Arkæologi på Fyn Kulturministeren og Kulturarvsstyrelsen har det overordnede ansvar for det arkæologiske arbejde i Danmark. I praksis fungerer det således, at dette ansvar er delegeret ud til lokalmuseer, som så udfører det praktiske arbejde. På Fyn deler fire museer arbejdet mellem sig. Arkæologi på Fyn Langelands Museum Jens Winthersvej 12, DK-5900 Rudkøbing Telefon: 63 51 63 00 langelandsmuseum@langelandkommune.dk www.langelandsmuseum.dk Langeland og Ærø kommune Svendborg Museum Grubbemøllevej 13, DK-5700 Svendborg Telefon: 62 21 02 61 info@svendborgmuseum.dk www.svendborgmuseum.dk Svendborg kommune Østfyns Museer/Landskab og Arkæologi Vikingevej 123, DK-5300 Kerteminde Telefon: 65 32 16 67 vikingemuseet@kertemindemuseer.dk www.ostfynsmuseer.dk Kerteminde kommune Odense Bys Museer Overgade 48, DK-5000 Odense C. Telefon: 65 51 46 01 museum@odense.dk www.museum.odense.dk Odense, Fåborg-Midtfyn, Nyborg, Nordfyn, Assens og Middelfart kommune. Pjecen er udgivet af: Hvad siger loven? Hvad gør jeg? Hvad er arkæologi?
Arkæologi Mennesker sætter spor i landskabet - på godt og ondt. Siden sidste istid, der ophørte ca. 13.000 år f.kr., har mennesker uophørligt og utrætteligt fældet træer, bygget huse, opført volde, dysser og gravhøje. Skabt hede og ladet den springe i skov igen. Pløjet, bygget op og brudt ned - om og om igen. Sådan foregik det i oldtiden og sådan fortsatte det videre frem til i dag. Landskabet er et kulturlandskab, formet på menneskets præmisser, og naturen er menneskeskabt natur. Mange gravhøje, dysser, jættestuer og borgruiner er synlige og markante levn fra den fynske fortid. Men de synlige fortidsminder er kun toppen af isbjerget, for det arkæologiske materiale er langt mere nuanceret og righoldigt. Mennesket har igennem årtusinder ikke alene skabt nyt, men selvfølgelig også brudt gammelt ned. Sådan skal det være; det er prisen for et kulturlandskab i stadig udvikling. Men det gamle - det nedbrudte, kasserede, forladte - kan rumme vigtige informationer om, hvordan det var at leve førhen. Det er her, arkæologien kommer ind, fordi den kan registrere og formidle - afkode - tidligere tiders materielle levn. Gøre stenalderbonden, bronzealderkvinden, jernalderkrigeren, vikingekongen og middelaldersmeden levende igen. I disse år er nedbrydningen af de arkæologiske levn mere omfattende end på noget andet tidspunkt i historien, mens det bevarede kildemateriale bliver tilsvarende mindre og mindre. Landmanden pløjer væsentligt dybere end tidligere. Nye huse opføres, byerne vokser, flere og flere biler skal have nye og bedre veje at køre på. Sådan kunne man blive ved - det kaldes udvikling, og en del af priserne for den er, at huse, grave, brønde, veje, ildsteder og meget mere fra fortiden destrueres. Heldigvis sikrer lovgivningen, at en del af disse levn undersøges arkæologisk, før det er for sent. På Fyn er der fire museer - Langelands Museum, Svendborg & Omegns Museum, Kertemindeegnens Museer og Odense Bys Museer - til at varetage opgaven. Men vi kan ikke klare opgaven alene. Kun med hjælp fra de offentlig forvaltninger og private lodsejere, findere, entreprenører, bygherrer m.fl. kan de værste katastrofer i form af for evigt tabt viden om vore forfædres liv og levned undgås. Morgendis over jordbunkerne fra et større udgravningsområde ved Søndersø på Nordfyn. Undersøgelsen frembragte en stor rituel samlingsplads fra bronzealderen.
År f./e. Kristus 2000 1000 0 1000 2000 Historisk tid Jernalder Bronzealder Middelalder (1050/1536) Vikingetid Germansk jernalder Romersk jernalder Førromersk jernalder Yngre bronzealder Ældre bronzealder Dolktid 3000 4000 5000 6000 7000 8000 9000 10.000 11.000 12.000 Bondestenalder Jægerstenalder Hvor gammelt er det? Rensdyrjægerkultur Kystkultur Enkeltgravskultur Tragtbægerkultur Ertebøllekultur Kongemosekultur Maglemosekultur Ahrensburgkultur Brommekultur Federmesserkultur Hamburgkultur Arkæologiske fund er levn fra menneskers virke i tidligere tider. Det kan være en pilespids fra jægerstenalderen eller en bukseknap fra 1700-tallet. På Fyn kendes fund lige fra de første rensdyrjægere indvandrede for ca. 13-14.000 år siden til - i princippet - i går. Årsagen er selvfølgelig, at området har været et godt og frodigt sted at bo. Først fordi der var rigeligt med jagtvildt. Senere - efter landbruget vandt indpas for ca. 6.000 år siden - fordi jorden er frugtbar og relativ let at dyrke. Pløjelaget fjernes med maskine. I den lyse undergrund fremkommer mørke pletter - arkæologiske anlæg - dér, hvor mennesker i tidligere tider har haft ildsteder, bygget huse, begravet deres døde... Hvad er en udgravning? Jordfaste fortidsminder Kun yderst sjældent foretages der arkæologiske udgravninger i fredede fortidsminder som dysser, jættestuer, gravhøje, voldsteder m.m. Langt de fleste udgravninger foretages på det, der kaldes for jordfaste fortidsminder, d.v.s. bopladser grave m.m., der ligger skjult under mulden. Væk med pløjelaget En arkæologisk udgravning er oftest en kompliceret sag, der må angribes en lille smule forskelligt fra gang til gang alt efter pladstype, bevaringstilstand, beliggenhed i landskabet o.s.v. Men rent metodisk er processen nogenlunde den samme fra sag til sag. Første skridt er med gravemaskine at få fjernet det typisk 30-50 cm tykke muldlag, så undergrunden blotlægges. Som følge af op til flere hundrede års markarbejde indeholder muldlaget ikke bevarede anlæg. I undergrunden kan de rester af forhistoriske anlæg, som ploven endnu ikke er nået ned til, iagttages og dokumenteres. Anlæg er en betegnelse, som for arkæologer dækker over nedgravninger, hvori der er havnet jord, som i farve (mørkere) og konsistens mere eller mindre tydeligt afviger fra undergrunden. Undergrunden - også kaldet råjorden - almindeligvis er lys, bestående af det ler-, sten- og sandmateriale som isen efterlod. Muldlaget er mørkt og består af fle
De fremkomne anlæg dokumenteres ved fotografering, beskrivelse samt - som her - opmåling med gps og evt. nedtegning på udgravningsplaner. re tusind års formuldet organisk materiale, er det muligt at udskille de steder, hvor der i tidligere tider er blevet gravet huller. Sagt meget groft, så er den arkælogiske videnskab baseret på det enkle faktum, at man ikke kan grave et hul i undergrunden og dække det til igen, uden at det kan ses. Arkæologiske anlæg er først og fremmest stolpehuller (der, hvor en stolpe har stået nedgravet, og nu er erstattet af muld), grave, brønde, voldgrave, lertagningshuller, affaldsgruber, kogegruber osv. Dokumentation Når mulden er fjernet, opmåler arkæologerne de enkelte anlæg med en gps. Særligt komplicerede anlæg kan desuden tegnes i hånden på papir. I denne fase af udgravningen - der også kaldes for dokumentationsfasen - er fotografering ligeledes et vigtigt element. Herefter kan de enkelte anlæg snittes, som det hedder i fagsproget (den ene halvdel bortgraves), så dimensioner, form og fyld kan iagttages i profil. Grave udgraver man altid helt, mens der på bopladser med ofte flere tusind stolpehuller kun snittes og totaludgraves udvalgte stolpehuller, brønde og gruber. Undervejs navngives samtlige anlæg med eksempelvis bogstaver, mens de arkæologiske fund nummereres og hjemtages. Afsluttende rapport Som afslutning på en udgravning udfærdiges en rapport. Rapporten kaldes også for en udgravningsberetning og rummer de informationer, der blev samlet ind under arbejdet i felten. Det mest interessante punkt i beretningen er udgravningslederens konklusion, men tilsvarende vigtig er fremlæggelsen af den dokumentation - altså lister, iagttagelser og beskrivelser suppleret med fotos og tegninger - som skal gøre det muligt langt ud i fremtiden at inddrage hver enkelt udgravning i udforskningen af Danmarks oldtid. En udgravning uden afsluttende beretning er dybest set værdiløs, fordi den vil gå al kødets gang sammen med den arkæolog, der ledede feltarbejdet. Og så har det hele jo været spild af tid og penge!
En arkæologisk prøvegravning består af maskingravede grøfter, hvor pløjelaget fjernes i 2 meter brede baner med ca. 10-20 meters mellemrum. Billedet her viser en prøvegravning i Odenses vestlige udkant. Bemærk den lille bakke i baggrunden. De syner egentlig ikke af meget, men en beskeden knold, kan - som det er tilfældet med denne her - vise sig at være en såkaldt overpløjet gravhøj fra oldtiden. Selv om det meste er pløjet væk, så kan en sådan høj fint rumme mange fund og oplysninger om forfædrenes skikke og dødekult. Sorte trækulspletter, der som den her er bragt for dagens lys af ploven, er typiske indikatorer på, at der på stedet har foregået aktiviteter i forhistorisk tid. Vær opmærksom på Får man kendskab til - eller blot mistanke om - at levn fra fortiden er truet ved anlægsarbejde, pløjning eller anden aktivitet, har man pligt til at kontakte museet. Det gælder f.eks. stensamlinger, som ploven enten støder irriterende på år efter år. Der kan også dukke sten op i større mængder på mistænkelige steder - eksempelvis en lav højning, som meget vel kan vise sig at være en såkaldt overpløjet gravhøj. Ved gravearbejder er det tillige sorte pletter og sten, der dukker frem. De største trækulsplamager - gruber kalder arkæologer disse nedgravninger med mørk fyld - er synlige for enhver, men omkring dem kan der meget vel være mindre, og for det trænede øje tilsvarende interessante arkæologiske anlæg. Det gælder især de såkaldte stolpehuller, der viser hvor - og hvilke - huse der har stået på stedet i oldtiden. Hvad man måske tror, kun er et par ildsteder fra gammel tid, kan være en spændende boplads fra fortiden. I sjældnere tilfælde og det er især i byerne - støder man på regulære bygningsrester som eksempelvis murstens- eller kampestensfundamenter fra forlængst nedrevne huse. Disse har selvfølgelig også museernes interesse. Og så er der jo de faktiske fund af genstande, som også bør vække mistanke og give anledning til at museet kontaktes. Lerkarskår, knogler, genstande af guld, sølv og bronze m.m. Og i nogen grad jern, der dog er vanskeligere at tidsfæste. Her gælder som i alle andre situationer omkring arkæologiske fund - fra den blotte mistanke til det 100% sikre - kontakt hellere museet en gang for meget end en gang for lidt. Det er bevaringen af og kendskabet til vores fælles fortid og kulturarv, der står på spil!
Det siger loven Museumsloven udstikker rammerne for det arkæologiske arbejde i Danmark. Hovedprincippet er, at bygherre, entreprenør m.fl. i forbindelse med byggeri, anlægsarbejder eller andre aktiviteter, der truer jordfaste fortidsminder, skal betale for de forudgående arkæologiske undersøgelser. Det er dog værd at bemærke, at der er en nedre grænse for, hvornår private bygherrer skal betale for en arkæologisk undersøgelse. Arkæologien på Fyn varetages af fire museer, der har delt arbejdet mellem sig, som det fremgår af kortet her. Ved mindre anlægsarbejder så som tilbygninger, carporte, udestuer og lignende, vil der kun i sjældne tilfælde være risiko for at støde på fortidsminder. Ydermere er private bygherrer ved netop denne type mindre anlægsarbejder fritaget fra at betale - skulle der dukke fortidsminder op, så betaler staten. Loven - hvis væsentligste dele er gengivet nedenfor - lægger op til en 3-trinsraket i inddragelse af den ansvarlige arkæologiske myndighed. Først kommer en såkaldt arkivalsk kontrol, hvor museet sammenholder de allerede kendte registreringer af arkæologiske data med det berørte anlægsområde - f.eks. en ny vej. Næste skridt er en såkaldt forundersøgelse eller prøvegravning som arkæologerne kalder det. En prøvegravning består af ca. 2 m brede grøfter, hvor pløjelaget fjernes med gravemaskine; grøfterne anlægges oftest parallelt med 10-20 m imellem. Fremkommer der ved prøvegravning-en velbevarede spor af et jordfast fortidsminde, iværksættes den sidste fase, nemlig en regulær arkæologisk udgravning. En grundtanke med loven er, at man ved at inddrage de arkæologiske myndigheder tidligt i et anlægsarbejde i så høj grad som muligt skal søge at bevare de jordfaste fortidsminder i stedet for at grave dem ud. Dette kan eksempelvis foregå ved flytning af et vejtracé uden om en gruppe overpløjede gravhøje.
Museumslovens arkæologiske del i uddrag. Den fulde lovtekst kan læses på retsinfo.dk fra link på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside (www.retsinformation.dk/forms/ro710.aspx?id=12017) Kapitel 8 Sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder m.v., herunder arkæologiske og naturhistoriske undersøgelsesopgaver i tilknytning hertil. 23. Kulturministeren og de statslige og statsanerkendte museer skal gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne virke for, at væsentlige bevaringsværdier sikres for eftertiden. Stk. 2. Planmyndighederne skal inddrage vedkommende statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum, når der udarbejdes en kommuneplan eller lokalplan, der berører bevaringsværdier. Stk. 3. Museerne foretager arkivalsk kontrol i høringsfasen vedrørende offentliggjort planmateriale og kan gennemføre undersøgelses- og dokumentationsopgaver inden for deres ansvarsområde med henblik på at sikre, at der i planmaterialet tages hensyn til forekomsten af væsentlige bevaringsværdier. Stk. 4. Kulturministeren underretter planmyndighederne om forekomsten af væsentlige bevaringsværdier, der har betydning for planlægningen. 24. Kommunalbestyrelsen skal underrette vedkommende kulturhistoriske museum senest samtidig med, at der meddeles byggetilladelse, tilladelse til råstofindvinding eller dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelsesloven. Stk. 2. Ved meddelelse om byggetilladelse skal kommunalbestyrelsen underrette ansøgeren om indholdet i denne lovs 25-27. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen underretter vedkommende kulturhistoriske museum om modtagne anmeldelser af nedrivninger eller andre byggearbejder, der vil medføre afgørende ændring i brug eller funktion af bygninger, bebyggelser eller andre kulturlevn. 25. Bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, kan forud for igangsætning af arbejdet anmode vedkommende kulturhistoriske museum om en udtalelse. Stk. 2. Når museet har modtaget en anmodning, skal det fremkomme med en udtalelse med stillingtagen til, hvorvidt det arbejde, som anmodningen vedrører, indebærer en risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder. Såfremt museet vurderer, at en sådan risiko foreligger, skal sagen forelægges kulturministeren. Den nævnte udtalelse skal endvidere tilkendegive, hvorvidt det i givet fald vil være nødvendigt at gennemføre en arkæologisk undersøgelse m.v., jf. 27, stk. 3-10. Stk. 3. Museet fremsender sin udtalelse til bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres, senest 4 uger efter, at anmodningen er modtaget. Såfremt det på grund af jordarbejdets omfang er nødvendigt at gennemføre større forundersøgelser, jf. 26, stk. 2, kan museets svarfrist forlænges til 6 uger. 26. Det kulturhistoriske museum afholder udgiften til arkivalsk kontrol og en eventuel mindre forundersøgelse, der er nødvendig som grundlag for museets udtalelse, jf. 25. Stk. 2. Ved gennemførelse af en større forundersøgelse afholdes udgiften af den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres. Arbejdet kan først iværksættes efter samtykke fra den pågældende. Kulturministeren kan i særlige tilfælde yde tilskud til en sådan forundersøgelse. Såfremt årsagen til forundersøgelsen er jordarbejde i forbindelse med erosion eller jordarbejde udført som led i dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder eller som led i almindelig skovdrift, afholdes udgiften til forundersøgelsen af kulturministeren. For så vidt angår tilfælde, hvor driften forestås af en statslig eller kommunal myndighed, afholdes udgiften dog af vedkommende myndighed. Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om de forundersøgelser, som museerne gennemfører efter stk. 1 og 2. 27. Den arkæologiske kulturarv omfatter spor af menneskelig virksomhed, der er efterladt fra tidligere tider, dvs. strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser, flytbare genstande og monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er anbragt. Stk. 2. Findes der under jordarbejde spor af fortidsminder, skal arbejdet standses, i det omfang det berører for-
tidsmindet. Fortidsmindet skal straks anmeldes til kulturministeren eller det nærmeste statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum. Fundne genstande, der ikke er danefæ, jf. 30, stk. 1, skal efter anmodning fra kulturministeren eller det pågældende kulturhistoriske museum afleveres til vedkommende statslige eller statsanerkendte museum, således at det indgår i museets samling. Stk. 3. Kulturministeren beslutter snarest, om arbejdet kan fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en arkæologisk undersøgelse, eller indtil spørgsmålet om erhvervelse efter stk. 8 er afgjort. Senest 1 år efter, at anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet genoptages, medmindre kulturministeren har afgivet indstilling om erhvervelse af fortidsmindet efter stk. 8. Stk. 4. Udgiften til den arkæologiske undersøgelse afholdes af den, for hvis regning jordarbejdet skal udføres. Stk. 5. Udgiften afholdes dog af kulturministeren, såfremt 1) årsagen til undersøgelsen er erosion eller jordarbejde i forbindelse hermed eller jordarbejde udført som led i dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder eller som led i almindelig skovdrift, medmindre driften forestås af en statslig eller kommunal myndighed, i hvilke tilfælde udgiften afholdes af vedkommende myndighed, 2) det kulturhistoriske museum i udtalelsen efter 25 har oplyst, at jordarbejdet ikke vil indebære en risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder, eller 3) fortidsmindet fredes efter lov om naturbeskyttelse eller erhverves med henblik på bevaring på stedet efter stk. 8. Stk. 6. Kulturministeren kan i særlige tilfælde yde tilskud til udgifter til arkæologiske undersøgelser, der gennemføres efter stk. 3, jf. stk. 4. Stk. 7. Private grundejeres tab ved ikke at kunne fortsætte den hidtidige drift, mens undersøgelsen foretages, eller indtil spørgsmålet om erhvervelse efter stk. 8 er endeligt afgjort, erstattes af kulturministeren. Kan der ikke opnås enighed om erstatningen, fastsættes denne af den taksationskommission, der er nævnt i naturbeskyttelsesloven. Stk. 8. Finder kulturministeren, at det pågældende fortidsminde bør bevares på stedet for eftertiden, kan kulturministeren erhverve fortidsmindet og eventuelt omkringliggende areal. Erhvervelsen kan ske ved ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Stk. 9. Kulturministeren eller den, kulturministeren bemyndiger hertil, har til enhver tid uden retskendelse adgang til steder, hvor der foretages jordarbejder, og hvor der fremkommer fund eller under arbejder kan formodes at fremkomme fund som nævnt i stk. 1. Legitimation skal forevises på forlangende. Politiet yder nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten. Stk. 10. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed efter stk. 3 og om gennemførelse af bestemmelserne i stk. 4-6. 28. Den, der finder fortidsminder, herunder vrag af skibe, skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag, der må antages at være gået tabt for mere end 100 år siden, i vandløb, søer, i territorialfarvandet eller på kontinentalsoklen, dog ikke ud over 24 sømil fra de basislinjer, hvorfra bredden af det ydre territorialfarvand måles, skal straks anmelde fundet til kulturministeren. Kapitel 8a Kapitlet omhandler bestemmelserne vedrørende bevaring af sten- og jorddiger samt fortidsminder. Kapitlets fulde ordlyd kan findes på følgende link: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=120 17#K8a Kapitel 9 Danefæ og danekræ 30. Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi. Stk. 2. Danefæ tilhører staten. Den, der finder danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til Nationalmuseet. 31. En geologisk genstand eller en botanisk eller zoologisk genstand af fossil eller subfossil karakter eller en meteorit, der er fundet i Danmark, er danekræ, såfremt genstanden er af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi. Stk. 2. Danekræ tilhører staten. Den, der finder danekræ, og den, der får danekræ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til Statens Naturhistoriske Museum, jf. 9.