Var der tre, som stod sammen med USA, var det Aznar, Fogh og Blair. Nu er de bekymrede Anders Fogh Rasmussen var vært og havde inviteret sine gamle politiske kampfæller til København. Sammen vil de genopfinde værdipolitikken i udenrigspolitikken. Spaniens tidligere premierminister José Maria Aznar var i København for at tale om demokratiets udfordringer. Foto: Stine Bidstru
CATALONIEN DEMOKRATI ANDERS FOGH RASMUSSEN SPANIEN JETTE ELBÆK MARESSA FØLG International korrespondent At Spaniens tidligere premierminister dybest set er lige så meget gæst på hotellet som journalisten, forhindrer ham ikke at spille den fuldendte vært:»kaffe, et glas vand?«josé Maria Aznar forsøger at overskue mødebordets muligheder.»en banan, hvad med en banan?«foreslår den 65-årige tidligere politiker og formand for det nu kriseramte konservative parti, Partido Popular. For nylig har han meddelt, at han gerne vil give sit bidrag til at genopbygge centrum-højre på det, som ligner ruinerne af et parti, som er dybt involveret i korruptionsskandaler, og som netop har mistet regeringsmagten i Spanien, efter at socialisterne skrev historie ved at vælte en siddende premierminister med et mistillidsvotum. Når lederskabet ikke har noget projekt, bliver magten et mål i sig selv, og det gælder kun overlevelse. José Maria Aznar, tidligere premierminister i Spanien DEL CITAT Jose Maria Aznar gik af som premierminister i 2004, og han står i dag som den eneste af de markante europæiske regeringsledere bag Irak-krigen, som ikke blev genvalgt. Både danske Anders Fogh Rasmussen (V) og britiske Tony Blair overlevede konfrontationen med vælgerne. Aznar faldt, efter at 10 bomber den 11. marts 2004 ramte et regionaltog ved Madrid og dræbte 191 mennesker.
I 2002 var de tre på toppen. Stod sammen på familiefotoet, som blev taget i Bella Center, efter at beslutningen om at udvide EU med 10 lande blev truffet. Og sammen satte de deres underskrift på det brev, som gav ubetinget opbakning til USA's planer om at gå i krig mod Irak. Brevet satte Frankrig og Tyskland på sidelinjen og fik USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld til at tale om»det nye og det gamle Europa«. Aznar, Blair og Fogh repræsenterede sammen med en række øst- og centraleuropæiske lande det nye. Nu er skillelinjer i Europa igen under forandring, og de stærke transatlantiske bånd, som var hele grundlaget bag de tre regeringslederes ubetingede støtte, flosses af Donald Trump, som udfordrer internationalt samarbejde. Nær afgrunden Anders Fogh Rasmussen frygter, at Trump kan skade det transatlantiske forhold og har kaldt hans strategi om at true sig frem forfejlet.»det kan gå helt galt,«fastslog Anders Fogh Rasmussen i Jyllands-Posten. Tony Blair har tilføjet, at europæerne er bekymrede for, om»han er dedikeret til de transatlantiske forbindelser ud fra fælles værdier eller kun handler ud fra egne interesser«. Også Jose Maria Aznar er bekymret, men vælger at udtrykke håb:»jeg tror, at til sidst vil også USA indse, at det har behov for denne alliance. Værdierne er for mig helt fundamentale.«men handler Trump ud fra egne interesser, som Tony Blair antyder, eller forsvarer han det fælles transatlantiske arvegods om frihed og demokrati?»han gør ret i at sige til europæerne, at de skal investere mere i Nato og forsvar af deres eget territorium,«indleder Jose Maria Aznar og tilføjer:
»Men omvendt er hans koncept, hvad angår internationale forbindelser, at bilaterale forhold er bedre end alliancer. Det er en af de ting, som vi skal tænke over. Trump kan ødelægge det.«donald Trumps Amerika først-politik og tale om, at amerikanerne har forsvaret andres grænser, men ikke deres egne, og at amerikansk livsstil ikke skal påføres andre, ligger vidt fra den værdipolitiske udenrigspolitik, som prægede verden efter angrebet på USA den 11. september 2001. Grunden til, at både Aznar og Blair kom til København, var, at Anders Fogh Rasmussen stod bag en stort anlagt konference om demokrati, Copenhagen Democracy Summit. Formålet var ifølge Fogh Rasmussen bl.a. at sætte værdipolitikken på dagsordenen igen og at opbygge en alliance for demokrati. Anders Fogh Rasmussen (tv.) har betegnet Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair som en af sine tætteste politiske allierede, selv om de er fra to forskellige partier. For nylig mødtes de igen i København. Foto: Keld Navntoft, Ritzau/Scanpix.
Aznar talte om formiddagen, Blair om eftermiddagen. Ingen af dem havde bemærket den andens tilstedeværelse.»kommer Blair?«lyder det overrasket fra Aznar.»Nej, har Aznar været her,«lyder det lige så overrasket fra Tony Blair. Begge bemærkninger i et toneleje, som antyder, at det kunne være ganske hyggeligt at mødes igen og tale om dengang, man var det nye Europa og stod tæt sammen med USA. Nu repræsenterer de snarere det gamle. Nogle af de øst- og centraleuropæiske lande,som de stod sammen med, bevæger sig vækl fra det liberale demokrati. Europas traditionelle partier er trængte. I Italien sidder den uprøvede Femstjernebevægelse i regering. I Spanien står Ciudadanos på spring.»vi oplever det samme i Spanien som i andre lande. De traditionelle partier har betalt prisen for finanskrisen,«mener José Maria Aznar, som konstaterer, at Spanien er gået fra at have to partier - socialister og konservative - til at have mange partier. Det borgerlige Ciudadanos har med Podemos en følgesvend på venstrefløjen.»i Italien er højre og venstre forsvundet, nu regeres landet af nationalister fra højre og populister fra venstre. Macrons sejr i Frankrig er også udtryk for, at højre og venstre forsvandt. I Tyskland har man for første gang siden Anden Verdenskrig det ekstreme højre i parlamentet. Fragmentationen findes overalt, og hvert land har sine hjemlige problemer.«stærkt alternativ Aznar er overbevist om nødvendigheden af at opbygge en stærk midte, som kan række ud til hhv. højre og venstre. TRE PÅ STRIBE José Maria Aznar, 65 år. Formand for det konservative parti Partido Popular 1990-2004, premierminister i Spanien, 1996-2004.
Tony Blair, 65 år, formand for Labour 1994-2007, premierminister i Storbritannien 1997-2004. Anders Fogh Rasmussen, 65 år, formand for Venstre 1998-2009, statsminister i Danmark 2001-2009. Alle støttede Irak-krigen og var med til at forhandle den store EUudvidelse på plads. I forrige uge talte de hver især på Copenhagen Democracy Summit, som Anders Fogh Rasmussen havde indbudt til i København.»Gør man ikke det, overlades scenen til populister. Hvis du ikke har styrken til at opbygge en kraft, er alternativet populisme eller nationalisme,«siger han og advarer mod, at politisk lederskab bliver et mål i sig selv.»når lederskabet ikke har noget projekt, bliver magten et mål i sig selv, og det gælder kun overlevelse. Men hvor lang tid kan man det? Hvis de ikke har en politik, overlades scenen til populister,«mener José Maria Aznar, som fremhæver åben økonomi med flere reformer, forsvar for frihandel og forstærkning af de transatlantiske forbindelser og genfinde nationalfølelsen og den spanske nation som nogle af de svar, som et borgerligt Spanien skal stille med. Hjemlige udfordringer I Storbritannien kan Tony Blair iagttage sit land glide ud af EU. Blair, der har advaret mod Brexit, håber fortsat, at det kan undgås, men har også gjort det klart, at europæerne burde tænke mere over, hvad de britiske afstemning var udtryk for. Der står meget mere end et EU-medlemskab på spil. Dybest set handlede det om utryghed over for indvandring og integration, mener han. Fogh Rasmussen har i sin bog "Viljen til at lede" fastslået, at»den måde, vi håndterer flygtningekrisen på, vil afgøre fremtiden for Europa og USA, for vores liberale, demokratiske værdier«.
Samtidig finder et opbrud sted i Europa. I Spanien er Spanien som nation udfordret af cataloniere, som vil rive sig løs og danne et selvstændigt Catalonien. Jose Maria Aznar har tidligere advaret om»en balkanisering af Spanien«.»Det, som skete i Catalonien, var et statskup, organiseret af nationalister og separatister. De vil bryde med den historiske enhed i Spanien,«mener Jose Maria Aznar om den folkeafstemning om uafhængighed, som blev gennemført sidste efterår, og som førte til, at regeringen i Madrid satte Catalonien under administration og udskrev nyvalg, som uafhængighedsbevægelsen vandt. At udskrive valget var en af de fejl, som blev begået undervejs, mener Aznar. En anden var at sætte politi ind på afstemningsdagen.»det var en fejl at udskrive et valg. Når der er statskup, skal man først opløse det og ikke udskrive valg. Nu er situationen mere kompliceret. Det var også en dårlig beslutning at forsøge at forhindre afstemningen, man skulle have brugt kræfterne før. Det var en taktisk fejl,«fastslår Aznar. Han frygter, at opbruddet kan inspirere andre og vender igen tilbage til eksemplet i Italien:»Når to populistiske partier mødes, kan resultatet kun blive mere populisme. Konsekvenserne kan blive store for Europa,«siger José Maria Aznar og konstaterer om bestræbelserne på at genfinde den værdipolitiske dagsorden i udenrigspolitikken:»den skal tilpasses den tid, som vi nu lever i.«