Historien om et 1900-talshus fra Hjørring

Historien om et 1900-talshus fra Hjørring af Lykke Olsen Fig. 1. Fotografi af den nordlige del af Bispensgade/Aalborgvej taget mellem 1913 og 1924. Indtil 1914 hed gaden Aalborgvej, men i 1914 blev den omdøbt til Bispensgade. Huset ses som nr. 2 til venstre. 56

Fig. 2. Wenbovej 18 forud for nedtagningen. Den Gamle By og Den Moderne By I november 2008 blev de sidste dele af et hus på Wenbovej i Hjørring nedtaget og kørt til købstadsmuseet Den Gamle By i Århus. Det var den foreløbige afslutning på husets historie fra dets opførelse i 1902 til opmålingen og nedtagningen i løbet af 2008. Den Gamle By blev i 2007 gjort opmærksom på huset af Vendsyssel Historiske Museum, og det viste sig, at den sparsomt moderniserede bygning passede fornemt ind i museets projekt»den Moderne By«. Projektet skal munde ud i en ny bydel på museet, der skal vise miljøet i en dansk by i henholdsvis 1927 og 1974. Huset fra Wenbovej skal genopbygges i det kvarter, som skal vise et 1927-bymiljø. På den måde ligger Den Moderne By i fin forlængelse af Den Gamle By, som fortæller historien om danske købstæder fra 1500-tallet til sidst i 1800-tallet med vægt på 1700- og 1800-tallet. Da Den Gamle By blev skabt i 1914, skete det i erkendelse af, at bymiljøet fra de foregående århundreder var på vej til at forsvinde. Af samme grund opstod ønsket om en moderne bydel fra det 20. århundrede. Ligesom Den Gamle By består af originale huse fra hele landet, kommer Den Moderne By også stort set til at bestå af originale, danske huse. Derfor er museet nu ved at søge efter og nedtage bygninger af forskellige typer fra hele Danmark, som passer ind i Den Moderne Bys projekt. Inden nedtagningen af hvert hus bliver der gerne skrevet en rapport om den pågældende bygnings historie. Inden nedtagningen af huset i Hjørring fik jeg som praktikant i Den Gamle By til opgave at skrive en kulturhistorisk rapport om dets historie som beboelsesejendom i en dansk provinsby i 1900-tallet. At det har været muligt at lave en grundig rapport om det, skyldes i høj grad velvillig hjælp fra tidligere ejeres børnebørn og andre tidligere beboere. I det følgende bliver husets historie fortalt. Husets kvarter Da huset blev opført på Aalborgvej i 1902, lå det i et arbejderkvarter i udkanten af byen. Med til miljøet hørte også sidegaden Toftegade og den parallelt forløbende Gammel Aalborgvej. Ikke langt derfra lå et svineslagteri (fra 1891) og Hjørring gasværk (fra 1902), og i den østlige ende af byens hovedgade Østergade fandtes maskinfabrik og bryggeri. Byudviklingen førte dog med sig, at befolkningssammensætningen allerede omkring 57

1930 var betydeligt mere blandet. Det havde faktisk ligget bystyret på sinde at gøre kvarteret mere tillokkende; i 1914 ændrede man navnet på den bynære del af Aalborgvej til Bispensgade, og ét af argumenterne lød:»når man skal være ærlig, så giver det selvfølgelig langt mere anseelse at bo på Bispensgade end på Aalborgvej. Og efter det ry, Aalborg har moralsk, kan man føle sig brøstholden her ved? Aalborgvej«. 1 I de første år af besættelsestiden skete der et voldsomt indgreb i området, da anlægget af en bro over jernbanen krævede nedrivning af hele østsiden af Bispensgade. Husets bygningshistorie Huset er i tre etager og har to lejligheder på hver af dem med enten to eller tre værelser. Der har aldrig været bad i huset, og ved opførelsen var der heller ingen toiletter. Beboerne benyttede tre latriner, som stod i nogle baghuse i haven. Senere blev der installeret et lille toilet på gangen på hver etage, men ingen af de tidligere beboere kan huske, præcist hvornår de kom. Det er dog sikkert, at da den daværende ejer søgte om et lån i 1923, var toiletterne endnu ikke installeret. 2 De tidligere beboere er dog sikre på, at installeringen ikke skete i 1920 erne. 58 Fig. 3. Udsnit af kort over Hjørring fra 1924. Pilen peger på huset på Bispensgade. Indlæggelsen af vand og gas kan heller ikke dateres helt præcist, men dog meget bedre end toiletterne. Gasværket i Hjørring åbnede i 1902, mens vandværket åbnede året efter. 3 I et skøde på huset fra 5. juli 1904 står der skrevet, at den nye ejer af huset overtager det med vand- og gasindlæg, og at han skal betale de resterende udgifter til det. 4 På dette tidspunkt var der altså blevet indlagt vand og gas, så indlæggelsen af gas er sket tidligst ved opførelsen i 1902 og senest i første halvdel af 1904, mens indlæggelsen af vandet er sket tidligst i 1903 og senest i første halvdel af 1904. Senest på dette tidspunkt juli 1904 var der installeret kakkelovne, komfurer og kedler i bygningen. Først i lånedokumenterne fra 1923 fremgår det, at der også var indlagt elektrisk lys i huset. 5 Før 1960 erne blev der installeret fjernvarme, men en nærmere datering er ikke mulig. 6 Bortset fra mindre ændringer blev der ikke foretaget andre moderniseringer ved huset i dets foreløbigt 106-årige levetid. I løbet af århundredet blev huset altså mere og mere umoderne, hvilket gjorde det brugbart for Den Gamle By, fordi

det på den måde var muligt for museet at genopføre det, som det så ud i 1927. Fig. 4. Ægteparret Larsen med deres indtil videre 8 børn den yngste Tage er ikke født. Dvs. at det er taget før 1913, hvor han blev født, og dermed før de flyttede ind i huset på det daværende Bispensgade i 1915. Husets vigtigste ejere Den 22. juni 1900 købte en slagtermester ved navn L. Brandstrup en parcel, som lå på Aalborgvej, der hørte under Hjørrings markjorder. Meget tyder på, at Brandstrup købte en grund uden bebyggelse, eftersom der i skødet kun er tale om en»parcel«og ikke en»ejendom«. 7 Tegningerne af huset stammer fra 1902, og af en brandtaksationsforsikring fra oktober samme år fremgår, at huset stod opført. 8 Det præcise opførelsestidspunkt er således usikkert, men huset må være opført i 1902 inden oktober måned. Det faktum, at Brandstrup samtidig købte andre parceller, og at han allerede den 20. januar 1903 solgte huset videre, tyder på, at han købte grunden og byggede huset i den hensigt at sælge det hurtigt derefter og tjene på det. Hvis man undersøger kvarterets situation på dette tidspunkt, finder man yderligere tegn på, at Brandstrup øjnede en mulighed for at tjene penge på opførelse og salg af huse. I 1891 var Hjørring Amts Andels-Svineslagteri blevet opført lige ved siden af den grund, hvor huset senere blev opført. Slagteriet bragte utvivlsomt mere liv til kvarteret i 1890 erne og skabte formodentligt et behov for boliger til slagteriarbejderne. Husets bygherre var jo netop slagtermester og var sandsynligvis opmærksom på behovet for boliger i området og muligheden for at tjene penge. Fra Brandstrups salg af huset i 1903 til 1907 havde huset 7 forskellige ejere, som relativt hurtigt solgte det videre. I 1907 gik den daværende ejer på tvangsauktion med huset, hvorefter det blev erhvervet af en købmand ved navn Carl Jensen sandsynligvis den samme Carl Jensen, som på denne tid var en af Hjørrings fremtrædende forretningsmænd. 9 Carl Jensen solgte i 1915 huset til Niels Christian Laurits Larsen. Laurits Larsens børnebørn har givet et fyldigt billede af livet i huset, mens Larsen-familien ejede det, fig. 4. Larsen blev født i 1869 i Sct. Hans sogn ved Hjørring. I 59

60 1893 blev han gift med Ane Sofie Christine Larsen (f. Nielsen i 1873 i Serritslev sogn), og mellem 1893 og 1913 fik de 9 børn. 10 Larsen arbejdede som detaillist på Bechs klædefabrik, en stor tekstilfabrik, som i lange perioder mellem 1918 og 2. verdenskrig var den største arbejdsplads i Hjørring. 11 Larsen var ifølge sine børnebørn en stilfærdig og venlig mand, som strikkede sokker om søndagen og spillede på sin violin, som til daglig hang på en knag i stuen. Noget tyder på, at han var en lidt blød mand, som kom lidt til kort over for sin kone, som var en bestemt natur. Laurits Larsen døde pludseligt, mens han var på arbejde i 1931. 12 Ved hans død overtog hans kone Ane Christine huset, og hun levede derefter af indtægterne fra lejerne. Hendes børnebørn har tegnet et lidt broget billede af hende. De fleste husker hende som en hjertelig og glad, men også bestemt kvinde, som de havde et godt og nært forhold til. Ifølge disse skulle hun også have været meget glad for sine børn og især sine seks drenge. Andre børnebørn husker hende nærmere som en dominerende kvinde, som ikke var særlig glad for børn. Hun ønskede, at alle hendes børn, inkl. pigerne, fik et arbejde, hvilket jo var lidt usædvanligt for den tid. Det lykkedes også for hende, eftersom alle hendes børn, undtagen en pige, fik arbejde (nogle dog kun i perioder af deres liv). Det var også utrolig vigtigt for hende at fremstå som en betydningsfuld og velhavende dame på trods af at hendes mand»blot«var ufaglært arbejder. Hun gik meget op i sit udseende og beklædning, og det var også af stor betydning, at hendes børn fremstod respektabelt. Hun var ikke interesseret i at tale med de andre beboere på vejen, hvilket ifølge hendes børnebørn skal ses som endnu et tegn på hendes bestræbelse på at være en fin dame. Når forskellige handlende solgte deres varer fra deres varevogne i kvarteret, købte Ane Christine sine varer fra et åbent vindue i huset og ville ikke ud på gaden til de andre handlende kvinder. Da hun begyndte at modtage pension, var Ane Christine desuden for stolt til at hente pengene selv, så derfor sendte hun en af sine sønner af sted efter dem. Ane Christine brugte bl.a. sin tid på at spille kort og på sit medlemskab i Dansk Kvindesamfund. Hun døde af kræft i 1946, hvor hun sov ind i huset på Bispensgade. Den næste vigtige ejer i rækken er Edith Christensen, som købte huset i 1950 og ejede det

Fig. 5. Niels Christian Laurits Larsen den første ejer, som havde huset i en årrække. Fig. 6. Ane Sofie Christine Larsen. Hun overtog huset efter Laurits død i 1931 og ejede det indtil sin død i 1946. Fig. 7. Huset Bispensgade 22 fotograferet i Laurits Larsen eller hans kone Ane Christines tid som ejer dvs. mellem 1915 og 1946. Ægteparret Larsen boede i stuen til højre. Efter Laurits død flyttede Ane Christine ind i stuen til venstre. til sin død i 2005. Hun blev født i 1911 i Vrejlev som datter af en landmand, der også havde en købmandsforretning. Hun blev senere gift med Anton Christensen, der ligesom hendes far drev et landbrug og en købmandsforretning i Hjørring. Edith var ekspedient i forretningen. I 1944 fik de sønnen Per. Nogle år senere blev Anton syg af kræft, og hans død i april 1950 var derfor ikke uventet. Få dage efter dødsfaldet købte Edith huset. Hun var hjemmegående, men omkring 1950 ernærede hun sig også ved lidt syning og lidt formue 13, som formodentlig stammede fra salget af mandens forretning. Edith boede i huset i de 55 år, hun ejede det, og hun lejede de fem andre lejligheder ud. Nogle af de tidligere lejere har givet et detaljeret billede af Edith, og hun har gjort et stort og varmt indtryk på dem alle. Hun beskrives som utrolig sød, retfærdig og uselvisk. Hun var meget reel og talte aldrig ondt om nogen. Hvis der var nogen, hun var vred på, sagde hun højest:»fred være med ham/hende.«ediths vindende væsen gjorde, at forholdet mellem hende og lejerne var baseret på tillid og venlighed. Lejerne skulle omkring den første i hver måned komme ned til hende i stuen til højre og betale husleje. I den forbindelse snakkede de altid med Edith, der som minimum bød på kaffe eller chokolade eller på det sønderjyske kagebord med syv forskellige slags kager. En lejer fortæller også, at Edith engang gav hende 100 kr., da hun var på vej på ferie og den pågældende lejer gav kun 110 kr. i husleje. Indtægterne for Edith har været til at overse. Huslejen for lejlighed i hendes tid som ejer var, som det ses, noget ud over det sædvanlige. To brødre husker, at deres forældre i 1950 erne gav 25 kr. for en toværelseslejlighed på kvisten, som steg til 30 kr., da de fik et ekstra lille værelse. Ifølge Dansk 61

Fig. 8. Edith og Per Christensen fotograferet i anledning af Pers konfirmation i 1957. Statistiks beregning af 25 kroners værdi i 2007-kroner kostede lejligheden 390 kr. i nutidens penge. Samtaler med beboere fra 1980 erne til 2004 har vist, at de gav mellem 110 kr. og 250 kr. før vand og varme. Huslejen gik således fra at være meget billig til at være urealistisk billig. De tidligere lejere og sønnen Per forklarer, at årsagen til dette findes i den kendsgerning, at Edith var meget uselvisk, nøjsom og slet ikke i stand til at gøre sig materialistiske overvejelser om øget ind tjening. Hendes nøjsomhed var sandsynligvis også årsagen til, at hun ikke ville modernisere huset hun havde, hvad hun skulle bruge, og havde ikke behov for mere. Hun var ikke nærig, men hun mente ikke, at man skulle give penge for noget, som man selv kunne ordne. Desuden ville hun blive nødt til at sætte lejen op pga. udgifterne i forbindelse med en eventuel modernisering, og det ønskede hun ikke. Edith brugte en del tid på at ordne praktiske gøremål i huset. Hun vaskede trapperne i en høj alder, og i samme periode tjærede hun selv taget på baghusene i haven. En lejer, der boede i huset mellem 1978 og 1984, husker, at Edith engang havde sendt bud efter en maler, der skulle male trappeopgangen i huset. Han kom dog ikke til den aftalte tid, og så gik Edith selv i gang. Der var højt til loftet, så hun bandt to stiger sammen. Når vinduerne blev for utætte, kom Edith op til lejerne med tændstikker, som hun puttede ned i sprækkerne. Andre reparationer blev lavet med kit, så lejerne lavede sjov med, at huset blev holdt sammen af tændstikker og kit. I de sidste år af sit liv blev hun dement, og Per var nødt til at hjælpe hende med at bestyre huset. Beskrivelse af lejerne og livet i huset Livet i huset i 1920 erne og 1930 erne var præget af en høj politisk bevidsthed. Ane Christine Larsen var ifølge nogle børnebørn konservativ. Hendes børn var alle socialdemokrater, og for nogen af dem var det en stor del af deres identitet. En af døtrene, Magda Larsen, giftede sig med en bankdirektørs søn, som var konservativ. Han havde mange politiske diskussioner med konens brødre, hvor bølgerne gik højt. Diskussionerne var så heftige, at børnene troede, at de var uvenner, men det var ikke tilfældet. 62

Fig. 9. Ægteparret Larsens sønner fotograferet i haven på Bispensgade. Øverst fra venstre: Tage Larsen, Svend Larsen; nederst fra venstre: Aksel Larsen (far til Svend Larsen), Ingemann Larsen og Ernst Larsen. Det yngste barn, Tage Larsen, som boede i huset mellem 1915 og 1957, var måske den, der var mest politisk engageret. Den politiske bevidsthed blev en stor del af hans identitet. I hans nekrolog lyder det således:»han var af en generation, der gik stærkt op i politik, og han tilsluttede sig tidligt arbejderbevægelsen og var både i det faglige, i AOF og det politiske. Han blev formand for Kommunalarbejdernes Fagforening og udførte på denne post et påskønnelsesværdigt arbejde gennem 27 år. For nogen tid siden udnævntes han til æresmedlem«. 14 Barnebarnet Harriet Holmsberg (født 1921) kom meget hos sin mormor (og morfar indtil hans død i 1931) som barn. Hun sad og strikkede i deres stue og hjalp Ane Christine med fx at stryge de klæder, som en af hendes morbrødre brugte i sin barbersalon. Denne morbror døde af meningitis i 1932. Harriet husker også, at Ane Christine ofte spillede kort med nogle veninder. Ved siden af stuen lå»den pæne stue«, som børnene ikke måtte være i, og som sjældent blev brugt. Laurits og Ane Christine havde desuden en radio, hvilket var usædvanligt på den tid. Barnebarnet Svend Larsen erindrer, at børnene i 1930 erne hentede koks på gasværket og lagde sækken på farens cykel. Husets nabo var som nævnt Hjørring Amts Andels-Svineslagteri, det vrimlede med slagteriarbejdere omkring huset, og der kom hestevogne med hvinende grise. Bag Bispensgade 22 lå en kolonihave med nogle småskure. Her sad slagteriarbejderne og drak øl og gammel vin og smed flaskerne omkring sig. Børnene samlede dem op, gik til købmanden og afleverede dem, hvorefter de fik to øre pr. flaske eller en cigaret. Søskendeparret Kirsten Frandsen (født 1952) og Søren Andersen (født 1956) boede i huset mellem 1954 og 1967 med deres to brødre og forældrene Peter og Anne Marie Andersen. Moren var hjemmegående, og faren var mejerimontør. De fire børn var de eneste (og de sidste) børn i huset, mens de fleste andre lejere i 1950 erne og 1960 erne var ældre mennesker. Disse blev af og til irriterede over børnenes støjende lege, fx når de rutsjede ned ad trappen, og skældte dem ud. En ældre lejer ved navn fru Hald brugte store mormortrus- 63

Fig. 10. Luftfoto af den nordlige del af Bispensgade, maj 1954. Husene på den østlige del af gaden var blevet fjernet ved anlægget af broen over jernbanen en halv snes år tidligere. Huset Bispensgade 22 er markeret med en pil. Sydvest for huset lå cementstøberiet Godthåb. 64 ser i forskellige farver. Når de blev slappe i elastikken, stjal børnene dem og brugte dem som basket ball net i haven bag ved huset uden fru Halds vidende. På denne tid var det arbejderne fra cementstøberiet Godthåb, der sad bag ved haven og drak øl. Fra sidst i 1970 erne og til 2004 boede der næsten kun studerende uden børn i huset. Det var således folk, der havde småt med penge og ikke havde stiftet familie. De havde det generelt fint med, at huset var umoderne, fordi lejen var så billig, og fordi huset havde sin egen charme pga. dets gammeldags præg. Ifølge en lejer, der boede i huset mellem 1983 og 1988, var livet i huset meget præget af, at det næsten udelukkende var studerende, der boede der. Lejerne kendte hinanden godt, eftersom de oftest havde skaffet hinanden ind som lejere. Der herskede en slags kollegiestemning, der nærmest fun gerede som et frirum for folk. Slagteriet prægede endnu livet i huset, eftersom der stadig kom transporter med hvinende grise, og af og til lugtede der sødt af blod. En beboer oplevede at drømme om grise flere gange pga. hvinene ved ankomsten til slagteriet. I 1990 erne og begyndelsen af 2000 erne var der mindre socialt samvær mellem lejerne, men forholdet imellem dem indbyrdes og mellem dem og Edith var stadig upåklageligt. Hjørring Diskontobank og huset på Bispensgade 22 Mange af de tidligere beboere har hørt tale om, at dele af huset stammer fra en gammel bank. Denne bank skulle have ligget i Østergade, Hjørrings hovedgade. Trods grundige undersøgelser har det ikke været muligt at påvise, om denne påstand er rigtig eller ej. Mange faktorer gør alligevel, at historien virker sandsynlig. Hjørring Diskontobank blev grundlagt i 1855. I 1858 lejede banken sig ind i lokaler på Østergade, og senere købte banken bygningen. Sidst i 1800-tallet var den blevet utilstrækkelig, og i februar 1902 besluttede man at opføre en ny bygning til banken. Det blev besluttet, at den skulle opføres i løbet af sommeren, og i juni 1902 blev der fremlagt en tegning til den. Den gamle bygning blev derfor nedrevet, da den nye skulle ligge på samme sted. Præcis hvilken dag den nye bank blev indviet, er usikkert, men den 29. juli 1902 blev grundstenen nedlagt. 15 Som nævnt tidligere blev huset på det daværende Aalborgvej bygget i sommeren og/eller i efteråret 1902. Tidspunktet for husets opførelse og den gamle bankbygnings nedrivning overlapper således

med stor sandsynlighed hinanden, og det er således muligt, at Brandstrup erhvervede sig bygningsdele fra banken til det hus, han ville opføre. På et billede af den gamle bank ser man, at der på døren sad to gitre. Midt på hvert var der et ovalt øje med figurer indeni. Hoveddøren i huset på Aalborgvej havde lignende jerngitre, men billedet af banken er taget på så stor afstand, at en ordentlig sammenligning ikke er mulig det er dog værd at bemærke, at det ikke er almindeligt. Det er heller ikke almindeligt at finde et jerngitter som det omtalte på døren til et almindeligt beboelseshus. Gitteret var for mange husets kendetegn, fordi det var usædvanligt, og flere tidligere beboere og ejere var fascineret af det. Edith blev engang tilbudt at sælge det, men afslog. På et andet billede af den gamle bank kan man se, at den havde buede vinduer, som huset på Aalborgvej også fik. 16 Den Gamle Bys bygningsfaglige personale har bemærket, at trappen og nogle af dørene inden i huset rent stilmæssigt ikke passer ind i en almindelig beboelsesejendom det har simpelthen en finere og mere dekorativ stil, end hvad der er almindeligt i et hus som det pågældende. Endvidere fandt personalet også spor af sprosser, der har siddet på Fig. 11. Fotografi af den gamle bankbygning i Østergade, som blev nedrevet inden opførelsen af den nye bygning i 1902, og som Brandstrup måske fik bygningsdele fra til sin nye ejendom på Aalborgvej. Fig. 12. Udsnit af fotografiet af banken, så dens dør bedre kan ses. Fig. 13. Husets hoveddør. Der er, som det ses, en stor lighed mellem de to jerngitre på henholdsvis den gamle bankbygning og huset på det senere Bispensgade. Der kunne godt være tale om den samme dør og gitter fra den gamle bank. 65

Fig. 14-16. Huset på Wenbovej under nedtagning i 2008. Murværket tages ned i sektioner og køres til Den Gamle By for senere genopførelse i det nye museumsafsnit, Den Moderne By. husets vinduer, men som er blevet skåret væk. Der var netop sprosser på den gamle banks vinduer i Østergade. Efter nedtagningen har det endvidere vist sig, at næsten alt materialet i huset var genbrug. Der er altså flere faktorer, der gør det muligt og sandsynligt, at der er en forbindelse mellem huset og den nedrevne bank i Østergade, men det kan aldrig afgøres med sikkerhed. Eftersom historien sandsynligvis i over hundrede år har floreret blandt ejere og lejere, er den blevet en vigtig del af fortællingen om det uanset om den er rigtig eller ej. 66 Afslutning Huset på Wenbovej gemte altså på en rigdom af fortællinger fra det 20. århundrede. Det fortæller om de små lejligheder med fælles toilet og ingen bad, som familier med gerne mange børn levede i i dette tilfælde fra omkring år 1900 til 1950 erne. Faren var gerne arbejder og moren hjemmegående. Det fortæller om den gryende kvindebevægelse i kraft af Ane Christines medlemskab af Dansk Kvindesamfund og hendes ønsker på sine døtres vegne. Det viser den klassebevidsthed og det politiske engagement, som var en væsentlig del af mange borgeres liv tidligere, men som næsten er forsvundet i dag. Det viser også en særlig historie; nemlig historien om Edith Christensen, hvis personlighed prægede livet i huset i 55 år, og som efterhånden fastholdt huset i en tidslomme. Huset beretter om danskernes stigende krav til moderne bekvemmeligheder, hvilket resulterede i, at børnefamilierne forsvandt som lejere efter 1960 erne. De blev erstattet af studerende og ældre, som pga. deres økonomi og sted i livet stillede færre krav til bopælens faciliteter. Huset er en væsentlig brik i for-

tællingen om Danmarks historie i den periode, fordi det beretter om flertallets hverdag og vilkår. Huset skal genopstå i Den Moderne By i 2012, og det er planen, at det på et tidspunkt igen skal indrettes, som et hus af denne type kunne have set ud i 1927. Til den tid kan husets historie fortsætte. NOTER 1. Hjørring byråd, trykte forhandlinger, debat om navngivning af Aalborgvej som Bispensgade, 14/2 1914, Historiske Arkiv, VHM. 2. Vurderingsforretning, 8. marts 1923, Ny jydske Kjøbstadcreditforening 1871-1975, lånesager, Hjørring, Erhvervsarkivet, Århus. 3. Hjørring telefonbog 1902-03. 4. Skøde og panteprotokol for Hjørring Købstad 5. juli 1904 nr. 310, s. 311 og 311a. 5. Vurderingsforretning, 8. marts 1923, Ny jydske Kjøbstadcreditforening 1871-1975, lånesager, Hjørring, Erhvervsarkivet, Århus. 6. Folketælling d. 26. september 1960 for Bispensgade 22, kopi fra Rigsarkivet, København. 7. Pante og skødeprotokol for Hjørring købstad s. 301 d. 24. december 1901. 8. Købstædernes almindelige Brandforsikring, Branddirektoratet i Hjørring, taksationsprotokol 1896-1908 s. 121, Historisk Arkiv, VHM. 9. Vendsyssel Tidende, 23/9 1929 og Dansk Handel og Industri bind III, sidetal ikke oplyst, 1935. 10. Folketælling for Bispensgade 22 d. 5. november 1930. 11. Thrane, Helle, Bechs Klædefabrik, Vendsyssel nu & da 2003, s. 68 og 70. 12. Vendsyssel Tidende, 17/6, s. 6, 1931. 13. Folketælling for Bispensgade 22 d. 5. november 1950. 14. Vendsyssel Tidende, 5/4 1974, s. 9. 15. Lønborg Friis, Hjørring Diskontobank 1855-1905, 1905, s. 66-68. 16. Lønborg Friis, Hjørring Diskontobank 1855-1905, 1905, s. 11. ILLUSTRATIONER Fig. 1 findes på Historisk Arkiv, VHM. Fig. 3 er fra Trap Danmark, 4. udg., 1924. Fig. 4-9 er af fotograferinger i Den Gamle By af privatejede billeder. Fig. 10 er flyfoto fra maj 1954 (Basic Cover). Fig. 11-12 er fotografi fra Lønborg Friis, 1905. Fig. 14-16 er fotograferet af Erik Bjerre Fisker. FORFATTER Lykke Olsen. Født 1982. Cand.mag. i historie og nordisk. Tilknyttet Den Gamle By i forbindelse med projekt Den Moderne By. 67