Björg er tæt på 18 vintre, og gift ind i Oláfr Skallagrimsons familie forrige sommer. Hun kommer fra en gård få mil væk, og hendes ægteskab med Oláfrs søn Sigvé skulle have været afslutningen på en blodig fejde mellem de to slægter. Deres første barn var dødfødt, og nogen kaldte det et dårligt varsel. Freden blev brudt i sommers, da Sigvé slog hendes yngste bror for panden i et anfald af hidsighed, og siden da har hadet skilt de to gårde ad igen. Björg er blevet hos sin mand, trods det at hendes slægtninge slog ham til krøbling ved midsommer, og hun er højgravid med deres andet barn. I går morges trådte Oláfrs yngste søn Thorgrimn ind i hallen og bekendtgjorde, at han vil tage over heden for at hævne Sigvés ulykke. Fejden er tilbage i alles liv, og for Björg betyder det at hun skal stå ansigt til ansigt med sine slægtninge på den forkerte side. Om familien Oláfrs familie er hedebønder og jægere, og deres slægt var stor og velhavende i gamle dage. Man omtalte dem med respekt, og deres ord havde vægt selv ude i bygden ved kysten. Men fejden med Grettir Sigurðarsons gård har slidt begge slægter ned - markerne bliver forsømt, guldet er byttet væk for våben eller givet med i graven til en voksende række af døde, og dyr er der ikke mange tilbage af. Oláfr er den ældste mand og dermed familiens overhoved. Han er halvtreds, og far til Kjartan og de to yngre brødre Sigvé og Thorgrimn, der alle er omkring de tredive. Kjartans og Sigvés mor hed Birla, og døde af vintersot da de var fire og tre. Oláfr giftede sig hurtigt med en ung kvinde ovre fra den anden side af heden med det lovende navn Freydis - "Frejas præstinde", men hun nåede kun at føde ham Thorgrimn året efter, inden et vanskabt barn tog livet af hende under fødslen. Oláfr giftede sig ikke igen. Thorgrimn er gift med Æsa, der kommer ude fra bygden ved kysten, og er et par år ældre end Björg. Hun er husets frue af gavn, omend ikke af navn. Æsa og Thorgrimn har delt leje i et par år nu, men der er ikke kommet børn af det - sært nok. Thorgrimns eneste søn Ulfr, som har klaret sig gennem tolv vintre, er født af familiens træl Ysja. Han blev knæsat og anerkendt af Thorgrimn ved fødslen, og er at betragte som en fribåren mand. Kjartan er det sorte får, og man regner ham for idiot eller syg. Siden han nåede skelsår og alder har han nægtet at løfte våben mod Grettirs slægt, uanset hvor meget han er blevet presset, truet eller hånet. Han har ikke søgt sig en hustru, men han ville ret sikkert heller ikke få sin fars velsignelse i en sådan sag. Om Björg Björgs liv har ikke været nemt. Hun voksede op i en familie drevet af had til fjenden bag bakkerne, og somme tider syntes hun næsten at hun kunne smage døden i maden, i luften, på sine fingre, som om den var sivet igennem væggene og groet fast. Fra lille havde hun evnen til at se og høre det, som ingen andre kunne mærke, men i stedet for at gå til Goden i strandbygden med sagen, holdt hun det for sig selv. At have synske evner i en gård gennemsyret af vold er en frygtelig ting - skikkelser, væsener, kræfter kom til hende i de mørkeste nætter, gjorde hende stiv af rædsel indtil hun troede hun skulle dø, men med årene lærte hun at de ikke kan gøre hende ondt, at de bringer bud mellem verdenerne. Björg voksede op fra en stille, skrøbelig pige til en tålmodig, ung kvinde. Man tager hende Velkommen til heden. Velkommen til blæsten, der sliber alt ned til grunden og gnaver i det levende. Velkommen til midvinter og frosten, der holder din families overlevelse i et strubegreb. Du er nordbo, viking, skønt du aldrig har været ude på togt, endsige sejlet på havet. Din slægt er hedebønder af gammel tid, men det er ikke ploven og hakken der har formet dig, for I ligger i gammel fejde med en anden gård, og det er volden og hadet, du kommer af. Trælle har samme status som bohave eller husdyr. De har ingen rettigheder, og selvom det kan betale sig at behandle sin træl godt, kunne det ikke falde nogen ind at se dem på samme måde som frie mennesker. En Gode er en shaman, en præst, en mand der har med det overnaturlige at bestille. En kvinde ville blive kaldt Gydje i stedet.
nemt for at være forsagt eller svag, men det er ikke sandt. Hun er en eg med rødderne dybt i grunden, og når livet volder hende ondt - og det gør det tit - står hun imod uden at pive, rejser sig og går videre uden at kny. Hun er en kvinde, der kan bære en hel slægt på sin arm og gå i døden for at hendes børn kan spire og slå rod, og det var hendes eget valg at blive gift ind i Olafrs familie. Hun ønskede freden så hårdt at det var en knude i hendes mave, men allerede før hendes førstefødte kom til verden uden en lyd, vidste hun godt at freden ville blive brudt. Hun kunne høre det i vinden, føle det i jorden. Ane det i folks usagte tanker, at de ikke ønskede den, at de savnede volden - dén kendte de i hvert fald. Björg er alene i en familie, der hader hendes ophav og hvad hun kommer af, for Sigvé blev en anden mand efter at de knækkede ham, hendes brødre. Han blev hadsk, bitter, selvmedlidende, og vendte sig fra hende. Thorgrimn ville have slået hende ihjel den aften de bragte Sigvé hjem, og har ikke talt et venligt ord til hende siden. Oláfr holder hende fra livet med kølig tavshed, omend han lader hende i fred. Æsa er efter hende fra morgen til aften, og lægger ikke skjul på at hun gerne så Björg jaget ud fra gården. Ulfr er kun et barn, selvom han ikke har ladet sig vende mod hende, og Kjartan er lige så udstødt i familien som hun - skønt hans øjne er triste, blander han sig aldrig når hun bliver jaget rundt af de andre. Det som binder Björg Det dødfødte barn Æsa gik Björg til hånde, mens hun var gravid med sit første barn - lavede afkog til at lindre, hjalp med at få arbejdet fra hånden. Hun holdt trællen væk, fastholdt at det måtte være hendes pligt at tage sig af en så vigtig fødsel. Da barnet var blevet kulet ned i et hul i heden, vendte hendes hjælpsomhed sig snart til kulde. Har Æsa ansvaret for den døde søn? Og hvis ja, hvorfor? Björg fik aldrig spurgt, turde ikke tænke tanken til ende. Nu hvor hun er i samme situation igen, vender tvivlen måske tilbage. Nyt blod, gammelt blod hvor hører du hjemme? Björg kan ikke blive ved med at leve som hun har gjort indtil nu, mere eller mindre forhadt af begge slægter. Det kommer til at slide hende ned snart. Hun kan frit gå fra Sigvé det er hendes ret at lade sig skille men gavner det hende og barnet at vende tilbage under Grettirs tag sålænge fejden rækker ud efter de levende? Hun bliver ikke nødvendigvis set som en martyr af nogen. I oldnordisk forstand er der noget fordækt, noget uforståeligt og måske skræmmende i at hun kræver at blive hos en familie, der kun er bundet til hende ved ægteskab, og måske endda risikerer være medvirkende i drab på sit eget kød og blod. Sigvés nid Sigvés bitterhed, selvmedlidenhad, had og sorg gnaver snart båndene mellem dem over. Vil Björg blive ved med at vise ham tålmodighed? Hjælper det ham? Hvad skal hun stille op med en krøbling, der aldrig bliver til mand igen? være en del af noget, der ikke kan deles op: Slægten. Du er slægten, slægten er dig. Din vilje og slægtens vilje er den samme. Uden slægten er du en afhugget gren, døende, indtørret, meningsløs. Slægten holder dig fast, giver dig mening, giver dig næring. Alle dine handlinger falder tilbage på slægten, og dens på dig. stå fast, at holde sit ord hvis man har valgt at give det. Den, som er blød og bøjer for verden, er til fare for sin slægt - og dem kan man ikke stole på. Den, som bryder sit løfte, er ikke en mand, ej heller en kvinde, end ikke at regne for et barn. Han er en nidding, et uliv.
Sigvé, Björgs mand. Bitter og hadsk. Krøbling. Det arrangerede ægteskab voksede til noget, der lignede kærlighed, noget varmt, noget levende, men da han kom til skade, begyndte det at gå itu. Hun prøver at blive ved med at elske ham, prøver at give ham tid, men hans had slider og gnaver på båndene mellem dem. Oláfr, Sigvés, Kjartans og Thorgrimns far, overhoved på gården. En rævesnu, vindtør rad af en bonde, som holder sine sønner nede med snilde og hårde ord. Men under hans maske af handlekraftig barskhed er han en svag, vægelsindet mand - hans øjne søger altid efter åbninger, muligheder, en vej ud eller væk. Selvom det var ham der fik Grettir i snak og freden i hus, var der en skygge i ham, der ikke ville den. Han er ikke en ond mand, men han står i skyggen af fortiden, og lader sig tvinge rundt af den. Æsa, Thorgrimns kone, husfrue. En stridbar, ondskabsfuld kvinde med en skarp tunge. I starten viste hun Björg en sær, skarp venlighed, som nogen der ikke har kendt til andet end at slå og nu prøver at kærtegne. Efter at Björgs barn døde, frøs forholdet mellem dem til - Æsa blev kold, utilnærmelig, hånsk, spottende, tog afstand, og det blev kun værre efter Sigvés ulykke. Somme tider drømmer Björg om et dødt, indtørret barn i Æsas liv. Noget, der ikke kan leve. Noget, der bliver kvalt af sorte tidsler dernede, af hendes angst. vide at æren er en del af kroppen. Skades den, skades livet selv. At leve uden ære giver ikke nogen mening, og en såret ære er som et betændt sår i din side, en ubærlig tilstand, som der må rettes op på. Om du hævner eller ej er din egen sag, men skaden kan aldrig forsvinde af sig selv eller holde op med at gøre ondt. Kjartan, Sigvés storebror. En tavs, tung mand med sørgmodige øjne. Behandlet af alle som idiot eller kujon, men stadig stadig en del af familien, noget man skammer sig over men ikke kan støde ud. Modsat hende. Han passer sig selv, slider i markerne om sommeren og roder rundt med jern og esse ovre i et af udhusene, hvor han har bygget sig en primitiv smedie over årene. Björg er ikke så sikker på at han er en kujon - der er noget stærkt i ham, der har taget stand og ikke vil flytte sig for familiens hån. Hun har set ham nogle morgener nede ved mosen, når han tror sig ene - set ham træne med en kæp, som var det et sværd. Han slås - men åbenbart ikke på Oláfrs bud. Ulfr, Thorgrimns søn med trællen Ysja. En forvirret knægt, der bliver skubbet rundt mellem de ældre, og prøver på at finde sin plads. Thorgrimn har været ham en god far, taget ham med på jagt, trænet ham med familiens sværd. Han er opfostret til at skulle gå over heden som alle andre mænd i slægten, men selvom han er en lydig knægt, kan hun se tvivlen og trangen til at stille spørgsmål i hans øjne. Hun holder af ham, og havde Æsa ikke taget ham til sig, havde hun selv. At være nordbo er ikke at storme i døden på fremmede kyster. Det er at vogte og styrke sin familie med det, man har: med snuhed, med kløgt, med våben, med vilje. Angreb, handel, togter, hævn - alt kommer af slægten, alt vender tilbage til slægten.
Thorgrimn, Oláfrs yngste søn, Sigvés og Kjartans broder. En brysk mand, der formår at fylde et rum og tage opmærksomheden med sine høje latter og hårde ligefremhed. Thorgrimn hader Björg men modsat Æsa er hans had koldt og tavst; han taler ikke til hende hvis det kan undgås, men tåler hendes tilstedeværelse. Björg byder ham ikke had tilbage - hun kender hans had, ved at det kommer af det frygtelige blik i hans øjne når han ser på Sigvés knuste lemmer. Han er et godt menneske, og hun ved at det er ikke hende, der står foran ham i hans tanker - men hendes slægt. Hans brors overfaldsmænd. Fjenden Fjenden er Björgs kød og blod og det er ikke de uhyrer som Oláfrs familie gør dem til. Björg har ikke set dem siden Sigvé kom til skade; hendes plads i Oláfrs slægt holder næppe til at hun omgås sin husbonds overfaldsmænd, familie eller ej. Hendes far Grettir er en bitter, indestængt mand med en løs hånd, men man kan vel ikke fortænke ham i at have bukket under for hadet. Hendes mor Bodvé holder sit hus, som prøver hun at vaske det rent for fejden selv, og det har slidt hende tynd og slukket hendes øjne. Trællen Kark, der blev købt før Björg blev født, bøjer langsomt under Grettirs vrede og blev mere klagende og snotnæset for hver måned der går. Gunnarr og Armbjorn, Björgs to ældre brødre, er de eneste der synes at blive næret af fejden. For hvert år bliver de stærkere, dygtigere med sværdet, mere leende og sultne efter kamp. For hver gang hun ser dem, er skyggerne vokset længere ind i dem, har taget lidt mere af deres sind.