ER DENNE HISTORIE SAND? Dette er en bog om h å b. Men set i lyset af det postyr, der tidligere er opstået i forbindelse med udgivelsen af erindringer, der har indeholdt tvivlsomme fakta, er det rimeligt at spørge, hvorvidt det virkelig er en sand historie. Da jeg i begyndelsen af 1990 erne talte ved et velgørenhedsarrangement til fordel for børnehjemmet Covenant Children s Home, gjorde lederen mig i den forbindelse opmærksom på, at jeg havde fuld adgang til mine sagsmapper. Jeg søgte derfor aktindsigt og fandt en masse dokumenter i mine journaler, der fik mig til at tænke: Hvis jeg nogensinde skriver en bog, så vil folk tro, at jeg har opdigtet det hele. Men alle begivenhederne har fundet sted. De er blevet gengivet ikke kun så troværdigt, som jeg kan huske dem, men også ud fra det, andre involverede voksne kan huske og har dokumenteret i noter til sagsbehandlerne, optagelser af interviews og min mormor Gigis dagbog. For at de andre børn fra børnehjemmet kan fortælle deres egne historier, hvis de vælger det, så er de ikke nævnt ved navn, bortset fra en, der har givet tilladelse til det. Ingen navne i bogen er opdigtede, men nogle få er dog kælenavne. Jeg har fået fortalt, at jeg har en usædvanlig præcis hukommelse. Selvfølgelig er ingens erindringer perfekte, men dialogerne i bogen er holdt så tæt til essensen af hver situation og så tæt på ordlyden som muligt. Alle de nulevende voksne, som er nævnt, og som jeg har været i stand til at finde, har bekræftet mine erindringer om de begivenheder, hvor de har været involveret. Ja, denne historie om håb er sand. Du kan finde flere detaljer på hjemmesiden: www.amillionlittleproofs.com. 7
1: UDSTØDT Uklare, slørede billeder kendetegner det meste af mine tidlige barndomsminder. Men ét billede står klart og tydeligt. Frygten brændte det for altid fast i min tre år gamle hukommelse. Mor og jeg står foran en stor bygning. Snedriver ligger langs fortovet. Kom nu, Robby, siger mor, mens hun trækker mig op ad trapperne til hoveddøren, de venter på os. Kort efter er vi i et fremmed soveværelse. Jeg ved ikke hvorfor. Uhyggelige lyde og skygger får mig til at klynke, når jeg vågner om natten. Mor tysser på mig. En høj lyd fra en klokke vækker os. Solen skinner, og de uhyggelige skygger er forsvundet. Nattens ukendte lyde skifter til lyden af løbende fødder og latter. Vi spiser morgenmad i et stort rum med en masse børn, men det lader ikke til, at de har set os. Da vi er færdige, tager mor mig med ovenpå. En ukendt dame i en lang, mørk kjole kommer os i møde. Kan du ikke gå derover og lege? siger hun, mens hun peger hen i hjørnet, hvor en dreng er ved at stable klodser oven på hinanden. Jeg rører mig ikke. Gør, som hun siger, Robby, kommanderer mor. Jeg hager mig fast til mors ben og nøler. Hun skubber min hånd væk, griber fat i min arm og trækker mig over til legetøjet. Hun sætter mig på gulvet med ansigtet vendt mod drengen og ryggen til hende. Jeg rækker ud efter en klods, men drengen tager den. Da han begynder at skubbe det andet legetøj væk fra mig, vender jeg mig om for at klage. Kun den fremmede dame står der. Mor er væk. 11
Mor var nødt til at tage på hospitalet, Robby, fortæller damen mig. Hun har taget toget tilbage til Chicago. Hun kommer og ser til dig, når hun får det bedre. Hendes mund bevæger sig, men jeg kan ikke høre ordene. Da det endelig trænger ind, at mor har forladt mig, begynder jeg at klynke. Hold op med det, Robby, kommanderer damen. Leg med legetøjet. Jeg vil ha min mor! skriger jeg. Jeg vil have min far. Jeg vil have mormor Gigi. Jeg vil hjem! Skrigene bliver til høje klynk, da jeg løber hen til døren. Jeg prøver at åbne den, men jeg kan ikke nå håndtaget. Hold op med det piveri, Robby, ellers smækker jeg dig en, advarer damen. Jeg vil hjem! Jeg vil hjem! Jeg græder, smider mig på gulvet og sparker med fødderne. Det hysteriske anfald sætter en stopper for hendes tålmodighed. Hun hiver mig op fra gulvet og slår mig igen og igen. Til sidst bider jeg tænderne sammen for at holde gråden tilbage. Hun holder op, men jeg kan ikke lade være med at snøfte. Den aften ignorerer de andre børn mig. Da det bliver morgen, vågner jeg i en våd seng. Damen skælder mig ud. Efter morgenmaden lægger hun et brunt gummilagen over madrassen og et brunt gummitæppe ovenpå. Hele formiddagen skal jeg ligge imellem dem. De brune gummitæpper er varme. De piber, når jeg bevæger mig. Tisse-baby, messer nogle af de andre drenge. Den nye unge er en tisse-baby. Jeg skammer mig, men er alt for bange til at sige noget. Lyden af pibende, brune gummilagner forbinder jeg med at være slem og anderledes. Anderledes i forhold til de andre drenge på det sted, hvor mor har efterladt mig. I de efterfølgende uger og måneder hørte jeg ingenting fra mor. Men jeg hørte fra mormor Gigi. 12
Jeg ved ikke, hvordan og hvornår hun fandt ud af, hvor jeg var. Men da hun fandt ud af det, tog hun toget fra Chicago hver lørdag for at besøge mig i den lille by Princeton i Illinois. Gigi var omkring 60 år, fraskilt og fattig. Hun boede alene i en lille lejlighed og arbejdede som ekspedient i den store Marshall Fields-butik nede i byen. Min mor, Joyce Mitchell, var hendes eneste barn; jeg var Gigis eneste barnebarn. Det var ikke nemt for Gigi at besøge mig. Det betød, at hun måtte tage fra sin lejlighed tidligt om morgenen og gå fra Ridge Boulevard til Howard Street for at tage en bus til Howard Station. Derfra tog hun toget til Belmont, hvor hun skiftede til toget mod Adams og Quincy. Derfra gik hun et stykke vej til Union Station. Her stod hun på toget, der kaldes Californiens Vestenvind, og kørte i to timer, indtil hun kom til Princeton. Når toget ankom klokken ti om formiddagen, måtte hun gå endnu et stykke vej, inden hun nåede børnehjemmet. Når hun endelig var fremme og så mig, knælede hun og ventede på, at jeg løb hen til hende. På en eller anden måde holdt hun sig på fødderne, når jeg kastede mig i armene på hende. Hun gav mig et stort knus, hun duftede godt. Hun lignede altid en pæn dame en anstændig, men tætsiddende kjole dækkede hendes krop, hun bar øreringe, halskæde, nylonstrømper, høje hæle og en hat, hvor hendes korte, mørke krøller stak frem under kanten. Hvad har du lært, siden jeg var her sidst? spurgte hun altid. Jeg fortalte hende alt det, jeg kunne komme i tanke om, inden jeg stolt trak hende med ud på legepladsen for at vise hende mine nyeste kunster. Jeg blev også stolt, når hun sagde hej til nogle af de andre drenge og huskede deres navne. For børn som os var det altid noget særligt, når nogen kunne huske, hvem vi var. Over middag gik Gigi og jeg hen til en restaurant i nærheden. Hun bestilte kaffe, men spiste stort set ikke noget. Hun lod mig kigge på menukortet og sagde så: Hvad med en hamburger og et stort glas mælk? Vi skal have is til dessert. Det lød altid godt i mine ører. Klokken blev alt for hurtigt to om eftermiddagen. Gigi måtte sige farvel og gå for at nå toget klokken 15.00 tilbage til byen. 13
Gigi, tag mig med, tiggede jeg. Kom nu, Gigi, vil du ikke godt tage mig med? Så knælede hun ned igen med tårer i øjnene og sagde det, som hun altid sagde: Robby, min skat, du er mit dyrebare barnebarn. Jeg er ked af, at jeg ikke kan have dig hos mig. Jeg er ked af, at dine forældre er for syge til at have dig. Gem min kærlighed i dit hjerte. Den vil altid være der. Jeg forstod ikke, hvad hun mente. Det eneste, jeg vidste, var, at det virkede, som om kærlighed fyldte mit indre hver lørdag, når hun var sammen med mig. Når hun gik, følte jeg mig tom og alene. Gang på gang stod jeg uden for børnehjemmets hoveddør og så hende gå væk. Med armene over kors og hænderne i armhulerne stod jeg og rokkede stille fra side til side. Hvorfor vil hun ikke tage mig med hjem? græd jeg stille. Jeg skal nok være en god dreng, Gigi. Jeg lover det. Jeg vil ikke spise for meget! Bare du ikke efterlader mig her. Til sidst forsvandt hun for mit tårefyldte blik. Og den eneste tilbage, der kunne give mig et knus, var mig selv.