Studierejse til London (2.c)

Studierejse til London (2.c) Foråret 2010

Lørdag Til almindelig orientering har jeg indføjet mindre fejl i gennemgangen for at skærpe læserens opmærksomhed. Hvis man kan finde fejlene, kan man komme op på lærerværelset, så giver jeg et gratis glas postevand Klokken relativ tidligt var mellemårgangen af Cirkus BK fint opmarcheret i Terminal 2 (København Lufthavn). Alle matroser var fremmødt til den aftalte tid, hvilket gav håb om fremtiden. Skoleskibet BK skulle endelig ud på sin jomfrurejse, endda med en noget broget besætning af stærkt alkoholiserede matroser, hvis shoppegen var så veludviklet at pengene let blev brugt på en enkel landgang. Kaptajn Jessen var som altid i fint humør. Det var første-styrmand Bue også. Han kunne med stolthed melde, at han efter 1½ års hård træning af besætningen havde fået banket så meget Gudsfrygt ind i matroserne, at turen ville blive som en dans på roser. Aldrig nogensinde før har styrmand Bue taget så grueligt fejl. Check in foregik individuelt, hvor hver enkel passager tastede de ønskede oplysninger ind på en maskine og fik som tak et boardingkort. På den måde sparede Norweagen-personalet en masse tid. Sikkerhedstjekket foregik også gnidningsfrit. Tom og jeg fik dog ingen kop kaffe, før vi skulle til vores Gate (øv). Turen i rum sø gik uden de store problemer. De fleste elever (og lærere) fik lige lukket øjnene og slæbt sig en tur omkring drømmeland. Det var jo et temmelig ukristeligt mødetidspunkt, som man havde lagt ryg til. Selv havde jeg kun fået en nattesøvn på sølle tre timer. Flere elever havde endda fået endnu mindre!

Gatwick Lufthavn Med fødderne solidt plantet på engelsk jord, marcherede vi i samlet flok over til bagagebåndet, hvor vi lige skulle nappe vores kufferter og så i rask tempo til hotellet. Men troen på en hurtig afmarch led desværre skibsbrud. Fem af matroserne var som forstenet: Deres rejsegods var ikke kommet frem. Det der skulle være det mest simple i verden, var gået galt: Rejsegodset var simpelthen ikke kommet med flyveren. Kaptajn Jessen slæbte 5 x slukørede matroser til lufthavnsmyndighederne, så de kunne udfylde de papirer, der var nødvendige, når bagage udebliver. Imens holdte jeg moralen oppe hos resten af besætningen, samt forsøgte rutineret at rette fokus væk fra de fem besætningsmedlemmers skæbne. Blandt andet derfor introducerede jeg et meget sindigt opråbs-system, som jeg havde tillært mig engang for to somre siden, da jeg entrede Spaniens land: Hver matros fik et tal fra 1-20, og så skulle de råbe en andens navn op, når deres navn blev nævnt. Systemet er så kompliceret, at den begrænsede spalteplads ikke tillader mig at præcisere yderligere Mug, Frank- & Wulffenstein + Tom

Adresse Berjaya Eden Park London Hotel 35-39 Inverness Terrace, Bayswater Berjaya Hotel Sømandshjemmet viste sig at være et rigtig pænt et af slagsen med centimeter-tykke tæpper på gulvene, egen bar og en stor personalestab. Der var også fjernsyn i kahytterne, så man kunne holde sig lidt ajour med dagens nyheder. Det var dog lidt bøvlet, at et tilfældigt antal elever skulle udfylde registreringspapirer for de enkelte værelser. Dernæst var fanden løs, da nogle af værelserne var opmagasineret med elever, der ikke havde udfyldt skemaet. Var vi i London eller det gamle Østeuropa? Desuden havde de ikke lige et værelse parat til Tom og jeg. Så vi måtte væbne os med lidt tålmodighed og indlogere os senere, efter besøget på Imperial War Museum. Det var til at overkomme.

Imperial War Museum Et par enorme britiske skibskanoner Britisk Mark V tank fra WW1

Imperial War Museum Efter en vellykket indkvartering på vores fine hotel, var dagens første og eneste faglige seance det berømte Imperial War Museum. Både lærere og elever så frem til det spændende besøg, da det altid er rart at komme lidt ud og strække benene og samtidig blive klogere. Vi tog metroen til museet. Og det gik over stok og sten. Alle elever havde fået udleveret et Travel Card, hvilket bare gjorde metro-transporten endnu mindre besværlig. Jeg holdte et kortfattet oplæg om museets historie og dets forskellige særudstillinger. Det kunne jeg vist godt havde sparret mig selv for, da elevernes koncentration var på nulpunktet. Men som en dreven nypædagogiske lærer, havde jeg selvfølgelig altid en plan B i baghånden. Plan B = Mindre lærerstyret undervisning: Frem med en række nedskrevne spørgsmål om ting og sager inde på museet. Dernæst en orientering om, hvornår vi skulle mødes. Og så af sted med eleverne og ind på se på museets mange herligheder.

Imperial War Museum Som skibsrotter, der forlader en synkende skude, pilede eleverne i alle retninger for at efterleve lærernes krav om punktligt at udfylde listen. Så kunne Tom og jeg stikke skruen i vandet og sætte kurs mod de mange forskellige våben, som var blevet anvendt under de to verdenskrige. Det var spændende og et sandt Eldorado i krudt og kugler. Og museet havde heldigvis ikke i en eller anden misforstået nationalpatriotisk ånd sparet på krigsmateriel fra den tyske værnemagt. Museet fortjener helt sikkert et genbesøg, når man har lidt mere tid. Nede i kælderetagen var der en en udstilling med titlen Holocaust, men som mere korrekt burde have heddet Jødeforfølgelserne i Nazi-Tyskland, da perioden fra Hitlers magtovertagelse og frem til krigsudbruddet også blev skildret på detaljeret vis. Et sneklædt landskab, som forestillede Auschwitz i en miniatureudgave, var meget gribende. Efter museumsbesøget fik besætningen lov til lade batterierne op, så man var grydeklar til morgendagens strabadser. Vi hoppede ned Londons velfungerende metrosystem med kursen hjemad. Tom i selskab med en tysk kampvogn Tysk Messerschmidt flyver foran tysk V2 raket

Transport Bare ikke flere museer, please Tom & Mathilde i metroen

Transport Efter en noget begivenhedsløs tur i metroen, kom der for alvor fest og farver ved det næstsidste stop. Her kom en af byens frie fugle rullende ind i metrotoget. I et meget højt toneleje fik han bekendtgjort, at han var veteran fra Golf-krigen. Kaptajn Tom s altid imødekommende natur, tiltrak sig naturligvis også mandens opmærksomhed. På den sidste del af turen foregik der derfor en lidt pinagtig forsøg på samtale mellem veteranen og kaptajnen. Tom havde jo nok mere nydt fortsat (pinagtig) tavshed. Jeg spidsede ører.

Fællesspisning Det var en lørdag aften Om aftenen var der en pæn håndfuld elever, som tog med Tom og jeg ud i byen for at spise med kniv og gaffel. Valget faldt på en italiensk restaurant. Tjeneren fik hurtig smækket nogle borde sammen, så der var plads til os alle. Lea kom tøffende lidt efter os andre, så straffen blev, at den stakkels pige måtte side for bordenden godt afskærmet af Tom og jeg. Men det tog Lea nu med ophøjet ro. Jeg har i forlængelse heraf fundet ud af, at der faktisk eksisterer elever, der er mere kræsne end mig. Interessant. Det viste sig, at restauranten var velvalgt. Maden var god og i et rimeligt prisleje. Den mandlige tjener udviste med en diskret professionalisme en kontinuerlig opmærksomhed på vores bord. Han var heller ikke for lille til at komme rendende med både krydderikværn og den dejlige parmasanost. Ja, en så god service kastede naturligvis drikkepenge af sig, også selvom visse elever (læs: Lea) sad tungt på pengepungen. Når katten er ude, danser musene på bordet Imens vi lagde penge i Londons restaurationsmiljø, dansede en hår-trimmer en lystigt vals på issen af nogle af drengenes hoveder. Resultat: Udseende som en flok voldsfascinerede skinheads. Det synes æggehovederne naturligvis ikke selv. Men det gjorde til gengæld mange af restaurantejerne. Så de blev simpelthen forhindret adgang til mange af lokalområdets spisesteder. Æggehovederne var meget, meget indignerede. Men man ligger jo ofte, som man selv har redt.

Søndag I dag skulle vi på Cabinet War Rooms, for at se, hvor den daværende premiereminister skjulte sig under Blitzen. På vejen til den indre by slog vi et smut forbi en af demokratiets små oaser, hvor det frie ord kunne komme til fuld udfoldelse. Stedet var Speakers Corner i Hyde Park. Kaptajn Tom lagde fra land med et lille oplæg om stedets historie. Dernæst blev søulkene bedt om at overvære nogle af de mange taler, som Speakers Corner lægger jord til. Alle og enhver kan nemlig tage en ølkasse og stille sig op på. Og så kan de jo bare håbe på, at der er nogle der gider lytte. Det ville vores elever gerne. Endda meget gerne.

Speakers Corner Det var ikke kun Maren-i-Kæret, da i dagens anledning underholdte pøblen med taler. Næ, vi var så heldige, at selveste satan havde fundet det besværet værd at beære os med hans djævelske tilstedeværelse. Som så mange af de andre talere på Speakers Corner havde satan meget klare og nogle vil sige unuancerede synspunkter på stort set alt. Han mente eksempelvis, at kvinder kun gik op i at pynte sig, imens mænd generelt knoklede som små heste på arbejdsmarkedet. Satan i en medrivende debat med Lea Hvad det præcist var for et kvindenedsættende bibelcitat, som satan havde trukket op af posen, ved jeg ikke. Men pludselig var vores egen Lea åbenbart blevet så tilstrækkelig provokeret, at hun ikke længere kunne holde tand for tunge. Og så udartede forestillingen sig så lige pludselig til en livlig debat mellem satan og Lea. Det blev en krig på ord. Satan var i øvrig ikke for fin til ikke at slå under bæltestedet: Lea blev kaldt for en heks og mange andre grimme ting. Lea og de fleste andre tilhørere, mente jo nok at satan i så fald var i samme boldgade. Det siges så smukt, at samtale fremmer forståelsen. Dette blev desværre ikke tilfældet på den smukke formiddag i Hyde Park.

Speakers Corner Selvom Lea og satan aldrig rigtig fandt sammen i en fælles forståelse af synet på mand og kvinde, så var der nu dømt god underholdning for alle pengene. Udover at vores egne elever fik en på opleveren, var der også utallige andre som fik sig et godt grin over forestillingen. Stærk bølgegang i diskussionen mellem Lea og satan

Speakers Corner Satan havde i dagens anledning udsmykket sig med 2 x fine røde horn, som strittede op oven på hans isse. Og det var mig, der gik og troede, at horn stak ud fra panden? Men satan var i hvert fald lidt svær at diskutere med, fordi han vist havde flere alter egoer. Han var for det meste en sand mester i bibelcitater. Men når han så blev stillet til regnskab for de enkelte citater, ville han ikke forsvare det, som han lige havde udtalt: Han var jo satan selv! Måske var satan slet ikke satan, men bare en glad provokatør? Hvem ved? Han var i hvert fald glat som en ål med et hav af søforklaringer. Lea i diskussion med en lidt tilbagelænet satan Camilla ville også være med i diskussionen

Speakers Corner Efter at diskussionen med satan og vores elever så småt var ved at gå i tomgang, trampede jeg videre i rækken af talere. Mine øjne faldt på en ældre herrer med et langt skæg. Han var jo nok islamisk fundamentalist, tænkte jeg fordomsfuldt. Det kan naturligvis godt være, at han var det. Men talerens fokus var nu ikke rettet så meget mod den hinsides. Næ, han var snarere bekymret for mere jordiske anliggender, såsom Vestens store eksport af krudt og kugler til den resterende verden, samt fordelingen af velstand i de vestlige lander (eller mangel på samme) Udover at taleren havde mange sympatiske tanker, var nok det mest fascinerende hans talegaver. Det var ikke sjov og ballade, som med den forrige taler. Det var helt tydeligt, at han havde noget på hjerte, og at han var vred. Han næsten tryllebandt sit publikum, hvoraf selvfølgelig ikke alle var enige med ham. Men derfor var det nu alligevel interessant. Det tror jeg også mange af eleverne syntes.

Tudekiksens lykkesagligheder

Fra A til B Speakers Corner havde været fortræffeligt. Yderst interessant og med mange fokuserede elever. Nu skulle der rides videre på bølgen, der skulle bringe os til Cabinet War Rooms i hjertet af det politiske London. Turen fra Speakers Corner til Cabinet War Rooms skulle foretages med syvmilestøvler, da tidsplanen var under pres. Heldigvis kunne man hænge sin hat på byens effektive metrosystem. Vel oppe af byens undergrund, skulle vi bare i lyntempo ned af Whitehall, så var vores lykke gjort. En stor streg i regningen var desværre det faktum, at vi skulle passere både Horse Guard og Downing Street 10. Det måtte jo nødvendigvis kaste nogle fotografier af sig. Og her lå jeg desværre heller ikke på den lade side. Resultatet blev, at vi blev noget forsinket. Det betød nu ikke det store, da vi ikke skulle have en rundvisning på Cabinet War Romms med en guide af kød og blod.

Horse Guards Den beredne kavalerist skal sørge for, at ingen andre end kongefamilien kan komme igennem den store midterbue. Gullasch-baronen & hr. Thomasen foran hestevagten Chriller, Line & Michaela

Downing Street 10 Gullasch-baronen & David F foran premiereministerens domicil

Cabinet War Rooms Et besøg i London, uden et besøg i det prægtige Cabinet War Rooms? Nej, det kan man vist ikke, vel? Efter et fint lille oplæg om seværdigheden af Christian, blev eleverne sendt ind på museet. Desværre havde flertallet af elever glemt deres spørgsmål i forbindelse med museumsbesøget. Så besøget blev også lidt derefter (øv). Hvad flertallet af elever ikke fik ud af besøget, fik Tom og jeg. Museet havde lavet en rimelig stor særudstilling om krigsikonet Winston Churchills liv og gerninger. Det var faktisk rigtig godt lavet. Sir Christian holder et lille oplæg om Cabinet War Rooms Udover en masse lyd- og filmklip om gamle Churchill, havde museet også fået opbygget en database, som fremviste nøglebegivenheder fra Churchills liv. Ved et par tryk på en Touch Screen, kunne man finde disse oplysninger. Den form for vidensformidling har jeg ikke set før.

Cabinet War Rooms Den berømte elfenbens-telefon, hvor Churchill foretog alle sine opkald fra Det berømte maleri af Churchill, hvor han sidder og grubler over krigens gru i sin berømte krigslænestol

Fodbold Bad girls! Uden mad og drikke dutter det ikke rigtig for helten. Så vi skulle lige have en burger, før vi listede ind på stadion. En eftertanke: Det er vigtigt, at man forsøger at indleve sig i de indfødtes kulturelle vaner. Og det krævede ikke en antropologs færdigheder for at forstå, at lidt godt spise absolut var en fast tradition for flertallet af de lokale øl-aber. Skik følge eller land fly, som man siger.

Fulham-Manchester City Vi kom desværre et par minutter for sent til kampstart. Men det skyldes først og fremmest, at Line som en anden hestepige lige skulle nusse med en af stedets mange politi-heste. Desuden blev Don Ø chikaneret af en City-fan, der godt beruset, dansede krigsdans foran en meget alvorlig Don Ø og råbte ham op i ansigtet: Fucking Smile!. Heldigvis ville Don Ø ikke involvere sig i en ond nævekamp, selvom chancen her bød sig.

Fodbold

Kampreferat Kampen mellem Fulham og Manchester City var måske ikke den mest sindsoprivende affære. Det meste af spillet var centraliseret midt på banen. Desværre skete der nemlig det uheldige for kampen, at City hurtigt kom foran. Ja, 0-2 stod det, da spillerne gik ned til pause-teen. Det lagde en naturlig dæmper på hjemmeholdets publikum. Til gengæld var der dømt fællessang og spontan glæde blandt udeholdets mange tilskuere. Og dem sad vi kun et stenkast fra. Det var imidlertid en tvivlsom fornøjelse, at lægge ører til den ene slagsang efter den anden fra et temmelig beruset mandekor af Citysupportere. Men sjovt var det nu alligevel. Og så er det altid en ud-af-kroppen-oplevelse at overvære alle udeholdets mange pingelinger af dyrt indkøbte stjernespillere, såsom Tevez, Toure, Viera & Bellamy. Vejret var også fortrinligt med forårssol over London. Og så er Fulhams hjemmebane jo nok et af de mest charmerende stadions i Storbritannien. Alt i alt en fornøjelig eftermiddag på Craven Cottage i godt selskab med nogle søde elever.

Resultat: Fulham-Man. City: 1-2 City har vundet kampen. Touré klapper af de entusiastiske City-supportere. Tevez & Given går og sludre, imens kontrollørerne danner menneskemur mellem publikum og banen.

Planlægning af morgendagen Tom & Bue blander sig med de lokale

Mandag Om morgen var der morgenmadsbuffet til hotellets gæster. Buffeten var stort set det samme hver morgen. Men der var lidt til enhver smag. Jeg skal i hvert fald være den sidste til at klage (så længe der var kaffe ad libitum). Det var ikke altid alle elever, der var lige friske ved morgenbordet. Eleverne havde desværre ofte den uskik, at de gik i byen til de sene timer. Og så skulle der som minimum et stort glas koldt mælk til, før de var grydeklar til dagens strabadser. Men det skal til matrosernes store ros anføres, at alle kom med på ekskursionerne. Må man i den anledning lette på kasketten! Chriller, Mathias & hr. Thomasen

Sherlock Holmes Museum Dagens første programpunkt var Sherlock Holmes museet. Det var også på høje tid, at vi fik gravet os ned i denne mandspersons gøren og laden. I hvert for den almene folkeoplysnings skyld. I de seneste par dage havde dele af matrosstanden udvist en begrænset eller decideret fejlagtig viden om denne berømte person. David F troede, at den gode detektiv boede på Downing Street 10, imens Julie lå inde med den interessante opfattelse, at hr. Holmes faktisk havde levet. Ja, det er det mest utrolige, som disse søfolk snuser op på de små havneknejper. Noget af den misinformation fik Lise & Sophie ryddet af vejen, da de holdte et fint oplæg om denne verdensberømte snushane. Elevoplæg af Lise & Sophie på Baker Street Sherlock Holmes museet på Baker Street

Sherlock Holmes Museum Monica som dr. Watson? Rebecca som Sherlock Holmes? Sir Christian som hr. mesterdetektiven? Sophie som tandfeen?

Kvarterbesøg Efter formiddagens oplevelsesrige museumsbesøg, skulle dele af besætningen gruppevis ud i nogle af Londons forskellige bykvarterer, hvor de skulle interviewe personer om, hvad der netop er kendetegnende for deres kvarter. Områderne var placeret vidt forskellige steder i Det indre London: Soho (centralt) Kensington (vest) Camden Town (nord) Docklands (øst) Brixton (syd)

Madame Tussaud s Så var dagens fælles faglige program vel afsluttet. Den ene halvdel af klassen skulle ud i den vestlige del af byen, hvor BBC lå til havn. Den anden halvdel af matroserne skulle ud på en ensom sejlads til en række forskellige bykvarterer i London City. De enkelte hold skulle mere præcist lave en kvarteranalyse, hvor de skulle finde ud af, hvilke forskellige forhold, der var kendetegnende for netop deres område af London. De unge matroser skulle med andre ord ud og stå på egne ben og selv sætte den rette kurs. Man kunne vel kalde det en dannelsesrejse. Imens alle andre havde forpligtelser, havde jeg mulighed for landgang og en fri eftermiddag. Da grønt jo er sundt for øjnene, valgte jeg tage en spadsertur i den tilstødende oase, Regent Park. På vejen kom jeg forbi det berømte Madame Tussaud s, som dog kun blev beskuet udefra.

Zoologisk Have I Regent Park slikkede jeg nogle stråler sol, men havde generelt svært ved at finde en bænk, hvor der var læ for vinden. Vinden havde taget til. Og den var kold. Zoologisk Have Til sidst fandt jeg en dejlig café, som lå på parkens højeste punkt. Kaffe blev drukket og Turen går til London blev studeret grundigt. Planen blev, at jeg ville tage til Camden Town, der kun lå et langt stenkast fra min grønne lille oase. Og så kunne jeg endda på vejen snige mig forbi byens zoologiske have. Udefra så dyre- reservatet lidt pudsigt ud. Men også meget hyggeligt.

Camden Town Camden Town var jo nok mest kendt for sit store friluftsmarked i weekenderne. Men man må også sige, at dele af området kunne sammenlignes med en myretue af mennesker på selv ganske almindelige hverdage. Masser af gadeliv og lidt skæve eksistenser. Langt mere interessant end de mere fashionable områder af London. Desuden var kvarteret mineret med et hav af forskellige etniske restauranter. Og om der ikke også var en indisk restaurant. Den stak jeg lige hovedet ind i for at snuse lidt rundt. Gadeliv i Camden Town Tom og jeg havde nemlig øjnene på stilke efter en restaurant i forbindelse med onsdagens fællesspisning. Det bedste jagtbytte ville være en god indisk restaurant, som kunne huse et selskab på i alt 22 mennesker. Det var ikke noget problem, sagde den venlige tjener. Velfornøjet sagde jeg farvel. Så var endnu en front lukket. Jeg havde ikke medbragt mine spenderbukser, så jeg orkede ikke at shoppe rundt i lokalområdets mange små butikker. Jeg ville heller være lidt finkulturel. Hvorfor så ikke tage på museum? Og hvad var mere fint end British Museum?

British Museum

British Museum Måske fordi jeg ingen forhåndsforventninger havde, blev oplevelsen så bjergtagende. British Museum var simpelthen et arkitektonisk mesterværk. Bare lyset, som kom fra den glastildækket overbygning, var imponerende. Og så var det endda gratis. Det største spørgsmål var, hvor man egentlig skulle begynde, da museet var så enormt. Jeg læste mig frem til nogle enkeltting, som jeg så ville gå efter. Der ville alligevel ikke blive tid til at se hele paletten af kunstværker. Så man måtte være selektiv. Valget faldt bl.a. på nogle af de tyvekoster, som briterne havde skrabet til sig, dengang de var verdens herrer (1800-tallet). Kongesværd (2 m) Skakbrikker af hvalrostand Rosetta-stenen Kaptajnen & Faraoen

British Museum Mumificeret ørn & 1 stk. Ibis Nogle meget berømte egyptiske sten Næsehorn skitse af Albrecht Dürer Jonas i selskab med 3 x mumie-kister

Fest & Farver Quiz: Hvem er ejeren af armen med den fesne gule farve?

Planlægning af morgendagen Tom prøvesmager mineralvand med citrus

Tirsdag Efter den obligatoriske ventetid på elever, der ikke kunne komme til tiden (læs: Line & Chriller), stod vi til søs med metro ind til midtbyen. Dagens program omhandlede et formiddagsbesøg på Shakespeare s Globe Theatre. Dernæst atter en opdeling af elevstanden i henholdsvis BBC og kvarterbesøg. Vi var kommet ud af køjerne i god tid, så vi havde ikke så travlt. Det var godt, da Camilla havde glemt sit Travel Card og derfor ville komme efter os andre. Det var ekstra ærgerligt, da det netop var Camilla, der skulle holde elevoplæg om seværdigheden. Ja, den ungdom Millenium Bridge Christian & Don Ø med Swiss Ree i baggrunden

Gruppebillede 2.c ved Millenium Bridge

Shakespeares Globe Theatre Vi havde bestilt en guidet rundtur på Shakespeare s gamle teater. Rundviseren var ganske udmærket med en herlig accent. Desuden fortalte hun mange gode historier om, hvilken rolle teateret havde i Shakespeares London. Rundvisningen endte i hhv. souvenirbutikken og cafeteriet, hvor folk så kunne spendere nogle dukater. Rundviseren siger pænt goddag til eleverne I forbindelse med teateret, var der også et museum, som vi også lige skulle besøge. Først gav Camilla en dejlig detaljeret orientering om Shakespeare. Dernæst fik eleverne fripas til at snuse rundt på museet, som viste sig at være et interessant bekendtskab

Shakespeares Globe Theatre

Besøg på BBC Efter et vellykket besøg på Shakespeares gamle teater, tog jeg de resterende elever med på en guidet rundtur på BBC. De andre elever havde været yderst begejstret, så forventningerne var store. Vi ankom lidt før besøgstid, så søulkene fik spisefrikvarter på den lokale Burger King. Inde på BBC fik jeg ordnet det således, at Camilla kunne komme med på rundturen, selvom hun ikke var blevet registreret (pga. sen tilmelding til studierejsen). Men det tog de to friske guider ikke så højtideligt. Om det var glæden over, at være blevet lukket ind i de hellige haller, ved jeg ikke. Men det lykkedes Camilla helt at glemme at notere sit navn på en rundsendt navneliste i forbindelse med sikkerhedskontrollen. Det var først efter, at begge guider to gange havde gjort vores gruppe opmærksom på det manglende navn, at Camilla vågnede op fra tornerosesøvnen. På vejen ind til sikkerhedskontrollen havde Camilla også det problem, at hun opbevarede sine gulddukater i sin BH. Men hun kom dog helskindet igennem tjekket. Men måske skulle en fin lille håndtaske stå øverst på næste juleønskeliste?

BBC Inde på BBC blev vi slæbt fra rum til rum. Vi så, hvordan man var i fuld gang med at gøre klar til et berømt engelsk talkshow, som var lige på trapperne til at blive skudt i gang. Desuden blev vi delagtiggjort i vejrprofeternes arbejdsdag. De står foran en blå skærm, som viser vejrkort og skysystemer. Det kan vejrprofeten bare ikke direkte se. Det kan kun ske ved, at vejrnissen betragter sig selv på en anden tv-skærm. Det var desuden vigtigt, at vejrprofeten ikke var iklædt tøj af en bestemt blå farve. I så fald ville den del af vejrprofetens krop blive usynliggjort for tv-seerne (magi). Det blev illustreret ved, at en fra rundvisningsgruppen blev bedt om at lege vejrprofet. Dernæst kom vi ind i The Green Room, som var en form for selskabslokale for de pingelinger, der skulle på skærmen. Lokalet havde badeværelse og en lille bar, så berømthederne kunne modtage audiens. BBC-guiderne var ikke for fine til lidt sladder: Mariah Carey ville bare have en kasse med hundehvalpe, som kunne hoppe rundt i lokalet (hundehvalpe = sjælefred) fortsætter på næste side.

BBC Madonna krævede en papfigur af selveste paven (det var i hendes katolske periode). BBC valgte derfor at kontakte Madame Tussauds, som altid havde en ekstra udgave af deres voksfigurer nede i kælderen. Dernæst opstillede man den meget virkelighedstro voksfigur inden i The Green Room. Madonna fik efter sigende noget af et chok, da hun gjorde sin entre. Og så var der Jennifer Lopez, som manisk krævede, at alt i The Green Room skulle være hvidt som nyfalden sne. Det vil sige både væge og alt inventar. Efter udført arbejde, fik hun alligevel et føl, da en stol ude på toilettet viste sig at være sort. Var der nogle, der sagde stjernenykker? Det skal afslutningsvis anføres, at alle disse ekstra-omkostninger fik de krævende berømtheder selv lov til at betale. Ikke BBC. Som en kuriøs afslutning var der redt op til en lille tv-quiz. Camilla smuttede ud i teknikerrummet. Og næsten inden guiden havde spurgt om frivillige til selve quizzen, stod Lea & Sir Christian kampklar på podiet. Hvilket engagement! Men så var der ellers også op ad bakke med at få den sidste person op på podiet (sjældent at opleve mine elever så tavse). En fyr fra Odense Katedralskole kunne til sidst ikke klare stilheden længere og meldte sig. På det tidspunkt pegede flaskehalsen ellers på mig, en lærer! Vor Herre bevares. Dette skulle jo være elevernes store dag! Oppe på podiet kæmpede Lea & Christian alt, hvad de havde lært. Men desværre overhalede fynboen indenom og kunne til sidst hæve pokalen. Præmien viste sig at være en kop med BBC-logo på. Men det gælder jo ikke altid om at vinde. Men om at være med. Og vi havde haft det sjovt.

Hovedbrud Studierejsen blev desværre ikke en helt problemfri sejlads for skoleskibets ledelse. For det første fortsatte problemerne med, at ikke alle eleverne fik deres bagage fra Norweagen. Tre af de fem elever fik deres vadsæk i løbet af et par dage. Selvom det naturligvis var træls, så er det trods alt noget, der sker i ny og næ. Mere ærgerligt var det for Lea & Don Ø, som frøken Fortuna i hvert fald ikke smilte til. Så kaptajn Tom havde derfor et fast punkt på dagens dagsorden, når det faglige program var slut: En telefonopringning til Gatwicks Luggage Handling Service, hvor han igen og igen blev spist af med den samme søde melodi om, at alt var i den fineste orden, og at bagagen ville komme, inden han nåede at tælle til ti. Det gjorde den bare ikke. Helt vildt ekstremt ærgerligt for eleverne. Havbunden blev ramt, da vi fik en formel klage fra hotellets ledelse over, at nogle af vores elever ikke kunne efterleve hotellets regler. Æggehovedernes værelse var bl.a. en af dagene så beskidt, at det havde krævet en ekstra rengøring. I gamle dage havde straffen været: 1) Skrælning af kartofler 2) Svinebinding til skibsmasten og dernæst nogle raske piskeslag med den nihalede kat. I dag anvendes økonomiske sanktioner. Pris: 50 pund, som vi skulle betale. Et beløb, som Tom og jeg på ingen måde havde et problem med at viderebringe til de involverede drenge. Selvom de fik lov til at betale for svineriet, er det alligevel ekstremt pinligt. Jeg håber bare ikke, at de involverede elever anså bøden, som en form for bodshandling, så de herved fik vasket tavlen helt og aldeles ren. I øvrigt første gang Tom og jeg har været ude for sådan noget på vores forskellige studierejser.

Forberedelse af morgendagen Om aftenen besøgte Tom og jeg Notting Hill området. Nu havde vi stort set vendt enhver sten i det meste af London City. Men vi havde slet ikke besøgt vores berømte nabolag. Og området lå kun et stenkast fra hotelområdet. Området bar præg af at være et mere fashionabelt område med mange flotte hvidskurede rækkehuse. Desværre var det blevet mørkt og regndråberne dansede på min glatte isse, så vi satte kursen mod et lille knejpe, hvor morgendagens program blev diskuteret. Morgendagens program var egentlig allerede sat på skinner. Samme eftermiddag havde vi nemlig draget til Camden Town og reserveret plads på den indiske restaurant. Vi havde endda fået lovning på, at vi ville få vores eget lokale. Så ville de andre gæster heller ikke få tandoori-kyllingen galt i halsen, når vi skruede op for taler, kåringer & fællessang. Budgettet åbnede endda op for, at søulkene kunne få stillet tørsten med en gratis genstand. Ja, det var et sprog, som enhver sømand forstod! Afslutningsvis skulle vi også lige flikke et par vers sammen til morgendagens restaurantbesøg, så 2.c fællessangen kunne løfte taget på spisestedet.

Onsdag Onsdag formiddag skulle foregå i den britiske højesteret, Royal Courts of Justice. Det var som at komme ind i en tidslomme, hvor intet havde ændret sig meget de sidste 500 år. Dommerstanden bar eksempelvis fortsat forskellige parykker, som hver især afspejlede deres placering i det arbejdsmæssige hierarki. Desuden var retssalene stort set i samme smukke stand, som da de oprindelig blev bygget (bl.a. flotte træudsmykninger). Tom og jeg trampede sammen med nogle elever ind og så en appelleret kriminalsag, som omhandlede en mand, der havde været involveret i en færdselsforseelse. Desværre havde han en smørebrødsliste af domsfældelser, hvoraf netop en række af sagerne havde været betinget. Appelsagen omhandlede en mulig strafnedsættelse fra 4 år til 3 år. En lidt usikker forsvarsadvokat, deltog i løjerne. Nogle af pigerne blev nød til at forlade retssalen, da den anklagedes forældre også kiggede forbi. Der var pladsmangel. Hr. Thomasen orienterer elevstanden om det britiske retssystem, imens Gullasch-baronen supplerer med intensiv SMS-skrivning En anden retssag omhandlede en appelsag, hvor forsvareren skulle begrunde, hvorfor hendes klient kun skulle have 6 år bag tremmer (og ikke 8 år). Denne sag handlede om ubevæbnet røveri.

Virksomhedsbesøg Dagens sidste programpunkt var et besøg på et af Storbritanniens legendariske bryghuse, Fuller s bryggeri. Eleverne fik alle en selvlysende vest på, hvorefter vi blev opdelt i to grupper, som hver især fik en guidet rundtur Glade havfruer Den venlige rundviser fremviser tørret humle på glas. Eleverne lyttede interesseret, også selvom lugtgenerne fra produktionen effektivt forhindrede eleverne i senere at stikke næsen for langt frem. Hvis man er glad for øl og generelt videbegærlig var der et ølhav af interessante oplysninger

Fuller s Brewery Øl-tanke i rustfrit stål De gamle øl-tanke, som skulle renses manuelt De forskellige ølmærker, som Fuller s producerer Klargørelse af brugte øl-fustager

Fuller s Brewery Robot, der var hovedansvarlig for fustage-distributionen Mathilde & Christian i souvenir-butikken Don Ø & Mathilde i souvenir-butikken Efter en for mig spændende rundvisning på bryggeriet, fik vi lov til at gå shop-amok i bryggeriets souvenir-butik. Flere elever var trukket i spenderbukserne og ofrede nogle skillinger på gaver til forældrene især gaver i flydende form. Andre elever købte også lidt godt til sig selv hovedsagelig den såkaldte honning-øl, som var en mere sød øl. Det var især en øl, der faldt i pigernes smag, havde den venlige rundviser orienteret os om. Jeg holdte mig selv på måtten

Fællesspisning Så kom den store aften, hvor vi skulle ud og spise på fin restaurant. Vi havde som sagt bestilt bord på en indisk restaurant i Camden Town (Masala Zone). Fordi de pyntesyge søulke aldrig kunne blive færdig med at lægge krigsmasken, kom vi en halv time for sent til vores destination. Men det viste sig at være det mindste problem: Da vi ankom til bestemmelses-stedet, blev vi til min store skræk mødt af et bælgmørkt spisested. Selv efter mange år på søen, kunne sådanne uforberedte situationer godt få en gammel erfaren søulks hjerte til at banke lidt hurtigere. En åbenlyst ærgerlig restaurant-ejer måtte fortælle, at strømmen simpelthen var forsvundet i hele blokken. Så ingen mad på hans restaurant. Heldigvis var spisestedet en del af en restaurationskæde, så han havde bestilt bord på en tilsvarende restaurant inde i midtbyen. Så af sted med os. På ildmarchen til den lokale metro glemte vi nogle af drengene, som havde travlt med at bestille shots på en bar overfor den lukkede restaurant. Æggehovederne måtte nu sejle deres egen sø. Min ellers så berømte tålmodighed var opbrugt. På den anden restaurant i Covent Garden kunne vi ikke få vores eget lokale. Det betød farvel til de forberedte taler, kåringer & den fælles sømandsvise. Desuden måtte 8 x elever sidde ved et tilstødende bord. Dog ikke længere væk, end vi stadig kunne hæve glassene til en fælles skål.

Fællesspisning Landet lå således, at eleverne til en vis grad selv kunne vælge, hvilken menu, som de gerne ville have. Nu var det jo ikke MakkeDonald, så eleverne var gerne ude på dybt vand, når de skulle vælge en hovedret. Wulff valgte en meget stærk hovedret med karry. Og indisk mad kan virkelig være stærkt. Men på trods af en venlig advarsel fra den indiske tjener, var der ingen slinger i valsen hos den unge verdensmand. Resultatet blev, at Wulff mere eller mindre nedsmeltede. Nede på badeværelset fandt jeg kort tid efter både Wulff & hr. Thomasen. Sidstnævnte forsøgte med delvis held at nedkøle Wulff med koldt postevand. Nu må man jo bare håbe, at Wulff tager ved lære af sine erfaringer. Oppe på restauranten fortsatte Wulff med de stærke varer. Nu var det dog mere i flydende form, da han og nogle af drengene for alvor forelskede sig i Jack-D drinx. Overophedning af Wulffensteins sarte smagssløjd Bue Tom

Fællesspisning i London Chriller spiser dessert (kulfi) Maden på indiske restauranter var nu engang noget af det bedste, som man kunne opdrive. Jeg tror også, at eleverne godt kunne lide maden. Desserten var en særlig indisk form for is, der til gengæld ikke faldt i alle elevers smag. Jeg fik selv is med karamel-smag. Og den fik i hvert fald hurtige ben at gå på. Men jeg har nu også altid været glad for is. Alt i alt var det en rigtig glimrende fællesmiddag. Det er altid dejligt at få snakket med eleverne under lidt mindre formelle rammer, end når jeg står ved tavlen. Don bølgehår Regnskabets time

Fællesspisning i London Flertallet af de kvindelige matroser satte kursen tilbage i kahytterne, evt. for at trække i danseskoene. Udenfor Masala Zone afholdte hr. Thomasen inden da en formodentlig improviseret tale, imens regnen faldt fra en mørk engelsk himmel. Der blev brugt så mange fine ord, at det kunne give selv en gammel styrmand, der har besejlet de syv verdenshave, en klump i halsen. Derefter var der flere andre matroser, der fik blod på tanden og fortsatte lovprisningen af vores studierejse. Ikke et øje var tørt. Og det var ikke kun regnens skyld Efter opfordringen fra de begejstrede besætningsmedlemmer, valgte kaptajn Tom at beære dem med sin fysiske tilstedeværelse på den nærmeste pub. Jeg fulgte som altid med, som det tynde øl. Inde på pubben stod folk, som sild i en tønde. Men vi fik smækket nogle stole sammen og bestilt noget godt at drikke. Hr. Thomasen var fortsat i et fortræffeligt humør, og mente at hr. kaptajnen og jeg fortjente en øl for ugens mange strabadser. Kun små mennesker har svært ved ikke modtage ros og gaver fra andre, så vi sagde ja tak. Det var dejligt, at de unge matroser stadig gad tage os ældre søulke med i byen. Men alt godt må jo have en ende. Og pludselig lød der en hidsig ringen fra pubbens skibsklokke, hvilket betød at man godt kunne begynde at finde overtøjet frem. Rebecca, Lea & Monica bryder op Nogle af drengene skulle sædvanen tro brænde penge af, som ellers kun fulde sømænd gør det. De tog en taxa tilbage til hotellet. Os andre dødelige nappede den altid pålidelige metro. Imens flere af eleverne senere blev blanket af på det lokale kasino, fandt Tom og jeg vores hotel. Det havde været en dejlig aften i godt selskab med eleverne

Hjemtur

Torsdag Ja, selvom det var den store hjemrejsedag, havde lærerne alligevel fundet endnu en spændende seværdighed, så sidstedagen ikke bare gik op i formålsløs dagdriveri og intetsigende powershopping. Imens David F & Wulff holder deres egen lille stilleleg, orienterer Mug de andre elever om Amnesty International Og splitte mine bramsejl så skete det alligevel! Så tæt på en fuldstændig uangribelig skibssejlads, smed den gamle pram for en gang skyld anker i den forkerte havn. Det viste sig, at vi havde en aftale med Amnesty International på deres britiske hovedkvarter. Det var i sig selv ikke noget problem. Altså lige bortset fra, at vi stod ved Amnestys internationale hovedkvarter (100 x øv). Så en slukøret besætning måtte tilbage i kanoerne og padle mod nye horisonter. Heldigvis lå Amnesty s nationale hovedkvarter ikke så langt væk. Så der var kun sporadiske tegn på mytteri hos en MEGET tålmodig besætning.

Amnesty International Good question Awful answer BJÆF! BJÆF! Dernæst anmodede han på det høfligste om eleverne ville synge en dansk børnesang for ham, som han ville optage på bånd. Jeg vil mene, at han efterfølgende ville anvende den i forbindelse med besøg af andre skoleklasser. Sangen blev Bro, bro, brille, og Lise fik lov til at synge for. Afslutningsvis fik eleverne lov til at stille en række spørgsmål i øvrigt rigtig gode spørgsmål, som Amnestymanden havde lidt svært ved at besvare. Efter en mindre forsinkelse ankom vi til Amnesty International s hovedkontor i Storbritannien. Her tog en ældre herrer imod os. Han havde deltaget aktivt i græsrodsorganisationens arbejde i en menneskealder. Seancen foregik mest med, at han holdte et overhead-baseret foredrag omhandlende Amnesty International s forskellige fokusområder rundt omkring i den store verden (fx børnesoldater, tortur & dødsstraf). Wulff & Sophie sov. Pinligt! Seancen blev livet op af, at stakkels Mathilde var blevet godt og grundig søsyg og sad og bjæffede under hans foredrag, hvilket gjorde, at Mathilde søgte ly på det nærmeste toilet. Ja, en dum forkølelse kan selv den bedste få.