7. Om Træerne og Skovens Tilstand I gamle Dage har den hele Egn været begroet af Skov, især af Fyrre og Gran. Men er siden efterhaanden blottet ved Skovens Bortrøddelse, i hvis Sted Gaarder ere oprøddede, som derfor gemeenlig 70
bære det Ord Rud i Enden, der svarer til det Danske Rød og kommer af det Ord rødde, oprødde. Hvad man ikke har hugget for at bygge Huse af, eller for at sælge og udskibe, er fældet for at opbrændes ved den saa kaldte Braate-Brænden, eller for at anskaffe Kull til Bergværkerne, med hvilke Haandteringer endnu daglig fares fort; hvortil kommer den fordærvelige Vaade-Ild af uforsigtig Braate-Brænden, Tobaks- Ild, og deslige, som ofte indtreffer; og ved det ene saavelsom andet er det nu bragt saa vidt, at man paa nogle Steder nederst i Dalene eller paa Sletten maae kiøbe Brænde, eller inden kort Tid vil nødes dertil. De fleste Gaarder, hvis Eiendom strækker sig til Fieldene, have vel endnu Skov nok til Fornødenhed, deels og til at sælge og giøre sig Fordeel af; men det nærmeste og beste er dog borthugget, derfor har Eger den mindste Deel i det Sav-Tømmer og Bielker, som herigiennem i saa stor Mængde udskibes, da det meste kommer fra Oplandene. Paa de Gaarder, som høre under Kongsberg Skov-District, som er hele Fiskum Sogn, er dog Skoven best vedligeholdt, da deraf intet maae hugges til Udskibning. Ellers er den saa kaldte Undermaalslast, som hugges af Roden, samt anden Smaalast, her som andensteds den største Ruin for Skoven, og gaaer dog ligesaa fuldt i Svang, som om den aldrig var forbuden. Alt dette maatte staae vore Efterkommere en trykkende Mangel baade paa Huus- Tømmer og Brænde, hvis ikke det Haab var tilbage, at Skovens Billighed at voxe, helst i Braater, hvor den meest ødelegges, nogenledes vil erstatte Tabet, og at Nøden omsider vil lære Efterkommerne, at holde bedre Huus dermed end deres Formænd. Desuden 71
fattes her ikke paa Tørv til Brænde, ikke heller paa Steen, Leer og Kalk til Huse; Ved Skovens Bortrøddelse paa alle de Steder, som ikke hørte til Bergværkernes Circumference, vilde Bonden legge tilbørlig Bind paa Jordens Forbedring, lære at føde sine Kreature paa Stald om Sommeren, og afskaffe sine overflødige Overdrever med de utallige Gierder og i den Sted anlegge nye Jorder. I Kiøbstæderne, hvor Fødevahre da vilde blive lige saa lette, som de nu ere dyrem, vilde vrimle af Manufacturier, og de Ting som nu raae udføres, paa allehaande Maader raffineres, med meere saadant; og paa saadan Maade vilde maaskee opfyldes, hvad der fortælles, at en Norsk Bonde i Samtale med Kong Christian den 5te, der var bekymret for Skovens Aftagelse, skal have spaaet, at naar der var giort Ende paa Skoven, vilde Norge først komme i Floer og Velstand. Man seer i det mindste heraf, at der endnu er Haab tilbage, og det samme stadfæstes ikke lidet deraf, at Jarlsberg Grevskab, Solløer og flere skovløse Egne, ere nu i langt bedre Stand end da Skoven var ved Magt. De Anmærkninger, jeg ellers har at tillegge ved hvert Træe i sær, ere kun faa. Fyrren, denne Konge blant Træerne, vor Norske ceder, der opreiser vore Huse, setter vore Savværker i Gang og laster vore Skibe, fortiener saa meget mere al min Berømmelse, som jeg hver Dag kan spadsere imellm de deiligste og rankeste Fyrre- Træer, og nyde deres angenemme Indflydelse baade paa Syn og Lugt; de adskillige Veie, som gaae derigiennem og idelig befares af Reisende, give ligesaa mange ligesom med Træer plantede Alleer, og forøge 72
Behageligheden endnu mere. Denne lille behagelige Skov, der ellers kaldes Præstegaards Moen, er desuden deraf mærkverdig, at hvor Fyrre nu staae, voxte tilforn intet uden Gran, indtil Granen for henved 100 Aar siden blev afhuggen, da Fyrren kom i Steden, og nu Fyrre-Skoven begynder at forhugges oprinder Granen paa nye i Mængde, hvilken Omvexling man ogsaa fleresteds har Beviis paa. Granen, som er Fyrren liig i Smukhed og balsamisk Lugt, men ei i Styrke, faaer en særdeles Prydelse, naar dens Grenes yderste Skud blive røde og langt fra give Anseelse af røde Bær, i Norge kaldte Tibær. Det meget Støv de indeholde, viser, at det er Han-Blomsterne, ellers see og Hun-Blomsterne eller de rette Kogler med Frøe, tidt ligesaa røde ud, og naar dette indtreffer, spaaer man sig et frugtbart Aar, som vel og som tiest indtreffer, men 1782 slog dog dette Mærke feil. I den stærke Varme og Tørke 1781, saaes Gran-Træernes Grene besatte ligesom med hvide Bær, bestaaende af et marvagtigt Væsen, der samlee sig omkring dens Naale, og uden Tvivl kom af Træeaarernes Beskadigelse og Nærings-Saftens Udbrydelse, formedelst Varmen. Hist og her saaes og et virkeligt Sukker udtrækker af dens Grene. Foruden den sædvanlige Nytte af Granen i Bielker, Bræder, Giærdes Stører, Vidie Baand o.s.v., har man nyelig, siden Skibbyggeriet i Drammen blev anlagt, begyndt at bruge dens Rod til Knæer i Skibe; thi da Granens Hoved-og Hierte-Rod ikke som Fyrrens stikker lige ned, men Horizontal eller Jevnstrøgs med Jorden, kan den til dette Brug være tienlig, men Fyrrens ikke. 73
Enebær-Træets Brug er bekiendt og behøves her ikke at igientages. Dens i Pyramideform sammensluttede Blade i Toppen, som i Sverrig kaldes Kiikbær, paa Søndmør Uhelbær, gives paa visse Steder i Bergens Stift, og kaldes Lovrebær, fordi de indgives Kreaturene, naar de ere rovrede: dovne, nedslagne og have tabt Appetiten, da det skal blive bedre med dem. Det er ellers en uforsvarlig Forsømmelse her i Landet, at man i Sygdoms Tid og hvor smitsomme Sygdomme ere at befrygte, ikke flittig nok røger med dette vellugtende Træe eller deres Bær, for at skaffe frisk Lugt. Af Løv-Træer gives her som andensteds Alm, Ask, Asp, Buk, Eeg, Ell eller Orr, Svart- Orr, Hæg, Lind, Løn, Piil, Rogn, eller Rønnetrær, Selje, Vidie etc. Deres Nytte og Brug er bekiendt; jeg har derfor kun følgende faa Anmærkninger at tillægge: Aspens Løv holdes her for det allerbeste Foder for alle Slags Kreature, især for Heste. I det slette Foer-Aar 1781 behjalp man sig meget med dette og andenslags Løv, saa at ingen Kreatur creperede af Sult, som det dog i Begyndelsen tegnede sig til. Øverst paa Næss-Fieldet, som holdes for det høieste her i Egnen, har jeg fundet Aspe-Træer, som smaa Buske og gandske underkuede af Vind og Snee, samt krybende imellem Klippernes Rever. Sammesteds saae jeg den saa kaldte Lys-Ved, det er halv forraadnet Aspetræe, der er grønt og lysende i Mørket. Eege-Træer maae nok eengang have været her overflødig, helst om det, efter min Formodning, har givet dette Sted Navn; men nu omstunder sees kun 74
nogen Riis-Eeg og et og andet gammelt Træe hist og her, dog meest paa Grændserne af Jarlsbergs Grevskab. For en halv Snees Aar siden blev et Eegetræe fældet paa Fossesholms Gods, af hvis Planker jeg har seet en Bord-Skive 6 Qvarter i Giennemsnit, hvoraf kan sluttes til disse Træers Størrelse i gamle Dage. Om Elle-Træet er mig forsikret af dem, som selv skal have forsøgt det, at Vegge-Luus aldrig opholde sig eller trives i Sengesteder, som ere giorte deraf, og at de lagte i Æsker af dette Træe, ikke leve over et Par Timer, hvilket stemmer vel nok overeens med den Erfaring man har Nordenfields, at Aare-eller Elle-Qviste lagte i Meel og Gryn, bevarer dem fra Mid, og at samme Qviste med Løvet paa, lagte over Kaal og andre Madurter fordrive Jordlopper, Kaal- Maddiker og deslige. Hæggen er det første Træe, som blomstrer om Foraaret, men dets Blade blive og maaskee af samme Aarsag meest ilde tilredte af Bladluus og andre Insekter. 1779, da jeg kom til Eger, skal Hæggen allerede have blomstret den 28de Martii. I den varme Sommer 1781 bleve Lindetræernes Blade besatte med smaa Draaber af en brun og sød Saft, som en Sirop, men om det var Honning- Dug, eller en anden sød Saft af Træet, kan jeg ikke sige. Paa et stort Lønne-Træe paa Møllenhof vare alle Bladene falmede den 16de Septemb. 1781, og den 31te i samme Maaned vare de affaldne, hvorimod en Green af samme Træe, hvori man havde skaaret endeel Navne-Bogstaver, beholdt sine Blade grønne 75
længe efter, og fældede dem ikke førend den 14de November, hvilket synes t vise, at hvor en Indskiærelse skeer, der trækker Nærings-Saften sig hen og holder Bladene grønne. Paa Hesthammer-Øen i Eker-Vandet voxer et Slgs Kirsebær-Træe med smaa og sorte Bær, af Størrelse som store Hæggebær og af god Smag. Mange troe, at de ere vilde, men da Rygtet gaaer, at et Kloster i Pavedømmets Tid har staaet paa denne Øe, kan disse Træer maaskee være plantede af Munkene, dem man veed, at have først begyndt med Træe-Plantning i Norge. I det mindste har nok denne nu ubeboede Øe tilforn været beboet, og disse Træer af Beboerne plantede. Det skiønne og nyttige Hylde-Træe, veed ingen her at plante, som er en stor Feil. Dog har jeg seet det hos Hr.Bendike paa Modum og Hr. Apoteker Stillesen paa Bragnæs. Skovæble-Træer gives her ogsaa, men borthuggesdog efterhaanden for Barkens skyld, som man betiener sig af til guul Farve. Smaae Træer og Buske-Væxter blive i efterfølgende anført. 76