HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 21. marts 2012 Sag 358/2011 Anklagemyndigheden (rigsadvokaten) mod A, B, C og D (advokat beskikket for alle) I tidligere instanser er afsagt kendelse af byret den 24. maj 2011 og af landsret den 1. september 2011. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Peter Blok, Marianne Højgaard Pedersen og Vibeke Rønne. Påstande Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse af 1. september 2011 ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten. Den beskikkede forsvarer har på vegne af de indkærede, A, B, C og D, påstået stadfæstelse. Den beskikkede forsvarer har under sagen erklæret sig enig i, at landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten, såfremt sagen ikke er omfattet af reglerne i EU-fuldbyrdelsesloven.
- 2 - Supplerende sagsfremstilling En ret i en EU-medlemsstat afsagde den 25. januar 2011 fire kendelser om, at der kan foretages ransagning hos de indkærede. Det fremgik af kendelsen vedrørende D (i dansk oversættelse): Det må antages, at ransagningen vil føre til, at der findes bevismidler, særlig dokumenter, af hvilke man kan se de individuelle ansvarsfordelinger. Lignende fremgik af de tre andre kendelser fra retten i EU-medlemsstaten. En myndighed i en EU-medlemsstat sendte den 14. februar 2011 en anmodning til en dansk politikreds med overskriften (i dansk oversættelse): Retsanmodning, international retshjælp i straffesager her: Anmodning om ransagning, efterforskning og afhøring Anmodningen var vedlagt de fire kendelse fra retten i EU-medlemsstaten, og det var anført bl.a.: Der anmodes om følgende handlinger i forbindelse med retsanmodningen: Der anmodes om, 1. fuldbyrdelse af kendelserne fra en ret i en EU-medlemsstat af 25.01.2011,, om ransagninger hos A, D, C og B; det er et væsentligt formål med ransagningerne at finde dokumenter, der kan tjene som bevisligheder i forbindelse med sigtelserne, hertil hører især: Endvidere anmodede myndigheden i EU-medlemsstaten bl.a. om, at D, C og B blev gjort bekendt med efterforskningssagen og sigtelsen, samt at der blev foretaget afhøringer af disse personer og af eventuelle vidner. Den danske politikreds anmodede den 9. maj 2011 byretten i medfør af retsplejelovens 796, stk. 2, jf. 794, stk. 1, om rettens kendelse for, at det tillades den danske politikreds med deltagelse af danske og EU-medlemsstatens toldmyndigheder at foretage ransagning på de indkæredes adresser. Det fremgik bl.a.:
- 3 - Ransagningen ønskes foretaget for at søge efter bevis eller genstande, der kan beslaglægges. Baggrunden for anmodningen er en retsanmodning fra en EU-medlemsstat, nærmere en myndighed i en EU-medlemsstat, der har fremsendt ransagningskendelser af 25. januar 2011 vedrørende de ovenstående adresser. Byretten afviste ved kendelse af 24. maj 2011 at fuldbyrde retten i EU-medlemsstatens kendelser, hvilket landsretten ved kendelse af 1. september 2011 stadfæstede med følgende begrundelse: Kendelserne fra retten i en EU-medlemsstat angår efterforskningsskridt, der efter deres karakter må anses for omfattet af reguleringen i lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union. Der er herefter ikke grundlag for at anvende retsplejelovens bestemmelser analogt til at gennemføre efterforskningsskridtene efter almindelige regler om gensidig retshjælp i straffesager. Der foreligger ikke en attest som omhandlet i 48, stk. 1, i lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, eller en formular som omhandlet i lovens 48, stk. 2. Landsretten tiltræder derfor, at kendelserne af 25. januar 2011 fra en ret i en EU-medlemsstat vedrørende A, B, C og D på det foreliggende grundlag ikke kan fuldbyrdes efter den nævnte lov. Retsgrundlaget Ved lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, (EU-fuldbyrdelsesloven), er der indført regler, der muliggør, at Danmark kan efterkomme Rådets rammeafgørelse af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale (2003/577). Efter loven kan strafferetlige afgørelser om beslaglæggelse, bødestraf og konfiskation, der er truffet i andre EU-medlemsstater i Den Europæiske Union, fuldbyrdes her i landet, jf. lovens 1, stk. 1 og 2. Beslaglæggelseskendelse er defineret i lovens 3, stk. 1, således: Ved beslaglæggelseskendelse forstås i denne lov enhver foranstaltning, der er truffet af en kompetent myndighed i en anden EU-medlemsstat for midlertidigt at forhindre enhver destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af formuegoder, der kan konfiskeres, eller af bevismateriale.
- 4 - Anvendelsesområdet for så vidt angår beslaglæggelseskendelser er fastsat i 4: Loven finder anvendelse på beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på 1) sikring af materiale, som kan fremlægges som bevis ved strafferetlig forfølgning af en lovovertrædelse, eller 2) efterfølgende konfiskation af formuegoder af enhver art. 48, stk. 1, fastsatte på daværende tidspunkt følgende formkrav: Strafferetlige afgørelser, der er omfattet af denne lov, skal, for at kunne danne grundlag for en afgørelse om fuldbyrdelse her i landet, være ledsaget af den relevante attest i udfyldt stand. Formularen skal være attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (FT 2004-05, 1. samling, tillæg A, side 87): Det er ikke en betingelse for fuldbyrdelse efter lovforslagets regler, at den EU-medlemsstat, der anmoder om fuldbyrdelse, har implementeret den pågældende rammeafgørelse. Det følger imidlertid af lovforslagets 48, stk. 1, at strafferetlige afgørelser, der er omfattet af loven, for at kunne danne grundlag for en afgørelse om fuldbyrdelse her i landet skal være ledsaget af den relevante attest, jf. bilagene til lovforslaget, i udfyldt stand. Formularen skal være attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten. Hvis den stat, der anmoder om fuldbyrdelse, således ikke anvender de rette attester, vil der ikke kunne ske fuldbyrdelse efter lovforslaget. I givet fald må anmodningen behandles efter de almindelige regler om retshjælp eller international fuldbyrdelse af straf. Ved lov nr. 347 af 14. maj 2008 om ændring af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov om udlevering af lovovertrædere og lov om Det Centrale Dna-profil-register, er der indført regler, som var nødvendige for, at Danmark kunne opfylde to rammeafgørelser, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse endnu ikke var vedtaget. Det drejer sig bl.a. om Rådets rammeafgørelse af 18. december 2008 om en europæisk bevissikringskendelse med henblik på fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager (2008/978). Lovændringen blev ved bekendtgørelse nr. 27 af 14. januar 2011 sat i kraft den 19. januar 2011.
- 5 - Ved denne ændring af EU-fuldbyrdelsesloven er der bl.a. indført regler, hvorefter også strafferetlige afgørelser om bevissikring kan fuldbyrdes her i landet, jf. 1, stk. 1, nr. 1 og 2, der herefter har følgende ordlyd: 1) beslaglæggelses- og bevissikringskendelser, 2) bødestraf og fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning Reglerne om bevissikringskendelser fremgår af et nyt kapitel 3 a, som bl.a. indeholder følgende bestemmelser: 13 a. Ved en bevissikringskendelse forstås i denne lov en afgørelse, der er truffet af en kompetent myndighed i en anden EU-medlemsstat med henblik på fremskaffelse af bevismateriale til brug for straffesager. 13 b. Der kan ikke foretages afhøringer, indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning og forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation, legemsindgreb eller analyse af eksisterende bevismateriale for at fuldbyrde en bevissikringskendelse efter denne lov, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Uanset stk. 1 kan personer, som er til stede ved fuldbyrdelsen af en bevissikringskendelse, afhøres, hvis afhøringen af de pågældende personer har umiddelbar tilknytning til den bevissikring, der er omfattet af kendelsen. 13 f. Fuldbyrdelse af en bevissikringskendelse afslås, hvis 1) den formular, som er omhandlet i 48, stk. 2, er ufuldstændig eller åbenlyst ukorrekt og ikke er blevet suppleret eller rettet inden for en rimelig frist, 6) kendelsen ikke er udstedt eller bekræftet af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten og fuldbyrdelse af kendelsen vil indebære ransagning, beslaglæggelse eller edition. 13 i. Inden der træffes beslutning om afslag i medfør af 13 f, nr. 1 eller 6, 13 g eller 13 h, nr. 2, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres. 13 j. Anerkendelsen eller fuldbyrdelsen af en bevissikringskendelse kan udsættes, hvis 1) den formular, som er omhandlet i 48, stk. 2, er ufuldstændig eller åbenlyst ukorrekt, I bemærkningerne til 13 a hedder det bl.a. (FT 2007-08, 2. samling, tillæg A, side 3040):
- 6 - Den foreslåede bestemmelse i 13 a indeholder en definition af begrebet bevissikringskendelse. Definitionen følger af rammeafgørelsens artikel 1. Hvis en afgørelse fra en anden EU-medlemsstat ikke opfylder definitionen, kan afgørelsen ikke fuldbyrdes efter bestemmelserne i lovens kapitel 3 a. Bevissikringskendelsen skal endelig være udstedt med henblik på at fremskaffe bevismateriale, herunder genstande, dokumenter eller data til brug for straffesager. Der henvises til bemærkningerne nedenfor til 13 c. Kendelsen skal således kun angive det ønskede bevismateriale, men ikke nødvendigvis forholde sig til, hvilke efterforskningsskridt fremskaffelsen af bevismaterialet vil forudsætte. Definitionen på bevissikringskendelser vil kunne omfatte afgørelser, der også opfylder definitionen på»beslaglæggelseskendelser«i lovens 3. Selv om afgørelsen ikke er udstedt på en bevissikringskendelsesformular eller selv angiver at være en bevissikringskendelse, skal afgørelsen behandles efter bestemmelserne om bevissikringskendelser, medmindre afgørelsen selv angiver at skulle behandles efter reglerne i rammeafgørelsen om indefrysning (dvs. som en beslaglæggelseskendelse efter bestemmelserne i lovens kapitel 2 og 3) eller udstedelsesmyndighederne oplyser, at dette er hensigten. Af bemærkningerne til 13 b fremgår på side 3040 bl.a.: Den foreslåede bestemmelse i 13 b afgrænser de efterforskningsskridt, der kan foretages som led i fuldbyrdelsen af en europæisk bevissikringskendelse.... Stk. 1 indeholder således en udtømmende opremsning af de typer af efterforskningsskridt, der ikke kan foretages for at fuldbyrde en bevissikringskendelse efter loven Afgrænsningen er negativ, hvilket indebærer, at efterforskningsskridt, der ikke udtrykkeligt er undtaget i medfør af opregningen, som udgangspunkt vil kunne foretages som led i fuldbyrdelsen efter reglerne i kapitlet. Efter bestemmelsens stk. 2 kan en europæisk bevissikringskendelse dog omfatte afhøring af personer, der er til stede under politiets udførelse af de efterforskningsskridt, som fuldbyrdelsen af en kendelse forudsætter. Det vil formentlig navnlig kunne være relevant ved en ransagning eller beslaglæggelse. Det er en forudsætning, at afhøringen af de pågældende personer har umiddelbar tilknytning til den bevissikring, der er omfattet af kendelsen. Denne forudsætning vil for eksempel kunne være opfyldt ved afhøring af en person om, hvordan det beslaglagte bevismateriale er kommet i personens besiddelse. Afhøringerne vil skulle foregå i overensstemmelse med retsplejelovens bestemmelser vedrører. Af bemærkningerne til 13 f fremgår på side 3042 bl.a.:
- 7 - Inden afslag meddeles, skal udstedelsesstatens kompetente myndigheder høres, og sagen eventuelt udsættes med henblik på en berigtigelse af attesten, jf. forslaget til 13 i, stk. 1, og 13 j, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen i 13 f er også omtalt i de almindelige bemærkninger på side 3005, hvor det anføres bl.a.: Da rammeafgørelsen indebærer, at danske domstole ikke vil kunne efterprøve grundlaget for en bevissikringskendelse om fremskaffelse af bevismateriale, er det Justitsministeriets opfattelse, at bevissikringskendelsen skal være udstedt eller efterprøvet (bekræftet) af en domstol, en dommer eller en offentlig anklager i udstedelsesstaten. Justitsministeriet har derfor indsat en afslagsgrund svarende til artikel 13, stk. 1, litra e, i forslaget til 13 f, nr. 6, jf. lovforslagets 1, nr. 8, samt bemærkningerne hertil. Udstedelsesstaten skal dog høres, inden der meddeles afslag efter bestemmelsen, med henblik på, at bevissikringskendelsen kan bekræftes af en dommer, domstol eller offentlig anklager, jf. forslaget til 13 i, samt bemærkningerne hertil. De formelle krav i 48, stk. 1 og 2, er affattet således: 48. Strafferetlige afgørelser, der er omfattet af denne lov, skal for at kunne danne grundlag for en afgørelse om fuldbyrdelse her i landet være ledsaget af den relevante attest i udfyldt stand, jf. dog stk. 2. Attesten skal være affattet på dansk og attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten. Stk. 2. Bevissikringskendelser, der er omfattet af kapitel 3 a, skal være udformet i overensstemmelse med den relevante formular. Formularen skal være affattet på dansk og attesteret af den kompetence myndighed i udstedelsesstaten. I 49, stk. 1, hedder det: Afgørelser om fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser og bevissikringskendelser, der er omfattet af denne lov, træffes af retten på begæring af anklagemyndigheden, jf. dog stk. 2, medmindre anklagemyndigheden finder, at fuldbyrdelse bør afslås, jf. stk. 3 og 4. Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår bl.a. (FT 2007-08, 2. samling, tillæg A, side 2989): Formålet med lovforslaget er at indføre de regler, som er nødvendige for, at Danmark kan opfylde to rammeafgørelser, der endnu ikke er vedtaget i Den Europæiske Union....
- 8 - Rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse skal sikre et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde om fremskaffelse af (eksisterende) bevismateriale i form af genstande, dokumenter eller data til brug for straffesager i en anden EU-medlemsstat. Hensigten med forslaget til rammeafgørelsen er at erstatte de traditionelle aftaler om gensidig retshjælp med enklere procedurer på rammeafgørelsens anvendelsesområde. I de almindelige bemærkninger anføres under overskriften Rammeafgørelsens indhold side 2995 bl.a.: Formålet med rammeafgørelsen om en europæisk bevissikringskendelse til fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager er at forenkle og effektivisere procedurerne mellem EU-medlemsstaterne i forbindelse med fuldbyrdelse af retsafgørelser om fremskaffelse af bevismateriale til brug i straffesager (bevissikringskendelser). Det er således hensigten med rammeafgørelsen, at den skal erstatte de traditionelle aftaler om gensidig retshjælp efter retshjælpskonventionen fra 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. Rammeafgørelsen vil dog ikke være til hinder for, at EU-medlemsstaterne fortsat anvender konventionerne og andre aftaler om gensidig retshjælp i et vist omfang. Der henvises til omtalen nedenfor af artikel 23 [skal formentlig være artikel 21] i forslaget til rammeafgørelse. Rammeafgørelsens artikel 21 har følgende ordlyd: Stk. 1. Rammeafgørelsen eksisterer side om side med eksisterende retlige instrumenter i forbindelserne mellem EU-medlemsstaterne, for så vidt disse vedrører anmodninger om gensidig retshjælp vedrørende bevismateriale, der falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde, jf. dog stk. 2 og uden at det berører anvendelsen af disse instrumenter i forbindelserne mellem EU-medlemsstaterne og tredjelande. Stk. 2. Udstedelsesmyndighederne henholder sig til den europæiske bevissikringskendelse, når alle de genstande, dokumenter og data, der ønskes fra fuldbyrdelsesstaten, falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde, jf. dog stk. 3 og 4. Stk. 3. Udstedelsesmyndighederne kan gøre brug af gensidig retshjælp til at fremskaffe genstande, dokumenter og data, der falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde, hvis de udgør en del af en bredere anmodning om retshjælp, eller udstedelsesmyndigheden i den pågældende sag mener, at dette vil lette samarbejdet med fuldbyrdelsesstaten. Stk. 4. EU-medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttræden, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed for at udvide eller udbygge rammeafgørelsens mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette de procedurer for bevisoptagelse, der falder ind under rammeafgørelsens anvendelsesområde. Stk. 5. De aftaler og ordninger, der er omhandlet i stk. 4, må på ingen måde berøre forbindelserne med de EU-medlemsstater, der ikke er part i disse aftaler eller ordninger. Stk. 6. EU-medlemsstaterne underretter Rådet og Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller ordninger som omhandlet i stk. 4 senest tre måneder efter undertegnelsen af disse.
- 9 - I lovforslagets omtale af rammeafgørelsens artikel 21 anføres side 2999: Artikel 21 fastlægger i forholdet mellem rammeafgørelsen og andre retlige instrumenter om bevissikring, herunder rammeafgørelsen om indefrysning af formuegoder og bevismateriale. Efter stk. 1 berører rammeafgørelsen ikke eksisterende retlige instrumenter i forbindelserne mellem EU-medlemsstaterne, for så vidt disse instrumenter vedrører anmodninger om gensidig retshjælp vedrørende bevismateriale omfattet af rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen berører endvidere ikke anvendelsen af sådanne instrumenter i forbindelserne mellem EU-medlemsstaterne og tredjelande. Uanset stk. 1 skal udstedelsesmyndighederne dog efter stk. 2 henholde sig til den europæiske bevissikringskendelse, når alle de genstande, dokumenter og data, der ønskes fra fuldbyrdelsesstaten, er omfattet af rammeafgørelsen. Uanset stk. 2 kan udstedelsesmyndighederne efter stk. 3 gøre brug af gensidig retshjælp til at fremskaffe genstande, dokumenter og data omfattet af rammeafgørelsen, hvis genstandene mv. udgør en del af en bredere anmodning om retshjælp, eller hvis udstedelsesmyndigheden i den pågældende sag mener, at dette vil lette samarbejdet med fuldbyrdelsesstaten. Uanset stk. 2 kan EU-medlemsstaterne endvidere efter stk. 4 indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttræden, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed for at udvide eller udbygge rammeafgørelsens mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette de procedurer for bevisoptagelse, der er omfattet af rammeafgørelsen. Anbringender Anklagemyndigheden har anført bl.a., at EU-fuldbyrdelsesloven ikke finder anvendelse, når anklagemyndigheden i medfør af en analogi af retsplejelovens regler på baggrund af en sædvanlig retshjælpsanmodning fremsat af en kompetent, judiciel myndighed i en anden EUmedlemsstat, anmoder om rettens tilladelse til foretagelse af efterforskningsskridt til brug for den udenlandske efterforskning. EU-fuldbyrdelsesloven skal modsat alene anvendes i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden anmoder retten om at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse, f.eks. om beslaglæggelse, fra en anden EU-medlemsstat efter EU-fuldbyrdelseslovens regler, jf. lovens 49, stk. 1. Der foreligger ikke en anmodning fra en EUmedlemsstats myndigheder om fuldbyrdelse efter EU-fuldbyrdelsesloven. Anmodningen om tilladelse til at foretage ransagning skulle derfor have været behandlet på baggrund af en analog anvendelse af retsplejelovens regler. Endvidere er strafferetlige afgørelser om ransagning ikke omfattet af EU-fuldbyrdelseslovens anvendelsesområde. Anvendelse af EU-fuldbyrdelsesloven i sager om fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser fra en anden EU-medlemsstat udelukker i øvrigt ikke muligheden for analog anvendelse af retsplejelovens regler til at gennemføre efterforskningsskridt ud fra princippet om gensidig bistand i straffesager. Der hen-
- 10 - vises herved til forarbejderne til EU-fuldbyrdelsesloven. En landsret burde derfor have taget stilling til, hvorvidt betingelserne for ransagning af de ønskede adresser efter analog anvendelse af retsplejelovens regler var opfyldt. Den beskikkede forsvarer har henvist til præmisserne i byrettens kendelse af 24. maj 2011 og landsrettens kendelse af 1. september 2011 og har yderligere anført, at der er tale om en anmodning om fuldbyrdelse, som er omfattet af lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union. Dette følger utvivlsomt af de ændringsbestemmelser, der trådte i kraft den 19. januar 2011. Ved denne ændring af loven medtages bevissikringskendelser. De formelle betingelser for fuldbyrdelse efter loven er ikke opfyldt, da der ikke foreligger nogen attestation fra en kompetent myndighed fra EU-medlemsstaten, og anmodningen skal derfor afvises. Det bestrides, at anklagemyndigheden har mulighed for alternativt at anvende retsplejelovens regler analogt ud fra princippet om gensidig bistand i straffesager. I forarbejderne til EU-fuldbyrdelsesloven henvises til de regler, der fulgte af den bagvedliggende rammeafgørelse, der regulerer medlemslandenes indbyrdes forpligtelser. I nærværende sag er det i øvrigt ikke et spørgsmål om analog anvendelse af retsplejeloven som alternativ til en aftale eller international konvention. EU-fuldbyrdelsesloven giver visse retssikkerhedsgarantier, som skaber ret for de personer, som et påtænkt indgreb retter sig imod. Denne ret kan ikke tilsidesættes ved at henvise til analog anvendelse af ældre og mere generelt formulerede regler. Nærværende sag er endvidere ikke omfattet af lovens 1, stk. 3, som udtømmende gør op med de situationer, hvor loven ikke finder anvendelse. Højesterets begrundelse og resultat En ransagningskendelse må anses for en bevissikringskendelse omfattet af kapitel 3 a i lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union (EU-fuldbyrdelsesloven), jf. lovens 13 a. Lovens regler om bevissikringskendelser gennemfører Rådets rammeafgørelse af 18. december 2008 om en europæisk bevissikringskendelse. Anmodningen af 14. februar 2011 fra en myndighed i en EU-medlemsstat må imidlertid forstås således, at der ikke anmodes om fuldbyrdelse af ransagningskendelserne afsagt af en ret i en EU-medlemsstat efter reglerne i rammeafgørelsen, men også i relation til anmodningen om ransagning alene om bistand efter de almindelige regler om gensidig retshjælp i straffe-
- 11 - sager. Dette fremgår af overskriften sammenholdt med det forhold, at de særlige formforskrifter, der følger af rammeafgørelsen, jf. EU-fuldbyrdelseslovens 48, stk. 2, ikke er fulgt. Anmodningen af 9. maj 2011 fra en dansk politikreds til byretten er i overensstemmelse hermed ikke en anmodning om fuldbyrdelse af ransagningskendelserne afsagt af retten i EUmedlemsstaten efter reglerne i EU-fuldbyrdelsesloven, men en anmodning om afsigelse af ransagningskendelse efter reglerne om gensidig retshjælp i straffesager. Dette er præciseret af anklagemyndigheden i forbindelse med kæren til landsretten. Anmodningen fra myndigheden i EU-medlemsstaten angår ikke alene ransagning, men også afhøring af de mistænkte og eventuelle vidner. Allerede af denne grund har myndigheden i EU-medlemsstaten og dermed også den danske politikreds været berettiget til at vælge ikke at anmode om fuldbyrdelse af ransagningskendelserne afsagt af retten i EU-medlemsstaten efter reglerne i rammeafgørelsen, henholdsvis EU-fuldbyrdelsesloven, men alene om afsigelse af kendelse om ransagning efter reglerne om gensidig retshjælp i straffesager, jf. rammeafgørelsens art. 21, stk. 3. Da anmodningen af 9. maj 2011 fra den danske politikreds således allerede af byretten burde have været behandlet efter reglerne om gensidig retshjælp i straffesager, ophæver Højesteret byrettens og landsrettens kendelser og hjemviser sagen til byretten med henblik herpå. Thi bestemmes: Byrettens og landsrettens kendelser ophæves, og sagen hjemvises til byretten med henblik på behandling af anmodningen af 9. maj 2011 fra en dansk politikreds efter reglerne om gensidig retshjælp i straffesager. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.