Roferie i Sverige - mellem Stockholm og Karlsborg Geert Cederkvist, august 2014 Optakten Før dette års sommerferie havde Mette og jeg snakket om at bruge noget af ferien på at ro havkajak ved Fyn, men da planerne om klubbens fælles langtur fra Stockholm til Göteborg kom frem, valgte vi i stedet at melde os til at ro med på den i en uge og så blive i Sverige og leje et par kajakker der. Da holdene var blevet sat, viste det sig, at vi skulle ro med hold 2 fra Stockholm til Mem ved starten af Göta Kanal i den første uge af juli, og mens vi var ved at undersøge, hvor vi kunne leje og ro i kajakker i den følgende uge, meldte hold 4, der skulle ro fra Borensberg, til Karlsborg, at de manglede mandskab, og da vi havde fortalt, at vi ville blive i Sverige, blev vi blev spurgt om, vi kunne ro med på dette hold også. Sådan endte det med, at vi i vores ferie kom til at tilbringe 16 dage med roning i Sverige Hold 2: Stockholm - Mem Hold 2 bestod udover os to af Henrik V. Larsen, Kim Amstrup Poulsen, Ivan Baumann og Sune Scheufens - 5 mænd og Mette. Vi mødte søndag den 29. juni i roklubben kl. 8 og begav os efter pakning af bilerne af sted mod Stockholm, hvor vi skulle overtage bådene efter hold 1, der havde transporteret dem derop og roet stjernetur i Stockholmsområdet i tre dage. Vi kørte i Henriks og Mettes bil med tre i hver. Da hold 1 var startet en dag senere end oprindelig planlagt, havde de bedt om lov til at bruge den dag, der oprindelig skulle have været vores første. Til gengæld havde vi bedt dem om, så at ro den første etape af vores tur, nemlig til Södertälje, men af forskellige årsager var det ikke lykkedes, så vi måtte helt til Stockholm for at overtage bådene, der lå på traileren og ventede på os i Stockholms Roddförening lige ved Djurgården.
Vi ankom sidst på eftermiddagen og fik en aftale, om at vi godt kunne overnatte i roklubben. Derefter fik vi pakket noget mad til Henrik, Kim, og jeg, der skulle køre biler og trailer til vores slutdestination Mem - en køretur på knap 200 km. Mens vi var undervejs, snakkede Sune, Ivan og Mette om, hvad der skulle handles ind af madvarer, og sendte en indkøbsseddel som SMS til mig. Da vi havde sat Henriks bil og traileren ved en campingplads udenfor Söderköping, kørte vi straks til et stort supermarked - ICA Maxi, som vi havde udset os undervejs. Vi nåede frem kort før lukketid og på grund af den begrænsede tid måtte Henrik, Kim og jeg spurte rundt mellem de forskellige områder i forretningen for at finde alt det, der skulle købes ind, alt imens jeg læste op, hvad der skulle findes. Vi nåede ud, med alle varerne som de sidste kunder, og kunne køre tilbage til roklubben i Stockholm, som vi nåede ved midnatstid. Mandag morgen pakkede vi bådene, og ved halvellevetiden roede vi ind mod Stockholms centrum, passerede Skeppsholmen, og Gamla Stan, inden vi kunne tjekke ind i Karl Johan-slussen, som løftede os ca. 60 cm op til Mäleren, Sveriges tredjestørste sø. Vi fulgte Mälerens sydlige bred, roede ud af Stockholm, spiste frokost på Ekerö og nåede sidst på eftermiddagen frem til Södertälje, hvor vi havde en kort pause, inden vi roede gennem slusen, der løftede os ned til Østersøens niveau igen. Vi passerede under en tog- og en vejbro, der begge kunne løftes, så forholdsvis store skibe kunne passere ind til det vestlige Stockholm, og vi fortsatte yderligere 12 km, inden vi ved 20.30-tiden nåede frem til en af de campingpladser, som Kim hjemmefra havde udset som mulige overnatningssteder.
Der var dagen igennem en svag NNV vind, og øerne nord for os skærmede det meste af vejen godt af for vinden, og ved Södertälje fik vi den ind bagfra. Det var ikke specielt varmt de første dage, ikke mere end 15 om dagen og om natten ned til 810, så de første dage tørnede vi ind iført langt undertøj undertøj og uldsokker i soveposerne. På grund af den sene ankomst aftenen før kom vi først af sted ved 12-tiden om tirsdagen. Rodistancen blev derfor kortere, og det passede også godt, da dagen var meget regnfuld. Vi var godt nok kommet ud på Østersøen, men roede det meste af dagen i læ, af en stor ø, og ellers lå skærene tæt. Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Trosa, som var en idyllisk svensk ferieby med, lille kanal, små gader og minitog, der kørte mellem havnen og torvet. Vi fik handlet ind til middag, og efter en is ved havnekiosken, roede vi de sidste kilometer til campingpladsen, hvor det begyndte at regne igen. Vi havde ikke rigtig lyst til at slå telte op, mens det regnede, og var vådt over det hele. Mette fandt ud af at der ved stranden var et større træskur delt i to sektioner, beregnet til omklædning for badegæster. Vi blev enige om, at der ville vi lægge os ind og sove, når der blev ro på pladsen efter kl. 22.
Onsdag startede meget lovende med solskin, men der gik ikke længe, før regnen kom over os igen, og denne gang med meget heftige byger. De begyndte også at trække op til torden og efter 2 timers roning kom det så tæt på, at vi valgte at søge ly på et af skærene, mens vi spiste frokost og ventede på, at tordenen skulle trække væk igen. Den lurede stadig i baggrunden, da vi efter godt en times tid igen satte kursen sydover. Vi roede stadig indenskærs, men der var nu blevet noget mere åbent mellem skærgårdsøerne. Dagens campingplads ved Nyköping viste sig ikke at have så mange faciliteter, ingen butik med indkøbsmuligheder, men værten var dog så flink at skaffe os 2 liter mælk for 40 svenske kroner, så vi kunne klare morgenmaden. Der var en på holdet, der ikke kunne klare at skulle spise havregrød. Aftenens måltid blev sat sammen af hvad vi havde af rester og frokostpålæg, nogle kartofler, et par dåser makrel og tun, æg, pølse lidt kiks, chokolade og resterne af de kanelboller, som Sunes kæreste havde bagt, og så havde vi rigeligt med vin, øl og sodavand.
Hvor vi de foregående dage havde svag vind fra gunstige retninger, vågnede vi torsdag op til en vind op mod 10 m/s fra VSV, og vi havde ikke roet længe, før vi rigtigt fik den af mærke, da vi skulle krydse en lille fjord, hvor vinden fik rigtig godt fat. Der måtte krydses først 45 ind i fjorden og derefter 45 udad, men det lykkedes at komme over, dog med tabet af en enkelt kasket. Resten af turen krøb vi langs kysten ind til Oxelösund, hvor vi handlede og spiste frokost på et pizzeria/kebab, inden vi krøb ad nogle kanaler og langs skærene til campingpladsen ved Jogersö. Det blev turens korteste etape, kun 19 km. Campingpladsen havde de hidtil bedste faciliteter. Vi fik god service på campingpladsen og kunne låne en grill, til tilberedning af vores indkøbte fisk. Fredag, hvor vi skulle ud i noget af det mest åbne, nemlig da vi skulle krydse fjorden ind til Norrköping, var vinden løjet af og gårsdagens blæst havde åbenbart været varsel om omslag i vejret, for nu var temperaturen steget mærkbart og det var muligt at ro i kortærmede eller ærmeløse trøjer. Sommeren var begyndt.
Dagen bød på en dejligt afslappende rotur, lidt ind i fjorden før vi krydsede, og derefter mellem adskillige skær frem til Arkösund. Vi landede i pragtfuldt vejr sidst på eftermiddagen, og gav os for en gangs skyuld tid til landgangsøl, inden teltene blev slået op Indkøbsmulighederne var et stykke væk, nemlig inde i byen, så vi valgte at reservere bord på Strandgrillen på campingpladsen. Her fik vi et godt måltid, og der var ganske god fredagsstemning. Lørdagsvejrudsigten lovede svag vind tidligt og derefter opfriskende fra SØ. Vi satsede derfor på ikke at komme for sent af sted. Det lykkedes også, så vinden var tilpas svag på det første åbne stykke indtil vi kom i læ af skærene og godt ind ad fjorden mod Mem. Derefter friskede det op og vi havde en god rygvind som i løbet af dagen bragte de fuldt lastede både op på godt 5,5 knob og indbød til lidt indbyrdes kaproning i strålende solskin.
Ved ankomsten til Mem tog hold 3 imod os. Nina havde sørget for betaling af sluseafgift, så vi efter en forlængelse af fanglinerne kunne blive sluset op ad den første sluse på Göta Kanal inden vi overdrog bådene til hold 3. Henrik, Kim og jeg skulle endnu en gang ud på en længere køretur for at hente Mettes bil, som var parkeret i Stockholm, og denne gang var vi først tilbage en halv time efter midnat. Imens lejede Sune, Ivan og Mette og cyklede til Söderköping. Mette havde læst i en turistbrochure, at man på Smultronstället skulle kunne få Sveriges bedste is, Så aftensmaden kom for dem til at bestå af 3 kæmpe isdesserter, mens vi andre nøjedes med en gang roastbeef og kartoffelsalat på en motorvejsrestaurant i udkanten af Stockholm.
Efter morgenmaden i Mem, tog hold 3 af sted mod S öderköping, og vi pakkede sammen. Det havde været 6 mægtig gode rodage med et meget homogent hold. Henrik og jeg havde været langtursstyrmand på hver vores båd alle dagene, mens de øvrige skiftede, således at vi roede med alle 6 mulige kombinationer af de andre. Uanset hvilken besætning, fulgtes bådene stort set hele tiden ad med en forskel på maks. 100 m for hvert styrmandsskift, og vi var alle enige om, at det havde været en meget fin rooplevelse.
Kajak på Göta Kanal og Vättern Mens de andre kørte hjem i Henriks bil, kørte Mette og jeg til Motala, hvor vi for den næste uge havde lejet to Point 65 havkajakker ved Varamobugten ud til Vättern i byens nordlige ende. Vi fik kajakkerne ved halvtotiden og fik prøvet dem af ved en kort rotur nordpå i bugten. Vi havde fået to forskellige pagajer, og fandt undervejs ud af, hvilken der var bedst, så vel tilbage fik vi den ene ombyttet og fik et værelse for de to næste dage på det flot beliggende vandrerhjem på et værelse med terrasse og udsigt over strand og sø. Om søndagen ville vi ro til Vadstena, som er en by, der i middelalderen havde stor betydning for den kulturelle, politiske og religiøse udvikling i landet. Byen er opstået omkring Vadstena Kloster, men er også kendt for Gustav Vasa slot, hvor voldgraven i dag bruges som gæstehavn. Byen ligger ca. 15 km syd for Motala, så vi regnede med, at vi sagtens kunne klare turen frem og tilbage på samme dag. Turen til Vadstena gik fint, og vi fik spist frokost og var inde i gæstehavnen ved slottets voldgrav og på vej tilbage, da det 6 km nord for Vadstena med meget kort varsel pludselig blæste kraftigt
op fra vest efterfulgt af et kraftigt tordenvejrs. Vi måtte meget hurtigt søge ind til land og kom i ly af en lade, hvor vi stod, mens tordenvejret buldrede lige over os, og himlens sluser åbnede sig. Da det efter en lille times tid stilnede af, og vinden lagde sig lidt, drog vi videre tæt inde ved land. Udturen havde haft et kryds på 1 km ud for Motala, men på grund af den torden, der stadig buldrede i det fjerne og pålandsvinden turde vi ikke krydse på tilbagevejen, men måtte helt ind i bunden for at komme videre nordpå. Da vi omsider ved halvellevetiden om aftenen nåede tilbage til vandrerhjemmet, havde vi roet 43 km og var godt trætte. Det var vores plan, at vi ville ro ad Göta Kanal tilbage i retning mod Mem, så mandag pakkede vi kajakkerne med det nødvendige udstyr - var overrasket over hvor meget, der var plads til - og begav os af sted. For at komme ind til Göta Kanal skulle vi ro uden om nogle halvøer ca 9 km, selv om, der over land var mindre end 3 km. Da vi kom til Göta Kanal, kom vi samtidig til en sluse, og da kajakker ikke får lov til at komme igennem sluserne, måtte vi løfte dem på land og bære dem et par hundrede meter. Her konstaterede vi, at de fyldt med bagage, var temmelig tunge. Vi kom dog over og roede videre, passerede mindesmærket for Göta Kanals grundlægger, Baltzar von Platen, samt Motala Verkstad, tidligere et vigtigt industriområde, og nåede Borenshult, med sin sluse med fem trin ned til søen Boren. Der var pænt stejlt, og selv uden kajak var det besværligt at gå der. Da der samtidig blæste en kraftig vind fra øst og Boren derfor var temmelig oprørt, besluttede vi, at vi ikke ville bære kajakkerne ned, men nøjes med at tage vores bagage og slå teltet op neden for slusen, mens vi lod kajakkerne blive på toppen. Tirsdag morgen blev vi enige om, at det første stykke af kanalen ikke havde været særligt spændende at ro på, og hvis vi skulle bære kajakkerne ned til Boren og fortsætte ad Boren og Kanalen ville vi med de mange overbæringer ikke nå særlig langt. Da vi på næste etape af vores
rotur alligevel skulle ro over Boren besluttede vi, at det ikke var umagen værd at fortsætte, så vi roede i stedet tilbage til Motala og roede ud på Vättern igen til en campingplads nord for Vadstena. De næste dage roede vi på Vättern, fik tid til et ordentlig besøg i Vadstena og fredag roede vi tilbage til Motala og et lille stykke ned ad Motala Strøm, indtil spæringen ved kraftværket bag Motala Verkstad, og derefter tilbage til vandrerhjemmet ved Varamobugten. Lørdag morgen blev der kun tid til en kort tur, inden vi afleverede kajakkerne, pakkede vores ting og kørte til Borensberg, hvor vi skulle overtage robådene igen fra hold 3. Forinden lånte vi et kort over Vättern og fik et par gode råd med vedr. krydsning af Vättern. Hold 4: Borensberg - Karlsborg Hold 4 bestod udover os to af Annette Olsen, Marianne Dahl (Annettes søster fra Gefion), Kirsten Willumsen og Bolette Rein - 5 kvinder og mig. Da vi ankom til Borensberg, sad hold 3 og ventede på os. Jeg tog dog hurtigt af sted og Mette blev for at få gode råd om sluser og andre praktiske oplysninger, inden hold 3 tog hjemad. Imens kørte jeg til Karlsborg for at møde de fire kvinder, der kom fra Danmark. Mettes bil blev efterladt i Karlsborg, og kørte alle i Bolettes bil tilbage til Borensberg, som vi nåede ved 18-tiden.
Efter indkvartering på vandrehjemmet skulle vi lige reparere roret på Trio. Det var blevet beskadiget undervejs og Annette havde reservedele med. De havde også et nyt langtursflag med, da der undervejs var knækket en flagstang ved passage af en lav bro. Da det var min fødselsdag, havde Annette, Marianne, Kirsten og Bolette også en fødselsdagsgave med til mig. Det var rygtedes via Facebook, at jeg havde mistet min kasket på første tur, så derfor fik jeg en fin ny hvid kasket. Søndag kom vi godt af sted over Boren, der var en pæn stor sø ca. 20 km lang. Undervejs blæste det pænt op fra øst og vi blev skubbet af sted med stor fart, men alligevel kom vi for sent til at komme med op med slusen ved Borenshult i første omgang. Der der var en rutebåd, som skulle sluses op ad de 5 trin og derefter nogle både, der skulle sluses ned. Det var her Mette og jeg havde vendt om på vores kajaktur, hvor vi nu måtte vente 3 timer med søen bankende ind, således at vi hele tiden måtte sidde to mand ved hver båd for at holde dem ude fra bolværket, der lige var så tilpas højt, at svirvlerne kunne komme ind under og fenderne ikke hjalp spor. Endelig klokken 16 blev vi lukket ind. Bølgegangen var så kraftig, at en kvinde på en af de øvrige både røg i vandet og måtte samles op. Det tog os halvanden time at blive sluset op, og da vi skulle videre måtte vi til at trække godt igennem, så vi kunne nå slusen ved Motala inden der blev lukket for natten. Vi nåede det lige akkurat, og så vi kunne komme ud mod Vättern og ro de sidste 9 km til vandrerhjemmet ved Varamobugten.
Mandag kom en dag, vi havde tænkt meget på. Det var nu vi efter planen skulle krydse Vättern, Sveriges næststørste sø. Hvor vi var nu, var der godt 20 km til den anden bred, så vi måtte nordpå, indtil der var nogle øer, så vi kunne krydse uden at have længere end 2,5 km til nærmeste kyst. Vejret var lovende, og af alle de dage, Mette og jeg havde været ved søen, var det den dag, hvor det blæste mindst. Vi roede første nordpå til en lille havn ved Tokanäs, hvor vi spiste frokost, inden vi roede ud til en stribe øer, der nærmest lå som en halvø tæt ved den østlige bred. Da vi kom op, hvor det egentlige kryds skulle startes havde målet, Store Rökna, midt i søen dog ikke været synligt en kort periode på grund af en kraftig regnbyge, men som vi kom nærmere klarede det op, og efter indhentning af samtykke fra alle lagde vi en kompaskurs på 280 mod et punkt lidt nord for øens sydspids, og forlod søens østlige bred. Krydset gik uden problemer, og vi kom også fint uden om de mange sten og skær syd for øen og lagde til for have en toiletpause ved en mole på den sydvestlige spids af øen. Efter et kort ophold roede vi 4 km videre op langs Store Rökna inden vi foretog dagens to sidste kryds, først til sydenden af Lille Rökna, hvor vi lagde en ny kompaskurs, så vi kunne ramme fastlandet ved den vestlige bred, så tæt som muligt, hvor vi havde fået fortalt, at der skulle ligge en lille havn i en vig inde bag nogle små øer. Vi ramte meget præcist og kunne efter vel overstået krydsning gå i land i Igelbäckviken. Igelbäckviken havde en mole for sejlbåde og andre småbåde. Der var et borde og bænke, et tørkloset og en lille mark, hvor der havde gået geder, så vi havde valget mellem at slå telte op mellem gedelorte eller tæt ved molen, hvor vi fik at vide, der var hugorme og, som Mette kort efter fik at mærke, også et hvepsebo. Der var dog kun plads til Mettes og mit lille telt ved molen, så de andre valgte at flytte gedelorte og rydde en plads til de større klubtelte. Hjemmefra havde Kirsten tilberedt en lækker chili con carne, som var frosset ned i småportioner og undervejs havde været været holdt nedkølet af fryseelementer. Den blev nu opvarmet på stormkøkkenet, mens Kirsten lånte restvarmen fra en sejlers grill til at varme tortillas.
Tirsdag var sidste rodag på denne tredages etape. Vinden var nu gået over i SV og det blæste pænt, da vi skulle ro det sidste stræk til Karlsborg. Hvor der på den østlige bred havde været mange små bugter med lidt sandstrand var kysten på vestbredden mere ugæstfri med høje klipper og mange skær ud til vandet. Med den sydvestlige vind var det en forholdsvis hård tur, og der måtte til tider trækkes hårdt for at komme frem, og især det sidste åbne stykke før Karlsborg var krævende. Ved 18-tiden kunne vi dog lægge til i nærheden af vandrerhjemmet, ved fæstningen i Karlsborg efter endnu et par dage med gode rooplevelser. Annette og jeg havde været langtursstyrmænd og endnu en gang fik vi gode erfaringer med hver dag, at ro med forskellige besætninger. Kirsten havde familie i Sverige. De havde transporteret traileren til Karlsborg for os, da ingen af os havde krog på bilen, og de stod nu og tog imod os. Efter at vi havde tømt og rengjort bådene, kørte Kirsten med sin familie, mens vi andre fem blev indkvarteret på vandrerhjemmet, fik et bad, inden vi skulle i byen og spise aftensmad på en Thai restaurant, som vi havde fået anbefalet.
Inden vi tog ud for at spise dukkede hold 5 op, for at overtage trailer, både og bådudstyr samt få gode råd. Da de havde en stor bil og en ekstra person, der ville blive på land hele tiden, havde de valgt at slå fast lejr på en campingplads midt på deres rute, så de ville lade bådene ligge til næste morgen, og tog resten af udstyret med sig. Onsdag pakkede vi al bagage i Mettes bil og kørte alle fem til Borensberg, hvor Bolettes bil var efterladt. Herfra kørte vi videre i to biler, og Mette og jeg nåede Hellerup Roklub til onsdagsgrillen, mens de andre gav sig mere tid til pauser undervejs og nåede først København senere. 16 dage med fantastiske rooplevelser var overstået, og både Mette og jeg er glade for, at klubben gjorde det muligt på denne måde at være med til at deltage i et fælles projekt, som vi kunne udvide med en uges kajaktur. De enkelte etaper på vores rotur blev logget med GPS-ur og kan ses på nedenstående links. Stockholm - Mem 30. juni Stockholm Farstanäs http://connect.garmin.com/modern/activity/543121845 1. juli Farstanäs Trosa http://connect.garmin.com/modern/activity/543121859 2. juli Trosa - Horn, Nyköping http://connect.garmin.com/modern/activity/543121876 3. juli Horn, Nyköping - Jogersö, Oxelösund http://connect.garmin.com/modern/activity/543121893 4. juli Jogersö, Oxelösund Arkösund http://connect.garmin.com/modern/activity/543121908 5. juli Arkösund Mem http://connect.garmin.com/modern/activity/543121935 Havkajak på Vättern 6. juli Varamobugten, Motala http://connect.garmin.com/modern/activity/543121959
7. juli Varamobaden - Vadstena t/r http://connect.garmin.com/modern/activity/543121980 8. juli Varamobaden, Motala Borenshult http://connect.garmin.com/modern/activity/543121995 9. juli Borenshult - Vadstena Camping http://connect.garmin.com/modern/activity/543122012 10. juli Vadstena Camping - Vadstena Näset http://connect.garmin.com/modern/activity/543122022 11. juli Vadstena Camping - Motala Ström - Varamobaden, Motala http://connect.garmin.com/modern/activity/543122042 12. juli Varamobugten, Motala http://connect.garmin.com/modern/activity/543038034 Borensberg - Karlsborg 13. juli Borensberg - Varmobade, Motala http://connect.garmin.com/modern/activity/543122071 14. juli Varamobaden, Motala Igelbäckviken http://connect.garmin.com/modern/activity/543122080 15. juli Igelbäckviken Karlsborg http://connect.garmin.com/modern/activity/543122090