelser, som Socialdemokratiet har betonet vigtigheden af siden 1977, kan ikke opnås ved forhandlinger alene uden at have et ligeværdigt forhandlingsudgangspunkt den militære balance. Socialdemokratiet tilslutter sig den 4. juni 1980 alliancens dobbeltbeslutning og dennes indbyggede tosidede formål med sikkerhed og afspænding. 22

23 Hvad angår Danmarks forhold til NATO generelt lægger udenrigsministeren vægt på, at lande som Danmark, der er et lille NATO-land skal finde deres plads for at tage vare på deres egen sikkerhed, og det fordrer en forståelig solidaritet med éns allierede (11081). Den nye sikkerhedspolitiske ordfører, Lasse Budtz, gør opmærksom på, at Socialdemokratiet ikke kan godtage SF s dagordensforslag om at arbejde for en udskydelse af dobbeltbeslutningens gennemførelse. Socialdemokratiet sender derved et signal om, at man ikke kan og vil modarbejde dobbeltbeslutningen og dens formål. NATO-solidariteten understreges via disse udtalelser, og partiet tager i Folketinget afstand fra venstrefløjspartiernes synspunkter omkring dobbeltbeslutningen. Uenigheden med venstre side i Folketinget træder igen frem i Folketinget 5 måneder senere. 27. oktober 1981 er der en forespørgselsdebat om atomoprustning i Europa. Venstrefløjen er kritisk over for NATOs moderniseringsprogram, som det kommer til udtryk i dobbeltbeslutningen, og mener ikke, at forhandlingsdelen tilskrives nok opmærksomhed fra den socialdemokratiske regerings side. Socialdemokratiet tager til genmæle over for kritikken med argumentet om, at det er Sovjetunionen, der har opstillet mindst 250 mellemdistanceraketter af typen SS- 20. Hver raket er udstyret med 3 kernevåbensprængninger, og af dem er der derfor mindst 750. Opstillingen fortsætter ufortøvet hver eneste uge med mindst halvanden raket (11022). Dobbeltbeslutningen bliver retfærdiggjort som den nødvendige vestlige reaktion mod sovjetisk oprustning, lige som det var tilfældet under tidligere folketingsdebatter. Lasse Budtz udtrykker dette forhold meget klart: NATOs dobbeltbeslutning, som er reaktionen på den sovjetiske såkaldte modernisering, omhandler en sådan forhandling samt en opstilling af et såkaldt svar bestående af 572 raketter ( ) denne bevægelighed i den vestlige holdning indebærer, at det i virkeligheden er Sovjet, der bestemmer, hvor mange mellemdistanceraketter der endnu skal opstilles i Europa ( ) Er Sovjet villig til begrænsninger, må vesten være villigt til lignende forholdsmæssige begrænsninger, taget med udgangspunkt i de tal jeg allerede har nævnt. Hvis Sovjet helst vil undgå en vestlig opstilling, ved det altså, hvordan dette kan ske. Det er Sovjet, der bestemmer ( ). Det er op til Sovjetunionen, hvilken del af dobbeltbeslutningen der skal effektueres, og udenrigsminister Kjeld Olesen deler denne opfattelse, idet han også pointerer, at det er Sovjetunionen, der gennem sin holdning bestemmer omfanget af NATOs moderniseringsprogram. Gennem NATOs dobbeltbeslutning håber vi at have gjort dette helt klart (1113). Med Socialdemokratiets uforbeholdne tilslutning til dobbeltbeslutningen og dens implikationer, fortsættes den linje, som har kendetegnet partiets politik siden Udgangspunktet er fortsat 23

24 NATO, og grundholdningen er, at det bedste grundlag for nedrustning og bevarelse af freden er opretholdelse af status quo. Dobbeltbeslutningen skaber med sin tosidethed de bedste forudsætninger for realistiske nedrustningsforhandlinger. Partiet finder det ikke på nogen måde kritisabelt, at man må opruste på kort sigt for at fremme freden på lang sigt. Holdningen til dobbeltbeslutningen og venstrefløjens synspunkter ændrer sig markant i løbet af det næste år, hvor Socialdemokratiet i mellemtiden har skiftet rolle fra regeringsparti til oppositionsparti. Den 26. november 1982 er der førstebehandling af folketingsbeslutning om mellemdistanceraketter fremsat af SF og VS. Som noget nyt lægger Socialdemokratiet ikke længere afstand til venstrefløjen, tværtimod krediterer Lasse Budtz forslagsstillerne for at bruge socialdemokratiske synspunkter som motivering for deres initiativer, sådan skal det være (2414). Daværende udenrigsminister Kjeld Olesen lagde mange kræfter i at markere afstand til venstrefløjens holdninger både den 4. juni 1980 og den 27. oktober I 1980 tog man afstand til et dagsordenforslag om udskydelse af dobbeltbeslutningen, og i 1981 afviste man kritikken af selv samme med den begrundelse, at Sovjet bar ansvaret for, om NATOs moderniseringsprogram skulle effektueres. Nu gør Socialdemokratiet sig til talsmand for, at den del af Danmarks bidrag til infrastrukturprogrammet, der går til nye mellemdistanceraketter bør, stilles i bero indtil videre og partiet går ind for en fastfrysning af kernevåbnene der skal omfatte alle europæiske atomvåben (2415) 12. Lasse Budtz begrunder synspunktet med, at 200 raketter på vestlig side i Europa f.eks. ville være bedre end 572 (2438). Socialdemokratiet skifter holdning på INF-området. Hvor partiet tidligere gjorde sig megen umage med at markere støtte til NATOs dobbeltbeslutning og understregede vigtigheden af en fortsat militær magtbalance i Europa, vil man nu indtil videre ikke være med til, at Danmark, via infrastrukturkontoen, betaler til opstillingen af de planlagte mellemdistanceraketter. Ved at udtrykke ønske om at antallet af mellemdistanceraketter i Europa fastfryses, lægges afstand til politikken siden Lasse Budtz og Socialdemokratiet ønsker nu ikke længere, at NATO opstiller de 572 raketter, således at magtbalancen genoprettes, noget udenrigsminister Kjeld Olesen og Lasse Budtz gentagne gange tidligere har påpeget vigtigheden af. Med disse synspunkter markerer partiet et skifte i dets grundholdning til, hvorledes nedrustning og varig fred bedst opnås. Der bliver ikke fremført årsager til holdningsskiftet, hvilket er lidt bemærkelsesværdigt. Der tegner sig et billede af en noget sløret socialdemokratisk linie. På den ene side ønsker man at bevare solidariteten over for NATO, idet Lasse Budtz siger, at partiet ikke kan se noget alternativ til NATO (2416). På den anden side ønsker partiet at stoppe for danske betalinger til NATOs 12 Infrastrukturprogrammet vedrører udenomsanlæg i forbindelse med opstilling af INF-missilerne (Folketingstidende). 24

25 infrastrukturprogram, hvorved partiet signalerer usolidaritet, da resultatet af en sådan pengestandsning bliver manglende dansk støtte til deployeringsdelen af NATOs dobbeltbeslutning. På trods af denne inkonsistens mener partiet ikke, at der er tale om et holdningsskifte, men at partiets udmeldelser kun skal ses som en skærpelse foranlediget af situationens udvikling. Under den såkaldte raketdebat den 7. december 1982 skærper Socialdemokratiet tonen med hensyn til opstillingen af INF-missilerne, og flere nye argumenter for partiets synspunkt fremføres. Lasse Budtz påpeger igen, at fremtidige danske bevillinger til infrastrukturprogrammet bør sættes i bero. Socialdemokratiet er af den opfattelse, at Danmark ikke må sige ja til yderligere såkaldte autorisationer til den del af infrastrukturprogrammet, der vedrører atomraketopbygningen (2907). Dog vil partiet indfri Hr. Anker Jørgensens gamle gæld 13 (2879, 2883), som efter Socialdemokratiets opfattelse udgør 26 millioner kroner og ikke fem flade ører mere (2918). Nu er der ikke længere kun tale om retorisk at tilkendegive Danmarks holdning. Socialdemokratiet lægger nu vægt bag retorikken med kravet om et fuldstændigt stop for Danmarks fremtidige betalinger til opstillingen af de missiler, som partiet er imod. Som begrundelse for den ændrede holdning til INF-opstillingen påpeger Socialdemokratiet, at når partiet arbejder for en kernevåbenfri zone i Norden, og når Danmark har en holdning om ikke at modtage atomvåben, kan man ikke støtte opstillingen af INF-missiler i andre europæiske lande. Af andre begrundelser anføres, at Danmark ikke vil være med til en fuldstændig ukontrollabel udvikling (2919), at man skal sende et signal til omverdenen (2931), og at i den seneste tid er forberedelsesudgifterne til opstilling af mellemdistanceraketterne, altså atomvåben, gået ind med en større andel i infrastrukturprogrammet (2907). Partiet har nu fået argumenter på banen som forsvar for deres nye INF-standpunkt. I modsætning til den 26. november angives nu forskellige årsager til disse nye synspunkter. Økonomien bærer en del af skylden med henvisning til, at pengene til opstillingen af mellemdistanceraketterne udgør en voksende andel af infrastruktur-midlerne. Foruden det økonomiske aspekt refererer Socialdemokratiet for første gang til den brede befolknings skepsis og dermed indirekte til den stadig mere aktive fredsbevægelse, idet partiet hæfter sig ved den voksende usikkerhed ved og fordømmelse af kernevåbenkapløbet (2926). Socialdemokratiets modvilje over for opstillingen af INF-missilerne bliver 2 måneder senere endnu tydeligere, ligesom partiet distancerer sig fra den tidligere holdning om betydningen af en militær magtbalance mellem Øst og Vest blokken. 13 Socialdemokratiet holdes fast på en aftale i NATO fra 1981, hvor forsvarsminister Poul Søgaard godkendte Danmarks andel af infrastrukturprogram ( , sp. 2878). 25

26 8. februar 1983 retter Socialdemokratiet en forespørgsel til regeringen om status på INFforhandlingerne i Genève. Lasse Budtz sætter spørgsmålstegn ved udenrigsminister Uffe Ellemann- Jensens oplysninger om, at Sovjetunionen fortsætter med opstillingen af SS-20 missilerne. Sovjetunionen roses for en vis bevægelighed (5575) med hensyn til forhandlinger om en reduktion i INF-beholdningen, og samtidig kritiseres Vesten og NATO for at sidde tilbagelænet i stolene (ibid.) og vente på yderligere sovjetiske initiativer. Socialdemokratiet er bevidst om, at nulløsningen er en helt urealistisk mulighed (5574), men der skal gang i seriøse forhandlinger mellem øst og vest med henblik på at få reduceret antallet af INF-missiler i Europa. Den 7. december 1982 betonede man den danske indsats for at hæmme opstillingen af INF-missilerne, og 2 måneder senere går retorikken i højere grad på, hvorledes man når dette mål via internationale forhandlinger. Modstanden mod opstillingen af de 572 INF-missiler understreges, idet Socialdemokratiet nu for første gang direkte giver udtryk for, at magtbalancen og status quo ikke længere er partiets politik og foretrukne udgangspunkt for at få gang i nedrustningsforhandlinger. Dette kommer implicit til udtryk, når Lasse Budtz ikke kan forstå, hvorfor det er nødvendigt med de 572 missiler, når de britiske og franske atomvåben er nok som trussel (5567). At de engelske og franske atomvåben er nok, og at NATO således bør afholde sig fra at opstille yderligere missiler, er et helt nyt argument. De engelske og franske atomvåben har ikke tidligere indgået i Socialdemokratiets argumentation og vurdering af balancespørgsmålet. Ud over denne implicitte afstandstagen til tidligere politik siger Lasse Budtz eksplicit, at man i Socialdemokratiet er af den opfattelse, at man lægger al, al for stor vægt på balancespørgsmålet (5609). Socialdemokratiets utvetydige udmelding markerer et klart skifte og nyt standpunkt på INFområdet, som afviger markant fra tidligere fremførte holdninger. Går man tilbage til den tid, hvor Socialdemokratiet var regeringsansvarlige, var holdningen til balancespørgsmålet og dobbeltbeslutningen en anden. Dobbeltbeslutningen blev betragtet som midlet til genoprettelse af den nødvendige balance, med udgangspunkt i hvilken nedrustning skulle etableres og varig fred bevares. Den 2. marts 1978 påpegede Lasse Budtz således, at netop magtbalancen har været afgørende for at sikre freden de sidste 30 år, og senere samme år udtalte daværende statsminister Anker Jørgensen, at den militære styrke (opnåelse af militær balance) er en nødvendig forudsætning for realistiske afspændingsbestræbelser. I 1979 fulgte daværende forsvarsminister Poul Søgaard op på Anker Jørgensens udtalelse ved at slå fast, at en passende militær styrke er en absolut forudsætning for realistiske afspændingsbestræbelser. Ligeledes daværende udenrigsminister Kjeld Olesen understregede samme år, at en vis militær balance mellem parterne er en vigtig forudsætning for at kunne opnå resultater med hensyn til nedrustning og afspænding. 28. februar 1980 talte Kjeld Olesen om at holde fast i dobbeltbeslutningen og opstillingsdelen som et middel til 26

27 at komme videre i en afspænding, og den 4. juni 1980 kommenterede han igen vigtigheden af NATOs balance-strategi. Her sagde han ligeud, at han ikke mener, man kommer bort fra, at denne givne balance stadig væk er forudsætningen for, at vi kan komme videre, og at Socialdemokratiet har en klar interesse i at holde ved NATOs dobbelte formål. NATOs balancestrategi, som partiet anfægtede for første gang den 26. november 1982, er, som det fremgår af ovenstående, den 8. februar 1983 ikke længere officiel socialdemokratisk politik. Den nye politik udmønter sig konkret den 26. maj 1983 i en motiveret dagsorden, stillet af Socialdemokratiet. I dagsordenen af 26. maj 1983 sker der en yderligere skærpelse, idet det bliver pålagt regeringen at arbejde for, at NATOs opstilling af mellemdistancemissiler gøres overflødig via en række tiltag. Først og fremmest skal den nuværende bestand af missiler fastfryses på begge sider, og der må således ikke ske opstilling fra NATOs side under de igangværende forhandlinger. Desuden skal alle forberedelser i form af anlægsarbejder til opstillingen af INF-missilerne stilles i bero. Som påpeget den 8. februar 1983, ønsker partiet, at de franske og engelske kernevåben bliver talt med i INFregnskabet, og ikke som tidligere henføres under strategiske våben 14. Med dagsordenforslagets vedtagelse bliver den nye socialdemokratiske politik officiel dansk politik. Dagsordenen er en foreløbig kulmination på den ændrede INF-politik, som partiet lancerede i Folketinget den 26. november Det officielle krav om et stop til opstilling og forberedelserne til denne, mens forhandlinger pågår, er et brud med tilslutningen til dobbeltbeslutningen og intentionerne i denne. Regeringen og de radikale deler denne opfattelse, og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen spørger direkte socialdemokratiets sikkerhedspolitiske ordfører, om partiet ikke mener, at dagsordenforslaget er i strid med dobbeltbeslutningen. Til dette svarer Lasse Budtz, at dagsordenen holder sig indenfor dobbeltbeslutningen (11943). Dobbeltbeslutningens formål var, via militært pres og efterfølgende forhandlinger, at genskabe balance i en situation, hvor Sovjetunionen var blevet NATO overlegen på såvel kerne- som konventionelle våben. Socialdemokratiet ønsker nu kraftigt at nedtone den ene del af dobbeltbeslutningen, pressionsdelen, og satser i stedet på forhandlingsdelen alene. NATOsolidariteten og den fulde støtte til dobbeltbeslutningens dobbelte formål, som partiet tidligere har understreget betydningen af, fraviges nu med denne dagsordenvedtagelse. Vedtagelsen af den såkaldte 3. maj dagsorden i 1984 er kulminationen på Socialdemokratiets nye holdning på INF-området. Den bliver ofte senere refereret til som grundlaget for partiets 14 Sovjetunionen har tidligere accepteret en opfattelse af, at de engelske og franske atomvåben indgår i de strategiske atomvåben og ikke som en del af de taktiske mellemdistancevåben ( , 11926). 27

28 sikkerhedspolitik i fodnoteperioden. Dagsordenen opsummerer og præciserer alle partiets synspunkter siden den 26. november Under debatten 15 forud for 3. maj dagsordenens vedtagelse omtales de europæiske mellemdistancemissiler nu i meget negative vendinger, og de udgør en direkte trussel for freden: De europæiske mellemdistanceraketter, der fortsat opstilles i et faretruende tempo og ud fra en gammeldags tankegang og drøm om militær overlegenhed, repræsenterer selvsagt også et uhyre problem (5277). Lasse Budtz er meget specifik, når det drejer sig om, hvorledes en eventuel nedrustning ikke kan nås: Socialdemokratiet tror ikke på terrorbalanceteorien, der blot forøger oprustningen, eller på den absolutte balance mellem alle våbenarter, og vi tror slet ikke på nødvendigheden af at have militær overlegenhed ( ) der er efter vor mening ikke noget alternativ til sameksistenspolitikken. En automatisk fortsættelse af terrorbalancen har vist sig at øge usikkerheden og modsætningsforholdene (5277, 5266). Den aggressive retorik i forhold til INF-problematikken lader ikke megen tvivl tilbage om partiets holdning til NATOs dobbeltbeslutning og tiltroen til dennes evne til at få indledt forhandlinger om nedrustning. Socialdemokratiet er fortsat imod den absolutte balance og dermed dobbeltbeslutningens opstillings-/pressionsdel som middel til at komme videre i nedrustningsforhandlingerne. Som årsag til den nye holdning anfører Lasse Budtz, at vi hjælper jo ingen ved blot at stå ret og derefter bukke for det, der bliver sagt til os (5324). Danmarks solidaritet over for alliancen skal med andre ord ikke stå i vejen for ændringer i den danske holdning til dobbeltbeslutningen og ensidige danske initiativer på nedrustningsområdet. Socialdemokratiet føler sig ikke forpligtet af de holdninger, som partiet vedkendte sig, da man som regeringsparti var med til at godkende dobbeltbeslutningen. De efterfølgende 3 år ændrer partiets retorik sig ikke væsentligt. De holdninger, som kommer til udtryk i 3. maj dagsordenen, bliver fortsat fremført og debatten bliver ikke tilført nye holdninger og argumenter. Derfor vil analysen af dette emne ikke blive yderligere behandlet. Norden som atomvåbenfri zone Den svenske statsminister Östen Undén kom i 1961 med et forslag om, at alle lande, der ikke havde atomvåben, burde danne en klub som forpligtede sig til ikke at udvikle eller modtage atomvåben. Den finske præsident Uhro Kekkonen tog ideen op i 1963 og anvendte den på det nordiske område 15 Debatten fandt sted 2. maj 1984, men dagsordenforslaget blev først vedtaget dagen efter. 28

29 (Boel, 1988: 88). Ideen om en atomvåbenfri zone i Norden var således oprindeligt et finsk udenrigsog sikkerhedspolitisk projekt, som fra 1980 ernes begyndelse blev et centralt tema i de andre nordiske landes sikkerhedspolitik. Fortalere for oprettelsen af en sådan zone påpeger zonen som en tillidsskabende faktor i fredstid, hvorimod modstanderne opfatter en nordisk atomvåbenfri zone som et brud med den hidtidige sikkerhedspolitik og at zonen ikke er forenelig med et fortsat NATOmedlemskab (Faurby, 1985: 1). De sikkerhedspolitiske følger af oprettelsen af en kernevåbenfri zone betinges af en skelnen mellem en ensidig nordisk zone og en nordisk zone, som oprettes i en bredere europæisk sammenhæng. En ensidig zone oprettes uden hensyntagen til generelle nedrustningsaftaler mellem øst og vest, og en zone, der oprettes i en bredere europæisk sammenhæng, oprettes med udgangspunkt i aftaler mellem øst og vest. Geografisk omfatter den nordiske zone lande som Norge, Sverige, Finland, Danmark og eventuelt Island (ibid., 3,4). I slutningen af 1977 er Socialdemokratiets Norden-politik præget af ønsket om at bevare den nuværende situation, det vil sige en intern balance i Norden. Den interne nordiske balance eksisterer i kraft af de nordiske landes forskellige sikkerhedspolitik. Balancesituationen i Norden ønsker man hverken i øst eller vest ændret. En eventuel oprettelse af en nordisk zone vil ødelægge den interne balance i Norden og dermed ændre forudsætningerne for balancen mellem øst og vest, og det er derfor ikke i nogens interesse og derfor ikke aktuelt ( ). Etableringen af en nordisk atomvåbenfri zone bliver den 25. januar 1979 diskuteret, og Poul Nielson finder ideen om en sådan zone urealistisk. Zonen har ikke nogen reel funktion i forhold til at begrænse spredningen og anvendelsen af atomvåben uden garantier fra stormagterne om ikke at anvende a-våben i zonen. Disse garantier mener Socialdemokratiet ikke er troværdige, og derfor er det på nuværende tidspunkt formålsløst at tage initiativ til oprettelsen af en nordisk atomvåbenfri zone (5303). Argumentet for ikke at etablere en zone var i 1977, at man ikke ville forrykke den vigtige balance mellem øst og vest, som blev opretholdt via den interne nordiske balance. Den 25. januar 1979 er argumentet, at en zone ikke vil kunne opnå de nødvendige garantier fra stormagterne. Uden garantier ingen effekt og dermed intet formål med en oprettelse. Denne politik bliver modificeret af Anker Jørgensen cirka 2 år senere. I et brev til Ib Christensen fra Danmarks Retsforbund, dateret 15. januar 1981, anfører statsminister Anker Jørgensen, at en aftalemæssig bekræftelse af nordens faktiske atomvåbenfri tilstand ( ) er efter regeringens opfattelse hverken nødvendig eller ønskelig (5197). Når Norden i praksis er atomvåbenfri, har det efter Socialdemokratiets opfattelse ingen mening at formalisere en sådan status. Derimod ønsker Anker Jørgensen: 29

30 en formalisering af Nordens status som atomvåbenfri zone ( ) kunne ske som led i etableringen af en almindelig europæisk sikkerhedsordning, En aftale om en sådan ordning måtte forudsætte, at tilgrænsende områder herunder også områder, hvorpå der befinder sig atomvåben, og som grænser op til det nordiske område inddrages i den atomfri zone (ibid.). Udgangspunktet for Socialdemokratiet er, at formaliseringen af en nordisk zone ikke tjener noget formål, da Norden i praksis er atomvåbenfrit. Hermed bringes endnu et argument på banen, som supplerer de to tidligere argumenter om, at en nordisk zone ikke er ønskværdig, fordi balancen ville blive forrykket, og fordi stormagternes garantier ikke er troværdige. Socialdemokratiet åbner dog op for muligheden for at etablere en zone, såfremt denne for det første har basis i en større europæisk sammenhæng, og for det andet omfatter Kola-halvøen og Østersø-området. I resten af 1981 og gennem 1982 lyder der ikke nye toner fra Socialdemokratiet på Norden området. Man fastholder, at så længe Norden reelt er a-våbenfrit, er der ingen grund til at formalisere denne tilstand. Den svenske statsminister Oluf Palme fremsætter i 1982, i spidsen for den såkaldte Palmekommission, et forslag om en nordisk atomvåbenfri zone som med fordel kan udvides med en korridor ned gennem Europa, den såkaldte Palme-korridor. Blandt andet bliver Palmekommissionens konklusioner om kernevåbenfri zoner i Europa diskuteret i Folketinget den 8. februar 1983, og under denne debat kommer et nyt socialdemokratisk synspunkt frem. Lasse Budtz gør sig ingen illusioner om at fjerne alle atomvåben fra Kola, men man kunne måske tænke sig at fjerne mellemdistanceraketterne fra Kola (5608). Denne politik markerer en ændret holdning i forhold til Anker Jørgensens udtalelser den 15. januar Nu er det ikke længere et krav, at en atomvåbenfri zone etableret i en større europæisk sammenhæng - skal omfatte Kolahalvøen. Partiet har således fjernet sig fra tanken om at gøre Kola-halvøen fuldstændig atomvåbenfri, og den nye Kola-politik kan betragtes som en lille åbning fra Socialdemokratiets side hen imod en reel etablering af en zone. Den 10. november 1983 følger Lasse Budtz åbningen op, og Socialdemokratiet tilkendegiver lempede krav til etableringen af en nordisk atomvåbenfri zone. Fra at zonen forhandlingsmæssigt skulle tænkes ind i en større europæisk sammenhæng, indskrænkes en eventuel etablering til at omfatte en nordisk sammenhæng. I Anker Jørgensens udmelding den 15. januar 1981 skulle en eventuel etablering af en zone således forhandles mellem stormagterne under Genève-forhandlingerne. Nu skal zonen først og fremmest forhandles internt mellem de nordiske lande, herefter forhandles med NATO, og til sidst skal garantier indhentes fra 30

31 de to supermagter. Argumenterne fra 1977, 1979 og 1981 bliver ikke længere brugt. Socialdemokratiet anser det ikke som et problem, at en nordisk zone vil kunne forrykke den interne nordiske balance og dermed balancen mellem øst og vest. Garantierne fra supermagterne stilles der ikke spørgsmålstegn ved nu er de troværdige. Tankerne følges op af et dagsordenforslag, som opfordrer regeringen til aktivt at arbejde for, at Danmark forbliver atomvåbenfrit gennem etablering af en nordisk atomvåbenfri zone (1603). Socialdemokratiet vil have ordene fulgt op af handling, og for første gang taler partiet om reelt at få formaliseret den atomvåbenfri status, som Danmark allerede har. Den ændrede holdning til Norden-spørgsmålet kommer tydeligt frem året efter, hvor Lasse Budtz betegner en nordisk zone som en tillidsskabende foranstaltning af meget stort omfang, det er et middel til international klimaforbedring ( , 2157). Zonen ses nu som tillidsskabende og ikke, som i 1977, en faktor, der ville forrykke balancen mellem øst og vest med de følger det måtte have for den sikkerhedspolitiske stabilitet i Europa. Den positive retorik omkring Norden fortsættes den 2. maj En eventuel zone omtales som utrolig værdifuld (5325), og hvis zonen kan udvides med en korridor ned gennem Europa (jf. Palme-kommisionen) til en Balkanzone, vil det være en fremragende udvikling (5326). I samme måned skærpes tonen, og Socialdemokratiet mener, at tiden er inde til at foretage konkrete udspil til fordel for oprettelsen af en nordisk atomvåbenfri zone ( , 7334). I 1986 følges initiativerne fra 1984 op med forslaget om at nedsætte et nordisk embedsmandsudvalg, der kan undersøge mulighederne for og stille forslag om etableringen af en nordisk atomvåbenfri zone ( , 9053). Med hensyn til NATO versus zonen, mener Socialdemokratiet ikke, at Danmarks medlemskab af NATO er til hinder for, at Danmark kan tage initiativ til oprettelsen af en nordisk zone ( , 1381). Analysens resultater Socialdemokratiets holdning til stationerings- og forstærkningspolitik i den belyste periode er i det store hele uforandret. Deponeringspolitikken tillægges stor betydning for Danmarks sikkerhed. Depoterne muliggør hurtig forstærkning fra allieret side og er dermed ikke alene en sikring for Danmark, men også med til at bevare balancen, idet depoterne indgår i den totale militære balance mellem øst og vest. Socialdemokratiet gør meget ud af, at Danmark skal leve op til sine NATOforpligtelser, og et eventuelt nej til NATO-depoter m.m. vil være ensbetydende med et svigt over for vores allierede og vil dermed underminere Danmarks muligheder for at få allieret hjælp i en 31

32 krigssituation. Dog er der tegn på en lille skærpelse i retorikken, da partiet i 1984 ønsker, at et nej til atomvåben i såvel krigstid som fredstid skrives ind i Danmarks forstærkningsaftale med NATO. Socialdemokratiet ser dog kun dette muligt i forbindelse med oprettelsen af en atomvåbenfri zone i norden. Nedrustningsaspektet er i hele den ovenstående periode en mærkesag for Socialdemokratiet, men med tiden skifter synet på, hvorledes denne nedrustning opnås. Med udgangspunkt i NATOs dobbeltbeslutning og dennes afskrækkelses-/balancestrategi, opfordrer Socialdemokratiet i til en samtidig, gensidig og parallel nedrustning. Tanken er på dette tidspunkt, at en realistisk nedrustning kun er mulig, hvis Warszawapagten - via truslen fra dobbeltbeslutningens opstillingsdel - presses til nedrustning. Denne holdning fraviges i løbet af 1980 erne til fordel for en afvisning af terrorbalanceteorien. Socialdemokratiet skifter holdning og udtrykker i maj 1984 en præference for, at Vesten skal påbegynde en ensidig, isoleret afrustning hen imod en fuldstændig afvikling af alle mellemdistanceraketter i Europa samt et permanent prøvestop. Den arena, hvorfra nedrustningen skal foregå, skifter fra FN-regi til ensidige danske initiativer som ikke skal koordineres med NATO. På INF-området sker det mest markante holdningsskifte i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik. Frem til november 1982 holder partiet sig til NATOs dobbeltbeslutning og dennes indbyggede tosidede formål: at søge afspænding og nedrustning via truslen om opstilling af 572 nye mellemdistancemissiler. Gang på gang bliver det fremhævet fra socialdemokratisk side, at eksistensen af en militær balance mellem øst og vest er af afgørende betydning for den sikkerhedspolitiske situation i Europa og for afspændingen. Kun via militært pres fra NATO og eksistensen af en magtbalance kan en forhandlingssituation fremkaldes, som er forudsætningen for realistiske afspændingsbestræbelser. Efter den 26. november 1982 skal Danmark ikke længere støtte opstillingen af mellemdistanceraketterne via NATOs infrastrukturkonto. Socialdemokratiet har helt bevæget sig væk fra teorien om magtbalance-teorien. Nu er opfattelsen den, at man lægger al, al for stor vægt på balancespørgsmålet, og Socialdemokratiet kan ikke længere tilslutte sig dobbeltbeslutningens deployeringsdel som det var tilfældet i tiden inden november Fra at være modstander af etableringen af en nordisk zone i slutningen af 1970 erne, skifter Socialdemokratiet holdning fra Frem til 1983 er man meget opmærksom på, at en nordisk atomvåbenfri zone vil påvirke den vigtige øst-vest balance, og desuden vil det være spildte kræfter at arbejde for en formalisering, når Norden allerede i realiteten er atomvåbenfri. Zonen er således i starten ikke i nogens interesse, ikke realistisk og derfor ikke aktuelt at oprette. Fra

33 underbetoner partiet opretholdelsen af den før, for Socialdemokratiet, så vigtige øst-vest balance. Med baggrund i partiets ændrede INF-politik anses oprettelsen af en nordiske zone ikke som en sikkerhedspolitisk destabiliserende faktor, men ses efter 1983 derimod som en tillidsskabende foranstaltning, der gavner den internationale nedrustning og stabiliserer det sikkerhedspolitiske klima. På den baggrund anser Socialdemokratiet supermagtsgarantierne som troværdige, og man taler åbent om, at der skal tages konkrete skridt med henblik på at formalisere den atomvåbenfri status i Norden. Analysen indikerer, at der på flere områder var tale om et decideret kursskifte. Dette synspunkt bliver underbygget af ledende socialdemokrater, heriblandt tidligere udenrigsminister K.B. Andersen og tidligere udenrigspolitisk ordfører Robert Pedersen (JP og Berl ). Andre socialdemokrater er derimod af den opfattelse, at der blot var tale om justeringer, korrektioner, tilpasninger eller højst en skærpelse. Udenrigsminister Kjeld Olesen og tidligere statsminister Anker Jørgensen tilslutter sig denne holdning (Inf og JP ). Lasse Budtz er en af de få, som mener, at Socialdemokratiet ikke foretog sig noget nyt i fodnoteperioden, og at i realiteten var der blot tale om en forlængelse af den politik, vi havde ført lige fra 50 erne og 60 erne (Budtz, 1998: 10). Fra folketingets talerstol påpegede han det samme synspunkt i perioden. Vi har selvfølgelig ikke pantsat vores udenrigspolitik. Der er en lige linje, men der er også en skærpelse i vores holdning som følge af, at situationen er under konstant udvikling [ ] vi ikke har sadlet om, men jeg erkender blankt, at vi nok rider lidt hurtigere end vi gjorde tidligere (2436, 2438), Socialdemokratiet ønsker at fortsætte solidariteten over for det øvrige NATO [ ] Selv synes vi ikke, det er nødvendigt at præcisere, at Socialdemokratiets sikkerheds- og udenrigspolitik ikke er ændret (2435, 2416). Hvis nogen mener, at der er tale om en skærpelse af den socialdemokratiske indsats, er det rigtigt (2416) [det drejer sig om] en international udvikling, som falder i tråd med Socialdemokratiets holdning (2876). Wilhelm Christmas-Møller understøtter Lasse Budtz synspunkt. Hans tese er, at dobbeltbeslutningen er en kulmination på en lang udvikling i NATO. En udvikling de borgerlige partier løbende har tilpasset sig, hvorimod Socialdemokratiet står fast på partiets oprindelige sikkerhedspolitik. Det er med andre ord ikke Socialdemokratiet, der foretager en kursændring, men i stedet de borgerlige, der tilpasser sig (Christmas-Møller, 1983: 36). 33

34 Analysen peger i retning af, at Socialdemokratiet foretog et kursskifte på især INF-området, på nedrustningsaspektet og på spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone, og at dette kursskifte for alvor slog igennem, efter partiet kom i opposition. Efter at have set på, hvorvidt der sker et kursskifte, er det nu oplagt at vurdere hvilke årsager, der lå til grund for dette. Årsager til det socialdemokratiske kursskifte Forskere, aktører og debattører har i tidens løb opremset en række årsager til den ændrede socialdemokratiske sikkerhedspolitik i fodnoteperioden. Fredsbevægelsernes indflydelse på den socialdemokratiske sikkerhedspolitik bliver fra flere sider påpeget som en ikke ubetydelig faktor. Fredsbevægelsernes brede folkelige appel gav Socialdemokratiet det indtryk, at en nyorientering ville give en større folkelig opbakning (Jæger 1999: 132). Professor Niels Thomsen påpeger i forlængelse heraf, at det voldsomme kursskifte i partiets politik skyldes, at partiet lod sig påvirke af de stærke revolutionære socialistiske strømninger, som vendte sig mod verdenskapitalismen og USA. Disse strømninger blev opsuget og omsat af de ledende figurer i partiet (JP, ). Især fredsbevægelsens store engagement for oprettelsen af en atomvåbenfri zone i Norden, har medvirket til, at Socialdemokratiet gjorde zonen til en mærkesag (Boel, 1988: 226). Fagbevægelsen har også spillet en rolle. Partiets ledelse ville forebygge et eventuelt pres nedefra fra fagbevægelsen og fra især SID. Ved at imødekomme fagbevægelsens sikkerhedspolitiske synspunkter kunne man undgå en åben uenighed omkring sikkerhedspolitikken (Petersen, 1982: 54). 34

35 Partier i dansk politik er altid opmærksomme på den folkelige opinion og tilpasser i større eller mindre grad politikken til den perciperede holdning i befolkningen. Det var ikke nogen undtagelse for Socialdemokratiet i fodnoteperioden, hvor især den voldsomme vækst i tilslutning til fredsbevægelser og [ ] befolkningens interesse for og bekymring overfor den sikkerhedspolitiske udvikling influerede Socialdemokratiets sikkerhedspolitik (Holm og Petersen, 1983: 231). Dette folkelige pres blev yderligere forstærket af den omstændighed, at man internt i partiet ikke var fuldstændig afklaret omkring dobbeltbeslutningen og de konsekvenser, der fulgte (Boel, 1988: 223). Andre hæfter sig ved, at også den menneskelige faktor, det vil sige engagementet fra stærke personligheder i partiet, påvirkede Socialdemokratiet. Anker Jørgensen siger selv i et interview med Jyllands-posten, at han ikke ser noget forkert i, at det er følelser og fornemmelser, der får ham og andre til at ændre Socialdemokratiets holdning til opstillingen af atomraketter i Vesteuropa (JP, ). Som statsminister og senere i opposition udøvede Anker Jørgensen med sin personlige holdning stor indflydelse på Socialdemokratiets sikkerhedspolitik. Men også dominerende skikkelser som Lasse Budtz og Kjeld Olesen førte an og lagde den nye kurs, efter partiet kom i opposition i september Deres nye politik blev påvirket af de øvrige partier i det alternative flertal og af Scandilux samarbejdet (Faurby, 1986 II, 59-60). Politiske modstandere har som årsag til det socialdemokratiske kursskifte peget på, at partiet i opposition brugte sikkerhedspolitikken indenrigspolitisk. Uffe Ellemann-Jensen har en klar opfattelse af, at Socialdemokratiets kursskifte skyldtes en kynisk vurdering af de indrepolitiske muligheder. Den økonomiske politik var uden for partiets indflydelsessfære, men sikkerhedspolitikken rummede store muligheder for at flyde med strømmen af bekymringer og protester mod oprustningen. En udvikling, som Anker Jørgensens blinde førerhund, Lasse Budtz, forstod at udnytte. Desuden kunne man via sikkerhedspolitikken få vendt de radikale imod regeringen (Ellemann-Jensen, 1996: 276). Socialdemokratiet var i praksis uden for indflydelse på det økonomiske område (hvor Venstre og Konservative arbejdede sammen med de radikale), og man ønskede derfor at profilere sig selv på sikkerhedspolitikken. Der var billige stemmer i at appellere til venstrefløjen, som man kunne genere regeringen med (Jæger, 1999: 131). Oppositionsrollen gav således Socialdemokratiet mere handlefrihed på det sikkerhedspolitiske område, men omvendt gjorde denne situation også partiet mere sårbart over for påvirkninger fra venstrefløjen (Petersen, 1982: 55). At Socialdemokratiets politik og samarbejdet med venstrefløjen langt hen ad vejen var præget af og muliggjort af oppositionsrollen, underbygges af K.B. Andersen, når han siger, at i tilfælde af regeringsansvar vil [der] blive tale om korrektioner den anden vej (berl ). 35

36 Også eksterne faktorer har spillet ind. Både forskere og Socialdemokratiet selv gør opmærksom på, at der ikke var den store tillid til den nye amerikanske administrationen under Reagan. Socialdemokratiet havde ikke tillid til Reagan-administrationens vilje til reelt at nedruste og indlede våbenkontrolforhandlinger. Professor Bent Jensen følger dette synspunkt op. USA's magtfilosofi og mangel på konstruktive reaktioner på sovjetiske nedrustningsinitiativer var et udslagsgivende moment for Socialdemokratiets ændrede kurs (JP, ; pol ). Anker Jørgensen taler selv om, at Reagan har en forkert mening. Der er ikke åbenhed nok. Den tidligere statsminister giver Bent Jensen ret i, at Socialdemokratiet reagerede på Reagan-administrationens manglende lyst til at indlede forhandlinger (JP, ). I et tilbageblik på fodnotepolitikken siger tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen, at partiets sikkerhedspolitik skal ses i en større sammenhæng. Socialdemokratiet reagerede primært på den nye Reagan-administrations mere militante linie (Inf, ). Socialdemokratiet i Danmark var ikke de eneste, der havde et anstrengt forhold til den nye Reaganadministration. Socialdemokratierne i Scandilux-samarbejdet 16 reagerede alle på den tilspidsede storpolitiske situation og konflikten mellem øst og vest. Via samarbejdet fik partiet inspiration og støtte til kursændringer, og søsterpartierne støttede igennem samarbejdet det danske socialdemokrati mod den interne, borgerlige opposition. Samtidig fungerede Scandilux som en legitimerende faktor for eventuelle ændringer, idet nye tiltag/ændringer kunne begrundes med udviklingen i de andre socialdemokratier (Petersen, 1984 II: 73). Partiet var i opposition og var i gang med en dybtgående revurdering af den sikkerhedspolitiske linie. Det samme var søsterpartierne i Norge og Vesttyskland, og det danske socialdemokrati var derfor let at påvirke. Det norske arbejderparti lancerede ideen om at stille betalingerne til infrastrukturprogrammet i bero, og Socialdemokratiets 10-punkts program mindede meget om det norske ditto. Diskussionen i transnationale fora, især Scandilux, synes at have påvirket det danske socialdemokratis politik (Petersen, 1982: 56). På den baggrund konkluderer Nikolaj Petersen, at alt i alt har Scandilux formentlig bidraget til at øge ændringstakten i deltagerpartiernes politik (Petersen, 1984 I: 423). Per Voetman understøtter dette argument i sin undersøgelse: retning, indhold og hastighed i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik var påvirket af deltagelsen i Scandilux. Socialdemokratiets søsterpartier var en inspirerende og legitimerende faktor for partiets skærpede linie (Voetman, 1986: 89). 16 Scandilux var et diskussionsforum for sikkerheds- og nedrustningspolitiske spørgsmål, oprettet i 1981 af de socialdemokratiske partier i Danmark, Benelux, Norge. Desuden deltager det franske, tyske og engelske socialdemokrati på observatorbasis (Petersen 1984 I, 410). 36

37 Endelig har Professor Bent Jensen undersøgt den sovjetiske indflydelse på Socialdemokratiets sikkerhedspolitik. Sovjets mål var at påvirke den offentlige stemning i Danmark, således at socialdemokratiske kredse omdannedes til bærere af en antiimperialistisk holdning i udenrigspolitiske spørgsmål. Sovjet støttede tanken om at gøre Norden til en atomvåbenfri zone med det uudtalte mål at løsrive de nordiske NATO-lande fra den vestlige alliance. De sovjetiske tilnærmelser på Norden-området påvirkede Socialdemokratiets indstilling til nedrustning. Socialdemokratiet tolkede Sovjets udmeldinger som en imødekommenhed på nedrustningsområdet, hvorefter partiet søgte at følge op på denne imødekommenhed ved at foreslå, at opstilling af INFraketterne stilledes i bero. (JP ). Ovenstående redegørelse viser, at der findes mange årsagsforklaringer i litteraturen. Vi mener ikke, at én bestemt faktor er den vigtigste med henblik på at forklare det socialdemokratiske kursskifte. Det skyldes efter vores opfattelse snarere en kombination af flere forskellige faktorer, der har varieret over tid og tema. På baggrund af analysen mener vi at kunne påvise en vis sammenhæng mellem det socialdemokratiske kursskifte og partiets skifte fra regerings- til oppositionsparti. Som oppositionsparti var Socialdemokratiet i en isoleret position, idet Det Radikale Venstre fra september 1982 støttede firkløverregeringens økonomiske politik. Dette forhold kunne have stimuleret et ønske om at profilere sig på andre områder (undervisningsnoter, Lars Hovbakke Sørensen 2002). Desuden var Socialdemokratiets ledelse i opposition mere modtagelig for påvirkningen fra både fredsbevægelsen, venstrefløjen i Folketinget og scandilux-søsterpartierne, som også var i opposition. Denne modtagelighed, kombineret med behovet for at profilere sig indenrigspolitisk, kunne have været en væsentlig årsag til Socialdemokratiets kursskifte. Derimod virker argumentet om, at Socialdemokratiets skifte skulle være funderet i en højredrejning i USA og i Reagan-administrationens oprustning, ikke sandsynlig. Den afgørende forværring i forholdet mellem øst og vest skete allerede med dobbeltbeslutningens vedtagelse i 1979 og ikke et år efter, hvor Reagan blev præsident. Vi tilslutter os dog Erik Boels holdning om, at den storpolitiske situation givetvis har fungeret som en baggrundsvariabel, der til en vis grad har influeret på Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i perioden. Endvidere finder vi ikke på baggrund af analysen tegn på, at Socialdemokratiet lod sig påvirke direkte af Sovjets interesse i at få etableret en nordisk atomvåbenfri zone med den underliggende dagsorden at skabe splid i NATO-alliancen. Socialdemokratiets retorik i perioden viser ikke tegn på, at oprettelsen af en zone skulle føre til dansk udmeldelse af NATO. Men omvendt kan vi ikke afvise, at det sovjetiske pres har influeret på Socialdemokratiets sikkerhedspolitik, idet vi ikke har haft adgang til Socialdemokratiets eget materiale samt sovjetiske arkiver om emnet. 37

38 Konklusion Motivationen for at skrive nærværende opgave tog udgangspunkt i vores generelle interesse for dansk sikkerhedspolitik. Især fandt vi det interessant at belyse Socialdemokratiets rolle i den kraftige politisering af sikkerhedspolitikken, som finder sted i det danske Folketing fra dobbeltbeslutningens vedtagelse i december 1979, herunder partiets rolle i det såkaldte alternative flertal, som blev etableret umiddelbart efter folketingsvalget i Hverken forskere eller datidige aktører er i dag enige om, hvorvidt Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske synspunkter i fodnoteperioden er udtryk for et kursskifte eller ej og heller ikke om årsagerne til et eventuelt kursskifte. Debattørerne deler sig på to opfattelser. Enten er man af den opfattelse, at Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i 1980 erne var et brud med partiets traditionelle politik siden Danmarks indtræden i NATO, eller man anser Socialdemokratiets politik i perioden som omskiftelig, men dog stadigvæk præget af så mange gamle træk, at der er tale om kontinuitet i partiets politik. Denne uklarhed omkring Socialdemokratiets sikkerhedspolitik i fodnoteperioden har været omdrejningspunktet for opgaven, og målet har således gennem en analyse af Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske synspunkter i perioden været at belyse eventuelle holdningsændringer i partiets sikkerhedspolitik. Til det formål opstilledes fire sikkerhedspolitiske temaer, som hver især fungerede som måleparametre på eventuelle holdningsskift. Den ovenstående analyse, foretaget på baggrund af forskellige sikkerhedspolitiske debatter i Folketinget, viser, at der i perioden skete et skifte i Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske standpunkter. Det fremgår endvidere af analysen, at Socialdemokratiets holdningsændringer er afhængige af, hvilket tema man beskæftiger sig med. Analyseresultaterne viser, at partiet på to ud af de fire områder foretager et decideret kursskifte. Det tema, vi har valgt at kategorisere som INF-problematikken, er arena for det mest markante holdningsskifte i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik. Efter lidt tøven forud for vedtagelsen af NATOs dobbeltbeslutning i december 1979 markerer partiet en klar og utvetydig støtte til dobbeltbeslutningen og dens tosidede mål med både forhandlinger og planen om at deployere 572 nye mellemdistanceraketter. Både den socialdemokratiske daværende statsminister Anker Jørgensen, daværende udenrigsminister Kjeld Olesen, daværende forsvarsminister Poul Søgaard og den senere sikkerhedspolitiske ordfører, Lasse Budtz, fremhæver flere gange fra Folketingets talerstol, hvor vigtigt det er, at missilerne stilles op, og at der eksisterer en militær magtbalance mellem øst- og vest blokkene en balance som har været afgørende for at sikre freden de sidste 30 38

39 år 17. Socialdemokratiet retfærdiggør dobbeltbeslutningen og opstillingen af de 572 missiler med, at den er NATOs nødvendige svar for at genskabe balancen, og at det er Sovjet, der bestemmer omfanget af NATOs moderniseringsprogram 18. Partiet hæfter sig ved, at kun via en status quo situation mellem blokkene vil man kunne opnå varig fred og sikkerhed i Europa. Desuden bør Danmark, som et lille NATO-land, udvise solidaritet med vores allierede og derfor følge med i det storpolitiske spil. I november 1982 skifter partiet holdning og argumenterer nu for, at opstillingsdelen i dobbeltbeslutningen bør stilles i bero. Partiet ønsker ikke længere, at missilerne stilles op med henvisning til at de britiske og franske atomvåben er tilstrækkelige og desuden at der lægges al, al for stor vægt på balancespørgsmålet 19. Under Folketingsdebatten den 2. maj og med vedtagelsen af dagsordenen den 3. maj 1984 lægger Socialdemokratiet afgørende afstand til dobbeltbeslutningens opstillings-/pressionsdel og magtbalance-doktrinen, som nu ikke længere er en del af Socialdemokratiets officielle sikkerhedspolitik. På nedrustningsområdet sker der ligeledes et skifte. Partiet understreger i hele perioden, at nedrustning er et mål, men over tid skifter partiet holdning til hvilke midler, som giver de bedste nedrustningsresultater. I forlængelse af partiets INF-politik og tilslutning til magtbalance-doktrinen ønsker Socialdemokratiet i begyndelsen af perioden, at nedrustning skal foregå med udgangspunkt i dobbeltbeslutningen, og at den skal gennemføres samtidigt, gensidigt og parallelt 20 i NATO-regi. Hvis enkelte lande tager ensidige initiativer og påbegynder en isoleret nedrustning, vil det ikke kun bringe alle nedrustningsbestræbelser i fare, men det vil også være at udfordre skæbnen 21. I 1984 har holdningen til nedrustning ændret sig. Nu tror Socialdemokratiet ikke længere på teorien om magtbalance som midlet til at opnå nedrustning, og derfor er der ikke noget til hinder for, at Danmark bør tage selvstændige initiativer på nedrustningsområdet uden om NATO. Med denne holdning til selvstændige initiativer lægger Socialdemokratiet kraftig afstand til partiets egen tidligere opfattelse af, at alle initiativer på nedrustningsområdet skal ske i NATO-regi. Det er acceptabelt, at Vesten tager initiativet og påbegynder en isoleret nedrustning, og Socialdemokratiet er nu definitivt gået væk fra den tidligere holdning om, at nedrustning bedst fremmes med udgangspunkt i en (militær) magtbalance og via en samtidig, gensidig og parallel nedrustning. På de to sidste områder er holdningsskiftet ikke så åbenbart som ved de to foregående temaer. Stationerings- og forstærkningspolitikken er i hele perioden præget af tilhørsforholdet til den nordatlantiske alliance, og Socialdemokratiets holdning til depoter og muligheden for 17 Lasse Budtz i Folketinget Kjeld Olesen i Folketinget Lasse Budtz i Folketinget Lasse Budtz i Folketinget Ibid. 39

40 forstærkninger udefra, skal ses i denne kontekst. Dette udgangspunkt ændrer sig ikke for Socialdemokratiet, hvorfor partiet ikke ændrer holdning på dette område. Danmark har klare aftaler med NATO på stationerings- og forstærkningsområdet, og det er i Danmarks interesse at leve op til disse aftaler. Dog foretager partiet en lille skærpelse, idet man i forbindelse med planerne om at oprette en nordisk atomvåbenfri zone, ønsker at få en tilføjelse til forstærkningsaftalerne om, at udenlandske styrker ikke må medbringe a-våben. Kursskiftet på Norden-området skal, ligesom nedrustningsaspektet, ses i sammenhæng med partiets ændrede holdning til eksistensen af en magtbalance mellem øst og vest. Analysen af partiets retorik i Folketinget viser, at frem til 1983 er Socialdemokratiet meget bekymret for at ødelægge den for freden vigtige militære balance. Al tale fra venstrefløjens side om oprettelsen af en nordisk atomvåbenfri zone, bliver afvist med henvisning til, at en sådan vil virke som en destabiliserende faktor på den skrøbelige balance, og det er således ikke i Danmarks interesse at få etableret en nordisk zone. Desuden er det for det første ikke realistisk, at stormagterne vil garantere zonens atomvåbenfrihed, og for det andet er Norden reelt atomvåbenfri i forvejen. Men i 1983 ændrer partiets retorik sig. Nogenlunde samtidig med at partiet forlader tanken om en balance mellem øst og vest, ønsker Socialdemokratiet, at man indleder forhandlinger med henblik på at oprette en nordisk zone. Supermagtsgarantierne stilles der ikke længere spørgsmålstegn ved, og målet er, at Danmark skal forblive atomvåbenfrit ved etableringen af en zone, som nu ses som en tillidsskabende foranstaltning af meget stort omfang, det er et middel til international klimaforbedring 22. På baggrund af analysen vil det derfor være uberettiget at tale om et generelt kursskifte i Socialdemokratiets sikkerhedspolitik efter dobbeltbeslutningens vedtagelse i december Et standpunkt, som især samtidige oppositionspolitikere og enkelte forskere med Nils Jæger i spidsen har argumenteret for. Det er ej heller tilstrækkeligt at sige, at der blot var tale om korrektioner eller tilpasninger, som ledende socialdemokrater og forskere som Per Voetmann og Nikolaj Petersen har anført. Det vil være mere præcist at sige, at Socialdemokratiet på bestemte områder ændrede sikkerhedspolitisk standpunkt, specifikt på INF- og nedrustningsområdet og til dels på spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone. Analysen giver derimod ikke belæg for at sige, at partiet i den belyste periode skiftede holdning til stationerings- og forstærkningspolitikken. 22 Lasse Budtz i Folketinget

41 Men hvad var årsagen til, at Socialdemokratiet ændrede dele af sin sikkerhedspolitik i perioden? Vores materiale tillader ikke en vurdering af årsagerne bag Socialdemokratiets ændrede politik, og da dette spørgsmål ikke var genstand for nærværende undersøgelse, kan vi derfor kun fremkomme med formodninger herom, selvom et svar på dette spørgsmål utvivlsomt vil være interessant. Der findes mange årsagsforklaringer i den litteratur, som har belyst emnet, og vi skal ikke opremse dem her igen (se forrige afsnit). Dog kunne noget tyde på, at Socialdemokratiets ændrede holdning skal ses i sammenhæng med partiets overgang fra regerings- til oppositionsparti. Partiets holdningsændringer på de forskellige temaer sker alle efter, at partiet har overladt regeringsmagten til de borgerlige med det deraf følgende behov for at profilere sig. Hermed ikke sagt, at partiets nye holdninger til især INF spørgsmålet udelukkende skal tilskrives partiets overgang til oppositionsparti. Ledende personligheder som Anker Jørgensen og Lasse Budtz stod utvivlsomt inde for de holdninger, som kom til udtryk i Folketinget. Men omvendt var det netop Socialdemokratiets nye rolle som oppositionsparti, der muliggjorde en stærkere agitation for disse synspunkter. Litteraturliste Kilder: Folketingstidende, folketingsforhandlinger, dagsordens og forespørgselsdebatter: : Spørgsmål til forsvarsministeren, Orla Møller : Svar på spørgsmål stillet til forsvarsministeren, Orla Møller : Redegørelse af udenrigsministeren/forhandling om redegørelse vedr. den udenrigspolitiske situation : Forespørgsel om nedrustning m.v : 3. behandling af forslag til lov vedrørende tillægsbevilling for , II : Statsministerens åbningstale : Forespørgsel vedr. regeringens militærpolitiske planer : Forespørgsel om NATO : Forespørgsel om krydsermissiler og Pershing II-raketter i Vesteuropa 41

42 : Forespørgsel om det danske militær : Forespørgsel om sikkerhedspolitik : Forespørgsel til udenrigsministeren : Forespørgsel om NATO : Statsminister Anker Jørgensens svar til Ib Christensen (DR), vedr. regeringens overvejelser om oprettelse af en atomvåbenfri zone : Forespørgsel om atomoprustning i Europa : 1. behandling af folketingsbeslutning om bekæmpelse af oprustningen : 1. behandling af folketingsbeslutning om mellemdistanceraketter : Forespørgsel om NATOs planer om atomraketter i Vesteuropa : Forespørgsel om INF-forhandlingerne i Genève m.v : Forespørgsel vedr. den udenrigspolitiske situation : Forespørgsel om Danmarks placering i NATOs atomvåbenstrategi : Forespørgsel om nej til atomvåben og Danmarks NATO-medlemskab : Forespørgsel vedr. de europæiske mellemdistanceraketter m.v : 1. behandling af folketingsbeslutning om Norden som atomvåbenfri zone : Forespørgsel om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation : Forespørgsel om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation : Forespørgsel om Danmarks arbejde i FN for afspænding og nedrustning : Forespørgsel vedr. brug af atomvåben på dansk territorium : Forespørgsel vedr. kernevåbensprængninger : Forespørgsel vedr. nye kemiske våben i Europa m.v. Avisartikler/kronikker Andersen, K.B Socialdemokratiets korrektioner af sin sikkerhedspolitik. Berlingske Tidende. Jensen, Bent Kræftbylden Reagan. Jyllands-Posten Jensen, Bent Socialdemokratiet modtagelig for sovjetisk pres. Jyllands-posten. Jensen, Bent Fodnote til fodnotetiden. Politikken. Jørgensen, Anker Anker J. og bjørnen. Jyllands-posten. Olesen, Kjeld Det var et spørgsmål om balance. Information. Pedersen, Robert Da hæderstegnene falmede så grumme. Jyllands-Posten Pedersen, Robert Samvittighed og partiloyalitet. Fyens Stifttidende. Schultz, Asger Flertal for NATO. Berlingske Tidende. Thomsen, Niels Et livsfarligt klovneri. Jyllands-posten Larsen, Erik A Socialdemokratiet har ikke ændret holdning til NATO. Kristeligt Dagblad. Bøger, rapporter og lign. Boel, Erik (1988): Socialdemokratiets atomvåbenpolitik Akademisk Forlag Budtz, Lasse (1998): Her stod vi af Fodnoterne der skabte historie. Århus: Forlaget Fremad. Ellemann-Jensen, Uffe (1996): Din egen dag er kort. Aschehoug. Faurby, Ib (1985): Kernevåbenfri zone i Norden. Nogle ubesvarede spørgsmål. Udenrigspolitiske skrifter, serie 17, nr. 2. København: J. H. Schultz A/S 42

43 Faurby, Ib (1986): Mod en ny sikkerhedspolitisk konsensus?, i Dansk Udenrigspolitisk Årbog. Herlev: Juristog Økonomforbundets Forlag. (Faurby, 1986 I) Faurby, Ib et al. (1986): Kampen om sikkerheden. Århus: Forlaget Politica. (Faurby, 1986 II) Jæger, Nils (1999): Det historiske svigt. Socialdemokratiet og venstrefløjen i den kolde krig. København: Nordisk Forlag Rasmussen, Hanne og Mogens Rüdiger red. af Søren Mørch (1990): Danmarks historie 8. Nordisk Bogproduktion A/S. (Gyldendal, 1990) Udenrigsministeriet (1984): Danmarks sikkerhedspolitiske situation i 1980 erne. Villaume, Poul (1994): Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik København: Forlaget Eirene. Viotti, Paul R. og Mark V. Kauppi (1993): International Relations Theory. Realism, Pluralism, Globalism. Macmillan. Voetmann, Per (1986): Dobbeltbeslutsom. En analyse af Socialdemokratiets kernevåbenpolitik Århus: Århus Universitetsforlag. Artikler Christmas-Møller, W. (1983): Krisen omkring Danmarks sikkerhedspolitik med særlig henblik på en bestemmelse af de borgerliges positioner, i Dansk Udenrigspolitisk Årbog. Holm, Hans Henrik og Nikolaj Petersen (1983): Dansk INF-politik i Nikolaj Petersen et al. (red) Slaget om missilerne. København: Forlaget Politica Haagerup, Niels Jørgen (1979): Raket-beslutningen og dansk NATO-politik, i Dansk Udenrigspolitisk Årbog. Petersen, Nikolaj (1982): Konsensus eller konflikt? Dansk sikkerhedspolitik , i Dansk Udenrigspolitisk Årbog. Petersen, Nikolaj et al. (1983): INF-spørgsmålets historie og implikationer i Nicolaj Petersen et al. (red) Slaget om missilerne. København: Forlaget Politica Petersen, Nikolaj (1984): Scandilux-samarbejdet og vesteuropæisk sikkerhedspolitik, i Politica, 16:4 (Petersen, 1984 I) Petersen, Nikolaj (1984): Scandilux og dansk sikkerhedspolitik, i Kjeld Olesen et al. (red.) Man har et standpunkt Socialdemokratiet og sikkerhedspolitikken i 80 erne. København: Forlaget Eirene. (Petersen, 1984 II) Bilag Oversigt over danske regeringer i perioden : : Socialdemokratisk regering Statsminister Anker Jørgensen : Socialdemokratisk-Venstre regering - Statsminister Anker Jørgensen : Socialdemokratisk regering Statsminister Anker Jørgensen : Regering bestående af: Konservative, Venstre, Centrum-demokraterne og Kristeligt Folkeparti - Statsminister Poul Schlüter : Regering bestående af: Konservative, Venstre og Det Radikale Venstre - Statsminister Poul Schlüter Aktører: Socialdemokratiet (S) Anker Jørgensen Lasse Budtz Robert Pedersen Poul Søgaard Preben Steen Nielsen Poul Dalsager Poul Nielson Svend Auken Lise Østergaard K. B. Andersen Orla Møller 43

44 Det Konservative Folkeparti (K) Poul Schlüter Hans Engell Venstre (V) Uffe Ellemann-Jensen Henning Christophersen Arne Christiansen Karl Møller (Kilde: Danmarks Historie 8 og Folketingstidende) Det Radikale Venstre (RV) Niels Helveg Petersen Jens Bilgrav-Nielsen Stinus Venstre Socialisterne (VS) Kurt Hansen Pelle Voigt Steen Folke Socialistisk Folkeparti (SF) Gert Petersen Fremskridts Partiet (FP) Arentoft Dansk Kommunistisk Parti (DKP) 44