I dag kan jeg ikke tage til Betlehem og komme tilbage igen. Problemet ligger på det politiske plan og ikke blandt almindelige mennesker.

Transkript

1

2 Orit I dag kan jeg ikke tage til Betlehem og komme tilbage igen. Problemet ligger på det politiske plan og ikke blandt almindelige mennesker. Orit er syvende generation af jøder, som bor i Israel. Hun er en smart forretningskvinde. Vi mødes på hendes kontor i forlaget HaGeffen. Det drives af den messianske bevægelse og holder til i en bygning, som forlaget har lejet af Kibbutz Givat Brenner, der ligger syd for Tel Aviv i et område, hvor den bibelske person Samson huserede for 3000 år siden. Jeg voksede op i Jerusalem, fortæller hun. Alle i min familie er født og vokset op i Jerusalem. Mit hjem var ikke kristent. Orit er en af de få Jesus-troende jøder, der gerne kalder sig selv for kristen. Hun kommer i en menighed, der kalder sig en kirke, selv om den mest består af jøder. Under min opvækst kendte jeg til araberne, men vi havde ikke venner blandt dem. De boede ikke i det samme 27

3 område som os. Jeg formoder, det er sådan alle steder. Man får venner og bekendte blandt dem, man møder i skole og fritid. Vi tænkte vist ikke på araberne som vores fjender; vi kom bare ikke de samme steder. Hvis jeg var vokset op i et kristent hjem, var det måske anderledes. Det er anderledes for mine børn. Min søns bedste ven er araber. Som kristne har vi flere anledninger til at mødes med folk fra andre områder, fordi vi mødes i menighederne. Men det er også sådan, at Gud har lært os at acceptere dem som ligeværdige. Orit var gift, inden hun blev kristen. Hendes far var befalingsmand i hæren. Da han forlod hæren, blev han en betydningsfuld forretningsmand. Far fik et hjerteanfald og fik at vide, at han havde tre år tilbage at leve i. Så sagde han til sig selv: Jeg vil sørge for, at min kone og mine børn har nok at leve af. Han var ret kvik i pæren. Israelsmester i skak. Israelsmester i bridge. Han begyndte at rejse til Amerika for at spille på kasinoerne. På den måde ville han opbygge en formue. På en af sine ture fik han et ildebefindende. Han lå bevidstløs og blev frarøvet alt undtagen returbilletten til Israel. Da han blev udskrevet fra hospitalet og ikke havde noget sted at gå hen, fortalte en sygeplejerske ham om et hjælpecenter. Havde han vidst, det var et kristent sted, var han nok ikke gået derhen. På hjælpecentret mødte han en jordansk mand, der havde været officer i den jordanske hær. Han var med i krigen i 1967, mens min far kæmpede i den israelske hær. 28

4 Måske havde de skudt på hinanden. Jordaneren sagde: Hvorfor læser du ikke lidt i den her Bibel? Min far læste Det Nye Testamente, og takket være sin gode hukommelse fik han fat i det samlede budskab. Det var på den måde, Gud nåede ham. Han kom til tro. Min far døde senere i Amerika og blev begravet der. Jeg var med ved begravelsen og mødte fars kristne venner, der levede efter det, de troede på. Jeg ville gerne finde ud af, hvad der var sket med min far. Han var en meget intelligent fyr og helt igennem både jøde og ateist. Det var meget underligt, at han blev kristen. Min mand var også med på turen. Vi læste og læste og læste i Bibelen, og på den måde fik Gud fat i os. Min mor kom desværre ikke med, men Gud ske lov tog min mand også imod Jesus som sin Herre. Det er 20 år siden. Vi har fire børn. De tre ældste har taget imod Jesus. Vi beder for den yngste på 17 år og venter spændt på, hvad Gud har for med ham. Orits første møde med Musalaha var en gruppe, der var på tur til Petra i Jordan i En af hendes bekendte mente, det måtte være noget for Orit, og inviterede hende. Jeg havde lyst til at møde mine kristne arabiske søstre fra Betlehem og Ramallah. Det er også godt at møde kristne arabere fra Nazaret og Haifa, men dem kan jeg altid møde. Dem fra Betlehem og Ramallah kan jeg kun møde i Musalaha. Den største overraskelse fik jeg på turens sidste aften, hvor vi på skift skulle fortælle om den største ting, vi kunne tage med hjem fra turen. En ældre kvinde fra Betlehem 29

5 sagde: Det er første gang, jeg har forstået, at der vil være jøder i himlen. Orit bruger en anden erindring til at illustrere, hvor lidt jøder og palæstinensere egentlig ved om hinandens vilkår. Da jeg havde været med i Musalaha et års tid, var jeg med på en konference på Cypern. Ved et aftensamvær blev der spurgt, om nogen havde emner til forbøn. Da sagde en ældre kvinde fra Betlehem, at hun gerne ville, vi skulle bede for hende. Hun var bange for, at Hamas skulle høre om hendes deltagelse i Musalaha. Hun talte med lav stemme, selv om hun var langt væk fra Betlehem. Det var tydeligt, at hun var bange. Jeg forstod pludselig, at hun lever under vilkår, som vi fra det demokratiske land, Israel, ikke på nogen måde forstår. Hun var bange for, at Hamas skulle høre om, at hun havde tilbragt fem dage sammen med jødiske kvinder. Men samtidig var hun lykkelig for vores fællesskab. Orit lægger vægt på, at forsoningsarbejdet i Musalaha ikke skal inddrage politik som et emne. Men hun medgiver, at politik har med så mange ting i dagligdagen at gøre, at det ikke helt kan undgås. Men som kristne kan vi sagtens have et stærkt fællesskab, selv om vi er meget uenige politisk, understreger hun. Det, der samler os i Musalaha, er Guds ord. Står det til mig, skal vi ikke tale politik. Det fører ikke til noget godt. Lad os samles om Guds ord, så vi kommer tættere på hinanden og på Gud. Når Orit helst vil undgå politiske diskussioner i Musalaha, kan det skyldes, at hun har stærke nationalistiske 30

6 holdninger, der virker meget provokerende på palæstinensere og også på nogle jøder. Jeg er ikke enig med de palæstinensere, der siger, at vi har taget deres land eller deres families jord. Jeg kan gå tilbage til Abraham og Guds løfter om landet og hele vejen frem til i dag og bevise, at landet tilhører jøderne. Men jeg vil ikke kæmpe mod mine søstre i Musalaha om dette. Det er ikke derfor, jeg er med. Det er dog ikke let helt at undgå politiske diskussioner. Engang blev jeg så provokeret af en politisk påstand, at jeg tog til genmæle. Der var en, der fremlagde tal, som bevisligt var forkerte. Men jeg accepterer det, når mine palæstinensiske søstre fortæller om deres følelser. Jeg kan ikke tillade mig at tvivle på dem, når de fortæller, hvad de føler. Flere gange har Orit haft krigen mellem jøder og arabere helt inde på livet. Jeg har inden for de seneste år siddet i beskyttelsesrum i to måneder, fordi vi bor et sted, som var mål for raketter fra Gaza. Mine søstre på den anden side af grænsen var bekymrede og bad for mig, og jeg bad for dem. Jeg kan ikke lide, når vores hær sender raketter ind i Gaza, men jeg forventer, at min regering beskytter mig. Jeg tror ikke på, at vi kan påvirke Israels statsminister, og jeg er sikker på, at mine palæstinensiske søstre ikke kan påvirke deres ledere. Men jeg er lykkelig for, at vi kan skabe forsoning mellem personer, som ellers ville være fjender. 31

7 Som nævnt er Orit datter af en befalingsmand. Hun har selv været officer i hæren, og to af hendes sønner er i hæren nu. Hæren bygger et fjendebillede op, men det handler om krig og ikke om enkeltpersoner. Hæren lærer ikke soldaterne, at den enkelte araber er fjenden. Men står en ung soldat ved et checkpoint, er det nærliggende at bygge et stereotypt billede op. Man ved aldrig, hvem der er den næste terrorist, så man må mistænke alle. Jeg har svært ved at bebrejde en soldat, som ikke er kristen, og som har stået hele dagen i heden for at søge efter terrorister, hvis han reagerer voldsomt på noget, han opfatter som en provokation. Det samme kan ske en fredag aften i byen. En ung mand føler sig provokeret og farer op. Det får ingen til at løfte et bryn, men hvis han gør det ved et checkpoint, bliver det bemærket. Han skulle ikke gøre det. Jeg kan ikke forsvare alt, hvad vore soldater gør, men jeg har svært ved at bebrejde dem noget. Heldigvis er der også overraskende gode oplevelser. Min mand var som officer på et tidspunkt i Hebron. Palæstinenserne spærrede nogle gange vejen med bildæk, som de satte ild til. Når soldaterne ville flytte dækkene væk fra vejen, detonerede de bomber, som var gemt i dækkene. For at stoppe det begyndte hæren at få palæstinensere til at fjerne dækkene. På den måde stoppede det med bomberne. En dag skulle min mand have fat i et par palæstinensere til at fjerne nogle brændende dæk. Han henvendte sig i et hus, hvor en ældre mand åbnede døren. Min mand sagde: Hvis du har en søn hjemme, så bed ham følge med os. 32

8 Manden så på min mand og sagde: Er du kristen? Han svarede ja, og manden sagde: Well, vi er også kristne. Til folks store undren gav de hinanden et stort knus. Det var en af de sidste kristne arabiske familier i det område. Situationen i dag er meget mere tilspidset, end Orit oplevede den, da hun voksede op i Jerusalem. Da jeg var barn, tog vi jævnligt på udflugt den korte vej til Betlehem for at købe is, derfor kender jeg området. Men i dag kan jeg ikke tage til Betlehem og komme tilbage igen. Problemet ligger på det politiske plan og ikke blandt almindelige mennesker. Jeg ser frem til en tid, hvor der ikke mere skal være jøde eller græker, træl eller fri, men vi alle er ét i Kristi blod. Og vi skal alle bo sammen. Der vil ikke være Israel eller Palæstina. Vi skal bo i Guds rige, og måske vil min gode veninde Rhema fra Betlehem være min nabo.