TILSYNSRAPPORT KOLDING KOMMUNE SENIOR- OG SOCIALFORVALTNINGEN MUNKENSDAM PLEJECENTER Uanmeldt socialfagligt tilsyn Februar 2018
1. SOCIALFAGLIGT TILSYN 1.1 OVERORDNET VURDERING BDO har på vegne af Kolding Kommune foretaget et uanmeldt socialfagligt tilsyn på Munkensdam Plejecenter. BDO er kommet frem til følgende vurdering på baggrund af analysen af det datamateriale, som er indsamlet gennem interviews, observationer og skriftligt materiale. Der er foretaget stikprøver hos tre borgere. Det er tilsynets overordnede vurdering, at Munkensdam Plejecenter er et særdeles velfungerende plejecenter, hvor engagerede medarbejdere og ledelse medvirker til trivsel og et meningsfyldt hverdagsliv for borgerne. Det er tilsynets oplevelse, at der i høj grad er overensstemmelse mellem ledelsens og medarbejdernes fokus på, at hverdagslivet på plejecentret tilrettelægges på borgernes præmisser og borgernes centrum som omdrejningspunkt i forhold til aktiviteter og måltider. Tilsynet vurderer, at plejecentret til fulde lever op til Kolding Kommunes kvalitetsstandarder og vedtagne serviceniveau, og at pleje, omsorg og praktisk hjælp leveres med en høj faglig kvalitet. Medarbejderne kan på relevant vis redegøre for, hvordan de arbejder metodisk ud fra et rehabiliterende sigte og med afsæt i Selvværd og Sammenhæng. 1.2 SCORE For hvert overordnede tema, der undersøges i tilsynet, opnår tilbuddet en score fra 1-5, hvor 5 er den bedste. Således fremgår det af nedenstående figur, i hvor høj grad tilbuddet opfylder indikatorerne for hvert tema. (Temaer, som ikke er relevante for det pågældende tilbud, tæller ikke med i den samlede vurdering). Figurens størrelse er et udtryk for kvaliteten målt på de valgte temaer og indikatorer. Jo større figur, jo højere kvalitet. Dokumentation 5 4 Fysiske rammer 3 2 Pleje, omsorg og praktisk støtte 1 Kompetencer og udvikling Hverdagsliv 2
1.3 VURDERING I FORHOLD TIL TEMAER Tema Dokumentation Pleje, omsorg og praktisk støtte Hverdagsliv Vurdering Medarbejderne arbejder meget målrettet med dokumentationen, som understøtter kvaliteten i daglig praksis. Gruppeleder er nøgleperson i Nexus, og følger jævnligt op på praksis sammen med centersygeplejersken. Dokumentationen fremstår overalt opdateret og fyldestgørende. Borgernes behov for pleje og omsorg er konkrete og handlingsvejledende med afsæt i borgerens ressourcer og ønsker til døgnrytme og aktiviteter. Ligeledes er alle relevante sundhedsfaglige indsatser beskrevet og ajourført. Dokumentationen er beskrevet i et fagligt og anerkendende sprog. Det ligger til grund for vurderingen, at borgerne modtager pleje- og omsorgsydelser svarende til deres behov og ressourcer. Borgerne oplever stor fleksibilitet i forhold til egne ønsker, og er meget trygge ved den pleje og omsorg, der ydes. Fx beskriver en borger, at medarbejderne ser til hans kateter om natten, så han sover godt, hvilket også afspejles i borgers hverdagsplan. Kontinuitet i plejen og sundhedsfaglige indsatser sikres bl.a. med kontaktpersonordning, en dagvagt fra hver etage der møder tidligt og overlapper med nattevagt, og dagligt formiddagsmøde, hvor opgaver koordineres og faglige emner drøftes. Samarbejdet med relevante interne og eksterne samarbejdspartnere opleves velfungerende og fagligt givende. Medarbejderne kan meget engageret redegøre for faglige tilgange og metoder i plejen herunder inddragelse af Selvværd og Sammenhæng, som udmøntes i bl.a. ugentlige tavlemøder med den tilknyttede ergoterapeut. Pleje og omsorg leveres med god faglig standard og relevant fokus på sundhedsfremme og forebyggelse. Medarbejderne redegør endvidere for, hvordan den rehabiliterende tilgang integreres naturligt i daglige pleje og aktiviteter. Borgerne er velsoignerede og den hygiejnemæssige standard er forsvarlig. Borgerne har mulighed for et individuelt tilrettelagt hverdagsliv ud fra egne ønsker. Borgerne oplever stor mulighed for indflydelse på egen hverdag og beskriver, hvordan medarbejderne altid tilbyder deltagelse i plejecentrets mange aktiviteter. Ligeledes opleves stor respekt for deres personlige valg. Stedet er certificeret senior idrætscenter, hvilket bl.a. betyder, at aktiviteter er en fælles sag. Foruden aktivitetsudvalgets planlagte aktiviteter findes plads til spontane indslag især om eftermiddagen, hvor også stedets frivillige er engageret. Borgerne kan ligeledes deltage i Dagcentrets aktiviteter fx film og kaffe i cafeteriet efter lyst og formåen. Klippekortet anvendes især til en-tilen aktiviteter og fælles udflugter, når borgerne har de samme ønsker. Borgerne oplever mad og måltider som meget tilfredsstillende. En borger, som spiser sen morgenmad fortæller, at frokosten først serveres kl. 12, så appetitten når at indfinde sig igen. I følge medarbejderne er der gode muligheder for individuelle ernæringsindsatser hos borgere med særlige kostbehov. Desuden inddrages ergoterapeuten efter behov fx ved dysfagi. Medarbejderne spiser med ved måltiderne, og lægger bl.a. vægt på, at maden er indbydende serveret, at der er ro og struktur, og at borgerne sidder sammen med andre, de kan samtale med ved måltiderne. Tilsynet observerer en respektfuld og imødekommende kommunikation og adfærd mellem medarbejdere og borgere, samt medarbejderne imellem. 3
Kompetencer Fysiske rammer Ledelse og medarbejderne oplever, at den faglige erfaring og relevante kompetencer er tilstede. Målgruppen omfatter borgere i alderen 47 til 95 år med mange og forskelligtartede behov for pleje og behandling. Medarbejderne oplever gode mulighed for løbende kompetenceudvikling, fx via faglig sparring med bl.a. centersygeplejersken og læringspartneren, der følges med nyansatte og erfarne medarbejdere i praksis og målretter læring ud fra den enkeltes behov. Her opleves meget nyttig sparring bl.a. i forhold til borgere med psykiatriske problemstillinger og borgere med misbrug. Økonomien sætter grænser for kursusdeltagelse, men medarbejderne oplever, at faglige ressourcer inddrages udefra, og man suger viden og erfaring til sig, bl.a. fra Demensrejseholdet, selvom stedet endnu ikke er en del af projektet. Medarbejderne udtrykker, at de har en nærværende og altid velinformeret og opdateret samlet ledelse, selvom centerleder har ansvaret for to plejecentre. Gruppeleder opleves af medarbejderne som det daglige ledelsesmæssige trygge anker. De fysiske rammer og en hensigtsmæssig indretning imødekommer borgernes behov, herunder velegnethed for borgere med demens. Plejecentret er delt på to etager, som er indrettet med centralt køkken/opholdsstue og boliger på hver side, hvilket giver et naturligt samlingspunkt for borgerne. Fællesarealer er lyst og hyggeligt indrettet med et hjemligt præg forskelligt på de to etager og afpasset den aktuelle borgersammensætning. Tilsynet observerer på begge etager, hvordan flere borgere sidder sammen og hygger over morgenmaden. Stemningen er imødekommende og tilpasset borgernes behov for at vågne langsomt op til dagen. 1.4 TILSYNETS BEMÆRKNINGER OG ANBEFALINGER Tilsynet giver anledning til følgende bemærkninger og anbefalinger: Bemærkninger Tilsynet har ingen bemærkninger. Anbefalinger Tilsynet har ingen anbefalinger. 4
2. OPLYSNINGER 2.1 GENERELLE OPLYSNINGER OM TILSYN Adresse Tøndervej 102, 6000 Kolding Centerleder Jette Vinding Samuelsen Antal pladser 30 boliger Dato og tidspunkt for tilsynsbesøg Den 6. februar 2017, kl. 8.15 11.30 Deltagere i interviews Gruppeleder, fire borgere og to medarbejdere Tilsynsførende Senior Manager Kirsten Marquardsen, sygeplejerske, MHM Manager Sussi Egelund Schmidt, sygeplejerske, MLP 2.2 AKTUELLE VILKÅR Aktuelle vilkår Gruppeleder oplyser, at der er aktuelt er fokus på implementering af Selvværd og Sammenhæng. Der arbejdes aktivt ud fra modellen, som fremover indgår i alle borgerrelaterede sammenhænge. Fx når en ny borger flytter ind og i forbindelse med opsøgende indsatser hos borgere i dagcentret, der ledelsesmæssigt hører under plejecentret. Endvidere er der indført huslæge ordning pr. 1. januar. Anvendelsen af Nexus er fortsat et udviklingsområde. Trods pixibog om Nexus oplever gruppeleder det som en stadig udfordring at skabe overblik og sammenhæng i dokumentationen vedr. den enkelte borger. En anden udfordring er uddannelsen af elever, som grundet elevernes meget forskellige forudsætninger kan være tidskrævende. Der er ifølge gruppeleder stor stabilitet i medarbejdergruppen og normalt et lavt sygefravær. Aktuelt er stedet dog influenzaramt. 2.3 OPFØLGNING Opfølgning I flg. gruppeleder er der fulgt op på tidligere tilsyn. 5
Partneransvarlig BIRGITTE HOBERG SLOTH Partner m: 2810 5680 e: bsq@bdo.dk Projektansvarlig KIRSTEN MARQUARDSEN Senior Manager m: 41 89 04 36 e: kmq@bdo.dk BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab, en danskejet rådgivnings- og revisionsvirksomhed, er medlem af BDO International Limited - et UKbaseret selskab med begrænset hæftelse - og del af det internationale BDO netværk bestående af uafhængige medlemsfirmaer. BDO er varemærke for både BDO netværket og for alle BDO medlemsfirmaerne. BDO i Danmark beskæftiger godt 1.100 medarbejdere, mens det verdensomspændende BDO netværk har godt 64.000 medarbejdere i 154 lande. Copyright - BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab, cvr.nr. 20 22 26 70. www.bdo.dk