Lods i Nyborg Af Otto Nielsen Ordet lods er et låneord fra tysk Lotse eller hollandsk loods, der er forkortede former af mty. Lötsman, holl. loodsman, begge atter lånt fra engelsk loadsman, hvis 1. led er oldeng. lad, vej. 1 En lods er en stedkendt navigatør, hvis fornemste opgave er at være så godt kendt i sit lodsfarvand som overhovedet muligt. Første gang, ordet lods er nævnt i danske papirer, er i Frederik 2 s søret af 1561. Efterhånden som der kom flere skibe, blev behovet for lodser større, og dette førte til, at der ved kongelig resolution af 8. marts 1684 blev ansat seks lodser ved Dragør for at lodse flåden og orlogsskibene gennem renden mellem Amagerland og Saltholmen. Det fremgår heraf, at det var af hensyn til orlogsflåden, at man oprettede et lodseri. Det er nok derfor, at det indtil 1973 hed:»kongeligt dansk Lodsvæsen«. I 1973 kom de fire»væsener«, dvs. Redningsvæsnet, Søkortarkivet, Fyr- og Vagervæsnet samt Lodsvæsnet under én administration, som kom til at hedde Farvandsvæsnet. Efterhånden som tiden gik, blev der oprettet flere lodserier rundt omkring i landet. I 1748 blev der oprettet et lodseri, som kom til at hedde Nyord Lodseri. Disse lodser skulle betjene de skibe, som skulle passere farvandet mellem Sjælland og Møn. Det mærkelige ved dette lodseri var, at det var øens gårdmænd, som udførte lodsningerne. Det drejede sig om 20 gårdmænd og syv husmænd, der fik pålagt ret og pligt til at lodse gennem farvandet. Samtidig havde man det særpræg, at man havde ret til»kaplodsninger«, hvilket vil sige, at det drejede sig om at komme først ud til det lodssøgende skib, for så fik man forlods det halve af lodspengene, men samtidig del i den samlede indtjening. Når man gik i marken eller andre steder og så et lodssøgende skib, var det om at komme af sted i en fart. Endvidere indebar ordningen også, at såfremt en gårdmand døde, og enken beholdt gården, skulle hun fæste en karl, som kunne aflægge lodsprøven. Det var nok ikke altid lige let at klare det dengang. Der gik også historier om, at det i nogle tilfælde var dårlige bondekarle, men gode lodskarle og enkens elskere. Ved lov af 1879 bortfaldt lodstvangen og retten til at lodse for beboerne på Nyord, men det kostede staten erstatningspligt helt op til 1930, hvor den sidste af de gamle gårdmandslodser døde. I alt måtte staten betale kr. 284.000. Det var rigtig mange penge dengang. Ved Nyborg samt Skagen og Albuen kom der lodserier omkring år 1800. Efter 1800 blev lodsvæsenet lagt i mere faste rammer, idet der blev udstedt reglementer, hvor der blandt andet blev pålagt lodserne forskellige opgaver i forbindelse med
deres arbejde såsom at rapportere fremmede krigsskibe, være karantænemyndighederne behjælpelige med hensyn til smittefaren ombord samt bistå toldvæsenet i forbindelse med smugleri. Lodsbådene Op til 1892 var det åbne sejl- eller robåde, så det må have været et hårdt job at komme ud til skibene under dårlige vejrforhold, men i 1892 kom den første lodsdamper ved Helsingør lodseri, og i 1903 kom den første motorlodsbåd. I dag bruges de mest moderne, hurtige og sikre både, som er særligt fremstillet til formålet. Fig. 1. Nyborg Lodsbåd bygget 1949. Lodsflaget sat. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Lodsens arbejde Lodsens arbejde består i at rådgive de skibe, som ønsker lodsvejledning. Det forudsætter, at han har et indgående kendskab til sit lodsfarvand: Bøjer, strøm, fyr og grunde. Førhen var det desuden vigtigt at kende forskellige landemærker, man kunne tage pejlinger af, men nu foregår al navigation ved hjælp af elektronisk udstyr, radar og satellitnavigering.
Lodsen bliver som regel bestilt i god tid af det skib, som ønsker lods. Det kan være over radioen eller såfremt skibet ligger i havn af den lokale mægler. Lodsbåden sejler ud og går langs skibssiden, hvor der er arrangeret ombordstigning afhængig af skibets størrelse. Det kan være en almindelig lodslejder (almindelig kendt som en rebstige), en lodslejder kombineret med en gangvej, eller det kan være en eller anden form for hejs, dvs. en form for lejder bestående af otte til ti trin, som hænger i to stålwirer. Man står så på denne lejder og bliver hejst op langs skibssiden. Det er ikke ganske ufarligt! Når man er kommet op på broen og der kan være langt på et stort skib får man de forskellige oplysninger om skibets dybgang og fart samt bliver orienteret om de forskellige elektroniske hjælpemidler. Det er altid en vagthavende styrmand på broen, og afhængig af hvilken nationalitet, skibet har, forbliver skibets fører på broen. Lodsens ansvar Man er ansvarlig over for lodsloven. Det er en udbredt misforståelse, at det er lodsen, som har ansvaret for skibets sejlads, når han er på broen. Han er kun rådgiver, men såfremt han rådgiver fejlagtigt, kan han blive retsforfulgt som enhver anden, men kun over for lodsloven. Føreren eller den vagthavende navigatør på broen har det fulde ansvar over skib og ladning, som om der ikke var lods om bord. Alle nationers skibe bruger lods, men det er kun, fordi de har brug for vejledning. Der er ikke lodspligt gennem de danske farvande, men for tiden arbejdes der meget på at få indført en sådan. Man ser jo gang på gang, at der er nogle, som trænger til vejledning, men mener, at de nok kan klare det selv for at spare lodspengene. Der er imidlertid lodspligt ind til visse danske havne, især for tankskibe. Grunden til, at der ikke er lodstvang i de danske gennemsejlingsfarvande, skal søges helt tilbage til sund- og bælttoldens ophævelse. Før den tid skulle hvert skib, som passerede de danske farvande, betale en afgift. Dette beløb sig til en årlig indkomst til staten på to mio. rigsdaler. I 1857 blev sundtolden ophævet, mod at staten fik 30½ mio. rigsdaler som et engangsbeløb af de forskellige søfartsnationer. Det blev pålagt staten at udlægge bøjer og oprette fyr til hjælp for skibsfarten. Ydermere skulle der stilles lodser til rådighed for en rimelig betaling. Det hjælper derfor ikke noget, at visse politikere råber op om, at der nu skal indføres lodstvang, hver gang der er et skib, som går på grund, for det strider mod de internationale aftaler, vi har indgået, men der arbejdes på, at det bliver tvunget at tage lods om bord ved passage af bælterne. Lodsens arbejdsområder Ved lodsvæsnets begyndelse blev der i de danske farvande oprettet lodsdistrikter, som de forskellige lodserier havde ret og pligt til at lodse i. Såfremt der var nogen,
som forsøgte at udnytte andres distrikter, og det blev opdaget, blev lodseriet tildelt en reprimande og skulle yderligere aflevere det halve af lodsbetalingen til det forurettede lodseri. I nyere tid er der sket så mange ændringer i form af sammenlægninger og nedlægninger, at der faktisk kun er to farvandslodserier og så en del sammenlagte havnelodserier tilbage. Lodsens betaling Før 1875 kunne lodsen forhandle med skibet fører om lodsbetalingen, specielt når det var større skibe, det drejede sig om. Senere blev der udstedt en takstbog, som dækkede de forskellige distrikter. Lige fra begyndelsen var lodsen en selvstændig erhvervsdrivende, hvis indtægter kom fra lodsninger samt fra pasningen af mindre vager og bøjer, som var nødvendige for besejling af farvandet. Han skulle selv afholde alle udgifter. Der var derfor nogle mindre lodserier, hvor det var nødvendigt at have både lidt fiskeri og lidt landbrug ved siden af. Efter krigen kom der forskellige nye mindre skibstyper, som bevirkede, at de blev målt med meget mindre tonnage, og da lodsbetalingen blev afregnet efter bruttotonnage samt dybgang, varede det ikke længe, før lodserne i de mindre havne slet ikke kunne leve af lodsningerne. Der var på det tidspunkt fortsat så megen trafik på disse små havne, at man var nødt til at bevare lodseriet. For at lodsen kunne leve af at lodse, blev der i 1954 oprettet en reguleringsfond, således at de små lodserier fik penge fra de store, så de stadig havde en rimelig årsindtægt. Samtidig mistede de selvstændigheden, fordi de nu blev styret af lodsdirektoratet. Som tiden gik, blev der flere og flere havne, hvor trafikken blev mindre og mindre, og flere lodserier blev nedlagt eller sammenlagt med et nærliggende større lodseri. Efter 1979, hvor der kom en ny lodslov, kom alle lodserier ind i reguleringsfonden, hvilket indebærer, at alle er garanteret en minimumsgage, og samtidig får de del i den indsejlede lodsbetaling ved det pågældende lodseri. Lodsbetalingen udregnes efter skibets længde og dybgang samt lodsningslængden i sømil, og for havnelodsninger er der en speciel takst. Lodserne har deres egen pensionskasse.
Fig. 2. Lodsbåden hjemme i Slipshavn ca. 1960. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Nyborg Lodseri Lodseriet ved Nyborg begyndte omkring i 1799 og 27. oktober 1800 blev reglementet udstedt. Det kom ind under Østre Lodsningsdistrikt. Som følge heraf havde lodserne ved Nyborg et udstrakt lodsningsområde. De kunne lodse i hele Østersøen, Storebælt, Kattegat til Skagen og til Helsingør samt til den nordligste svenske havn Gøteborg. Endvidere kunne de også påbegynde en lodsning ved indsejlingen til Storebælt
(Sjællands Odde). Ligeledes kunne de påbegynde en lodsning ved Bornholm, når skibet var så stort, at det var nødvendigt at sejle op igennem Storebælt. Lodserne fik station på Slipshavn, og i 1859 blev Strømoppebørselskontoret fra 1840 i Slipshavn Skanse ombygget til boliger til lodsfamilier. Dengang man byggede huset, fandt man ud af, at det ikke var muligt at grave en brønd med rigeligt ferskvand; det var brakvand, som ikke kunne bruges til madlavning. Fig. 3. Lods- og fiskerhuse i Slipshavn Skanse. Foto ca. 1910. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Derfor blev der fra husets tag ført nedløbsrør ned til nogle cementcisterner, som var bygget i jorden ved huset for på denne måde at skaffe ferskvand. Om sommeren, når det var varmt og der var langt mellem regnbygerne, kunne der let blive mangel på ferskvand. Så tog man en jolle og fyldte den med forskellige spande og bøtter, hvorefter man sejlede til Nyborg for at få dem fyldt op med ferskvand. Dette foregik med små sejlbåde, og såfremt der var frisk kuling, var der mange gange, hvor der var svundet i beholderne, når båden krængede over. Det var først i 1939, at der blev lagt vand ud til Slipshavn. Det var fortrinsvis af hensyn til marinestationen, som blev oprettet, da krigen begyndte.
Lodsernes pligt var foruden at betjene de lodssøgende skibe også at vedligeholde vager og bøjer, som af hensyn til skibsfarten var udlagt på Nyborg Fjord, samt at tilse, at disse altid var på deres position. Endvidere var det efter gammel aftale med DSB lodsernes opgave at holde fyrlinjerne»rene«. Førhen det vil sige før den sidste krig var der masser af sejlskibe, som efterår og vinter, når der var megen blæst og storm især fra vestlig retning, ikke kunne gøre meget ude i bæltet, så det gjaldt om at finde en god ankerplads. Det var der inde på Nyborg Fjord helt ovre ved Dyrehaveskoven. Såfremt det stormede i flere dage, kom der flere og flere sejlskibe, og alle ville så langt ind, som det var muligt for at få den bedst mulige læ. Det indebar, at der til tider lå så mange skibe så tæt, at færgerne ved ind- og udsejling af fjorden ikke kunne se de fyr, som hedder»jomfrufyrene«. De står ved Dyrehaveskoven, er bekostet af DSB og var meget nødvendige for færgerne. Når disse mange skibe dækkede for fyrlinjen, ringede de fra DSB og bad lodserne gå ud og få skibene væk fra linjen en ordre, der ikke blev vel modtaget. Fra Slipshavns sydside blev der fra 1894 til 1934 afgivet signal til færgerne i tåget vejr med henholdsvis klokkeringning og skud fra en kanon. Det var også lodsernes arbejde. Slipshavn var hovedlodsstation for Storebælt, indtil denne blev flyttet til Spodsbjerg i 1974. Det var da endegyldigt forbi med at udsende lodser fra Nyborg. Fig. 4 og 5. Klokkestabel og kanon på Slipshavn. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Kender nogle af læserne personerne på billedet?
Note 1 Iflg. Dansk etymologisk Ordbog.