Rued Langgaard: Sange til danske og norske tekster 1906-1915

RUED LANGGAARD UDGAVEN EDITION WILHELM HANSEN Rued Langgaard: Sange til danske og norske tekster 1906-1915 Kritisk udgave ved Bendt Viinholt Nielsen og Ole Ugilt Jensen Indhold [1] O gode Gud, jeg takker dig (Viktor Kristian Hjort) (BVN 4:3) 1906 [2] Min Moder (Anon.) (BVN 5) 1906 [3] Stemningsbillede (Bernhard Severin Ingemann) (BVN 8) 1906 [4] Vægtervers (Anon.) (BVN 10) 1906 [5] Nattevagt (Frederik Paludan-Müller) (BVN 16) 1907 [6] Naar Alting gaar til Hvile (Nattevagt) (Frederik Paludan-Müller) (BVN 203) 1907/1930 [7] Ved Bækken (Bernhard Severin Ingemann) (BVN 17) 1907 [8] Aftnen er stille (Bjørnstjerne Bjørnson) (BVN 26) 1907 [9] Sov sødt, min Elskede (Christian K. F. Molbech) (BVN 30) 1908 [10] Jeg beder ej om Guldets Glød (Christian K. F. Molbech) (BVN 31) 1908 [11] Hvad Lærken sang! (Carl Andersen) (BVN 35) 1908 Sange af Jenny Blicher-Clausen (BVN 66) 1914 [12] 1. Det rinder med Dug [13] 2. Alle de smaa Klokker de ringe i Dale (Morgen) [14] 3. Du Natsværmerdronning fine [15] 4. Alle de smaa Klokker de ringe i Dale (Aften) [16] 5. Og det var den mørke Blaaregn Fire Sange (Jens Peter Jacobsen, Thor Lange, Rued Langgaard) (BVN 67) 1914 [17] 1. Du Blomst i Dug [18] 2. Alle de voksende Skygger [19] 3. Gammel Melodi [20] 4. En Sommerklang [21] Efter Regn (Jørgen Moe) (BVN 84) 1914 [22] Melodi (Elisabeth Varshjenevsky/Thor Lange) (BVN 86) 1914/1941 [23] I Juni (Viggo Stuckenberg) (BVN 93:1) 1915 [24] Var det ej fordi Jasminen blomstrer (Viggo Stuckenberg) (BVN 93: 5) 1915 Fem erotiske Digte (Vilhelm Krag) (BVN 99) 1915 [25] 1. Og atter ser jeg [26] 2. Naar du kommer [27] 3. Lys nat [28] 4. Serenade [29] 5. I de forunderlige, blonde nætter Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 1 af 9

Fire Sange (Holger Drachmann, Vilhelm Krag) (BVN 100) 1915 [30] 1. Til Aftenklokkernes dæmpede Klang [31] 2. Stævnemøde [32] 3. Uvejrsaften [33] 4. Vi tænkte sletikke paa nogenting Fem Sange (Rued Langgaard) (BVN 103) 1915 [34] 1. Ved Kyrkhult Kirke [35] 2. Det vinker [36] 3. Sommerstemning [37] 4. Skumringsvinde [38] 5. Der skinner en Sol To Skumringssange (Ewald Sundberg) (BVN 106) 1915-16 [39] 1. Nu ringer blaaklokkens bjelder (1916) [40] 2. Nu suser skumringens sang herind (1915) Jul (Fire Digte af Jenny Blicher-Clausen) (BVN 107) 1915 [41] 1. Julestemning [42] 2. Juleklokkerne [43] 3. Julekvæld [44] 4. Det ringer paa Jord [45] Juleklokkerne [version 1940] (Jenny Blicher-Clausen) (BVN 253) 1915/1940 [46] Foraarssang [version l9l5] (Aage Foss) (BVN 108) 1915 [47] Foraarssang [version 1943] (Aage Foss) (BVN 292) 1915/1943 Om denne udgave I dette bind præsenteres i alt 47 sange: 26 sange, der ikke tidligere har været publiceret, samt 18 sange, der blev udgivet af Wilhelm Hansens Musikforlag i årene 1906-15 (sang [2], [4], [5], [7]-[10], [12]-[20], [24] og [46]). Hertil kommer tre sange, som blev omarbejdet af komponisten mellem 1930 og 1943 og som her publiceres i såvel deres oprindelige som i deres omarbejdede, hidtil udtrykte skikkelse ([6], [45] og [47]). Udgaven er for de utrykte sanges vedkommende baseret på komponistens egenhændige manuskripter, som foreligger i Rued Langgaards Samling (RLS) på Det Kongelige Bibliotek i København. Trykmanuskripter til de sange, der udkom på Wilhelm Hansens Musikforlag, foreligger kun i to tilfælde, og genudgivelserne af de trykte sange har derfor for hovedpartens vedkommende måttet baseres på de oprindelige udgaver. En del notationsmæssige inkonsekvenser er videreført fra de oprindelige nodetryk, eftersom verifikation ikke har været mulig. Som det er praksis for Rued Langgaard Udgaven publiceres værkerne i den form, komponisten senest er kommet frem til. Rued Langgaards rettelser og tilføjelser i manuskripterne til de utrykte sange respekteres således i udgaven. For nogle af de trykte sanges vedkommende foreligger eksemplarer, som har været i Langgaards besiddelse, og som er forsynet med hans egenhændige korrektioner til den trykte nodetekst. Disse korrektioner, om alle er af ret ubetydelig karakter, er efter samme praksis indarbejdet i de pågældende sange i nærværende bind. Pedalangivelser i klaverstemmen gengives som de forefindes i kilderne med de store uregelmæssigheder, det medfører. I de tidlige sange er der kun sparsomme eller slet ingen pedalangivelser, men i manuskripter fra 1930rne og 40rne finder man i reglen detaljerede angivelser. Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 2 af 9

Denne udgave følger de generelle retningslinjer for Rued Langgaard Udgaven. Udgivernes tilføjelser og rettelser er typografisk markeret i nodesatsen ved hjælp af skarpe parenteser og buer med brudt streg. Orienteringsfortegn i runde parenteser skyldes udgiverne. En del af de sange, der her udgives for første gang, rummer et forbavsende stort antal fortegnsforglemmelser i kilderne. Det afspejles i udgavens mange, redaktionelt tilføjede fortegn (i skarp parentes). Passager, der gentages, er i et vist omfang notationsmæssigt egaliseret og gensidigt kompletteret i udgaven. Det er dog typisk for komponisten, at gentagelser ofte rummer afvigelser, som kan have et arbitrært præg, specielt når det gælder dynamik, artikulation og frasering. Yderligere oplysninger findes i revisionsberetningen (i afsnittet Redaktionelle bemærkninger og under Kilder og kritisk beretning). Sangtekster gengives med udgangspunkt i digtenes publicerede form. Eventuelle udeladelser og ændringer, Langgaard bevidst har foretaget, respekteres. Der tages dog ikke hensyn til hans delvise fordanskninger af norske tekster. Rued Langgaard som sangkomponist Rued Langgaard (1893-1952) komponerede 143 solosange med klaverledsagelse, hvoraf de 18 i dag er forsvundet. Nogle af de 125 kendte sange foreligger imidlertid i to selvstændige versioner. Dertil kommer seks ufuldførte sange, som foreligger i skitseform. 1 Næsten alle Langgaards sange blev til inden for perioden fra 1906 til 1918, og mere end 100 af dem blev komponeret i den bemærkelsesværdigt korte årrække fra 1914 til 1918, da komponisten var i begyndelsen af tyverne. Han komponerer Sange á la Schubert med Hensyn til Hurtighed, ryster et Par ud af Ærmet om Dagen, skrev hans mor Emma Langgaard således i et brev i 1916. 2 I samme femårsperiode komponerede Langgaard i øvrigt også en del værker for sangstemme med ledsagelse af symfoniorkester eller strygekvartet. Der var tilsyneladende ikke nogen ydre anledning til, at han producerede så mange vokalværker i disse år. Grunden var sandsynligvis, at den unge komponist i denne livsfase havde et særligt udtalt behov for at knytte en sproglig, digterisk dimension til sin musik. Sangene blev komponeret til digte af danske, norske og tyske forfattere. Til ni af sangene leverede komponisten selv teksten. I foråret 1918 ophører Langgaards sangproduktion med ét, og i de følgende 34 år indtil hans død i 1952 blev værklisten kun forøget med 12 titler inden for denne genre. En del af de tidlige sange, 27 i alt, blev udgivet på Wilhelm Hansens Musikforlag mellem 1906 og 1919. De fleste titler blev udgivet enkeltvis under vekslende seriebetegnelser som fx Sange Lieder af Rud Immanuel Langgaard. 3 Forlaget forsynede sangene med løbenumre, men ændrede nummerserien et par gange i løbet af årene. 4 Nogen nævneværdig udbredelse fik de trykte sange øjensynlig ikke, og man må i det hele taget sige, at Langgaard, trods den store og meget varierede sangproduktion, ikke gjorde sig bemærket i samtiden inden for genren. Kun knapt halvdelen af sangene, i alt omkring 65 titler, blev opført i Langgaards egen tid. De fleste af dem blev kun opført en enkelt eller nogle få gange og næsten altid ved koncerter, som Langgaard selv havde foranstaltet og hvor han tillige medvirkede som akkompagnatør. Endnu en grund til at sangene forblev forholdsvis ukendte var, at de ofte blev præsenteret ved velgørenhedskoncerter, i kirkelig sammenhæng eller i foreningsregi og i mange tilfælde i provinsen eller i udlandet. Egentlige liedkoncerter helliget Langgaard-kompositioner fandt således kun sted to gange, i Stockholm i 1916, hvor Mimi Klein fremførte 16 sange (hvoraf de 10 var uropførelser), og i Berlin i 1920, hvor Ellen Overgaard sang 12 sange ved Langgaards Kompositions-Abend i Gesellschaft der Berliner Seccession. Begge gange sad komponisten ved klaveret. Rued Langgaard omgav sig med en snæver kreds af musikere, og de sangere, som nogenlunde hyppigt fremførte hans værker kan tælles på én hånd. I de første år er det Vilhelm Michelsen (1879-1957), et estimeret navn i tidens danske musikliv. Fra 1915 optræder Langgaard i nogle år ofte sammen med den jævnaldrende koncertsangerinde, frøken Mimi Klein (1890-1938; i 1919 gift Falkenstjerne). Hvis han skrev nogle af sine sange med en bestemt stemme i tankerne, var det utvivlsomt hendes. Fra 1918 er det imidlertid Ellen Overgaaard (1882-1946), der stort set er enerådende på Langgaards koncertprogrammer. Hun havde en Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 3 af 9

karriere som wagnersopran med jævnlige gæstepil på de tyske operascener og medvirkede også fire gange i årene 1920-25 i opførelser af Langgaards symfoni nr. 2, hvis sidste sats er en orkesterlied. Andre sangerinder medvirkede ved enkeltstående lejligheder; det gælder koncertsangerinde Ingeborg Nørregaard-Hansen (1874-1941), den ellers ukendte Marie Holleufer samt en af de stærke kræfter ved Det Kongelige Teater, kongelig kammersangerinde Emilie Ulrich (1872-1952). Sidstnævnte fremførte syv sange ved en koncert i Oddfellow Palæet i København den 7. december 1917. Ved denne koncert var det reelt første gang, at et bredere københavnsk koncertpublikum og byens musikkritikere havde mulighed for at opleve et udvalg af Langgaards sange. Koncerten bød også på to Langgaard-symfonier, som naturligt nok tiltrak sig størst opmærksomhed. At dømme efter avisreferaterne blev afdelingen med sange dog modtaget helhjertet af det talstærkt fremmødte publikum, mens kritikerne som vanligt, når det gælder Langgaard var forbeholdne i større eller mindre grad. De få specifikke anmeldelser af Langgaards sange, der foreligger, såvel fra den nævnte som fra andre koncerter i de følgende år, domineres uheldigvis af den stærkt Langgaard-skeptiske kritiker Gustav Hetsch fra Nationaltidende. Han karakteriserer generelt Langgaards sange som skruede og med uinteressante, usangbare melodier til et søgt akkompagnement. Han påpeger komponistens usikkerhed over for det litterære, dels ved Musikens Grundstemning, dels ved en søgt eller kejtet Deklamation. I nogle af sangene finder han sangstemmen stedmoderligt behandlet, nærmest som et uvedkommende appendiks. Hans få positive ord angår de fine og veltrufne enkeltheder, han trods alt hører rundt omkring. Og så fremhæver han Mens Guldterningen trilled, som han finder jævn og naturlig dansk, og Mir träumte von einem Königskind, der virkede velgørende med sin jævne, naturlige Folkevisetone. 5 Den ofte nedladende kritik fra Gustav Hetsch i det autoritative dagblad var en plage for Rued Langgaard. Men der fremkom dog også andre synspunkter. Da Mimi Klein den 22. februar 1918 fremfører fem sange i Kasinos koncertsal i København, for en gangs skyld uden Langgaards personlige medvirken, opnår sangene usædvanlig nydelige omtaler i tre aviser. En af dem skriver eksempelvis: [Langgaards fem Sange] betød for ham som Sangkomponist næsten et Gennembrud, imponerende ved deres lødige Indhold og smukke Form. Hvilken stille Søndagsfred var der ikke over Ved Kyrkhult Kirke, en blid, stille Melodi til henrivende enkle Harmonier, og prægtigt svøbte hans Toner sig om det J.P. Jacobsenske Digt Du Blomst i Dug, steg og sank med dets Rytme. De blev fint sunget af Koncertgiverinden, særlig Heines Wir träumte, ogsaa en fin og poetisk Komposition. 6 Uvejrsaften og Foraarssang var også på programmet, og en anden af anmelderne konkluderer, at Langgaard med de fem sange vandt [ ] en virkelig Komponistsejr. 7 Også seks sange, som blev fremført af Ellen Overgaard den 1. december 1918 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, gjorde ifølge Berlingske Tidende megen lykke blandt publikum og vidnede om en let vakt Fantasi og fin Klangsans. 8 Langgaards sange forsvinder ud af koncertprogrammerne nogenlunde samtidig med at han selv i begyndelsen af 1920rne ophører med at optræde offentligt som klaver- og orgelspiller. De utrykte sange bliver lagt på hylden hjemme hos komponisten, ingen afskrifter er øjensynlig blevet bragt i cirkulation, og de trykte sange bliver langsomt udsolgt fra forlaget, uden at de dukker op med nogen synlighed i koncertsalene. Langgaards sange går dog ikke fuldstændig i glemmebogen, idet de drypvis holdes i live gennem udsendelser i Statsradiofonien (Danmarks Radio). Små udvalg med skiftende sangere og akkompagnatører udsendes både i Langgaards tid (1930, 1941, 1950) og i de følgende år (1955, 1957, 1958). Det er navnlig trykte sange, som opføres, og de oftest gentagne er to-tre af de fem Sange af Jenny Blicher-Clausen samt de to J.P. Jacobsen-sange Du Blomst i Dug og Alle de voksende Skygger, alle fra 1914. I 1966 er Danmarks Radio blandt de første til at relancere Rued Langgaards musik, og i årene derefter sendes jævnligt programmer med Langgaard-sange i radioen. Der er i reglen tale om studieproduktioner. Mange af de utrykte værker bliver nu uropført eller genopført for første gang siden Langgaards tid. Publikationsinitiativer fører det dog ikke til; i de næsten 100 år mellem udgivelsen af Mens Guldterningen trilled (1919) og nærværende udgivelse (2015) blev der ikke udgivet nye sange af komponisten i nodeform. Langgaards kunstneriske udvikling i ungdomsårene afspejles særdeles tydeligt i sangproduktionen. De første sange fra 1906-08 er præget af dansk romancetradition, som man kender den fra Peter Heise (1830-79) og Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 4 af 9

P.E. Lange-Müller (1850-1926). Så følger omkring 1910 en række lidenskabelige sange til kærlighedsdigte og digte med religiøst-filosofisk indhold af den tyske forfatter Emil Rittershaus. Disse sange er karakteriseret ved at være ret lange og besidde et dominerende, i reglen bredt og kraftigt klaverakkompagnement. Det er, som om komponisten her søger et udtryk, der ligger på grænsen af, hvad sangstemme og klaver kan yde. Han gik også til yderligheder, hvad tonearter angår. Sterben er i Fis-dur, Die Sonne meines Lebens i Ges-dur og Das Auge i es-mol. Med Lieder von Goethe fra 1913 sker der en bemærkelsesværdig ændring i Langgaards sangproduktion fra det opulent teatralske til det intime. De korte, enkle og stilmæssigt tilbageskuende Goethe-sange indvarsler en ny fase, hvor det lyrisk afdæmpede og sarte klanglige nuancer kommer i fokus. I større omfang end tidligere finder man eksempler på kromatisk og eksperimenterende harmonik, og klaverteknisk kan man ane en inspiration fra fransk impressionisme. Sangene fra den produktive periode 1914-18 udviser stor stilmæssig bredde og en rig variation i de musikalske former. Da RL efter en pause på 30 år vender tilbage til genren med sangcyklussen Ungdom i 1948, fastholder han den senromantiske harmonik (med undtagelser af en ironisk anvendt 12-tone-række i begyndelsen af sangen Aa Tid, døde Tid). Men de sene sange har alligevel en anden, tungere karakter og et udtryk, der ligger nærmere ved samtidsmusikken i Danmark i årene lige efter krigen, end de tilbageskuende værker, Langgaard typisk skrev i denne sidste fase af sit liv. Rued Langgaard fulgte ikke den tendens i dansk sangæstetik, der med Carl Nielsen (1865-1931) i spidsen stræbte mod en enkelt og sangbar vokalstil. Den folkelige, danske sang fik et vældigt opsving i 1900- tallets første årtier, men satte sig ingen spor hos Langgaard, der holdt fast i den ekspressive og kunstfærdige lied-genre. En national tone finder man næppe i Langgaards centraleuropæisk orienterede sangproduktion. Det melodiske synes i det hele taget ikke at have været det væsentligste for Langgaard. Mange gange er der eksempelvis tonegentagelser i sangstemmen, hvilket medvirker til at give stemmen en deklamatorisk karakter. Langgaard betragtede øjensynlig en sang som et tonebillede i miniatureformat, hvor det gjaldt kompositionens samlede udtryk og det stemningsskabende og billeddannende i forhold til teksten. I den forbindelse er det karakteristisk, at samlingen Sommer (1917) har undertitlen Fire sangtonebilleder. Klaveret er ikke blot akkompagnerende i Langgaards sange, men har en selvstændig rolle: det skaber og fastholder et klangrum, som er særegent for den enkelte sang, ganske ofte ved hjælp af gentagne, små figurer eller rytmiske repetitioner. At de harmoniske forskydninger er essentielle for komponisten, fremgår af de hyppigt forekommende overbundne toner fra akkord til akkord, en notationspraksis, der røber Langgaards baggrund som orgelspiller. Endelig er det karakteristisk for Rued Langgaards sange, at der ofte findes instrumentale indskud mellem de vokale fraser og afrundende, stemnings- eller motivmæssigt pointerende efterspil. Om Langgaards sange 1906-1915 Rued Langgaard begyndte for alvor at komponere i 13-årsalderen, og blandt hans tidligste forsøg er de fire sange fra 1906, der publiceres som de første i dette bind. 9 To af dem, Min Moder [2] og Vægtervers [4], blev udgivet kort efter at de var komponeret i en serie af sange og klaverstykker, som Wilhelm Hansens Musikforlag lancerede i 1906 under titlen Rud Immanuel Langgaard Kompositioner. Et foto af den purunge komponist i matrostøj, som dengang var den store drengemode, blev gengivet på forsiden af nodeudgaverne. Sangen Min Moder, hvis tekst stammer fra en anonym engelsk børnesang: Who fed me from her gentle breast, er naturligvis tilegnet komponistens mor, Emma Langgaard, mens Vægtervers blev dedikeret til en af den unge Langgaards velgørere, jernbaneingeniør og etatsråd William Friedericia (1842-1907). Nattevagt [5] og Ved Bækken [7] fra 1907 udkom i samme serie som de førnævnte sange, men fra og med Aftnen er stille [8] udkom Langgaards sange hos Wilhelm Hansen i forskellige serier under den neutrale betegnelse Sange (Lieder). De tidlige sange, især Nattevagt og Sov sødt, min Elskede [9], blev opført af sangerne Ingeborg Nørregaard-Hansen og Vilhelm Michelsen ved flere koncerter, hvor enten Rued Langgaard eller hans mor akkompagnerede. Nattevagt er tilegnet Nørregaard-Hansen, der også opførte sangen ved kirkekoncerter til Langgaards orgelledsagelse. Et særligt arrangement for orgel kendes dog ikke i dag. I 1930 forsynede Langgaard sangen med et ny akkompagnement af en mere gennemsigtig karakter og Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 5 af 9

med både melodiske og harmoniske ændringer; han fortrak nu titlen Naar alting gaar til Hvile [6]. Både Sov sødt, min Elskede [9] og Jeg beder ej om Guldets Glød [10] publiceres her med nogle små ændringer, som Langgaard har indskrevet i sine personlige eksemplarer af de trykte udgaver. De tidlige sange fra 1906-08 [1]-[11] udgør en særlig gruppe i Langgaards produktion, hvor tekstvalget er centreret omkring de romantiske digtere B.S. Ingemann (1789-1862), Frederik Paludan-Müller (1809-76) og den lidt yngre Christian K. F. Molbech (1821-88). Herefter følger en markant periode i Langgaards sangproduktion, som ikke er repræsenteret i dette bind, nemlig sangene fra 1909-11 til tekster af den tyske efterromantiker Emil Rittershaus (1834-97). 10 Syv af disse sange blev publiceret, og med henblik på det tyske marked udgav Wilhelm Hansens forlag i 1912 tillige de to mest populære blandt de allerede trykte sange i nye versioner med tysk tekst: Nattevagt blev genudgivet under titlen Die Stimme der Nacht, og Sov sødt, min Elskede udkom som Schlaff süss gedenke mein. For Min Moder s vedkommende publicerede forlaget et bilag indeholdende sangstemmen med tysk tekst. De tyske oversættelser ved Max Levig er ikke medtaget i den her foreliggende udgave. Da Langgaard i foråret 1914 efter en pause på seks år vender tilbage til danske tekster med Sange af Jenny Blicher-Clausen [12]-[16] og Fire Sange [17]-[20] er der sket en mærkbar kunstnerisk udvikling. De to samlinger, som blev udgivet i henholdsvis 1914 og 1915, omfatter Langgaards hyppigst opførte og måske også mest karakteristiske sange. Og det på trods af, at Langgaard på kompositionstidspunktet var en ung mand på blot 20 år. Jenny Blicher-Clausen (1865-1907) var en meget læst forfatter omkring 1900, ikke mindst det lyriske drama Violin (1900) i hvilket man finder de fem digte, som Langgaard benytter i Sange af Jenny Blicher-Clausen. En samlet, offentlig opførelse synes først at have fundet sted i 1919, hvor sangene blev fremført i Dansk Koncert-Forening af Ellen Overgaard med komponisten ved klaveret. Den Langgaardskeptiske kritiker Gustav Hetsch skrev dagen efter i sin anmeldelse i Nationaltidende, at akkompagnementet var dommineret af Klokke-Effekter som Langgaard synes ganske forgabet i [ ], medens Sangpartiet gennemgaaende tog sig vilkaarligt paaklistret ud. 11 Politiken s anmelder Axel Kierulf var heller ikke særlig venlig stemt: Hr. Langgaard mødte [ ] med Sange, snurrede, skruede og drejede paa den besynderligste Maade, en mærkelig Blanding af umyndig Barnlighed, oldingeagtig Visdom og afgjort musikalsk Talent. 12 Blicher-Clausen-sangene blev ved denne koncert opført i en anden rækkefølge end den, der ses på titelbladet af den trykte udgave. På titelbladet er sangene ordnet således, at de indholdsmæssigt betegner et forløb fra morgen til aften, mens Langgaard ved opførelsen valgte en rækkefølge, som antyder et forløb fra aften til morgen: 5, 3, 4, 1, 2. På et trykt eksemplar af en af sangene har han foreslået en tilsvarende rækkefølge, nemlig 4, 5, 3, 1, 2. Det rinder med Dug [12] publiceres her med metronomtal og dynamiske tilføjelser i sangstemmen som Langgaard har indskrevet i et eksemplar af den trykte udgave. Ved Langgaards sidste offentlige koncert med kammermusik, som fandt sted i København i oktober 1933, opførte Mimi Falkenstjerne (f. Klein) bl.a. tre af Blicher-Clausen-sangene til Langgaards akkompagnement. Avisen B.T. s anmelder skrev: (Langgaards) Akkompagnementer til nogle Sange til sentimentale Jenny Blicher-Clausen-Tekster mindede [ ] mest om lige saa mange af Czerny's Etuder vel at mærke spillet bagfra. 13 Den nedladende tone over for Langgaard havde bidt sig fast, og intet synes at kunne forandre det faktum, at de toneangivende kredse i det københavnske musikliv absolut ikke havde sans for den æstetiske retning, Langgaard repræsenterede. Fire Sange [17]-[20] blev udgivet med fælles titelblad og skal utvivlsomt betragtes som en lille sangcyklus, selv om der ikke kendes nogen samlet opførelse i Langgaards samtid. Gammel Melodi [19] til tekst af Thor Lange (1851-1915) er sandsynligvis komponeret senere end de øvrige sange, idet den ifølge oplysninger fra Wilhelm Hansens Musikforlag blev indskudt i rækken som nr. 3 en ugestid efter at forlaget havde sat de tre øvrige sange i produktion. Samlingens oprindelige titel synes at have været 3 Sange til Texter af J.P. Jacobsen og egen Text. 14 J. P. Jacobsen (1847-85) var omkring 1900 en uhyre populær forfatter, hvis digte blev sat i musik af Schönberg, Zemlinsky, Delius og et utal af nordiske komponister. Langgaard benytter de to digte Du Blomst i Dug og Alle de voksende Skygger. Af sidstnævnte digts fem Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 6 af 9

strofer benytter Langgaard kun den første, stærkt stemningsmalende strofe. Du Blomst i Dug er tilegnet sangerinden Mimi Klein, som bl.a. opførte sangen ved sin koncert i Casinos Koncertsal i København den 1. november 1915 til akkompagnement af komponisten Rudolf Simonsen. Wilhelm Hansens forlag udgav de fleste af Rued Langgaards sange frem til begyndelsen af 1914, men herefter eksploderede Langgaards sangproduktion, og samtidig svækkedes forlagets interesse øjensynlig for at udgive hans værker. I de sidste måneder af 1914 skrev Langgaard en række sange til tyske digte af Eichendorff, Heine og Oscar von Redwitz. 15 Ind imellem disse kom to enkeltstående sange: Efter Regn [21] med tekst af den norske, romantiske digter Jørgen Moe (1813-82) og Melodi [22] til Thor Langes gendigtning efter en i dag ukendt russisk digterinde. Begge sange blev senere genbrugt i instrumentale værker. Langgaard citerer således begyndelsen af Efter Regn i midterdelen af sin symfoni nr. 3 (1915-16) for klaver og orkester (BVN 96). Melodi er kun overleveret i en af Langgaard selv rekonstrueret version fra 1941. Det oprindelige manuskript var, efter Langgaards eget udsagn, blevet kasseret i 1928 i et anfald af mismod, men i 1941 fortrød han altså dette og genskabte sangen. Nogle år senere inddrog han den i et arrangement for klaver solo i den midterste sats, Efteraarsengel, af klaverværket Vanvidsfantasi (1947-49). I foråret 1915 skrev Langgaard Seks sange til Texter af Stuckenberg, men kun nr. 1, I Juni [23], og nr. 5, Var det ej, fordi Jasminen blomstrer [24], er bevaret, den første i manuskriptform, den sidste i trykt udgave. Denne sang blev publiceret i efteråret 1916 sammen med den enkeltstående Foraarssang [46], hvis tekst var af Langgaards afdøde morbror, operasanger Aage Foss (1853-94). Han er ukendt som digter og teksten må have været opbevaret i manuskriptform i familien. Sangen er tilegnet min ven Gunnar Foss, søn af Aage Foss og dermed Langgaards fætter. 16 Foraarssang blev uropført som slutnummer ved Langgaards præsentationskoncert i Stockholm den 17. januar 1916, hvor komponisten akkompagnerede Mimi Klein. Sangen er blandt de 10 sange af Langgaard, som blev hyppigst opført i samtiden. I 1943 blev Langgaard inspireret til at revidere klaverakkompagnementet, og denne nye version af Foraarssang publiceres her for første gang [47]. Langgaard skrev i de første år primært enkeltstående sange, men i den senere del af hans sangproduktion, fra omkring midten af 1915, er der næsten udelukkende tale om større og mindre samlinger af cyklisk karakter. Dette bind afsluttes med fem sådanne samlinger, som her udgives for første gang. Kun enkelte af sangene blev opført i Langgaards tid. Den norske forfatter Vilhelm Krag (1871-1933) leverede tekst til otte sange af Langgaard, alle hentet fra digtsamlingen Nye Digte (1897). Krag regnes, næst efter den norske nationalskjald Bjørnstjerne Bjørnson, som den til alle tider mest tonesatte norske digter. Langgaard benyttede en række af hans kærlighedsdigte i Fem erotiske Digte, komponeret i september 1915 [25]-[29]. Den fjerde af sangene, Serenade [28], er dog streget over i manuskriptet, men desuagtet medtaget i udgaven her. Der kendes ingen opførelser af de fem sange før 1987. Tre andre digte af Krag blev tonesat i kombination med et enkelt digt af Holger Drachmann (1846-1908) og i disse Fire Sange [30]-[33] er den overordnede tematik ikke erotiske følelser, men død og resignation. Hvilken samlende titel disse sange har haft er ikke til at vide, idet titelbladet er forsvundet og ingen andre kilder nævner værket. Den nugældende titel er en redaktionel konstruktion. Teksten til indledningssangen Til Aftenklokkernes dæmpede Klang [30] er Drachmanns mystiske digt om den venezianske ø Sant Élena fra samlingen Sange ved Havet Venezia (1877). Manuskriptet er fuldstændig overtegnet med blyantsnotater og rettelser, som hidrører fra en omarbejdelse for baryton og orkester, Langgaard foretog 1937-39, og som fik titlen Aftenklokker. Også sang nr. 2, Stævnemøde [31], er forsynet med blyantsnotater med henblik på en instrumentering, som dog ikke blev ført ud i livet. Begge sange udgives i dette bind i den oprindelige, renskrevne form fra september 1915. Den tredje af sangene, Uvejrsaften [32], blev opført nogle gange i Langgaards tid, første gang af Mimi Klein og komponisten ved den tidligere nævnte koncert i Stockholm i 1916. Opførelser af de øvrige sange kendes ikke. I dagene 18. til 20. oktober 1915 skrev Rued Langgaard fem digte, som han alle satte i musik i løbet af to timer på én og samme dag, den 20. oktober. Renskriften af Fem Sange [34]-[38] blev afsluttet tre dage senere, den 23. oktober. For oven på manuskriptets titelside skrev Langgaard: Til 30 October 1915 sangene var åbenbart en fødselsdagsgave til hans mor, Emma Langgaard, som denne dag fyldte 54 år. Ved Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 7 af 9

Kyrkhult Kirke [34] blev opført nogle gange 1916-18 af Mimi Klein og Langgaard, men man skal helt frem til 1970, førend alle fem sange blev opført samlet. Den norske digter Ewald Sundberg (1886-1967) har ikke efterladt sig et navn i norsk litteratur. Han blev ganske vist nomineret til Nobelprisen i litteratur i 1934, men kom senere i unåde pga. sine pronazistiske holdninger under anden verdenskrig. Rued Langgaard havde personlig kontakt med Sundberg 1915-16 og benyttede flere tekster fra hans to digtsamlinger Digte (1911) og Ny Tid (1912). De To Skumringssange [39] [40] har tekst fra sidstnævnte samling, mens seks digte fra den førstnævnte blev tonesat af Langgaard så sent som 1947-48 under titlen Ungdom. Et renskrevet manuskript foreligger kun til den første af de to skumringssange, Nu ringer blaaklokkens bjelder [39], og det er dateret 23.-29. oktober 1916. Nu suser skumringens sang herind [40] var blevet til et års tid tidligere, men renskriften er forsvundet og sangen har måttet rekonstrueres i forbindelse med nærværende udgivelse. Ved at kombinere tre kilder får man dog et næsten fuldstændigt grundlag for denne rekonstruktion. Der foreligger en komplet, om end noget utydelig, blyantsskitse, en boggengivelse af sangens første 12 takter samt en sangstemmeudskrift, der som den eneste kilde oplyser titlen To Skumringssange. Boggengivelsen er en manuskriptfacsimile, der findes som illustration i Anna Erslevs Dansk Tonekunst (Tonekunstens Mestre II) udgivet i 1916. Den første af de to sange blev uropført af Mimi Klein i 1917 og blev senere sunget af Ellen Overgaard sammen med komponisten, dels ved Langgaards koncert den 25. januar 1920 i Berlin i Gesellschaft der Berliner Secession og dels i Tivolis koncertsal et halvt år senere (26. juni 1920). De fire juledigte, som Langgaard tonesatte under titlen Jul [41]-[44], stammer fra Blicher-Clausens digtsamling Efterhøst fra 1907. Sangene er komponeret i slutningen af november 1915. Der kendes kun opførelser af nr. 2. Juleklokkerne [42], som bl.a. opførtes af Emilie Ulrich til Langgaards orgelakkompagnement ved en velgørenhedskoncert i Frue Kirke i København i 1916. I 1940 modificerede Langgaard Juleklokkerne [45], og denne version blev opført ved en kirkemusikaften i Ribe Domkirke den 27. maj 1945 til fordel for indsamlingen til Bornholm, der i kølvandet på krigens afslutning var blevet bombet og besat af russiske tropper. Sangen blev sunget af Constance Langgaard, og Langgaard udførte også ved denne lejlighed akkompagnementet på orgel (der er ingen notater i kilderne vedrørende udførelse på orgel). Noter 1. De ufuldførte sange bærer BVN-numrene U28-U31; dertil kommer: a) en skitse som i 2011 blev identificeret som en sang til digtet Auf den Rosengrüften af Emil Rittershaus, og som er optaget værkfortegnelsens supplement som U28a, og b) den skitserede sang Gyldenlak (Henrik Wergeland), som blev fuldført som klaversats i 1940 (sats 2 af Smaa Sommerminder BVN 254), og som er optaget i værkfortegnelsens supplement som U29a. 2. Brev fra Emma Langgaard til Godtfred Skjerne 24.11.1916; Skjernes Samling, Musikmuseet, København. 3. Komponisten var døbt Rud Immanuel Langgaard, men kaldte sig fra 1932 Rued Langgaard. 4. De første 15 sange udkom i fire serier med hvert sit titelblad og med tre forskellige fortløbende nummereringer af sangene. Det løbenummer, en sang fik i den serie, hvori den blev publiceret, er altså ikke nødvendigvis identisk med det nummer, som knyttes til sangen i oversigter på andre, senere titelblade. De første fire sange udkom i 1906-07 i serien Rud Immanuel Langgaard: Kompositioner med løbenumrene 1, 2, 5 og 6 (nr. 3 og 4 var klaverstykker). Da serien Sange af Rud Immanuel Langgaard blev lanceret i 1908, blev disse fire sange, i ændret rækkefølge, betegnet nr. 1-4 på titelbladet, hvorfor denne series tre nye sange blev publiceret med numrene 5-7. Gefunden udkom med separat titelblad og uden løbenummer i 1908, men indsættes på plads nr. 8 i den fortløbende nummerering. De første to af Rittershaus-sangene udgives således i 1910 med numrene 9 og 10 i en ny serie betegnet Sange Lieder af Rud Immanuel Langgaard. I 1912 udgives den fjerde og sidste serie, som på titelbladet betegnes Rud Immanuel Langgaard: Sange Lieder. Samtidig revideres nummereringen, idet to af de tidlige sange, Nattevagt og Søv sødt, min Elskede, publiceres i denne serie med tysk tekst og indskydes på pladserne 3 og 7, lige efter deres respektive danske pendanter (en anden sang, Jeg beder ej om Guldets Glød, var tidligere publiceret som nr. 7). De sidste fem sange af Rittershaus får numrene 13-17. Derefter publiceres i 1914 fem Sange af Jenny Blicher-Clausen med et fælles titelblad uden nummerering. På bagsiden af udgaverne er sangene dog indregnet i den fortløbende Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 8 af 9

nummerfølge som nr. 18-22. I 1915 udgives 4 Sange, hvoraf kun den første, Du Blomst i Dug, forsynes med et løbenummer, som så bliver nr. 23, hvilket dog kun fremgår af den oversigt over hele serien fra 1 til 23, som findes på bagsiden af selvsamme sang. Her stopper forlagsnummereringen, og de tre sidste af de 4 Sange samt 2 Sange fra 1916 og endelig Mens Guldterningen trilled, der udgives med separat titelblad i 1919, inddrages altså ikke i forlagsnummereringen. 5. Nationaltidende 8.12.1917, 10.2.1919 og 25.9.1923 (signeret st-ts-). 6. Udateret udklip uden kildeangivelse i RLS 139 (signeret A.E.). 7. Udateret udklip uden kildeangivelse i RLS 139 (signeret A.J.). 8. Berlingske Tidende 2.12.1918 (signeret A.T.). 9. Tal i skarp parentes efter sangtitler henviser til sangenes løbenumre i nærværende bind. Yderligere oplysninger om sangenes tilblivelse, uropførelse, tilegnelse og meget andet kan findes i Bendt Viinholt Nielsen: Rued Langgaards Kompositioner. Annoteret værkfortegnelse. Odense Universitetsforlag, 1991. Tilføjelser og korrektioner til bogen findes www.langgaard.dk/opslag/vaerk/bvnret.htm. 10. Se Rued Langgaard: Sange til tyske tekster (1907-1915) [4]-[13]. 11. Nationaltidende 22.2.1919. 12. Politiken 22.2.1919. 13. B.T. 13.10.1933. 14. Jfr. Rued Langgaards Kompositioner (BVN), s. 153. 15. Se Rued Langgaard: Sange til tyske tekster (1907-1915) [23]-[31] + [33]-[38]. 16. Langgaards fætter Gunnar Foss (1890-1990) var uddannet farmaceut og må ikke forveksles med domorganisten i Viborg af samme navn, der levede 1877-1954. Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1906-1915. Forord. Side 9 af 9