3. s. i fasten II 2016 Ølgod 9.00, Bejsnap , 473 til nadver

Transkript

1 Vi er i denne vidner til en hård kamp mellem vinteren og foråret. Bedst som vi troede, foråret havde vundet, bedst som vi vejrede forårsluft og følte forårsstemningen brede sig, og begyndte at fantasere om alt det, der skulle plantes i krukker og bede, slog vejret om, og der kom igen frost. Striden mellem vinter og forår kan nogle år fortsætte meget længe, men vi ved jo, at foråret vinder før eller siden. En dag får foråret overtaget, og vinteren taber slaget. Kamp handler det også om i fastetidens læsninger, ikke mindst i dagens evangelium, hvor fronterne er hårdt trukket op: På den ene side står djævelen, morderen, løgnen, på den anden Gud, livgiveren, sandheden. Men hvad er sandhed, og hvad er løgn? Villy Sørensen har skrevet dette om sandheden: Når der sker noget overraskende, siger man: Det er løgn! Når det forfærdelige sker, tænker vi: Det kan ikke være sandt! Når der sker os noget skønt, aner vi: 1

2 Det er for godt til at være sandt! Hvad er det for en forestilling, vi har om sandhed der udelukker det overraskende, det forfærdelige, det skønne og gode og kun tolererer det dagligdags som sandt? Han har fat i noget. Måske er det bare talemåder, men der er vel en grund til, at vi siger, som vi siger. Sandheden kan åbenbart ikke være noget særligt smukt, noget uventet eller noget frygteligt. Sandheden kan så kun være det trivielle, det almindelige. I hvert fald ser det ud til, at vi ikke forventer, at det fantastiske og usædvanlige kan være virkelighed. Jesus fortæller os noget andet. Han gør ting, der er højst usædvanlige. Han vækker døde til live, han helbreder uhelbredeligt syge, han taler autoriteterne lodret imod, hvor utaktisk det end må synes. Og så fortæller han os oven i købet, at dét er vejen frem. For han er vejen, vejen til Gud. Han fortæller os, at vejen til Gud går over barske konflikter, fabelagtige 2

3 mirakler, komplet uforståelige ting, utilstedelig glæde, men han siger ingen steder, at det almindelige og det trivielle er sandheden. Jeg er sandheden, vejen og livet, siger Jesus. Det er meget bombastisk. Hvis et menneske kommer og siger, at han eller hun ligger inde med sandheden, så bliver vi skeptiske. Der er noget ubehageligt ved denne påstand, at man ligger inde med sandheden. For sandheden har vel altid flere sider? Hvis nogen påstår at kende hele sandheden om sig selv eller andre, så viser det sig altid før eller siden, at det ikke er hele sandheden. Der er altid noget, der ikke er sagt. Hele sandheden får man aldrig hold på. Det, vi har hørt i dag, at jøderne har løgnen som far, det er i historiens løb blevet holdt op som sandheden om jøderne, ikke kun af nazisterne, men også af en mand som Luther. Men sådan har ingen mennesker jo ret til at dømme andre. Vi kan ikke med god ret sige, at sandheden om andre er noget som helst, for den sandhed kender vi ikke. For i det øjeblik vi lægger 3

4 os fast på en sandhed, så lukker man samtidig af for noget andet, som kunne nuancere det, vi siger. Det er det, fundamentalisme bygger på. At man vælger at se på en del af sandheden, og kalder den hele sandheden. Men hvor ubehageligt vi end finder det at påberåbe sig sandheden, så er det det, Jesus gør: Siger, at han kender sandheden. Det er ret provokerende. Jeg siger sandheden, påstår han, og så slår han ned på dem, der lytter til sandheden uden at høre den. På den måde gør han netop det, vi ved, er forkert for mennesker. Han dømmer andre. Men der er jo lige den forskel på os og ham, at han ikke kun er menneske, han er også Guds søn. Og dermed har han selvfølgelig nogle indsigter, vi ikke har. Selve ordet sandhed kan være tvetydigt. Når der i Johannes-evangeliet tales om sandheden, så er der ikke tale om en sandhed, der bliver afsløret, noget, man hellere ville holde skjult. I Johannes-evangeliet er sandheden noget positivt: Som i en sand ven, 4

5 der er en virkelig ven, som i det sande liv, livet, som det burde være. Sandhed betyder her det fuldendte, det, som alt andet er en afglans af, en kopi af, om man vil. Hos evangelisten Johannes er tingene tit anderledes, end de ser ud til, og sådan er sandheden. Sandheden er, at under det, man umiddelbart ser, er der en dybere virkelighed. Sandheden er, at der altid er mere at sige, end det vi kan se. Også om mennesker, som indeholder flere lag. Løgn er at nøjes med det, man ser, at nægte at se andet. Derfor er det forkert at bruge denne tekst om jøderne, der har djævelen og løgnen som far, i et angreb mod jøder. Den handler ikke kun om jøder. Den handler om alle, der ikke ser sandheden, og det er lige såvel rettet mod mig og jer som mod enhver anden. Vi er mennesker og har derfor ingen ret til at dømme andre som fortabte eller frelste, det er kun den treenige Gud, der har retten til at dømme. Sandheden er som en virkelighed bag den virkelighed, vi ser. Og vi kender aldrig sandheden 5

6 fuldt ud. Det gør kun Gud. Og det er der, vi skal søge sandheden; hos Gud. Ikke hos os selv. Vi må vide, at hos Gud er der noget absolut, der ikke står til at diskutere, en urokkelig sandhed. Hos mennesker findes den ikke. Vi har en trang til at kende sandheden, den skal bare helst være nem at gå til. Hvis vi ikke bryder os om sandheden, så kan vi finde på at pynte på den. Vi digter lidt, så sandheden bliver behagelig for os. Ikke af ond vilje, men fordi det gør os godt at have en sandhed at falde til ro ved, og det vi læner os op ad skal vi selvfølgelig synes om. Derfor kan vi finde på at skabe vores egen sandhed. Og det gør vi på flere områder, hvor vi udvælger det, vi godt kan lide, og glemmer det, vi ikke bryder os om. F.eks. når vi forestiller os, hvordan Gud er. Vores gudsopfattelse bliver nemt en sammenblanding af de træk, vi bedst kan lide, tilsat lidt af vores egne erfaringer og livsfilosofi. Og det er jo meget fint, det er bare ikke Gud. Vi kan ikke selv opfinde Gud. 6

7 Det samme gælder Jesus. Læser man i biblen, kan man næsten ikke undgå at finde beskrivelser af Jesus, som man ikke bryder sig om. Ting, der giver os ubehag. Og så er det meget fristende at sortere den del af Jesus væk. Undskylde det med, at det kan han ikke have ment, eller at det kan ikke passe. Vi vil helst have en Jesus, som er sympatisk i vore øjne. Det er bare ikke Jesus. Det er ikke sandheden. ** Jeg siger sandheden, derfor tror I ikke på mig, siger Jesus. Nogle gange vil man hellere tro på løgnen. Men undertiden skal vi have en ubehagelig sandhed af en god ven, der tør modsige os. Ikke for at være kontrær, men for vores eget bedste. Nogle gange er det det, der skal til. Når en mor eller en far står ved siden af sit barn, der er ved at snuble og falde ud på vejen, griber man fat i barnet og rykker det ind i sikkerhed. Det er ikke så særlig rart at blive rykket i. Men det er et kærligt ryk, 7

8 der vil bringe barnet ind, hvor det bør være. Sådan er Jesus. Han giver os et kærligt ryk, når han fortæller os sandheden; vi bryder os måske ikke om det, men han ved, vi har brug for det, for at gå i den rigtige retning. Sandheden kan være ilde hørt, men det bliver den ikke mindre sand af. Vi må aldrig tro, at vi kender den fulde sandhed, og på den baggrund kan fælde dom over andre. Det eneste sted, sandheden findes, er hos Gud. Når vi bilder os ind at kende sandheden, så er der altid løgn indblandet. Der foregår en konstant kamp i os mellem sandhed og løgn. Mellem godt og ondt. Den minder om den kamp, der for tiden foregår ude i naturen mellem vinter og forår. En dag vil foråret vinde over vinteren. Og en dag vil sandheden og det gode vinde over løgnen og det onde. Indtil den dag oprinder ved vi, hvor vi kan finde en rettesnor for, hvad der er sandt, og det er hos Gud. Amen. 8