Denne dagbog tilhører Norah

Denne dagbog tilhører Norah

Den lille bog, du står med i hænderne nu, er en dagbog fra en russisk pige. Hun hedder Norah og er 12 år gammel. Dagbogen handler om hende og hendes familie. De var russiske jøder og flygtede fra Rusland omkring 1916. Jøderne i Rusland blev forfulgt, og mange flygtede ud i verden. Nogle af dem kom til København. Enten rejste de videre herfra, eller også valgte de at slå sig ned her. Norahs familie valgte at blive i København. Dagbogen handler derfor om Norahs oplevelser med at blive københavner. Norah har ikke eksisteret i virkeligheden, men er opdigtet på baggrund af beskrivelser fra de russiske jøder, der kom til København dengang. Dagbogen er til dig på 10 til 12 år og din familie. Du kan læse i dagbogen, når du går rundt i udstillingens forskellige temaer. Norah oplever nemlig udstillingens temaer i København omkring 1916. Du kan derfor bruge fortællingen i dagbogen til at forestille dig, hvordan det må have været at leve som en russisk jødisk pige i København dengang. Undervejs er der spørgsmål, du og din familie kan prøve at besvare, og i udstillingen er der også flere ting, du kan prøve. Rigtig god fornøjelse.

Kære Norah Nu ses vi snart igen. Mor skrev, at I var ved at forberede jer på at pakke, nu da pengene var kommet frem. Så mon ikke I har pakket, når du læser det her. Måske er I allerede taget af sted? Det håber jeg, for jeg glæder mig sådan til at se dig og mor. Jeg håber, jeres rejse bliver lettere end min. Det er en lang tur hele vejen fra Polotsk til Koybenhavn. Men du kan godt glæde dig. Det er en kæmpe by, fuld af mennesker, lyde og lugte. Den er så anderledes og så meget større end nogen by, jeg nogensinde har set. Jeg har fundet et hus til os. Det er et fint gammelt et, som jeg glæder mig til at vise dig. Det ligger midt i det jødiske kvarter i Koybenhavn, så der er masser af russiske jøder heromkring. Der er så meget, jeg skal vise dig. Der er en stor have, der har været Kongens. Der er skoler, børnehaver og børnehjem, der er synagogen og teatret og alle butikkerne. Der er så meget, at man bliver helt forvirret, og det hele snurrer rundt. Jeg ønsker jer den bedste tur og glæder mig så utroligt meget til at se jer. Giv din mor et knus, og så ses vi om en lille måneds tid her i den store by. Mange hilsner fra din far Kære dagbog Norah her. Jeg har lige skrevet mine første ord i min nye dagbog. Jeg sidder her på båden på vej fra Stettin i Polen til Koybenhavn. Det har godt nok været en lang rejse allerede. Først væk fra vores landsby Polotsk i Rusland og alle de vrede mennesker. Gad vide, hvad der mon skete med hr. Krakowsky? Hvorfor ødelagde de vrede mennesker hans butik? De 10 dage, det tog at komme igennem landet, var godt nok ikke sjove. Toget larmede og lugtede. Men hvor var det dejligt at møde alle vores venner og bekendte på hotel Metropol! Både onkels kone og bedstemor var der. Og hvor var de tyske betjente flinke, da de hjalp os over grænsen. Hvad mon mor mente med bestikkelse? Og rabbineren i den fine synagoge gav os noget at spise og fortalte, at vi skulle videre til Berlin og så til Stettin i Polen. Nu sidder jeg her på dækket med bedstemor og spejder efter Koybenhavn og glæder mig til at se far.

Hvorfor tror I, at Norah er på vej til København? Hvordan tror I, det er for Norah at se byen for første gang? Hvad ville I hver især først lægge mærke til, hvis I kom til København for første gang? Hvad ville I tage med jer? I rummet findes nogle kufferter. Dem kan I bruge til at pakke jeres egen kuffert, hvis I skulle flytte til en by som København. I kan også prøve at pakke en kuffert for Norah.

Kære dagbog Der er sket så meget siden sidst. Jeg bor nu i Koybenhavn. Og jeg er sammen med far igen. Det er så skønt, men det hele er også meget forvirrende. Far arbejder og arbejder og fortæller og fortæller om alt det, vi skal vide om den nye by. Han er skrædder og syr noget meget fint tøj. Han arbejder sammen med en masse andre russiske jøder. Vi bor på en gade, der hedder Vognmagergade. Den ligger midt inde i byen og er meget gammel. Der er skæve brosten på vejen, og der lugter ret meget. Huset, vi bor i, er kæmpestort. Vi bor i forhuset, og i baghuset bor nogle sjove mennesker. Mor siger, at de er polakker. Jeg forstår ikke, hvad de siger, og de taler heller ikke jiddisch. Jeg synes, det er lidt ulækkert, at de spiser flæsk og kød fra store tønder i gården. Det vrimler jo med rotter og mus, og man kan hele tiden se dem kravle op og ned af tønderne. Vi har også været ude i byen. Vi så fars arbejde. Det lå på en gade, der hed Landemærket, i nummer 19. Det er et skrædderi, og ham, der ejer det, hedder Isak Diamant. Jeg er glad for, at jeg havde far i hånden, for jeg kan ikke finde rundt alene. Der er alt for mange gader, og når vi går på gaden, kigger folk så mærkeligt på os. Selv de jøder, der ikke kommer fra Rusland, kigger på os. Mor kalder dem Goy, fordi nogle af dem er gift med Shikses. Men jeg forstår altså ikke, hvorfor de kigger. Er vi så anderledes at se på? Far snakkede med mor i aftes, men han var ikke klar over, at jeg lyttede. De snakkede om noget, far havde fået fortalt. En artikel, der havde været i avisen. Man kalder åbenbart jøder for polakker eller russere i Koybenhavn og er lidt bange for os. Hvorfor mon? Her i rummet findes flere historier om, hvordan forskellige mennesker igennem tiden har haft problemer med at bo i København og blive accepteret af københavnerne. Nogle har været særligt velkomne, andre mere eller mindre accepterede, og nogle har boet her illegalt.

Mens I går rundt og kigger, kan I tænke over temaet Ønsket/uønsket. Synes I, nogle mennesker er mere velkomne i København end andre? Kan I finde eksempler på folk, der i forskellig grad har været velkomne? Hvad mener du? Skal man kunne noget bestemt, eller se ud på en bestemt måde, for at være velkommen i København? Jiddisch er et gammelt jødisk sprog. Det stammer fra omkring år 1000, fra et område i Sydtyskland. Når jøderne vandrede rundt i verden, tog de deres sprog med sig. Da de russiske jøder kom til København, talte de også russisk sammen. Med tiden talte de mere og mere dansk, men de blev ved med at bruge ord fra jiddisch. Når Norah skriver København, staver hun det på jiddish. Bogstavet Ø blev af jøderne skrevet og udtalt som OY. Å blev til O. Derfor bliver det til Koybenhavn. Goy er den jiddishe betegnelse for de folk, der ikke er en del af den jødiske kultur. Det er ikke et nedladende ord. Shikses er en betegnelse for ikke-jødiske kvinder. Det blev tit brugt om kvinder, der var gift med jødiske mænd, men hvor kvinderne altså ikke oprindeligt var jøder.

Kære dagbog Det er så fantastisk. Min gamle veninde Sara fra Polotsk er kommet til Koybenhavn. Hun bor sammen med sin familie lidt længere nede af gaden. Det er så skønt og dejligt, at hun er her! Vi leger på gaden, og jeg viser hende rundt og fortæller og fortæller. Der er så meget, hun skal lære. Jeg har vist hende rundt i kvarteret. Jeg gik også en tur med far i dag. Vi snakkede om alt det, der var sket, siden jeg flyttede til byen. Han grinede, da jeg viste ham en smutvej, han ikke kendte. Jeg tror, han blev stolt af mig. Vi gik en lang tur rundt i kvarteret og så på butikkerne og alle menneskene. Far tog mig også med lidt længere ind i byen. Vi kiggede på Isak Diamants skrædderi. Vi trykkede næserne op mod vinduet og kiggede ind. Der sad nogle mænd derinde. De havde skjorter og veste på. De sad rundt om et bord og syede. Det var med nål og tråd, og det så svært ud. De så i hvert fald meget alvorlige og koncentrerede ud, så vi bankede ikke på ruden sæt nu de blev forskrækkede og syede forkert. Det var jo det fine tøj til koybenhavnerne. Vi så på de jødiske butikker og snakkede om, hvilke nye butikker der ville komme, og hvordan der mon ville se ud her om tyve år. Ville folk stadig kigge mærkeligt på os, eller ville de have vænnet sig til, at vi bor her? Vi kom også lidt uden for det jødiske kvarter og kiggede på alle de mærkelige butikker. Der er så mange ting i Koybenhavn fra hele verden. Kender I noget i København, der stammer fra andre lande eller andre kulturer? Prøv at tænke på den gade, hvor I bor. Er der noget dér, der stammer fra en anden kultur? Hvordan tror I, København vil have set ud, hvis der ikke var kommet så mange ting fra andre steder? Hvis det er lidt svært at komme i tanke om ting fra udlandet, så prøv at sætte jer ned ved det store spisebord. Her kan I se nogle af de madretter, der er kommet til København fra hele verden.

Kære dagbog Jeg kom til at tænke på det, der er sket, siden jeg skrev den første side på båden fra Stettin i Polen. Jeg bor i Koybenhavn nu! Polotsk føles så langt væk. Jeg kan finde rundt i byen nu, og jeg bliver mere og mere kendt her. Sara siger, at jeg er en rigtig koybenhavner, og nogle gange føler jeg mig også mere hjemme her. Lydene støjer ikke mere, og jeg tænker ikke over dem mere. Jeg har fået en masse venner på gaden, og vi går på opdagelse, også uden for kvarteret. Jeg er også blevet bedre til dansk og kan spørge om vej, hvis jeg bliver væk. Koybenhavnerne kigger stadig mærkeligt på os, men jeg er ved at vænne mig til det. Vi er jo forskellige. De går helt anderledes klædt og har lyst hår. Men det er helt fint. De er jo ikke efter os, som i Rusland. Vi er anderledes på flere punkter. For eksempel har vi jo vores egen kirke, synagogen, hvor vi holder sabbat. Men lige nu, hvor det stadig er sommer, så holder vi det i Kongens Have. Så samles alle de jødiske familier i Kongens Have. Vi bor i det samme kvarter og kender hinanden godt. Vi kan godt klare os uden at tale dansk. Nu er der ikke mere plads i den her dagbog, men måske kan jeg finde en ny i morgen. Jeg skal på opdagelse med Sara. Jeg skriver snart igen. Tak, fordi du har været en god dagbog her i Koybenhavn. Mange hilsner fra Norah. Hver fredag er en særlig dag for jøder. Når solen går ned fredag aften, starter deres sabbat. Sabbatten varer, indtil solen går ned lørdag aften. På sabbatten skal jøderne holde fri fra arbejde. De mindes den syvende dag, hvor Gud hvilede efter at have skabt jorden. De er sammen med familien og spiser helt særlig mad. Ligesom jul og eid fejres på forskellige måder, fejres sabbatten også forskelligt. Nogle holder helt fri og gør ikke noget, der kunne minde om arbejde de tænder ikke lys og laver ikke mad. Andre nyder bare dagen med familien.

Har I set, eller kender I jøder, der fejrer sabbat i København i dag? Fordi der bor så mange forskellige mennesker med forskellige religioner, kan man opleve mange religiøse højtider samtidig hvilke højtider holder I? Kan I finde nogle fællesskaber her i rummet, som ikke er religiøse fællesskaber? Hvis I ikke kan komme i tanke om nogen, så prøv at finde det hvide hus med lejligheder i udstillingen og kig inden for. I det kan I gå på opdagelse med fingrene eller kigge indenfor hos byens mange forskellige fællesskaber.

Nu har du oplevet Norahs rejse til København og hendes liv i byen. Hvis du nu skulle forestille dig, at du skulle flytte til en by som Købehavn, hvad ville du så tage med dig? Tegn eller skriv, hvad du vil pakke ned i kufferten, på denne side.

Dagbogen slutter her. Norah har nemlig ikke flere sider, og indtil hendes mor får købt en ny dagbog, så kommer der ikke mere. Vi håber, det har været sjovt at gå med rundt i Norahs København. Kunne du genkende oplevelsen af København, eller var den meget forskellig fra din oplevelse af byen? Hvis du har lyst, er der to dagbøger til, som du kan bruge på samme måde. Den ene er fra pigen Fadime. Hun er en af de tyrkiske indvandrere, der kom til København i 1970 erne og 1980 erne. Du kan læse hendes tanker om det at blive københavner. Hvordan det er at gå i skole og finde rundt i en by, når man ikke kan sproget. Den anden dagbog er fra en 8-årig dreng, der hedder Max. Han går på opdagelse i København i dag med sin morfar, der fortæller om Københavns historie. Tak, fordi I besøgte os herinde. Vi håber, I har haft en god dag, og at I snart kommer igen. Skoletjenesten/Københavns Museum 2011. Tekst: Jacob Bødskov. Redaktion: Andreas Spinner Nielsen. Layout: Marianne Bisballe/Skoletjenesten. Tryk: PE offset. Foto: Københavns Museum.