milo - En næsten sand historie om en lille dreng Af Sidsel Schomacker
Til min søn Milo. Må din verden blive fuld af eventyr.
Der var engang en far og en mor. Faktisk var de slet ikke far og mor endnu, men det skulle de snart blive. En dag begyndte morens mave at vokse. Den voksede og voksede og voksede, og så voksede den lidt mere. Til sidst var den så stor, at det så ud som om hun havde slugt selveste månen. Nej, så stor var den måske ikke. Men stor, det var den.
Da Milo boede i sin mors mave, vidste faren og moren endnu ikke, at han hed Milo. Faren kaldte ham Fidusen, men det er vist ikke et rigtigt navn. Milo kunne rigtig godt lide æbler. Hver gang moren spiste et æble, hoppede han rundt inde i maven. Så moren spiste mange æbler. Faktisk spiste hun så mange, at der til sidst ikke var ét eneste æble tilbage i hele landet. Nej, så mange spiste hun måske ikke. Men hun spiste mange.
Alle glædede sig til, at Milo skulle blive født. Moren og faren glædede sig. Hele familien og alle farens og morens venner glædede sig. Mormor kunne slet ikke holde ud at vente, så hun begyndte at strikke. Hun strikkede og strikkede. Faktisk strikkede hun så meget, at alle får i hele verden til sidst var helt nøgne. Nej, så meget strikkede hun måske ikke. Men hun strikkede meget.
Endelig, på en dejlig sommerdag, blev Milo født! Moren og faren blev så glade at de begyndte at græde af glæde. De græd og græd imens de grinte og jublede over, at Milo endelig var blevet født! Faktisk græd de så meget, at de måtte tage røde gummistøvler på for ikke at få våde tæer. Nej, så meget græd de måske ikke. Men de græd meget.
Da Milo skulle døbes var hele familien og alle morens og farens allerbedste venner samlet. De vidste alle sammen godt, at han hed Milo, men de sagde ikke noget, for de ville ikke ødelægge overraskelsen. Efter Milo var blevet døbt, faldt han i søvn. Han sov så godt, at præsten blev nødt til at tysse på ham, fordi han snorkede. Nej, så meget snorkede han måske ikke. Men han snorkede meget.
Milos første jul var dejlig. Hele huset var pyntet op med nisser og lys, så det var en ren fornøjelse at se på. Alle grinede og dansede. Oldemor var så glad, at hun ikke så hvor hun kørte. Pludselig hang juletræet fast i hendes rollator. Oldemor trak juletræet gennem hele huset, før det til sidst faldt af. Nej, så galt gik det måske ikke. Men træet væltede rigtig nok.
Til at starte med spiste Milo kun mælk fra sin mors bryst. Men da han blev gammel nok, begyndte han at spise rigtig mad. Milo elskede mad. Sikke han kunne spise; grød, kartofler, broccoli, kød, fisk og æbler. Milo spiste så meget, at moren og faren selv måtte leve af kartoffelskræller, for at få råd til al Milos mad. Nej, så meget spiste han måske ikke. Men han spiste meget.
Da Milo havde lært at kravle, kravlede han hele tiden. Over det hele kravlede han. På gulvet, i sofaen og på bordene. Du kan tro, at moren og faren havde svært ved at holde styr på ham! Milo elskede at lege med kattene. Hver gang han fik øje på dem, kravlede han hen og hev dem i halen. Faktisk hev han dem så meget i halerne, at han til sidst havde hevet al pelsen af. Nej, så slemt var det måske ikke. Men han hev dem meget i halerne.
Da Milo var næsten 1 år, flyttede han ind i et stort hus. Moren og faren flyttede også med. Det var et dejligt hus, men bedste af det hele var, at der ved siden af huset var en sø hvor der boede 14 ænder. Milo elskede at give ænderne mad. Heldigvis havde han lært at gå, så hver dag gik han ned og gav dem mad. Til sidst var ænderne blevet så tykke, at de blev nød til at trille hen til Milo. Nej, så tykke var de måske ikke. Men tykke, det var de.
Da Milo fyldte 1 år, blev der holdt kæmpe fest. Hele familien kom for at ønske ham tillykke og give ham en gave. De spiste og sang og grinede og snakkede. Du kan tro, at det var en dejlig dag. Milo viste dem alle sammen, at han havde lært at gå. Han viste dem også, at han havde lært at klappe, at vinke og sige sjove lyde med munden. Hele familien syntes, at Milo var den dygtigste og sødeste lille dreng, de kendte. Og det er rigtigt nok.