DEN NY VERDEN 2008:2 Internationale retsopgør 1
Erik André Andersen Boganmeldelse Manden i glasburet David Cesarani: Eichmann hans liv og forbrydelser I 1960 blev en af hovedpersonerne i gennemførelsen af Nazitysklands jødeudryddelsesprogram under Anden Verdenskrig fanget i Argentina af israelske agenter og bortført til Israel, hvor han efter en opsigtsvækkende retssag blev dødsdømt og henrettet i 1962. Mandens navn var Adolf Eichmann. Under hele retssagen sad han bag beskyttelsesglas, og nogle af eftertidens mest kendte billeder af Eichmann forestiller ham som manden i glasburet. Før dette var han trods sin hovedrolle under krigen ikke særlig kendt. Da hans navn blev nævnt under Nürnberg-processen i 1945-46 mod de tidligere topnazister, måtte den engelske dommer, Francis Biddle, skrive på en lille seddel til sin sidemand: Hvem er han? Og selv om Eichmanns navn således blev trukket frem i lyset lige efter krigen, gled han atter ud i glemslen. Da han blev fanget 15 år senere, var det nærmest ved en tilfældighed. Den engelske historiker David Cesarani har udgivet en grundig biografi med titlen Eichmann hans liv og forbrydelser, som udkom på dansk på Schønbergs Forlag i 2005. Bogen er den første Eichmann-biografi i henved 40 år og giver et helt nyt bud på forståelsen af historien omkring Adolf Eichmann. Bogen er et drama i tre akter. Første del handler om Eichmanns liv før og under krigen og alle hans ugerninger, som han senere blev dømt for. Anden del handler om flugten til Argentina, og hvordan han blev opdaget og fanget. Tredje del handler om retssagen i Israel. Og hertil kan man føje en epilog: fortolkningen af Eichmann. Hvorfor blev han folkemorder? Bogen er også et opgør med Hannah Arendts berømte tese om totalitarismen som forklaringsmodel på folkemordet og hendes karakteristik af Eichmanns gerninger som ondskabens banalitet. Ud over at bogen er elementært spændende at læse og indeholder et væld af detaljerede oplysninger og sammenfatninger af mange væsentlige diskussioner, er det nok Cesaranis største fortjeneste, at han bringer Eichmannforståelsen ud af Hannah Arendts skygge. DEN NY VERDEN 2008:2 Manden i glasburet 115
DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen 116 Bogen er endvidere et opgør med diverse opfattelser af Eichmann som en ond djævel, der hadede jøderne og var en af de vigtigste initiativtagere til folkedrabet på jøderne. Sådanne opfattelser har forfatteren nemt ved at gendrive. Det var letkøbte og sensationsprægede forklaringer i kølvandet på Eichmanns tilfangetagelse. De byggede blandt andet på, at Eichmann angiveligt, men fejlagtigt, skulle have været socialt udstødt og selv på grund af sit jødiske udseende have været udsat for antisemitisk mobning i sin ungdom. Første akt: før og under krigen Forfatteren anlægger en historisk tilgang til stoffet, og de dokumenterede historiske hændelser giver ikke anledning til at hævde, at Eichmann havde nogen særlige problemer i sin barndom og ungdom i Østrig. Han voksede op i et højreorienteret og antisemitisk politisk miljø, hvilket ikke var noget særsyn i Østrig. Det var ikke på grund af jødehad, at han meldte sig ind i nazistpartiet, og heller ikke hans senere indtræden i SD (nazistpartiets sikkerhedstjeneste) kan forklares med et særligt jødehad. Han kom mere eller mindre tilfældigt til at blive placeret på et arbejdsområde, som senere skulle få stor betydning, og som han udfyldte på så effektiv vis, at det blev hans vigtigste karrieremæssige visitkort. Han blev ansat i kontoret for jødiske anliggender, og senere blev han leder af centret for jødisk emigration fra Østrig. Det er bogens hovedtese, at folkemorderen Eichmann blev dannet lidt efter lidt gennem informerede valg, som han traf undervejs i sin karriere. Han kunne have valgt anderledes, men gjorde det ikke. Dermed kom han længere og længere ud i hængedyndet for til slut at stå som den inkarnerede folkemorder. Men i 1938 var han ikke folkemorder og havde ifølge bogens forfatter ingen planer om at blive det. Han gennemtvang på barskeste vis jødisk udvandring fra Østrig. Efter Tysklands erobring af Polen i 1939 spillede Eichmann i 1940-41 en vigtig rolle med at gennemtvinge jødisk og polsk udvandring for at skaffe plads til de repatrierede tyskere fra Baltikum. Der var planer om jødisk udvandring til Palæstina (i samarbejde med zionistiske organisationer), til Rusland (efter den forventede sejr over Sovjetunionen) og sågar til Madagaskar! I 1944 spillede Eichmann en vigtig rolle i forbindelse med deportationer af jøder fra Ungarn. Eichmann kom efterhånden til at stå som en af hovedorganisatorerne af jødetransporter, som i stadigt højere grad gik til udryddelseslejre. Han var øjensynlig ikke personligt involveret i drab, han var derimod organisator af jernbanetransporter og flyttede papir rundt på et skrivebord. Det var hans vigtigste argument under retssagen i Israel. Han var ikke
ansvarlig, fordi andre havde truffet beslutningerne. Han var blot en lille brik i et stort maskineri. Da krigen var ved at være slut og med udsigt til at blive anklaget for alvorlige forbrydelser, søgte han at undgå tilfangetagelse. Sammen med mange andre topnazister søgte han tilflugt i alperne i Sydtyskland, og han tog afsked med sin familie. Han gav sin kone nogle giftpiller og sagde, at hvis russerne kom, skulle hun tage dem, men hvis englænderne eller amerikanerne kom, behøvede hun ikke gøre det. Herefter forsvandt han. Anden akt: i Argentina Bogen kortlægger herefter hans færden i de følgende år, indtil han ved hjælp af franciskanermunkenes netværk i Italien kom til Argentina i 1950 og to år senere fik følgeskab af sin kone og børn. Her levede familien en stille og rolig tilværelse under temmelig fattige kår, indtil Eichmann på nærmest mirakuløs vis blev opdaget og fanget. Fortællingen herom er et af bogens store scoop. Interessen for Eichmann var nærmest forsvundet efter krigen, og det eneste, der fik trukket ham ud af glemslen, var den ihærdige nazijæger Simon Wiesenthals exceptionelle opmærksomhed og et par små fejltrin fra Eichmann-familiens side. Fru Eichmann forsøgte at få sin mand erklæret død, for i så fald ville eftersøgningen af ham ophøre, men Wiesenthal sørgede for at få tjekket identiteten på den person, der angiveligt skulle have set Eichmann død. Da det viste sig at være en slægtning til Eichmann, var Wiesenthal klar over, at der var ugler i mosen, og dødsformodnings-processen blev standset. Desuden havde fru Eichmann taget sit oprindelige pigenavn (Liebl) tilbage, efter at hendes mand var død. Men nogle år senere ved et dødsfald i familien undertegnede hun dødsannoncen med sit ægteskabelige navn, Vera Eichmann. Hvorfor gjorde hun mon det, hvis hendes mand var død?, tænkte Wiesenthal, som havde opdaget dødsannoncen i en østrigsk provinsavis. Begge disse hændelser sandsynliggjorde, at Eichmann var i live, men de røbede jo intet om hans opholdssted. Det skete ved endnu et lille fejltrin, denne gang fra en af Eichmanns sønner (Klaus Eichmann), som i en diskussion med sin kærestes far røbede antisemitiske synspunkter og nævnte, at hans egen far havde været officer i Tyskland. I det generelt nazivenlige, tyske emigrantmiljø i Argentina ville det normalt ikke være en fadæse at hævde antisemitiske synspunkter, men samtalepartneren var i dette tilfælde en tysk-jødisk emigrant, som kunne lægge to og to sammen. Han underrettede retten i Frankfurt, og her tilgik beskeden, hvad bogen kalder en sjælden fugl i Vesttyskland i 1950erne. Det drejede sig om en jødisk antinazist ved navn Fritz Bauer, som havde siddet i koncentrationslejr i DEN NY VERDEN 2008:2 Manden i glasburet 117
DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen 118 1930erne, men havde overlevet krigen i Danmark og Sverige og dernæst var vendt tilbage og blevet statsadvokat i Hessen. Fritz Bauer underrettede dernæst Israel, som til at begynde med forholdt sig meget passivt, og det var først efter gentagne, særdeles halvhjertede opsporingsforsøg, at man endelig fik lokaliseret Eichmann og besluttede at tage ham til fange. F.eks. insisterede israelerne på, at meddeleren som var nærmest blind og i mellemtiden var flyttet mange hundrede kilometer væk fra Buenos Aires selv skulle opspore Eichmann. Denne påfaldende mangel på israelsk interesse kan forekomme besynderlig, set i tilbageblik, men det skal erindres, at Israel på daværende tidspunkt havde mange andre og mere nærværende problemer at forholde sig til, ikke mindst i forhold til de arabiske naboer, og efterretningstjenestens ressourcer var begrænsede. Men for at gøre en lang historie kort til sidst blev Eichmann fanget af israelske agenter og smuglet til Israel. Tredje akt: retssagen i Jerusalem Mens hele anden akt var foregået i det skjulte, fik tredje akt retssagen mod Eichmann i Jerusalem en kolossal international opmærksomhed. Da det endelig gik op for den israelske statsminister, David Ben Gurion, hvilken fisk man havde fået i nettet, besluttede han at blæse retssagen op til en politisk skæbnefortælling om og for det jødiske folk. At anklageren, Gideon Haussner, gik med på den politiske indblanding i formuleringen af anklageskriftet og sagens tilrettelæggelse, holder næppe for en streng juridisk vurdering på grundlag af magtadskillelsesprincippet, men når det er sagt, skal det også fremhæves, at det almindeligvis anerkendes, at de tre dommere gennemførte hele sagen eksemplarisk, og at Eichmann fik en særdeles dygtig og kompetent forsvarer, Robert Servatius, som også havde været forsvarer ved Nürnberg-processen i 1945-46. Flere andre juridiske problemer kan nævnes i forbindelse med retssagen mod Eichmann. For det første er det ikke god skik inden for folkeretten, at agenter fra ét land går ind i et andet land og bortfører en person. Diplomatiske forviklinger tårnede sig op, blandt andet fordi Ben Gurion i begyndelsen benægtede, at israelske agenter havde været på spil, og FNs Sikkerhedsråd blev indblandet. Desuden var Argentina under diktator Juan Peron kendt for i almindelighed at være nazivenligt. Men sagen endte med at blive dysset ned. For det andet kunne man spørge, hvilken jurisdiktionskompetence Israel havde til at føre retssag mod en tysk statsborger for forbrydelser begået på et tidspunkt, hvor staten Israel ikke eksisterede. Israel havde imidlertid vedtaget en lov, der gjorde det muligt at retsforfølge forbrydelser mod det jødiske folk en lov som dommerne kunne henholde sig til. Desuden var der international forståelse for, at Eichmann burde retsforfølges, og
som det blev sagt: Andre lande stod ikke ligefrem i kø for at retsforfølge ham. Mere specifikt havde Vesttyskland ikke anmodet om at få Eichmann udleveret. For det tredje var der problemer med afhøring af vidner, idet nogle tyske vidner ikke kunne rejse ind i Israel uden at blive arresteret. De måtte afgive edsvoren erklæring under afhøring uden for Israel. For det fjerde blev der stillet spørgsmålstegn ved fremlæggelse i retten af nogle åbenhjertige udtalelser, som Eichmann var fremkommet med i Argentina, og som potentielt var stærkt belastende for Eichmann på grund af deres jødefjendtlige indhold. Der var tale om en historisk dokumentation i form af båndoptagelser, arrangeret af en person i det tyske emigrantmiljø i Argentina, men hele arrangementet havde en tvivlsom karakter som dokumentation i en retssag. Eichmann var undertiden påvirket af alkohol, han blev ansporet til at prale med sine gerninger, og det viste sig efterhånden, at arrangøren af disse fortællinger havde en anden dagsorden, som gik ud på at genfortælle og dokumentere bl.a. ved hjælp af Eichmanns vidneudsagn den sande og glorværdige nazihistorie. Det var ikke den samme dagsorden, som Eichmann ønskede at bringe frem i Jerusalem, hvor han tværtimod ønskede at underspille sin egen rolle i forbindelse med nazismens forbrydelser. Epilog: retssagens betydning Hele retssagen er et juridisk kapitel for sig, som ikke kan behandles mere indgående her, men selve det, at retssagen overhovedet fandt sted, var af flere grunde en historisk milepæl. Der var således tale om, at en individuel person blev fundet frem fra sit gemmested og gjort ansvarlig for alvorlige internationale forbrydelser. Nationalstatens grænsers beskyttelse var ikke nok i dette tilfælde, og dermed kan man også hævde, at universel jurisdiktion blev gennemført i praksis. Universel jurisdiktion vil sige, at stater enten skal retsforfølge eller udlevere personer, der er mistænkt for internationale forbrydelser. Her var det klart, at Argentina hverken ville det ene eller andet, men Israel gennemtrumfede princippet om universel jurisdiktion. Det skete i modstrid med et andet folkeretligt princip om nationalstaters suverænitet. Men Eichmann blev bragt for en domstol og fik en retfærdig dom, og det er måske det, der tæller i det lange løb. Desuden betød retssagen i Jerusalem, at Holocaust takket være den kolossale medieopmærksomhed kom på den internationale scene, hvilket var betydningsfuldt, eftersom folkedrab ikke indgik som anklagepunkt i Nürnberg 1945-46. Det var ikke sådan, at folkedrabet på de europæiske jøder var gået fuldstændig i glemmebogen i 1950erne, hverken i Israel eller Tyskland eller andre steder, men det var heller ikke blevet eksponeret, og det bidrog retssagen til både internationalt og i den israelske befolkning, DEN NY VERDEN 2008:2 Manden i glasburet 119
DEN NY VERDEN 2008:2 Erik André Andersen ikke mindst blandt den unge generation af israelere, som ikke selv havde oplevet Holocaust. Endvidere ydede retssagen et væsentligt bidrag til forståelsen af en folkemorders natur. Som forfatteren på fortrinlig vis redegør for, stimulerede retssagen en voldsom diskussion i forskellige faglige kredse. Ifølge forfatteren blev retssagen ikke mindst af Hannah Arendt misforstået i alvorlig grad, og hendes fortolkning har domineret eftertidens forståelse. Det er forfatterens fortjeneste at anlægge en historisk vinkel, som ved at placere Adolf Eichmann i den historiske kontekst både nedbryder den skematiske totalitarismeopfattelse og den vulgære og sensationslystne opfattelse af Eichmann som en simpel jødehader fra barnsben af. At Hannah Arendts totalitarisme-forklaring på Eichmann som en lille anonym og erstattelig brik i et stort statsstyret maskineri synes forenklet, måske endda forfejlet, finder man belæg for i den historiske udvikling: Beklageligvis er folkedrabene fortsat, også efter at de totalitære stater er forsvundet. Meget taler derfor for, at forfatteren har ret, når han hævder, at en folkemorder (her belyst ved Adolf Eichmann) blandt andet opstår ved informerede valg gennem en længere periode. Under disse valg spiller samfundets ideologiske påvirkning en meget vigtig rolle. Eichmann var i så henseende ikke alene påvirket af sin østrigske, højreorienterede og antisemitiske baggrund, men blev yderligere gennem sit liv påvirket af mere radikale nazistiske strømninger. Litteratur Erik André Andersen er udreder og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Arendt, Hannah. 2008. Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet. København: Gyldendal [oversat af Mads Frese og med et indsigtsfuldt efterskrift af Terkel Stræde]. Cesarani, David. 2005. Eichmann hans liv og forbrydelser. København: Schønberg (opr. engelsk udgave 2004). 120