ANALYSE maj 2011 AKP vinder valget i juni endnu en gang Mehmet Ümit Necef Tyrkerne går til parlamentsvalg den 12. juni. Meningsmålingerne tyder på endnu en AKP sejr. Det bliver partiets tredje valgsejr efter de gode resultater i 2002 (34 pct.) og i 2007 (47 pct.). Denne gang spår man ca. 48 pt. Disse flotte valgresultater taler for sig selv og viser, at tyrkernes flirt med AKP ikke blot var en sommerforelskelse, men et endnu ikke afsluttet - kærlighedsforhold.
Mehmet Ümit Necef: AKP vinder valget i juni endnu en gang 2 H vordan kan det være, at dette moderat islamiske parti, som i starten både i Tyrkiet og i udlandet blev mødt med mere eller mindre berettigede bekymringer, i den grad har bidt sig fast i tyrkernes hjerter? Der kan sandsynligvis gives en mangfoldighed af svar, men den vigtigste grund er nok, at det er lykkedes AKP at skabe politisk og økonomisk stabilitet i landet, som i løbet af 1990erne og i de første år af det nye årtusind var plaget af konstant økonomisk nedtur, udbredte konkurser i erhvervslivet, fabrikslukninger, stor arbejdsløshed og uendelig ævl og kævl mellem politikere - sågar koalitionspartnere. Den ikoniske begivenhed for denne krisefyldte periode fandt sted den 10. februar 2001 på et møde i Det National Sikkerhedsråd, hvor fremtrædende ministre og militærets topgeneraler under præsidentens ledelse mødes en gang om måneden for at diskutere landets vigtigste problemer. En tydeligt rystet premierminister Bülent Ecevit fortalte lige efter et sådant møde pressen, at han var blevet uenig med præsident Ahmet Sezer om fortolkningen af en paragraf i forfatningen, og at præsidenten i affekt havde smidt forfatningen på hans hoved. Kort tid senere berettede den lige så rystede præsident til de tilstedeværende journalister, at vicepremierminister Özkan havde kaldte ham en utaknemmelig kat. Ifølge tyrkisk folklore er katten et utaknemmeligt dyr i modsætning til hunden, som er loyal. Siden 2002, hvor AKP kom til magten, har det trukket inflationen ned fra ca. 90 til under 10 pct. og skabt stabil vækst. På trods af den stadig høje arbejdsløshed har mange tyrkere alligevel oplevet en forbedring af deres livsvilkår. Regeringen har forbedret sundhedssystemet og har gjort det billigere og mere effektiv. Her skal man understrege, at AKP ikke kunne bevare sit greb om vælgerne, hvis den brede befolkning ikke har oplevet en forbedring af deres livskvalitet de sidste knap 10 år. Tyrkerne stemmer i reglen som mange andre folkeslag, der lever i et demokratisk system efter deres tegnebog. Stemmer fra næsten alle grupper En anden grund til at AKP er så populær er nok, at det har kunnet skabe en balance mellem forskellige samfundslag og har kunnet tiltrække stemmer fra en række etniske og religiøse grupper. Eksempelvis er AKP det eneste parti i landet, der får stemmer fra både tyrkere og kurdere. Under parlamentsvalgene i 2002 og 2007 kunne AKP tiltrække ca. halvdelen af de kurdiske stemmer. De to etnisk tyrkiske oppositionspartier, Republikanerne (CHP) og Nationalisterne (MHP), satser på at tiltrække stemmer fra diverse grupper inden for den etnisk tyrkiske gruppe og spiller ofte op til mere eller mindre vulgær tyrkisk nationalisme. Da de ignorerer kurdernes krav, har de selvsagt svært ved at tiltrække kurdiske stemmer. Republikanere får stemmer fra den etniske tyrkiske og seku-
Mehmet Ümit Necef: AKP vinder valget i juni endnu en gang 3 laristiske bybefolkning og den vigtigste religiøse minoritet, alevierne, som er en islamisk trosretning, som udgør ca. 15-20 pct. af befolkningen. Begge grupper, de sekulære og alevierne lever i en angst for, at AKP i virkeligheden er en ulv i fåreklæder og snart vil springe ud som et fuldblods islamisk fundamentalistisk parti. Men fordi partiet de sidste mange år har fulgt en tyrkisk nationalistisk linje, som nægter kurdernes eksistens som et separat folkeslag og som følge heraf deres minoritetsrettigheder, har den ikke kunnet forvente opbakning fra kurderne. Selv om partiet plejer at betegne sig selv og af store dele af befolkningen bliver betegnet som venstreorienteret og socialdemokratisk, har partiets eneste rolle overfor AKP-regeringens initiativer for at løse kurderproblemet været at angribe regeringen for at være eftergivende overfor terroristernes, dvs. PKKs krav, og at arbejde på at splitte nationen for at tækkes kurderne, EU og USA alle på en gang. Dette har betydet, at dette venstreorienterede parti har overladt en demokratisk løsning på kurderproblemet til et højreorienteret parti og råbt national forræderi, hver gang islamisterne kom med et konkret tiltag for at løse problemet. Det andet etnisk tyrkiske oppositionsparti, Nationalistiske Bevægelsesparti (MHP), har ikke et reelt forslag om en mulig løsning af kurderproblemet ud over at gentage litaniet Terrorismen skal bekæmpes. Öcalan skal hænges. Terrorismen er deres forkortelse af PKKs væbnede kamp, og Abdullah Öcalan er PKKs formand, der siden 1999 sidder på et fængsel ikke så langt fra Istanbul. Det er derfor intet under, at kurderne ikke stemmer hverken på republikanere eller nationalisterne. Oppositionen kalkulerer med, at den ved at ophidse tyrkisk nationalisme og angsten for islamisk fundamentalisme kan indhente de tabte kurdiske stemmer fra tyrkerne og fra alevierne. Det kurdiske parti BDP Det tredje oppositionsparti, Fred og Demokratipartiet (BDP) er et kurdisk nationalistisk parti. Det får stemmer næsten udelukkende fra den store kurdiske minoritet, som udgør ca. en fjerde del af landets befolkning. Partiet sidder på bystyret i de største kurdiske byer så som Diyarbakir, Batman og Van og på 96 andre bystyrer, de allerfleste i det kurdiske område i Øst- og Sydøsttyrkiet. Partiet står til at få ca. 7-8 pct. af stemmerne på det nationale plan, som er under den høje spærregrænse på 10 pct., men forventer at få ca. 60-80 pct. af stemmerne i mange byer i det kurdiske område. Resten af stemmerne vil gå til AKP. Spærregrænsen på 10 pct. har en mærkelig, men lærerig historie i Tyrkiet. Grænsen blev indført af generalerne efter militærkuppet i 1980 for at forhindre, at små radikale grupper så som kommunistiske, socialistiske, kurdisk nationalistiske og ikke mindst islamistiske partier kom ind i parlamentet og i værste tilfælde kunne spille rollen som kongemager. Det var et eksempel på det tyrk-
Mehmet Ümit Necef: AKP vinder valget i juni endnu en gang 4 iske militærs ønske om social ingeniørkunst, et ønske om at designe et samfund efter deres egne hoveder. Skæbnen vil, at den selvsamme regel, som blev indført for at stække islamisterne, siden 2002 er blevet brugt netop af dem for at have absolut flertal i parlamentet. Politikere fra AKP, som i sin tid kritiserede den høje spærregrænse for at være udemokratisk, og som fremførte, at man havde meget lavere lave spærregrænser i en række europæiske lande, (5 pct. i Tyskland, 4 i Sverige og Norge og 2 i Danmark), har nu ingen planer om at nedsætte spærregrænsen. De har fuldstændig ret i at påpege, at det ikke var dem, der indførte reglen, men de har ikke nogen fornuftig forklaring på, hvorfor de ikke forsøger at nedsætte den udover snævre partiinteresser. Hvis man skal gengive AKPs argumentation loyalt, plejer de at henvise til politisk stabilitet som hovedgrunden til, at de ikke har travlt med at lave om på spærregrænsen. Herom senere. Den værste konsekvens af det høje spærregrænse på 10 pct., som er det højeste i verden i et land med flerpartisystem (med Rusland på andenpladsen med 7 pct.), er, at det kurdiske parti BDP, som får mellem 60-80 pct. af stemmerne i de største kurdiske byer, ikke kan deltage valgene som et parti. Partiet opstiller derfor uafhængige kandidater både i det kurdiske område i Øst- og Sydøsttyrkiet og i de store tyrkiske byer i Vesttyrkiet såsom Istanbul, Ankara, Izmir og Mersin, da kravet om spærregrænsen kun gælder for partier, men ikke for de uafhængige kandidater. Efter valget i 2007 kom der 21 uafhængige kandidater, som det kurdiske parti havde støttet, og de dannede så en BDPgruppe i parlamentet, noget som den tyrkiske lovgivning tillader. Spærregrænsen og stabilitet I et land, som har oplevet den ene skrøbelige koalitionsregering efter den anden op i gennem 1970 erne og i 1990 erne, lyder argumentet om, at den høje spærregrænse skaber stabilitet fornuftig. Men man glemmer, at den stabilitet man skaber, har en pris: Kurdernes mistillid til systemet. Dette er blevet en vigtig destabiliserende faktor i landets politik. BDP udnytter fuldt ud og i mange tilfælde med rette AKPs manglende vilje til at nedsætte spærregrænsen. Det udlægges som et udtryk for AKPs fjendskab imod kurderne, og for regeringens ønske om at holde kurderne udenfor parlamentet og dermed politisk indflydelse. At skulle deltage med uafhængige enkelt kandidater og ikke som et samlet politisk parti skaber mange praktiske problemer for BDP. Den 18. april gjorde Den Høje Valgkommission ondt værre og sorterede 7 BDP-kandidater fra den valgliste, som partiet en uge tidligere havde afleveret. Kommissionen påstod, at deres opstilling var ulovlig, da de tidligere var blevet dømt for statsfjendtlige aktiviteter, selvom der var to personer på listen, som allerede i dag sidder på
Mehmet Ümit Necef: AKP vinder valget i juni endnu en gang 5 parlamentet. Den samme Valgkommission havde ellers før valget i 2007godkendt deres kandidatur. Kurderne opfattede kommissionens frasortering som et slag i ansigtet. Det var som om den tyrkiske stat havde sagt til kurderne: I har ingen plads i den tyrkiske demokratiske proces. Bliv ved med jeres væbnede kæmp oppe i bjergene. Heldigvis og en sjældent gang fik de støtte fra både regeringen og oppositionen. Alle, undtagen et par hard core nationalister og en enkel minister, kritiserede frasorteringen og mente, at den var ubegrundet og uretfærdig. Der har været store demonstrationer i de store byer i det kurdiske område og voldsomme kampe mellem demonstranter og politiet, som kostede en ung mand livet i byen Bismil, som ligger lige øst for storbyen Diyarbakir. Der var også 5 sårede. En del indicier tyder på, at politiet med unødvendig brutalitet åbnede ild mod folkemængden, selv om indenrigsministeren påstod, at politiet blev nødt til at svare tilbage, da nogle demonstranter først skød på politiet. Under alle omstændigheder bragte Valgkommissionens beslutning truffet af tolv højtstående bureaukrater, i en obskur institution, som meget får tyrkere kender til, landet til randen af en borgerkrig. Ironisk nok er Valgkommissionens primære opgave er at holde valgene i ro og orden. Efter to dage trak kommissionen sin beslutning tilbage og erklærede, at formaliteterne nu var bragt i orden. Der var naturligvis ikke mange, der troede på kommissionsmedlemmernes besværgelser om, at deres tidligere beslutning var juridisk, ikke politisk. For en del liberaldemokratiske kommentatorer var det klart, at der var nogen oppe i det bureaukratiske establishment, som knap to måneder før valget ville skabe kaos og derved svække AKP. Dagbladet Taraf skrev eksempelvis, at der var et par jurister tilknyttet til Ergenekon-netværket, dvs. den såkaldte dybe stat, som havde sendt ret detaljerede oplysninger om de 7 BDPkandidaters politiske fortid, herunder deres tidligere domme for statsfjendtlige virksomhed. Hvem står bag: Staten eller regeringen Det er vigtigt at påpege, at BDPs analyse ikke var i overensstemmelse med de liberaldemokratiske analytikere: Partiet mente, at det var AKP, der stod bag Valgkommissionens frasortering af deres 7 kandidater, og at det var en del af AKPs strategi at undertrykke BDP for at kunne beslaglægge det kurdiske områdes pladser på parlamentet. Som konsekvens af denne analyse angreb mange kurdiske demonstranter AKPs partibygninger i næsten alle byer i det kurdiske område med en del ødelæggelser til følge. BDPs påstand om, at det i virkeligheden er regeringen, der står bag Valgkommissionens beslutning om at udelukke 7 af deres kandidater er endnu en manifestation af både mange kurdiske politikeres og venstrefløjsaktivisters
Mehmet Ümit Necef: AKP vinder valget i juni endnu en gang 6 generelle forvirring om, hvem man skal rette hovedskytset i kampen for mere demokrati i Tyrkiet. Man reducerer kampen for demokrati til kampen imod AKP-regeringen og glemmer, at det har været staten det militære og civile bureaukrati, der siden begyndelsen af 1900-tallet holdt samfundet i et jerngreb og blokerede for udviklingen af demokratiet. Ifølge deres analyse er AKP roden til alt ondt i landet: kapitalismen, imperialismen, nationalismen, fjendtlighed overfor kurderne, islamisk fundamentalismen mm. Uenigheden i denne fløj kommer til udtryk i debatten om, om man bør arbejde sammen med militæret og det civile bureaukrati imod AKP, eller om man bør kæmpe imod både staten og regeringen på samme tid. I debatten om, hvem der står bag Valgkommissionens beslutning, er det nøgternt set svært at se, hvad AKPs interesse skulle være i at slette 7 kandidater fra BDPs liste. Enhver må have vidst, at denne beslutning blot ville antagonisere kurderne som en samlet gruppe. Mange kurdere i Diyarbakir, som undertegnede umiddelbart efter kommissionens beslutning har talt med, fortalte, at selv om de før frasorteringen vaklede mellem at stemme på AKP og BDP, har de besluttet sig at stemme på BDP efter kommissionens arrogante beslutning, selv om de ikke troede, at AKP stod bag. Det var bare systemets, tyrkernes og Ankaras ublu og skamløse hovmod som de udtrykte det, de gerne ved at stemme på BDP ville protestere imod. Ingen kandidat med tørklæde Endnu et eksempel på AKPs forsøg på at balancere mellem diverse befolkningsgrupper er, at der ikke er en eneste kandidat, der bærer tørklæde. Partiet vil på den måde undgå at provokere militæret og de ultrasekulære dele af bybefolkningen. Alt tyder på, at partitoppen har vurderet, at tiden endnu ikke er inde for et parlamentsmedlem med tørklæde. En passant skal man huske, at Merve Kavakci, den første folkevalgte med tørklæde, blev nægtet sin plads i parlamentet efter en del tumult anført af den daværende premierminister socialdemokraten Bülent Ecevit. Ecevit beordrede simpelthen parlamentsbetjentene til at føre hende ud, og Kavakci mistede senere hen sit tyrkiske statsborgerskab. Da en gruppe kvindelige aktivister, de fleste med tørklæde, ville opstille en uafhængig kandidat, blev de af AKP-tilhængere angrebet voldsomt verbalt. De blev kaldt agentprovokatører, 5. kolonne af den dybe stat og ultra-kemalisterne, og man mistænkeliggjorde dem ved at påstå, at deres reelle hensigt var at splitte de muslimske stemmer og svække AKP. Denne diskussion skabte en dyb splittelse blandt islamistiske intellektuelle. Det faktum, at nogle af de mest forrygende og aggressive udfald imod Initiativet for mindst et parlamentsmedlem med tørklæde kom fra en af de mest
Mehmet Ümit Necef: AKP vinder valget i juni endnu en gang 7 fremtrædende muslimske intellektuelle i den moderat muslimske avis Zaman, viser, hvor dybt uenigheden ligger. Tørklædekvinderne mistede ikke modet og arbejder nu at opstille en kandidat med tørklæde i Ankara. En ny undersøgelse viste faktisk, at 79 pct. af befolkningen går ind for, at en kvinde med tørklæde bliver valgt ind. Fordelingen blandt partierne er således: 90 pct. af AKP-vælgere, 83 pct. det nationalistiske parti MHP-vælgere, 85 pct. det kurdiske parti BDP-vælgere og kun 51 pct. blandt de republikanske vælgere. Det betyder, at AKP træder meget varsomt i denne sag. Den samme undersøgelse viste, også at 41 pct. af befolkningen mener, at sekularismen er under fare. AKP bliver ofte af demokratisksindede kommentatorer og kurdiske politikere kritiseret for ikke at gå radikalt nok til værks for at løse landets vigtigste problemer: At partiet tøver med at tage de nødvendige skridt for at løse kurderproblemet, at det ikke tør røre ved tørklædesagen, at det holder tilbage med hensyn til at tildele det alevitiske minoritet sine rettigheder osv. AKPs synes at være klar over sin egen overforsigtighed og lover at gå i gang med radikale løsninger efter valget. Partiets strategi synes at være at forøge sine pladser i parlamentet, så det kan blive stærk nok til at ændre forfatningen. Der er en enighed blandt de allerfleste tyrkiske og kurdiske politikere om, at forfatningen er blevet en af de vigtigste hindringer i demokratiseringsprocessen, og at landet har brug for en ny forfatning. Kilder: Altan, Ahmet: Afslutningen (Bitis), Taraf, 20. april 2011. Ilicak, Nazli: Metropolls undersøgelse og interessante resultater (Metropoll araştırma ve ilginç sonuçlar). Sabah, 30. april 2011. Nøgleord: Tyrkiet, AKP, kurderne