Aristarchos af Samos (310-230 f.v.t.), græsk astronom; beskrev som den første det heliocentriske verdensbillede, hvor himmellegemerne kredser om Solen. Aristoteles (384-322 f.v.t.), græsk filosof; opfattede Jorden som universets stillestående naturlige midtpunkt og beskriver himmellegemerne i bevægelse om 55 særegne koncentriske cirkler eller krystalsfærer. Bech Nielsen, Holger (1941-), dansk fysiker; har medvirket til udviklingen af teorien om superstrenge. Bjelke, Henrik (1937-1993), dansk forfatter; skrev modernistisk prosa og forfattede i 1987 sit eneste drama, Tycho, der hovedsageligt handler om forholdet mellem Tycho Brahe og Johannes Kepler. Blake, William (1757-1827), britisk digter; forløber for den litterære romantik og dennes karakteristiske panteisme: forestillingen om det guddommeliges eksistens overalt i naturen. Bohr, Niels (1885-1962), dansk fysiker; samlede i mellemkrigstiden verdens største naturvidenskabsmænd omkring Institut for Teoretisk Fysik i København. Tildeltes i 1922 Nobelprisen for sine undersøgelser af atomet. Brahe, Tycho (1546-1601), dansk astronom; udlagde på baggrund af observationer et verdensbillede, hvor Solen kredser om Jorden, mens de fleste af de andre planeter kredser om Solen. Bruno, Giordano (1548-1600), dominikanermunk og filosof; støttede Kopernikus teori og havde den platoniske overbevisning, at universet er uendeligt og fyldt med sole som vores egen; fortaler for panteismen.
Buridan, Jean (1295-1358), fransk præst og filosof; beskrev den fysiske kraft impetus, der dækker over den bevægelseskraft, der tilføjes et objekt og bevarer det i bevægelse. Callippus fra Cyzicus (370-300 f.v.t.), græsk astronom; tilføjede syv ekstra kuglesfærer til Eudoxos geocentriske beskrivelse af verdensrummet. Christian IV (1577-1648), konge af Danmark og renæssancefyrste. Fratog Tycho Brahe hans danske eksistensgrundlag og tvang ham dermed i eksil. Connes, Alain (1947-), fransk matematiker; vinder af Fieldsmedaljen. En af foregangsmændene inden for ikkeombyttelig geometri. Crick, Francis (1916-2004), engelsk biolog; beskrev sammen med James D. Watson i 1953 for første gang dna som den grundlæggende enhed i arvelighedsprocessen. Darwin, Charles R. (1809-1882), engelsk biolog; udformede evolutionsteorien. Darwins teori satte spørgsmålstegn ved menneskets status som særligt udvalgt blandt de levende væsener på vores planet. Dawkins, Richard (1941-), britisk biolog; beskrev i bogen Det selviske gen fra 1976 mennesket som en maskine styret af generne. Deltager aktivt i debatten om evolutionsteorien i dag. del Monte, Guidobaldo (1545-1607), italiensk matematiker og fysiker; en af Galileis mest prominente kritikere; modsagde overførslen af matematiske principper til fysiske eksperimenter. Descartes, Réne (1596-1650), fransk filosof, fysiker og matematiker; kendt som rationalismens og den radikale skepticismes fader. Anfægtede grundlæggende menneskets mulighed for sikker viden. Drake, Stillmann (1910-1993), canadisk videnskabshistoriker; hævdede, at Galileis vigtigste bidrag til videnskaben er præcise målinger, og at han benyttede den induktive metode. Einstein, Albert (1879-1955), tysk fysiker; formulerede blandt andet den skelsættende relativitetsteori og fik Nobelprisen i 1921 for beskrivelsen af den fotoelektriske effekt, der er et af de tidligste eksempler på kvantemekanik. Eudoxos (c. 408-347 f.v.t.), græsk matematiker; præsenterede den første systematiske beskrivelse af himmellegemernes bevægelse gennem et geocentrisk verdensbillede med 26 for planeterne karakteristiske kuglesfærer. Filoponos, Johannes (ca. 490-570), alexandrinsk filosof; var den første,
der introducerede impetusbegrebet. Forsøgte at kombinere forestillingen om det homogene rum med Aristoteles kosmologiske substanslære. Frederik II (1534-1588), konge af Danmark; tilhænger af filipistisk lutherdom. Støttede de nye strømninger og videnskabers stilling, blandt andet ved at udnævne Tycho Brahe til hofastrolog med Hven som len. Friis, Christian (1556-1616), dansk kansler; havde ansvar for kirke og universitet, bannerfører for den ortodokse lutherdom, der under ham igen blev dominerende konfession i Danmark. Galilei, Galileo (1564-1642), italiensk matematiker, fysiker og astronom; grundlagde den teoretiske mekanik, opstillede faldlovene og konstruerede stjernekikkerter. Regnes som grundlæggeren af den naturvidenskabelige metode. Blev i 1633 af inkvisitionen tvunget til at afsværge den opfattelse, at Jorden bevæger sig rundt om Solen. Gassendi, Pierre (1592-1655), fransk astronom og filosof. Hamilton, William D. (1936-2000), britisk sociobiolog; har inspireret Edward O. Wilsons sociobiologi gennem sin forskning i, hvordan genetiske relationer kan forklare for eksempel hjælpsom adfærd. Hawking, Stephen (1942-), britisk fysiker; har blandt andet forudsagt eksistensen af stråling fra sorte huller, en strålingstype, som i dag er opkaldt efter ham. Heisenberg, Werner (1901-1976), tysk fysiker; kendt som en af kvantemekanikkens ophavsmænd. Heracleides af Pontus (387-312 f.v.t), græsk astronom; foreslog, at de indre planeter, Merkur og Venus, bevægede sig rundt om Solen, mens de ydre planeter, Mars, Jupiter og Saturn samt Solen, selv bevægede sig rundt om Jorden. Herschel, Friedrich (1738-1822), engelsk astronom; opdagede planeten Uranus, studerede stjernetågerne og deres fordeling. Hobbes, Thomas (1588-1679), engelsk filosof; afviste den frie viljes eksistens og forklarede alt som bestemt af logiske og kausale processer. Hooke, Robert (1635-1703), engelsk fysiker; hævdede at have beskrevet tyngdeloven før Newton. Hubble, Edwin Powell (1889-1953), amerikansk astronom; fandt i 1924 afstanden til Andromedatågen og påviste dermed, at Mælkevejen kun er én blandt mange andre galakser. Opdagede i slutningen af 1920 erne, at universet udvider sig.
Huygens, Christian (1629-1695), hollandsk fysiker; beskrev lyset som en bølgebevægelse. Kant, Immanuel (1724-1804), tysk filosof; forsøgte at genskabe menneskets muligheder for sikker erkendelse ved en forening af empirien og rationalismen. Mente, at tågerne var skiveformede, og at de var dannet som en fortætning af spredt materiale i universet. Kapteyn, Jacobus (1851-1922), hollandsk astronom; konkluderede, at Solsystemet var lokaliseret i nærheden af centeret for en linseformet, roterende galakse, Mælkevejen. Konklusionen nåede han efter at have analyseret 454.875 stjerners lysstyrker og positioner. Kepler, Johannes (1571-1630), tysk astronom; beskrev inden for det kopernikanske verdensbillede planeternes baner om Solen som ellipser. Arbejdede tidligere som Tycho Brahes assistent. Kopernikus, Nicolaus (1473-1543), polsk astronom og embedsmand; foreslog det heliocentriske (kopernikanske) verdensbillede og beskrev planeternes bevægelse om Solen som cirkelbevægelser. Koyré, Alexandre (1892-1964), fransk-russisk videnskabshistoriker; hævdede, at Galileis arbejder var funderet i spekulation; at kun teleskopet var et egentligt eksperiment, og at Galilei var platoniker. Leibniz, Gottfried Willhelm (1646-1716), tysk filosof og matematiker; mest kendt for sin løsning på theodiceproblemet : I kraft af Guds almagt må denne verden være den bedste af alle tænkelige verdener. Udviklede sideløbende med Newton differentialregningen. Locke, John (1632-1704), engelsk filosof; bannerfører for empirismen; mente, at mennesket er skabt uden medfødte forståelser (tabula rasa), det må derfor bero på den umiddelbare sanseerfaring for at kunne begribe verden. Luther, Martin (1483-1546), tysk teolog; afviste menneskets mulighed for indsigt i det guddommelige uden om Biblen, gjorde dermed op med retfærdighedstanken og beskrev menneskets vilje som trælbunden og ufri. Melanchton, Philip (1497-1560), lutheransk teolog; henviste indirekte til den kopernikanske lære som en spøg. Mente, at mennesket besad en guddommelig kerne, der kunne udvikles gennem menneskets frie vilje. Mendel, Gregor Johann (1822-1884), østrigsk munk og biolog; genetikkens fader. Fik gennem omfattende studier i planter indsigt i organismers arveanlæg.
More, Henry (1614-1687), engelsk filosof; var kendt for den anskuelse, at det spirituelle udstrækker sig i en fjerde, rumlig dimension. Newton, Isaac (1642-1727), engelsk matematiker, fysiker og alkymist; formulerede blandt andet tyngdeloven om legemers gensidige tiltrækningskraft og beskrev hermed, hvordan alle legemer, inklusive planeterne og Solen, bevæger sig i forhold til hinanden. Nicole af Oresme (1323-1383), Jean Buridans elev; bestemte farver som brudt hvidt lys. Nietzsche, Friedrich W. (1844-1900), tysk filosof; metafysikkens ødelægger. Kendes især for sin afvisning af absolutte sandheder såsom Gud, Fornuften og Videnskaben. Olbers, Heinrich W.M. (1758-1840), tysk astronom; formulerede Olbers paradoks, der lyder: Hvis universet består af en uendelig mængde stjerner som Solen, ville nattehimmelen være lysende klar. Osiander, Andreas (1498-1552), tysk teolog; mente, at videnskabelige teorier var systemer til beskrivelse af forskellige typer iagttagelser og ikke, som Kopernikus mente, billeder på verdens iboende sandhed. Paley, William (1743-1805), britisk, kristen filosof; fortaler for den naturlige teologi, der opfatter naturvidenskabelige opdagelser som vidnesbyrd om det guddommeliges eksistens og storhed. Paracelsus (1493-1541), alias Theophrastus Bombast von Hohenheim, schweizisk læge; som fortaler for panteismen mente han, at alting er gennemsyret og konstitueret af en allestedsnærværende, guddommelig kraft. Platon (427-347 f.v.t.), græsk filosof; beskrev fænomenerne som afskygninger af en harmonisk, evig, fuldkommengjort og metafysisk virkelighed, der rummer ideernes oprindelige former. Pope, Alexander (1688-1744), engelsk litterat og digter; engelsk klassicismes fremmeste personlighed og kendt for sin tiltro til menneskets sunde fornuft og til muligheden for sand indsigt i dets eget væsen. Ptolemaios (83-168 e.v.t.), alexandrinsk astronom; lagde navn til det ptolemæiske verdensbillede, hvor planeterne bevæger sig i epicykler på cirkulære baner omkring Jorden. Pullman, Philip (1946-), engelsk forfatter; har blandt andet skrevet fantasytrilogien His Dark Materials, hvori to børn rejser gennem en række parallelle universer.
Resen, Hans Poulsen (1561-1638), dansk teolog; dominerede med rigsrådets gunst det danske kirkesamfund. Var glødende tilhænger af ortodoks lutherdom. Rheticus, Georg Joachim (1514-1574), Kopernikus elev; påpegede, at Biblen ikke er en naturbeskrivelse, men primært omhandler sjælens frelse og menneskets forhold til Gud. Rothmann, Christopher (1550-1608), tysk astronom; udtalte: Den guddommelige visdom og majestæt er større end alting, og uanset hvad du opfatter som verdens uhyrlige størrelse, så vil den dog ikke kunne måles i forhold til den uendelige skaber. Shakespeare, William (1564-1616), engelsk skuespilforfatter og digter; verdensberømt for sit enestående sprog, sin dramatiske spændvidde og sine karakterers fænomenale psykologiske dybde. Shelley, Mary (1797-1851), engelsk forfatter; skrev romanen Frankenstein, hvori den unge videnskabsmand Frankenstein gennem amoralske eksperimenter med lig skaber et monster, der i sidste ende tilintetgør ham. Spencer, Herbert (1820-1903), engelsk filosof; formulerede vendingen survival of the fittest om naturlig udvælgelse. Sinning, Jens A. (?-1547), dansk teolog; havde den opfattelse, at Guds rige skaberværk kun fuldt ud kunne forstås af de mennesker, som ved matematiske studier har fået kendskab til himmellegemernes størrelse, virkninger og bevægelser. Snyder, Hartland (1913-1962), amerikansk fysiker; forfinede den ikkeombyttelige geometri. Spencer, Herbert (1820-1903), engelsk filosof, sociolog og liberalistisk politisk teoretiker. Valkendorf, Christoffer (1525-1601), dansk rigshofmester; forestod under Christian IV forfordelingen af præster og teologer med luthersk-ortodokse synspunkter. Wallace, Alfred Russel (1823-1913), britisk biolog, antropolog og geolog; udgav en teori om naturlig udvælgelse, der inspirerede Darwin til at publicere hans egen. Watson, James D. (1928-), amerikansk biolog; beskrev sammen med Francis Crick i 1953 for første gang dna som den grundlæggende enhed i arvelighedsprocessen. Wheeler, John A. (1911-2008), amerikansk fysiker; mente, at der var teoretiske muligheder for eksistensen af såkaldte ormehuller, at tid og rum ikke altid følges forskelsløst ad.
William af Ockham (1287-1347), engelsk filosof; kendt for princippet Ockhams ragekniv, der påpeger, at en forklaring altid bør baseres på så få antagelser som muligt. Wilson, Edward Osborne (1929-), amerikansk sociobiolog; stifter af sociobiologien, der studerer social adfærd blandt dyr og mennesker ud fra evolutionsteorien. Witten, Edward (1951-), amerikansk fysiker og matematiker; en af de ivrigste og mest anerkendte fortalere for superstrengteorierne. Wordsworth, William (1770-1850), engelsk digter; en af den engelske romantiks nøglefigurer. Ørsted, Hans Christian (1777-1851), dansk fysiker; opdagede en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme ved udslaget af en kompasnål i nærheden af en strømførende ledning.