Turist- og Erhvervsforeningen Langeland

Transkript

1 Blue Trails Øhavet Turist- og Erhvervsforeningen Langeland Torvet 5, 5900 Rudkøbing Tlf Fax KOM OG VÆR TIL

2 Besøg Højklint dykkersti Højklint dykkersti ligger inderst i Lindelse Nor på vestkysten af Langeland. For at komme dertil i bil køres ca. 6,5 km fra Rudkøbing mod syd ad rute 305 mod Bagenkop (til højre når man kommer over Langelandsbroen). Herfra køres til højre ad Klæsøvej, som ender ved bredden af Lindelse Nor. Med GPS køres efter Klæsøvej. Her findes en lille parkeringsplads og et toiletskur. Stedet bruges som jolleplads, og der ligger en del fiskejoller fortøjet ved pæle inderst i bugten. Man kan søsætte mindre joller fra trailer på stranden, men der findes ikke rampe, og der kan være en del opskyllet søgræs. Dykningen på Højklint dykkersti er meget enkel. Stien er kun ca. 500m lang, og kan sagtens foregå som stranddyk. Efter den ca. 70 m lange svømmetur fra stranden mod den hvide startbøje, foregår dykket på dybder fra 2,5 1 m. Nær post 5 står ofte et bundgarn ret ud fra klinten, og det må man så svømme uden om. Ved post 7 som er sidste post, kan man vælge om man vil følge stien tilbage til post 1, eller man vil svømme de ca. 60 m ind til klinten herfra, og gå tilbage til Klæsøvej langs stranden. Stien kan også opleves som snorkeldyk af øvede fridykkere. Når du har taget turen langs dykkerstien, vil Øhavsmuseet gerne høre hvad du synes om oplevelsen. Vi modtager gerne forslag til forbedringer, eller til gode steder for nye dykkerstier.

3 Øhavets geologi siden istiden Den sidste istid sluttede for omtrent år siden. Indtil da havde store gletchere dækket det meste af det nuværende Danmark, og formentligt gjort landet ubeboeligt for mennesker igennem istiden. Klimaet blev varmere og varmere, og landskabet skiftede fra tundra over lynghede til kratskov og endelige tæt urskov med ege og lindetræer. For omtrent år siden var klimaet nogenlunde som i dag, og Danmark var mere eller mindre fuldstændigt dækket af skov, kun afbrudt af mange åer, bække, moser og søer. Det sydfynske øhav eksisterede ikke på dette tidspunkt. Det geologiske sammenspil mellem land og vand efter istiden havde skabt et landområde, der gik uafbrudt fra Nordfyn til Polen, ligesom der vestpå var land fra Esbjerg til London. Dette er det eneste tidspunkt i det sydfynske områdes kulturhistorie, hvor man ikke kan tale om en kystkultur. Kysten var hundredvis af kilomenter væk, så de der hvor vi finder rester af menneskets færden er langs, ofte forsvundne, vandløb og søer. I nogle dele af Danmark er der tale om meget hurtige og voldsomme havstigninger på over 2 meter pr. hundrede år. Det sydfynske øhav er ét af de områder i Danmark, som i denne forandringernes periode både forandrer sig mest og mindst. På den ene side forsvinder de landmasser, som nu er den vestligste Østersø, og vandstanden ved Avernakø ser ud til at være ét de steder, hvor forandringen er mest ekstrem. Men på den anden side vedbliver store dele af det, der nu er det østlige og nordlige øhav med at være land. Svendborg-området, Tåsinge, Langeland, Ærø og småøerne hang sammen, mens kystlinjen vest for Avernakø mere ligner noget vi kender fra i dag. Men der var ingen fjorde som nu.

4 Faaborg Fjord var tørt land, og Bjørnø var kun adskilt fra resten af en dyb flodseng, der i dag er sejlrenden ind til Faaborg. Helnæs bugten var også tørt land, hvor kun en smal tunge af vand gik ind hvor Illum i dag ligger. Vandstanden når sit højdepunkt i ca f.kr.(ertebølletid), for derefter langsomt at svinde indtil den når sit nuværende stade omkring 2000 f.kr. De store forandringer i klima og vandstand er slut i bronzealderen (ca f.kr.), og temperatur samt kystlinje har været nogenlunde som i dag. Landskabet har dog været noget anderledes end det vi ser i dag. Skoven har fyldt meget, men der var nu større områder med spredt kratlignende bevoksning, enge og overdrev som følge af det stadigt mere intensive landbrug. Vådområder af alle slags var langt mere udbredte, og landskabet var fyldt af moser, søer og vandløb. Menneskets direkte tilstedeværelse var ikke så synligt i form af bebyggelse, da egentlige landsbyer ikke var opstået endnu, og gårdene lå spredte i små-klynger rundt omkring. Menneskets mest synlige indvirkning har været de mange gravhøje, der har ligget på de højeste punkter på åbne områder, og som derfor har været synlige langt omkring, både til lands og fra vandet.

5 Højklint - Post 1 Det nordiske marine miljø byder på mange oplevelser. Dette gælder både den nutidige fl ora og fauna såvel som resterne af den forhistoriske natur og den arkæologiske kulturarv, som kan fi ndes på havbunden i dag. Havbunden i Lindelse Nor er en del af Strynøbassinet, der indtil for ca år siden var tørt land. Dette betyder, at forhistoriske mennesker og landlevende planter og dyr, engang har levet på dette sted. Denne og seks følgende poster vil introducere dig til et udsnit af de dyr og planter, du kan finde på havbunden i Lindelse Nor, ligesom der også vil blive mulighed for at finde rester af det fortidige landskab og spor efter de mennesker, der boede her. Bearbejdet flint i det oversvømmede stenalderlandskab Det tydeligste tegn på menneskelig aktivitet i det nu oversvømmede stenalderlandskab er bearbejdet fliint. Flint var i stenalderen det dominerende redskabsmateriale. Af flint lavede man økser, skrabere, knive og pilespidser. Flintgenstande f ndes i områder nær en stenalderboplads, hvor affald efter bearbejdningen af flinten i form af afslag og mislykkede forarbejder eller udtjente genstande har hobet sig op. Løfter du forsigtigt planterne på havbunden omkring denne post, kan du være heldig at finde flintafslag eller måske et flintredskab fx en skiveskraber. Flint forarbejdet af mennesker kan med træning skelnes fra naturligt dannede flintstykker. Menneskeligt tildannet flint har kendetegn som kan ses på figuren ved

6 siden af. Et godt tip er at se efter glatte fl ade stykker med en afspaltningsflade, og har man lært at se efter slagbulen er man godt på vej. Det er ikke tilladt at grave i havbunden, men et udvasket stykke kan man opsamle som souvenir. Hvis du finder bearbejdet flint andre steder i Lindelse Nor, må du meget gerne fortælle det til Øhavsmuseet. Højklint - Post 2 Det druknede landskab For ca år siden sluttede den sidste istid, og gletsjerne forsvandt fra Det Sydfynske Øhav. Lettet for isens tryk begyndte landet at hæve sig. Samtidigt medførte afsmeltningen af gletsjerne en havstigning. Landhævningen i Det Sydfynske Øhav stoppede efter ca år, og havstigningen indhentede de lavtliggende områder som f.eks. Strynø-bassinet, der dermed blev oversvømmet. Det iltfri miljø i havbunden bevarer organiske materialer fx træ. Ser du dig omkring ved denne post, vil du finde træstubbe og væltede træstammer, der er rester af en forhistorisk skov, der er mere end 5500 år gammel. Øhavsmuseet har ved dykninger i Lindelse Nor og i resten af Strynøbassinet, foretaget boringer i havbunden. Mange steder består bunden under sandet af tykke tørvelag, som er dannet i ferskvandsmoser i stenalderen. Planterne på havbunden ved Højklint Havbunden i Lindelse Nor er karakteriseret ved øverst at være sandet og og nogle steder leret, med sten af varierende størrelse. Sådan en havbund giver udmærkede vækstbetingelser for havgræsser som ålegræs. Havgræs danner rødder, der giver et godt fæste i havbunden. Græsset kan danne store "stepper" og udgør livsbetingelser i form af skjul og fødekilde for en række dyrearter, som du kan læse om på de næste poster. Havgræs findes i Danmark ned til dybder af ca. 6 m. Åledanne græs udgør en naturlig del af kystsikringen i Danmark, hvor det tætte rodnet holder på havbunden, når bølgerne skyller ind over kysterne og det lave vand. Hvor meget havet får lov at nedbryde og forme de danske kyster, er således også et spørgsmål om mængden af ålegræs på havbunden. Tang tilhører algefamilien og kan opdeles i tre grupper efter deres farve: grøn, brun og rød. På lavt

7 vand og i kystzonen findes grønalgerne, på både lavt og lidt dybere vand findes brunalgerne, og rødalgerne er de dybest voksende. Tang slår ikke rødder, men fæstner sig på sten ved hjælp af sugefødder eller andre fæstningsorganer. Ud for Lindelse Nor kan eksempelvis findes blæretang, kløvertang og savtang, der alle tilhører gruppen af brunalger. Højklint - Post 3 Livet i ålegræsset Ålegræsset og den bløde havbund af ler og sand giver gode leveforhold for mange forskellige fisk. Sandkutlingen er en almindelig fisk i danske farvande. Den kan blive op til ca. 11 cm lang. Sandkutlingen kendes bedst på den langstrakte form, de højt og tæt placerede øjne og den mørke plet ved halefinnen. Den trepiggede hundestejle er en almindelig fisk på lavt vand i Danmark. Den kan leve i både ferskvand og saltvand, og kan blive op til ca. 11 cm lang. På trods af sit navn kan den trepiggede hundestejle også have fire pigge på ryggen, som den bruger til forsvar og til at skræmme andre dyr med. Farven på hundestejler er i saltvand normalt sølvgrøn til blå. Tangnålen findes i sandede områder, hvor den lever på lavt vand i ålegræsset. Føden består af dyreplankton og fiskeyngel. Tangnålen kan blive op til ca. 17 cm lang. Tangnålen er i familie med søheste. Ålen er let genkendelig med sin af lange krop og den sammenvoksede ryg- gat- og halefi nne. Når den findes i saltvand er det oftest enten som en 7-9 cm lang gulål på vej fra gydepladserne i det vestlige Atlanterhav mod et ferskvandsmiljø, hvor den kønsmodnes, eller som en 0,5-1 m lang ål, der efter år i ferskvand, er på vej tilbage til deres oprindelsessted i Atlanterhavet for selv at gyde.

8 Højklint - post 4 Jægere og bønder i stenalderen Da Strynø-bassinet blev oversvømmet, stod mennesket på overgangen mellem at være jæger/samlere og bønder. De tidligere jægersamfund havde en tæt kontakt med havet, der var deres vigtigste jagtmark, og de havde behov for at rejse rundt i deres søgen efter føde. Indførelsen af agerbrug og tamdyr (okse, får, ged, svin) gav tættere tilknytning til marker og græsningsarealer, og medførte at bønderne blev mere bofaste. Flintgenstandene, der findes på denne lokalitet, kan hovedsagligt dateres til de tidligste bondesamfund. Kysten lå tidligere langt væk, indtil området ret pludseligt blev oversvømmet for ca år siden. Perioden ved Strynø-bassinets oversvømmelse kaldes tragtbægerkultur eller dyssetid, da det var i denne periode, man begyndte at bygge de stendysser, der stadig fndes mange af, og der kan ses en hel del i området omkring Lindelse Nor. I havet omkring Fyn er der også mulighed for at finde flintgenstande fra tidligere perioder. Især fund fra den ca år gamle ertebøllekultur som er den sidste jægerkultur er talrige. Menneskene i denne periode boede typisk ved kysten på bopladser, der i dag er oversvømmede. Fra ertebøllekultur kan man finde masser af flintafslag, men også redskaber som skrabere, skiveøkser, kerneøkser og i heldige tilfælde pilespidser. Ertebøllekulturens pilespidser blev lavet af særlige lange flintafslag kaldet flækker, som er meget almindelige fund fra oversvømmede bopladser. Fra den første tid med stenalderens bønder, findes også mest afslag fra redskabsfremstilling, men også skrabere, og måske stykker af tragtbægerkulturens glatte, slebne flintøkser Nedenunder ses nogle flintredskaber fra perioderne omkring Strynøbassinets oversvømmelse, både fra den sidste jægerkultur (ertebøllekultur) og fra de første bønder (tragtbægerkultur).

9 Højklint - post 5 Havbundens dyr Havbunden ud for Højklint giver gode levebetingelser for forskellige hvirvelløse dyr som muslinger og krabber. Strandkrabben er den mest almindelige krabbe i Danmark. Med sine otte ben bevæger den sig sidelæns rundt efter føde, når den ikke ligger nedgravet i sandet på lur efter småfisk og vandmænd. Krabbens klør er stærke nok til at åbne muslinger. Strandkrabben jager ofte sin føde, men den er også ådselsæder. Strandkrabben er grøn eller brun og har fem spidse takker på hver side af skjoldet og tre stumpe takker mellem øjnene. Hjertemuslingen trives godt i sandet og findes overalt fra brændingen og udefter, hvor den udgør et vigtigt fødegrundlag for fugle og rovfisk. Sandmuslingen trives også godt i dette miljø og er også almindelig langs de danske kyster. Begge muslinger lever nedgravet i havbunden, og får føde ved at filtrere vandet for plankton og døde planterester fra eksempelvis ålegræs, som de lever side om side med. Blåmuslingen, der også er meget almindelig i de danske farvande, lever i klynger på havbunden. De findes tit i tidevandszonen og i andre iltrige miljøer. Blåmuslingen fæstner sig fast på eksempelvis en sten, da den ellers risikerer at blive ødelagt i brændingen. Dette gør den med byssustråde, som den danner i en særlig kirtel. Blåmuslingen lever af plankton som den fi ltrerer fra havvandet. Den udgør, som de andre muslingearter, et fødeemne for rovfi sk, fugle og strandkrabber.

10 Højklint - Post 6 Det oversvømmede landskab Det Sydfynske Øhav har siden den sidste istid for ca år siden, skiftet udseende og størrelse i takt med havets overflade. Det sydvestlige Danmark og det sydfynske område har siden den sidste istid været udsat for en landsænkning, der stadig foregår den dag i dag. Denne landsænkning har sammen med afsmeltningen af den fl ere kilometer tykke iskappe, der lå over store dele af Skandinavien i istiden, været bestemmende for dannelsen af landskabet i Det Sydfynske Øhav. Den stigende vandstand og landsænkningen, der resulterede i oversvømmelser af landskabet, er ikke sket som en pludselig katastrofe, men har langsomt tvunget mennesket væk fra de lavest liggende områder. Det er derfor at det i dag er muligt at finde stenalderens bopladser og andre spor af menneskelig aktivitet på havbunden i. Det Sydfynske Øhav var en mere eller mindre sammenhændende landmasse frem til for ca år siden. Strynøbassinet (området mellem Ærø, Strynø og Langeland) var på dette tidspunkt en lavvandet indsø der gav rige muligheder for jagt og fiskeri langs bredderne. Lindelse Nor er en del af Strynøbassinet. Højklint - Post 7 Marinarkæologi i Danmark I Danmark varetages marinarkæologien af fem museer med hvert deres ansvarsområde. Museerne foretager undersøgelser forud for anlæg af eksempelvis havne og rørledninger, og foretager besigtigelser af fund som fritidsdykkerne anmelder. Der bliver også foretaget forskningsundersøgelser i områderne. Det er Kulturarvsstyrelsen der tildeler ansvarsområderne, og har det overordnede ansvar for fortidsmindeforvaltningen i Danmark - også på havbunden.

11 På Øhavsmuseet (tidl. Langelands Museum) har man siden 1970'erne undersøgt stenalderbopladser på havbunden, og har udviklet metoder til undersøgelse og lokalisering. Der har også været undersøgt skibsvrag, især små klinkbyggede skuder med tegllast. Både på nu inddæmmet land og i havet har sejlspærringer fra jernalder og middelalder været undersøgt. Museet har et godt samarbejde med fritidsdykkere, og vil gerne høre fra dig hvis du gør fund eller vil videre med arkæologien på havbunden. Marinarkæologiske ansvarsområder i Danmark STG: Strandingsmuseet/Holstebro Museum BAM: Bangsbomuseet/Nordjyllands Kystmuseum FHM: Moesgaard Museum ØHM: Øhavsmuseet VIR: Vikingeskibsmuseet

12 Blue Trail Højklint på Langelands vestkyst, er et forsøg på at gøre den del af stenalderens landskab som i dag ligger under havets overflade, levende for alle. Dem som kan dykke, kan selv på egen krop mærke at havoverfladen i dag har et helt andet niveau end dengang. Dette farvandsområde er så lavvandet at meget af det var tørt land indtil afslutningen af ældre stenalder for ca år siden. De druknede landskaber er lige det vi gerne vil fortælle om med dykkerstien ved Højklint. Her kan man ligge ved en træstub af et træ som groede i stenalderen og umiddelbart fornemme at Lindelse nor skvulpede her, og efterhånden gjorde det svært for træet at overleve. Man kan også fornemme at selve klinten Højklint engang var en rund bakke - skabt af isen som de mange langelandske hatbakker men nu er halvvejs ædt af noret. Stien er også lagt her fordi stedet er let at komme til. Man kan let køre til Klæsøvej på Langeland, og følge den, til den når Lindelse nor. Dykningen kan sagtens foregå som stranddyk, og man kan gå ud til sydspidsen af Højklint med sit dykkergrej. Højklint dykkersti er en kombineret kulturhistorisk og naturhistorisk sti. Da Øhavsmuseet er et kulturhistorisk museum, er hovedvægten lagt på de arkæologiske oplevelser og på historien om de druknede landskaber. Naturen på stedet er også i sig selv et dyk værd, og der er i de senere år sket en forbedring af miljøet, så der nu er sund og kraftig vækst af ålegræs, hvor mange småfisk og andre dyr lever. Turen er opdelt i 7 poster, og starter ved en hvid bøje (blåser) stik vest for sydpynten af Højklint. Fra stranden er der ca. 70 m, som man sagtens kan svømme i overfladen, og her ligger post 1 på ca. 2 m dybde. En rød line er spændt ud mellem de enkelte poster, og man kan nemt følge den, selvom den nogle steder ligger nede i ålegræs og alger. Posterne er plancher på plastfolie, som er monteret på betonfliser mellem to lag klar plade. De bliver som regel holdt rene af den tang som står i nærheden og vifter ind over planchen. Hvis du oplever at en planche er groet til, må du meget gerne gnubbe den ren igen. Skulle der være skader på linerne eller andet, vil Øhavsmuseet meget gerne have det at vide.