En hel del ubemandede sonder og satellitter er blevet sendt ud i Rummet. Voyager 1 og 2, som blev sendt ud i 1970 erne er stadig på togt, og er i udkanten af vores Solsystem nu, men sender stadig signaler tilbage til Jorden. Den måske største tekniske bedrift og også af videnskabelig betydning, var nok landsætningerne af mennesker på Månen. Efter 2. Verdenskrig begyndte den kolde krig, og de to supermagter, Sovjetunionen og USA, startede et kapløb om at vise hvem der havde den bedste teknologi, og man begyndte at sende objekter og mennesker ud af Jordens atmosfære og ud i Rummet. Sputnik var først, men havde ingen forskningsmæssig betydning. Rumstationen ISS er internationalt bemandet og der laves en masse videnskablige forsøg og observationer. Alt sammen udført af videnskabsmænd fra forskellige lande. I 2015 får Pluto og Kuiperbæltet besøg af rumsonden New Horizons, som skal give os data om det forholdsvis nyopdagede område af vores solsystem. New Horizons begyndte sin rejse i 2006, og når den er færdig med at observere Kuiperbæltet, fortsætter den ud af vores solsystem. Til at begynde med, var det, det blotte øje, som gjorde iagttagelserne. Senere kom teleskoperne og da de blev rigtig store, begyndte man at bygge observatorier, som det der er bygget på toppen af Rundetårn i København. Den danske Ørsted Satellit kom i kredsløb om Jorden i 1999, og den undersøger Jordens magnetfelt. Den vejer 61 kg og det var meningen at den kun skulle holde i 14 måneder, men den kredser stadig rundt derude. Den befinder sig 600-900 km ude, i en elliptisk polar bane. Hubble teleskopet er et spejlbaseret teleskop, hvor spejlet er 2,4 m i diameter. Det kredser rundt om Jorden i ca. 600 km s højde og har foretaget mere end 100.000 kredsløb om Jorden. På Jorden bygger man kæmpestore teleskoper og observatorierne placeres højt oppe i bjergene, hvor man bedre kan se. Der bygges også store paraboler, hvor man lytter efter signaler fra Rummet.
Det var en lille gruppe personer spredt over hele kloden, som så rumalderens komme. I Rusland, Tyskland, USA og Kina arbejdede få mennesker med raketter og kredsløbsberegninger. Nogle af dem var til grin i deres samtid, mens andre blev hyldet som helte. Her er de syv vigtigste personer, som hver især gav deres bidrag til rumfartens udvikling. Robert Hutchings Goddard: Fysiker fra USA med speciale i raketter og flydende brændstof. Hermann Oberth: Østriger som tog til München for at læse medicin, men endte som fysiker med interesse for konstruktion af rumfartøjer. Eugen Sänger: Østrigsk ingeniør som udviklede principperne for konstruktionen af den moderne raket. Tsien Hsue-Shen: Kineser som fik overbevist de kinesiske ledere om vigtigheden af rumforskning og grundlæggeren af kinesisk rumprogram. Konstantin E. Tsiolkovskij: Fra Rusland og kom fra fattige kår. Alligevel fik han uddannelse og blev idémanden til satellitter. Wernher von Braun: Tysk ingeniør som udviklede V2 raketten (den første raket med flydende brændstof) og senere opbyggede USA s rumprogram og udviklede Jupiter- og Saturn raketterne. Jupiterraketten blev under navnet Juno 2, benyttet til de første amerikanske satellitter og Saturnraketten var i brug under hele Apollo programmet. Von Braun med en model af Saturn raketten. Sergej Korolev: Russisk videnskabsmand. Han udviklede det daværende Sovjetuionens første interkontinentale missil. Samme raket blev også brugt til alle Sovjets tidlige triumfer i rummet, og det er i høj grad Korolevs fortjeneste. Han stod således bag Sputnik 1. Det første menneskeskabte objekt i kredsløb om Jorden. Korolev sammen med Juri Gagarin. Verdens første menneske i rummet.
Rumkapløbet mellem datidens supermagter, Sovjetunionen og USA, gik på teknologisk udvikling i bl.a. moderne krigsførelse hvori indgik rumfartøjer. Kapløbet begyndte efter 2. verdenskrig, da der opstod en form for krig, som kaldtes "den kolde krig", mellem de to nye stormagter USA og Sovjetunionen. Højdepunkterne skete i 1957 da Sovjetunionen opsendte Sputnik-satellitten og i 1969 da amerikanerne landsatte et menneske på Månen. Om end begge missioner ingen militære formål havde, sendte stormagterne klare signaler om deres militære formåenhed i teknologisk krigsførelse. Stormagterne oprustede med atomvåben og efterretningstjenesterne CIA og KGB spillede en aktiv rolle i den kolde krig. Den kolde krig sluttede først endeligt med sammenbruddet af Sovjetunionen i slutningen af 1980'erne. Nogle sætter slutningen af rumkapløbet til 1975 med den fælles amerikansk-russiske Apollo-Sojuz mission. Sovjetisk rumstation opsendt i 1986. I 1991 overtog Rusland stationen efter Sovjetunionens sammenbrud. Mir betyder både "fred" og "verden" på russisk. Mir skulle oprindeligt afløses af Mir 2, men Rusland valgte i stedet for at gå med i Den Internationale Rumstation (ISS). Første menneske i rummet. Opsendelse: 12. april 1961. Var en russisk kosmonaut på fartøjet Vostok 1, og hans tur varede 1 h 48 min. Første levende væsen i kredsløb om Jorden. Opsendelsesdato: 3. november 1957. Den herreløse hund var passagerer i Sputnik 2. Måske kom Laika slet ikke i kredsløb, da den menes at være omkommet allerede efter 2 timer pga. af overophedning. Første menneskeskabte objekt i kredsløb om Jorden. Opsendelsesdato: 4. oktober 1957. Masse: 83,6 kg Størrelse: Kugleformet - 0,579 m i diameter Første mennesker på Månen. Opsendelsesdato: 16. juli 1969. Månelanding: 20. juli 1969. Landing: 24. juli 1969. Masse: ca. 30 tons. Det var den femte bemandede mission i Apollo-programmet. Astronauten Neil Armstrong blev det første menneske, der betrådte Månen, fulgt af Aldrin. Collins forblev i kredsløb om Månen. Da Armstrong trådte ned på måneoverfladen, udtalte han de kendte ord: Amerikansk rumstation opsendt i 1973. Skylab var USA's første rumstation og et projekt som NASA realiserede i 1973 primært ved hjælp af materiel der var blevet til overs, da man strøg de sidste tre af de oprindeligt planlagte månerejser med Apollo-programmet: Tredje trin i en Saturn V raket blev bygget om Til et "rum-laboratorium" en særdeles rummelig trykkabine, hvori astronauter kunne færdes blot iført almindeligt tøj. Armstrong Collins Aldrin Det er kun et lille skridt for mennesket, men et kæmpespring for menneskeheden.
Til venstre ses rumfærgen blive koblet til ISS. Denne proces kaldes for docking, og skal være yderst præcis og kan tage lang tid. Når dockingen er foretaget kan den nye besætning, oftest på 6 astronauter/kosmonauter, skifte den gamle ud. Rumfærgen forlod derefter ISS og landede senere på Jorden igen, og den gamle besætning kunne holde fri. Rumstationen fik, tidligere, ny besætning bragt op vha. rumfærgerne, men efter den sidste ulykke med rumfærgen Columbia, som brændte op ved dens indgang i Jordens atmosfære, besluttede man at stoppe rumfærgerne. Atlantis blev den sidste der kom op til ISS og da den landede d. 21. juli 2011 på Kennedy Space Center i Florida, var det slut. Rumstationen får i dag nyt personale bragt til, af den russiske Sojuz-raket. Denne er i modsætning til rumfærgen, en almindelig rumkapsel, hvor besætningen sidder i det øverste modul af en konventionel rakettype. Rumstationen er bygget op af flere moduler. Der er fx forskellige laboratorier, hvor der udføres mange videnskabelige forsøg i vægtløshed, som man ikke kan udføre på Jorden pga. tyngdekraften på Jorden. Foreløbig har knap 200 mænd og kvinder været på ISS. De fleste har været amerikanere, da der altid skal være astronauter ombord. De skal bl.a. kunne navigere, udføre reparationer og enkelte gange foretage rumvandringer. En rumstation i kredsløb om jorden i en højde af ca. 386 km. Rumstationen kommer til at veje 450 ton. Rumstationen bevæger sig med en fart på 27.700 km/h og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden pr. døgn. Byggeriet af ISS blev påbegyndt af russerne i 1988, og var fra begyndelsen af planlagt til at være et internationalt projekt.
Fremtidens rumfart Det er kun lidt over 50 år siden, at satellitten Sputnik startede, hvad vi i dag kalder for rumalderen. På ganske få år, har menneskeheden transformeret sig, fra hesteryg til rumrejsende. Men udviklingen er kun lige begyndt. Fortidens fremtid "Det er svært at spå, specielt om fremtiden" sagde Storm P engang, det gælder i særdeleshed inden for rumfart. Midt i det tyvende århundrede var optimismen høj, de første mennesker havde besøgt månen, man havde satellitter i kredsløb og de fjerneste planeter var udforsket med rumsonder. Alt i alt var man nået langt på få år, og intet lod til at stoppe denne hurtige udvikling. De næste mål var permanente baser på Månen, og senere Mars, atomdrevne raketter og bemandede missioner til Saturn og Jupiter. Men drivkraften bag de første anstrengelser var den kolde krig, og som fokus skiftede blev rumkapløbet sat ud på et sidespor. Nye teknologier nødvendige Det er ikke realistisk at benytte den teknologi, vi bruger i dag, hvis man ønsker bemandede rejser til andre planeter eller stjerner. Nye opfindelser er den eneste vej hvis vi vil være en ægte rumcivilisation. Det helt store problem er afstande. Rummet er så enormt stort at selv de fysiske love bliver en begrænsning. Det er ikke nok blot at skabe en kraftig raketmotor, for lysets hastighed bliver hurtigt en begrænsning for selv de korteste interstellare rejser. Det tager lys, over fire år at rejse fra den nærmeste nabostjerne til Jorden, og selv med den samlede energi i universet vil vi aldrig kunne nå lysets hastighed. En noget mere realistisk ambition er at nå 10% af lysets hastighed, så vil det dog stadig tage den bedre del af et menneskes levealder blot at nå den nærmeste stjerne. I stedet for at tænke i disse baner, håber flere forskere på at man ved at udnytte eksotiske fænomener som "ormehuller" i rummet, og ekstra dimensioner kan skyde genvej og derved nå ud til stjernerne. Disse idéer er dog meget spekulative, og det er næppe sandsynligt at vi kan opnå det teknologiske niveau krævet foreløbig. En skæbnerejse for mennesket Der er mange grunde til, at vi som race skal overvinde de komplikationer, som rejser i rummet stiller os. Mennesket har bredt sig over hele Jorden med stor succes, selv de hårdeste egne af planeten, er befolkede. Denne spredning er i tilfælde af sygdom og naturkatastrofer, meget fordelagtig, da vi undgår total udryddelse, hvis en enkelt civilisation bliver ramt. De seneste århundreder har dog gjort det klart, at der findes katastrofer der kan udrydde alt liv på vores planet, og med kernevåben, er vi i stand til at gøre det selv. Det næste naturlige skridt i denne spredning af arten, vil være at kolonisere andre planeter, og endda andre solsystemer. Livet i rummet, kunne forgå på enorme roterende "bånd" som dette, der kunne strække sig rundt om en planet, eller sågar en stjerne. Rotation vil skabe en effekt som tyngdekraft Fremtiden bliver skabt i dag Det er dog ikke menneskets overlevelse der skal fungere som motivationen for denne udvikling, i stedet vil jagten på rigdom og ny viden kunne bane vejen for koloniseringen. Jordens ressourcer er begrænsede, og der er flere elementer som vi i fremtiden måske vil mangle. Bliver fusionsenergi en realitet vil vi få brug for en speciel form for hydrogen kaldet deuterium, og selv om den findes på Jorden, så vil den være meget nemmere at udvinde på Månen. Asteroider og kometer kunne også høstes for vand, jern og andre råstoffer. Flere private selskaber, såvel som lande har rumprogrammer som forsker i hvordan man kunne udvinde råstoffer fra asteroider, spørgsmålet er hvor lang tid der går til det bliver realistisk af udføre i praksis. Én ting er dog sikkert, menneskets eventyrlyst har altid drevet os mod nye grænser, og rummet er ved at åbne sig op for os.