Efter en meget spændende og programfyldt uge i sidste uge, har vi fået skruet tempoet lidt ned denne her uge. Vi havde set så meget frem til den berømte sommerlejr, at det blev helt tomt bagefter. Der er dog stadig mange ting der skal gøres og mange behov rundt omkring. Huset trængte til en ordentlig rengøring, så det gik vi i gang med mandag. Vi ved jo alle, at de lidt mindre spændende ting også må udføres. Haven var også blevet usynlig for ukrudt, så den har stået på havearbejde et par tidlige morgenen, før solen kom og bagte. Vi er dog ikke færdige endnu. Vi har dog snakket om at vi pludselig er blevet meget glade for vores egen lille have hjemme i Danmark. Vi tog et smut til Onești, for Birgitte ville klippes. Hernede koster en klipning mellem 20-30 kr. Så det er om at udnytte det, men vi er her. Vi gik en tur i parken og fik taget nogle flotte (og lidt sjove) billeder. Det er svært at nå halvvejs rundt om et springvand på de 10 sek. selvudløseren har
Bilen måtte en tur på værksted, for at få ordnet nogle småting (Erik bliv ikke bekymret!), så Kenneth tog til Onești onsdag. Mens han og Cornel, som skulle være tolk, ventede på de blev færdige med at se på bilen, kørte de til en fattig del af Onești, med en boligblok, hvor Cornel har kontakt med en familie. De har fået kontakt med dem efter, at deres lejlighed brændte og de mistede to af deres børn på 8 år og 18 måneder. Familien er blevet hjulpet med nogle møbler og mad. Vi havde en pose tøj fra Danmark og noget mad med ud til dem, men det var rigtig hårdt at se hvordan de boede. Imens vi kørte derfra fik Kenneth fortalt, at de ikke har vand eller varme i lejlighederne, og derfor har de det rigtig svært om vinteren, når det kan fryse ned til -20 grader. Imens tog Birgitte på besøg alene hos Lăcrămioară og Costel i Cornațel. Dem havde vi besøgt før og de ville så gerne se os igen. Birgitte havde fået to små hjemmestrikkede babyhuer, af en kvinde i Danmark, som skulle være til to rumænske babyer, så den ene fik Miruna. Sara fik et lille hjertearmbånd og Lăcrămioară fik en kjole, som Birgitte selv har syet engang. De blev rigtig glade og det var dejligt at se. Til gengæld fik Birgitte en hel masse grøntsager og nogle æg med hjem fra deres egen have og hønsegård. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag og det gik rigtig godt med at snakke med dem. Costel prøvede at lære lidt dansk. Goddag, hvordan går det? Det var dog lidt svært med åét, men mon ikke han øver sig og ringer til Ena og Kjeld en dag og siger det på dansk. Det er en dejlig familie og man kan ikke andet, end at holde af dem. Vi aftalte, at skulle i skoven med dem søndag efter kirke. Miruna med huen på. Storesøster Sara. 2 dejlige piger Lăcrămioară viser glad kjolen frem
For noget tid siden, da vi næsten lige var kommet til Rumænien, kom en kvinde en aften ved vores hus, og spurgte, om vi ville med i skoven sammen med hende og børnene. Vi forstod ikke så meget dengang som vi gør nu, men vi fandt ud af, at hun var ven af Ena og Kjeld. Claudia hedder hun (Der er et indlæg om hende på Ena og Kjelds side.) Hun har det svært, både på familiesiden og den økonomiske side. I onsdags tog Birgitte hen og snakkede med hende, om hun ville med i skoven sammen med os og børnene om aften. Vi ville tage mad med. Det ville de gerne. Efter handlen ind i Kaufland, kom Ena og Kjeld så hjem til os, og der blev smurt boller til den store guldmedalje, 4 voksne og 4 børn måtte da sætte noget til livs. Vi mødtes med Claudia og børnene og kørte i skoven, fandt os et dejligt sted og bredte tæpperne ud. Vi har oplevet nogle gange, at når vi har mad med til dem, vil de ikke spise, eller de siger de enten har spist hjemme eller ikke er sultne. Tager de så endelig imod det, skal man selv give dem det i hånden. Vi tror det er en måde, at vise stolthed, for vi ved, de har Claudia med 3 af børnene. Den yngste og den ældste blev hjemme brug for maden. Det er de færreste af dem, som har råd til mad dagligt. Vi ved, at de gerne vil sige ja, men der er noget der holder dem tilbage. Det er svært for os danskere at forstå, for vi vil jo gerne have de spiser, og vi ville aldrig afvise deres mad, som de har lavet til os. Det er igen kulturen, som kommer på tværs, og gør, at tingene bliver svære at forstå. De fik så bollerne med hjem i stedet. Vi havde en hyggelig tur og børnene nød det rigtig meget. Fredag tidlig morgen, i gang med lidt havearbejde, og derefter tog vi til markedsdag i Adjud. Vores sponsorfamilie i Sanduleni, mangler som beskrevet i tidligere indlæg, en ovn, så de kan holde varmen om vinteren og få lavet mad. Vi ville ud og se på en ovn, og fandt da også en. Så vi skal derud snart igen og gøre familien rigtig glade med en ny ovn.
Om eftermiddagen mødtes vi med Ena og Kjeld ved deres lejlighed. Vi havde pakket grill og hvad der hører dertil, og kørte ud, for at se deres grund i Oituz, ca. 15 km fra Onești. Beliggenheden er fantastisk smuk, men udsigt til både marker, bjerge og byen. Her var de meningen at Ena og Kjeld skulle havde lavet Casa Oasa (se indlæg på deres side) Desværre er det ikke alle drømme, som går i opfyldelse. Vi håber En smuk udsigt fra toppen og beder til det bliver muligt engang, hvis det er Guds vilje, for ideen er rigtig god. Lørdag tog vi til Tămășoaia for at besøge enken, hvis mand døde af koldbrand i benet. Vi ville gerne snakke med hende og kondolere. Hun var meget afklaret med, at han var død, for det havde været rigtig hårdt den seneste tid. Hun måtte skifte ble på ham og se ham lide på sygehuset. Hele vejen igennem havde hun følt sig båret af Gud, og hun fortalte, at han havde givet hende styrke, og at hun ikke havde følt sig alene. Det var dejligt at snakke med hende, for hun var meget stærk i troen, og meget afklaret. De havde været gift 33 år, havde haft et godt ægteskab, og havde respekteret hinanden. Det var svært ikke at knibe en tåre. Hun fik lidt økonomisk hjælp, for der havde været store udgifter til de 2 amputeringer manden havde fået. Birgitte blev meget rørt, for denne kvinde, som hun aldrig havde set før gav hende en stort knus da vi kom og igen da vi gik, tror kvinden sagde noget om, at Birgitte mindede hende om sin datter. Det var en stærk oplevelse. Efter dette besøg tog vi ned til en anden familie, som vi kender fra kirken. Der gik rygter om, at de havde åbnet en ny lille butik i byen og de allerede havde succes. Den ville vi besøge. Det var blevet til en flot butik. Det er dejligt at se, at nogen mennesker også har succes i livet og det ikke kun er den anden vej. Kvinden hedder Anny og her er hun i butikken med den yngste - indtil den lille kommer
Om aftenen havde Kenneth og Kjeld lovet Mirtha fra Bîlcă at komme ud og sætte en presenning op i forlængelse af kirken. Der har været en kæmpe vækkelse blandt zigøjnerne derude, så omkring 150 kulturelle zigøjnere, som er dem med det farvestrålende tøj, var blevet kristne. Det er fantastisk. Kirken er for lille til så mange mennesker, så det var nødvendigt at gøre plads udenfor. For at det ville blive mere En lille dreng ville så gerne snakke med Kjeld og Kenneth, men de forstod ikke hvad han sagde. Han spurgte så efter "Sora Ena" behageligt at stå ude, blev presenningen sat op. Det var der mange børn som synes var sjovt. Vi tog med Cornel i pinsekirken i Onești søndag. Han var for én gang skyld ikke blevet spurgt om at tale, så han glædede sig til at holde lidt fri troede han. I løbet af gudstjenesten blev han dog spurgt og måtte alligevel forkynde. Det var en god oplevelse, at være i denne kirke. Til vores store overraskelse varede gudstjenesten kun 2 timer, hvor de normalt altid varer 3. Kvinderne kigger noget, når man som den eneste kvinde sætter sig i mandesiden. I Rumænien er alle kirker delt op så kvinderne og mændene ikke sidder sammen. Der er mange regler at vænne sig til, men vi satte os sammen, så vi kunne støtte hinanden i at forstå gudstjenesten. Pinsekirken i Onești Da vi gik ud af kirken, var der en mand, som inderligt bad om forbøn for sin syge datter. Hun har en svulst i hjernen og meget alvorlig syg. De har ikke penge til operationen. Det er meget trist. Han fik dog kollekten, men vi er blevet ved med at tænke på hende, og på den far som ville gøre alt for sin datter. Han rejser i hele landet, for at få penge til operationen, og bor langt herfra. Da vi ikke præcis ved hvor, kan vi ikke besøge dem. Vi går i bøn for helbredelse til hende. I må meget gerne bede sammen med os. Vi brugte eftermiddagen sammen med Cornel i hans lejlighed.