SF et debatparti og ej et brokkerøvsparti

Transkript

1 SF et debatparti og ej et brokkerøvsparti Knud Erik Hansen 10. april 2012 /1.2.1 Det er nyt, at en formand for SF kalder kritiske røster for brokkehoveder. SF har ellers indtil for få år siden været et parti, der har været præget af debat. Kritik har været en livsnerve i SF. Den har i høj grad bidraget til udvikling af politikken. Det er ændret og formand Villys ordvalg kan ses som er resultat af denne ændring. SF har udviklet sig til et parti, der er præget af en demokratisk centralisme. Der er lavet ændringer i SF organisation, og den demokratiske centralisme præger nu også 'debat'kulturen i SF's ledelse. For de fleste menige SF'er er det ikke noget ideal. For de fleste SF'er bør SF være et parti med en åben og levende debat og med en debat, der har betydning for partiets politikformulering. Begrundelsen for den demokratiske centralisme har været, at SF for at kunne vælte VKO regimet havde brug for at fremtræde med én stemme og uden synlig uenighed. Uenighed ville blive opfattet som splittelse. Det var begrundelsen for væsentlige ændringer i SF's struktur. Det er imidlertid en påstand, at disse ændringer var nødvendige for, at SF kunne fremstå stærkt frem til valget. Når der i SF op til valget i september 2011 var meget lidt offentlig debat om partiets politik, var det først og fremmest en følge af et helt gennemtrængende ønske blandt SF's medlemmer om at komme af med VKO regimet. Ingen i SF ville give de borgerlige presse mulighed for at svække kampen for en ny regering. De få gange, der kom kraftige reaktioner fra SF medlemmer, havde det karakter af damage control, der skulle rette op på alvorlige misfostre i ledelsens udmeldinger. Det skete f.eks. i forbindelse med pointsystemsagen og i forbindelse med formand Villys angreb på et forældremøde for kvinder på Holbergskolen. Ellers holdt mange sig tilbage med debat i det offentlige rum selvom der blandt de fleste SF'er var en klar kritik af mange af ledelsens udmeldinger f.eks. på det retslige område. Ændringerne i SF's organisation byggede hos ledende SF'ere bl.a. Thor Møger og Kasper Bjerring på en bestemt partiopfattelse. De 1

2 skulle fremme to 'grundvilkår'. De skulle for det første fremme 'enhed i handling' og for det andet give partiet en ledelse, der anviser en konkret retning, man kan følge. Medlemmerne skal alene tage stilling til den overordnede politik og ikke den konkrete udformning. Thor Møger og Kasper Bjerring skriver i Kritisk Debat ( ): 'Som socialister er vi søgt ind i et parti for at påvirke samfundet overordnet, ikke for at påvirke partiet i detaljen'. Disse to 'grundvilkår' har været styrende for ændringerne i SF's struktur og måde at fungere på de seneste år. De er i sig selv ikke forkerte, men bliver yderst problematiske, når medlemsdemokratiet ultimativt skal indordne sig under de to 'grundvilkår'. De to Thor Møger og Kasper Bjerring skriver at de endnu ikke har 'knækket nødden med medlemsdemokratiet'. Den er også svær, når de har som forudsætning 'at vi accepterer, at de ledere vi selv har valgt, effektivt må træffe beslutninger indenfor de målsætninger og mandater vi selv har givet dem.' De eliminerer dermed, at den løbende debat også er en måde give medlemmer en andel af magten og en mulighed for at få indflydelse på den førte politik. Debatten mister en væsentligt funktion, når det er et krav, at medlemmer skal acceptere ledelsens beslutninger. Dermed reduceres SF's medlemmer til at være kampagneaktivister. Det svarer meget til den demokratiske centralisme, der prægede det tidligere DKP. De to rammer ind i et grundlæggende dilemma i den demokratiske centralisme. I den klassiske definition lægges der vægt på, at der er intern debat, men den mister en funktion, når man skal følge ledelsens beslutninger. Det er også svært for den demokratiske centralisme at håndtere, at debat også er en måde at give medlemmer andel i magten i partiet. Den truer jo dermed ledelsens suveræne magt til at tage beslutninger. Strukturændringer Det har været ét gennemgående træk i de strukturændringer, der er gennemført i SF. De har styrket ledelsens muligheder for at bestemme, hvad der skal være de politiske dagsordener i SF, og de har ikke fremmet menige medlemmers muligheder for at sætte andre dagsordener. Da man reducerede den tidligere hovedbestyrelse fra 38 medlemmer til en landsledelse med 17, hed det sig, at det var for at få et effektiv beslutningsorgan. Det var et skin argument. Den tidligere hovedbestyrelse havde ikke problemer med at tage beslutninger. Skulle det gå hurtigt, var der et valgt forretningsudvalg, der kunne tage beslutnin- 2

3 ger på hovedbestyrelsens vegne. Ændringen medførte imidlertid, at man dræbte mangfoldigheden i synspunkter i ledelsen. Hovedbestyrelsen var så stor, at der ofte var medlemmer, der havde alternative synsvinkler. Det gjorde den god til at fange spirer til nye dagsordener op. Den var svær at ensrette, men den var ikke ubeslutsom. Den nye landsledelse er meget lettere at ensrette, og det er sværere at have afvigende synspunkter. Rammerne for debatten i SF er blevet ændret, så de fremmer ledelsens muligheder for at bestemme de politiske emner for den interne debat. Det tidligere medlemsblad med plads til medlemsindlæg er blevet udskiftet med F!, hvor det er ledelsen, der bestemmer indholdet. Ledelsen har ikke lavet et tidssvarende debatforum på nettet. Landsledelsen har ganske vist besluttet, at bruge nettet til debat, men under tre former, hvor det i alle tilfælde er ledelsen, der bestemmer emnet. Ellers har ledelsen lagt vægt på, at debatten med medlemmerne skal foregå på møder, konferencer o.l., hvor emnet er fastlagt af ledelsen. SF har tidligere haft en række fagudvalg, hvor medlemmer med særligt viden og interesse i bestemte politikområder rådgav folketingsmedlemmer og hovedbestyrelse. Det gav reelt mulighed for, at der kunne formuleres nye dagsordener både til udvikling af politikken og til kritik af den førte politik. Disse udvalg er blevet nedlagt. Den faglige viden, der mange gange skal til for at kunne forholde sig relevant til et emne, er i SF nu alene samlet hos ledelsen og dens ansatte samt i folketingsgruppen. Kulturændringer Der er også sket væsentlige ændringer i ledelsens debatkultur. Kritik dæmoniseres. For et par år siden var formand Villys optakt til et landsmøde, at nu ville han ikke have noget brok. Da der kom kritik af SF stillingtagen til pointsystemet hed det sig, at kritikere var kynikere. Og nu er kritikere generelt blevet til brokhoveder og SF til 'Brokkerøvenes tumleplads'. I denne dæmonisering gøres debat til noget om personer og ikke til noget om politik. Personer, der er uenige med ledelsen er 'brokkerøve'. Det er en billig måde at afspore en politisk debat på. Man går efter manden/kvinden og ikke efter bolden. Det var f.eks. tilfældet, da Pernille Frahm havde stillet Mattias Tesfaye nogle politiske spørgsmål til hans 10 teser. Ledende SF'er var hurtige til skyde på Pernille som person. Hun blev beskyldt for at starte en person-fnidder-debat. Se indlæg på SFdebat: 3

4 Ledelsen tillader sig at agere som om den har frit spil og ikke kan få modstand. Det viser sig i store og små reaktioner fra ledelsen og i en manglende respekt for medlemmerne. Ledelsen forsøgte f.eks. at sælge nederlaget med betalingsringen til SF's medlemmer som en sejr selvom ethvert tænkende menneske kunne se, at det var et nederlag. Det giver sig også udslag i en magtarrogance. SF-Valby fik f.eks. i en dialog med ledelsen om pointsystemsagen besked på at holde sig til ledelsens holdning til sagen. SF-Valby havde sendt ledelsen et brev med konkret kritik af ledelsens stillingtagen til og håndtering af pointsystemsagen. Ledelsens svar kan kort sammenfattes til, at SF fører en human udlændingepolitik og at Vi (daglig ledelsen og Landsledelse) håber, at I vil bidrage til at tydeliggøre det i offentligheden fremfor at sprede myter om det modsatte. Med andre ord, så har partiforeningen ifølge ledelsen bare at rette ind og fremføre ledelsens holdninger. Brug for et debatterende parti Denne udvikling i den demokratiske debat i SF er farlig for SF, og især for et SF i regering. Den indebærer, at en lille gruppe i partiet kommer til at leve i sit eget magtunivers og med mulighed for at ignorere synspunkter, der ikke passer ind i dette univers. En levende debat kan bidrage til, at alle de, der tager beslutninger i SF, har et føling med holdninger i partiet. Uden det er der alvorlig risiko for at sager som pointsystemsagen igen dukker op og alvorligt splitter partiet. Der er brug for at gøre op med en tro på, at 'verden falder sammen', hvis SF bliver præget af en åben debat. Det er klart, at det giver problemer, når en debat er udtryk for alvorlige konflikter i partiet. Men det er da ikke debatten, men konflikten der giver problemer. Den løbende debat - med forslag til politikformuleringer eller med kritik af den førte politik - vil generelt ikke svække SF. Den løbende debat kan derimod være en væsentlig ressource. Debat aktiverer de mange, der har viden om forskellige politikområder og bidrager til at mange aspekter og synsvinkler bliver belyst. Det giver alt andet lige en stærkere politikformulering. Det er der i særdeleshed brug med SF siddende i regeringen. Den løbende debat er også en måde at lave magtdeling på og undgå at få ensidigt sætter sig på magten i besluttende organer. Synspunkter, der får opbakning fra mange giver 'magt', hvis synspunkterne får lov til at komme frem. Debat er derfor en god måde at decentralisere indflydelse på. Det er derfor vigtigt, at debatten i SF får rammer, så de enkelte medlemmer får mulighed for at formidle sine synspunkter til andre og mulighed for at sætte nye dagsordener i den politiske debat. Det kræver fornyede rammer for debat i SF. Der er brug for flere plat- 4

5 forme på nettet. Ledelsen kunne passende begynde at bruge SFdebat til debat i stedet for at holde sig langt væk. Der er også brug for, at personer med viden og interesse for et politikområde løbende kan mødes og få en aktiv rolle i politikformuleringen. Det kunne f.eks. være ved at genindføre fagudvalgene. Det er langt fra tilstrækkeligt at lave engangskonferencer om diverse emner. Der er også brug for at give partiforeningerne en landspolitisk rolle til politikformuleringer. Det har de tidligere haft i forbindelse med landsmøder, når der skulle vedtages programmer. Det behøver imidlertid ikke være begrænset til landsmøder, men kunne være emnedialoger på nettet, hvor fagudvalg og partiforeninger får til opgave at bidrage med input og politiske vurderinger. En åben debat kræver, at SF fjerner sig fra den demokratiske centralisme. Det betyder ikke, at ledelsen ikke kan være effektiv. Det indebærer, at den åbne debat skal have en aktiv rolle i SF's politikformulering. Det indebærer også, at rammerne for debatten skal bidrage til en magtdeling mellem medlemmer, partiforeninger og partiets ledelse. 5