Hologram digte Daniel Boysen
Til hele min familie i alle dens krydsninger
I MIN verden, som blomstrer, bærer jeg de verdener, som slog fejl. - Rabindranath Tagore
INSOMNIA
Først udforsker jeg tyngdekraften det er ikke meningen, at vi altid skal være over jorden eller se vulkaner indtørre der er zombier i genskæret fra vinduerne i skoven faldt engang en meteor der satte byen i gang, måske og en andens tyngde er stadig på mine skuldre fra nedslag, til udryddelse, til fiskeler, til krater mellem tidsaldre, til en samlet verdenshistorie, fra en klint et sted i Danmark til en halvø et sted over Atlanten måske faldt alle sten gennem universet vores navne bærer en flig af disse gyldne søm jeg tror jeg lægger mig som et fossil et sted og venter på en portal til min fødsel der er blå streger
Kun iført ét skelet udvundet fra stjernedalenes hav nogen står på gadehjørnet lukker andre ind i sine brister mellemrum min hud er hærget af solen og støvet nogen sidder på en bar brandmærket af cigaretter min linje er ustyrlig vi hænger sammen som stjerner, overhovedet ikke nogle siger at vi er usynlige i vores forandring / /
Under strålevinde lyser knoglerne da de havde hud ville de være himlen men alt aldres dét kan intet ændre tanken dæmpes videnskaben vil aldrig kunne forny solen der sidder og venter på at blive en anden et mørke her står jeg ved mit vindue folder skabelsen ud og tør finde
Havet der slår mod kanten, buskene der huser insekter bygninger fyldt med fremmede der turde elske vejenes fastlagte retninger med farver og børn søvnløse på vandring parkerne med hjemløse og os andre græsset i mellemrummet der forsvinder lygternes klare lys med varme og nat lyden af andres åndedrag, dine fingre med deres list
Smagen af livet skyerne på himlen hulemarier dybe vande i dine læber træerne bærer os vi ser hinanden vi mangler bjerge dit koralrev er ude af balance afstanden vokser til din bred
I dag genfandt jeg et ansigt der var rent og frit nogen sidder på bagsædet ryger en sommerglemsel fotoalbum jeg foreslår revolution du spørger til pengene mit sind er optalt i kroner og ører vi har forstået hinanden, slet ikke nogle siger det er bedre at hengive sig til alt usynligt / / /
Problemet ved at elske er, at jeg skal bruge en nat mere mindst bankende vildnis mellem mine ribben en fornemmelse af at blive forladt efter berøringen jeg vil bruge den nat på at finde et hukommelsestab og så vil jeg elske dig lidt
Alt er fortabt er den første stensætning der skal brydes ned efter tordenskyens ophør tordenskyens ophør
Jeg kan høre græshopper; tusmørket driller mine sansers pålidelighed må væk fra blålyset vil du møde mig hvis jeg tager af sted med det samme hvis jeg siger dit navn med nok overbevisning tror du mig, måske når jeg siger, at jeg ikke længere er en maskine
Nu står vi på cementryggen tæt ved det flerfarvede øje lidt herfra er ringgadebroen stadig fyldt med lys og sus nattens dissonans lyder som en symfoni og dufter af kakao rytmer og sved møder, øjne, næse hår og læber kan du høre skridtene ude på gulvet, der danser de er et vidnesbyrd om at der er håb
Vin lander altid på en særlig måde i glasset og ingen rus er som vinens så fri og begærlig nådesløs
Føler mine læber som porcelæn min strube som ledninger mit liv; en sabel gennem havet en orkan i perfekt balance
I nat var hjertet en motorvej med brændspor efter olien, dækkene indstøbt på den kurvede overflade bjergene kun støv i horisonten
En gentagelse; at rode rundt på gulvet en søndag morgen se sig selv være afskåret fra sin krop der er opstået et bjerg under kraniet at vente på fredag skal komme igen gentage nok gange håbe på at dø i armene på en fremmed
Engang boede jeg i et hvidt hus hvor årstiderne drev udenfor altid sengeliggende pulverfyldt bag en lukket dør på et tidspunkt mente jeg at hækkene ikke eksisterede tornestik vi boede sammen i bure med en have der voksede jeg lod som om jeg sov når jeg fik uventede gæster jeg er stadig sikker på at vores naboer ikke var levende væsner der var en seksuel ustyrlighed hver morgen tornestik jeg blev en kemisk-reaktion, imploderende vi sagde at vi var udødelige i vores hallucination torneblod // jeg ved bedre nu
En nationalsmerte; på bordet står flasker med identitet
Et bølgende sommervejr af olie og metal driver på tværs af ruden, lidt herfra et gult hus med stråtag mellem træerne nogle børn løber med køerne på marken sidder fast i toget - hopper af ved det forkerte stop
Enhver fødsel er et big bang to kroppes udvidelse til ét nyt liv celler der kolliderer tilfældigt ingen tegn på udryddelse i de nye øjne kun en trang til at udforske
I går drømte jeg om rødlysende stier vi fulgte dem sammen i fællesskab med vidtåbne øjne i hinandens ro først op ad klippevægge skabt af den sidste istid der er i gang, stadig tynde skove valgte at fylde vores lunger med ilt og mineraler vi måtte vandre ind i isen, så vi fandt grotterne at lytte til en tunnel viste sig ned til kilderne de røde lys blev til frekvenser vi forsvandt i mørket én efter én og vendte tilbage ved stiens begyndelse genfødte
Nu venter jeg på at solen går ned når de sidste stråler er ved at forsvinde stjæler jeg dem og kommer dem på flaske i morgen vil jeg bruge dem til at vække jer andre fra dvalen