Den falske salafisekt

Den falske salafisekt Ummahs situation Alt imens muslimerne angribes af de vantro i Afghanistan, Tjetjenien, Irak, Palæstina, Filippinerne osv., og samtidig med at deres resurser og rigdomme plyndres, tvinger den zionistiske Verdensbank samt IMF dem ud i et bundløst gældsslaveri. Alene i Afghanistan og Tjetjenien er hundredtusinder af civile uskyldige muslimer blevet dræbt. Sanktionerne i Irak kostede mindst en halv million irakiske børn livet som følge af underernæring og mangel på medicin. Hele den arabiske verdens ledere er nu marionetdukker i hænderne på USA og dens allierede, som har tyranniseret og omdannet de pågældende lande til rene politistater; den mindste kritik, og man ender i et modbydeligt torturkammer i et fængsel under jorden. I alt dette mørke og al denne frustration findes der stadig et lys. Profeten (fvmh) sagde: Der vil altid være en gruppe fra min Ummah (nation), der går i krig for sandheden, åbenlyst, indtil dommedagen... [Sahih Muslim]. Denne gruppe vil forblive indtil dommedagen; der vil ingen tidsperiode være, uden at denne gruppe eksisterer og kæmper. Omkring denne hadith om Ta ifah al-mansurah (den sejrende gruppe) sagde Shaikh Muhammad Ibn Abdulwahhab (rh): Disse er gode nyheder, der viser, at sandheden aldrig vil ophøre med at eksistere, som den gjorde for nationerne før os. Derimod vil der altid være en gruppe på sandheden. (Kitab at- Tawhid) Lyset af Jihad har altid været tændt, og vi ser tydeligt, hvordan få troende mænd har kunnet modstå de enorme supermagters hære fra Rusland og USA. Dette sker kun med Allahs (swt) hjælp og støtte. Imam og Jihad Men til vores store forundring og ærgrelse er en ondskabsfuld sekt vokset frem i vor ummah. Dens tilhængere påstår, at de er denne selv samme sekt, som profeten (fvmh) profeterede (Ta ifah al-mansurah). Efter at have påberåbt sig selv renhed og retledning fornægter de, at der nogetsteds i verden i dag udkæmpes jihad, da ingen af deres såkaldte ledere(konger eller præsidenter) har befalet dette. Samtidig påstår de, at kong Abdul Aziiz (af Saudi) er Wali ul- Amr (de troendes leder), selvom han allierer sig med de vantro (USA og zionisterne) imod muslimerne rundt omkring i verden. Så hvornår forventer de, at denne forræder (Abdul Aziiz) vil erklære jihad mod de vantro koalitionsstyrker, når han er deres ydmyge tjener!? Dette er en katastrofal bidah, der ligner det, som Shia Rafidah tror på, navnlig at der ingen jihad er, før (deres) Imam Mahdi kommer. Det klare formål med denne bidah er at stoppe jihad samt styrke de korrupte ledere i den muslimske verden. 1

Det skal her gøres klart, at der er to generelle formmer for jihad: forsvars- og angrebsjihad. Og tag ikke fejl, man behøver ikke tilladelse af en amir for at forsvare sig Omkring angrebsjihad sagde Imam Ibn Qudamah Al-Maqdisi (rh): Imams fravær udsætter ikke jihad, fordi meget går tabt ved at udsætte jihad. (Al-Mughni 8/253) Hvis der ikke er en imam, skal jihad ikke udsættes, da fordelene ved jihad ville forsvinde, hvis den udsættes. (Al-Mughni 10/374) Her er flere ulama af samme mening: Imam Ibn Hazm, Imam Qurtubi, Imam Shawkani og Imam Muhammad Ibn AbdulWahab (rh). Yderligere sagde Shaikh AbdurRahman ibn Hasan Aal-Shaikh, at jihad er en betingelse for at være imam. Og i en besvarelse til nogle protester fra Ibn Nabhaan sagde han følgende: Det skal siges: I hvilken bog og i hvilken ayah findes der bevis for, at jihad ikke er obligatorisk undtagen med en imam, som skal følges?! Dette er en opdigtet løgn (fornyelse) i Diin og en afvigelse fra de troendes vej. (Ad-Durrar As-Sanniyah 8/199-200) Ibn Taymiyya (rh) sagde: Angående det at kæmpe i forsvar, så er det den vigtigste metode til at fordrive fjenderne fra helligdommene og beskytte religionen. Derfor er det obligatorisk ifølge ijma. Dvs. der er ikke noget mere obligatorisk efter iman end at fordrive den indtrængende fjende, som korrumperer religionen og dette liv. Så der er ingen betingelser for dette, snarere skal fjenden fordrives med alle tilgængelige midler. (Al-Ikhtiyarat Al- Fiqhiyyah, s. 309) Abu Hafs Al-Bilqini (rh) sagde: Hvis den, der vil lave jihad (ghazwa), hvad enten det er én eller flere, skulle bruge tid på at få tilladelse (fra imam) og dermed gå glip af målet, er der ingen bebrejdelse i, at han går ud alene (uden tilladelse). Han siger videre: Hvis lederen (imam) forsømmer at lave jihad (ghazwa/angreb), og ham og hans soldater beskæftiger sig med dunya (det verdslige) eller lignende, så vil der ikke være noget at bebrejde den enkelte eller gruppen for, hvis de opretholdte denne jihad, idet de så ville være de opretholdende af den forsømte forpligtelse. (Al-Mughni Al-Muhtaj 4/220) Og angående denne udredelse af Abu Hafs siger Ibn Al-An nuhas: Den er meget god. (Mashari Al-Ashwaq s.1019) Imam Ibn Hazm (rh) sagde: Ahlul Kufr bekæmpes sammen med enhver imam, hvad enten han er fasiq eller ej eller mutaghalab (en der har taget styret ved magt), ligesom at de (kuffar) også kan bekæmpes sammen med imamen eller af den enkelte (muslim) alene, hvis han kan. (Al-Muhala 10/99) Vi ved fra Profetens (saws) Sirah (biografi), efter aftalen Sulh Al-Hudaibiyyah, at en gruppe af muslimerne fra Makkah, ledet af Abu Basir (ra), flygtede ud i de omkringliggende bjerge, hvorfra de angreb og plyndrede Quraish. Og Profeten (saws) forbød ikke dette men accepterede det. 2

Imam Ibn ul Qayyim (rh) sagde: Og det, man kan lære af Sulh Al-Hudaibiyyah historien om de (kuffar), som har lavet ahd (aftale) med Imam, er, at hvis der er en gruppe (som ikke har en aftale), der løsriver sig og så bekæmper de kuffar, som har en aftale (med Imam) og tager deres penge (såsom Abu Basir (ra) gjorde)... så er det ikke wajib (obligatorisk) for Imam at stoppe eller forhindre dem. (Zaad ul-ma ad 3/241) Imam Shawkani (rh) sagde: Muslimerne er uenige, mht. bekæmpelsen af kuffar i deres (muslimernes) land, om, hvorvidt det er en betingelse, at Al-Amir Al- Atham (den store leder/khalifah) er til stede. Haq (sandheden) er, at det er wajib for den enkelte muslim (at bekæmpe kuffar), og de ayat ul Quran (Koranvers) og ahadith an-nabi (saws) er mutlaqa (ubundne) og ikke muqayyada (bundne). (Ar-Rasail us-salafiyah nr. 4 s. 80) Siddique Hasan Khan (rh) sagde: Beviserne fra Quran og Sunnah, for at jihad er wajib, er ikke bundet af, at Imam eller hærlederen er retfærdig. Tværtimod er det en farida (forpligtelse) fra faraid af Diin, som Allah har gjort obligatorisk for Sine slaver (muslimerne) uden at være bundet (muqayyad) af tid, sted, person, retfærdighed eller undertrykkelse. (Ar- Rawdah 333) Og som shaikh Salih Al-Uthaymin (rh) tydeligt siger i Zaad ul Mustaqna (kitab ul-jihad 3/401), så bliver det fard ul-ayn (obligatorisk for den enkelte) at forsvare sig selv og landet, selv uden imams tilladelse, hvis fjenden angriber. Og til de falske salafi siger vi: Hvad skal vi gøre, når vore lande bliver angrebet og invaderet af kuffar? Især når de hykleriske ledere står side om side med dem? Skal vi da sætte os ned og vente på en imam, imens vore familier og venner slagtes? Det er indlysende ifølge fitrah, at vi skal forsvare os med eller uden imam! Hvordan kan I påstå, at der ingen jihad er i verden, når Profeten (fvmh) har sagt følgende: "Jihad er vedvarende fra tiden, Allah sendte mig, indtil de sidste fra min Ummah bekæmper Dajjal. Den annulleres ikke af tyranniet fra en tyran, ej heller af retfærdigheden fra en retfærdig person..." [Sunan Abu Dawud] Profeten (fvmh) sagde: Der vil altid være en gruppe fra min Ummah (nation), der går i krig for sandheden, åbenlyst, indtil dommedagen... [Sahih Muslim] Og han (fvmh) sagde: "Den, der dør uden at have deltaget i en Ghazwah (militær ekspedition), og uden en intention om det, dør med hykleri i sig." [Sahih Muslim] Det står soleklart, at der altid vil være en vedvarende jihad, som ikke stopper pga. manglen på en imam. De, der fornægter dette, har fornægtet disse udtalelser af Profeten (fvmh). Al Walaa wal Baraa Vi ved med sikkerhed, at de falske salafi støtter op om mange af de korrupte ledere i den muslimske verden. Dette gælder i særdeleshed Saudi Arabiens ledere, som er kendt for deres alliancer med kuffar. Sågar siger de, at Kong Fahd er Wali ul-amr (Imam). Men lad os se nærmere på Saudi regimet, og hvem dets allierede er. 3

Ambassadøren for Saudi Arabien i USA, prins Bandar (kendt som Bandar Bush), sagde i en forsamling sponsoreret af Bilateral/U.S.-Arab Chamber of Commerce i december 2003: Vi skal være taknemlige for, hvad USA har gjort for at afskaffe de to onder (two evils), Taliban og Saddam... Yderligere sagde Bandar Bush: Vi er jeres venner, fordi I aldrig har udført en handling, som ville skade vort folk. Yderligere sagde Prins Bandar Bush, at Saudi Arabien vil fortsætte med at gøre sin del til at stå skulder mod skulder med Jer (USA) imod ondskab. (Hvilken ondskab, må man spørge?) Til de falske salafi, Bandar Bush og hans lige har vi følgende ayah fra Al-Quran: {Oh I som tror, tag ikke Al-Kafirin som Awliya (venner, allierede osv.) i stedet for de troende; ønsker I at give Allah (swt) et klart bevis imod jer?} [Surat un-nisaa; 144] FN, hvis sanktioner imod Irak har kostet over 1,5 mio. muslimer livet, er ikke bare Saudis allierede; Saudi er en af dens grundlæggere, hvilket er sket ganske frivilligt og uden tvang. Kronprins Abdullah bin Abdulaziz sagde i en tale ved FNs generalforsamling Millennium Summit i New York 6. september 2000: Mit land er stolt af sig selv over at være en af de grundlæggende medlemmer af denne højagtede organisation FN. Mit land er også stolt af sig selv for at have været et aktivt medlem af FN siden dens begyndelse. Yderligere bekræfter mit land dets TRO på, at FN forbliver menneskehedens store håb til at redde efterfølgende generationer fra kriges plage. Og i magasinet Al-Dawah, udgivet af Ministeriet for Islamiske anliggender, waqf, dawah og vejledning i Saudi Arabien, blev kronprins Abdullah bin Abdulaziz spurgt: Der er megen snak om demokratiets vinde, som blæser i mellemøsten. Ikke desto mindre nåede man et drastisk resultat i en FN rapport, skrevet af nogle arabiske forskere, der anså de delvise reformer, du også har iværksat, som værende utilstrækkelige. Hvad synes du? Svar: Demokrati er en del af vor Islamiske tro! (Al-Daawah issue Nr. 44, Rabi 2. 1426 Hijri) Enhver ved, at USA har militærbaser beliggende dybt inde på Den Arabiske Halvø, hvorfra de har bombet muslimer med kongens accept. Findes der nogen større alliance med kuffar end denne?! Om det siger Allah (swt): {Oh I som tror, tag ikke jøderne og de kristne som allierede (Awliya), de er allierede blandt dem selv. Og den af jer, som allierer sig med dem (tager dem som Awliya), han er fra dem (en af dem). Sandelig Allah (swt) retleder ikke undertrykkerne (Ath-Thalimun).} [Surat ul- Maidah; 51] {Oh I som tror! Tag ikke som (jeres) Bitanah (rådgivere, beskyttere, hjælpere, venner osv.) dem, der ikke er fra jeres religion (kuffar), da de ikke vil undlade at gøre deres bedste for at ødelægge jer. De ønsker at skade jer alvorligt. Hadet er allerede synliggjort fra deres munde, og hvad deres hjerter gemmer, er meget værre. Sandelig har Vi (swt) klargjort Ayat (versene/tegn) for jer, hvis I forstår.} [Surat Ali Imran; 118] 4

De falske salafiledere er især kendt for at samarbejde med regeringer og efterretningsvæsner. De har udstedt fatwaer, der siger god for at angive muslimer, som taler om jihad og qital, til politiet, selv i Bilad ul-kufr (kufr-lande). De udleverer med glæde troende muslimer til CIA og de forræderiske lederes torturkamre. Et eksempel fra vores eget land var, da deres anerkendte shaikh Abu Abdurrahman Fawzi alathari al-bahraini kom til den somaliske moske på Nørrebro i sommeren 2003. Han blev spurgt under en af hans taler omkring Tawhid Al-Hukm, hvorefter han rasende råbte, at de tilhørende skulle ringe til politiet for at anklage spørgeren som ekstremist (terrorist). Selv lederen af den falske salafisekt Abu Bilal Al-Lubnani Al-bayoumi i Odense har sagt, at man får hasanat fra Allah (swt), hvis man angiver muslimer, som ønsker at drage til jihad. Lignende tilfælde er velkendte verden over. I England var der endda nogle, som arbejdede for MI5 og angav brødre, der ønskede at drage til jihad i Afghanistan. En af dem, ved navn AbdulHaqq Baker, sad åbenlyst på britisk tv og fortalte om sit forræderi. Og i denne henseende finder vi det passende at præsentere nedenstående fatwah. Shaikh Ahmad Shakir (rh) udstedte en fatwah, som erklærede kufr og frafald på den af muslimerne, der assisterede englænderne. Han sagde: For den, som samarbejder med englænderne af hvilken som helst type samarbejde, værende lille eller stor, er det åben frafald (fra Islam) og klar kufr. Ingen undskyldninger accepteres, ej heller vil en misfortolkning gavne. (Kalimat ul-haq) {Oh I som tror, tag ikke jøderne og de kristne som allierede (Awliya), de er allierede blandt dem selv. Og den af jer, som allierer sig med dem (tager dem som Awliya), han er fra dem (en af dem). Sandelig Allah (swt) retleder ikke undertrykkerne (Ath-Thalimun).} [Surat ul-maidah; 51] Imam Ibn Hazm (rh) sagde om den, der allierer sig med kuffar, imens de bekriger muslimerne (som den danske regering): Hvis han assisterer kuffar med tjenester (forsyninger osv.) eller skriveri, så er han en Kafir! (Al-Muhalla) Dvs. enhver af disse falske salafi, der samarbejder med kuffar frivilligt om at angive muslimer, som drager til jihad i de besatte muslimske lande, til diverse efterretningsvæsner, er ude af Islam uden nogen ta wil (misfortolkninger)! Imam Sulayman ibn Abdullah ibn Muhammad ibn Abdulwahab (rh) nævnte 21 beviser fra Quran og Sunnah på, at det at alliere sig med kuffar er kufr og riddah, selvom man frygter at kuffar vil besejre muslimerne. (Se Ad-Dala il, Hukm Muwalat Ahl ul Ishrak) Khawarij og Ahlus Sunnah En af grundene til, at de med glæde angiver muslimerne til kuffar, er, at de anser dem for at være khawarij, hvilket kræver en forklaring. 5

Deres shaikh og leder Rabi ibn Hadi Al-Madkhali, som uden tvivl arbejder for Saudi regimets bedste velgående, siger på båndet Liqaa maftuh fiy Jeddah/Åbent møde i Jeddah, side 1: Khawarij siger, at der ingen Hukm (dom) er undtagen for Allah (swt), de laver salah, faster og tilbeder Allah samt læser Quranen. Profeten (saws) har beskrevet dem ved, at sahabahs salah ikke kunne sammenlignes med deres salah. Heller ikke deres Quranlæsning kunne sammenlignes med sahabahs læsning. Og han citerer fra en anden hadith, at man ikke kan sammenligne jeres læsning af Quranen med deres læsning, og de går ud af Diin, som en pil går igennem et bytte. De er de værste under himlen, og hvis Profeten (saws) havde været i live, ville han have dræbt dem, ligesom Ad blev dræbt. Bagefter siger han: og khawarijs Aqidah er Salafiyah, fordi, og så sværgede han ved Allah, de havde ingen Shirk inden for ibadah til grave, de nægtede heller ikke Allahs navne og sifat, som Jahmiyah gjorde det. Og de havde ikke fulgt den forkerte vej indenfor politik, men inden for Hakimiyah betragtede de sahabah som ikke havende viden nok, de talte negativt om dem og lavede takfir på dem, og de fulgte ikke sahabah men derimod deres egen tankegang. De isolerede sig, tog en anden vej end Ummah og løftede sværd imod muslimerne. Og sahabah bekæmpede og dræbte dem med Ijma (konsensus). På et andet bånd har han nævnt lignende: At khawarij var salafi i aqidah, indenfor tilbedelse samt Allahs navne og egenskaber, men gik vildt og tog den forkerte vej indenfor minhaj, og hvordan Profeten (saws) havde sagt, at de var og skulle behandles, samt hvordan sahabah bekrigede dem (Al-Majalis al khamisa fi mukhaiym ar Rabi y/den 5. forsamling i Rabi s lejr, side 1). Som man må konstatere, så indebærer det, han siger, at alle med fejl indenfor minhaj er khawarij (eller ligesom dem) og skal behandles, ligesom Profeten (saws) har beordret, at man skal behandle khawarij. Det er derfor, at vi ser de falske salafi kun holde sig for sig selv, da alle i deres øjne er vildfarne indenfor minhaj. Derfor er det ikke noget problem for dem at angive muslimer til diverse efterretningsvæsner. Rabi Al-Madkhali har her begået en grov fejl, da det er velkendt blandt alle ulama as-salaf samt tullab ul- ilm (studerende), at khawarijs fejl ligger i aqidah. De er mest kendt for at lave takfir på de, der begår store synder. Netop derfor benægter de ahadith omhandlende shifa a (forbøn) på Yawm ul-qiyamah for de, som har begået store synder. Og for alle, der ikke kender khawarij og deres sande ansigt; hør hvad Abdullah bin Yahya al-abaadi (leder af khawarij) sagde, da han blev leder over Yemen: "Den, der begår hor, er en kafir. Den, som stjæler, er en kafir. Den, der drikker alkohol, er en kafir, og den, som tvivler på, at disse er kafir, er også en kafir." (al-farqu baynal-firaq, Imam Al-Baghdadi, side 68) Den eneste grund til, at Al-Madkhali siger, at khawarijs fejl er i minhaj, er for, at han kan dømme alle, der er imod hans sekt, samt anklage dem for at have fejl i minhaj. Derefter kan han sige, at de er khawarij, samt at man skal holde sig fra dem, angive dem til kuffar og måske i sidste ende behandle dem, som Profeten (saws) sagde, at han ville have gjort (altså udrydde dem). Så hvem er det egentlig, der ligner khawarij mest? 6

Profeten (fvmh) sagde: de (khawarij) vil dræbe muslimerne og lade mushrikin være i fred [Sahih Bukhari] Eksempler på Takfir på Hukkam og Minhaj Den anden grund til, at de falske salafi anklager mujahidin og ulama ahlus sunnah for at være khawarij, er, at disse erklærer lederne for at være kuffar eller blot ønsker at bekæmpe dem. Angående bekæmpelse af lederne, uanset om de er kuffar eller ej, har Shaikh ul-islam Ibn Taymiyyah (rh) sagt: Muslimerne er enige om (ijma), at det er deres pligt at bekæmpe enhver gruppe, som åbenlyst forlader en veletableret lov i Islam, selvom de bevidner Shahadatain (trosbekendelsen). Og hvis en gruppe bærer vidne dertil (Shahadatain) men eks. nægter at udføre de fem daglige bønner, skal de (muslimerne) bekæmpe dem, indtil de laver salah. Ligeledes skal de bekæmpe dem, der nægter at betale zakat, indtil de betaler; eller dem, der nægter at faste i ramadan eller udføre hajj til BaitUllah (Ka bah). De skal også bekæmpe dem, som ikke anerkender zina (hor), hasardspil, druk og lignende skamfulde handlinger som værende forbudt; eller dem, der nægter at dømme i sager om liv, ejendom, ære samt ægteskab ifølge shariah lovgivningen fra Quran og Sunnah; eller dem, som ikke er villige til at påbyde det gode og forbyde det onde eller bekæmpe kuffar, indtil de overgiver sig, betaler jizyah og holder lav profil. Ligeledes skal de bekæmpe dem, der fremmer bidah (fornyelser) i modsætning til Quran og Sunnah samt salafs forståelse. (Fatawa 28; 510-516) Så spørger vi de falske salafi: Forbyder jeres wali ul-amr det dårlige og påbyder det gode? Bekæmper han kuffar, indtil de betaler jizyah, eller bekæmper han alle de shia (rawafid), som sidder inde i Profetens (saws) Masjid og forbander Jibril, Abu Bakr og Umar? Svaret er nej! Hvordan kan I så kalde dem, der bekæmper disse ledere, khawarij? Eller mener I også, at Ibn Taimiyyah (rh) er khariji? I stedet tillader Saudi regimet USA, islams fjende nummer ét, at bygge permanente baser i hjertet af den Arabiske Halvø. Og I, de falske salafi, påstår, at man ikke engang kan bekæmpe lederne, selvom man ser dem begå åben kufr. Men hør engang, hvad Imam An-Nawawi (rh) sagde: Al-Qaadi Iyyad (rh) sagde: Ulama har ijma (konsensus) omkring det faktum, at lederskabet ikke kan gives til en kafir, og hvis han skulle frafalde (fra islam), skal han fjernes. Dette er også tilfældet, hvis han undlod at etablere bønnen samt kalde til den Dvs. hvis han begår kufr, ændrer loven (tabdil ash-shariah) eller laver bidah (fornyelse), mister han sin autoritet, lydigheden mod ham bortfalder, og det er wajib (obligatorisk) for muslimerne at gøre oprør imod ham, fjerne ham og indsætte en retfærdig leder i hans sted, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt undtagen for en gruppe blandt dem, er det wajib for denne gruppe at gøre oprør og fjerne den kafir. (Sharh Sahih Muslim af An-Nawawi, 12/229) Følgende er, hvad Imam Ibn Hajr Al-Asqalani (rh) sagde: Ibn At-Tin (rh) sagde: Og de (ulama) er enige om (ijma), at hvis Khalifah kalder til kufr, skal der gøres oprør imod ham. Ibn Hajr sagde så: Dybest set fjernes han pga. kufr baseret 7

på ijma af ulama, og derfor er det wajib (obligatorisk) for enhver muslim at gøre oprør imod ham. (Fath al-bari 13/123) Og vores elskede Profet (fvmh) sagde: Allah har ikke sendt en profet før mig til en nation, uden at denne har haft følgere fra sin nation, der tager fra hans sunnah og følger hans ordrer, og efter dem kommer nogen, som siger noget og gør noget andet samt gør andet, end de er blevet beordret til. Den, der bekæmper disse med hånden, er mu min, og den, der bekæmper dem med tungen, er mu min og den, der bekæmper dem med hjertet, er mu min, og der findes ingen Iman mindre end dette. [Sahih Muslim] Og i en anden hadith sagde Profeten (saws): Der vil være ledere (amir) efter mig, som siger, hvad de ikke gør, og gør, hvad de ikke er beordret til at gøre. Den, som udfører jihad imod dem med hånden, er troende (mu min). Og den, som udfører jihad imod dem med tungen, er troende. Og den, som udfører jihad imod dem i hjertet, er troende. Og der er ingen tro (Iman) for mindre end dette. [Sahih al-mawarid nr. 1298. Erklæret Sahih af Shaikh al-albani] Hvis I mener, at de, som går imod lederne og anklager dem for klar kufr, er khawarij, så anklag, hvis I tør, de ulama fra salaf, der sagde, at Al-Hajjaj (guvernøren af Irak) var kafir: Imam Ibn Abi Shayba (rh) sagde: Abu Bakr bin Ayyash fortalte os på vegne af Al Ajlah på vegne af Ash-Sha bi, som sagde: Jeg bevidner, at han tror på taghut (falske guder) og er kafir på Allah (angående Al-Hajjaj). Isnad: Hasan [Kitab al-iman, nr. 97, side 39] Al-Haafiz Ibn Kathir (rh) sagde: Abu Bakr bin Khaythama sagde: Abu Thafr Ja far bin Sulayman fortalte på vegne af Bistam bin Muslim på vegne af Qatadah, som sagde: Det blev sagt til Sa id bin Jubayr: Du gjorde oprør (kharajta) imod Al-Hajjaj. Han svarede (dvs. Sa id): Ved Allah, jeg gjorde først oprør imod ham, da han blev vantro (hatta kaffar). Yahya bin Isa Ar-Ramli fortalte på vegne af Al-A mash, som sagde: Folk var uenige angående Al-Hajjaj, så de spurgte Mujahid (Imamen af Tafsir), og han svarede: Spørger I mig om kafir shaikhen (Al-Hajjaj)? [Al-Bidaayah wan-nihaayah 9/142-143] Tawuses takfir på Al-Hajjaj er derimod meget berømt i de islamiske historiebøger. Se Tahtheeb at-tahtheeb, vol. 1/363. Husk, at flertallet af ulama (jumhur), deriblandt Al-Hasan Al-Basri (rh), ikke lavede takfir på Al-Hajjaj. Men de kaldte derimod heller ikke dem, der lavede takfir, for khawarij! Abdullah ibn Zubair (ra), den kendte sahabi, bekæmpede endda Hajjaj uden at erklære ham kafir. Og hvad har I at sige til de ulama fra Dawah An-Najdiyyah, som grundlagde salafi-dawahen i Saudi Arabien, og som I, de falske salafi, hævder at være de sande efterfølgere af, da de erklærede hele Det Osmanniske Rige for at være frafaldet Islam. Læs og tag ved lære: 8

Shaikh Abdullaah ibn Abdullatif (rh) blev spurgt om en, der ikke lavede takfir på den osmanniske stat, som fik dem (tyrkerne) til at kæmpe imod muslimerne, valgte deres wilayah (alliance/autoritet) og mente, at det var obligatorisk at lave jihad ved deres side, samt om en anden, der ikke havde denne holdning men derimod mente, at både staten og de, som bragte den, var muslimske rebeller (bughat), og at det ikke er tilladt at behandle dem (tyrkerne) på anden måde end den, man behandler muslimske rebeller på. Han svarede: Den, der ikke kender statens kufr og ikke skelner mellem den og de muslimske rebeller, kender ikke betydningen af la ilaha illa Allaah. Så hvis man derudover mener, at staten er muslimsk, er det endnu værre og mere alvorligt, idet man dermed tvivler på kufr af dem, der har begået kufr på Allah og shirk med Ham. Og hvis man har hentet og støttet den (staten) imod muslimerne (wahhabiyun) med enhver form for støtte, er det klart frafald (riddah). (Ad-Durar as-saniyah, 8/242) Shaikh Abdullaah ibn Muhammad ibn Salim (rh) sad en eftermiddag i hjørnet af al-masjid al-jami' ventende på salat al-maghrib, og i første række var der nogle, der ikke vidste, at shaikh var til stede. En af dem talte til sin ven og sagde: Jeg har hørt, at den osmanniske stat er fremstormende og dets bannere har sejret! Han fortsatte med at prise den. Efter at shaikh havde lavet salah med dem, holdte han en rørende tale og begyndte at anklage osmannerne samt de, der elskede og priste dem (og sagde): Den, der sagde dette, skal fortryde, hvad han har sagt og angre (lave tawbah)! Hvilken tro er der for den, som elsker kuffar (osmannerne) og glædes over deres dominans og fremskridt?! Hvis en muslim ikke er tilknyttet muslimerne, hvem er han så tilknyttet? (Tadhkirat Ulin-Nuhaa, 3/275) Abdurrahman ibn Abdullatif ibn Abdillah ibn Abdullatif Aal-Shaykh (rh) sagde: "Og det er velkendt, at den tyrkiske stat var en idoltilbedende stat, hvis religion var shirk og bidah, og som plejede at forsvare sådanne ting (Ulama ad-da'wah, 56) For at runde af på, hvad ulama ad-dawah an-najdiyah har sagt, lyt engang til, hvad selveste Shaikh ul-islam Muhammad Ibn AbdulWahhab (rh) sagde, da han svarede på dem, der udnytter det faktum, at ulama har sagt, at det ikke er tilladt at erklære en muslim for kafir på baggrund af hans synder (for at understøtte deres falske argumenter): Det er sandt, men det er ikke det emne, vi har med at gøre her. Khawarij plejede at erklære for kafir de, som bedrev hor, stjal eller myrdede; sandelig (var deres holdning at) hvis en muslim begik en stor synd (kabair), blev han kafir. Men ahlus sunnati wal jama ahs mening er, at en muslim kun bliver kafir, hvis han laver shirk. Og vi erklærede de misledte ledere samt deres følgere for kuffar udelukkende pga. deres shirk. Du er en af de mest uvidende af mænd, hvis du tror, at en person, som laver salah og påstår, at han er muslim, aldrig kan erklæres kafir! (Ar-Rasa il ash-shakhsiyah, 233) Prøv engang at sammenligne den osmanniske stat med nutidens ledere og regimer, og du vil erkende, at deres ondskab og kufr langt overgår osmannernes i en hidtil ukendt grad. Hvis ulama ad-dawah an-najdiyah erklærede den osmanniske stat for værende vantro, uden at I kalder dem khawarij, hvordan kan I så kalde de ulama og tullaab (studerende), der anklager nutidens regimer for at være frafaldet Islam med samme begrundelser, som ulama Ad-Dawah An-Najdiyah gjorde, for værende khawarij? 9

I ved med sikkerhed, at hverken ulama eller vi laver takfir for store synder. Ej heller laver vi takfir på dem, som afholder sig fra at lave takfir (på lederne). Desuden er det os, der laver salah i muslimernes moskeer bagved både en fasiq, en mubtadi og endda en falsk salafi. Og det er ikke os, der sidder i en kælder og isolerer os fra muslimerne. Og lad os sige, bare for et øjebliks skyld, at vi var khawarij (HVILKET VI IKKE ER). Ville det så ikke være jeres pligt som ægte salafi (HVILKET I IKKE ER) at kalde os væk fra dalaal (afveje), ligesom det var salafs minhaj (metode) at gøre? Eks. som da Ali ibn Abi Taalib (ra) sendte Abdullah ibn Abbas (ra) til khawarij for at debattere med dem, hvorefter to tusinde vendte tilbage til Al-jama ah. Khawarij og Hizbiyah Yderligere omkring forholdet mellem khawarij og sahabah (ra) sagde Shaikh ul-islam Ibn Taimiyyah (rh): Beviset på, at sahabah ikke betragtede khawarij som kuffar, er, at de plejede at bede bag dem, Abdullah ibn Umar og andre af sahabah lavede salah bag Najdah Al-Haruri, og de plejede også at overlevere hadith samt lave fatwa til dem. De talte til dem, som en muslim taler til en muslim. Ligeledes plejede Abdullah ibn Abbas at besvare Najdah Al-Haruri, når han sendte nogen for at spørge, og dette står i Bukhari. Ligeledes plejede han (ibn Abbas) at svare Nafi Al-Azraq på nogle kendte problemstillinger, og Nafi diskuterede med ham om ting i Quranen, ligesom to muslimer diskuterer. Således har muslimernes forhold til dem altid været. Man har ikke behandlet dem som murtaddin (frafaldne), ligesom dem Abu Bakr slog ihjel (dem der nægtede at betale zakah). (Minhaj us Sunnah; 5/247-248) Vi undrer os derfor over, hvorfor jeres leder i Danmark (Abu Abdullah Mas ud Al-Libi) nægter at debattere om, hvem der er på haq, ligesom sahabah gjorde. Er det fordi, han ikke kan forsvare sin falske minhaj? Ulama har altid gennem den islamiske historie debatteret med ahl ul bidah (fornyerne), og som regel er det altid ahl ul bidah, der nægter at debattere. Er det egentlig ikke jer, der er tættest på at være khawarij, da I betragter alle de der ikke følger jer for at være mubtadir og i begrunder dette med et falsk princip, som i har opfundet, med hvilket I udskiller alle, som ikke følger jeres (falske) minhaj. Dette er: Den som har fejl i minhaj, har også fejl i aqidah! Vi spørger, hvorfra har I taget dette? Hvor er jeres bevis? Det er kendt selv for almindelige små studerende, at det, der tager en ud af ahlus sunnah, er bidah i usul (fundamenterne) eller i mange furu (afgreninger). Men I, som er så hårde i at anklage alle, der følger en madhhab, er selv blinde følgere af jeres ledere. I og jeres leder (Rabi Al-Madkhali) siger, at samtlige grupper og organisationer, hvad enten de har et sunni fundament eller ej, er mubtadi. I klassificerer dem alle med stemplet hizbiyun. Men endnu engang har I bare fulgt jeres ledere blindt og taget grueligt fejl. Hør lige på selveste Muqbil ibn Hadi al-wadi (rh) i introduktionen til Hiwar had ma al ikhwani (2. udgave) af Ahmad ibn Muhammad al-shihhi, hvori han citeres fra et svar på 10

dette spørgsmål: Er det rigtigt, shaikh, at I (Muqbil) ikke betragter organisationer som noget forkert indenfor dawah? Han svarede: Det, vi betragter som noget forkert og ikke anerkender, er organisationer imod Quran og Sunnah; dette er, hvad vi ikke anerkender. Og vi siger, at man hellere skal leve alene end at gå ind i en organisation, der følger taghut og går imod Quran og Sunnah. Rygtet er blevet spredt blandt folk, at ahlus sunnah wal jamaah betragter organisationer samt samarbejde i grupper som noget forkert, og jeg (Muqbil) siger, at den, der nægter at samarbejde i en gruppe eller at organisere sig, er ikke sunni, fordi Allah (swt) siger i Quranen: { og hjælp hinanden i retfærdighed og fromhed, og hjælp ikke hinanden i synd og overtrædelse, og frygt Allah, sandelig er Han hård i afstraffelse.} [Al- Maidah, 2] Shaikh ul-islam Ibn Taimiyyah (rh) blev spurgt: Hvad mener du om nogle, der grupperer sig under en hizb (gruppe/parti), hvor de har en leder, som bliver kaldt za im (leder)? Han svarede: Det er tilladt, hvis lederens handlinger og beslutninger overfor gruppen, samt måden hvorpå han arbejder med den, er gode. I så fald er den mahmudah (prisværdig), og hvis den er dårlig, er den madmumah (bebrejdelsesværdig). Dette er kun et kort uddrag af en lang fatwa, som vi ikke har plads til her. (Fatawa 1/92 og Ar-Rasail wal Masa il 1/161) Det er med dette princip i hånden, at I anklager de fleste dawah- og jihadgrupper i hele Ummah for at være mubtadi. Og dette er netop formålet. Men ganske ufatteligt mener I ikke, at I selv er en hizb. Som prikken over i et vil dette citat fra Shaikh Abdullah Aba Batin (rh) ruinere jeres falske minhaj. Han var en af ulama fra ad-dawah an-najdiyah, som svarede på nogle af de, der protesterede imod at kalde Muhammad bin Abdulwahhab og AbdulAziz bin Saud ved titlen al-imam, idet ingen af dem var fra Quraysh. Han sagde (Aba Batin): Muhammad bin Abdulwahhab (rh) hævdede ikke lederskab (Imamah) af Ummah. Tværtimod var han kun en alim (lærd), der kaldte til al-huda (vejledning) og kæmpede for det. Og han blev ikke kaldt Imam i sin livstid. Ej heller blev AbdulAziz bin Muhammad bin Saud. Ingen af dem blev kaldt Imam. Derimod skete dette for dem, som tog magten efter deres død (at de tog titlen imam). (Ad-Durar As-Saniyah, Kap. Jihad, 240) Se, oh I uvidende falske salafi, selveste Shaikh Ibn Abdulwahhab (rh) startede en dawahgruppe og lavede jihad mod quburiyun (gravtilbederne), og ingen af dem var imam. Ifølge jeres tankegang var de ikke kun hizbiyun men også ulovlige rebeller, der kæmpede uden imam. Og ifølge jeres tro kunne det aldrig have været jihad, de kæmpede. Men dette er blot endnu et bevis på, at det er tilladt at kæmpe jihad uden amir ifølge ahlus sunnah; ikke bare mod kuffar men også mod ahlur riddah, som i deres tid var quburiyun. Derudover er det et bevis på, at det er tilladt at danne en dawahgruppe eller -organisation, hvis denne følger shariah, og så længe ens intention er for islam og ikke for gruppen eller organisationen. Ulama og Hukkam Man kan undre sig over, hvordan en gruppe som jer (falske salafi) kan have så meget had til muslimer, tale dårligt om dem og afholde sig fra dem. Når det derimod gælder de fleste af lederne, siger I ikke et ord men bruger jeres tid og energi på at forsvare dem. Vi ser mange af 11

jeres shuyukh, være tæt på lederne og arbejde for deres velbefindende. De laver fatawa på befaling fra lederen og lever godt af hans penge. De er ansat af ham og taler for ham. Alt dette er stik imod Profetens (saws) sunnah og salafs vej. Hør hvad Profeten (saws) sagde i en sahih hadith fra Musnad Imam Ahmad (rh): Den, der lever i ørkenen, bliver barsk, og den, der følger vildtet (går på jagt), bliver ligeglad. Og den, der kommer til ledernes dør, falder i fitnah; en slave (af Allah) kommer ikke tættere på lederen, uden at han kommer længere væk fra Allah. [Musnad Ahmad 2/371, Silsilah Sahihah 1272, 3/267] Følgende er nogle udtalelser fra salaf: Imam Ibn ul Jawzi (rh) sagde: blandt Iblis s bedrag på fuqaha (lærde) er, at de blander sig med lederne og sultanerne, fedter for dem samt afholder sig fra at protestere imod dem, selvom de er i stand til det. (Tablis Iblis 121) Imam Ibn ul Mubarak (ra) sagde: Hver gang du ser en alim nærme sig ledernes tilstedeværelse, så vid, at han er en tyv. (Al Khutut al`aridah, 27) Ibn ul Qayyim (rh) sagde: Hvilken Diin, og hvad godt, findes der i én, som ser Allahs forbud blive praktiseret, Hans fastsatte straffe blive lagt til side og svigtet, Hans Diin forladt og Sendebudets (saws) Sunnah blive smidt væk, alt imens han er kold-hjertet og hans tunge stum. (så er han) En dum tavs Shaytan, ligesom den, der taler falskt, er en talende Shaytan! ( Ilam ul Muwaqi in 2/121) Lyt til Imam Sufyan Ath-Thawri (ra), da han skrev til Ubad ibn Ubad (rh): Frels dig selv fra lederne ved at undgå at komme nær dem eller blande dig med dem i noget som helst. Og frels dig selv fra, at det skulle blive foreslået dig, at du skulle gå i forbøn for at assistere en, som er blevet forurettet, eller forhindre en misgerning, da det er talbis Iblis (Iblis s bedrag). For sandelig er det kun en adgangsbillet for de onde qurraa (recitatorer/lærde). (Siyar alam An- Nubala 13/586) Sammenlign lederne fra salafs tid med dem i dag. De styrede med shariah og bekæmpede kuffar, hvorimod dem i dag styrer med kufr lovgivning og bekæmper muslimerne sammen med kuffar. Tænk over, at salaf advarede imod at komme tæt på ledere, der fulgte shariah og etablerede jihad, mens mange af jeres shuyukh står side om side med ledere, der allierer sig med kuffar og lovgiver efter lyster og begær. {Har du set ham, der tager sit eget begær som sin Ilah (gud)...} [Surat ul-jathiyah: 23] Til skræk og advarsel vil vi nævne, hvad Shaikh Ibn Taimiyyah (rh) sagde: En lærd, som forlader det, han har lært fra Quran og Sunnah, og følger en leder, der ikke styrer i overensstemmelse med Allahs Lære og Hans Sendebud, er en frafalden samt en vantro, som fortjener straf i denne verden samt den næste. (Fatawa 35/373) Hukkams situation ifølge Quran, Sunnah og Ijma 12

Vi sværger ved Allah (swt) og holder Ham (swt) som vores Vidne på, at de ledere, der lovgiver med andet end det som Allah har åbenbaret, er kuffar murtaddin! Allah Den Almægtige siger: {... de har ingen anden Wali (hjælper/beskytter) end Ham, og Han tager ingen partner i Sin Hukm (lovgivning/styre)} [Surat ul-kahf; 26] Han, Den Alvidende, siger: {Eller har de partnere med Allah (swt,) der har lovgivet til dem en religion, som Allah (swt) ikke har tilladt...} [Surat ush-shura; 21] Profeten Yusuf (as) sagde til sine medfanger i fængslet: { Al-Hukm (lovgivning/styre) er udelukkende for Allah. Han (swt) har beordret, at I ikke tilbeder andre end Ham (swt). Dette er den Sande Religion, men de fleste folk ved det ikke.} [Surat ul-yusuf; 40] Allah (swt) fortæller os: {De (jøder/kristne) tog deres rabbinere og munke som rabb (herre) sammen med Allah (swt).} [Surat ut-tawbah; 31] Sahabien Adi bin Hatim (raa), som tidligere var kristen, rapporterede denne hadith: Engang, da Allahs Sendebud (saws) reciterede dette vers (det ovenstående), sagde Adi bin Hatim: Åh Allahs Sendebud, vi tilbeder dem ikke (præsterne og munkene). Allahs Sendebud sagde: Gjorde de ikke haram, hvad Allah har gjort halal, hvorefter I også gjorde det haram? Og gjorde de ikke halal, hvad Allah har gjort haram, hvorefter I også gjorde det halal? Han svarede: Jo! Han (saws) sagde: Deri ligger jeres tilbedelse af dem. [Sunan at-tirmidhi] {Oh I som tror! Adlyd Allah og adlyd Sendebudet samt de af jer, som har autoritet. Hvis I bliver uenige om noget, henvis det til Allah og Sendebudet, hvis I tror på Allah og den sidste dag.} [Surat an-nisaa, 59] Imam Ibn Kathir sagde i den sidste del af ovennævnte ayah { hvis I tror på Allah og den sidste dag.}: Så den, der ikke henviser i uenigheder til hukm fra Quran og Sunnah, er ikke en troende på Allah og heller ikke dommedagen. (Tafsir Ibn Kathir) Dertil sagde Imam Ibn Sa di: Religionen er baseret på Allahs Bog og Hans Sendebuds Sunnah, og tro kan ikke være ægte uden dem. At henvise til dem er en betingelse for iman, og derfor sagde Allah: { hvis I tror på Allah og den sidste dag.} Dette indikerer, at den, der ikke henviser til dem (Quran og Sunnah) i uenigheder, ikke er en rigtig troende. Men han er en troende på Taghut som i følgende Ayah: {Har du set disse (hyklere), som påstår, at de tror på det, der er blevet nedsendt til dig (åh Muhammad) og på det, som blev sendt ned før dig; de ønsker at søge hukm (i deres uenigheder) hos Taghut, selvom de er blevet beordret til at nægte dem. Men Shaytan (satan) ønsker at mislede dem langt væk.} [Surat un-nisaa; 60] (Taisir al karim ar rahman ) En af de største Ulama fra Tabiin, Imam Mujahid (raa), beskriver taghut således: En taghut er en shaytan i form af et menneske, som folk henvender sig til for hukm samt følger. (Tafsir At-Tabari) Shaikh ul-islam Ibn Taimiyyah (rh) siger: af denne grund er de, som dømmer uden at henvise til den hellige bog (Quraan), taghut. (Majmu ul fatawa 28/201) 13

Shaikh Muhammad ibn AbdulWahhab (rh) sagde: Taghut er mange, og deres ledere er fem: Iblis, den der tilbedes og er tilfreds med det, den som kalder folk til at tilbede sig, den der påstår at besidde viden om det usete samt den som styrer med andet end, hvad Allah (swt) har åbenbaret. (Thalathat ul Usul) Tag ikke fejl; den, der er taghut, er ikke blot murtad kafir men også et idol og en afgud. Til vores forundring siger de forræderiske falske salafi, at det, at ændre eller fjerne og ødelægge Allah Den Almægtiges, Den Ophøjedes Shariah, kun er en mindre form for kufr. De påstår dette ved bevidst at fejlfortolke en hadith af Ibn Abbas (ra). Men inden vi kommenterer dette, spørger vi jer, oh dybt uvidende falske salafi: vil I da også påstå, at der er en mindre form for taghut? Det er der ingen fra salaf eller ahl ul-bidah, der nogensinde har turdet påstå! Angående det meget kontroversielle og omdiskuterede vers: {... Og de som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Kafirun (vantro)} [Surat ul-mai dah; 44] At der i denne ayah hentydes til kufr al-akbar bliver klart ud fra ulamas udtalelser: Vi ser i denne ayah, at Allah (swt) begyndte ordet Kafirun med de to bogstaver A (Alif) og L (Lam), hvilket gør ordet til Al-Kafirun. Det er velkendt fra reglerne omkring det arabiske sprog, at når ordet kufr, som kan have to betydninger (enten kufr al-akbar eller kufr alasghar), tilføjes Alif og Lam (Al-Kufr), bliver betydningen kufr en (i bestemt form), hvilket kun kan betyde kufr al-akbar. Ibn Taymiyyah (rh) sagde: Der er forskel mellem Al-kufr med Alif Lam (foran), som i Profetens (saws) udtalelse: Det eneste, der står imellem Allahs slave og Al-kufr samt Alshirk, er salah, og mellem kufr, der ikke starter med Alif og Lam. (Iqtida as-sirat al- Mustaqim 69) Derfor siger Allamah Muhammad ibn Ibrahim (rh): Det er ikke muligt, at Allah kalder nogen for kafir, som følge af at dømme med andet end hvad Allah har åbenbaret, og så er de alligevel ikke kafir. (Tahkim Qawanin 15) Imam Ibn Kathir sagde: Den, der forlader den Shari ah (lovgivning), som er nedsendt til Profeten (saws), og søger lovgivning i nogen af de andre ophævede (mansukh) lovgivninger, er kafir (vantro) med muslimernes enighed (ijma ). (Al-Bidayah wan-nihayah 13/119) Shaikh ul-islam Ibn Taimiyyah (rh) sagde: Hvis en person gør haram til halal eller halal til haram eller ændrer Allahs (swt) Shari ah (logivning), er han kafir murtad (en frafalden vantro) med enighed blandt alle fuqahah (lærde). (Majmu ul-fatawa) Shaikh Ibn Qasim (rh) sagde: Ligesom de, der styrer med Jahiliyyahs love eller de internationale love (F.N.), så er den, der styrer med andet, end hvad Allah (swt) har åbenbaret, uanset om vedkommende styrer med lovene eller med noget, som er blevet opfundet og ikke er fra shariah, eller blot bekræftet i hukm, en taghut (afgud) af de største tawaghit. (Sharh på Usul ul thalatha 96) 14

Shaikh Abdullah ibn Humayd (rh) sagde: Hvis nogen laver en generel lov, der modstrider Allahs (swt) hukm, og implementerer den på folket, forlader denne person Millah (religionen) som en kafir. (Al-Ahamiyat Al-Jihad 196, af Ali ibn Nafi Al-Ilyani) Imaam Ahmad al-qurtubi sagde: Ibn Mas`ud (ra) og al-hasan (al-basri) sagde også: Det gælder generelt om alle, der ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, uanset om de er muslimer, jøder eller andre kuffar. (Jami lil Ahkam il Qur an 5/190) Shaikh Muhammad ibn Ibrahim (Shaikh for Ibn Baz) (rh) sagde i sin fatawah (6/189): Hvis den, der dømmer med de menneskeskabte love, siger: Jeg mener, dette er falskt, ændrer det ikke ved dommen; han ophæver stadigvæk Shariah. Det er ligesom en person, der siger: Jeg tilbeder idoler, men jeg mener, de er falske. Al- Uthaymin kommenterer sheikh Al-Albanis fatwa i bogen At-tahdhir, side 89, anden udgave, og siger: Sheikh Al-albanis udtalelser om dette er meget gode, men vi er uenige med ham i en problemstilling, og det er, at han kun betragter folk som vantro, hvis de tillader det (implementering af menneskeskabte love). Denne udtalelse har brug for en redegørelse, for hvis vi siger, at den, der implementerer Allahs lovgivning men mener, at en anden lovgivning er bedre, er vantro, selvom han implementerer Allahs lovgivning, kan det i mit synspunkt ikke lade sig gøre, at man implementerer en lovgivning, som er imod Allahs, og dømmer folk med den, uden at man betragter dette som værende tilladt samt at denne lovgivning er bedre end Allahs; dermed er man vantro. (Raf al-laima an fatwa allajnatu al-daima s.68-69) Han sagde også i sin fortolkning af Riad us-salihin, s. 311-312, bind 3: Og de, der implementerer de menneskeskabte lovgivninger, har ikke blot dømt imod alkitab og sunna i nogen sager som følge af deres lyster, eller fordi de vil undertrykke; de har udskiftet religionen med disse lovgivninger og sat dem i stedet for sharia, og dette er kufr, uanset om de beder, faster, betaler almisser og udfører hajj. De er vantro, så længe de afholder sig fra Allahs lovgivning. Abdullatif ibn Abdurrahman (rh), Ibn Abdulwahhabs (rh) oldebarn, blev spurgt angående beduinernes dømmen efter deres skikke, fædre, forfædre: Anklager vi dem med kufr, efter at det er blevet gjort klart for dem? Han svarede: Den, der tager hukm fra andet end Allahs (swt) Bog og Profetens (saws) Sunnah, efter det er blevet gjort klart for vedkommende, at det ikke er tilladt, er en kafir. Allah (swt) siger: Og dem, som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Kafirun (vantro). Allah (swt) siger: Søger de en anden end Allahs Religion. Han (swt) siger: Har du set disse (hyklere), som påstår, at de tror på, hvad der er blevet nedsendt til dig (åh Muhammad) og på det, som blev sendt ned før dig, de ønsker at søge hukm (i deres uenigheder) hos taghut, mens de er blevet beordret at nægte dem. Og ayat af denne mening er talrige. (Ad-Durrar As-Sanniyah 8/231) Imam Ibn Hazm (rh) sagde: Den, der tillader, hvad Allah (swt) har forbudt velvidende om, at Allah (swt) har forbudt det, bliver en kafir ved udførelsen af selve handlingen. (Al- Fasl 3/245) 15

Nu til jeres fejlfortolkning af hadithen af Ibn Abbas (ra), hvori han sagde, at det er kufr mindre end (stor) kufr angående følgende ayah: Og dem, som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Kafirun. (Tafsir Ibn Kathir) I lignende riwayat (beretninger) findes der tilføjelser til ovennævnte hadith. Eksempelvis tilføjer Ibn Abbas (ra): Det er ikke den kufr, som i tror, det er. (Tafsir At-Tabari) Vi må forstå, at sahabah (ra) plejede at omgås khawarij. De plejede at diskutere med samt udstede fatwa til dem. Ibn Abbas plejede at besvare Najdah Al-Haruri. Pointen, vi prøver at vise, er, at sahabah diskuterede og forklarede Quranen, og samtidig var khawarij og deres argumenter et direkte problem, som sahabah blev konfronteret med. Khawarijs mest berømte argument var baseret på verset fra surah al-maidah, som de brugte til at bevise, at de, der begik store synder, var kuffar. Ibn Abbas (ra) svar angående denne ayah skal ikke tages ud af sammenhæng. Kendsgerningen, der forklarer dette yderligere, er, at Ibn Abbas ifølge nogle beretninger sagde: Det er ikke den kufr, som i tror, det er. Dette er utvivlsomt sagt med henblik på khawarij. Hvad der gør det endnu mere klart, at Ibn Abbas (ra) mente Kufr Akbar, er, at han berettede det følgende om asbab un-nuzul (grunden til åbenbaringen) af ayahen Og dem, som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Kafirun. Han sagde: Ved Allah, de blev åbenbaret angående de to (jødiske stammer), og det var disse to, som Allah, Azza wa Jal, mente (i ayaherne). (Musnad Ahmad, hasan ifølge Al-Albani i Silsilah Sahihah 6/2552) Hvis disse ayah blev åbenbaret omkring jøderne, som uden tvivl er kuffar, ville Ibn Abbas aldrig have ment, at de betød kufr mindre end kufr, da det er klart, at disse er kuffar, og ingen betvivler dette. Det er derfor indlysende, at Ibn Abbas (ra) mener den kufr, som tager én ud af islam lige som jødernes kufr. Når vi så finder i autentiske beretninger af Ibn Abbas, at disse ayah betyder kufr mindre end kufr, må vi fastslå, hvem det er, som han sagde dette om. Og det skal forstås, at disse tilfælde ikke har med den oprindelige betydning af ayah at gøre. Dette betyder, at det blev sagt med henblik på khawarij, der mente, at Bani Umayyah var kuffar med stor kufr. Men typisk for de falske salafi nævner de ikke årsagen til Ibn Abbas udtalelse. Ej heller gengiver de udtalelsen i dens fulde form, nemlig Det er ikke den kufr, som i tror, det er. Samt at det iøvrigt var et specifikt svar omkring khawarij og ikke en generel tafsir af ayahen. Dette bliver forstærket yderligere i en beretning fra Abdillahi ibn Tawoos fra hans far at han sagde: Abullah ibn Abbas blev spurgt om Allah s ord Og dem, som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Kafirun. Han sagde: det er kufr og i anden udtagelse: Det er på ham kufr og i en trejde: det er nok for hans kufr. (ibn Jariir og Wakia i Akhbar Al qudaat og AbduRrazzaaq i hans tafsir ) Og som vi kan se er dennne udtagelse general, modsat den oven nævnte specifikke, og kan kun forstås med at Ibn Abbas mener at det er en stor kufr at ændre Allah s lovgivning. Derfor mener (nogle) ulama, at de, der forlader hukm i et enkelt tilfælde pga. dunya eller relationer, begår en mindre form for kufr. Disse kalder Allah (swt) for thalimun, hvis de gør dette for at undertrykke ( Og dem, som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Ath-Thalimun ) samt for fasiqun, hvis de gør det for verdslige fordele ( Og dem, 16

som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Fasiqun ). At ændre dele af eller hele shariah, derimod, er uden tvivl stor kufr, hvilket netop er, hvad Ibn Taimiyyah, Ibn Kathir og andre har nævnt ijma om! Shaikh Muhammad ibn Ibrahim (rh) sagde i sin fatawa: Angående ham, om hvem kufr duna kufr blev sagt; det er, hvis han styrer med andet, end hvad Allah har åbenbaret, mens han ved, at han er ulydig, samt at Allahs Hukm er sandheden. Dette gælder, hvis det kommer fra ham én gang el. lign. For dem, derimod, der sætter paragrafferne i systemer, som skal følges, er det kufr, selv hvis de siger, at vi har lavet en fejl, og shariah er mere retfærdig. Dvs. der er en forskel mellem dem, der anerkender, implementerer og gør det til en lov, der skal refereres til. De gør det til noget, der refereres til, og det er kufr, der tager én ud af Millah (Islam). (12/280) Tror I virkelig, det er en mindre kufr, at enhver korrupt leder kan ændre og ødelægge Allahs shariah samt fordærve samfundet med alle former for fawahish (hor, prostitution, alkohol, ribba, hasardspil og lign.), fratage muslimer deres islamiske rettigheder (huquq) såsom blod (liv), ære, intellekt, ejendom og familie, og samtidig udstede samt skabe nye love baseret på deres lyster og begær? Tror I virkelig, at Ibn Abbas (ra) ville sige, at dette er en mindre kufr? A udhu Billah han og alle sahabah er sandelig fri for sådanne påstande, hvilket ulama ahlus-sunnah har gjort klar. Sheikh Mahmud Shakir sagde om dette: Hvem som tager ordene fra Ibn Abas og Abu Majliz som bevis for at ændre deres kontekst og håber derved at kunne alliere sig selv med lederne, og prøver at lave lovgivning med andet end hvad Allah åbenbaret acceptabel i Islam, hans hukm er ifølge shariah, at han er en person som nægter Allahs lovgivning han skal erklære sin tawba, hvis han siger ja ( han laver tawba) så beviser det at det er en mindre kufr. Men hvis han insistere på denne udtalelse (at ødelægge Allahs lovgivning er en mindre kufr) og ikke laver tawba, og accepterer disse ( menneskeskabte) lovgivninger, så ved enhver hvordan man skal behandle en kafir som insistere på hans kufr (Takhrij at-tabari vol. 10 side 349-358) Hertil vil vi nævne nogle beretninger, som jeres shuyukh aldrig ville nævne for jer: 1. Ibn Kathir har nævnt i sin tafsir, at Abdullah bin Mas ud sagde, da han blev spurgt omkring bestikkelse i hukm: "Det er selve Kufr (thalika al-kufr)" og citerede ayahen Og dem, som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Kafirun. Dette er også nævnt af Ibn Jarir, der har talrige beretninger om dette, se Tafsir at-tabari 6/240. At- Tabarani har også nævnt, med en sahih sanad fra Ibn Mas ud, at han sagde: "Bestikkelse samt ulovligt erhvervede penge blandt folk, i hukm, er Kufr. (Samlet af Ibn Hajr al- Makki i az-zawajir 2/189) 2. Noget tilsvarende blev sagt af Umar bin al-khattab og Ali bin Abi Talib (ra). Det er samlet af Ibn al-munthir fra Masruq, at han sagde: Jeg sagde til Umar bin al-khattab (ra): Hvad synes du om bestikkelse i hukm? Er det den ulovligt erhvervede indtægt (suht)? Han sagde: 'Nej, men det er Kufr; as-suht er, når en mand, med en høj position og rang hos en leder, ønsker noget af lederen, som han ikke kan opnå uden at give lederen en gave. Og Abd bin Humayd samlede fra Ali ibn Abi Talib (ra), at han blev spurgt om as-suht. Han sagde: Det er bestikkelse. Så blev han spurgt: Og i lederskab? Han svarede: Det er selve Kufr 17

(thalika al-kufr). Al-Bayhaqi (rh) har også samlet noget lignende fra Ibn Mas'ud (ra). (Ibn ul-munthir) 3. Lignende er blevet nævnt fra At-Tabi in, blandt andre Imam Al-Hasan al-basri, Said bin Jubayr, Ibrahim an-nakhai og as-suddi. Ibn Qudamah al-hanbali (rh) sagde: "Allah (swt) sagde: Dem, der tager As-Suht. Al-Hasan og Said bin Jubayr forklarede dette med: Det er bestikkelse og sagde videre:...hvis dommeren tager bestikkelse, så når det Al-Kufr. (Al-Mughni ma' ash-sharh al-kabir, 11/437-438) Det berettes, at As-Suddi (rh) sagde: Og dem, som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Kafirun; de, der ikke dømmer jf. det, som er blevet åbenbaret, eller med vilje forsømmer det og velvidende fælder en uretfærdig dom, er en af kafirin. (At- Tabari10/357) Som I kan se, er Ibn Mas uds (ra) mening, at hvis man blot tager imod bestikkelse i hukm (dom), er det kufr al-akbar, og hans bevis var denne ayah: Og dem, som ikke dømmer med, hvad Allah (swt) har åbenbaret, disse er Al-Kafirun. Vil I også kalde ham (ra) khawarij? Takfir og det ydre Det er typisk, at når vi erklærer vores takfir på hukkam på grund deres soleklare kufr og riddah (frafald), siger I uden tøven, at han laver salah og hajj, at han ikke har lavet istihlal (gjort det halal), samt at vi ikke kender til hans indre, før han siger det med tungen. Så spørger vi jer: Ved I ikke, at iman er qawl og amal (tale og handling) og tilsvarende, at handlinger i sig selv kan tage en muslim ud af islam? Ved I ikke, at hjertets indre ikke er blevet gjort til vores ansvar, men at vi derimod dømmer efter det ydre? Således da profeten (saws) i ghazwat badr tog sin egen onkel Abbas ibn Abdul-Muttalib til fange, da han var sammen med mushrikins hær. Profeten (saws) sagde til ham, da han hørte ham bruge undskyldningen om tvang (ikrah): Allah kender din tilstand bedst. Hvis det, du påstår, er sandt, vil Allah belønne dig for det. Men dit ydre udseende samt tilstand var imod os; derfor betal din løsesum (som de andre kuffar). [Ahmad] Umar bin Al-Khattab (ra) sagde: Folk blev (nogle gange) dømt gennem en afslørende guddommelig åbenbaring i Allahs Sendebuds livstid. Men nu, da der ikke længere er nogen (åbenbaring), dømmer vi jer efter de handlinger, som i udfører offentligt. Vi vil derfor stole på og foretrække dem, der gør gode handlinger foran os, og vi vil ikke stille dem til regnskab for det, som de virkelig gør i skjul, da Allah vil dømme dem for det. Men vi vil ikke stole eller tro på én, som viser os en ond handling, selvom han påstår, at hans intention var god. [Bukhari, bogen om vidner] Ibn Taimiyyah (rh) nævner, at den kendte Imam Ishaq ibn Rahawayh (ra) sagde: Muslimerne er enige om, at den, der håner Allah (swt) eller Hans Profet (saws) eller fornægter noget, som Allah (swt) har åbenbaret, er en kafir grundet dette, selvom han tror på alt, hvad Allah (swt) har åbenbaret. (As-Sarim al-maslul 2/15-3/955) 18

Derfor behøver vi ikke at vide, hvad folk gemmer i deres indre; vi ser på deres handlinger. Ibn Taimiyyah (rh) siger: At håne Allah (swt) eller håne Hans Sendebud (saws) er kufr, både udvendigt og indvendigt, uanset om den, der gør det, mener, at det er forbudt eller tilladt, eller ingen mening har omkring det. Dette er holdningen blandt fuqahaa (de lærde) og alle fra Ahlus Sunnah, der siger, at iman både er ord og handling. I dette tilfælde er der ingen forskel mellem den, der laver sjov, og den, der er seriøs. (As-Sarim Al-Maslul 3/955-957) Al-Hafith Ibn Hajr (rh) siger: Blandt muslimerne findes der dem, der frafalder denne Diin (Islam) uden at ønske det og uden at vælge en anden religion i stedet for Islam. (Fath al- Baari 12/373) For at forklare dette yderligere vil vi citere, hvad Shaikh ul-islam Ibn Taimiyyah (rh) siger: Sahabah og a immah (de lærde) efter dem var enige om, at de, der tilbageholdte zakah, skulle bekæmpes, selvom de bad de fem daglige bønner og fastede i Ramadan; for sådanne mennesker er der ingen berettiget grund (til undskyldning), og derfor er de murtaddin (frafaldne). De skal bekæmpes for at tilbageholde zakah, selvom de siger, det er obligatorisk som pålagt af Allah (swt). Det berettes, at de (dem nægtede at betale zakahs) sagde: Allah (swt) beordrede Sin Profet til at tage zakah, da Han (swt) sagde: Tag Sadaqah (almisse) fra deres rigdom, men nu, da han (saws) er død, gælder dette (ayahen) ikke længere. (Majmu Al-Fatawa, 28/519) Ligeledes citeres Ibn Taimiyyah (rh) i Ad-Durar As-Saniyyah: Sahabah spurgte ikke: Mener I, at det er obligatorisk, eller fornægter I det (at betale zakah)? Sådan noget var overhovedet ikke kendt blandt sahabah. Derimod sagde Abu Bakr As-Siddiq til Umar (raa): Ved Allah (swt)! Hvis de nægter at give mig så meget som et gedekid af det, de plejede at give RasulUllah (saws), vil jeg bekæmpe dem for at tilbageholde det. Hans holdning var simpelthen, at grundlaget for at bekæmpe dem var at nægte betalingen og ikke at fornægte forpligtelsen. Det er berettet, at nogle af grupperne blandt dem mente, at det var obligatorisk, men var for nærige til at betale. Ikke desto mindre var måden, hvorpå khulafaa behandlede dem, den samme, hvilket var at dræbe deres mænd, tage deres kvinder og børn som fanger samt erobre deres rigdomme som krigsbytte, og de bar også vidne til, at deres dræbte var i helvede. De kaldte dem alle for ahl ul-riddah (frafaldne). (8/131) Angående den kendte beretning (fra bl.a. Sahih Al-Bukhari) om Hatib ibn Abi Balta ah (ra), som grundet frygt for sin familie i Makkah sendte et brev for at advare dem om, at Profetens (saws) hær var på vej for at indtage Makkah. Dette blev opdaget, og han blev konfronteret med det. Det var i dette henseende, at Umar (ra) sagde: Tillad mig at hugge hovedet af denne hykler. Profeten (saws) blev ikke vred på ham og irettesatte ham ikke, ej heller kaldte han (saws) Umar for takfiri eller khariji, ligesom de falske salafi gør. Profeten (saws) sagde blot: Han (Hatib) har deltaget i Badr, og hvad kan fortælle dig, måske har Allah kigget på dem i Badr og sagt: Oh Badrs folk, gør hvad I vil, for Jeg har tilgivet jer. Imam Ibn ul-qayyim (rh) kommenterede fordelene, som man opnår af denne hadith: Dertil viser hadithen, at når nogen ukorrekt beskriver en person med nifaq og kufr, som resultat af vrede samt ære for Allah, Hans Sendebud og Hans Diin, og ikke blot af hans lyster og begær, da har sådan en person ikke begået kufr ej heller en synd. Derimod vil han blive belønnet for sin retskafne intention. Dette står i modsætning til folk af lyster og bid ah, fordi de laver 19

takfir og tabdi af denne ene grund, (nemlig) deres lyst og begær. Tværtimod fortjener disse folk mere, at der erklæres takfir og tabdi (på dem). (Zad al Ma d 3/372) Sammenlign dette med nutidens falske salafi, der erklærer enhver muslim fra denne ummah, som er uenig med dem, for værende mubtadi. Derudover sagde Imam Aba Batin (rh): Den, der fejlagtigt, men ud af ære og vrede for Allahs skyld, erklærer en person for at være kafir, fasiq eller munafiq, vil Allah forhåbentlig tilgive, ligesom da Umar (ra) sagde om Hatib (ra), at han var munafiq. Dette (takfir) blev gjort af nogle sahabah samt også af andre (salaf). Denne påstand fra disse uvidende folk (som siger): Du laver takfir på muslimerne, viser, at disse hverken har forstået Islam eller tawhid. Og det åbenlyse angående denne uvidne person er, at hans Islam er ugyldig, idet den, der ikke forbyder (inkar) de handlinger, som mushrikin begår i dag, og ikke ser dem som ondskab, ikke er muslim. (Majmu Al-Rasail wal Masail an-najdiyah 1/654-655) Ad-Diinu Nasihah Oh falske salafi! Vil I stadig insistere på at kalde de ulama, studenter og muslimer, som laver takfir på dem, der ikke styrer med Allahs shariah, for khawarij?! I så fald må I nødvendigvis også sige det samme om salaf! Vi ved med sikkerhed, at grunden til, at jeres leder nægter at debattere om, hvem der er på haq, er, at han ikke kan besvare alt, hvad vi her har præsenteret (m.m.). Vi kender også hans falske argumenter, nemlig at han siger: Jeg vil hverken snakke eller sidde med ahl ulbid ah, hvilket klart strider imod ulamas minhaj, og dette er noget meget velkendt. Hvis I virkelig mener, at I er på haq, hvorfor debatterer I så ikke med de folk, som I anklager på det værste? Svaret er simpelt: Abu Abdullah er bange for at tabe ansigt overfor sine studenter! Oh I studenter af Abu Abdullah! I er folk, som vi havde forventet khair af, og som, vi tror, ønsker at følge Sunnah. Men I er blevet forgiftet, og jeres had mod mujahidin og muslimerne vokser dag for dag. Ser I ikke, at I befinder jer i en sekt, som umuliggør jihad, bringer had imellem muslimer, styrker lederne i deres undertrykkelse af muslimerne og får islams fjender til at klappe i deres hænder? Nu, da haq er blevet tydeliggjort, er det obligatorisk for jer at følge den, hvis I skal leve op til jeres navn, salafiyyah. {Den eneste Udtalelse fra de (sande) troende, når de kaldes til Allah og Hans Sendebud for at dømme mellem dem, er, at de siger: Vi hører og vi adlyder!. Og de er de succesfulde.} [Surat an-nuur, 51] 20