LYS k o m p e n d i u m I

LYS k o m p e n d i u m I

Indhold Forord 2 Lyset og arkitekturen 3 Mogens Voltelen: Belysningslære, 1976 Lyset på Jorden 4 Ekliptika Solen på himlen Soldiagram Konstruktion af skygger Lys i rum Camera obscura Himmelgrænseplanet Lyscroquis De fire skygger Skyggeterminologi Lys og materialer Lysgiveren Materialer 5 6 7 8 11 13 15 16 17 18 19 Litteratur og websites 21

Forord Det foreliggende kompendium er en introduktion til faget LYS og er tænkt som et supplement til undervisningen på bachelor- uddannelsen. Kompendiet tager udgangspunkt i de opgaver og øvelser undervisningen i dagslys berører og vil løbende blive revideret med nye og relevante emner. Belysning Kunstakademiets Arkitektskole, februar 2005 2

Lyset og arkitekturen Lyset er stof for arkitekturen, ligesåvel som materialer, form og rum er det. Måske er det først for en modnere opfattelse, at dette står klart. Tingene selv virker så primære, så uomgængelige, og de må derfor tilegnes og gennemarbejdes, før det næste hold af problemer kommer med. Opfattelsen af materialer, af former og rum er ikke bestemt alene ved materialet, formen, rummet, men samtidig af lyset, hvori de opleves. Det gælder i det fri, at Sydens arkitektur ikke kan omplantes til Nordens uldne grå vinterlys uden at tabe sin egenart og arkitektoniske værdi. Og det gælder indendørs, at ensartede rum, der belyses uens, får stærkt afvigende karakter. Een og samme foredragssal skifter afgørende ansigt, når dagslyset ombyttes med sorte gardiner og lysbilledapparat. Dagslyset i rummet bestemmes hovedsageligt af lysåbningerne. Ved at fastlægge dem fastlægger man belysningen i rummet og derved et afgørende træk i rummets karakter, som den opfattes af dem, der færdes der. Hvad enten vi arbejder bevidst dermed eller ej, følger der uund-gåeligt bestemte lysvirkninger med de rum, vi laver. Lyset former arkitekturen og arkitekturen lyset. At arbejde arkitektonisk med lyset er naturligvis ikke en teoretisk regneopgave, der klares med en masse lysteori. Det er en arkitektonisk opgave, der først og fremmest kræver evnen til at se, til at opleve, og til på forhånd at forestille sig det ukendte på grundlag af det allerede kendte. Mogens Voltelen: Belysningslære, Kunstakademiets Arkitektskole, Belysningslaboratoriet 1976. 3

Lyset på Jorden Ekliptika Solen er centrum i vores astronomiske solsystem. På et år kredser Jorden een gang rundt om Solen, samtidig med at Jorden hvert døgn drejer en gang rundt om sin egen akse. Jordens hældning, som er konstant, ligger imidlertid skråt (66½ ) i forhold til Jordens kredsplan om Solen, og derved opstår årstiderne, og forskellene i dagenes længde. I sin kreds om Solen passerer Jorden om foråret et sted hvor Solens stråler rammer lige vinkelret på Jordens akse, og dermed lige lodret ind mod ækvator. Den halvdel af Jorden der vender væk fra Solen, og som ligger i selvskygge, går da fra nordpol til sydpol. Alle stederne på Jorden (bortset fra polområderne) vil i løbet af dette døgn være præcis 12 timer fremme i solskinnet og 12 timer omme i skyggen. Det betyder at dag og nat er lige lange. Dette gentager sig om efteråret, og de to dage kaldes jævndøgn, og er henholdsvis den 21. marts og 21. september. Indtil 3 måneder efter forårsjævndøgn vil den nordlige halvkugle få stadig stejlere solindfald, på grund af jordaksens hældning mod solen. Dagene bliver længere og klimaet bliver varmere. Det modsatte gør sig gældende efter efterårsjævndøgn. Solhøjden vil blive lavere, dagene korter og klimaet koldere. 4

Lyset på Jorden Solen på himlen Solens placering på himlen, et givet tidspunkt på dagen og på forskellige tider af året kan aflæses på et soldiagram (se side 6). Et soldiagram gælder for en bestemt breddegrad, men i praksis er det nøjagtigt nok at anvende et diagram med en afvigelse på op til 3. F.eks. anvender vi i hele Danmark diagrammet for 56 nordlig bredde (Helsingør- Skanderborg) med en rimelig nøjagtighed selv om Danmark spænder fra 55 til ca. 57½ nordlig bredde. Soldiagrammet er en grafisk afbilledning af Solens baner den 21. i hver måned gennem et helt år. Når der på diagrammet kun er 7 kurver, skyldes det at Solen passerer det samme sted to gange, på nær de to måneder : december og juni, hvor Solen vender i sin års cyklus. Dvs. at Solen har samme placering på himmelen i maj og juli, april og august osv. At forstå diagrammet Forestil dig, at du placerer en stor gennemsigtig acryl boble henover det sted du står, afmærker verdenshjørnerne på den, og kigger ud på Solen gennem den, fig A. En gang i timen sætter du et mærke på boblen, lige der hvor du ser Solen. Det gør du den 21. i hver måned gennem et helt år. På fig.c ses kurverne for december, marts/sept. og juni. Du har nu en boble med mærker, som danner kurver, der viser Solens bane hver måned gennem året, der hvor du stod. For at kunne aflæse hvor højt Solen står, mærkes boblen med en cirkel for hver 5 over horisonten, fig.b. Det hele projiceres ned på vandret plan, på en sådan måde, at kurverne bliver let aflæselige (stereografisk projektion). At aflæse diagrammet Et eksempel: Hvor står Solen den 21. april kl.13.00 i Danmark? Find kurven for april/august måned. Find klokken 13.00.Klokkeslettet står ved den inderste kurve, og tiderne for de forskellige måneder ligger på linie over hinanden. Aflæs nu punktets højde over horisonten og placering i forhold til verdenshjørnerne. Højdevinklen afl æses ved enten at tælle 5 cirklerne (de koncentriske cirkler), eller ved at følge cirklen rundt til du finder dens gradtal på den lodrette linie gennem nord. Den vandrette vinkel i forhold til verdenshjørnerne aflæses ved at følge den radius Solen er placeret ved ud til den yderste cirkel, hvor kompasrosen med N, NØ, Ø, SØ, S, SW, W og NW er aftegnet. Graderne måles her fra de rene verdenshjørner mod de sammensatte, f.eks. fra N mod NW og fra W mod NW. Herved får du: den 2. april kl. 13.00 står Solen ca. 44 over horisonten, og 21 fra S mod SW. Har du brug for at finde solhøjden på en dato mellem to kurver må du selv prøve at finde en omtrentlig placering mellem kurverne. Husk at tænke på at datoen for kurverne er den 21., hvilket betyder at f.eks. vil den 5. marts ligge mellem den 21. februar og den 21. marts. 5

Lyset på Jorden Soldiagram Stereografi sk projektion udarbejdet af arkitekt SAR Gunnar Pleijl, Stockholm 1945. Soldiagram gældende for 56 nordlig bredde. Hver solkurve gælder for den 21. i måneden, svarende til den dato hvor Solen vender i henholdsvis december og juni måned. Klokkslettet aflæses ved den inderste solkurve, og tiderne for de forskellige måneder ligger på linie over hinanden. Vedr. klokkeslæt, skal huskes: 1. De anførte tider er i dansk midteuropæisk vintertid. Når vi har sommertid, vil uret vise kl.13.00, når Solen står i syd på diagrammet, hvilket altså er kl.12.00 sand soltid. 2. Solen kan ikke stå i syd på samme klokkeslæt overalt i Danmark. Den vil passere syd i Esbjerg 20 min. senere end på Bornholm, på grund af de to steders beliggenhed, på forskellige geografi ske længde. Bornholm ligger netop 15 øst for Greenwich, og dermed præcis en time før GMT. Diagrammets klokkeslæt passer derfor på Bornholm. 6

Lyset på Jorden Konstruktion af skygger For at kunne konstruere skyggen fra f.eks. en bygning på et givent tidspunkt på året, er det nødvendigt at kende Solens aktuelle placering, verdenshjørnerne i forhold til bygningen, og bygningens udformning i plan og snit. Et eksempel Vi ønsker at se, hvor meget sol der er i gården til huset på fig.a april/august kl.15.30. Huset ligger i Danmark, og fra soldiagrammet for 56º nordlig bredde får vi at Solen står i W 26º mod SW og 30º over horisonten. Den vandrette solvinkel markeres på planen. Da Solens stråler er parallelle, vil alle skygger fra lodrette kanter have samme retning, parallelt med solvinklen. Fra alle hjørner og endepunkter på bygningen trækkes derfor linier parallelt med solretningen, jf. fig.b. Hvor langt disses skygger når, ses bedst ved at konstruere et hjælpesnit, som på fig.c. Tegn en linie vinkelret på grundfladen og afsæt bygningens højder, a: tagrendens højde, b: kippen, c: havemuren og d: skorsten. For hvert punkt tegnes den solstråle der viser skyggelængden. Solen stod 30º over horisonten, dvs. alle solstråler vil have en hældning på 30º med vandret, så fra hvert punkt trækkes en linie der danner 30º med vandret. Hvor linierne skærer grundlinien vil skyggen for den pågældende bygningsdel slutte. Nu mangler bare at overføre skyggelængderne til planen. Skyggelængden for hvert punkt afsættes ud af skyggelinierne tegnet fra skyggepunktet, jf. fi g.b. Skyggelængden for kippen sættes ud af skyggelinierne fra kippene osv. Til sidst forbindes alle punkterne, og hvis det er gjort rigtigt, vil du se at skyggen fra vandrette linier vil være parallelle med det der skygger, jf. fi g.d. Nogle linier vil vise sig at indgå i en allerede konstrueret skygge, men endepunktet kan være vigtigt for konstruktionen af hele skyggetegningen. For at fremhæve skyggen kan den tones. Måske er skyggerne så lange, at de rammer den modstående bygning, og det kan være interessant at vide, hvor højt de kommer op på bygningen. Her når skorstenen hovedbygningen. Hvor højt den kommer op på facaden kan ses ved at tegne et snit gennem skorstenen parallelt med dens skyggelinie, jf. fig.e. Her indtegnes solens hældning (30º med vandret) fra toppen af skorstenen. Hvor sollinien rammer hovedbygningen vil skyggen stoppe. Dette kan gentages for alle de skyggelinier det er nødvendigt, og du kan nu lave en opstalt af udhuset med skygger. Alt dette gentages for de tidspunkter du vil undersøge i dit projek. 7

Lys i rum Camera obscura Camera obscura (lat. mørkt kammer) er det fænomen der illustrerer, hvordan lys gennem en lille åbning spreder sig ind i et rum og danner et omvendt billede af omgivelserne på rummets overfl ader. Billedet opstår på grund af lysstrålernes retlinede gang gennem den lille åbning. Fra hvert sted i omgivelserne udgår der stråler i alle retninger. Men kun de stråler der sigter lige mod åbningen kan fortsætte ind i rummet, hvor de standses på rummets overflader og genstande, og reflekteres ind i vores øjne. Derved opstår billedet: Hvert punkt udenfor tegner eet punkt indenfor. Steder der ligger foroven udenfor, f.eks. himlen, aftegnes forneden indenfor, og steder der ligger til højre udenfor, aftegnes til venstre indenfor etc. Billedet ligger latent i luften og kan opfanges alle steder i det frie rum bag åbningen. Åbningens størrelse bestemmer billedets karakter. Gennem en stor åbning vil et punkt på væggen modtage stråler fra flere steder udenfor, hvorved der ses en lys, men sløret aftegning af omgivelserne. Gennem en meget lille åbning vil det samme punkt kun modtage stråler fra eet punkt udenfor, hvorved billedet bliver meget mørkere, men præcist og let genkendeligt. Vinduet, øjet og kameraet Enhver åbning mellem to forskellige lysniveauer vil uomgængeligt medføre en camera obscura aftegning i det mørkeste rum. Vi møder dagligt fænomenet, uden at tænke over, at det er den form for afbildning vi står over for. Vinduet er et eksempel: Alt hvad der er udenfor af farver og lysheder vil være repræsenteret indenfor, blot på hovedet. Det gælder nabohusets røde tegltag såvel som nyudsprungne bøgetræer og blå himmel med hvide skyer. Men da vinduer kan være ret store i forhold til rummets overflader, giver det ikke en præcis aftegning af udsigten i rummet, men et sløret og blandet billede, hvor udsigtens elementer er med til at forme rummets lysfordeling og farve. Øjet er en forfinet udnyttelse af camera obscura fænomenet. Man må forestille sig at vi inde i hvert øje har et lille kugleformet mørkt kammer, der modtager lysstrålerne gennem øjets pupil. Pupillens åbning er relativ stor i forhold til kammerets væg, nethinden, så øjet må have hjælp af en linse til at samle lysstrålerne igen. Derved aftegnes et mere eller mindre præcist, omvendt billede i vores øjne. Nethindens synsnerver i de to øjne registrerer punkt for punkt forskelle i billedets lysheder, og sender besked til hjernen, hvor synsindtrykket opstår. 8

Lys i rum Princippet med billeddannelse i en kasse med et lille hul var også kendt i antikken, og blev brugt af tegnere og malere som med stor nøjagtighed og perspektivisk præcision kunne aftegne og studere genstande, landskaber eller arkitektur. I 1500-tallet beskriver Leonardo da Vinci fænomenet, og han forbedrer det med en linse i hullet, samt spejle der kaster lyset op på en flade hvorpå man kunne aftegne billedet. Ønsket om at fastholde det billede der opstod, førte i 1820 erne til udviklingen af det fotografiske kamera. 9

Lys i rum Illustrationen er tegnet og beskrevet af arkitekt maa Sophus Frandsen til artiklen Lyset i skyggen i bogen Til Poul Kjærgaard, 1982 Forskellen på lyset forneden og foroven i rummet er den del af camera obscura effekten man lettest får øje på, når det lille hul er udvidet til en større vinduesåbning. Himmellyset vil ofte være stærkere end de øvrige omgivelsers reflekslys, og derfor vil himlen aftegne et lyst område forneden i rummet, som udgør et lysrum i sig selv, mens de øvrige omgivelser sender et svagere og mere broget reflekslys ind på loft og overvægge, der opleves som om de ligger i skygge. Skillelinien mellem disse to helt forskellig områder er vigtig at fastlægge, fordi den kan være meget tydelig, især hvis obstruktionen udenfor er lang og parallel med vinduets overkant. I dette tilfælde er skillelinien et plan, kaldet himmelgrænseplanet, der ligger skråt ind gennem rummet. 10

Lys i rum Hvis man kigger efter kan man se hvor forskelligt ting i de to lysområder fremtræder: I det stærke rettede lys under himmelgrænseplanet fremstår en genstand belyst skråt oppe fra og ren i farven, med en ret præcis skyggetegning og stoflighed, mens de samme ting oppe i den refleksbelyste del bliver mørkere og mere sløret tegnet, næsten uden stoflighed, i det diffuse reflekslys nedefra. Det er altså helt forskellig egenskaber ved tingene, der fremhæves i de to områder, hvilket ses tydeligt, hvis man fl ytter med en genstand eller, hvis et menneske bevæger sig gennem rummet. Himmelgrænseplanet Himmelgrænseplanets hældning er bestemt af obstruktionens højde og afstand i forhold til vinduesåbningens overkant. Obstruktioner kan f.eks. være et træ, et hus eller en mur i princippet alt fra horisonten og opefter. Så længe obstruktionen er konstant vil himmelgrænseplanet også være det, og opdelingen i de to lysområder vil være den samme i hele husets levetid. Men lysområderne vil hver især være præget af de variationer der sker udenfor: himlen skifter mellem blå og skyet, genbohuset kan ligge i sol eller skygge, jorden dækkes af sne etc. Hvis solen skinner ind i rummet ændres forholdene radikalt: refl ekslys fra gulvet kastes op mod loft og vægge, himmelgrænseplanet kan næppe anes. I stedet ses den skarpe grænse mellem sollys og skygge, der har retning mod Solen, og som flytter sig med den, minut for minut. Man mærker tiden går. 11

Lys i rum På illustrationen øverst på foregående side, er vist hvordan man indtegner himmelgrænseplanet på et snit i et gadehus. Ved at trække en linie fra overkant obstruktion til overkant vindue og fortsætte linien ind i det bagvedliggende rum, fremkommer himmelgrænseplanet. Ved at gentage linieføringen ned gennem huset kan man se, hvordan himmelgrænseplanet ændres i rummene: Jo længere ned man kommer, jo mindre bliver andelen af det direkte himmellys, og jo større bliver andelen af refl ekslyset. 12

Lys i rum Lyscroquis Lyscroquis er en erindringsskitse af lys i rum, og en måde at fæstne sine indtryk i tegning og tekst på. Det er en god idé at starte registreringen med at se på rummet i sin helhed. Det er vigtigt at give sig tid til at opleve den umiddelbare fornemmelse, man får af rummet. Derefter kan man se nærmere på rummets konkrete udformning og notere sig, hvordan lys og skygge får rummet til at fremtræde. Grunden til at lyset fordeler sig på en bestemt måde, skyldes mange forskellige forhold. Men kun ved at være en opmærksom iagttager, kan man begynde at forstå lysets indvirkning på rum og mennesker. Lyscroquis er en øjebliksskitse af rummet i det lys, der er på det pågældende tidspunkt. Det er derfor vigtigt at notere, hvor og hvornår man har gjort iagttagelserne. Efterhånden kan man opbygge et helt kartotek af noter omkring stemningsfulde rum og særlige lysindtag. Lyscroquis-kartoteket kan siden bruges som inspiration ved planlægning af egne arkitektoniske rumforløb og lysåbninger. Checklisten forneden er en huskeliste til registreringen. Checkliste Oplevelsen af stedet Den første indskydelse og fornemmelse af rummet Lysrummet, hvor ligger lyset i rummet og hvor ligger mørket Himmelgrænseplanets placering Udsigten, hvilken betydning har den Lys- og synsforhold Konkrete omgivelser Tid og sted Konklusion Placering af lysindtag Størrelsen og udformningen af lysindtaget Rum og tings overflader, hvilke farver, materialer og tekstur Omgivelserne, hvilke farver reflekteres ind i rummet Naborummene, hvad betyder den visuelle forbindelse Geografi sk placering Orientering i forhold til verdenshjørner id på dagen og året Vejrforhold En afsluttende vurdering 13

Lys i rum Lyscroquis 14

Lys i rum De fire skygger A C B D Når man betragter lys kan man se på lyset i rummet og lyset på genstandene. Rummet og genstanden har udover deres lys også hver deres karakteristiske skyggetegning. Skyggen er en naturlig følge af lyset og de er allesammen med til at beskrive og skabe rummet og dets stemning. Ofte er skyggen det altafgørende, idet den kan være med til at tydeliggøre et område eller en form. Men det kan til tider være svært at få hold på alle de skygger. For at skabe overblik over de mange skyggeforhold kan man lave en simpel gruppering. De fire skygger, der er udarbejdet af arkitekt maa Sophus Frandsen, kan bruges til at skabe et overblik over de mange forskellige skyggeforhold der fi ndes i et rum. De fi re skygger, A, B, C og D, vist skematisk en ad gangen, i et almindeligt sidelysrum der ligger ud til en lille gård (illustrationen øverst). A. De store rumskygger B. De store genstandsskygger C. De små genstandsskygger D. De små detalje- og teksturskygger De to store er følgelig dem der er knyttet til lyset i rummet. Det er dem vi bevæger os igennem, henholdsvis træder eller sidder på. Den store rumskygge A, i rummets øvre del, som resultat af det grænseplan der altid forbinder vinduesoverkanten med overkanten af alt det der rager op over horisonten. Den store genstandsskygge B, bag alt inventar og større arkitektoniske led. Tilsvarende er de små skygger dem, der er knyttet til lyset på tingene. Vi har dem mellem hænderne, rører ved dem med fingerspidserne. Den lille genstandsskygge C, på alle de objekter vi omgiver os med og eventuelt arbejder med. Detalje/teksturskyggen D, i alle de små enkelteheder vi bruger i vores dagligliv, i madvarer, i tøjet, i boligen og på arbejdspladsen. Ofte er de to små skygger også dem, der afgør hvordan vi selv og vores medmennesker ser ud. 15

Lys i rum Skyggeterminologi Fortononing Selvskygge Slagskygge Halvskygge Fuldskygge Fortoning: aftagende eller tiltagende belysning (og deraf følgende luminans), fremkaldt ved overfladens varierende stilling i forhold til lysindfaldet. Variationerne kan ske gradvis (som på en kugle) eller i spring (som på et prisme). Selvskygge: skyggen på den del af genstanden, som er ubelyst, fordi den vender bort fra lyset. Slagskyggen: den skygge, som en genstand kaster på en anden ved helt eller delvist at dække for lysets adgang til den beskyggede flade. Fuldskyggen (eller kerneskyggen): den del af slagskyggen, hvor lyset fra den pågældende lysgiver er helt afskåret af skyggegiveren. Halvskyggen: den del af slagskyggen, hvor lyset fra den pågældende lysgiver kun gradvist er afskåret af skyggegiveren (halvskyggen vil normalt aftage gradvist udad fra fuldskyggen). Arkitekt maa Mogens Voltelen: Elektrisk lys i klasserum, 1959 16

Lys og materialer Lys er elektromagnetiske svingninger, med svingninger der varierer fra 400 til 700nm (nanometer). Hele området af elektromagnetiske svingninger strækker sig fra de allerkorteste bølgelængder af kosmisk stråling, radium- og røngtenstråler over den synlige del af spektret til varmestråling og radiobølger. Lige udenfor det synlige område og på hver side af spektret ligger henholdsvis UV strålingen (ultraviolette) og IR strålingen (infrarød). Den elektromagnetiske stråling er i sig selv ikke synlig. Når vi oplever lys, skyldes det at lys stråling med forskellige bølgelængder rammer øjets nethinde, hvor der dannes impulser, som videresendes til hjernen. Hjernen bearbejder informationerne og vi oplever at vi ser. Den elektromagnetiske stråling har i princippet heller ingen farve, idet der først dannes en oplevelse af farve når hjernen har bearbejdet impulserne fra øjnene. Oplevelsen af hvid får vi når lige store mængder af alle bølgelængder rammer øjet. Farveindtrykket opstår når strålingen, der rammer øjet kun indeholder en del af bølgelængderne indenfor det synlige område. Ikke alle oplever farve på samme måde, og mange dyr har en helt anden måde at opleve farve på end vi. Vi taler ofte om lys uden at skelne mellem det lys, der belyser omgivelser og genstande og det lys, der når vore øjne som et resultat af materialernes bearbejdning af lyset. Der kan være meget stor forskel på belysningen, og det vi oplever, idet materialets egenskaber og øjets placering er afgørende for den endelige oplevelse. F.eks.: et hvidt papir på en sort fl ade vil give os en oplevelse af stor kontrast, men belysningen er den samme. En lysgiver er et område der lyser, mere eller mindre. Principielt er alt i vore omgivelser en lysgiver, solen, himlen, jorden, en mur udenfor vinduet, en væg i rummet, en lampe, et bord, mennesker i rummet m.m. Alt hvad der modtager lys, kaster lys tilbage, og alt efter overfladens egenskaber, vil lyset ændre karakter. Belysningen, som altid skal betragtes på et givent sted, kan bestå af en eller fl ere lysgivere, som hver især bidrager til belysningen med sin særlige måde at lyse på. For at forstå dette samspil mellem belysning og materialer, er det nødvendigt at kigge på egenskaberne for hhv. lysgivere og materialer hver for sig. 17

Lys og materialer Lysgiveren Til enhver lysgiver er knyttet nogle karakteristika, der beskriver lysets kvalitets parametre samt lyskildens fysiske karakter. Alle fysiske karakteristika er med sin vægtning med til at beskrive en lysgiver, og kan opstilles således: Størrelse Lysstyrke Farve Udstråling stor lille stærk svag kulørt neutralt rettet spredt Størrelsen Det vil sige hvor stor lysgiveren er i forhold til det den belyser. Størrelsen har betydning for skyggetegningen. Jo mindre lysgiver lyset kommer fra, jo mere præcist er lyset, og jo skarpere er skyggeteg-ningen og detaljerne vil træde tydeligt frem. Jo større lysgiver, jo mere diffust er lyset og dets blødere bliver skyggetegningen. Styrken (intensiteten) Det vil sige hvor meget lys der kommer fra lysgiveren i retning mod det der belyses og dermed også hvor lys en lysgiver ser ud, når man ser direkte på den. Intensiteten har betydning for oplevelsen af hvor lyst der er, for mulighed for blænding og for højglans i belyste genstande. Farven Det vil sige om lyset har en farvetone, om det virker koldt, neutralt eller varmt, eller om det ligefrem har en tydelig kulør. Lysets farvetone beskrives ved hjælp af dets farvetemperatur i kelvin. Den kølige blå himmel har en høj farvetemperatur, medens det varmere lys fra solen har en lavere farvetemperatur. Ved kulørt lys anvendes almindeligvis de gængse farvebetegnelser. Lys der reflekteres fra en kulørt overflade tager farve efter overfl aden, og kan dermed skifte karakter og farvetemperatur. Derudover kan lysfarven også have indfl ydelse på, hvordan lyset kan gengive farver af belyste materialer. Feks. kan rødt lys ikke gengive grønne farver. Udstråling (rettethed) Det vil sige om lyset fra lysgiveren spredes ud i alle retninger, eller om det er et rettet lys, hvor alle lysstråler er parallelle. Mange lysgivere har en forholdsvis diffus eller en delvist rettet lys spredning, medens de færreste lysgivere har helt rettede lys. Udstrålingen har betydning for hvordan, og hvor lyset kan ramme. 18

Lys og materialer Materialer Et materiale vil bearbejde lysets stråling ud fra sine særlige karakteristika. Almindeligvis beskriver vi en overflade med dens visuelle egenskaber; glans, lyshed, farve og gennemskinnelighed. Men set i forhold til at forstå, hvordan materialerne reagerer og ændrer på lyset, er det relevant at beskrive materialet ud fra dets evne til fysisk at bearbejde lyset. Der er to overordnede måder materialerne reagerer på lyset på nemlig ved henholdsvis refleksion og transmission. Indenfor disse hovedmåder påvirker materialerne lysets variable: intensitet, rettethed og farven på forskellig vis. Materialernes bearbejdning af lyset ved refleksion og/eller transmission kan opstilles således: fysiske egenskab ses som ændrer lyset Mat - blank glans rettethed Lys - mørk lyshed mængde i % Kulør - neutral farve spektral kurve Rettethed (udstråling, materialets glans) Et materiale vil enten sprede (diffusere) lyset i større eller mindre grad, eller det vil reflektere lyset helt uden at ændre på spredningen (retlinet). For den retlinede refleksion fra den blanke fl ade (spejling) gælder det, at når lyset rammer en fladen med en given vinkel til normalen til fl aden, så vil det blive sendt videre væk fra fl aden med samme vinkel til normalen (indfaldsvinkel = udfaldsvinkel). For den retlinede transmission g ælder, at lysstrålerne forskyder sig gennem materialet, alt efter materialets tykkelse og karakter (brydning), og ender med at komme ud gennem materialet med samme vinkel til overfladen, som det ramte med. Når lyset diffuseres, spredes det i forhold til den retning, det kommer med. Ved total diffus refleksion og transmission, spredes lyset ligeligt til alle sider, og det er ikke muligt at se hvilken retning lyset kommer fra. Mange flader spreder lyset med en moderat vinkel i forhold til dets hovedretning, men det er stadig muligt at se, hvor lyset kommer fra. Ofte er både refleksionen og transmissionen en blanding af en retlinet og diffuserende bearbejdning af lyset. Intensiteten (styrken, materialets lyshed) Lysets intensitet påvirkes af hvor meget en flade reflekterer og/ eller transmitterer. Dette beskrives som en % af den samlede mængde lys, der rammer fladen. Desuden absorberer materialet altid en større eller mindre del af lyset. Refl eksion, transmission og absorbtion vil altid tilsammen være 100%. En hvid flade reflekterer f.eks. 85% af lyset, resten absorberes. Et spejl op til 90%. Derimod reflekterer en sort fl ade kun mellem 5 og 10%, resten absorberes. 19

Lys og materialer Farven (spektrale egenskaber) Når en overflade har en farve, så skyldes det, at fl aden kun reflekterer/transniterer en bestemt del af lysets spekter. feks. en rød farve opstår, fordi fladen kun reflekterer den røde del af spektret, medens den blå og grønne del af spektret absorberes. Da lyset der kastes tilbage fra fladen mangler dele af spektret, vil vi opleve en farve. Vi vil også kunne opleve lyset fra fladen som farvet, idet de genstande eller flader der bliver belyst af den farvede fl ade også vil reflektere lys, som mangler dele af spektret. Lys, som mangler dele af spektret, vil ikke kunne gengive alle andre farver lige godt. 20

Litteraturliste og web-sites Generelt Lysrum -som begreb og redskab Merete Madsen, Ph.D. afhandling, Kunstakademiets Arkitektskole, 2004 Dagslys og landskab Rune Bugge Jensen, føljeton i tidskriftet LYS nr. 4, 2002, nr. 1,2 og 3, 2003 Lysfænomener i naturen Lars Lindeberg Christensen m.., Høst & Søn, 1998 Light revealing architecture Marietta S. Millet, Van Nostrand Reinholdt, New York, 1996 Light & Space, Moders Architecture Y.Futagawa, R. Miyake, GA 1+2, Tokyo: A.D.A. EDITA, 1994 Rum och Ljus Olle Anderson m.., Arkus,1988 Belysningslære Mogens Voltelen, Kunstakademiets Arkitektskole, 1976 Om at opleve arkitektur Steen Eiler Rasmussen, 1957 www.planetariet.dk www.dmi.dk Om lys og iagttagelse Når en lysåbning fungerer som dagslysarmatur Merete Madsen, LP NYT 577, 2004 Facader og lys Katja Bülow i bogen Facaden -teori og praksis p.52-69, Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag, 2003 Lyset, mørket og farverne Henrik Böetius m.., Multivers, 1998 Lyset i rummet og lyset på tingene Sophus Frandsen, LP NYT 492, 1985 Lyset i skyggen Sophus Frandsen, i bogen Til Poul Kjærgaard p.177-85, Arkitektens Forlag, 1982 Sol på Akademiet, Ebbe Christensen, Arkitekten 10, 1976 Dagsljus inomhus R.G.Hopkinson (redigeret Daylighting fra 1966 af Bo Fritzell og H.A.Löfberg) Byggnadsforskningen, Stockholm, 1970 Daylight Design Variations Book: www.bwk.tue.nl/fago/daylight/varbook Vision and Art the biology of seeing Margaret Livingstone, Abrams 2002 Eye, Brain and Vision David Hubel, Scienti c American Library, 1988 Art and Visual Perception Rudolf Arnheim, Berkley and L.A., University of California press, (org.1954) 1984 The language of Architecture S. Hesselgren, Studentlitt. 1969 Eye and Brain R.L.Gregory, World University Library, 1966 The Joy of Visual Perception: A Web Book, Peter K. Kaiser www. yorku.ca/eye 21