1 Han så på hende fra den anden ende af værelset. Hun havde spist. Det var tre dage siden sidst. Der kan du se. Alting bliver bedre nu. Hun var stille. Hun så ikke på ham, sagde ikke noget, sad helt stille ved vinduet der vendte ud mod skoven. En typisk teenager i en krop der var skudt i vejret, og havde udviklet sig fra pige til ung kvinde så hurtigt at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle forholde sig til den. Hun lader som om, tænkte han. Intensiteten i hendes blik de gange hun så på ham, afslørede hende. Hun havde ikke givet op. Han vidste at det ville ændre sig. Der var gået flere uger, men tid var ikke noget problem. Der var ingen der vidste noget. Her var de trygge, og de få mennesker som dagligt gik forbi, på tur eller for at træne, havde set ham i så mange år at de ikke undrede sig. Så længe alt var som det plejede, var tiden ikke noget problem. Og alt var som det plejede. Hendes lyse hår var blevet uglet, så han havde klippet det. Bagefter havde han set på hende mens hun sov. Han kunne sidde i timevis ved døren, høre hendes jævne åndedræt og vente på at hun skulle bevæge sig. Måske gled dynen lidt til side, måske blev hendes mælkehvide hud blottet i det skarpe morgenlys. Han tænkte på de malerier han havde set på museer forskellige steder i Europa. Han kunne huske de billeder som nogle af de andre havde sendt eller lagt ud på nettet. Nogle af dem havde han gemt. Nu havde han Tonje. Nogle gange gled det smukke over i en følelse han ikke helt vidste hvad han skulle stille op med. Lyst. Begær. Synet af hendes trusser, de flade bryster. Bare række armen ud, røre ved de lyserøde brystvorter med en finger uden at hun mærkede det. 5
Skammen ramte ham i mellemgulvet som en knytnæve. Han vidste at den kom, og alligevel kunne han ikke lade være. Nogle gange græd han stille, så hun ikke skulle høre det, til han måtte gå ned i stuen, åbne et vindue og indånde den kolde natteluft indtil han fik kontrol over hikstene og tårerne som truede med at overmande ham. Hun brugte kun hans efternavn. Kald mig Alfred. Bare kald mig Alfred, havde han sagt til hende de gange hun havde talt til ham. Hun har ikke givet op, tænkte han. Han tjekkede altid låsen på døren til værelset i kælderen en ekstra gang når frygten for at hun skulle flygte blev for stor. 6
2 Hun stak hovedet ind på mit kontor indimellem, men ikke regelmæssigt som en patient ville have gjort. Patient? Ja, eller klient hvis det havde været en formel behandling. Men det er ikke sådan det foregår. Eleverne stikker hovedet ind når der er noget de gerne vil tale om, og nogle kommer oftere end andre. Tonje kom måske forbi to, tre gange om måneden. Og i løbet af efteråret fik jeg på fornemmelsen at der var noget hun ikke fortalte. Som hvad for eksempel? Det var ikke nødvendigvis problemer, måske snarere tværtimod. Ting hun gerne ville tale om, men som hun af en eller anden grund ikke kunne få sig selv til at tage op. Jeg ved det ikke, det var bare en fornemmelse. Og det var der hele vinteren. Hvad var det hun talte om når hun opsøgte dig? Alt og ingenting. Nogle gange virkede det som om hun bare godt kunne lide at der var nogen der lyttede. Forældre, slankekure, en film hun havde set, en fyr hun var forelsket i. Nogen bestemt? Hva? En bestemt dreng? Nej, ingen bestemt. Prøvede du nogensinde at finde ud af hvad det var? Det? Det hun ikke fortalte? Jeg ved jo ikke om der var noget hun ikke fortalte, det var bare en fornemmelse. Hvad skulle jeg have spurgt hende om? Det ved jeg ikke, sagde Lisa Lunde og sukkede. Sander Mørk mærkede hvordan hans krop var ved at stivne langt nede i den sofa hun havde insisteret på at de skulle sidde i. 7
Vi behøver ikke gøre det så formelt, du har jo knapt nok vidnestatus, havde hun sagt. En halv time senere spekulerede han på om han nogensinde ville komme op fra de dybe, bløde puder. Han burde have insisteret på afhøringslokalet. Det gør jeg heller ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have spurgt hende om, sagde Sander. Og højst sandsynligvis var det ingenting, ikke andet end en fornemmelse. Og i hvert fald ikke relevant for det som nu er sket. At hun er forsvundet, altså. Det er jeg nu ikke så sikker på, svarede Lisa. Hun havde sat sig i en lænestol på den anden side af bordet, og virkede lige så utilpas i de bløde puder som Sander følte sig. Hvad mener du? Er der noget jeg har lært mig i mit arbejde, så er det at man ikke skal ignorere ting selvom de ikke kan knyttes til noget bestemt eller konkrete beviser. Jeg ved ikke hvad det er, men en fornemmelse eller intuition eller hvad du vil kalde det, er ret ofte forankret i noget virkeligt. Vi forstår det bare ikke før det er for sent. Sander så på Lisa, men svarede ikke. Hun var flot på en drenget måde, men var ikke hans type. Slank, næsten mager, kort hår, jeans i piratlængde og en tætsiddende, hvid skjorte i glat bomuld. De tre øverste knapper var ikke knappet. Hendes bh kunne skimtes gennem stoffet, og Sander tænkte at hun egentlig ikke havde brug for den. Den følelse... kan du være lidt mere konkret? spurgte Lisa og lænede sig fremover. For at undgå at stirre flyttede han blikket over til det åbne vindue og mærkede solen stikke ham i øjnene. Jeg tror at det havde noget med Lena at gøre, sagde han. De var en lille klike, Tonje, Lena, Aina og Marte, som plejede at hænge ud sammen. I hvert fald på skolen. Har I talt med dem? Vi har talt med Lena, sagde Lisa. Hun gav os ikke noget vi kunne bruge. Så skulle I måske prøve igen. Hvorfor? Det ved jeg ikke... De kom i hvert fald ind på kontoret sammen et par gange, sad i hver deres stol foran skrivebordet, 8
og det var nok der fornemmelsen var stærkest. Det var som om det var en slags kamp, det var som om de prøvede at udfordre mig og prøvede at få samtalen til at handle om mig. Og de gjorde det på en udspekuleret... næsten forførende måde. Måske er det det jeg reagerede på, at deres adfærd når de var sammen, havde så tydelige seksuelle undertoner, som om de prøvede at teste mig, se hvor langt de kunne gå. Eller jeg... Ja? spurgte Lisa. Eller se hvor langt jeg var villig til at gå. Det er jo ikke usædvanligt at teenagere tester deres egen seksualitet på voksne, men det er normalt mere uskyldigt end det jeg oplevede med dem. Og så var det som om de to havde et forhold som det ikke var muligt at bryde ind i, som om de vidste noget eller havde noget som gjorde dem anderledes. Giver det overhovedet nogen mening det jeg siger? Sander var pinlig klar over at det han sagde, var ren spekulation og at han burde være forsigtig. Særlig hvis Lisa Lunde talte med ham som en fagmand og behandlede det han sagde som en ekspertudtalelse. Ja, faktisk. Det styrker i hvert fald min mistanke om at det der er sket, ikke er sket tilfældigt, uden nogen form for forhistorie. Desuden arbejder vi med flere forskellige teorier, så du skal ikke være bange for at det du siger, afsporer efterforskningen. Det er faktisk ikke første gang vi gør det her. Hun smilede. Sander slappede af. Hun fulgte ham ned på gaden ad bagvejen, ud på parkeringspladsen bag rådhuset. Har du arbejdet for politiet tidligere? spurgte hun da hun skulle til at gå hen til den parkerede bil. Aldrig, svarede Sander. Jeg arbejder vel strengt taget ikke... Nej-nej, det var ikke sådan ment. Jeg er bare nysgerrig efter at vide hvor meget en psykolog kan bidrage med. Der er jo meget af det i tv-serier og sådan noget. Ondskabens øjne har du set den? 9
Sander smilede. Det var en af hans yndlingsfilm. Ja. Hannibal Lecter og Clarice Starling, men nej, jeg tror ikke at den måde han læser hende på er særlig realistisk. Redneck corn pussy, var det ikke det han kaldte hende? Jo, det er rigtigt, svarede Lisa. Hun havde set filmen fem gange. Du kan godt lide den? spurgte Sander. Ja, den har et eller andet... jeg ved ikke hvad det er, men... Du genkender din egen ulykkelige barndom i Hannibals fremstilling. Faren der blev skudt da hun var ung, og som efterlod et hul i hendes liv. Du identificerer dig med Clarice, ikke? Magtesløsheden, uretfærdigheden og frygten for at mislykkes. Ganske logisk at du gik ind i politiet, så. Lisa måbede. Sander så på hende og forsøgte at se alvorlig ud. Ups, sagde han og lo. Det var ikke meningen, du ser ud som om der er nogen der har slået dig i hovedet med en hammer. Det var bare en joke. Der er ingen der kan komme frem til så meget efter en times samtale. Ikke engang Hannibal Lecter, det var ligesom det der var min pointe. Det virkede som om hun prøvede at smile. Der var en trækning i hendes mundvige. Ja, det tænkte jeg nok, sagde hun. Jeg begyndte bare at tænke på... om du virkelig prøvede at analysere mig. Så de er ikke så realistiske, tv-serierne og filmene? Egentlig ikke. En psykolog har meget at bidrage med i mange forskellige slags efterforskning, men de bør have efteruddannelse og en god portion ydmyghed i forhold til at en sag trods alt bør baseres på fakta og konkrete beviser. Måske særlig her i Norge hvor domstolene af en eller anden grund lægger så stor vægt på indicier. Selvfølgelig. Jeg har mest arbejdet med spisevægring og sådan noget, mest med folk der volder skade på sig selv, ikke andre. 10
Sander rakte sin hånd frem. Lisas føltes kold, som om blodet ikke nåede helt ud i fingerspidserne. Vi tales ved, så, sagde han. Bare ring hvis der er noget. Det skal vi nok. God weekend. 11