FOA: Social- og sundhedssektoren F O R B U N D E T A F O F F E N T L I G T A N S A T T E Det gode sundhedsvæsen med fokus på sygehusene
Det gode sundhedsvæsen. er udgivet af Forbundet af Offentligt Ansatte september 2003. Redaktion: Lene B. Hansen, Tom Bjerregaard, Maj Fagerberg, Anne Marie Andersen og Lea Groth-Andersen Layout: Joe Anderson Fotograf: Mike Kollöffel Tryk: FOAs trykkeri Oplag: 1500 september 2003 ISBN: 87-90418-54-9 Forbundet af Offentligt Ansatte Social- og sundhedssektoren Staunings Plads 1-3 1790 København V Tlf.: 33 43 46 00 Fax: 33 43 00 00 www.foa.dk 2
Indledning........................................................4 Udfordringer for fremtidens sundhedsvæsen og sygehusvæsen:.............6 1. Økonomi og tilbud til borgerne.....................................6 2. Struktur.......................................................11 3. Organisation...................................................17 4. Ledelse........................................................21 5. Rekruttering, fastholdelse og uddannelse............................23 6. Forskning......................................................26 7. Etik..........................................................27 Visionen i praksis.................................................30 Et tankeeksperiment...............................................31 3
4 Indledning Sundhedsvæsenet og især sygehusvæsenet står over for store forandringer. FOA mener, at det er nu medarbejdere, ledere og politikere skal arbejde på at skabe det gode patientforløb set med borgerens øjne. Det er helt centralt, at sundheds- og servicepersonalet i mødet med patienten, klienten og borgeren medvirker til at skabe forløb præget af høj kvalitet menneskeligt, fagligt og samfundsmæssigt. Den enkelte skal i mødet med sundheds- og sygehusvæsenet føle sig set, mødt og respekteret som et helt menneske med følelser, visioner og behov. Det er det hele menneske, der skal sættes i centrum. Ikke kun en patientkategori eller en diagnose. Udgangspunktet for dette debatoplæg er en vision om fremtidens sundhedsog sygehusvæsen, og vi har valgt patientens synsvinkel. Visionen om det gode sundhedsvæsen er ikke udtryk for en utopisk, virkelighedsfjern forestilling, men udtryk for hvad man som patient med rimelighed kan forlange i Danmark i dag. Hovedvægten i debatoplægget er lagt på det somatiske patientforløb og berører kun i mindre grad det psykiatriske patientforløb. Der er mange udfordringer, når man vil skabe et godt patientforløb, og i dette debatoplæg har FOA valgt at sætte fokus på 7 af dem: Økonomi og tilbud til borgerne Struktur Organisation Ledelse Rekruttering, fastholdelse og uddannelse Forskning Etik
De udfordringer, vi har beskrevet, kan i praksis takles på flere forskellige måder. FOA har forsøgt at give nogle bud, og med dem ønsker vi først og fremmest at bidrage til en kvalificeret dialog om sundheds- og sygehusvæsenets fremtid. Debatoplægget blev godkendt på hovedbestyrelsesmødet den 11. juni 2003. Dennis Kristensen Forbundsformand Jens Folkersen Fungerende sektorformand for Social- og sundhedssektoren 5
Udfordringer for fremtidens sundhedsvæsen og sygehusvæsen 6 Økonomi og tilbud til borgerne Udfordringen er at få økonomi og tilbud til at hænge sammen. Problemerne er, at behovet for sundhedsydelser aktuelt og i fremtiden overstiger vores menneskelige, økonomiske og faglige ressourcer. Behovet for sundhedsydelser vil i fremtiden fortsætte med at stige alene på grund af den teknologiske udvikling og den ændrede befolkningssammensætning. Udfordringen indebærer flere forskellige mulige valg. Behovene for sundhedsydelser kan man ikke ændre på kort sigt, men man kan gøre en indsats for at holde befolkningen sund og i stand til at modstå de mange trusler mod sundheden, som ikke kan undgås. Vi kan sætte sundhed på dagsordenen og lære befolkningen, hvordan man holder sig sund. Hvis sundhed kommer på skoleskemaet, grundlægger vi de sunde vaner i barndommen og slipper måske for nogle af de vanskelige processer med at forandre på usunde vaner senere i livet.
7
8 Det er også muligt at være tidligere på banen med forebyggelse og foretage en tidlig opsøgende indsats. Sunde arbejdspladser med et minimum af stress og nedslidning er et muligt bud herpå. Bruger vi den eksisterende viden og ressourcer bedre, kan sygdoms- og behandlingsforløb forebygges eller afkortes væsentligt. Hvis vi satser på dyrevelfærd, gør det billigt at leve sundt og har god kontrol med vores fødevarer, kan vi forebygge mange lidelser og sygdomme. Tilbyder vi også patienterne en dækkende ernæring, der også indbyder til, at maden indtages, forløber rehabiliteringen hurtigere med sparede ressourcer til følge. Satser vi fx på en hygiejne af høj standard, kan vi forebygge infektioner, der koster mange ressourcer både menneskeligt og økonomisk. Praktiserende læger er indgangsporten til sygehusvæsenet og speciallægerne. Denne funktion bør bibeholdes, men aktuelt er de praktiserende lægers indsats for ukoordineret og uigennemsigtig. Der bør arbejdes på at skabe nogenlunde ens kriterier for indgangsbilletten til sygehuse og speciallæger. Vi ved, at udgifterne til medicin er en næsten ustyrlig post i sundhedsvæsenet. Der vil være mange penge at hente, hvis man fastlægger kvalitetskravene til den bedste og billigste medicin på området og følger kvalitetskravene frem for at anvende den (dyreste) medicin, der kom først på markedet. Hvis udgifterne til sundhedsvæsenet skal bruges fornuftigt og ikke løbe løbsk, er det også nødvendigt med nogle effektive økonomiske styresystemer, der kan holde kontrol med udgifterne, uden at hovedvægten flyttes fra indsatsen til kontrolsystemerne. Samtidig skal der være plads til en lægefaglig prioritering af den tungeste pleje- og behandlingskrævende gruppe, med få ressourcer, mange konkurrerende diagnoser og et lille netværk, så vi ikke øger uligheden i sundhed. Selv om de nævnte tiltag sættes i værk, er de økonomiske rammer stadig ikke tilstrækkelige. Frit valg, ventelistegaranti og internationale aftaler er nogle af mange bud på udfordringer af det økonomiske råderum i sundhedssektoren.
Derfor undgår vi ikke, at politikerne må prioritere, hvilke sundhedsydelser der skal dækkes i det offentlige sundhedsvæsen. Det er og bliver også en politisk prioritering at pege på, hvor pengene skal findes, samt hvordan pengene skal fordeles mellem de forskellige offentlige områder og sektorer. Desuden bliver det nødvendigt med en omprioritering mellem primær og sekundær sektor, således at langt flere opgaver flyttes fra de dyre højteknologiske sygehuse til lokalområdet tæt på borgeren. I Danmark har vi en lang historisk tradition for et solidarisk velfærdssamfund. Ingen borgers helbred må tabes på gulvet, fordi pengene mangler, fordi der mangler familie, gode naboer eller forsikringer. Grundlaget for vores danske sundhedsvæsen, som vi er berømte for, skal vi bevare. Sundhedsvæsenet skal fortsat være solidarisk, skattefinansieret, offentligt og politisk styret. FOA mener: At sygehusvæsenet og sundhedsvæsenet hovedsageligt skal være offentligt, politisk styret og skattefinansieret. At det grundlæggende princip skal være solidarisk med fri og lige adgang til ydelserne. At der skal satses langt mere på forebyggelse og sundhedsfremme. At det kun er den specialiserede behandling og pleje, der skal varetages på sygehusene. Forebyggelse, sundhedsfremme samt pleje, genoptræning m.m. skal foregå tæt på borgerne. Praktiserende læger skal fortsat være indgangsporten til hele sundhedssystemet, men det er nødvendigt at skabe en større gennemsigtighed i systemet, så der bliver nogenlunde ens kriterier for, hvordan denne funktion varetages. At det er ønskeligt med en solid styring af anvendelsen af sygehusvæsenet og medicinforbruget. 9
10
Struktur Udfordringen er en udvikling af sundhedsvæsenet og især sygehusvæsenets struktur, der lever op til befolkningens behov og forventninger samt nye tekniske og behandlingsmæssige muligheder. Problemet er at finde balancen mellem hvor megen forskel i opgaveløsning, behandlingstilbud og serviceniveau, man vil acceptere i de enkelte amter, og hvor meget man vil tilgodese lokale forhold og ønsker. Udfordringen er at anlægge et borgerperspektiv og foretage en nytænkning af strukturen i sundhedsvæsenet ud fra dette perspektiv. Men man må nok gøre sig klart, at en politisk-administrativ universalløsning fortsat er en utopi. Fremtidens sundhedsopgaver ændrer karakter. Nye tekniske og behandlingsmæssige muligheder vil medføre en øget specialisering inden for sundhedsområdet. På nogle områder vil specialiseringen medføre behov for en højteknologisk indsats, mens det på andre områder ikke vil være nødvendigt. Samtidig vil den medicinsk-teknologiske indgriben i det enkelte menneskes krop blive langt mere skånsom, end den er i dag. Der er allerede en stigning i behandlingsmuligheder for patienter med kroniske sygdomme. Vi vil få et stigende antal ældre, et stigende antal mennesker lever længere også med kroniske sygdomme. Det vil alt andet lige betyde et stigende behov for sundhedsydelser. Samlet set betyder det, at en stor del af opgaverne kan flyttes væk fra de dyre højteknologiske sygehuse med en reduktion i antallet af sygehuse til følge. Sygehusene står på den anden side over for en yderligere specialisering, der kommer til at kræve et langt større befolkningsunderlag for at blive bæredygtigt sundhedsmæssigt og økonomisk. Alt i alt peger fremtidens struktur på en 11
12 udbygning af praksissektoren det kommunale område, samt en samling af specialerne på færre sygehuse. Det betyder, at de specialer, der kræver stort befolkningsgrundlag, kan tilbydes på sygehuse med landsdelsfunktion. Dette vil kræve et større samarbejde amterne imellem eller en egentlig dannelse af sygehus regioner, der varetager lands- og landsdelsfunktionerne. I denne strukturdebat er det vigtigt, at man får beskrevet opgavefordelingen mellem de forskellige niveauer meget klart. Hvis opgaverne ikke har et klart tilhørssted til et politisk niveau, får borgerne problemet. Genoptræning er et eksempel, der har givet problemer gennem mange år. Hvordan skal ansvaret for driften og finansieringen fordeles mellem kommuner, amter eller regioner og staten? Indenrigs- og sundhedsministerens rådgivende udvalg påpeger det væsentlige i at styrke praksissektoren og relevante primærkommunale tilbud, uanset hvordan sygehusene organiseres. Udvalget peger også på tre hovedmodeller for den politisk-administrative struktur i sundhedsvæsenet: en regionsmodel, et kommunalt forankret sundhedsvæsen og en statsmodel. Regionsmodellen indebærer færre amter, øgede planlægningsbeføjelser til centrale myndigheder og mere selvstyrende sygehuse. Regionerne har som amterne i dag folkevalgte råd, der er ansvarlige for sygehusdriften, sygesikringen (praksissektoren) og finansieringen, samt varetager de øvrige opgaver, som amterne varetager i dag. Som det fremgår af modellen, at den væsentligste forskel fra i dag er, at antallet af amter falder, og dermed stiger størrelsen af befolkningsgrundlaget. Dette kan tilgodese udviklingen i sundhedssektoren, som peger på behovet for et større befolkningsgrundlag end tidligere for at være bæredygtigt. I dag er der også mindre accept af regionale forskelle i tilbud på væsentlige sundhedstilbud, og vi er enige med udvalget i, at en regionsmodel har bedre mulighed for at udligne forskellene, end amterne har i dag.
For os at se er det en fordel, at modellen fastholder en decentralisering med sammenfald af politisk, økonomisk og driftsmæssigt ansvar samt et frirum til at tilgodese lokale ønsker og behov. Dog kan afstanden mellem borgerne og det politiske niveau i sagens natur blive større i nogle regioner. I det kommunalt forankrede sundhedsvæsen har den enkelte kommune ansvaret for at tilbyde og finansiere sygehusbehandlingen og øvrige sundhedsydelser til kommunens borgere. Kommunerne overtager ligeledes sygesikringsopgaverne fra amterne. Sygehusregionerne har en bestyrelse bestående af regionalt udpegede repræsentanter, der varetager det overordnede ansvar for specialeplanlægning og kapacitetsstyring. Det vil formodentlig kræve en styrkelse af den centrale planlægning og koordinering af sundhedsydelserne, ligesom kommunestørrelsen formodentlig må ændres i opadgående retning. Vi er enige med udvalget i, at det kommunalt forankrede sundhedsvæsen vil give større nærhed mellem myndighed og borger, bedre forudsætningerne for sammenhængende patientforløb, og reducere tilskyndelsen til kassetænkning. At flytte sygesikringen til kommunerne mener vi ikke indeholder nogen umiddelbar gevinst. De privatpraktiserende læger er indgangsporten til det offentlige sygehusvæsenet. Derfor er det vigtigt, at lægerne bevarer tilknytningen hertil. Derimod ser vi en gevinst ved at styre lægernes frihedsgrad generelt i både praksissektoren og i sygehussektoren langt mere ved hjælp af forpligtende aftaler, hvis bl.a. medicinudgifterne ikke skal løbe løbsk. Vi mener, der kan være en mulighed for, at udgifterne løber løbsk, hvis amterne eller regionerne forsøger at trække flest mulige specialer til sygehusene. Det kan samtidig blive problematisk med et delt ansvar for borgernes sygehustilbud. Vi ser det også som en ulempe, at de fleste kommuner er for små til at løfte opgaven, at den enkelte kommunale myndighed betaler for sundheds- 13
14 ydelserne og ikke alene kan træffe beslutning om udgifterne til sygehusene. Samtidig vil modellen betyde en svækkelse af demokratiet. For et sygehusvæsen uden et folkevalgt ansvar for prioriteringen og forvaltningen af skatteydernes penge et ansvar som borgerne kan gøre gældende på valgdagen, kan svække den demokratiske kontrol væsentligt i forhold til en model med direkte valg amtsligt eller regionalt. Det politiske ansvar vil i denne model blive uklart eller sløret for borgerne. Statsmodellen indebærer en centralisering af finansieringen og indholdet af sundhedsydelser. Man kan evt. overdrage planlægningen og organiseringen af sygehusene til et mindre antal regioner og evt. overdrage praksissektoren til primærkommunerne. Alternativt kan staten også overtage praksissektoren. Udvalget påpeger, at det er vigtigt at overveje den politiske styringslogik ved denne model, da der formodentlig let kan opstå en overbelastning af de politiske styringskanaler. Vi er enige med udvalget i, at centraliseringen kan indebære en effektiv implementering af nationale målsætninger og dermed mindske eller hindre regionale forskelle i sundhedsydelser. Men vi mener også, at centraliseringen er et godt grundlag for faglig og administrativ bæredygtighed og lave administrationsomkostninger. Den væsentligste ulempe ved modellen er for os at se især manglende politisk nærhed mellem myndighed og borger, manglende kendskab og tilpasning til lokale behov og ønsker. Derfor ser vi også en risiko for dyr enkeltsagspolitik på statsligt niveau med konsekvenser for hele landet. Statsmodellen kan også indebære mulighed for bureaukrati og stivhed i systemet.
FOA mener: At vi fortsat skal have direkte og demokratisk valgte niveauer til at styre sundhedssektoren. At vi skal have nogle større amter eller regioner til at drive og finansiere sygehusvæsenet og sygesikringen. At opgavefordelingen mellem niveauerne skal beskrives klart. At ansvar for og finansiering af sundhedsydelserne skal hænge sammen. 15
16
Organisation Udfordringen er at finde den bedst mulige tilrettelæggelse af arbejdet i sundhedsvæsenet og den bedst mulige arbejdsdeling. Problemet er en traditionel arbejdsdeling, det traditionelle hierarkiske system i sundhedssektoren og manglen på sammenhængende patientforløb. Udfordringen indebærer en organisering på patientens præmisser i både den kommunale sektor og i sygehusvæsenet, så det gode patientforløb bliver en realitet. Færre højt specialiserede sygehuse vil uvægerligt medføre et behov for en decentral varetagelse af nogle af de opgaver, der aktuelt varetages i sygehus regi. Løsningen kan være lokale sundhedscentre tæt på borgerne med flerfagligt teamsamarbejde om de gode patientforløb, så patienten ikke skal løbe fra den ene specialist til den anden med usikkerhed, frustration og megen ventetid til følge. Begge steder bør det gode patientforløb organiseres ud fra et helhedssyn, med respekt for det enkelte menneske og plads til differentierede ønsker og behov. Organiseringen indebærer også, at der lægges vægt på flerfagligt samarbejde i et nyt mødested mellem praktiserende læger og sygehusene. Man kan forestille sig, at dette mødested kan være et lokalt sundhedscenter. Det kræver naturligvis en definition af, hvad et sundhedscenter er. Et bud kan være lokale sundhedscentre med en varieret flerfaglig sammensætning af personale og et udbud af sundhedsydelser, der svarer til de lokale behov. I disse sundhedscentre vil man i stort omfang kunne varetage forundersøgelser, efterbehandling og genoptræning samt foretage forebyggende opsøgende besøg, hvilket især den ældre borger kan have glæde af. I takt med, at udviklingen går mod mere ambulant behandling og pleje, mere skånsomme behandlinger og mere plan- 17
18 lagt kirurgi, kan man forestille sig, at dette også vil kunne varetages af nogle sundhedscentre. Det er også muligt, at kronisk syge patienter kan behandles i sundhedscentrene eller i eget hjem, når der ikke er behov for høj specialisering eller højteknologi. Man kan også forestille sig, at sundhedscentrene får et antal sengepladser til behandling af kronisk syge, nogle aflastningspladser og nogle akutpladser. Mange terminalt syge ønsker at dø i eget hjem, hvis der tilbydes dækkende pleje og behandling af fx en udgående lindrende enhed fra et sundhedscenter. Man kan også oprette hospice til at varetage den terminale pleje, så patienterne og deres familie har en valgmulighed. En bedre behandling og en god individuel omsorg og pleje ved livets afslutning er en god investering for et velfærdssamfund både økonomisk og menneskeligt. På hospitalerne vil patientforløbene blive kortere og mere intensive, end de er i dag, og en adskillelse af akutte og planlagte indlæggelser vil alt andet lige give hospitalerne bedre mulighed for at tilrettelægge sammenhængende patientforløb. Specialiseringen og teknologien vil også gøre sengepladserne dyrere, og det kan forventes, at patienterne udskrives til hjemkommunerne så hurtigt som muligt til evt. efterbehandling og genoptræning. Et godt patientforløb vil under disse vilkår kræve en god kommunikation mellem patient og medarbejdere, samt mellem sektorerne, en god information om og undervisning i sundhedsfremmende og forebyggende sundhedsadfærd. Den elektroniske patientjournal kan være et relevant redskab i denne forbindelse. Den nævnte udvikling vil kræve en nyvurdering af opgaverne, at faggrænserne blødes op, samt at der sker en opgaveglidning i et flerfagligt teamsamarbejde sundheds- og servicepersonalet imellem. Som et led i en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne vil stadig flere akutte døgnberedskaber på hospitalerne blive reduceret, ligesom at afstanden
mellem borgernes hjem og hospitaler for mange borgere vil blive større. Når det gode patientforløb også skal indbefatte den akut syge eller tilskadekomne patient, må det betyde en oprettelse af flere døgndækkede akutte beredskaber lokalt. Hjerteambulancer kender vi allerede, men det vil også være nødvendigt med flere akutte teams, der kan behandle på stedet evt. i en online dialog med specialisterne på hospitalet. Det bliver naturligvis endnu mere vigtigt med nogle kvalificerede og fleksible medarbejdere i et sundhedsvæsen, der er under stadig forandring. Den enkelte patient skal føle sig set som et helt menneske, opleve kontinuitet, sammenhæng og en klar ansvarsfordeling i hele forløbet. Samtidig bliver det væsentligt med en velfungerende kommunikation på tværs af funktioner, afdelinger og sektorer. Det gør det også vigtigt med begavede tanker om den betydning, organiseringen har for det faglige personale, så de kan skabe sammenhængende patientforløb på tværs af sektorerne. FOA mener: At der ikke er et entydigt svar på, hvad den bedst mulige organisering er. At der er behov for et nyt mødested mellem praktiserende læger og sygehusene. Mødestedet skal defineres, og muligheden kan være et lokalt sundhedscenter med varieret faglig sammensætning og tilbud. At det er vigtigt at organisere arbejdet, så den enkelte patient føler sig set og får et sammenhængende og godt forløb. Organiseringen skal ikke være styret at bestemte faggruppers traditionelle position i det gamle hierarki. Enhver organisering skal være styret af patienternes behov for et godt patientforløb. At det er vigtigt med en god kommunikation mellem patienten og medarbejderne samt på tværs af sektorerne. At den elektroniske patientjournal kan være et muligt fælles kommunikationsredskab. 19
20
Ledelse Udfordringen er at skabe mulighed for, at medarbejderne kan skabe det gode patientforløb. Problemet er, at udviklingen i sundheds- og servicessektoren har medført ændrede ledelsesopgaver og nye krav til lederen, som den traditionelle ledelsestankegang ikke kan leve op til. Udfordringen indebærer, at plejen og behandlingen foregår på patientens præmisser i både den kommunale sektor og i sygehusvæsenet, så det gode patientforløb bliver en realitet. Med de store og gennemgribende forandringer det samlede sundhedsvæsen står overfor, er det nødvendigt, at lederne på alle niveauer går forrest i udviklingen. Det kræver bl.a., at der skabes rum for og tid til ledelse, en klar kompetence og ansvarsfordeling samt plads til i samarbejde med medarbejderne at udvikle den lokale arbejdsplads. Skal det lykkes lederne at udvikle arbejdspladserne til attraktive arbejdspladser, er det også en nødvendig forudsætning, at ledelsen forstår det professionsfaglige, er synlig og udøver ledelse baseret på menneskelige værdier og en medarbejderstyret opgavetilrettelæggelse, således at alle medarbejdere får brugt deres viden og kompetence fuldt ud. Forandringer i behov og opgaver i sundhedsvæsenet kræver, at lederne forholder sig analytisk til de kompetencer, opgaverne kræver, og løbende tilpasser 21
opgaverne til medarbejdernes ressourcer samt sikrer, at medarbejderne kontinuerligt kompetenceudvikles i takt med behovene herfor. En organisation i udvikling kræver, at lederens værktøjskasse må være mangfoldig og opdateret. Værktøjskassen kan eksempelvis være at sparre med medarbejderne, at anvende forskellige læringsmetoder, jobbytte, mentor-ordninger og supervision. Samtidig er det en lederopgave at skabe plads til erfaringsopsamling på tværs af sektorer med henblik på at udvikle den bedste praksis. Ledelse er en kvalitet i sig selv, og det skal være anerkendt at satse på en ledelseskarriere. Det vil indebære en satsning på ledelse som fag, ledelsesudvikling og uddannelse samt sparring i ledelsesteam. FOA mener: At ledelse i sundhedsvæsenet indebærer en forståelse for professionernes faglighed og en færdighed i at kombinere denne forståelse med lederegenskaber og ledelseskompetence. At ledelse er et fag og ikke knyttet til bestemt faggrupper. At man skal satse langt mere på kompetenceudvikling og uddannelse af ledere. At man bør lægge mere vægt på professionel ledelse i sundhedssektoren med fokus på udvikling og på en dynamisk organisering. 22
Rekruttering, fastholdelse og uddannelse Udfordringen er at rekruttere, fastholde og udvikle kvalificeret personale i sundhedssektoren. Problemerne er stigende afgang af ældre medarbejdere i plejesektoren, små ungdomsårgange, et stigende behov for sundhedsydelser og en negativ omtale af arbejdspladserne i medierne. Udfordringen indebærer tiltag på flere områder fra amter, kommuner, skoler, organisationer og ledere. Det er nødvendigt at sikre optagene på sundhedsuddannelserne og de tilstødende erhvervsuddannelser en så høj gennemførelsesprocent som muligt ud fra et fagligt vurderet niveau. Samtidig kan man tænke på alternative rekrutteringsområder fra fag i nedgang eller fra indvandrergrupper med anden etnisk baggrund end dansk. Det vil være ønskeligt, at personalesammensætningen i sundhedssektoren også afspejler den etniske befolkningssammensætning i Danmark. Det vil bl.a. kræve information om uddannelserne, de forskellige meritmuligheder og om arbejdet i plejesektoren. Eksisterende medarbejdere bør fastholdes ved, at arbejdspladserne i sundhedssektoren opleves og anerkendes som attraktive. På arbejdspladserne kan dette fx ske ved at skabe et godt fysisk, psykisk og socialt arbejdsmiljø, en god personale- og seniorpolitik og en udviklende arbejdsplads. 23
En udviklende arbejdsplads, der indeholder opgaveglidning og kompetenceudvikling samt efter- og videreuddannelse, vil også støtte op om fastholdelse af medarbejdere. Kortere indlæggelsesforløb, flere ambulante korttidskontakter, øget specialisering, nye behandlingsformer og øget brug af it er udviklingstræk, der kræver uddannelse af eksisterende medarbejdere. Uddannelsen af medarbejderne skal også være på plads, før det er forsvarligt at flytte hjertelungesyge patienter, patienter med blodpropper i hjernen eller andre alvorligt syge patienter fra sygehusenes beredskab til sundhedscentrenes rehabiliteringsbehandling. Et negativt image af sundhedssektoren, præget af enkeltsager, bør vendes, hvis det skal lykkes både at rekruttere og fastholde kvalificeret sundheds- og servicepersonale. Og her har både politikere, ledelser og de faglige organisationer en stor opgave foran sig. Sidst, men ikke mindst, bør man gøre sig klart, at en attraktiv løn er en måde, som samfundet generelt viser sin anerkendelse på. Det bør samfundet også gøre over for medarbejderne i sundhedssektoren. 24 FOA mener: At der skal gøres noget ved pleje- og omsorgssektorens dårlige image. At arbejdspladserne skal gøres mere attraktive og signalere tydelige værdier. At der skal tænkes mere i selvorganisering, jobudvikling og jobudvidelse. At personalets kompetencer skal udnyttes fuldt ud. At arbejdspladserne skal indeholde mulighed for kompetenceudvikling, efter- og videreuddannelse. At samfundet også bør udtrykke sin anerkendelse af sundhedspersonalet i lønnen.
25
Forskning Udfordringen er at tilbyde en pleje og behandling af høj kvalitet til den enkelte patient. Problemet er, at det kun er en del af plejen og behandlingen, der er forskningsmæssig belæg for. Den øvrige pleje og behandling er traditionsbaseret. Udfordringen indebærer, at patientforløb beskrives systematisk og dokumenteres, så det bliver muligt at udføre vidensbaseret pleje og behandling og udpege nødvendige forskningsområder. Den øgede satsning på sundhedsfremme og forebyggelse i både den kommunale sektor og i sygehussektoren kræver, at der forskes i, hvad der virker, og hvordan man får den effektive sundhedsfremme og forebyggelse målrettet og spredt til de relevante patienter eller patientgrupper. Det gælder eksempelvis i forhold til de to store livsstilsdræbere tobak og alkohol samt fremtidens livsstilsdræber fedme. Forskning foregår både nationalt og internationalt. Derfor er det en oplagt og stor opgave for sundhedspersonalet at samarbejde med sundhedspersonale internationalt og implementere dokumenterede pleje- og behandlingsresultater fra det internationale område. Implementeringen bør foregå med hensyntagen til eventuelle kulturforskelle. Det er ligeledes en oplagt og stor opgave at formidle den danske forskning internationalt. Et sådant internationalt samarbejde kan samtidig tiltrække kvalificeret udenlandsk personale samt fastholde patienter til behandling i Danmark. Forskning kræver både tid og penge, og det er nødvendigt, at dette i fremtiden prioriteres højere end i dag. 26
FOA mener: At forskning skal tilføres økonomiske midler, så behandling og pleje kan foregå vidensbaseret. At der skal lægges vægt på forskning i sundhedsfremme og forebyggelse nationalt og samarbejdes internationalt. At forskningsresultater altid bør anvendes med respekt for og under hensyntagen til den enkelte patients kultur og værdier. Etik Den største udfordring af dem alle bliver at få det samlede sundhedspersonale til at arbejde sammen og behandle patienterne som hele mennesker fysisk, psykisk, socialt og kulturelt i både ord og handling. Problemet er, at for mange patienter føler sig behandlet som en diagnose, der kommer til stede i sundhedsvæsenet på systemets betingelser. Eksempelvis har de fleste ambulatorier kun åbent om dagen, hvor mange patienter er på arbejde. Mange patienter må tilbringe en lang angstfuld ventetid på undersøgelser for alvorlige lidelser. Nogle patienter føler sig talt hen over hovedet i et uforståeligt fagsprog, og tør ikke stille afklarende spørgsmål til det travle personale. Nogle får forskellige svar på samme spørgsmål fra forskellige faggrupper. Udfordringen indebærer, at personalet vælger at møde det enkelte menneske med respekt for det enkelte menneskes værdi i sig selv og med rummelighed i både ord og handling. Det indebærer viljen til perspektivskift, således at patienten bliver informeret, undervist og vejledt om mulig pleje og behandling i et forståeligt sprog og i et tempo, som patienten kan følge med i. Hver enkelt patient er et unikt menneske og har ret til individuelle ønsker, behov og valg, samt at behandlingen og plejen tilrettelægges i samarbejde med patienten ud fra disse principper. Patienternes behov, ønsker og kræfter kan 27
skifte gennem forløbet. Derfor er det også nødvendigt at prioritere en løbende dialog i uforstyrrede rum med en gennemgående kontaktperson. For at udfordringen bliver en succes, kræver det vilje og engagement, og at personalet løbende drøfter og udvikler etisk og kommunikativ kompetence og samarbejde, således at fælles viden, værdier og holdninger kommer til at styre i plejen og behandlingen af den enkelte patient. Det betyder også et opgør med den traditionelle hierarkiske syghuskultur, hvor patienten er den mindst betydningsfulde, som må vente på, at sundhedspersonalet kan afse tid. Det gode patientforløb kræver mere end vilje og engagement fra personalets side. Fysiske rammer og tid til at tale uforstyrret med den enkelte patient er nødvendige betingelser, hvis det gode patientforløb skal blive til mere end ord. Ledere og myndigheder skal gå forrest og skabe rammerne for, at personalet kan udvikle en ny kultur, hvor et godt patientforløb af høj kvalitet ikke kun kommer til at handle om hurtig udskrivning og fravær af komplikationer. Opgaven for de faglige organisationer og myndighederne er at sætte det gode patientforløb på dagsordenen. Et godt patientforløb som er baseret på værdier som respekt, tryghed, kontinuitet og forståelse. Et forløb, hvor den enkelte patient vokser og ikke skrumper i mødet med sundhedsvæsenet! 28 FOA mener: At de faglige organisationer og myndighederne skal sætte sygehuskulturen på dagsordenen, så det gode patientforløb bliver en realitet. At medarbejdere, ledere og politikere skal tage imod udfordringen og skabe det gode patientforløb i både ord og handling. At det gode patientforløb hviler på værdier som respekt, tryghed, forståelse og medinddragelse gennem dialog.