22. Om Handelen, Priserne og Arbeidslønnen De mange og meget adskillige Næringsveie, jeg nu har talet om, maae nødvendig give Handelen en stærk Rørelse, og da Bord-og Bielke-Lasten er den fornemste Green deraf, vil jeg først beskrive samme, efter den Indsigt jeg har deri. Bord-Handelen er den fordeelagtigste af alle, og bringer de fleste rede Penge ind, men er dog indskrænket til visse Familier, som ere Eiere af Sav-Værkerne, og derved have samlet anseelige Midler, synes og desuden at kunne bringes til større Høide og Fuldkommenhed: 1) Ifald man kunde nøde Hollænderne, at imodtage vore Bord, ligesom Engelænderne. Man veed, at Hollænderne fornemmelig kiøbe Norske Bielker, for at skiære dem paa deres Sav-Møller, men at Engelænderne derimod imodtage vore Bord, fordi de selv ingen Sav-Værker have. Skulde nu disse, ligesom hine, faae Sav-Værker indrettede, hvilket man veed, de have forsøgt at lære baade i Norge og Holland, kunde det maaskee hænde sig, at de Norske Sav-Værker gandske bleve nedlagte, og at det Norske Træe ikke blev modtaget uden i Bielker og raae Materie. Overalt synes det virkelig at være en Feil i vor Norske Træelast-Handel, at sende de Udenlandske saa mange, deels uskaarne Bielker, deels tykskaarne Planker, for af dem at omskiæres og dannes i allehaande Former, og transporteres til alle Verdens Parter; vore Træelast-Handlere burde derfor søge efterhaanden, at vinde dem denne os med Rette tilhørende Fordeel fra, og at giøre sig de Steder bekiendte, hvor deres Træe-Vare af alle Slags kunde med Fordeel af- 212
sættes. Fordeelagtigere vilde og denne Handel blive, 2) ifald man paa Sav-Værkene isteden for de nu brugelige eetbladige Saver optog de fleerbladige, hvorved meget blev sparet baade paa Tid og Omkostninger. Paa endeel steder her i Landet, saasom ved Hønefossen, skal de dog være i Brug. Man siger og, at de her engang skal være forsøgte, men uden Fremgang, fordi slige Bord ei taalte at nedflaades igiennem Elven, som dog let kunde forebygges, naar man nedførte dem paa Pramme, hvorom siden mere. 3) Hvis man skar til flere og finere Dimensioner, end de 1 1/2 Tomme tykke Bord og 2 til 3 Tommer tykke Planker, som nu ere brugelige, og man deri søgte at efterfølge Hollænderne, som heg allerede ved 1ste Post har sagt, 4) Hvis man isteden for at nedflaade soine Bord, nedbragte dem i Pramme, saasom de af Vandet faae et slet Udseende og sprekke naar de tørres, hvoraf det kommer, at Christianiæ Bord ere i høiere Priis end Drammens, fordi de ei komme i Vandet, men føres over Land lige fra Sav-Værkerne til Kiøbstaden. Men i alt dette er neppe nogen Forandring at vente, saalænge det nærværende Forraad vedvarer, da man giver sig mere Flid for, at bringe en Mængde af Bord tilveie, end at tilberede dem paa beste Maade. I Christiania, hvor Sav-Tømmeret og Transporten ere mere kostbare, skiæres i langt finere Dimensioner end her, og man skulde der ikke kunne stoppe Omkostningen, hvis man skar saa grove Bord og Planker som Drammens. For Resten skal Bord-Handlingen, skiønt i sig selv fordeelagtig, være belagt med temmelig svære Afgifter baade her og i Engeland, hvorom jeg dog ikke er istand at give nogen paalidelig Underretning. 213
Hvad Bielke-Handelen angaaer, da drives den enten med Fyrre-eller Gran-Bielker, af hvilke de første ere Engelændernes, de sidste Hollændernes, Gadding *). Engelænderne, som ikke tage uden den beste Malm-Fyrre, betale den temmelig vel, og opkiøbe deres Ladninger ordentlig ved deres Commissionaire, efter billig Accord, hvorved de Handlende kan blive skadesløs. Men med den Hollandske Handel, der drives med Gran og de sletteste Fyrre-Bielker, har det sig langt anderledes; thi den er, deels formedelst Hollændernes Listighed, deels vore Norske Kiøbmænds Usamdrægtighed, bragt i største Forvirring, saa det er uvist, om Landet har større Skade end Gavn deraf. Dette har en Kiøbmand ved Navn Christen Lohrman i et 1771 udgivet Skrift temmelig vel udførst og beviist. Han havde og, som han selv skriver, allerede den Tid indgivet Forslag til denne Handels fordeelagtigere Indretning, hvoraf man dog ikke til Dato har seet nogen Virkning, uagtet dette fremfor meget andet synes at fortiene Vedkommendes især Oeconomie-og Commerce-Collegii Opmærksomhed. Det er derfor jeg til dette Skrift vil lægge nogle faa Anmærkninger. Først skriver han, at endskiønt Bielke-Handelen har været skadelig for de Handlende, have dog Bønderne i de fremfarne Tider havt desto større Fordeel deraf, og ere blevne velholdne Mænd. Dette kan og for saavidt tilstaaes, som man i Almindelighed holder for, at Bonden har langt større Fordeel af at *) At Hollænderne helst tage Gran, skal komme deraf, at den til Paneel-og Laqveer-Arbeide er meest tienlig. Man siger og, at de bruge en Hoben deraf til deres Pæle-Værker, da den ei beskadiges af Orm. See Lohrman om Drammens Handel. 214
anvende sin Skov til Bielke-end Sav-Tømmer- Hugst *) og han dernæst ved Bielke Hugsten blev befriet fra Sav-Eiernes Eene-Handel, siden de tilforn vare de eneste han havde handel med, og derfor kune tvinge Prisen, saa meget de vilde. Fordelen af Bielke-Hugsten sees endnu tydeligere af følgende Beregning, som mig af en god Ven er meddelt: Jeg tager 4 Tylter Træer af Skoven, hvoraf jeg udbringer Bielker: 4 Tylter Maal, som er 11 Tommer Top, 18 Fod lang, a 6 Rdlr., er - 24 Rdlr. 4 Tylter Undermaal, 9 Tommer Top, dito lang, a 3 Rdlr., er 12 Rdlr. Summa 36 Rdlr. Sav-Tømmer af samme Træer: 4 Tylter Maal, 12 Tommer Top, a 10 a 12 Fod lang, a 4 Rdlr., er - - 16 Rdlr. 4 Tylter Undermaal, 11 til 12 Tommer Top, dito lang, a 2 Rdlr., er 8 Rdlr. 4 Tylter dobbelt Undermaal, 10 a 11 Tom.Top, dito lang, a 1 Rdlr, er 4 Rdlr. Summa 28 Rdlr. Her er kun Bielker ansatte 6 Rdlr. Tylten, og gielde dog ofte langt mere, hvorimod Sav-Tømmer sielden betales Bonden med den fastsatte Priis, 4 Rdl. Desuagtet er Forskiellen kiendelig nok. *) Sagen er, at han af et Træe, som kun giver 1 Sav- Stok, kan faae, foruden Sav-Stopkken, 1 Bielke, og enda 1 undermaals Bielke, for halv Priis, følgelig vilde disse Bielker og den største Part af Træet blive ham unyttige, naar han ikke havde Tilladelse at hugge andet ende Sav-Tømmer. 215
I de første Aaringer, da Lohrman var Kiøbmand, er det vel ogsaa skeet, at Kiøbmændene af Rygte om Bielkernes høie Priis i Holland, have tilig giort Accord med Bønderne, dem selv til Skade, naar Prisen strax efter faldt, som i Holland er ikke usædvanligt. Men i den Tid jeg har været her, har jeg dog ikke mærket andet, end at Kiøbmændene handle langt forsigtigere, i det de vel ofte opmuntre Bonden til Bielke-Hugst om Vinteren, og give ham Haab om høie Priser, men dog ikke accordere om noget vist, førend Bielkerne ere hugne eller nedbragte, da de give derfor, efter det de kan vente at faae igien; de handle altsaa offen med Bonden, som de selv medhandles af Hollænderne, der vel ofte love meget, men tage sig vel vare for at træde i Accord, førend mot Slutningen, da de ved deres Correspondentere her, allerede ere underrettede om den Forraad, man har, og derfor let kan nøde Kiøbmændene enten at sælge for hvad de ville give, eller paa egen Risico at udskibe dere Vahre til Holland, som næsten altid er det visse Tab, deels fordi Fragtenb i lang Tid har været alt for høi, deels fordi de da maae tage imod, hvad Hollænderne paa et vist Market, kaldet Bækkenet, ville byde derfor, ikke at tale om at vore Kiøbmænd da maae betale de Afgifter i Holland, som Hollænderne, om de selv opkiøbte deres Bielker i Norge, maatte have svaret der. Vel gives her nogle faa Kiøbmænd, som fra forrige Tider have staaet i Accord med Hollænderne, og samlet anseelige Midler ved deres Bielkehandel, men disse beskyldes for, at de lade sig bruge som Spioner for Hollænderne, blot for en Provision af 5 a 6 pro Cent, og at give dem adskillige for deres Medborgere skadelige Under- 216
retninger. Overalt er det, som Lohrman skriver, beklageligt, at der aarlig udskibes fra Drammen den beste og skiønneste Bielke Last, især af Gran, hvis Lige ingen andensteds enten i Godhed eller Mængde er at bekomme, og at samme, skiønt for Hollænderne uundværlig, dog skal gives dem saa got som for intet, og sælges for saa ringe Priis, at Kiøbmændene ofte ikke stoppe Okmostningen. I den Henseende skriver han videre, er dog andre Kiøbstæders Bielke-Handel ikke saa fatal som Drammens; thi ved det der ei nogensteds ere saa mange Bielke-Handlere, faaer Bonden ikke saa meget for sin Last (som dog er Skade for Landet), dernæst resolvere de ikke til Befragtninger, uden af Fornødenhed, hvorfor Hollænderne nødes til at give sig i Accord med dem, og endelig betinge Bielke-Handlerne sig Hollændernes Vexler for 6 a 8 pro Cent ringere Lage end Drammen. Af det ene med det andet, kan jeg ikke rettere see, end at hele Feilen næst Kiøbmændenes Usamdrægtighed, reiser sig af Bielkernes alt for store Mængde og Nedhuggelse i Flæng, blot paa Speculation, og efter et uvist Rygte om høie Priser. Efter en Kongelig Placat af 1733 bør Bielker ikke hugges ovenfor Qværk, hvor Lentsen er, følgelig ikkun i de 3 Sogne-Kald, Lier, Eger og Modum, som ligge nedenfor Sav-Værkerne, og ei kan brunge deres Tømmer op imod Strømmen for at skiæres til Bræder. Blev nu denne Anordning efterlevet, vilde et maadeligt Qvantum komme ud deraf, som aarlig kunde sælges med Fordeel. Men da Øvrigheden, af de Aarsager, jeg siden vil vise, har maattet tillade, eller seet igiennem Fingre med, at Bielker hugges høiere op i Landet 217
efter enhvers Forraad og Behag, sa bliver det en Følge, at Mængden er for stor, og at Hollænderne, som derom underrettes af deres Correspondentere, kan tvinge Prisen saa meget dem lyster. Dette kan saa meget lettere skee, som Bielker ei taale at ligge Vinteren over uden at faae et slet Udseende og at tabe deres Priis. Dog har man nu begyndte at nedsenke dem i Vand, ved at lægge den ene Bielke paa den anden, hvorved de bedre conserveres end ved at ligge i frie Luft *). Man kunde og forbyde, at udføre nye Bielker førend de gamle vare afsatte, som i de Russiske Steder i Østersøen skal være anordnet. Naar nu dertil kom Enighed og godt Overlæg imellem de Handlende indbyrdes, kunde Hollænderne tvinges til at kiøbe vore Bielker i Norge, for den Priis, man uden Skade kunde sælge dem for, allerhelst man ikke har at frygte for, at de nogen Tid kan undvære den Norske Træelast- Handel. I det mindste er forbemeldte Lohrman af den Mening; thi om de end, siger han, fik en Ladning Bielker fra Østersøen for slet intet, vilde dog alene Fragten derpaa komme dem saa meget høiere, som en lige Ladning Norske Bielker kunde kiøbes for, derfor er altid Fragten paa Østersøen næsten dobbelt større end paa Norge, og Fragten fra Norge til Holland næsten ligesaa meget, som Ladningens hele Beløb. I de senere Tider er Fragten endnu langt høiere *) Mangfoldige Vrag-Bielker, som for deres slette Udseende bliver vraget, skiønt de indvendig kan være gandske gode, og tilforn ikkun bleve ophuggede til Brænde, skiæres nu i Drammen paa Haand Saver til meget skiønne Bord, hvorved mange Fattige fortiene deres Brød, hvorimod den af en Kiøbmand i Drammen projecterte og indrettede Sav, som drives af Vægt, endnu ikke har villet lykkes. 218
hvorimod Bielkerne helst i seneste Krig ogsaa have steget til høie Priser, som og for nærværende Tid vedvare endog efter Krigen, men det varer dog neppe længe, førende Hollænderne vide at finde Raad derimod og at nedsætte Prisen igien. Skulde jeg til Slutning fælde nogen Dom i en saa intricat Materie, da synes mig, at saalænge Bonden skal vedblive at giøre Skov- Hugst til en af sine betydeligste Næringsveie, kan Bielke-Hugsten ikke vel forbydes ham, siden den baade er ham fordeelagtigere end Savtømmer-Hugst, og han ved det samme bliver mere ubunden i sin Handel end naar han maatte Handle med Sav-Eierne alene. Naar nu dertil lægges den nogle Aar i Rad indtrufne Misvæxt, troer jeg Øvrigheden har havt Grund til at tillade eller see igiennem Fingre med den imod Forbud skeete Bielke-Hugst, helst siden Kongen har anseelige Afgivter deraf, og saa mange Bielke-Huggere (der i Kiøbstæderne tilhugge Bielkerne) fortiene Levebrød derved. Dog troer jeg ikke, at en saadan Tilladelse burde gives uden al Indskrænkning, men at et vist Antal af Bielker, som aarlig maatte hugges og udskibes, burde fastsættes, at de ikke formedelst Mængden skulle tabe deres Priis udenlands, ikke at tale om, at Sav-Værkerne kunde lide Mangel paa Sav-Tømmer, naar Bielke-Hugsten gik for vidt og Skoven paa engang blev for meget medtaget. Dog herudi underkaster jeg mig villig de mere Kyndiges Dom, og om jeg i dette eller følgende skulde feile, haaber jeg at pardoneres, da jeg hverken er Kiøbmand eller Statist. Hva den øvrige Træelast-Handel angaaer, af Lægter, Jufferter, Dansk Smaalsat, Birke-Brænde og deslige, da skriver Lohrman, at den er mere sikker og 219
fordelagtig (ventelig for Kiøbmændene,) end den Hollandske, efterdi ikke gierne af den Last udskibes noget paa Speculation, men sælges efter beste Accord til de ankommende Skippere. Men derimod bliver det vel ligesaa vist, at den er meest skadelig for Skoven, siden de skiønneste og rankeste Træer afhugges i deres første Opvæxt, og sælges for en Bagatelle som dog fuldvoxne kunde have blevet af stor Værdie. Her findes for Exempel endnu Mast-Træer paa Eger, som i denne Sommer ere solgte til Skibsbyggeriet i Drammen for 80 til 100 Rdlr; havde nu disse i Ungdommen været afhuggede til Lægter eller Smaalast, kunde de maaske blevet betalte med 8 a 10 Skilling. Korn-Handelen er hernæst den betydeligste, siden den trækker en stor Deel ud af det, som ved Træelast-Handelen vindes, og er desuden her meget indskrænket ved den Kongelige Anordning, som forbinder de Syndenfieldske Stifter, at tage deres Korn-Vahre fra Dannemark, jvorved man i Almindelighed troer, at Landet forurettes og Handelen fornærmes. Dette udføres med al sin Styrke i Philodani Norvegi oprigtige Tanker til beste Eftertanke *), hvortil jeg i denne Post vil have Læseren henviist, og nægter ikke, at jo Forfatteren i mange Poster skriver vel og grundigt, men troer dog, at han tillige burde have taget i billig Overveielse: 1) Den meget større Byrde Danske Undersaattere, i det mindste paa denne Tid, maae bære fremfor de Norske, hvoraf flyder en Forskiel i de Kongel. Intrader af Norske og Danske Provinser, som *) Hvad Lagerbring har herom i hans Nye Stats-Hist. i Sammendrag 1 S.206 bliver nok intet, uden en Gienlyd af dette Skrift. 220
1 mod 4 a 5. Det synes derfor ikke ubilligt, at tilstaae et Rige nogle Fordele i Handelen, som contribuerer det meeste til Statens Vedligeholdelse, helst naar det selv har liden Handel. Hvad Dannemark i andre Begivenheder, saasom Bestalninger, Dispensationer, Fortæring af de Studerende ved Academiet o.s.v., trækker fra Norge flyder kun ind i Hoved-Staden, det Svælg der trækker til sig begge Rigers Formu uden at fyldes, hvilket i alle Riger er sædvanligt. 2) Den vigtige Assistance af Kornvahre, som Norge i dyre Aaringer trænger til og ofte har havt af Dannemark. Uden denne havde de Nordenfieldske Stifter i Norge, uagtet deres frie Indførsel 2 Gange i min Tid været ødelagte af Hunger, og uden samme troer jeg det ikke havde gaaet meget bedre med de Syndenfieldske. Det synes derfor billigt, at Dannemark for denne Hielp i ufrugtbare Aaringer nyder nogen Giengieldelse i de gode og frugtbare. 3) Spørges, om ikke den Klagestemme, som herover idelig høres, er mere Kiøbmændenes end Folkets, (saaledes er det i det mindste mig forekommet,) og om disse i dyre Aaringer vilde have solgt udenrigs Korn for billigere Priis end de Danske nu sælger det? Jeg kan i det mindste med Exempler bevise, at man Nordenfields som tiest maae betale udenrigs Korn ligesaa dyrt, som det Danske betales Syndenfields, og naar Dannemark kun passer paa at fylde sine Magaziner i gode Aaringer, kan det i paakommende dyr Tid sælge sit Korn for billigere Priis, end det egne Kiøbmænd tilforhandle sig fra udenrigske Steder, som især i disse sidste Aaringer, ved den nu og da tilladte frie Indførsel, er erfaret. Endelig, hvad østersøiske Kornvahre angaaer, da vilde 221
det her falde temmelig bekosteligt, at tilforhandle sig dem, siden dette maatte skee med rede Penge, og man ingen Vahre har at bringe herfra til Østersøen. Det engelske Korn kunde vel desto lettere erholdes formedelst vore Kiøbstæders stærke Fart paa Engeland, men i Krigstider, naar Kornvahre ere meest dyre, er dette ikke heller at giøre Regning paa. Dog med alt dette deciderer jeg ikke, men har kun villet vise, at Indskrænkningen i den Syndenfieldske Kornhandel, som i sig selv er en Mangel, kan dog være nyttig og fornøden i det Hele, saasom for at foulagere Dannemark i visse Byrder, som det for nærværende Tid maae bære fremfor Norge, eller for dets egen Underbalance i Handelen, skiønt jeg og troer, at denne Fornødenhed efter al Muelighed burde hæves, for at giøre begge Rigers Handel saa frie som mueligt. Kongen vilde maaskee derved mere spares for kostbare Magaziners Vedligeholdelse og anseelige Præmiers Uddelelse for Korn-Indførsel i Norge, ikke at tale om det meget Korn, som i dyre Aarintger er Landet skienket, og mindre kunde ventes, helst i de Syndenfieldske Districter, som de frugtbareste, naar Handelen var frie. Jeg kommer nu til den indenlandske Handel, som ligeledes maae være betydelig i Betragtning af den stærke Tilførsel, som her behøves fra andre Bygder, og nødvendig maa trække mange hid for at afsætte deres Vahre. Var Eger saa vel dyrket, som den efter sin frugtbare Grund fortiener, vilde den ikke alene forsyne sig selv,men og blive et Spisekammer for andre, og i de omkringliggende Kiøbstæder giøre Prisen paa Levnetsmidler lige saa let, som den nu er høi. Nu derimod da Skovhugst, Savbrug, Tømmer-Udskib- 222
ning, Bergværk-Arbeide med Kiørsel og Førsel udgiør saa stor en Deel i Folkets Næringsvei, saa er det en Følge, at intet Sted behøver større Tilførsel end Eger. Dette sees af de store Slagte-Drifter, som komme ned fra Oplandene om Høsten, af det meget Smør og Tælle, som ligeledes derfra nedføres om Vinteren, foruden de mange Kornvahre, som hentes fra Kiøbstæderne. Vel er det saa, at de mange Penger, som her ved Arbeidsløn fortienes, derved bringes i en nyttig Circulation; men det samme giør tillige alle Vahre meget dyre, saa jeg ikke troer, at noget Sted i Norge kan deri lignes med Eger. Et Slagte-Nød f.ex. koster 8, 10 til 16 Rdlr, et Pund Oxekiød 1 1/2 Rdlr. til 7 Ort, et Pund Smør 1 1/2 til 2 Rdlr., et Pund Lax 7 a 8 Ort, o.s.v. De mange Byer og Værker i Nærværelsen forhøie og ikke lidet alle Vahrers Priis, og kan siges at tage med den ene Haand, hvad de med den anden. Byerne i Særdeleshed give vel store Fortienester for dem, som have noget at sælge, saasom de der kan faae alting afsat og vel betalt; men derimod holde Kiøbmændene alt hvad di igien sælge dyrere end andensteds, de faae altsaa deres paa den Maade igien som andre Stæder ei kan rose sig af, og staae sig derfor gemeenlig best af alle. Hvad de ei kan faae afsat hos dem selv, lade de føre omkring paa Landet af Sælge-Koner, som vel undertiden kan give lidt bedre Kiøb paa deres Vahre, end man gemeenlig faaer det for i Byen, men friste og mange, helst gemene Folk, at kiøbe det de kunde og burde undvære. Nyelig er dog dette Misbrug afskaffet, eller i det mindste meget indskrænket, hvilket jeg troer at de fleste i det mindste meget ønskede, som naar deres Koner og Døttre faae Besøg 223
af slige Galantwerie-Kræmmersker, gemeenlig maae lukke Pungen op, eller og maae frygte, at hvad der nægtes af Pungen, vil i deres Fraværelse gaae af Stolpe-Boden eller Laden. Det samme gielder om den megen Nürnberger-Kram, som visse i Byerne priveligerede Nürnbergere lade føre omkring paa Landet ved deres Sendebud, som sielden forlade en Gaard uden at faae noget afsat, hvorofte de end besøge den. Dog sees de nu kun sielden imod de forrige Aaringer at regne. De nyttigste Kræmmere ere ved Westgytherne, som aarlig resie omkring med Dreiler, Baand, Saxe, Knive u., hvorpaa de give godt Kiøb, og udføre igien visse i Sverrig contrabande Vahre, i hvilke Vahre, saavelsom Lagen af de Danske Penge deres Binding fornemmelig skal bestaae. Efter de Svenskes egen Beregning i deres Huusholdnings-Journal for Martii 1781, skal de Norske vinde meget ved denne Handel. De Tydske fra Schweitz og Bielefeldt give ligeledes godt Kiøb på Lærreder, de sælge, saa vores Kiøbmænd endog kunne kiøbe det af dem og endda sælge med Fordeel. Fra Arendal som helst i forrige Tider Folk paa Baade for at sælge Trøe-Skeer og Træe Kar, som vidner om dette Folks Vindskibelighed, helst da de til Træe-Skeerne ikkun tage Evnerne med, for at forarbeide dem, hvor de hvilede paa Reisen. Næst Kram- Gods er intet paa Eger mere afsætlig, end Brændeviin. De mange Tømmerdragere, Tømmer og Bord- Førere, Magazin-Kiørere, og saa videre, som den største Deel af Dagen maae være hiemme fra, uden at faae deres ordentlige Maaltider, ansee det som en Fornødenhed, at bruge Brændeviin isteden for Mad og Drikke, og da Brændeviin for en kort Tid synes at 224
styrke mere end Øl, er dette mod hint kun ringe agtet. Brændeviins Brænderie har derfor altid været anseet for en sikker Næringsvei, og en Brændeviins- Kiedel som et Nød Anker at gribe til, naar alt andet slaaerfeil. I de seneste ufrugtbare Aaringer er vel denne Misbrug nogenledes hæmmet, men mere af Nød, end for de Bøder nogle kan være dømte til, følgelig vil det ved en større Frugtbarhed og Overflod snart komme i sin forrige Gang igien. Hvad der ikke brændes, kiøbes dog i Byerne for siden at udsælges, da næsten ethvert Huus ved Veiene til Lands og Vands er et Kroehuus, som ei kan gaae af uden manges Forargelse og Skade. Ligesom alle Vahre ere dyrere her end andensteds i Landet, efter det, jeg før har sagt, saa har det sig og med Arbeidslønnen. Den Forhøielse i Prisen. som de Sælgende lægge paa deres Vahre, den lægger igien en Arbeider paa sit Arbeide, og trykker saaledes andre ligesom han selv trykkes af dem. Hertil kommer Yppigheden, som altid er trængende, og jo mere den forøder, jo mere den behøver. En Tieneste-Dreng f.ex. som gaaer med Klædes-Klæder og Manchesters Buxer, eller en Tieneste Pige med Silke Trøier, Kaabe og Tørklæder, kan vel ikke være hiulpen med samme Løn, som Tienere der gaae i Vadmel. En Tieneste- Dreng maae derfor her have 16 til 20, og en Pige 7 a 8 Rdlr., som er dobbelt mod det, Tienere faae i Bergens Stift, og enda kan disse med saa liden Løn ofte samle Penge ved længe indestaaende Løn, naar Tienere her med dobbelt saa meget, neppe kan komme ud, end sige, at de skulde have noget tilovers. 225