Viking kompagniet er et af tre kompagnier i II Panserinfanteribataljon ved JDR. Kompagniet består af to delinger med Infaterikampkøretøjer, en deling med pansrede mandskabsvogne og en kommandodeling. En uge hos Vikingerne Mandag: Om mandagen stod den på omskoling til granatkaster. Kompagniet havde et par uger tidligere modtaget de nye granatkastere, som skytterne havde haft privilegiet af at løbe rundt med de sidste par uger, uden at være omskolet. Men nu var dagen oprindet, og alle skytterne var spændte. Dagen startede som dagene ved Vikingkompagniet så ofte gør, med fælles appel for alle. Efter morgenseancen gik folk hver til sit. Dernæst stod den på udlevering af granatkasterne og alt det dertilhørende grej. Så var der lige en kort teoretisk gennemgang af granatkasteren og hvordan den skulle betjenes, vedligeholdes og hvilken ammunition vi ville kunne få brug for at skyde med. Da vi havde lyttet til teori i omkring en time blev det tid til at hente vores udrustning og sidde op på en lastbil for at køre ud til en af de få skydebaner hvor man må skyde med granatkaster. Ved ankomst til Borris fik folk hurtigt siddet af, grejerne blev linet pænt op til højre ret og ammunitionen blev modtaget med et spændt blik i øjet. Først stod den på indskydning af vores rødpunktsigter, som gik bedre for nogle end andre. Så kom de første par skydninger, hvor målene ændrede sig i størrelse fra skiver hvor kun overkroppen kunne ses til husdøre og vinduer på en afstand fra 80-220 meter. Granaterne der blev skudt med her var øvelsesgranater, der markerede hvor der blev ramt med rød maling. Da alle havde været igennem kom tiden til det alle havde ventet på. Skydning med skarpe granater. Da sikkerhedsreglerne for disse er en del strengere end for øvelsesgranaterne, skulle vi have en sikkerhedsbriefing igen før vi kunne komme i gang. Men så blev det også tid, og folk linede hurtigt op i kø, spændte og klar til at placere 5 skarpe granater ind i et vindue der var 100 m væk. De første skud gik hurtigt, og skydebanen rungede. Der gik ikke mere end 45 minutter før alle havde haft deres tur, og alt ammunitionen var brugt. Der var i løbet af skydningen dog forekommet en forsager, altså en granat der ikke var detoneret, så denne skulle bortsprænges inden vi kunne vende hjemad. En heldig skytte fik lov at lave en sprængladning, som hurtigt blev placeret ved den ikke detonerede granat, sprængladningen blev armeret og der lød et højt brag. Succes, granaten var væk, og et pænt hul var nu hvor den engang havde ligget. Dagens program var hermed afsluttet, og det var nu tid til at vende hjem til kasernen. Lastbilen blev hurtigt fyldt, og der blev talt med begejstring om dagens skydning. Diverse væddemål skulle også afgøres, og de dygtige skytter kunne nu se frem til øl ved næstkommende lejlighed. Vi ankom til kasernen, og fik hurtigt rengjort vores granatkastere. Disse blev herefter afleveret
på våbenkammeret igen, og hele holdet blev aftrådt, og alle fra holdet havde også bestået omskolingen. Tirsdag: Tirsdagen var starten på ugens egentlige uddannelse, nemlig uddannelsen i kamp fra stilling, frigørelse og tilbagegang. Dette går i store træk ud på at nedslide og sinke fjenden ved forskellige kampe og så slutteligt få fjenden helt nedkæmpet. Men denne dag var det 3 delings pligt at skulle være momenter, altså spille den fjende som skulle nedkæmpes. Dagen startede med appel hvor chefen hastigt mindede folk på, hvad kamp fra stilling, frigørelse og tilbagegang egentlig går ud på, og så var det ellers i gang. Hurtigt over og få våben og andre grejer ud fra våbenkammeret, over at hente ens personlige udrustning, og så ellers få det hele pakket på lastbiler. Dernæst stod den på tre kvarters transport til Karup øvelsesterræn, hvor ugens uddannelse skulle foregå. Der gik ikke lang tid før samtlige folk i bussen lå og sov, hvor næsten hver tredje og snorkede. Vi ankom hurtigere end hvad de fleste ønskede, og så var det ellers i gang. Grejet blev gennemgået en sidste gang og så var det ellers af sted. For 1 og 2 deling stod den på forsvar, der skulle forberedes, så de kom hurtigt i gang med sandsækkene og feltspaderne. Vores deling trak, imens gravearbejdet stod på, ned til vores udgangsområde, hvorfra vi skulle iværksætte vores angreb. Da uddannelsen var i fokus, havde vi lidt ventetid før vi kunne gå i gang, så dem der skulle forsvare kunne nå en realistisk forberedelse. Ventetiden gik med indøvelse og tørtræning af nogle af de manøvre vi i løbet af dagen kunne blive udsat for. Så var det tid. Vi iværksatte vores angreb ved først at sende en gruppe ud, som skulle agere opklaring, og finde ud af hvor de andre var gået i stilling. De fandt hurtigt fjenden, opgaven var løst, så de frigjorde. Nu vidste vi hvor fjenden var. Nu var vi klar. Hele delingen angreb frem på kampformation Delings Lille-T mod fjendens stilling. Vi fandt dem hurtigt igen, og denne gang var vi i overtal. Det var nu de andres tur til at erkende at de måtte trække sig. De fik kastet røg, som fik sløret deres tilbagetrækning. Da fjenden var væk besluttede vores delingsfører sig for at det var på høje tide at vi satte efter dem, hvilket vi så gjorde. Vi gik knap 300 meter før vi mødte ham igen, men denne gang mødte vi en 6 gange så stor fjende der havde gjort et baghold klar. Fjenden åbnede på os, og det gav nogle væsentlige tab, allerede inden for de første sekunder af kampen. På trods af de store tab gav vi os i kast med et forsøg på at angribe deres stilling. Men en efter en kom kontrollanten hen til os og udpegede os som døde. Slutteligt var der blot en håndfuld tilbage, som havde trukket sig fra kampen. Der blev kaldt op for en kunstpause, og vi blev alle vakt til live igen. Vi fik hurtigt genordnet, og blev klar til at trække yderligere fremad. Vi gik op på formation og fortsatte frem. Der gik
ikke mange minutter før vi igen var i kamp med fjenden, men denne gang var det igen kun en 5-6 mand vi kæmpede mod, så det var dem der trak sig. Hvad vi ikke indså før det var for sent var, at de lokkede os i endnu et baghold, denne gang fra en velforberedt stilling, og der gik ikke længe før vi var døde igen. Efter den sidste kamp blev der kaldt til samling, og så var det på tide at vende hjem mod kasernen. Grejerne blev hastigt klargjort, pakket og lagt op på en lastbil, hvorefter folk med hastige skridt gik mod busserne. På hjemturen var der endnu flere der sov, så det føltes ikke som længe inden vi var tilbage. På kasernen stod den på en hastig vedligeholdelse af våbnene, og så var det slut for denne dag. Onsdag: Programmet for onsdagen stod for 3 deling på forsvar. Folk var spændte og ivrige efter at komme i gang, selv fra morgenstunden af. Ligesom tirsdagen skulle der klargøres og pakkes på lastbiler, hvilket gik forholdsvist gnidningsfrit. Vi fik pakket og sad dernæst op på busserne, som kørte os til samme sted som den forgangne dag. Klokken blev omkring 0900 før vi kom frem. Igen her skulle vores grejer klargøres, og folk blev hurtigt klar. Da vi i dag skulle forsvare blev vores deling delt i to. En del, kampsektionen, som skulle tage mod
fjenden og sinke ham, og en anden del, reccesektionen, som blev længere tilbage i terrænet og forberedte en kampstilling, hvorfra vi kunne volde fjenden betydelige tab, hvis ikke knuse ham helt. Kampsektionen trak ned til omkring 1 kilometer fra fjendens sidst kendte position, og begyndte her at forberede en hastig kampstilling. Dette skulle bevirke at de under kampen havde væsentlig bedre forudsætninger end fjenden. Arbejdet stod på indtil kl. 1145, hvor vores opklaring fik kontakt med fjenden. De fik beskudt ham og tvunget ham til retræte. Det var klarmeldingen til kampsektionen, som gik på kampberedskab og lagde sig klar i deres stilling til at iværksætte et baghold mod fjenden. Ganske som forventet træk fjenden kort efter frem med hele sin styrke af samme akse, som hans opklaring havde benyttet. Vores opklaring fik frigjort fra området uden at lide noget tab, og fik lokket fjenden med sig. Alt forløb efter planen og fjenden gik direkte ind i det forberedte baghold. De mistede en betydelig mængde af deres mænd i de første minutter af skudvekslingen, men som man plejer at sige, så holder ens plan lige indtil mødet med fjenden. Alt mens dette stod på, gik reccesektionen nede bagved og knoklede på den næste stilling der skulle besættes. Der blev markeret stillinger, sandsække blev fyldt og lagt klar i de pågældende stillinger og de tre fører fra hver sin gruppe forberedte sig på at lave en hurtig, præcis og fyldestgørende overdragelse, til når kampsektionen trak sig tilbage. Tilbage i kampen havde fjenden nemlig besluttet sig for at forsøge at udflankere vores stilling. Dette havde han valgt at gøre gennem svært fremkommeligt terræn, som vi ikke havde set som en mulighed. Dette betød at fjenden nåede at komme meget tæt på, og stillingen begyndte at være presset. Med støtte fra både tung og let morter, blev dette fjendtlige fremstød dog skubbet tilbage, og det blev muligt for delingen at frigøre fra stillingen. Mens den anden deling der også var i forsvar overtog kampen med fjenden, og søgte at sinke hans fremrykning, fik 3 deling frigjort tilbage til den nu klargjorte stilling. De var nu i den kritiske fase, hvad denne uge gik ud på, nemlig at få overdragelsen til at forløbe gnidningsfrit. De svedende og prustende mænd blev anvist deres dertil indrettede stillinger og fik de forskellige ildoverfald, deres højre- og venstre-begrænsninger at vide. Til sidst fik de planen for kampens førelse og planen for, hvorledes de skulle frigøre fra denne stilling. Overdragelsen forløb smertefrit, hvilket var en stor succes. Nu kunne delingen så begynde at klargøre i den nye stilling da det ikke ville vare længe før fjenden igen stod på dørtrinnet. Reccesektionen frigjorde efter overdragelse yderligere tilbage i terrænet for at starte på ny, med en ny stilling der skulle forberedes. Omkring 30 minutter efter overdragelsen var afsluttet var fjenden igen klar. Den anden deling i forsvar havde fået trukket fjenden med sig, og endnu engang var han røget lige i
fælden. Der blev åbnet på ham med en utrolig voldsom ildkraft, som bevirkede at han led store tab. Samtidig blev der også påkaldt morter mod ham, hvilket tvang ham til at frigøre. Kort efter dette var sket blev der kaldt ENDEX, hvilket betyder at øvelsen/fasen er færdig, og folk stimlede til samling ved lastbilerne. Der blev givet en hurtig tilbagemelding til hver deling, og så var det ellers med at komme hjem. Denne gang var der lidt mere liv i bussen på hjemturen, og folk snakkede om dagens gerninger, men begyndte også så småt at planlægge weekendens bytur. Da vi kom til kasernen forløb resten af dagen meget som tirsdagen havde gjort, og kompagniet blev samlet til en kort besked inden de blev aftrådt. Det var chefen der ville have at der skulle reflekteres over hvad, der var erfaret indtil videre i løbet af ugen, og ellers ville han blot have at der skulle gives lige så meget gas på den sidste dag på ugen med uddannelse. Torsdag: Torsdagens morgen lignede utvivlsomt de to forgangne morgener, og forløb da også på meget samme facon. Våben og grejer blev hentet, lastbilerne pakket og busserne fyldt.
Denne morgen var folk dog mere vågne og der blev snakket om dagen i går, hvad der skulle til at ske og også hvad den kommende weekend bød på. Vi kom frem til terrænet og fik klargjort det sidste. Så var vi på igen, for sidste gang i denne omgang. Delingen blev splittet i to endnu en gang, og klargøringen af både den forreste stilling og den bagerste blev iværksat. Der var dog kommet et lille tvist på denne dag, da vi havde byttet plads med den anden forsvarende deling, og stod endnu engang i ukendt terræn. Arbejdet skred frem, og ganske som dagen forinden, blev klokken cirka 1145, da fjenden dukkede op i forterrænet og stødte på vores opklaring. Igen fik de skubbet fjenden tilbage og lokket hans hovedstyrke lige ind i det forberedte baghold. Det spændende var nu om planen så holdt i dag, eller om fjenden igen skulle vise sig at være snedig. Tilbage i næste stilling gik de få udvalgte og klargjorde. Igen med markering af stilling og ruter for frigørelsen, sandsække blev fyldt og så skulle der også udsættes nærforsvarsvåben (claymore miner). Disse blev snedigt opsat ved hjælp af øvelseshåndgranater og wire, og de blev sat op kun 30 meter foran de respektive stillinger. Endnu en ting at tage højde for når kampsektionen kom, da de helst skulle ledes uden om det nyopsatte minefelt. Tilbage i kampen var det denne gang lykkedes at ramme fjenden så kraftigt, at hans muligheder for både udflankering og angreb var forsvundne, og han blev hastigt nedkæmpet til en sådan styrke at der blev holdt en lille kunstpause, hvor de døde blev vækket til live igen. Det var i dag vores delings tur til at fastholde følingen med fjenden tilbage til næste stilling, og derved lokke ham i vores baghold. Dette blev løst ved at lade grupperne skiftevis springe tilbage og skiftevis have kampfølingen med fjenden. Da de nærmede sig de 100 til 200 meter fra den næste stilling trak reccesektionen frem og var klar til at gelejde dem uden om minerne. Helt efter bogen kom grupperne en af gangen, og de blev anvist både deres stillinger, og alt hvad der dertil hørte. Da fjenden nu kun var 100 meter væk skulle overdragelsen denne gang gå noget hastigere, hvilket også skete. Der blev kortet ned på de ting der ikke var absolut kritiske for at kunne kæmpe og frigøre fra kampstillingen, og grupperne blev hurtigt klar i deres stillinger. Da fjenden var 50 meter åbnede begge de forsvarende delinger samtidigt med et virkeligt voldsomt ildoverfald, som fjenden ikke havde forventet. Helt konfus efter at have fået så mange kugler og granater i hovedet, var fjenden nu tvunget til at forsøge at omgå. Hvad de ikke vidste, var, at den vej de omgik, var vejen ned til endnu et baghold. Dette baghold blev til de resterende fjenders endeligt, da de samtidig med at gå på miner blev beskudt af et LMG (Let MaskinGevær), som kendt fra 2. verdenskrig på tyskernes side, og det var kun et fåtal der overlevede dette sluttelige ildoverfald. Der gik ikke lang tid efter før der endnu engang blev kaldt ENDEX, og folk, både glade for en god gennemførsel, men også spændte på weekenden, fik hurtigt
samlet sig til tilbagemelding. Efter et par fastholde og forbedre-punkter var det nu tid til at rydde op i terrænet. Grupperne fik inddelt hvert sit område og fik hurtigt ryddet pænt op. Man kunne mærke på arbejdstempoet at det var weekenden der lokkede og fik folk til at arbejde betydeligt hurtigere end sædvanligt. Efter oprydningen var afsluttet var det tid til hjemtransport. Busturen gik nu næsten udelukkende med slagplaner for weekenden, og folk var glade og klar på weekend. Tilbage på kasernen blev grejer og våben vedligeholdt og sat på plads og kompagniet blev samlet. Chefen fik sagt god weekend til tropperne og at de kunne gå til den med en god smag i munden. Målet for ugen var nået, og niveauet var steget markant fra dag et til dag tre.