Årsberetning 2001 og 2002

OPHAVSRETSLICENSNÆVNET Årsberetning 2001 og 2002 1. Nævnets opgaver og sammensætning. Ophavsretslicensnævnet er nedsat i medfør af ophavsretslovens 47, stk. 1. Nævnets opgave er at træffe endelig administrativ afgørelse i sager vedrørende uenighed om størrelsen af vederlaget i forbindelse med benyttelse af beskyttede værker i overensstemmelse med lovens tvangslicensbestemmelser. Nævnet har desuden kompetence til at træffe afgørelse i sager, hvor et radio- eller fjernsynsforetagende eller en godkendt rettighedsorganisation uden rimelig grund nægter tilladelse til kabelviderespredning af radio- eller fjernsynsprogrammer eller stiller urimelige vilkår herfor. Nævnet kan også påkende visse sager vedrørende individuelle vederlagskrav til ikke-repræsenterede ophavsmænd, der omfattes af aftalelicenser. Endvidere kan nævnet påkende sager om vilkår for tilladelse til offentlig fremførelse af musikværker. Endelig kan nævnet påkende visse sager vedrørende tekniske foranstaltninger til beskyttelse af værker m.v. Med hensyn til nævnets kompetence henvises i øvrigt til oversigten i bilaget. Nævnets virksomhed er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 762 af 2. oktober 1997. Nævnet havde i 2001 og 2002 følgende sammensætning: Faste medlemmer: Højesteretsdommer Peter Blok (formand) Advokat Asger Thylstrup Advokat Hanne Bender Suppleanter: Højesteretsdommer Poul Sørensen Advokat Dorte Wahl Adjunkt Thomas Riis Kulturministeriet yder sekretariatsbetjening af nævnet. 2. Nævnets kendelser i 2001 Nævnet afsagde ikke nogen kendelser i 2001. 3. Nævnets kendelser i 2002 1

Nævnet afsagde i 2002 tre kendelser: Kendelse af 3. januar 2002 i sag nr. 81: Aalborg-Nørresundby Antenneforening, Nørresundby mod TvDanmark 1 Ltd., Middelsex, England. Kendelse af 20. juni 2002 i sag nr. 82: Foreningen af Kommercielle Lokalradio- og TV-stationer (KOMM), Foreningen af Arbejderbevægelsens Elektroniske Medier (FAEM), Den Kristne Producent Komité for Lokalradio og TV (KPK) og Sammenslutningen af Lokale Radio- og TVstationer i Danmark (SLRTV) som mandatarer for de sendetilladelsesindehavere, som fremgår af klagernes medlemsoversigter, jf. bilag 43 i kendelsen, mod KODA Kendelse af 11. oktober 2002 i sag nr. 78: Copy-Dan Kabel-TV mod TDC Kabel-TV A/S (tidligere Tele Danmark Kabel TV), Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) som mandatar for Antenneforeningen AFO-SHS, Skanderborg, Kommunernes Landsforening (KL) som mandatar for Esbjerg Kommune, Boligselskabernes Landsforening (BL) som mandatar for boligselskabet Ådalsparken, Hørsholm, og Telia Stofa A/S, Horsens. Sag nr. 81: Aalborg-Nørresundby Antenneforening, Nørresundby, mod TvDanmark 1 Ltd., Middelsex, England. Sagen vedrørte rimeligheden af de vilkår, som TvDanmark 1 Ltd. stillede for kabelviderespredning af tv-kanalen TvDanmark 1, jf. ophavsretslovens 48, stk. 1. TV-kanalen TvDanmark 1 har været udsendt siden januar 2000. Kanalen modtages såvel af kabeloperatører som af enkelthusstande med parabolantenne (DTH-markedet). Programmet sendes kodet. Hos kabeloperatørerne sker dekodningen før viderespredningen i kabelanlægget. Tvisten for Ophavsretslicensnævnet angik spørgsmålet om, hvorvidt indklagede var berettiget til dels at nægte at give tilladelse til, at TV-kanalen viderespredtes over kabelanlægget i kodet form med henblik på dekodning i den enkelte husstand, dels også ved viderespredning i dekodet form i en programpakke at betinge tilladelse af, at TV-kanalen modtages af 80 % af de husstande, der er tilsluttet kabelanlægget. Under sagens forberedelse for Ophavsretslicensnævnet erklærede indklagede sig villig til at indgå en aftale med klageren om viderespredning af TvDanmark 1 i en af klagerens programpakker, uden at indklagede ville håndhæve kravet om en mindstetilslutning på 80 %. Klageren nedlagde følgende påstande: 1. Indklagede skulle tilpligtes at meddele tilladelse til, at klageren kunne fordele TvDanmark 1 i sit fællesantenneanlæg i kodet form med henblik på dekodning i den enkelte husstand. 2. Indklagede skulle tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke var berettiget til at stille vilkår om en vis mindstetilslutning for at tillade viderespredning af TvDanmark 1 i klagerens fællesantenneanlæg. Klagerens påstande var sideordnede. Indklagede nedlagde påstand om frifindelse over for begge påstande. Til støtte for påstand 1 gjorde klageren blandt andet gældende, at indklagedes standpunkt indebar, at husstande, som ikke var interesseret i at modtage TvDanmark 1, tvinges til at betale for kanalen. Klageren ønskede at sikre størst mulig fleksibilitet ved tilrettelæggelsen af programudbuddet og ønskede derfor at have mulighed for at vælge alene at videresprede kanalen til modtagelse på indi- 2

viduel basis. For så vidt angår påstand nr. 2, gjorde klageren blandt andet gældende, at påstanden ikke var begrænset til kun at vedrøre det konkrete krav om en mindstetilslutning på 80 % af de husstande, der var tilsluttet kabelanlægget, idet indklagede kunne tænkes at sætte kravet ned til eksempelvis 70 % eller 60 %, og idet det i det hele ikke burde tillades programleverandøren at stille krav om en vis mindstetilslutning som betingelse for at give tilladelse til viderespredning over kabelanlæg. Et sådant vilkår ville forhindre kabeloperatørene i frit at sammensætte programpakker ud fra medlemmernes interesser og ønsker med hensyn til indhold og pris, og et sådant vilkår ville således have ganske samme virkning som det vilkår om placering i den primære programpakke med kommercielle kanaler, som var til prøvelse i nævnets sag nr. 80. Til støtte for sin frifindelsespåstand gjorde indklagede blandt andet gældende, at nægtelsen af at give tilladelse til viderespredning med henblik på modtagelse på individuel basis var begrundet i væsentlige og legitime forretningsmæssige interesser. Indklagede henviste til, at indklagedes forretningskoncept var baseret på, at TvDanmark 1 på kabelmarkedet modtages af en væsentlig del af husstandene, hvilket muliggør den lave abonnementsafgift og samtidig er grundlaget for indklagedes reklameindtægter. En ordning med individuelt valg ville forudsætte, at de husstande, der var interesseret i at modtage TvDanmark 1, råder over en dekoder. For såvel klagerens som andre kabelanlæg var forholdet imidlertid det, at højst nogle få procent af de tilsluttede husstande havde egen dekoder, idet der skulle betales et ikke uvæsentligt beløb for at leje en dekoder. Der ville endvidere være tale om en urimelig forskelsbehandling, hvis TvDanmark 1 blev placeret bag dekoder, medens de konkurrerende kanaler, herunder TV3 og 3+, blev placeret i programpakker. Hensynet til klagerens medlemmer var tilgodeset gennem adgangen til frit at vælge programpakke. Indklagede anførte med hensyn til påstand 2, at der burde ske afvisning eller frifindelse, allerede fordi klageren ikke havde nogen aktuel retlig interesse i at få denne påstand prøvet når henses til, at indklagede havde erklæret ikke at ville håndhæve kravet over for klageren. Herudover gjorde indklagede gældende, at vilkåret om en vis betydelig tilslutning ikke var urimeligt, idet indklagede herigennem ønskede at sikre en bred modtagelse af TvDanmark 1 og at beskytte sig mod en urimelig placering af programmet. Nævnet bemærkede med hensyn til påstand 1, at indklagedes standpunkt måtte ses i lyset af, at modtagelse af TV-programmet på individuel basis forudsatte, at de interesserede husstande rådede over en dekoder, at udbredelsen af dekodere blandt husstande tilsluttet kabelanlæg var beskeden, idet højst nogle få procent af husstandene rådede herover, og at prisen for leje af en dekoder var høj set i forhold til prisen for at modtage TvDanmark 1 i en programpakke. Nævnet bemærkede endvidere, at en ordning, hvorefter TvDanmark 1 alene blev viderespredt i kodet form med henblik på individuelt tilvalg, medens konkurrerende TV-programmer, herunder TV3 og 3+, blev viderespredt i ukodet form i programpakker, ville indebære en væsentlig konkurrencemæssig forskelsbehandling. Endelig måtte det tages i betragtning, at klagerens ønske om fleksibilitet ved fastlæggelsen af programudbudet i rimeligt omfang kunne tilgodeses ved, at husstandene havde adgang til at vælge mellem forskellige programpakker. På denne baggrund fandt nævnet, at der ikke var grundlag for i medfør af ophavsretslovens 48, stk. 1, at tilsidesætte indklagedes nægtelse af at give tilladelse til viderespredning af TvDanmark 1 over klagerens antenneanlæg i kodet form med henblik på dekodning i den enkelte husstand. Nævnet bemærkede, at afgørelsen var baseret på de nuværende tekniske og markedsmæssige forhold, herunder den beskedne udbredelse af dekodere blandt husstande tilsluttet kabelanlæg. Indklagede frifandtes således for påstand 1. Med hensyn til påstand 2, bemærkede nævnet, at det omhandlede vilkår var et væsentligt indgreb i kabeloperatørenes adgang til frit at sammensætte programpakker ud fra de tilsluttede husstandes 3

interesser og ønsker med hensyn til indhold og pris. Dette gjaldt, selv om den krævede mindstetilslutning blev sat væsentligt ned. På denne baggrund fandtes klageren at have fornøden retlig interesse i en prøvelse af påstand 2. Nævnet bemærkede, at vilkåret måtte antages i alt væsentligt at have samme baggrund og virkning som det vilkår om placering i den primære programpakke med kommercielle kanaler, hvorom nævnet traf afgørelse ved kendelsen af 6. december 2000 i sag nr. 80. Nævnet fandt derfor, at også vilkår om en vis mindstetilslutning burde tilsidesættes i medfør af ophavsretslovens 48, stk. 1. Klagerens påstand 2 blev herefter taget til følge. Sag nr. 82: Foreningen af Kommercielle Lokalradio- og TV-stationer (KOMM), Foreningen af Arbejderbevægelsens Elektroniske Medier (FAEM), Den Kristne Producent Komité for Lokalradio og TV (KPK) og Sammenslutningen af Lokale Radio- og TV-stationer i Danmark (SLRTV) som mandatarer for de sendetilladelsesindehavere, som fremgår af klagernes medlemsoversigter, jf. bilag 43 i kendelsen, mod KODA. Sagen angik rimeligheden af KODA s tarif for anvendelse af musik i lokalradioer jf.. ophavsretslovens 2, jf. 1, sammenholdt med 75 a, stk. 2. Indtil gennemførelsen af ophavsretslovens 75 a ved lov nr. 472 af 7. juni 2001, der trådte i kraft den 9. juni 2001, var det et vilkår for KODA's koncession, at KODA's tariffer (vederlag) skulle godkendes af Kulturministeriet. KODA's tariffer for lokalradioernes udsendelse af musikværker omfattet af KODA's repertoire blev første gang fastsat i 1986 og var gældende for perioden 1. november 1986 til 31. december 1995. I december 1995 blev der mellem KOMM, FAEM, KPK og KODA indgået en aftale om tarif og vilkår, hvilken aftale, for så vidt angår priserne, blev godkendt af Kulturministeriet. I juni 1997 opsagde de deltagende lokalradioorganisationer 1995-aftalen til udløb ved årets udgang. Der førtes herefter langvarige, men resultatløse, forhandlinger om indgåelse af en ny aftale. Under forhandlingerne godkendte Kulturministeriet indtil udløbet af 1999 midlertidige forlængelser af den hidtidige tarif. Der har ikke eksisteret nogen godkendt tarif siden den 1. januar 2000. KODA opkrævede i 1. halvår af 2000 acontobetalinger på grundlag af de pristalsregulerede 1995- tariffer med et fradrag på 15 %. Siden 1. juli 2000 har KODA opkrævet acontobetalinger på grundlag af de pristalsregulerede 1995-tariffer med et fradrag på 8 % for kommercielle lokalradioer og på 30 % for ikke-kommercielle lokalradioer. Klagerne nedlagde principalt påstand om taksternes størrelse (takst I-IV), subsidiært om fastsættelse af højere takster efter nævnets skøn. Herudover nedlagde klagerne påstand om de øvrige vilkår forbundet med tariffen (indtægtsgrundlag og tariffens varighed og opsigelse). Klagerne nedlagde påstand om frifindelse over for de af indklagede nedlagte selvstændige påstande. Indklagede nedlagde påstand om tariffernes størrelse samt om de øvrige vilkår forbundet med tariffen (dækningsområdet, beregning af vederlagsprocenten, indbyggerfaktorerne, varigheden af tariffen, indeksregulering og beregningsgrundlaget). For så vidt angår påstandene om tariffernes størrelse, påstod indklagede principalt, at sendetimepriserne i minimumspris 1 efter 1995-aftalen skulle pristalsreguleres frem til 2001 og derefter forhøjes med 10 %. Subsidiært påstod indklagede, at der ikke skulle ske ændringer i sendetimepriserne i minimumspris 1 ud over pristalsregulering frem til 2001. Mere subsidiært påstod indklagede, at sendetimepriserne i minimumspris 1 efter pristalsregulering frem til 2001 skulle nedsættes med 8 % for kommercielle lokalradioer og med 30 % for ikke 4

kommercielle lokalradioer. Mest subsidiært påstod indklagede, at de pristalsregulerede takster skulle nedsættes med 15 %. Til støtte for sin påstand om tarifniveauet gjorde klagerne blandt andet gældende, at der måtte tages hensyn til tarifniveauet i Sverige og Norge. En undersøgelse foretaget for klagerne havde vist, at de danske tariffer i forhold hertil var urimeligt høje. Med hensyn til de ikke-kommercielle lokalradioer gjorde klagerne blandt andet gældende, at disse ofte havde et meget beskedent indtægtsgrundlag. Vederlaget til KODA udgjorde ofte en uforholdsmæssig stor del af indtægterne. Hertil kom, at musikandelen for ikke-kommercielle lokalradioer ofte var lav. Indklagede gjorde til støtte for sine påstande om tarifniveauet gældende, at en vurdering af rimeligheden af KODA's tariffer for lokalradioerne ikke burde ske ved sammenligning af tarifniveauet i udlandet, når der på området gennem en årrække har eksisteret tariffer, der har været aftalt mellem KODA og lokalradioernes organisationer. Hertil kom, at forholdene i Sverige og Norge på lokalradioområdet på forskellige måder adskilte sig fra forholdene i Danmark, hvilket gjorde en sammenligning af prisniveauerne vanskelig. Indklagede anførte til støtte for den principale påstand om en forhøjelse af tariffen, at KODA ved 1995-tariffen accepterede en vis reduktion af det samlede vederlag i forventning om, at denne reduktion ville blive kompenseret gennem en aktivitetsstigning de følgende år. Hertil kom, at det relative musikforbrug var steget siden 1995. Med hensyn til de ikkekommercielle lokalradioer gjorde indklagede gældende, at der allerede ved 1995-aftalen var taget vidtgående hensyn til disse lokalradioer. Herudover anførte såvel klager som indklagede anbringender vedrørende de øvrige vilkår for tarifferne (dækningsområde, vederlagsprocenten i pris 1, justering af indbyggerfaktorerne, beregningsgrundlaget for de omsætningsbestemte tariffer og varigheden af tariffen). Nævnet bemærkede om det generelle vederlagsniveau og særligt om de ikke-kommercielle lokalradioer, at efter en samlet vurdering burde de minimumstakster, der skulle være gældende fra den 9. juni 2001, fastsættes til de takster, som KODA siden den 1. juli 2000 havde anvendt ved acontoopkrævninger (de pristalsregulerede 1995-minimumstariffer med en reduktion på 8 % for de kommercielle lokalradioer og en reduktion på 30 % for de ikke-kommercielle lokalradioer). Med hensyn til dækningsområde bemærkede nævnet, at 1995-aftalens regulering af dækningsområdet ikke længere var tilstrækkeligt til at sikre, at der var rimelig overensstemmelse mellem det antal indbyggere, som var afgørende for vederlagsfastsættelsen efter minimumstaksterne, og det reelle antal indbyggere som kunne modtage lokalradioens udsendelser. Nævnet tog derfor KODA's påstand vedrørende en ny affattelse af vilkårenes 4, stk. 2-4 til følge. For så vidt angik vederlagsprocenten i pris 1, tog nævnet KODA's påstand til følge, hvorefter hver af parterne kunne forlange, at vederlagsprocenten i pris 1 fastsættes på grundlag af formlen: musikprocent x 0,0775. Dog var udgangspunktet fortsat en vederlagsprocent på 5. Nævnet tog KODA's påstand om justering af indbyggerfaktorerne i minimumstaksterne til følge, således at der skabtes mulighed for en vis forhøjelse af minimumstaksterne for lokalradioer med et dækningsområde på mere end 374.999 indbyggere. Med hensyn til beregningsgrundlaget for de omsætningsbestemte tariffer tog nævnet KODA's påstand til følge. Nævnet fandt således, at reklameindtægter, der oppebæres af et uafhængigt reklame- 5

salgs- og produktionsselskab, som samarbejder med lokalradioen, skulle medregnes i beregningsgrundlaget for lokalradioens omsætningsbestemte vederlag i det omfang, indtægterne kan henføres til lokalradioens udsendelser. Også andre indtægter, der oppebæres af uafhængige tredjemænd, men som angår lokalradioens udsendelser, burde indgå i beregningsgrundlaget. Beregningsgrundlaget for en ikke-kommerciel lokalradio måtte som udgangspunkt omfatte alle former for indtægter, herunder alle former for offentlige tilskud. For så vidt angik varigheden af tariffen, var nævnet enig med KODA i, at der ikke var hjemmel til at fastsætte en tarif, som var bindende for KODA, indtil den måtte blive ændret ved ny nævnsafgørelse, domstolsafgørelse eller aftale. Nævnet fandt således, at tariffen og vilkårene skulle være gældende fra den 9. juni 2001 og indtil videre med et opsigelsesvarsel fra hver af parterne på 6 måneder til udgangen af et kalenderår. Sag nr. 78 (endelig afgørelse): Copy-Dan, foreningen Kabel-TV mod TDC Kabel-TV A/S (tidligere Tele Danmark Kabel TV), Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) som mandatar for Antenneforeningen AFO-SHS, Skanderborg, Kommunernes Landsforening (KL) som mandatar for Esbjerg Kommune, Boligselselskabernes Landsforening (BL) som mandatar for Boligselskabet Ådalsparken, Hørsholm og Telia Stofa A/S, Horsens. Sagen drejede sig om, hvorvidt og i givet fald med hvilket beløb andre rettighedshavere end dels fjernsynsforetagendet selv, dels de rettighedshavere, der repræsenteres af KODA, kunne kræve vederlag for kabelviderespredning af TV-kanalerne TV 3 og 3+ for årene 1998 og 1999, og for så vidt angik TV 3 tillige for året 1997, jf. ophavsretslovens 35, jf. 50, og 48, stk. 1. Under sagens forberedelse nedlagde de indklagede påstand om sagens afvisning. Nævnet udskilte dette spørgsmål til særskilt forhandling og afgørelse. Ved nævnets kendelse af 3. juli 2000 blev de indklagedes afvisningspåstand ikke taget til følge. Der blev efterfølgende ført forligsforhandlinger, uden at det lykkedes at opnå enighed. Klager nedlagde endelig påstand om, at de indklagede som ejere af kabelanlæg for kabelviderespredning af TV 3 i 1997 og af TV 3 og 3+ i 1998 og 1999 skulle betale et årligt vederlag til klageren på 5,54 kr. pr. kanal pr. tilsluttet husstand. Klager afgav i tilslutning til sin påstand en proceserklæring, hvorefter TV 3 og 3+ efter nogle nærmere forudsætninger skulle være berettiget til at modtage vederlag fra det forvaltningsselskab (CAB), som fordeler filmproducenternes andel af det Copy-Dan opkrævede vederlag for kabelviderespredning. De indklagede nedlagde principalt påstand om frifindelse. Subsidiært nedlagde de indklagede påstande om frifindelse mod betaling af et mindre beløb, der udgjorde en efter nævnets skøn nærmere fastsat procentdel af det beløb, som i henhold til den gældende Copy-Dan tarif, jf. nævnets kendelse af 16. december 1997 i sag nr. 70, skulle betales pr. husstand pr. år for modtagelse af yderligere en kanal. Mere subsidiært nedlagde de indklagede påstand om frifindelse mod betaling af et mindre beløb, der udgjorde en efter nævnets skøn nærmere fastsat procentdel af det beløb, der gennemsnitligt skulle betales pr. husstand pr. kanal for modtagelse af de af Copy-Dan tariffen omfattede kanaler. Til støtte for sin påstand anførte klager, at de indklagede for kabelviderespredning af TV 3 og 3+ til de rettighedshavere, der repræsenteredes af klageren, burde betale et beløb svarende til det gennem- 6

snitlige vederlag for viderespredning af en Copy-Dan kanal alene med fradrag af de andele, som i henhold til en voldgiftskendelse fra 1989 tilkom dels radiofonien selv, dels KODA. Klager anførte, at TV 3 og 3+ ikke (fuldt ud) havde erhvervet og klareret kabelviderespredningsrettighederne for en række programtyper. De indklagede anførte til støtte for deres principale påstand om frifindelse, at TV 3 og 3+ gennem deres aftaler med producenter m.v. havde erhvervet en så stor del af de rettigheder til kabelviderespredning, som tilkom andre rettighedshavere end de af KODA repræsenterede og TV 3/3+ selv, at der ikke var grundlag for at pålægge de indklagede at betale vederlag til klageren. De indklagede anførte endvidere, at såfremt nævnet ikke kunne give de indklagede medhold i frifindelsespåstanden, var de indklagede for så vidt enige i, at der ved fastsættelsen af vederlaget til klageren burde tages udgangspunkt i Copy-Dan tariffen. Der burde imidlertid ikke tages udgangspunkt i det gennemsnitlige vederlag for en Copy-Dan kanal, men i det vederlag, den pågældende husstand under hensyn til antallet af kanaler, som i forvejen modtoges, skulle betale for at modtage yderligere en kanal, jf. de indklagedes subsidiære påstand. Med hensyn til klagers proceserklæring anførte de indklagede, at denne burde lades ude af betragtning ved nævnets afgørelse, da en fordyrende administrationsordning med CAB ikke kunne accepteres. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt TV 3 og 3+ havde erhvervet rettighederne vedrørende kabelviderespredning lagde nævnet til grund, at TV 3 og 3+ i almindelighed havde erhvervet rettighederne vedrørende kabelviderespredning (bortset fra KODA-rettigheder), når der var tale om udenlandske film eller TV-produktioner, medens dette derimod i almindelighed ikke var tilfældet, når der var tale om danske film, entrepriseproduktioner, reklamefilm eller dansk medvirken i dubbede udsendelser. Nævnet bemærkede, at de udsendelser, for hvilke TV 3 og 3+ efter det anførte i almindelighed ikke havde erhvervet rettigheder vedrørende kabelviderespredning, langtfra var af uvæsentlig betydning. Der kunne derfor ikke gives de indklagede medhold i anbringendet om, at TV 3 og 3+ havde erhvervet kabelviderespredningsrettigheder i et sådant omfang, at der ikke var grundlag for at fastsætte et vederlag til de af klageren repræsenterede rettighedshavere. De indklagedes principale påstand om frifindelse kunne derfor ikke tages til følge. Nævnet kunne heller ikke give de indklagede medhold i den subsidiære påstand om, at vederlaget til klageren burde fastsættes med udgangspunkt i det vederlag, den enkelte husstand efter Copy-Dan tariffens degressive skala skulle betale for modtagelse af yderligere en kanal. Den degressive skala forudsatte, at der opkrævedes et samlet vederlag for kabelviderespredning af de af ordningen omfattede kanaler, og kunne ikke anvendes på TVkanaler, der står uden for ordningen. At tage udgangspunkt i det gennemsnitlige vederlag for en Copy-Dan kanal indebar ikke en diskriminering af TV 3 og 3+ i forhold til Copy-Dan kanalerne. Nævnet tog herefter i overensstemmelse med klagerens påstand og de indklagedes mere subsidiære påstand udgangspunkt i det gennemsnitlige vederlag for en Copy-Dan kanal. Nævnet bemærkede, at vederlaget måtte fastsættes under hensyn til omfanget af TV 3's og 3+'s erhvervelse af kabelviderespredningsrettigheder. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at vederlaget til klageren for kabelviderespredning af TV 3 og 3+ i de omhandlede år burde fastsættes til 25 % af det gennemsnitlige vederlag for en Copy-Dan kanal, dvs. til 2,75 kr. om året pr. kanal pr. husstand. 7

4. Verserende sager. Der er for tiden 6 verserende sager ved nævnet. Det drejer sig om: Sag nr. 83 Druegaarden Fester ApS mod KODA Sag nr. 84 De Regionale Spillesteder mod KODA Sag nr. 87 KODA mod Sterling European Airlines A/S, Maersk Air I/S, My Travel Airways A/S og SAS Sag nr. 88 www.galaxyjoe.dk ved Martin Thyrring mod KODA Sag nr. 89 2 P Klip ved Per Christensen mod Gramex Sag nr. 90 Professionelle Danselærere i Danmark mod KODA og Gramex 5. Oversigt over nævnets kompetence og afsagte kendelser. Det vedhæftede bilag indeholder en opdateret oversigt over nævnets kompetence med henvisning til de pågældende bestemmelser i ophavsretsloven og i tilknytning hertil en oversigt over samtlige afsagte kendelser fordelt på sagskategorier. Kendelserne kan findes på Kulturministeriets hjemmeside www.kum.dk eller rekvireres i nævnets sekretariat: c/o Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K. København, den 7. maj 2003 Peter Blok /Malene Sthyr 8

Oversigt over Ophavsretslicensnævnets kompetence pr. 1. januar 2003 samt Ophavsretslicensnævnets (Tvangslicensnævnets) kendelser fordelt på sagskategorier Ophavsretslicensnævnet har i henhold til ophavsretslovens 47, stk. 1, kompetence til at træffe afgørelse i sager om fastsættelse af vederlagets størrelse på følgende områder: Fremstilling af lydbøger og lydaviser med henblik på udlån til synshandicappede, jf. 17, stk. 4; Brug af værker i undervisningsantologier, jf. 18, stk. 1; Individuelle vederlagskrav til ikke-repræsenterede ophavsmænd, der omfattes af en aftalelicens, jf. 51, stk. 2; Vederlag for brug af udgivne lydoptagelser i radio og fjernsyn m.v., jf. 68. Herudover er nævnet kompetent til at meddele tilladelse til samt fastsætte de nærmere vilkår for: kabelviderespredning i tilfælde, hvor en godkendt rettighedsorganisation eller et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund nægter at give tilladelse hertil eller fastsætter urimelige vilkår herfor, jf. 48, stk. 1; optagelse af radio- og tv-udsendelser til undervisningsbrug og til brug for syns- og hørehandicappede, jf. 48, stk. 2. Nævnet er endvidere kompetent til at fastsætte vilkår for offentlig fremførelse af musikværker jf. 75 a, stk. 2. Endelig er Ophavsretslicensnævnet kompetent til at pålægge en rettighedshaver, som har gjort brug af de i 75 c, stk. 1, nævnte effektive tekniske foranstaltninger, at stille sådanne midler til rådighed for en bruger, som er nødvendige for, at denne kan drage fordel af visse indskrænkninger i eneretten samt af aftalelicenser, jf. 75 d, stk. 1 Ved lov nr. 1207 af 27. december 1996 gennemførtes visse ændringer i nævnets kompetence i sager om viderespredning af værker m.v., der indgår i radio- og fjernsynsudsendelser. Dette havde sammenhæng med, at tvangslicensordningen i lovens 35 med virkning fra den 1. januar 1998 blev omlagt til en ordning baseret på aftalelicens. Ved ændringslovens 2, stk. 3, blev der endvidere indført en overgangsregel. Efter denne kunne Ophavsretslicensnævnet for året 1997 meddele den fornødne tilladelse til samt fastsætte de nærmere vilkår for videreudsendelse i kabelanlæg af værker, fremførelser og frembringelser, som indgår i udsendelser i radio eller fjernsyn af den i ophavsretslovens 35, stk. 5, nævnte karakter. 9

Ved lov nr. 472 af 7. juni 2001 blev nævnets kompetence ved den nye 75 a, stk. 2, udvidet til også at omfatte KODA's tariffer for offentlig fremførelse af ophavsretligt beskyttet musik. Nævnets kompetence omfatter alene en stillingtagen til rimeligheden af KODA s tariffer og andre vilkår for at meddele tilladelse til offentlig fremførelse af musikværker. Nævnet har derimod ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der er tale om offentlig fremførelse. Ved lov nr. 1051 af 17. december 2002 blev der foretaget følgende ændringer med relevans for Ophavsretslicensnævnets kompetence: Tvangslicensen i 17, stk. 1, 2. pkt. blev ophævet. Ændringen er en følge af implementeringen af infosoc-direktivets artikel 5, stk. 3, litra b, hvorefter medlemsstaterne kan indføre indskrænkninger i eneretten, hvis der er tale om ikke-kommercielle anvendelser til gavn for handicappede. Tvangslicensen i 17, stk. 1, 2. pkt., harmonerede ikke med direktivet, hvorfor den måtte ophæves. Der blev indsat en ny 75 d, hvorefter Ophavsretslicensnævnet på begæring kan pålægge en rettighedshaver, som har gjort brug af de i 75 c, stk. 1, nævnte effektive tekniske foranstaltninger, at stille sådanne midler til rådighed for en bruger, som er nødvendige for, at denne kan drage fordel af bestemmelserne i 15, 16, stk. 1, 17, stk. 1-4, 18, stk. 1 og 2, 21, stk. 1, nr. 2, 23, stk. 1, samt 26-28, 31 og 33. Denne nye bestemmelse gennemfører infosocdirektivets artikel 6, stk. 4, der regulerer forholdet mellem forbudet i artikel 6, stk. 1, mod omgåelse af effektive tekniske foranstaltninger og en række undtagelser fra eneretten. For at sikre en smidig løsning af de konflikter, som måtte opstå på dette område, er der ved 75 d givet hver af parterne mulighed for at indbringe eventuelle tvister for Ophavsretslicensnævnet. - - - o - - - De afgjorte sager fordeler sig på de enkelte sagskategorier på flg. måde: 17, stk. 4 (tidligere 17, stk. 2): Sag nr. 39: Dansk Forfatterforening mod Danmarks Blindebibliotek; 18, stk. 1: Sag nr. 4: Dansk Komponistforening mod Foreningen af Højskoler og Landbrugsskoler; sag nr. 4B: Dansk Komponistforening mod Foreningen af Højskoler og Landbrugsskoler II; sag nr. 7: Fotograf F.L. Kenett mod Gyldendalske Boghandel; sag nr. 12: UBVA mod Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag; sag nr. 18: Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark mod Dansk Forfatterforening; 35: Sag nr. 16: Copy-Dan's forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod P&T, KTAS, FKT, JKAS; sag nr. 19: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod en række antenneforeninger m.v.; sag nr. 61: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod KTAS, Jydsk Telefon A/S, Fyns Telefon A/S og Tele Sønderjylland A/S; sag nr. 62: Skagen Antennelaug mod Eurosport Sales Organisation S.C.S; sag nr. 66: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod TeleDanmark A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL) og Boligselskabernes Landsforening; sag nr. 70: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes landsforening og Stofa; sag nr. 73: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes 10

Landsforening (BL) og Stofa A/S; sag nr. 74: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV, KODA og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Telia Stofa A/S; sag nr. 75: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Biintervenient: Telia Stofa, sag nr. 78: Copy-Dan Kabel-TV mod TDC Kabel-TV A/S (tidligere Tele Danmark Kabel TV), Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) som mandatar for Antenneforeningen AFO-SHS, Skanderborg, Kommunernes Landsforening (KL) som mandatar for Esbjerg Kommune, Boligselskabernes Landsforening (BL) som mandatar for boligselskabet Ådalsparken, Hørsholm, og Telia Stofa A/S, Horsens. 48, stk. 1: Sag nr. 16: Copy-Dan's forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod P&T, KTAS, FKT, JKAS; sag nr. 19: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod en række antenneforeninger m.v.; sag nr. 61: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod KTAS, Jydsk Telefon A/S, Fyns Telefon A/S og Tele Sønderjylland A/S; sag nr. 62: Skagen Antennelaug mod Eurosport Sales Organisation S.C.S; sag nr. 65: Tele Danmark A/S mod Deutsches Sportfernsehen GmbH (DSF); sag nr. 66: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod Tele- Danmark A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL) og Boligselskabernes Landsforening; sag nr. 70: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes landsforening og Stofa; sag nr. 73: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Stofa A/S; sag nr. 74: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV, KODA og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Telia Stofa A/S; sag nr. 75: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Biintervenient: Telia Stofa; sag nr. 78: Copy-Dan Kabel-TV mod TDC Kabel- TV A/S (tidligere Tele Danmark Kabel TV), Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) som mandatar for Antenneforeningen AFO-SHS, Skanderborg, Kommunernes Landsforening (KL) som mandatar for Esbjerg Kommune, Boligselskabernes Landsforening (BL) som mandatar for boligselskabet Ådalsparken, Hørsholm, og Telia Stofa A/S, Horsens; sag nr. 80: Forenede Danske Antenneanlæg (FDA) mod Viasat Broadcasting Group Ltd, sag nr. 81: Aalborg-Nørresundby Antenneforening, Nørresundby mod TvDanmark 1 Ltd., Middelsex, England. 48, stk. 2: Ingen sager. 51, stk. 2: Ingen sager. 68: Sag nr. 2: Gramex mod Danmarks Radio; sag nr. 9: Gramex mod Danmarks Radio II; sag nr. 17: Gramex mod Sammenslutningen af lokale radio- og TV-stationer i Danmark samt Lokalradio Herning; sag nr. 20: Gramex mod Skagens Nærradio A.m.b.a..; sag nr. 21: Gramex mod Næstved Folkeradio; sag nr. 22 Gramex mod Radio RAFO A.m.b.a.; sag nr. 23: Gramex mod Odense Nærradio; sag nr. 24: Gramex mod Radio Vesterbro; sag nr. 25: Gramex mod Radio Aalborg; sag nr. 26: Gramex mod Århus Nærradio; sag nr. 28 : Gramex mod Frederikshavn Lokalradio A/S; sag nr. 29: Gramex mod Rhema Radio; sag nr. 30: Gramex mod The Voice (Frederiksberg Lokal Radio ApS); sag nr. 31: Gramex mod Sokkelund Radio; sag nr. 32: Gramex mod Aalborg Nærradio; sag nr. 33: Gramex mod Folkets Radio; sag nr. 34: Gramex mod Radio Randers; sag nr. 35: Gramex mod Radio Viborg; Sag nr. 37: Gramex mod Sokkelund Radio II; sag nr. 38: Gramex mod Radio Mercur; sag nr. 41: Gramex mod Radio HSR; sag nr. 43: Gramex mod Lokalradioen Linie 1; sag nr. 46: Gramex mod Radio SLR (Stenløse Lokal Radio) og Sky Radio; sag nr. 47: Gramex mod 67 lokalradioer; sag nr. 48: Gramex mod Rødding og Omegns Nærradio; sag nr. 11

50: Gramex mod Radio Næstved; sag nr. 52: Gramex mod Radio Sydkysten; sag nr. 56: Danmarks Radio mod Gramex; sag nr. 57: Gramex mod Radio Energy FM I (Lyngby); sag nr. 58: Gramex mod Radio Energy FM II (København); sag nr. 59: Gramex mod Radio CBB; sag nr. 60: Gramex mod Universitetsradioen; sag nr. 64: Radio Esbjerg mod Gramex; sag nr. 68: The Voice of Scandinavia mod Gramex; sag nr. 71: Gramex mod Radio Viborg; sag nr. 79: Gramex mod Pop FM ved Nordisk Radio Reklame. 75 a, stk. 2: sag nr. 82: Foreningen af Kommercielle Lokalradio- og TV-stationer (KOMM), Foreningen af Arbejderbevægelsens Elektroniske Medier (FAEM), Den Kristne Producent Komité for Lokalradio og TV (KPK) og Sammenslutningen af Lokale Radio- og TV-stationer i Danmark (SLRTV) som mandatarer for de sendetilladelsesindehavere, som fremgår af klagernes medlemsoversigter, jf. bilag 43 i kendelsen, mod KODA 2, stk. 3, i lov nr. 1207 af 27. december 1996: sag nr. 67: KODA mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes landsforening, Boligselskabernes Landsforening og Stofa samt TV 3 mod KODA; sag nr. 69: TV 1000 Danmark A/S mod KODA. 12