Prædiken Frederiksborg Slotskirke Birgitte Grøn 7. juli 2013 kl søndag efter trinitatis Matt. 5, Salmer: 754, 396, , 725

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Birgitte Grøn 7. juli 2013 kl søndag efter trinitatis Matt. 5, Salmer: 754, 396, , 725 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og: Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«matt 5,20-26 Gud, lad os leve af dit ord, Som dagligt brød på denne jord. Amen. En tysk soldat fik til opgave at vogte en militærmaskine. Han blev beordret til bestandig at gå de 30 skridt x4 der var mellem hjørnerne. Og så skulle han gøre holdt ved hvert hjørne. Opgaven var søvndyssende, men han gjorde den levende for sig selv ved at han foran på krigsmaskinens ene hjørne satte en bog. Når han kom til det hjørne læste han en linje fra bogen som han gentog for sig selv indtil han igen nåede frem. Hvis vi lader dette billede stå lidt og så ændrer på det ved at sætte dagens evangelium ind i stedet for, så kunne ordren til os hedde: Her har du ugens 7 dage. Dem skal du bruge til at gentage for dig selv: - Du må ikke slå ihjel hverken med hånd, i ord, eller i gerning. Det siger Jesus. Han siger også: Hvis du har gjort det, så få det gjort op med ham eller hende. Opgør gør ondt, men det befrier. Du befries, din næste befries, - og Gud er giveren. Og sådan er det altid! 1

2 Så kommandoagtigt og radikalt kan man jo prædike over dagens tekst i dag, for teksten er jo selv nærmest en fordring: I kommer slet ikke ind i himmeriget, hvis ikke jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisærernes. Hvis ikke retfærdigheden overgår, og hvordan kommer den så til det, må vi jo så spørge om? Det radikale krav, der er tale om i dagens evangelium er det jo næsten ikke er menneskeligt muligt at opfylde! For mennesker rummer jo både det positive og det negative. Både de lyse og de mørke sider, og uendelige mange følelser, og det hvad enten man er ung eller gammel. For ligegyldigt hvor i livsalder man befinder sig, så er glæde og kærlighed eller vrede og had og alle nuancer imellem en del af menneskelivet og af tilværelsen som sådan. Og derfor lyder evangeliets ord til os i dag så radikale som de gør. Her er ingen mellemveje eller genveje. Det er ligeså radikalt som budet om næstekærlighed. Det hedder: Du skal elske din næste som dig selv! Det hedder ikke: Du kunne måske overveje at elske din næste, eller Har du tænkt på, hvis du prøvede at elske din næste som dig selv, nej det hedder: Du skal! Ligesom der i dagens evangelium ikke er nogen slinger i valsen. De kristnes retfærdighed skal overgå de skriftkloge og farisæernes og det gør den ved at de skrotter alle de negative holdninger overfor næsten, og alle betænkeligheder ved at forsone sig med hinanden. For her er ikke tale om halve løsninger, - kun helhjertethed accepteres!! Sådan! Og hvad skal vi så stille op med alt det negative, alle skyggesiderne og det mørke, som kører rundt i os? Retfærdighed er jo en mærkelig størrelse Ja, man skal jo ikke være ret gammel, før man ved, hvad retfærdighed er, eller måske er det snarere manglen på retfærdighed, uretfærdighed, vi allerede som små børn reagerer på. At noget er uretfærdigt, at grænser overskrides så retfærdigheden ikke får lov at herske, men krænkes, det får vreden frem, og denne vrede i sig selv er vel berettiget? 2

3 Et samfund kan jo ikke klare sig uden en eller anden form for love, der bygger på retfærdighed. Man kan tale om retfærdig harme, og retfærdig vrede underforstået at en uretfærdighed er begået. Og vreden og harmen, der så kommer efterfølgende, er så berettiget. Og hvis vreden forbydes eller ikke får luft, men skal fortrænges på den ene eller anden måde, kan det forpeste tilværelsen, ja, det kan få katastrofale følger eller blive dødsens farligt, hvis man lader vreden få frit løb. Vreden kan være en nødvendig sikkerhedsventil og et begreb, som det er godt at kende styrken af. Men vreden eller harmen kan også forvandles i mødet med kærligheden: Lad ikke solen gå ned over jeres vrede og giv ikke plads for djævelen, som der står i Ef. 4,26, er i al fald en god leveregel. Men én ting er vores retfærdighedsbegreb, vores retfærdighedssans, vores tanker om, hvad der er rigtigt og forkert, noget helt andet at være retfærdig i Guds øjne, som teksten handler om. Hvad det vil sige at være retfærdig i Guds øjne, det kan i virkeligheden ingen mennesker granske i, men i dagens tekst hægtes det at være retfærdig overfor Gud sammen med holdningen til næsten: Når du bringer din gave til alteret (altså, når du vil forsone dig med eller rense dig overfor Gud), men når du så er der og dér kommer i tanker om, at din bror har noget imod dig! og så fortsætter det: Så gå først hen og forson dig med din bror (det er dét, der haster), så kan du komme med din gave bagefter. Og det er jo ofte bare ret svært, for forholdet mellem mig og min bror, eller medmennesket er jo aldrig sort/hvidt. Hvorfor skal jeg gå til ham og han ikke til mig? Hvorfor skal jeg angre og strække hånden ud og han ikke? Det var jo dog ham, der begyndte. Ham der begik den meste uret. Men det ejendommelige, når vi taler forsoningens etik, som vi kan kalde den af Jesus efterlyste højere retfærdighed. Det ejendommelige er, at Jesus åbenbart slet ikke er interesseret i uretten som faktum, og især ikke hvem, der har skylden. 3

4 Han siger kun, at vi skal se at komme videre, og han siger, hvordan vi skal gøre det: Ved at lade os forsone. Ved at vende blikket fra synden, fortiden, forurettelsen, den dårlige samvittighed, skyldfølelsen. Ved at vende blikket fra vreden, hævnlysten, og hvad det nu end er, der binder livet bagud og i stedet vende blikket mod fremtiden som er Guds. Erstatte det nagende skete med troen og håbet, der lever af evangeliet om Guds nåde og kærlighed med dåben og nadveren som de håndgribelige tegn på kærlighedens fællesskab med Ham. Den norske psykolog og konfliktforsker Jan Atle Andersen, der er stærkt inspireret af Jesu forkyndelse taler et sted om nødvendigheden af at forsone sig. Han siger: Den, der bærer nag, lider. Tanken på uvennen tager sjælefreden fra ham. Gamle krænkelser kværner i hukommelsen. Det, vi ikke har forsonet os med, binder os til fortiden og hindrer os i at komme videre i livet. At forlade er måske et bedre ord end at tilgive. At forlade i betydningen at lægge bag sig, frigøre sig fra. Den, som bærer nag, lænker sig til uvennen i afmagt. Det er jo i virkeligheden det, vi beder om, når vi i Fadervorbønnen siger: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere Vi beder Gud om hjælp til at lægge skyld, synd, elendighed både den der er påført os og den, vi selv har påført andre bag os. Og erstatte den med en fremadrettet tro og et håb, der er et spejl af hans nåde og kærlighed. Så når Jesus kræver denne retfærdighed af mennesker, der langt overgår de skriftkloges og farisærernes, så er det ikke for at piske dem/os med et uopfyldeligt krav, men for at bringe lindring og for at åbne vores formørkede sind for fremtiden. Spørgsmålet er jo så, om det kan lade sig gøre? Og det er jo et godt spørgsmål, som hver enkelt selv må svare på. Problemet i kristendommen er ikke, at mennesket ikke bliver frelst, for Gud har i Kristus bundet sig ubetinget til sin frelsende vilje. Problemet er snarere at mennesket bliver ved med at kigge det forkerte sted hen. Bagud i stedet for fremad eller sagt på en anden måde, at mennesket ser på sig selv, som den, end ikke Gud har noget håb for. 4

5 Det radikale krav i evangeliet er ikke uopfyldeligt. Det er bare for mennesket så svært at give slip og se frem i håbets og troens forstand i stedet for tilbage. Ja, det kan synes som om risikoen ved at forlade og lægge bag sig på så mange af livets områder forekommer så uudholdelig, at man hellere vil dø i synden! Forfatteren Susanne Brøgger har i en artikel i Weekendavisen for et stykke tid siden en sætning, som man kunne gøre til sit kristelige motto: Mit mål er ikke at opnå noget, men at risikere noget! Og også Jørgen Gustava Brandt sætter ord på, hvad der sker når forsoningen finder sted i salmen Tænk at livet koster livet, som vi skal synge om lidt, når han siger: Hvert et skridt du ta r så frit nu, er identisk med din tro! Amen. 5