Travelling Danes Rejsebreve fra Down Under Karl og Karin Vinther Australien, New Zealand, Bali/Lombok, Vanuatu og Fiji 2007
Assens, Danmark 12.december 2006. Hvem er travelling danes? Vi er et ægtepar med stor lyst til at se verden, opleve andre kulturer, skabe nye kontakter. Vi har lyst til eventyret, det ukendte. Vi er begge 49 år, har gennem et langt liv arbejdet som henholdsvis sygeplejerske og politiassistent. Karl har de sidste 9 år delt tiden mellem politik og politi arbejde. Har således haft et travlt liv med mange møder og mange vagter. Jeg har de sidste mange år været visitator i ældreplejen i Assens kommune. Vi elsker begge naturen, hvilket førte os og vores søn Kasper til Grønland ½ år i 1995, hvor vi arbejdede og oplevede landet. Karl har ligeledes været udstationeret som politiassistent i FN regi i Bosnien ½ år. Jeg har boet 1 år i Canada som helt ung ligesom Karl nåede at være sømand og arbejde i kibbutz som helt ung. Vi har en søn Kasper på 23 år, der er flyttet hjemmefra. I mange år rejste vi sammen alle 3, men de sidste år har det været os to alene. Vi har været i et utal af lande, men max af 3-4 ugers varighed, som ferien tillod. De sidste mange år har ferien altid været med rygsæk, med billetten i hånden, men ellers ikke noget planlagt på forhånd. Måske er lysten til at gøre en længere tur, opstået på en af de mange rejser, hvor vi egentlig ikke havde lyst til at komme hjem, vi var jo lige begyndt. At opleve, er som en bacille i blodet, den kan med ond vilje holdes nede, men symptomerne dukker op igen og igen. Vi skal bare af sted. At rejse et år, koster selvfølgelig mange penge, hvad med jobbet? Hvad med politik? Hvad med savnet af familie og venner? Det tog os 2 år fra den første tanke meldte sig, til vi stod på australsk jord. Vores respektive arbejdsgivere var heldigvis villige til at give os begge orlov 1 år. Karl tog den svære beslutning at stoppe med politik. Vores dejlige hus ved vandet, blev solgt, og økonomien var på plads. På turen har vi nydt godt af, at vi er meget forskellige, har hver vores stærke sider. Karl har været opfinder, chauffør, mekaniker, kok. Jeg har været finansminister, organisator, stifinder. Begge er vi eventyrere. Begge har vi lært af hinanden, blevet endnu tættere forbundet, trods 24 års ægteskab. 2
Råskitse til turen 2007. Så er 2 års planlægning ved at være en realitet. Flytter ud af lejligheden den 17/12. Indbo er opmagasineret i Odense. Har lånt møbleret lejlighed i Odense til den 4/1. Her er en råskitse over hvad vi har planlagt, undervejs på turen vil jeg tilstræbe at skive en gang om ugen. Melbourne (købe bil) Melbourne - Adelaide - Perth Perth - Darwin Bali Darwin - Uluru - Cairns 6. januar - 12. januar 12. januar - 14. februar (3460 km) 14. februar - 15.maj (4283 km) 15. maj - 1. juni 1.juni - 1. juli (3800 km) Kbh. - Cairns (Kasper) 1. juli - retur fra Sydney 1. aug. Kbh.- Cairns (Kirsten, Karl`s søster) 1. juli - retur fra Sydney 21 juli Cairns - Brisbane - Sydney Sydney - Melbourne Tasmanien Auckland - Christchurch Nadi/Fiji 1. juli - 1.august (2863 km) 1. august. - 15. august. (900 km.) 15. august - 15. september 15. september - 1. december 1. december - 14. december Afrejse fra København den 4/1, retur den 14/12 07. Planen vil blive ændret, hvis behovet opstår. 3
Kia ora velkommen til New Zealand del 3 24. 31.oktober New Zealand Sydøen Picton ( færgen til sydøen ), Abel Tasman Nationalpark ( vandreture ), Kaikoura ( sæler og pingviner ), Hanmar Springs ( varme kilder og vandring ), Christchurst. Tiden bare flyver af sted, nu er der kun 6 uger til vi vender næsen hjemad. Da vi startede var 11 måneder uendelig lang tid. Men der er stadig meget der skal opleves. Hver dag bringer noget nyt og spændende, og vi ved sjældent hvad der vil dukke op af oplevelser når dagen begynder. Vi tror vi ved det, men sjældent, heldigvis. Det er jo det der gør livet spændende. Sydøen lever fuldt ud op til sit omdømme, at der skulle være meget smuk natur. At vejret så også for det meste indtil nu har været godt, gør oplevelsen endnu bedre. Det betyder bla. at vi får gået nogle flere ture af længere varighed. Det føles rigtig godt for kroppen. Abel Tasman nationalpark kan varmt anbefales, her er idylliske bugte, bjerge, vandrestier der følger vandlinien, hvor det går op og ned i en uendelighed. Vi tog en vandretur hvor vi sejlede med vandtaxi længere ind i parken og vandrede her ca. 5 timer. Vi havde valgt at bo i byen Marahau på Old Mcdonnald camp. Levede op til sit navn, da der var både får, køer, lamaer, ænder, høns på deres jorder. Og som noget af det bedste var der adskillige appelsintræer, med de lækreste frugter, der var lige til at plukke, det benyttede vi os af i rigelige mængder. Det er en lille smule uvirkeligt at sidde med udsigt til sneklædte tinder med appelsintræer i baghaven. Herefter kørte vi nogle hundrede kilometer videre over mod øst kysten til Kaikoura. Havde hørt der skulle være god mulighed for at se hvaler, da varme og kolde havstrømme mødes her og der er stor havdybde. Vi så nu ikke nogen hvaler, det ville kræve en tur med båd, der dels var meget dyr og meget kommercialiseret. Men i stedet fik vi set sæler og en enkelt pingvin. Der var flere sælkolonier i området. Første tegn på sæler var et skilt på hovedlandevejen, der advarede mod at man skulle værre opmærksom på sæler (de kan åbenbart godt finde på at bevæge sig helt op på vejen). Ret hurtig fik vi øje på dem, de lå og solede sig på stranden. Næste dag gik vi en længere tur langs stranden nord for byen, hvor man kunne gå et par timer før og efter lavvande. Her kom vi virkelig på tæt hold. Da de er ret godt kamufleret, var det ofte vi kunne lugte dem før vi så dem. Hvis man en gang har lugtet sæl, glemmer man det aldrig, selv et enkelt dyr kan lugte virkelig ramt. Vi skulle passe på ikke at komme for tæt på, nogen accepterede 1 meters afstand, andre lidt aggressive hanner, viste tænder og brølede efter os på 5 meters afstand. De har spidse tænder og kan gøre skade. Disse sæler var New Zealand fur seals, i forhold til de grønlandske sæler var de meget store. Mit store ønske her er at se nogle pingviner. Pludselig var den der, en enlig sjæl, den bemærkede os stort set ikke. Disse ture på egen hånd i naturen er bare noget af det bedste. Det kan man ikke købe sig til for penge. Efter disse oplevelser, var det videre til Hanmar Springs. Ligger 130 km fra Christchurst, lidt inde i landet. Her er varme kilder, som giver mulighed for at bade. Det specielle er at vandet er meget 4
svovlholdigt, så bagefter lugter huden lidt af svovl. Også her er vi omgivet af bjerge med sne på. Temperaturen i dag har dog ikke fejlet noget, ca. 20 grader og høj solskin. Da vejret bare var perfekt til vandring tog vi turen op på Mt. Isobel, 1320 meter, havde den flotteste udsigt til sneklædte bjerge. Aftenen før vred Karl om på foden, men det forhindrede ham ikke i at gå turen, man er vel sej, eller hvad? Den 30. var vi fremme i Christchurst, umiddelbart en tiltalende by. Meget hjælpsomme og venlige mennesker. Selvom byen er på godt 300.000 indbyggere, så siger man farvel til chaufføren når man forlader bybussen. For mig siger det noget om, hvor afslappet man tager tingene. Vi skal aflevere bilen i morgen, så vi skulle beslutte hvordan vi ville transportere os den sidste måned. Efter 1/11 stiger prisen på campervans betydelig, der er ikke de gode billige tilbud som vi ellers har benyttet os af den sidste tid. Da det vil værre billigere for os at leje en alm. bil og bo på motel eller lignende, har vi valgt dette. Så skal det vise sig hvad vi synes om dette. Vi har fundet et tilbud hvor vi betaler 90 kr. pr. dag, det er da billigt. Så den næste måned bliver det sydøen, syd for Christchurst. New Zealand Sydøen Kia ora velkommen til New Zealand del 4 1. 13. november Christchurch ( Bank Peninsula ), Lake Tekapo, Mt. Cook ( bjerge, gletscher, søer, vandring ), Oamaru ( pingviner ), Otago Peninsula ( kæmpe Albatroser, søløver og sæler ), Duneden ( chokoladefabrik, stejleste gade i verden ), Curio Bay ( fårehold, det sydligste punkt i NZ, søløver, paua skaller, Invergargill ( kedelig by ). Vores lille nye lejede bil, er en Toyota Platz med automatgear. Vi har vænnet os til automatgear nu, og er blevet meget glade for det. Bilen kører dobbelt så langt på literen som Ibrahim, så selvom det er benzin, der er dyrere end diesel, er der god økonomi i kørslen. En liter benzin koster ca.6,70 kr. Afstandene er ikke så store her som i Australien, der er ikke så langt mellem byerne. Men da der kun bor ¼ af befolkningen på sydøen, ca. 1 mill., kan der alligevel godt være langt mellem husene. Vi skal nu hver nat finde et opholdssted, men da der er rigtig mange muligheder og vi er udenfor højsæsonen, går det nemt. Bla. har vi erfaret at YHA vandrehjem, de fleste steder er meget gode, værelserne er små, men der er veludstyrede køkkener og hyggelige dagligstuer, hvor man møder andre. Så nu har vi fået et medlemskab af YHA, hvilket sparer lidt penge. Bank Peninsula er en dagstur fra Christchurch, vi kørte rundt i smukke landskaber, med kik til havet, besøgte idylliske havnebyer, gik på cafe og nød tilværelsen. Jo, jo Karl slipper for stroppetur i bjergene engang imellem, han indrømmer dog at han er glad for disse ture bagefter. At bestille en kaffe kan værre en hel videnskab. Først er der størrelsen (lille, mellem, stor ), så er der kaffesorten, så er der med forskellig mælk (kold, varm, pisket ), når man så tror ordren er hjemme, skal man lige beslutte om det skal værre med chokolade drys, kanel eller et eller andet tredje. Selvfølgelig er det ikke anderledes her end andre steder i verden, men noget simpelt bliver næsten til en oplevelse. 5
Vejrudsigten blev studeret, skulle vi køre over til vest kysten og sydpå, eller østkysten og sydpå. Da der tilsyneladende var mest solskin de næste dage ved østkysten, blev det valget. Men egentlig er der ingen grund til at kikke på vejrudsigten, for det skifter hele tiden. Selv i løbet af en dag, er det flere gange vi har prøvet bidende kulde med hagl, for senere på dagen at sidde i T-shirt og nyde solen. En ting er sikker, det synes at blæse meget. Efter Christchurch kørte vi mod Mt. Cook, austral/asiens højeste bjerg, på 3700 meter ca. Landskabet blev mere og mere dramatisk, flotte blå søer, bjerge med sne. Ikke lige et bjerg man bestiger, det kræver teknik og erfaring, og sommer. Men der er andre gode vandreture i området, bla. til Hooker Glacier og Tasman Glacier. Vi har tidligere spøgt lidt med, at det eneste vi nok ikke fik set på dette år, ville være isbjerge. Forbavselsen var stor, da vi nærmede os søen ved glacierne, for her svømmede mindre isbjerge rundt i vandet. Selve glacieren var ikke speciel smuk, da den var dækket af et tyk lag grus og sand, kun lige hvor den knækker af i vandet, kunne man ane isen. Også her er glacieren meget mindre end tidligere, global opvarmning? Vi blev i området 3 dage, var heldige at hele Mt. Cook var fri af skyerne, hvilket ikke sker så tit. Selve byen, var lille, med en samling af forskellige overnatningsmuligheder, ingen indkøbsmuligheder, få restauranter. Vi bliver oftest forvekslet med tyskere eller østriger, vores accent ligner vist dette, men her var en dansk fyr, der ikke var i tvivl om at vi var danskere selvom vi ikke talte dansk da han hørte på det. Fra Mt. Cook gik det syd/øst på til kystbyen Oamaru. Nu skulle der ses pingviner. Her lever kolonier af blå pingviner og gul øjede pingviner. Der findes 18 forskellige arter i alt. Man ser dem bedst lige før solopgang, hvor de forsvinder ud i havet efter føde, og lige efter mørkets frembrud, hvor de vender tilbage for på denne tid af året at tage sig af æg og unger. De er sky dyr, der let lader sig distrahere af mennesker. Vi så enkelte pingviner komme op af vandet, en rede med unger, så begge slags. Vi kunne let have købt os til en organiseret tur, hvor vi helt sikkert ville have set flere. Men vi synes det er lidt snyd, lidt zoologiskhave over det, mere spændende at finde dem selv. Det bliver nok ikke sidste gang vi har set pingviner, de findes mange steder på sydøen. Oamaru har mange fine gamle sandstensbygninger i bla. gotisk stil, hvilket betyder at film, der skal forestille at finde sted for f.eks. 100 år siden, bliver filmet her, pt. var man i gang med at optage en hollandsk film. Videre forbi Duneden til Otago Peninsula, der er kendt for et godt dyreliv i og omkring havet. Her boede vi i den hyggeligste lille hytte, med alt hvad vi behøvede, tilmed en formidabel udsigt. På spidsen af halvøen findes en ynglende Albatros koloni. Disse Albatroser kan nå op på et vingefang på 3 meter. Desværre er det æglægningssæson pt., så der var ikke adgang til kolonien, men vi fik da set nogle stykker, flyvende på afstand. Der var skarv kolonier, med rugende skarv. En af fuglene havde besvær med at holde en nyudklækket unge i reden, mens hun stadig lå på æg. En gåtur ved stranden, bar frugt. En meget stor søløve han, solede sig på stranden, mens der længere væk, lå en hun. Den må have været omkring 2 meter lang og flere hundrede kg. tung. Imponerende. Tilbage til Duneden, en by med skotsk islæt, navnet betyder faktisk Edinburg. Boede i bymidten, hvor vi var nabo til en butik med brugt tøj. Det er rigtig godt når man som os, hellere vil bruge 6
pengene på oplevelser end på nyt tøj. Man kan godt blive lidt træt af at gå i det samme tøj hver dag, så en ny trøje gør lykke. På en vandretur gennem byen kom vi forbi chokolade fabrikken. Bare duften var dragende. Så vi måtte på en rundvisning. Da det var en stor fabrik, Cadbury, med 600 ansatte, var der var mulighed for at se en virkelig arbejdende fabrik, og heldigvis masser af smagsprøver undervejs. Vi fik også set byens museum, men blev enige om at det var det sidste museum i denne omgang. Museer trætter os nu, og begynder at ligne hinanden. I Duneden mener de at have verdens stejleste gade, måske er det rigtigt, stejl var den. God ide med gode bremser. Efter Duneden gik det videre langs kysten til Cureo Bay. Her kunne vi egentlig godt have tilbragt nogle dage, da vi boede lige ved stranden, i godt sted, men desværre var alt optaget efter første nat. Så videre mod Invercargill. Der er rigtig mange får på NZ, ca. 40 mill. Specielt her sydpå, er der ikke en plet uden et får. Igen var vi heldige, at få indsigt i hvordan man arbejder med fårene. Vi havde parkeret i vejsiden for at observere hvordan man fik fårene samlet, da ejeren kom forbi, og tilbød os at køre ind på marken, for at se hvad de havde gang i. Når lammene er ca. 6 uger gamle, samler man dem for at klippe halen af (hygiejniske grunde), mærke dem henholdsvis i venstre eller højre øre, afhængig af om det er en hun eller en han, dvs. man klipper et stykke af øret af. Sætter en elastik ring omkring testiklerne, ikke for at gøre dem sterile men det nedsætter hormonproduktionen, så de smager bedre. Alt dette foregår i lyntempo, i en dertil indrettet holder til lammene, hvor 4 mænd/kvinder samarbejder om opgaven. Imens står moderfårene og bræger helt vildt udenfor, og lammene forsøger forgæves at flygte fra indhegningen. Det ser rimelig humant ud, bortset fra det med halerne. Samtidig med at man klipper halen af, bliver såret brændt, en fæl stank. Det værste var næsten at hundene bagefter mæskede sig i lammehaler. Det lammekød vi køber i butikkerne, er fra lam der er ca. 3 måneder gamle. Efter at have stiftet bekendtskab med disse søde lam, er jeg helt færdig med at spise lammekød, jeg nøjes med fårekød, der også smager ganske udmærket. Et får kan føde helt op til 4 lam, vi kunne tydelig se forskellen på størrelsen, om det var et lam med kun 1 i kulden eller med 4. Hundene der er Border Collies, trænes over 3 år, og har helt fantastiske evner til at hjælpe med samlingen af fårene. Igen var vi heldige at se søløver på stranden, hernede sydpå er det at gå en tur på stranden en kæmpe oplevelse, ofte dukker der sæler eller søløver op. I dag f.eks. var vi vidne til et mindre drama, en kamp om retten til en han søløve mellem 2 hunner. Vi kunne stille og roligt sidde få meter fra optrinnet, et bedre skuespil. Samme sted kunne vi samle i dusinvis af paua skaller. Det er abelonens skal, på ca. 10x 5 cm. meget farvestrålende, og velegnet til smykker og dekorationer. Vi har tænkt os at tage dem med til DK som souvenirs, hvis ikke vi finder toldregler der siger det er forbudt. En lille gåtur ved Slope Point, og vi befandt os på det sydligste punkt på landmassen NZ. Ca. 5000 km til henholdsvis sydpolen og ækvator. Sidst på eftermiddagen nåede vi til Invercargill, det regnede, og byen virkede meget død og kedelig, så her bliver vi kun til i morgen, hvor det går videre mod Milford Sound, byen Te Anau. 7
Doubtful Sound - Overnight Cruise 17. 18. november Et besøg på New Zealands sydø må naturligvis inkludere en sejltur ud i de dybe fjorde i øens sydvestlige hjørne. Vi besluttede os for en tur ud i fjorden som Captain Cook i 1770 kaldte Doubtful Sound. Han tvivlede på, at der inde i den snævre fjord ville være vind nok til at blæse ham ud igen, hvorfor han kun betragtede den 40 km dybe fjord ude fra Tasman Sea. Den enorme Fiordland National Park på 1,2 millioner hektarer har 14 fjorde skåret ind gennem den 200 km lange kystlinie og granitbjergene rejser sig op til 2700 m over havet. Nationalparken er meget ufremkommelig over land, så adgang til området og fjordene foregår med små skibe eller fly, hvis man har råd. Området får op til 10 meter regn og mere end 200 regnvejrsdage om året. Vi checkede vejrudsigten og da den ikke var allerværst købte vi en tur hos Real Journeys i Te Anau. Fra byen Manopouri blev vi på en time sejlet over Manapourisøen til et område mellem denne sø og Doubtful Sound. Området domineres ved Manopourisøen af et enormt kraftværk drevet af vand fra flere søer. Da man etablerede værket anlagde man en 20 km grusvej til soundet til transport af de store maskindele til værket. Denne vej bruges i dag af bla. Real til at transportere gæster over til Doubful Sound, hvor det lille cruiseskib kan gå til kaj. Grusvejen går stejlt op over et pas og allerede når man passerer passet får man første glimt af den storslåede fjord. Dybt nede strækker den blå fjord sig smalt ud mod havet mellem de høje grønklædte bjerge. Nede ved skibet var mandskabet mere end klar til at modtage os og indkvarterer os i forskellige kahytter. Vi havde valgt at dele med et andet par så vi slap en del billigere. Fiordland Wanderer som skibet hedder, er bygget i Invercargil i 2001 til formålet, så der er masser af mulighed for at nyde udsigten indefra gennem panoramaruder eller ude fra de forskellige dæk. Meningen var at vi skulle helt ud til udmundingen, hvorfra Captain Cook betragtede fjorden, og så lidt ind igen for at ankre op for natten. Med et par afstikkere skulle vi så næste dag sejle tilbage til udgangspunktet. Det er svært at yde oplevelsen fuld retfærdighed på skrift, men sceneriet her ude på kanten af verden er noget af det mest storslåede vi nogen sinde har oplevet. De høje klippesider tårner sig op og er tæt bevokset af mos, græs, buske og endog små og lidt større træer. Man fornemmer at man sejler i, hvad der engang var en glaciers forløb fra bjergene til havet. Vandet i fjorden er de fleste steder over 200 meter dybt og skrabemærkerne på klipperne går op i 400 meters højde. Da vi kom ud til udmundingen mod Tasmanhavet sejlede vi tæt på nogle små øer, hvor det vrimlede med sæler, der for det meste lå og tørrede pelsen. Sælbestanden er totalfredet og er i langsom fremgang, men er slet ikke oppe på antallet som før Cook kom til stedet og rapporterede om de mange sæler. Hurtigt kom der sælfangere til området og et af årene kort efter blev der indhandlet ikke færre end 60.000 sælskind fra området i Sydney. På få år udryddede man næsten disse pragtfulde dyr. Vi var heldige med at se pingviner på stedet. De samles lige nu på netop disse små øer for at stikke til havs i flere måneder. Delfiner boltrede sig også flere gange omkring skibet. 8
Forplejningen ombord på skibet var også helt oppe at ringe. Når vi nu har været på primitiv selvforplejning det meste af året sætter vi megen pris på en god buffet med alt hvad hjertet kan begære. Ombord kom vi i snak med et jysk ægtepar, der er på ferie her i NZ. Hans og Gerda viste sig at være utrolig søde mennesker, der lige som os sætter stor pris på at rejse og møde mennesker. Til vores store glæde viste det sig, at de er af borgerlige politisk observans. Forklaring. De havde heller ikke været i stand til at stemme ved det netop afholdte folketingsvalg hjemme i Danmark, så der var clearing. Det skålede vi i dejlig New Zealandsk rødvin på. Om eftermiddagen var der aktiviteter som på en lejrskole. Enten kajaksejlads eller tur i redningsbåd med en naturvejleder. Vi tog hver sin. Karin tog den, hvor man blev pjaskvåd og jeg tog den, hvor man blev klogere. Efter en god nats søvn ankret op i en dyb afstikker af fjorden vendte vi stævnen hjemad mod bunden af fjorden. Kort efter var det dog tid til turens måske største oplevelse. Inde i en gren af fjorden, hvor man ikke umiddelbart kunne se indsejlingen og hvor der ikke var andre skibe, stoppede skipper skibet. Herefter slukkede han motorer, generatorer og alt andet, der støjer på et skib og bad om 5 minutters stilhed. Der var helt vindstille, vandet var blankt og genspejlede bjergsiderne og himlen. Oppe fra højderne, fra de sneklædte bjergtoppe, sås vandfaldene falde flere hundrede meter ned mod vandet og ellers var der dødstille. På opfordring var der ingen, der åbnede og lukkede døre, snakkede eller så meget som tog fotos. Vi stod alle helt bomstille og nød øjeblikket. De fleste ude på fordækket. Det var stort. Herefter gik det hjemad mod turens udgangspunkt. New Zealand Sydøen Kia ora velkommen til New Zealand del 5 14. 28.november Te Anau (vandring på Kepler Treck, Milford Sound, Doubtful Sound ), Queenstown (vandring, white water rafting ), Franz Josef (glacier vandring), Arthurs Pass (bjergvandring, afslapning ), Christchurch. Fra Invercargill var det tiden at køre nord/vest på, ind i det øde og bjergrige område ved vestkysten. Her bor stort set ingen mennesker, store områder er nationalpark. At området er udlagt til nationalpark er ikke så underligt, da der er meget smukt, høje bjerge med sne på toppen, klare blå søer, brusende floder og grønne bakker. Heldigvis har vi god tid, så der er tid til at være de bedste steder nogle dage. Vi har også behov for ikke at skulle pakke ud og forholde os til nye steder hver dag. Den sidste del af tiden i NZ kommer til at handle primært om at opleve naturen, gå nogle gode 9
ture og nyde den friske luft. Jeg tror ikke luften findes renere andre steder i verden. Sommeren er endnu ikke kommet så man kan sige der er stabilt sommervejr, derfor bevæger vi os ikke ud på flere dages vandreture, men nøjes med dagsture. NZ er et rigtigt vandreland, meget velorganiseret, men da der i højsæsonen kommer ca. 2 mill. turister, er der også ture hvor antallet af vandrende er begrænset. Heldigvis er vi udenfor sæsonen, så alt er muligt, bare vejret tillader det. Det kan anbefales andre der skulle have lyst at rejse hertil, at man tager hertil i skulder sæsonen, dvs. okt/nov. Det er muligt at finde overnatning uden at skulle bestille i forvejen, og priserne er endnu ikke skruet op. For mange er højdepunktet i NZ Milford Sound og området i nærheden. Karl har beskrevet vores tur til Doubtful Sound. Vi kørte turen fra Te Anau til Milford Sound på en dagstur, en tur på 240 km retur. En køretur gennem et smukt landskab. Små søer der var spejlblanke, så bjergene reflekterede sig i vandet, og vandfald. Selve stedet Milford Sound var meget turistet, der sejler dusinvis af turbåde på fjorden, fra en lille lufthavn i nærheden lettede et lille turfly hvert 2.min. Vi så enkelte delfiner der svømmede rundt i havneindløbet. Vi var også heldige at se fuglen Kea, verdens eneste alpine papegøje, på størrelse med en meget stor due. Efter 6 dage i dette område kørte vi de 170 km til Queenstown. Byen er et mekka for adrenalin hungrende turister. Der er alle muligheder for bungyjump, rafting, jetboat, skydive, paraglidning osv. Byen er ikke så stor, her bor 8000 fastboende, men da der kommer et hav af turister er her spækket med souvenir butikker, restauranter og diverse overnatningssteder. Egentlig ikke særlig charmerende, men da byen ligger smukt placeret mellem bjerge, ved en sø, vil den alligevel få stemplet, værd at besøge. Vi benyttede os mest af de gratis glæder, vandring. Når vandreturen foregår i højden 1000-2000 meter, dele af turen går gennem sne, kan det ikke være meget bedre. Anstrengelserne belønnes gang på gang med den flotteste udsigt. Men lidt adrenalin er det jo godt at få gennem systemet engang imellem. Jeg har i mange år drømt om at komme på white water rafting, så hvis jeg skulle gøre det et sted måtte det være her. Karl havde ikke lyst, så vore veje skiltes for nogle timer. Jeg valgte en tur for begyndere, hvor det sværeste strømfald var en kategori 3+, graderne går helt op til 6. Udstyret med våddragt, vadesko, hjelm og redningsvest, blev vi 6 mænd/kvinder og guiden læsset ombord på en gummibåd. Blev instrueret i hvordan vi skulle forholde os hvis vi faldt overbord, fik lært de vigtigste kommandoer. Man sidder på kanten af gummibåden og padler, hvis floden ikke giver fart nok i sig selv. Jeg er glad for at jeg ikke valgte en sværere tur, der var spænding nok, indimellem stod vandet i kaskader ind over os, og bølgerne kom i 2 meters højde fra alle sider. Ingen faldt overbord, det var skægt, så det må jeg prøve en anden gang igen. Vi bliver hurtigere træt af at bo i byerne end i naturen, så efter 3 dage i Queenstown kørte vi 350 km nordpå, til glacier landet som de kaldet området her. Fox glacier og Franz Josef glacier ligger med 25 km`s afstand. Vi valgte at bo på YHA hostel i Franz Josef, hvilket var et godt valg. Endnu engang var vi heldige med vejret, det er blevet sommer nu, med dagtemperaturer op til 25 grader. Godt nok stadig lidt 10
ustabilt som det er her, men alligevel. Vi har med vilje valgt dette område til sidst i håbet om at det ville blive rigtig godt vejr. Højdepunktet her skulle være en vandretur på gletsjeren, hvor man går mellem isformationer, dybe kløfter af is, is i alle blå og hvide nuancer. Da man ikke får lov at gå derop på egen hånd, faldt valget på en guidet heldagstur på Fox glacier. Turen var rigtig god og anbefalelsesværdig. Men først lidt information om gletsjeren. På toppen af de sydlige alper falder der ca. 30 meter sne om året i en højde af 3000 meter. Denne sne pakker sammen til klar blå is, der til sidst begynder at flyde ned gennem dalen. I dalen falder nedbøren som regn, op til 10 meter om året. I 1982 fik området f.eks 1,83 meter regn på 72 timer. Når isen når dalbunden, og temperaturen er højere, smelter den, og små og store isklumper brækker af. Gletsjeren bevæger sig med en gennemsnitsfart på 1 meter i døgnet, hvilket er noget af det hurtigste i verden. Da dalen isen bevæger sig i er en rimelig stejl dal, betyder det at isen ikke får en glat overflade men består af høje tinder og dybe kløfter. På denne tur blev vi først kørt 5 km ud til start stedet. Delt op i grupper på 12 med guide. Gik ca. ¾ time indtil gletsjeren, hvorefter vi gik op langs gletsjer kanten, til et punkt hvor det var muligt at gå op på isen. Her blev vi udstyret med pigge til støvlerne, så vi kunne stå fast. Herefter gik det ellers i ca. 4 timer ind over gletsjeren, hvor guiden ledte os ad sikre områder. Meget anderledes og smukt, hvilket billederne nok viser. Madpakken smagte udsøgt med denne udsigt. Franz Josef gletsjeren besøgte vi på egen hånd, men kun til stedet hvor den slutter, hvis vi ellers turde kunne vi stå helt inde under den. Men det er for risikabelt, da isen kan brække af hvert øjeblik og sten triller ned af is væggen, der tårner sig op i 100 meters højde. Der bliver talt meget om klimaændringer i denne tid, takket værre Al Gore. Der tales bla. meget om at gletsjerne bliver mindre og mindre. Men ikke her, indtil 1985 blev de mindre og mindre, hvorefter de voksede 1 km fra 1985-1998, for igen at blive mindre indtil 2003, hvor de igen er begyndt at vokse. Der falder mere nedbør her, hvorimod der bliver tørrere i Australien, hvilket vi tydelig har set. Stille og rolig er vi nødt til at forholde os til fakta, om 3 uger er vi tilbage i Danmark. Det betyder at tankerne begynder at beskæftige sig mere og mere med hvad der sker i Danmark og hvad vi gør når vi kommer hjem. Da vi ikke har noget sted at bo, er det nok det mest presserende. Arbejde har vi begge at vende tilbage til, så det giver ikke anledning til spekulationer. Vi har i vores naivitet troet vi kunne finde en lejlighed inden vi kom hjem, via Internettet. Det er muligt at finde ledige boliger, men at leje en bolig uden at have set den er for risikabelt, så vi har besluttet at vente til vi er tilbage. Men et eller andet sted skal vi jo bo. Og det helst på Fyn, så vi har let ved at lede efter permanent bolig. Og som så ofte før er heldet med os, gode venner har lånt os deres sommerhus i ugen op til jul og fra den 7-1 til 1-2, derimellem træder familien til. Så vi kan ikke være mere taknemmelige. Efter Franz Josef Glacier kørte vi 150 km videre nord på langs vest kysten, for derefter at dreje ind i landet og køre tværs over til Arthurs Pass. Det er den højest beliggende by i NZ, ligger i 730 meters højde. Her bliver vi 3 dage, vil vandre lidt i bjergene og slappe af. Igen er vi heldige med indkvartering, bor på YHA vandrehjem, i en hytte med kun 3 dobbeltværelser, dagligstue, bad og 11
køkken. Og så er der brændeovn, hvor brænde og optænding hver dag bliver lagt frem. Ikke fordi det er specielt koldt, men det er hyggeligt. Da vejret så ud til at ville forblive stabilt over dagen, valgte vi en vandretur til Avalanche Peak, en tur på 5 timer, hvor man kommer op på toppen i 1820 meters højde. Det var bare op, op, op i 3 timer, indtil 1300 meters højde i skoven, derefter blev landskabet bart. Det sidste stykke gik vi på kammen af bjerget, der var langt ned. På toppen var der en formidabel udsigt, men desværre begyndte det at sne og skyerne trak sammen, så det var klogest at gå ned igen med det samme. Det sker vandrer ikke kommer ned igen. Derfor har man også et godt system med at man indregistrerer sig på info centeret inden turen, så når dagen er omme og man ikke er vendt tilbage, vil man sætte en eftersøgning i gang. Tilbage i hytten, var det benene op i sofaen, gang i brændeovnen og en velfortjent øl. Dette bliver sidste dagbogsnotat fra NZ. Den 29/11 kører vi tilbage til Christchurst, hvor vi skal have ryddet op i alt det vi har fået samlet sammen. Heldigvis må vi have 44 kg. bagage med os videre, så det bliver ikke noget problem. Den 1/12 flyver vi til Fiji, hvor vi har arrangeret overnatning i de 14 dage vi skal være der. Dels i Nadi hvor vi lander, men hovedparten af opholdet bliver på 3 forskellige øer i Mamanucas og Yasawas øgruppen. Vi glæder os til sol og varme. Lige nu er temperaturen omkring 30 grader om dagen og 20 grader om natten. Men det er også regntid, så luftfugtigheden er høj. Abel Tasman National Park. 12
Yellow Eyed Pingvin. Lam gøres klar. 13
Søløve han. Doubtful Sound. 14
Vandring på Fox Glacier. 15