Nyhedsbrev Retspolitisk Forening - Januar 2015 I denne udgave af Retspolitisk Forening nyhedsbrev sætter vi fokus på årets generalforsamling med efterfølgende uddelingen af Kafkatten, politikeres forhold til magtens tredeling, regeringens forhold til menneskerettighederne, tålt ophold, en grundbog i retssociologi og endelig Danmarks retsforbehold. Generalforsamling 2015 i Retspolitisk Forening Af Merete Kampmann, bestyrelsesmedlem i RPF Retspolitisk Forening afholder generalforsamling lørdag den 21. marts 2015, kl. 13.00 med efterfølgende debat i Mariakirken, Istedgade 20, København V. Indkaldelse til generalforsamlingen vil blive udsendt direkte til medlemmerne. Programmet begynder med selve generalforsamlingen, hvor først formand Bjørn Elmquist på vegne af bestyrelsen og derefter foreningens arbejdsgrupper aflægger beretning om foreningens virksomhed og retspolitiske begivenheder i det forgangne år. Efterfølgende aflægges regnskab for det forløbne foreningsår, og retningslinjerne for foreningens arbejde i det kommende foreningsår udstikkes. Derefter følger valg af bestyrelse og revisor, kontingentet fastsættes, og eventuelle øvrige emner behandles. Der henvises herudover til den dagsorden, der bliver udsendt. Kafkatten (Retspolitisk Forenings ærespris) vil i år blive tildelt forfatteren Gretelise Holm som en anerkendelse af hendes mangeårige arbejde som fremtrædende kritisk journalist på retsområdet. Gennem den direkte reportage fra retssystemets dagligdag har Gretelise Holm sat fokus på en række vigtige retspolitiske spørgsmål, der efterfølgende har resulteret i påkrævede ændringer af vores retssystem. Tildelingen sætter også fokus på behovet for en ny generation af kritiske journalister på retsområdet, og lægger dermed op til eftermiddagens debat. Debatten efter prisuddelingen vil derfor fokusere på dansk presses kvalitet med hensyn til dækning af retspolitiske emner. Flere oplysninger om debatten vil blive sendt til medlemmerne. Desuden lægger vi oplysninger på www.retspolitik.dk. Debatten kommer til at foregå mellem kl. 14.30-16.00. Vi håber, at mange vil være interesseret i at deltage i generalforsamling og debat og derigennem sætte deres præg på foreningens arbejde! 1
Tilbage til Enevælden? Af Bjørn Elmquist, advokat og formand for Retspolitisk Forening Ministre og folketingsmedlemmer har i stigende grad svært ved at holde sig til deres beføjelser og opgaver. Ofte ser man tendenser, som i den grad antaster princippet om statsmagtens tredeling, at det giver mindelser om Enevældens tid. I mange af de spektakulære straffesager kommenteres dommene rask væk, også længe inden de er endelige. Det sker ikke kun, når journalister beder om en udtalelse, men i stigende omfang af MF ernes egen drift på deres Facebookside eller via Twitter, hvorfra de af pressen udbredes videre. At de pågældende folkevalgte på den måde kommer for langt ud, er således helt og aldeles deres egen skyld. Men det er ikke korrekt adfærd. Faktisk strider det imod ord og ånd i grundloven. De, der sidder i Folketinget, skal lovgive, dvs. fastsætte de generelle rammer for borgernes, virksomhedernes og det offentliges virke. Domstolene har efter grundlovens 3 den statsopgave, der går ud på at pådømme konkrete, individuelle sager, det være sig civile eller straffesager. Med andre ord finde ud af hvilken af to parter i en civil sag, der efter loven har ret, eller konstatere, om en tiltalt person er skyldig i en lovovertrædelse, og hvilken straf der i så fald er forskyldt. Den slags kommentering er ikke, som nogle forsvarer sig med, en naturlig del af politikernes ytringsfrihed. Tværtimod har man som MF en kvalificeret pligt til ikke at blande sig i andre statsopgaver end lovgivningsanliggender, og alle og enhver har de ved deres første indvælgelse i folketinget skrevet under på en udtrykkelig erklæring om at ville overholde grundloven. Et andet tilsvarende fænomen er de senere års lovændringer, hvor folketinget sætter en minimumsstraf ind i en bestemmelse, fordi flertallet er utilfreds med konkrete domsafgørelser. Som f.eks. da det blev vedtaget, at ulovlig våbenbesiddelse skulle straffes med mindst et års fængsel. Desværre er der eksempler på, at ministre heller ikke kan holde sig i skindet og endog går i spidsen med hensyn til at politisere, hvad der bør være uafhængige judicielle afgørelser. Den stadigt ret nyudnævnte justitsminister forklarede i en presseudtalelse for nogle uger siden, at når inkorporeringen af den ene centrale FN- konvention efter den anden i dansk ret trods alle ekspertråd ikke gennemføres, er det fordi det ville flytte magten til at afgøre, om og hvornår konventionerne er overtrådt, fra folketinget til den dømmende magt. (fortsættes s. 3) 2
(fortsat fra s. 2) Ud over det magtbegær, som den holdning er udtryk for, viser den også en mangel på forståelse af, hvordan de mennesker, som mener, deres rettigheder er kommet i klemme ved ikke- overholdelse af konventionsbeskyttelsen, mest effektivt og demokratisk korrekt får deres retssikkerhed tilgodeset. Man er altså således afhængig af den eller de regerendes nåde og barmhjertighed. Ligesom under Enevælden..! Tålt ophold Folketingets Ombudsmand har udarbejdet en redegørelse om tålt ophold. Redegørelsen kan ses på Folketingets Ombudsmands hjemmeside: http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/center_sandholm/pdf Ombudsmanden skriver blandt andet, at han ikke (har) grundlag for at antage, at de generelle forhold for personer påtålt ophold i Center Sandholm på nuværende tidspunkt er i strid med gældende ret, herunder FN s Torturkonvention og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Desuden skriver ombudsmanden, at han omvendt ikke (kan) afvise, at den samlede virkning af de begrænsninger, som personer på tålt ophold i Center Sandholm er underlagt, med tiden i konkrete tilfælde kan føre til, at forholdene må anses for en krænkelse af konventionerne. Endvidere at der er grund til mere samlet at gennemtænke, i hvilket omfang det bl.a. ud fra de hensyn, som den relevante lovgivning bygger på på alle punkter er nødvendigt at opretholde så samlet set belastende og begrænsende livsvilkår, som der på nuværende tidspunkt er tale om. Britta Lissner Nicholson meldte sig i april 2014 ind i Retspoltisk Forening og præsenterede bestyrelsen for sine ønsker og holdninger til tålt- ophold - ordningen. Hun har i en årrække arbejdet med problematikken sammen med Walter Dalland og Alfred Dam. Bestyrelsen drøfter emnet både internt og med Foreningen af Advokater med Udlændingesager (FAU). Vi bringer på næste side Britta Lissner Nicholsons indlæg, som også har været offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 15. december 2014. 3
Uønskede mennesker på tålt ophold nutidens spedalske? af Britta Lissner Nicholson, medlem af Retspolitisk Forening siden april 2014 Vi vil simpelthen ikke have disse mennesker i vores kære lille land de er kriminelle, de er udlændinge hvordan skal vi dog komme af med dem? Spørgsmålet debatteres igen og igen. Politi og andre myndigheder har de seneste år gang på gang forgæves forsøgt at få dem hjemsendt. Ingen lande vil have dem, selv ikke de lande de kommer fra. En kendt venstrepolitiker har foreslået, at tålt ophold skal gøres utåleligt - det er virkelig forsøgt: de har fået forbud m od at arbejde, at stifte familie, de holdes i live med et meget beskedent lommepengebeløb på 140 kr. hver 14. dag med pligt til ophold i Sandholmlejren på 4 sengsværelser og meldepligt dagligt eller et par gange om ugen hos politiet ugen hos politiet på ubestemt tid. Et lille antal er forsvundet måske til lignende tilværelser i andre lande, der heller ikke vil vide af dem. De er uden pas og papirer, da disse er inddraget. Britta Nicholson, privat foto Har det så hjulpet os af med de mennesker, vi ikke vil have? Det har vist sig, 1. at antallet af mennesker på tålt ophold er vokset fra 18 til 67, siden Tuneserloven blev vedtaget i 2008. 2. Udgifterne er steget fra 7.6 mill. i 2011 til 15.4 mill. i 2013, hvortil kommer øgede udgifter for Flygtningenævnet, Rigspolitiet og Nordsjællands Politi til arbejdet med personer på tålt ophold ifølge en opgørelse sendt af Justitsministeriet til Folketinget. 3. Mens gruppen på tålt ophold med få undtagelser levede op til den ugentlige mødepligt (ifølge Vicerigspolitiet) indtil lovens indførelse i 2008, så bryder ca. halvdelen nu meldepligten. Resultat: mange politianmeldelser og retssager. Tuneserlovens øgede meldepligt vedtoges for at forhindre tuneseren Sim Chafra i at færdes i Kurt Westergårds nabolag. Af ukendte grunde og i al hastværk inkluderede man de andre daværende 18 personer på tålt ophold - trods stærk kritik fra mange jurister. 4. Ligeledes er det konstateret, at der begås hyppig kriminalitet af en del af personerne på tålt ophold. Det vil sige: loven virker simpelthen ikke. Bestemmelserne fjerner ikke, men øger problemerne og skaber store udgifter i retssystemet. I forargelse og desperation bliver i disse uger tonen i avisdebatten mere og mere hadsk og skinger mod disse mennesker sidst med forslaget om fodlænker. Billedet fra molbohistorien om gruppen af bønder, der bærer den ene bonde ind i kornmarken på et bræt for at jage storken ud uden at træde kornet ned, dukker uvilkårligt op. (fortsættes s. 5) 4
(fortsat fra s. 4) Vi er nogle, der skrev til samtlige folketingsmedlemmer imod lovforslaget i 2008, og vi har fulgt nogle menneskeskæbner omfattet af loven siden. Vi ønsker indtrængende at henstille til debattører, administratorer og lovgivere på dette felt om at se på hvor forskellige mennesker på tålt ophold er. Der tales ofte i medierne, som om der helt eller mest er tale om alvorlige voldsforbrydelser eller trusler derom. hvor forskellige narkoforbrydelser kan være fra besiddelse af mindre narko til eget forbrug og småkriminalitet for at kunne betale det og op til de mere alvorlige tiltag. Der er mennesker, der dulmer psykiske mén efter tortur og krigstraumer eller blot flygter ind i misbrug fra en indholdsløs, udsigtsløs tilværelse. at der på lommepenge ikke kan købes meget, hvorfor foranstaltningen kan siges at bidrage til kriminalitet at nogle har familie andetsteds i landet og lider under afstanden til dem, hvor ophold hos familien måske kunne mindske misbruget. Gruppen på tålt ophold omfatter blandt andet en kinesisk kvindelig læge, der udførte tvangsaborter på regeringens krav i Kina, og en lovlydig, selvforsørgende iraner, der har været i Danmark 11 år, og som i en skilsmissekrise stod vagt i Christiania for at få hash. Han afsonede sin 1½ års straf, hvorefter han har været på tålt ophold i næsten syv år uden yderligere lovbrud. Selvfølgelig skal kriminalitet straffes. Men ville det ikke være mere rimeligt og god lovpraksis, at udlændinge, der har begået kriminalitet behandles efter samme regler som danskere det vil sige varierende efter situation og person - så længe de ikke kan sendes ud af landet? Og dermed undgå dyre retssager ved domstolene? Til læserne, debattørerne, politikerne: forestil jer at leve på ubestemt tid på de vilkår en tilværelse uden arbejde, uden familie, uden udsigter? Kan det undre, at det øger kriminalitet i og omkring Sandholmlejren, og at nogle simpelthen fravælger at stille op hos politiet igen og igen år efter år? Hvordan ville hver af os danskere klare det liv? 5
Et par bemærkninger om menneskerettigheder af Leif Herman, bestyrelsesmedlem i Retspolitisk Forening Det ser ud til lige for tiden, at der kommer krigsflygtninge fra Syrien. Det er vist ikke så godt, så nu strammes der op. Regeringen forslag om nye stramninger i asylpolitikken bringer endnu engang spørgsmålet om Danmarks internationale forpligtelser på den store dagsorden. Når regeringsudspillet så oven i købet bygger på forkerte tal, bliver forvirringen total. Desperat forsøger man så efterfølgende at reparere på skaderne ved at rette i allerede offentliggjorte pressemeddelelser. Tidligere i august 2014 var det asylansøgere fra Eritrea, som justitsministeren syntes der var lige lovlig mange af. Det blev så til en fact finding mission, som ministeren først selv havde sat i gang, stod der i en pressemeddelelse, der beredvilligt blev uddybet i et TV- interview. Det interview blev dog aldrig offentliggjort før i december måned, og så var fanden løs, fordi justitsministeren i Folketinget havde sagt, at den der mission havde da hverken minister eller ministerium blandet sig i. Og selvom begrebet nødløgn har vundet indpas i statsadministrationens forvaltning af oplysninger til Folketinget, så kunne der vist ikke her være tale om forhold, der gjorde, at oplysninger om Eritreamissionen faldt ind under denne banebrydende nyskabelse i statsretten. Men der var hjælp at hente fra den nu forhenværende minister, der stik i mod pressemeddelelse og TV- interview, nu 3½ måned efter slet ikke havde haft noget som helst at gøre med at sende embedsmænd til Eritrea for at hitte ud af, om der nu ikke alligevel var så fine forhold i staten på Afrikas horn, at flygtninge da bare kunne skrubbe hjem uden nævneværdige konsekvenser. Uha da da. Sådan noget kunne den tidligere minister da slet ikke komme i tanke om. Sjovt nok nåede rapporten frem til lige netop den konklusion, hvorefter alle med navns nævnelse og kendskab til forholdene inklusive to af tre deltagere i Udlændingestyrelsens rejsehold tog afstand fra rapporten, der nu blev en sag i sagen med krav om redegørelser, forkastede redegørelser, supplerende redegørelser, ministersamråd og meget andet. Til alt held for den nye minister (og den forhenværende) kommer man næppe til bunds i denne farce. Den nye offentlighedslov har ganske bekvemt stået sin prøve med en ministerbetjeningsregel, der bekvemt har låst døren til de centrale oplysninger om, hvem der blandede sig i hvad. (fortsættes s. 7) 6
(fortsat fra s. 6) Dette helt farceagtige roderi kommer kort efter offentliggørelsen af en ny betænkning om inkorporering m.v. inden for menneskerettighedsområdet. Nu var der ellers lige så nobelt flere gange i regeringsgrundlaget anført noget om menneskerettigheder blandt andet at: Indsatsen for menneskerettighederne starter dog med, at vi sikrer os, at de altid respekteres hos os selv. Kun derved kan vi via dialog med skrøbelige og/eller udemokratiske stater og støtte til demokratiske kræfter udbrede respekten for menneskerettighederne. Og senere hedder det: Regeringen er optaget af, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser. De af Danmark ratificerede eller tiltrådte konventioner kortlægges, registreres og opdateres centralt, således at dansk opfølgning af påtagne forpligtelser kan dokumenteres og overvåges løbende. Regeringen vil sikre offentlighed omkring opfølgningen. Disse tilkendegivelser kunne tyde på, at regeringen dels var optaget af en styrkelse af borgernes retssikkerhed og dels af at fortælle omverdenen, at Danmark tager vores ratifikation af internationale konventioner alvorligt på linje med Finland, Frankrig, Norge, Holland og Østrig, der hver især om end på forskellig måde lader visse konventioner have umiddelbar retsgyldighed i forhold til borgerne. Men ikke engang den meget præcise torturkonvention kunne finde nåde for Justitsministeriets vripne menneskerettighedseksaminator. Der blev i 2012 nedsat et udvalg, der skulle se på, hvilke konventioner der kunne indarbejdes i dansk ret ved lov på en måde, så hele konventionen blev en del af dansk ret. Det var der ganske vist et andet udvalg, der havde kigget på fra 1999-2001, men VK(DF)- regeringen fra 2001-2011 var ikke forpligtet af noget regeringsgrundlag, der var optaget af menneskerettigheder. Den slag lå det daværende parlamentariske flertal overordentligt fjernt, så den betænkning blev skrottet. Den nye betænkning, som i mangt og meget var en afskrift og ajourføring af den gamle fra 2001, kunne ikke nå frem til noget enigt resultat. Et mindretal på 6 af udvalgets 15 medlemmer ville gerne inkorporere 6 ud af 7 konventioner og samtidig anbefale, at Danmark tilslutter sig den individuelle klageadgang til FN s børnekomité, der behandler klager over overholdelsen af Børnekonventionen. Om mindretallet på seks medlemmer nu også var et mindretal, er ikke sådan lige til at hitte ud af, da ikke mindre end 5 regeringsudpegede medlemmer slet ikke kunne tage stilling til noget med den begrundelse, at regeringen ikke have gjort op med sig selv, hvad den ville. Hvad deres rolle i udvalget så har været set på baggrund af regeringsgrundlagets fine ord, fortaber sig i tågerne fra udvalgsarbejdet. Lidt kom der dog ud af anstrengelserne. Klageadgangen til børnekomiteen blev gennemført. Men ikke engang den meget præcise torturkonvention kunne finde nåde for Justitsministeriets vripne menneskerettighedseksaminatorer. Dette magre resultat af inkorporeringsanstrengelserne er begrundet med et noget sælsomt argument, der også fremgår af udvalgets betænkning. Inkorporering vil indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til (fortsættes s. 8) 7
(fortsat fra side 7) domstolene, siger justitsminister Mette Frederiksen. Og det er for regeringen vigtigt at fastholde de folkevalgtes ansvar for overholdelsen af vores internationale forpligtelser. Bag denne afvisning ligger der den logiske forudsætning, dels at domstolene ikke formodes at kende grænsen for den dømmende magts område, og dels at Folketinget åbenbart ikke er helt på det rene med, hvad man siger ja til, når tinget ratificerer en international konvention. Hvad er det for et problem ministeren har med at fastholde de folkevalgtes ansvar for overholdelsen af vore internationale forpligtelser? Domstolene først. At danske domstole ikke skulle kende deres plads i den grundlovsbestemte kompetence- fordeling, er en påstand, der allerede er skudt ned i en mindretalsudtalelse i betænkningen. Det anføres således: Disse medlemmer bemærker yderligere, at der efter deres opfattelse ikke er en øget risiko for, at magtfordelingen mellem lovgivningsmagten og domstolene vil blive ændret ved at inkorporere yderligere konventioner. Alle medlemmer af udvalget er enige om, at formålet med en inkorporering ikke er at ændre på den forfatningsmæssige stilling mellem de øverste statsorganer, og at en inkorporering ikke bør medføre en ændring i magtfordelingen mellem lovgivningsmagten og domstolene. Dette mindretal anfører videre: Der er intet konkret grundlag i hidtidige erfaringer for at frygte, at danske domstole og øvrige retsanvendende myndigheder ikke fremover vil respektere den traditionelle danske rollefordeling mellem de øverste statsorganer. Det vil således også efter en inkorporering være en grundlæggende betingelse for anvendelsen af internationale konventioner i dansk ret, at der er et tilstrækkelig klart og sikkert juridisk grundlag for at anvende konventionerne. Når der henvises til de hidtidige erfaringer, må der menes Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der blev inkorporeret ved lov i 1992. At Folketinget skulle have vanskeligheder ved at begribe rækkevidden af ratifikation af en international aftale forekommer i sig selv vanskeligt at forstå. Når konventionsteksten er oversat til dansk, og Folketinget vedtager en godkendelse, så må det ifølge sagens natur være, fordi tinget ønsker, at Danmark skal påtage sig de forpligtelser, der ligger i konventionsteksten. Udgangspunktet må naturligt være, at aftalens bestemmelser skal gælde i dansk ret og ikke kun som fortolkningsbidrag til forståelsen af allerede eksisterende eller kommende danske retsregler. Danmark giver med en ratifikation således helt bevidst afkald på at lovgive i strid med den ratificerede konvention. Mon ikke Folketinget kan forstå det? I øvrigt er denne problemstilling bestemt ikke ukendt i national lovgivning, hvor vage og elastiske lovbestemmelser ikke er noget særsyn. Den verserende diskussion om retsgrundlaget for vurdering af fast ejendom samt store dele af den øvrige skattelovgivning er et godt eksempel. (fortsættes s. 9) 8
(fortsat fra s. 8) Al anden forståelse forekommer uantagelig og stødende, da den skaber uklarhed om alvoren i det internationale engagement. Men det er naturligvis klart, at rettigheder kan være mere eller mindre klart beskrevet i internationale konventioner. Men det må man gå ud fra, at Folketinget kan se og dermed acceptere, at vage og uklare bestemmelser rummer et større spillerum for domstolene. Hvis der ønskes en begrænsning af domstolenes råderum i sådanne tilfælde, er løsningen en omhyggelig fortolkning i det beslutnings- eller lovforslag, der ligger til grund for tingets ratifikation. Domstolene vil så i deres undersøgelse af retsgrundlaget for konkrete afgørelser kunne benytte forarbejderne til en mere præcis forståelse af, hvad Folketinget har ønsket. At Folketinget udmærket kan håndtere inkorporering af retsregler i deres fulde ordlyd vedtaget af andre fora end det selv, ses af den forholdsvis smertefrie implementering af omfattende EU- retsregler, hvoraf nogle endda slet ikke passerer tinget, men gælder umiddelbart. Ikke desto mindre ser det ud til at udgøre en bekvem undskyldning for regeringen. Med denne undskyldning lukker regeringen en meget vigtig diskussion, om hvilken rolle menneskerettigheder skal spille dels i forhold til herboendes retssikkerhed og dels i den danske udenrigspolitik. Denne problemstilling inddrager naturligvis også samspillet mellem de øverste statsorganer samt de retsinstanser, der påser, at de internationale forpligtelser overholdes. Det ville være formålstjenligt, hvis Folketinget ville holde denne diskussion åben. Med denne undskyldning lukker regeringen en meget vigtig diskussion, om hvilken rolle menneskerettigheder skal spille. Folketinget har siden 1953 ved ratifikationen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og siden 1972 ved ratifikationen af Rom- traktaten været helt klar over, at begge domstole helt åbenlyst har retsskabende funktioner. Det vil sige, at begge retsinstanser fortolker retsgrundlaget for afgørelserne dynamisk og dermed hele tiden bevæger sig på kanten af afgrænsningen mellem politik og jura. Det må man finde sig i, når man er deltager i skabelsen af en international retsorden. Det udelukker naturligvis ikke en diskussion om, hvor grænsen mellem politik og jura skal gå, men den diskussion bør foretages af Folketinget i forbindelse med godkendelse af internationale retsakter. Hvis udfaldet af denne diskussion bliver et ja til godkendelse, bør man tage skridtet fuldt og gøre hele teksten til en del af dansk ret. Dette vil være det helt afgørende bevis på, at regeringen er optaget af, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser, og at Indsatsen for menneske- rettighederne starter med, at vi sikrer os, at de altid respekteres hos os selv. 9
Samspillet mellem loven og livet Anmeldelse af Lovene og Livet - en retssociologisk grundbog Af Jeff Jørgensen, journalist og undervisningsassistent i retssociologi på Aarhus Universitet Retssociologi er et vigtigt fag indenfor retspolitik. Retsociologer analyserer bla. hvordan tidligere og nuværende regler virker derude i samfundet. Og de peger på, hvilke former for ny regulering der er hensigtsmæssig i forhold til, hvad man vil opnå. Retssociologer kigger altså både bagud og fremad. Retssociologer ser tilbage, når de fx forklarer, hvorfor vi får en retsstat, retssikkerhed, domstole, embedsmænd og forvaltning. Og hvordan samfundets udvikling skaber nye ønsker til, hvad staten skal. Hvorfor opstår der pludselig Forbrugerklagenævn og retshjælps- organisationer? Love der fejler trods gode intentioner Men retssociologer ser også fremad og kaster et kritisk blik på aktuelle love. De peger fx på en lang række faktorer, der kan fremme eller hæmme intentionen med en lov. Det kan være selve lovens udformning. Hvordan vælger man fx at udforme bevisbyrdereglerne. Hvad med myndighederne på området? Er der en eksisterende kultur, der modarbejder intentionen, og er der mandskab til de nye opgaver? Er der nogle tendenser og strutkurer i samfundet, der måske modvirker? Hvad med holdninger, evner og vilje hos borgerne? Bettina Lemann Kristiansen ny medforfatter Retssociologer analyserer, hvad der sker med retten over tid og lige her og nu. For at få succes med lovene i hverdagens liv, er det derfor oplagt at spørge retssociologer til råds. Dem er der faktisk ikke mange af i Danmark, men et par stykker kan man finde på fx Aarhus Universitet. Bl.a. professor Bettina Lemann Kristiansen. Med den nylige og seneste udgave af den retssociologiske grundbog: Lovene og livet er hun nu blevet medforfatter. Begrænset ny forskning Bogen handler i store træk om dét, der ovenfor er beskrevet om retssociologiens funktion. Den er velskrevet og præsenterer sig på en måde, der virker aktuel og vedkommende i dagens Danmark, og den udmærker sig med mange eksempler. Dog kunne man savne flere danske nutidige eksempler, men problemet er, at der i Danmark laves meget lidt retssociologisk forskning. Med en ny forfatter på bogryggen kunne man forvente en større revision og nye prioriteringer. Det er dog ikke tilfældet. Det er de globale tendenser i retten, der udgør de fleste tilføjelser. Derudover er der tale om en ajourføring af tabeller og statistikker. Et par af de store sociologiske tænkere har fået mere plads og andre er blevet skåret væk. (fortsættes s. 11) 10
(fortsat fra s. 10) At regulere borgernes adfærd I bogen er der en fin gennemgang af måder at regulere borgernes adfærd. De fleste tænker typisk, det handler om klassisk lovgivning med forbud eller påbud og negative sanktioner, hvis man overtræder dem. Man kan dog ofte med fordel regulere på andre måder: Økonomisk med fx afgifter eller tilskud. Man kan regulere ved at forme uddannelserne i samfundet eller arbejde med kulturændringer. Men også information, vejledning og gennem positive sanktioner. Nudging burde omtales Men især ét aspekt omtales ikke. Nemlig det moderne forskningsområde: Nudging. Det går ud på at påvirke borgerne til at træffe bestemte valg uden at gøre brug af hverken straf eller belønning, men snarere et venligt skub. Regler, love, skatter og afgifter er ikke i spil, og borgerne skal stadig have flere valgmuligheder. Opgaven er at gøre det 'rigtige' valg nemt og tilgængeligt. Nudging tager højde for, at vi mennesker er styret af vaner, som kan være svære at ændre på. Nudging er et nyt konkret redskab med gode erfaringer, hvor information og vejledning har vist sig ikke at slå til. Bogen på de godt 300 sider giver et gavnligt og nemt tilgængeligt overblik - også for dem uden særlig sociologisk eller juridisk indsigt. Lovene og livet - en retssociologisk grundbog Jørgen Dalberg- Larsen & Bettina Lemann Kristiansen 6. udgave Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2014 Vetoaftale ophævelse af EU- retsforbeholdet af Peter Arnborg, bestyrelsesmedlem i Retspolitisk Forening Folketingets såkaldte EU- positive partier (V, S, R, SF, K) har i december 2014 indgået en aftale, der sigter mod at ophæve Danmarks retsforbeholde fra 1993 over for EU ved kommende lovgivninger og folkeafstemninger, så Danmark i stedet får en såkaldt tilvalgsordning en form for botanisering i EU- lovgivningen på de rets-, politi- og strafferetlige områder både vedrørende civil og offentlig ret. Karakteristisk for aftralen er den for alle parter gensidige vetoret, hvor man er uden for områderne politisamarbejde og udlændigeregler. Altså det mest EU- skeptiske parti kan (fortsættes s. 12) 11
(fortsat fra s. 11) modsætte sig et tilvalg, selv om der i Folketinget, også i den kommende valgperiode, måtte være flertal for en konkret EU- regel. Offentligheden vil givetvis i løbet af foråret få oplysning fra regeringen/aftaleparterne om, hvordan man vil udvælge de enkelte EU- regler, hvilke regler man vil tilvælge, og hvordan man juridisk- teknisk også i henseende til grundlovens $ 20 om suverænistetsafgivelse vil formulere lovgivning og spørgsmål i folkeafstemningen. Aftalens videre implementering i lovgivning mv. vil synliggøre forfatningsretlige, demokratiske og retssikkerhedsmæssige problemstillinger af væsentlig juridisk betydning såvel dogmatisk som retspolitisk. Foreningen har i januar 2015 udtalt sig i et høringssvar (se hjemmesiden: høringssvar 2015) til Justitsministeren, og vi vil også kritisk følge sagen videre, herunder ved afgivelse af høringssvar over redegørelser og lovudkast, når den tid kommer. Om Retspolitisk Forening Retspolitisk Forening blev stiftet i 1978 (som Dansk Retspolitisk Forening) af jurister, jurastuderende og andre med interesse i den retspolitiske debat. Foreningens formål er at sikre og udbygge borgernes retssikkerhed, demokratiske friheder og sociale rettigheder med særlig vægt på at bedre svagere stilledes retlige situation. Retspolitisk Forening forholder sig aktivt, kritisk og konstruktivt til den retspolitiske udvikling. Foreningen er politisk uafhængig. Vil du vide mere besøg vores hjemmeside www.retspolitik.dk 12