4. søndag efter trinitatis I Salmer: 403, 598, 313, 695, 599, 696

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "4. søndag efter trinitatis I Salmer: 403, 598, 313, 695, 599, 696"

Gudrun Laursen
8 år siden
Visninger:

1 4. søndag efter trinitatis I Salmer: 403, 598, 313, 695, 599, 696 De sidste par uger har der kørt en serie på dr2 med titlen i følelsernes vold, her bliver der i hvert afsnit sat fokus på én bestemt følelse og i denne uge var det følelsen af angst der blev underlagt tv-mediets studie. Flere personer blev fulgt af et kamera, mens de forsøgte at forklare, hvad angsten gjorde ved dem. Og en af dem var en helt ung pige der led af socialangst. Hun havde svært ved bare at gå en tur og skulle virkelig overskride sine egne grænser for at gå ud og handle. Hun var en pige, der både var spærret inde i sin lejlighed og spærret inde i sig selv. Da hun skulle forklare hvad der skete i hende, når angsten tog over, handlede det først og fremmest om andre menneskers domme. Hun var bange for, at folk tænkte dårligt om hende, om den måde hun gik på, den måde hun så ud på, den måde hun tog sine varer på. Hver en bevægelse hun gjorde var nøje overvejet, for at den skulle se mest mulig normal ud, så ingen ville lægge mærke til hende og alligevel var hun sikker på at hun blev døbt så snart hun trådte udenfor sin hoveddør. Egentlig en dobbelt dom, for hun dømte jo ikke bare sig selv, men også de mennesker, hun tilfældigt passerede på vejen. Dømte dem til at tænke dårligt om hende. Hun lod sit eget indre blive et spejl for den måde hun så på andre mennesker og holdt derved sig selv i et jerngreb, indespærret i en negativ fordømmelse. 1

Og en af dem var en helt ung pige der led af socialangst. Hun havde svært ved bare at gå en tur og skulle virkelig overskride sine egne grænser for at gå ud og handle.

2 Nu var hun selvfølgelig et menneske, der virkelig havde det meget svært, men i lille målstok kan vi vel sige at vi alle dømmer ud fra vores egen sindstilstand, humør eller selvforståelse. Søren Kirkegaard har om netop det skrevet et par linjer i et brev til sin svigerinde Henriette: Han skriver: Man tror vel i almindelighed, at det, der bestemmer ens tankers retning, ligger udenfor en selv, men sådan er det ikke. Det, der bestemmer ens tanker, ligger oftest inden i en selv. Som med den unge pige, der mente at alle tænkte negativt om hende, fordi hun tænkte negativt om sig selv. Jeg tror ofte vi ser på vores omverden og vores medmennesker, som gennem et sæt briller der er som et spejl af vores indre. Det er noget af det, Jesus taler om i evangelieteksten til i dag. I den hører vi, det sikkert meget kendte udsagn, om først at fjerne bjælken i sit eget øje, før man fjerner splinten i sin broders øje. Et godt billede i lighed med at man ikke skal kaste med sten, hvis man selv bor i glashus og børnehavelegepladsens det man siger, er man selv. For det handler om, at man nemt kommer til at lægge noget af sin egen indre refleksion over i den måde man betragter en anden på. At man godt kan se en andens fejl og mangler, men har svært ved at se sine egne svage sider, eller måske svært ved at acceptere dem. Når Jesus siger at man først skal fjerne bjælken i sit eget øje, før man kan fjerne splinten hos den anden, så kunne det lyde som om, at han mener at 2

selv, men sådan er det ikke. Det, der bestemmer ens tanker, ligger oftest inden i en selv. Som med den unge pige, der mente at alle tænkte negativt om hende, fordi hun tænkte negativt om sig selv.

3 hvis man er perfekt, helt uden fejl og lever op til alle krav og betingelser, så er det helt på sin plads, at korrigere andre. Men, det er ingen, det ved vi kun alt for godt. Derfor kan det ikke være hensigten med teksten. Et andet sted i det nye testamente, i Johannesevangeliet, hører vi om hvordan en kvinde bliver grebet i ægteskabsbrud, og det betød dengang at hun skulle stenens. Jesus var til stede, da de førte kvinden ud for at stene hende, og mængden ventede på at se om Jesus ville deltage i steningen. Men han siger til skaren af folk, der står klar: den af jer der er uden synd kan kaste den første sten mod hende. Og så står der at alle lægger stenene fra sig og går hjem. Jeg er ret sikker på, at Jesus med det, ikke mener at hvis de lige går hjem og får orden på deres liv, så kan de komme tilbage og samle stenene op og fortsætte hvor de slap. Nej, han vil naturligvis sætte et spejl op for dem og for os, så vi ser, at vi ikke kan bryste os af at være bedre end hinanden, at vi ikke kan dømme hinanden, uden også at dømme os selv. Vi kan ikke komme til at fjerne splinten i vores brors øje, fordi vi render rundt med en bjælke i vores eget øje. Derfor kan vores eget forsøg på at leve et etisk godt liv aldrig legitimere, at vi dømmer vores medmennesker, hvor lille bjælken vi bærer rundt på, end er. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke 3

Et andet sted i det nye testamente, i Johannesevangeliet, hører vi om hvordan en kvinde bliver grebet i ægteskabsbrud, og det betød dengang at hun skulle stenens.

4 fordømmes. Sådan lyder ordene i dagens evangelietekst, som et ekko fra fjerne tider, der på grund af sin evige aktualitet klinger helt frem til i dag. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes Vi dømmer hele tiden hinanden, vi kan slet ikke lade være. Når en sætter sig ved siden af os i bussen, danner vi os straks et billede. Når vores tillid bliver svigtet, dømmer vi den anden ude. Eller når en træder op på talerstolen, sker der straks en indre skanning for hvad vil det menneske os. Er det troværdigt og autentisk? En forkert bevægelse, en sætning der blev leveret tøvende, alt er med til, at få os til at dømme det menneske vi bliver sat overfor. Vi dømmer inde eller ude, og de fleste af os giver ikke ved dørene, for vi ved nok hvad vi vil have og hvad vi ikke vil have. Men vi glemmer vore egne splinter og bjælker, vore egne ridser og skrammer og dømmer ud fra et ideal der ikke findes. Vi glemmer at overveje hvordan den anden har det. Måske har han eller hun det, som den unge pige, der tænker over hver bevægelse, for ikke at blive dømt. Derfor handler det i dagens tekster slet ikke om alle disse menneskelige fejl og mangler, nej det handler om et begreb som går ud over det, bagom al fordømmelsen. Nemlig: Barmhjertighed. Teologen Løgstrup taler om barmhjertigheden som en suveræn livsytring. Det vil sige et grundelement i mennesket der kommer forud for al moral og 4

Når vores tillid bliver svigtet, dømmer vi den anden ude. Eller når en træder op på talerstolen, sker der straks en indre skanning for hvad vil det menneske os. Er det troværdigt og autentisk?

5 al skelen til hvad der er rigtig og forkert. Barmhjertighed er noget der rammer os, eller kommer over os. Og alligevel er vi gode til at undertrykke denne livsytring, fordi det kan virke som et svaghedstegn at vise barmhjertighed. Det er altid lettere at have en negativ distance til verden omkring os, for så bliver vi ikke så let skuffede. På samme måde, som det kan virke enklere, når vi med det samme kan sætte det menneske vi møder i en kasse, placere vedkommende på vores egen skala, for på den måde bliver den komplekse verden mindre kompleks. Men kristendommen opfordrer til at møde verden på en anden måde, nemlig med barmhjertighed. Barmhjertigheden er ikke som dommeren der eftergiver os en straf. Eller en fortidens fyrste der omstøder en dødsdom. Barmhjertigheden kommer før alt det, den er hinsides moralen, og før enhver etik, den er det kærlige blik der ikke ser til person eller til status. Den er Guds blik på verden. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig, sådan indledes evangelieteksten. Gud ér barmhjertig det er det glædelige budskab, det der kommer før alle vores domme. 5

Det er altid lettere at have en negativ distance til verden omkring os, for så bliver vi ikke så let skuffede.

6 Vi ser gennem Jesus hans liv og hans død, at barmhjertigheden ér et grundvilkår ikke bare hos mennesket, men hos Gud. Det er den måde Gud møder os på, og vi bliver altså tilbudt at låne det blik på verden. Et blik der lader os se bagom domme ja før den, der hvor barmhjertigheden bor. For sådan ser Gud på os. Ikke uden at se alle vores splinter, ridser og skavanker. Han ser det hele, men favner det og omslutter det med sin kærlighed, fordi han er barmhjertig. Opfordringen i teksten må derfor være, at vi takker ja til at låne det blik på verden og hinanden. Så vi fjerner alle dommene og al fordømmelse, og ikke lader os styre af den negative opfattelse af vores medmennesker. Men at vi i stedet tør satse på barmhjertigheden, der også gør os sårbare og åbne overfor hinanden. Amen 6

Ikke uden at se alle vores splinter, ridser og skavanker. Han ser det hele, men favner det og omslutter det med sin kærlighed, fordi han er barmhjertig.

Relaterede dokumenter

Sidste søndag i kirkeåret I Salmer: 732, 332, 695, 365, 217, 431

Sidste søndag i kirkeåret I Salmer: 732, 332, 695, 365, 217, 431 Det er sidste søndag i kirkeåret og teksten om verdensdommen kan næsten lyde som en dør der bliver smækket hårdt i. Vi farer sammen, vender